This Must Be The End..

[Deleted]

"Jeg syntes måske bare at hun er pisse flabet og irriterende" sagde hun i en sur stemme, hun havde virkeligt bare lyst til at eksploderer uden nogen som helst grund: "Jeg er ikke klar til at give dig det du vil have... Jeg kan give dig det hun giver dig, og det gør selvfølgelig ondt på mig at du vælger hende over mig på det punkt" sagde hun.
HUn kunne være en langt bedre submissive end Vanessa, forhelved det var jo hende der havde trænet ham, eller hvad man skulle kalde det. Hun hadede så inderligt at hun lod sig selv falde for ham, og at hun ikke bare var kommet videre med en anden dominant.

"Fordi vi ikke passer sammen" sagde hun i en rolig stemme, og tog igen papirene og lagde dem ned i sin taske, det var en underlig fornemmelse at han rent faktisk havde underskrevet dem, nu var det ikke længere hendes barn, ligegyldigt hvad.
Tanken var ubehagelig og dog ganske sandfærdig, sådan var det nødt til at være: "Jeg ved det ikke Zeke..." endte hun dog med at sige og satte tasken på gulvet, hun vidste ikke hvad præicst der var gået galt: "Jeg syntes bare du ændrede dig efter du fandt ud af jeg var gravid" sagde hun i en ærlig stemme.

[Ezekiel Amardeus]

Med et lidt opgivende suk lod han hånden glide ned over sin mund og underansigt. Hun kunne simpelthen være så fyrrig sommetider, det var svært at holde hovedet koldt når hun skabte sig på denne måde, men det skyldtes nok også hans ret store temperament. Hans opgivende udtryk blev til en mild hovedrysten.
"Du kan ikke give mig hvad jeg vil have og jeg kan ikke give dig hvad du vil have, det gør da ligeså ondt på mig." Sagde han roligt. Han orkede ikke den diskussion igen for han følte slet ikke at hun kunne sætte sig ind i hvordan han havde det. "Du ved godt at jeg vil have mere fra dig, ellers ville du være den eneste af os der var lykkelig, fordi du ville få hvad du vil have, men eftersom vi vil to meget forskellige ting så ville det jo ikke gøre mig lykkelig kun at have dig i rummet.." Han sukkede igen og stoppede sig selv så de ikke bare gentog den samme diskussion som de efterhånden havde for vane at ende i. "Jeg orker virkelig ikke den snak igen, du skal bare vide at muligheden er der hvis du en skønne dag ombestemmer dig." Selvfølgelig kunne han ikke love hende at han ville vente for evigt, men som tingene var lige nu skulle han i hvert fald ikke have nogen ny udover som det kørte med Vanessa.

"Tilsyneladende," mumlede han og forsøgte ikke engang at skjule skuffelsen i sin stemme. Det var ikke retfærdigt, han ville så gerne være sammen med hende, men hun ville bare have ham uden følelser og det kunne han simpelthen ikke. Han var jo ikke glad i forholdet med Vanessa, eller hvad man nu kaldte det, han fik bare afløb for nogle ting.
Hovedet blev tippet en smule på skrå. "Ja selvfølgelig gjorde jeg det, for det var der det gik op for mig at du ikke ville det samme som mig og at du ville have det bedre hvis ikke du behøvede at holde af mig. Jeg troede at vi bevægede os i den retning, men jeg fik mere indtryk af at jeg kunne bruges til du fandt noget bedre." Gav han roligt igen. Han havde ændret sig, det var der ingen tvivl om, men han havde jo troet at de var sammen om tingene, men så havde han fundet ud af at hun hellere ville kører tingene selv og på sin egen måde og det havde knust hans hjerte.

[Deleted]

Hun nikkede, det var jo heller ikke fordi at hun ville være helt uretfærdig: "Det er bare hårdt for mig at vide at du hellere vil have hende end lidt af mig" sagde hun ærligt, hun følte sig bare tilsidesat som hun aldrig havde følt før, hun prøvede at holde sine følelser på afstand, men det var virkeligt svært for hende.
"Du forstår ikke hvor svært det er Zeke... Jeg vil jo virkeligt gerne, men det er svært for mig at leve sådan" sagde hun i en ærlig stemme: "Som en angst" sagde hun: "For ikke at være god nok og miste det hele igen" sagde hun i en ærlig stemme, hun vidste godt at det her var langt mere sårbart end hun brød sig om, men hun måtte hellere være så ærlig hun kunne.

"Jeg holder af dig Zeke... Det har jeg ellers håbet du ikke tvivlede på" sagde hun: "Men der er forskel på at holde af nogen, også at leve som en familie" sagde hun i en stille stemme.
"Men for at være ærlig så hader jeg det her... Jeg har aldrig nogensinde været så knust som det sidste halve år" sagde hun i en ærlig stemme: "Og det blev ikke bedre da jeg fandt ud af du var kommet videre" tilføjede hun.
Hun vidste ikke hvorfor hun pludseligt sad og var så ærlig, måske hun bare havde brug for at slynge det ud i luften.

[Ezekiel Amardeus]

Han så på hende med et lidt skyldigt blik, hvordan skulle han nogensinde få hende til at forstå at det jo bare var fordi han elskede hende. "Jeg har aldrig hellere ville have andre end dig." Sagde han, eller jo før han lærte hende at kende måske, men det var ikke pointen, "det er jo fordi, kun at have en lille del af dig vil være så knusende for mig." Han vidste ikke hvordan han skulle forklare hende det, han ønskede ikke at blive uvenner over det, han ville bare ønske at hun ville give sig og sige ja til at være hans.
Igen undslap et tungt suk ham, ikke fordi han var irriteret, men ganske simpelt fordi at det var så frustrerende at de tydeligvis begge to gerne ville være en del af hinandens liv, men ikke kunne fordi de ville forskellige ting og blev såret af den måde den anden ville have det på. "Og det ville være lige så svært for mig at leve på din måde." Sagde han og slog blikket ned. Det var jo derfor at han ikke ville fjerne rummet helt, nu kunne han jo sådan set godt lide at være dernede, modsat før i tiden, men det var ikke et krav i forholdet at han ville svinge en eventuel kæreste rundt dernede.

"Og just for the record, så ville du ikke miste mig hvis jeg vidste at du var min." Igen var han ikke interesseret i at bringe den op igen, men han ville bare gerne have at hun var klar over det.
Han sank en klump, "der er også forskel på at holde af nogen og elske dem." Han holdt af mange ting, han holdt af ananas og naturen, det var ikke det samme som at elske noget. Det virkede bare lidt upersonligt at sige "holde af" i hans øre, lidt som en trøstepræmie når man ikke blev elsket. Lidt ala "det er ikke dig det er mig" eller "jeg slår op, men vi kan stadigvæk være venner" Tanken alene var bare trist.
Han rystede på hovedet, "du bliver ved med at sige jeg er kommet videre, men det er jeg ikke, for dette her er ikke hvad jeg vil. Vanessa er ikke den jeg vil have, hun er den der forsøger at fjerne mine tanker lidt fra dig, selvom det ikke virker." Sagde han roligt, "den dag jeg finder sammen med en som jeg gifter mig med og får børn med, den dag kan vi snakke om jeg er kommet videre, for det er det jeg ønsker i sidste ende." Hun skulle ikke tro at Vanessa havde erstattet hende for det havde hun bestemt ikke.

[Deleted]

"Det tror jeg bare jeg har svært ved at forstå Zeke... Men vi er også fra to helt forskellige sider af verden" sagde hun, han var kommet ind i denne her verden ligesom hun forsøgte at forstå hans, men det betød jo ikke at det var helt nemt det hele.
Zeke var en fantastisk fyr og inderst inde i sit hjerte, vidste Ashleen jo godt at hun elskede ham. Hun vidste bare ikke hvordan man levede med den følelse uden den åd en op, for det var hvad den gjorde lige nu.
Hun så den på ingen måde som noget positivt, nok nærmere som en kæmpe belastning: "Du lever på min måde lige nu... Zeke kan du virkeligt ikke sætte dig ind i hvor svært det er for mig? Det ville svare til jeg havde fundet en og givet den person det, du ønskede" sagde hun roligt.

"Jeg har aldrig sagt at jeg ikke elskede dig" sagde hun i en rolig stemme, hun havde måske heller ikke sagt det modsatte, men hun havde heller ikke benægtet det. Hun følte nok hun allerede havde mistet ham, samtidig med at hun følte hun savnede ham.
"Jeg ved ikke længere hvad jeg ønsker Zeke, jeg ved bare jeg har det af helveds til" sagde hun og lod en hånd hvile over hendes øjne et sekund og forsøgte at samle sig. Det var så hårdt at sidde og have de her samtaler med ham, og alligevel havde hun ikke lyst til at gå.

[Ezekiel Amardeus]

Det var så frustrerende for ham at han ikke kunne få hende til at forstå hvorfor de to aldrig kunne få et forhold som han og Vanessa. Han ville bare slet ikke kunne klare at være omkring en han elskede og vide at hun kun ville være sammen med ham for rummet. Det virkede bare så overfladisk når de ikke begge var indstillet på det. "Jeg ville bare ønske vi havde kunne finde en løsning på tingene." Sagde han lidt stille.
"Jeg lever ikke på din måde nu," forsvarede han sig. "Jeg dominerer ikke Vanessa i dagligdagen på nogen måde, jeg er fuldkommen ligeglad med hvad hun foretager sig." Det vidste han da i hvert fald havde været mærkelig for hende at forstå til at starte med. Han ønskede bare ikke at styre andres liv.

Han tænkte sig kort om og trak så lidt på skuldrene, måske hun havde ret. "Men jeg var villig til at give dig det du ville have og det fik du også, det eneste jeg ville have retur var at vi var i et forhold. Jo hvis du endte med at finde sammen med en anden som par ville jeg blive skuffet, for du nægtede at give mig det." Hun havde jo fået hvad hun ville have. Hun havde fået rummet, det var så frustrerende at hun ikke kunne se det.
Nu måtte han da stirre vantro på hende. "Men jeg spurgte dig direkte sidst og der sagde du at du holdt af mig, det er to vidt forskellige ting." Sagde han. Han havde da sagt at hvis bare hun ville være hans så kunne han godt leve med at det ville tage lidt længere tid, men han blev bare trist over når hun ikke ville være hans for han forstod ikke hvorfor medmindre det var fordi hun bare ville være fri nok til at kunne hoppe på en anden hvis hun havde lyst.
"Så er vi to." Mumlede han. Det kunne godt være at han virkede okay med det hele udadtil, men indeni følte han at han døde lidt for hver gang hun afviste ham.

[Deleted]

"Det gør du da... Så du hendes blik da du bad hende gå?" sagde hun bestemt, det kunne da godt være han ikke så det sådan, men det var da at dominerer hende andre steder end i rummet. Hun vidste sikkert godt at han bestemte og tanken om at hun sikkert tændte på det gjorde hende stiktosset.
"Nægtede? Zeke hold op med at få det til at lyde som om jeg sad med armene over kors i stædighed. Det er jo ikke sådan det er, det er fordi jeg ikke har det i mig, det gør mig usikker og bange" sagde hun.
Det irriterede hende at han sikkert troede det bare var fordi hun ikke gad, og hun nu havde besluttet sig for at være stædig.'

"Jeg har aldrig sagt til nogen at jeg elsker dem, og det gør det ikke nemmere at du presser mig.. Men jeg har aldrig sagt jeg ikke elskede dig og desuden ville jeg jo ikke have haft det så dårligt hvis jeg havde været ligeglad" sagde hun i en rolig stemme og kiggede igen ned i bordet, inden hun mødte hans blik.
"Waow..." sagde hun og kiggede hurtigt ned: "Babyen sparker" sagde hun og rykkede sig lidt på stolen.
Det var en virkelig underlig fornemmelse når den lille bevægede sig, nogengange kunne hun slet ikke sove for det om natten. Hun lagde en hånd på maven for at mærke, det var vriekligt damned up det her, men for nu var hun revet ud af tankestrømmen.

[Ezekiel Amardeus]

Han himlede kort med øjnene, "nej jeg gør ikke, jeg kan jo ikke gøre for hvordan hun tager det." Sagde han ligeud, han gad virkelig ikke forsvare sit forhold til Vanessa, det var jo ikke fordi han var hoppet videre til hende dagen efter Ashleen havde droppet ham eller noget.
Hvor var det dog frustrerende at de ikke kunne kommunikerer ordentligt med hinanden. "Det var ikke sådan jeg mente det, men du har jo flere gange sagt at det ikke var det du ville." Forsøgte han at forklare sig. Han orkede ikke at gøre det til en diskussion, men han ville heller ikke bare give hende ret. "Rummet gjorde da også mig usikker." Påpegede han og kunne godt høre på sig selv at han lige nu bare kom med modargumenter i stedet for at prøve at forstå, men det var jo fordi at han følte sig lige så ramt som hun gjorde. "Hør, vi har begge fejl i alt dette her og jeg siger bare at jeg ville ønske at vi kunne finde en løsning." Et mildt suk løb over hans læber og han så på hende med et roligt blik.

Igen måtte han virkelig tage sig selv i nakken for ikke at blive irriteret på hende. "Ikke at sige det er ikke det samme som at gøre det." Påpegede han. "Jeg har da heller ikke sagt til dig at jeg hader dig, men det betyder da ikke at jeg gør det." Det betød jo ikke at hun elskede ham bare fordi hun ikke havde benægtet det og da slet ikke når han havde spurgt hende direkte sidst.
"Men jeg gider ikke gætte det selv Ashleen, hvis du elsker mig så sig det og hvis ikke er det også okay, men så er dette bare den rette beslutning for nu." Mere var der vel ikke at sige i den sag.
Han betragtede hende som hun sad der i facinasion over babyen, hvorfor kunne hun ikke se at de kunne få det perfekte forhold, hun skulle da ikke sige at hun slet ikke interesserede sig for babyen, det var i hvert fald ikke som han så det herfra hvor han sad. Han havde lyst til at gå over og mærke, men han var ikke sikker på om han havde tilladelse til at gøre det, derfor blev han siddende lidt ubeslutsomt og kiggede mod hendes mave. "Gør det ondt?" Hans tone var mildere end før.

[Deleted]

Ashleen sagde ikke mere til det med Vanessa, selvom hun blankt måtte indrømme at hunv ar hidsig ved tanken om at Vanessa sikkert elskede at være sammen med Zeke. Hun ville gerne være den eneste Zeke var sammen med, men det krævede nogen ting fra hendes side hun havde svært ved at gennemføre.
"Det ved jeg godt det gjorde" sagde hun: "Men følelser betyder mere end et rum, det burde du af alle da vide" sagde hun i en rolig stemme, hun var slet ikke sikker på hvordan hun ville tage det hvis hun sådan rigtigt åbnede sig og de så slog op.
"Det ved jeg godt, men det gør ondt på mig at se dig have Vanessa her" sagde hun, hun kunne jo lige så godt være ærlig frem for at lade som om det hele var helt fint.

"Jeg hader ikke dig.. Det kan jeg slet ikke få mig selv til, selvom jeg lidt ville ønske jeg gjorde" sagde hun, bare at have denne her samtale var allerede langt mere følsom end noget hun nogensinde havde haft, og hun havde det da også utroligt mærkeligt indvendigt, det skræmte hende en del.
"Nogengange.... Det er mest bare underligt" sagde hun og stirrede stadig ned på maven, inden hun kiggede over i mod ham. Hun havde det virkeligt svært med hele situationen: "Du må gerne mærke" sagde hun roligt.
Nu var det jo ikke fordi de ikke havde rørt ved hinanden før.

[Ezekiel Amardeus]

Han havde lidt svært ved at se hende pointe lige i det og rynkede derfor kortvarrigt brynene og nikkede så, "ja selvfølgelig betyder følelser mere end rummet." Sagde han lidt uforstående og forsøgte så at spore sig lidt ind på det rette svar, "men derfor gør det jo ikke min mindre usikker i at skulle stå og slå på en andet menneske." Det var lige det bedste han kunne komme frem til, han ville bare så gerne at de fik løst tingene, men han havde en fornemmelse af at det desværre ikke var helt så ligetil.
"Men hvis du ikke vil være her ved jeg ikke hvad jeg ellers skal gøre?" Indrømmede han stille. Han ville jo hellere end gerne have hende her hos ham, men det var også svært for ham bare at stoppe sit liv når hun nu havde gjort det så klart at hun ikke ønskede den type forhold som han gjorde. "Men jeg er ked af at det rammer dig for det er ikke meningen." Det var det virkelig ikke, men lige nu forstod han bare ikke hvorfor hun så ikke gik med til at være hans, så ville det jo være hende der var der og ikke Vanessa, men hun ville bare ikke leve på den måde han gerne ville.

Han rystede undskyldende på hovedet som hun missede pointen. "Det ved jeg godt, det er bare mere for at understrege at bare fordi du ikke siger du elsker mig, betyder det jo ikke at du gør." Han ville bare sådan ønske at de kunne blive bedre til at forstå hinanden.
"Underligt?" Det gav mening, tænkt at have et andet menneske inde i maven, det måtte være super creepy på en eller anden måde. Han rejste sig og satte sig på hug foran hendes stol for så at hvile sin hånd mod maven. Han mærkede et lille spark og smilede, hvordan kunne hun ikke se hvor fantastisk dette her var? Og hvor heldige de var. Hvorfor ville hun ikke være en del af det sammen med ham. Han kunne slet ikke sætte sig ind i det. "Ved du om det bliver en pige eller en dreng?" Tanken slog ham først nu, skulle han have en søn eller en datter.

[Deleted]

Hun trak på skuldrende, hun vidste godt at de ikke rigtigt bare kunne blive ved med at køre i de samme cirkel, det var jo hele tiden den samme samtale og de samme ting der skete når de snakkede sammen. Ashleen vidste ikke om det var fordi de var stædige begge to eller bare fordi at de måske var lige dårlige til at se det var den andens synspunkt.
Egentligt havde Ashleen mest svært ved at snakke om det fordi at det var så følsomt og hun var så bange for at hun ville ende med at fortryde det hvis hun åbnede sig for meget.
Hun var jo ikke ligefrem typen der åbnede sig, ikke engang overfor sin bror.
"Det er fint nok, jeg skal jo ikke bestemme over dit liv" sagde hun forsigtgt og sendte ham et halvhjertet smil.

"Jeg tror bare ikke jeg ved hvad du vil have fra mig Zeke" sagde hun i en rolig stemme, og lod en hånd løbe igennem sit hår, som hun igen kiggede ned på maven. Ashleen havde været gravid en gang før og fik en abort med det samme, hun havde aldrig prøvet at have så stor en mave.
"Nej... Jeg har ikke spurgt" sagde hun og kiggede på ham som han sad foran hende, og hun kunne mærke den velkendte følelse sprede sig i hendes krop da han lagde sin hånd på maven, Ashleen vidste jo godt at hun havde dybere følelser for ham end som så.

[Deleted]

Hun trak på skuldrende, hun vidste godt at de ikke rigtigt bare kunne blive ved med at køre i de samme cirkel, det var jo hele tiden den samme samtale og de samme ting der skete når de snakkede sammen. Ashleen vidste ikke om det var fordi de var stædige begge to eller bare fordi at de måske var lige dårlige til at se det var den andens synspunkt.
Egentligt havde Ashleen mest svært ved at snakke om det fordi at det var så følsomt og hun var så bange for at hun ville ende med at fortryde det hvis hun åbnede sig for meget.
Hun var jo ikke ligefrem typen der åbnede sig, ikke engang overfor sin bror.
"Det er fint nok, jeg skal jo ikke bestemme over dit liv" sagde hun forsigtgt og sendte ham et halvhjertet smil.

"Jeg tror bare ikke jeg ved hvad du vil have fra mig Zeke" sagde hun i en rolig stemme, og lod en hånd løbe igennem sit hår, som hun igen kiggede ned på maven. Ashleen havde været gravid en gang før og fik en abort med det samme, hun havde aldrig prøvet at have så stor en mave.
"Nej... Jeg har ikke spurgt" sagde hun og kiggede på ham som han sad foran hende, og hun kunne mærke den velkendte følelse sprede sig i hendes krop da han lagde sin hånd på maven, Ashleen vidste jo godt at hun havde dybere følelser for ham end som så..

[Ezekiel Amardeus]

Han anede ikke hvad han skulle svare for nej selvfølgelig skulle hun ikke det, men det ville være lettere at tro på hvis hun var ligeglad, men det var hun jo tydeligvis ikke. Egentlig var han også lidt glad for at vide at hun var jaloux for det betød måske at han stadigvæk havde en chance. En lillebitte en måske, men den var der.
"Hvor ville jeg dog bare ønske at vi kunne finde en løsning." Gentog han og vidste godt at han havde sagt det utallige gange før, men det var bare fordi han så inderligt håbede at hun ville ombestemme sig og rent faktisk give et seriøst forhold en chance.

"Det har jeg da sagt?" Han så lidt på hende, "jeg vil have at vi kan leve som et par nu gør, vi kan sagtens have rummet, men hvor vi snakker sammen om tingene og træffer beslutninger sammen. Hvor du kan fortælle mig hvad du oprigtigt føler for mig og ikke hele tiden gemmer dig bag din facade." Han sukkede en smule. "Jeg ved godt at det ikke er det du vil." Sagde han hurtigt derefter for ikke at starte den diskussion op igen.
Han nikkede lidt og forsøgte at fokuserer på maven frem for den fact at bare det at sidde tæt ved hende på denne måde gav ham lyst til at trække hende ind til sig. Hvorfor skulle hun absolut nægte dem at være lykkelige? Han var så sikker på at de kunne få det perfekte forhold hvis hun bare ville give det en chance.

[Deleted]

"Jeg vil gerne Zeke, jeg har bare ikke mod på det. Der er forskel" sagde hun roligt: "Jeg spænder ben for mig selv" konstaterede hun i en rolig stemme, ja hun vidste ikke hvordan hun skulle få tingene til at fungerer, hun vidste bare at lige nu fungerede det ikke og det kunne hun ikke rigtigt ændre på.
"Desuden kan jeg ikke alt det her med barnet" sagde hun, det var alligevel for tæt på. HUn havde lukket af i så lang tid, og selvom hun flere gange havde siddet og talt til det udfødte barn når hun sad alene, så ville hun forevigt være for stolt til.

Samtidig kunne hun godt mærke hvor svært det var for hende ikke bare at gribe fat i Zeke og sige at hun gerne ville give det en chance til. Hun lagde roligt en hånd ovenpå hans som den lål på hans mave, hun havde aldrig taklet sådan en stiuation her før, og det hele var meget grænseoverskridende for hende.
"Jeg... Selvfølgelig elsker jeg dig Zeke,og netop derfor kan jeg ikke det her. Det er for tæt på" sagde hun roligt.
Hun var opdraget med hele sit liv at følelser var noget man smed ud af vinduet og som man lukkede ned for, derfor kunne hun slet ikke se sig selv i denne her verden, elske ham og bo med ham, for hun vidste bare fra de historier hun havde hørt, at alt ville gå galt.

[Ezekiel Amardeus]

Han rynkede brynene, "men det..forstår jeg ikke." Indrømmede han. Hvis hun gerne ville hvorfor gjorde hun det så ikke bare? Der var da ikke nogen grund til at gøre det til et problem hvis ikke det var et problem. Hvis hun gerne ville være sammen med ham hvorfor så hidse en stemning op? Det var vel bare at tage tyren ved hornene.
"Jeg er sikker på at du sagtens ville kunne hvis du ville." Sagde han stille og bed sig i læben. Han ville bare sådan ønske at hun ville give det en chance. Give dem en chance. En rigtig chance og ikke en halvhjertet end som han måske lidt følte den sidste havde været. Eller det havde det jo sådan set ikke, men det havde han alligevel lidt følt efter hun havde sagt de ting da hun var blevet gravid.

Hendes ord ramte ham som en våd klud i ansigtet han rettede omgående blikket mod hende og måtte tage sig selv i at sidde lidt med åben mund. Havde hun virkelig lige sagt det? "Men..det kan da ikke være for tæt på, det er da en god ting, det er en begyndelse." Sagde han og prøvede virkelig at holde sin begejstring nede.
Han fangede den hånd hun havde hvilende på hans. "Hvis du elsker mig, hvorfor vil du så ikke være min? Vi kunne få det så godt sammen," forsøgte han sig. Det var jo noget af det han havde længtes efter at høre, nu håbede han bare at hun mente det og ikke kun sagde det for at gøre ham glad.