This Must Be The End..

[Deleted]

Ashleen rystede på hovedet: "Og det forstår jeg godt Zeke, for jeg har også svært ved selv at forstå det" sagde hun i en rolig stemme, det var virkeligt forvirrende for hende alt dette her, og egentligt ønskede hun bare det hele gik hen og blev nemmere og noget mere overskueligt.
"Se det er lige præcist dét der, som gør det svært... Du virker hele tiden som om du tror jeg ikke vil... Du er terapeut, du af alle burde da vide at alle ting ikke er så simple hvis man er defekt indeni" sagde hun i en fortvivlet og dog stadig rolig stemme.
Ashleen var bestemt ikke ude i at starte et skænderi med ham.

Ashleen kiggede ned på ham som han sad foran ham, og uden at tænke over det lod hun en hånd glide igennem hans mørke hår så det lagde sig ned, for så igen at stritte op imellem hendes fingre: "Det er ikke en god ting i min familie" sagde hun i et halvhjertet smil. Hendes forældre havde ikke været der super meget for hende og Mitch, deres mor var død af narko og deres far levede sikkert et sted derude og drak sig i hegnet. Mitch var jo heller ikke ligefrem fuldt udviklet til bare at springe ud i kærlighed. Ashleen havde ihvertfald aldrig set ham elske nogen.
"Jeg kan ikke takle det med et barn også" sagde hun og aede roligt hans hår igen, som han sad på hug foran hende: "Det ændre jo det hele... Jeg vil ikke ende med at skride ligesom min far gjorde" sagde hun, så hellere skride inden barnet kendte hende.

[Ezekiel Amardeus]

Det hele var så forvirrende, han havde svært ved at sætte sig ind i hendes tankegang skønt han nok burde kunne med hans profession, det var bare svære når det kom tæt på måtte han erfare, han kunne jo sagtens give hende de rigtige redskaber, men det krævede jo at hun selv ville. Så længe man ikke ville hjælpes, kunne man ikke hjælpes.
"Selvfølgelig ved jeg godt at det kan være svært, men jeg har set mange kæmpe sig op af huller langt dybere end det du er i, man bliver bare nødt til at blive ved med at kæmpe for det sekund man giver op falder man bare tilbage igen." Sagde han stille. Nogen havde han jo desværre måtte opgive såsom sin far. Han havde mistet forstanden gennem de mange år i Azkaban, det havde været svært for Zeke at accepterer, men man kunne bare ikke redde alle og hans far ønskede ikke at blive reddet.

Han var ret optaget af at mærke på hendes mave og blev derfor ret så overrasket som han mærkede hendes hånd glide gennem hans hår. Dem blide berøring sendte en behagelig sitren ned gennem hans krop. Han kunne simpelthen ikke lade være med at nyde det og trangen til at kysse hende voksede på ny som han vendte sit blik mod hendes uden at afslå hendes kærtegn.
"Men det kunne det være i vores?" Sagde han roligt. Han havde godt nok mistet sin familie tidligt da den ene fuldmåne vendte alle deres liv på hovedet. At han så senere havde fundet ud af at hans far havde haft en affære og de ikke havde været så lykkelige som han altid havde troet var så en anden side af sagen, men det havde han jo ikke vidst dengang. Lykken i at have en familie var jo også kommet igen med Lily og Anna, og nu igen med Ashleen, han var sikker på at de kunne blive lykkelige sammen.
"Men så bliv, hvis ikke du vil skride så kæmp for det Ashleen, sammen med mig." Han så bedende op på hende og fangede hendes frie hånd mellem sine. "Og hvad så om barnet ændre det hele, det behøver jo ikke nødvendigvis være en dårlig ting." Han håbede bare så inderligt at han kunne råbe hende op.

[Deleted]

"Og du tror ikke jeg stadig kæmper?" spurgte hun roligt og kiggede på ham. Hun havde lidt på fornemmelsen han troede at hun bare dovnede den af og kom med dårlige undskyldninger, og følelsen gjorde hende ikke ligefrem ovenud lykkelig.
Hun prøvede jo virkeligt, men det var svært for hende. Hun ville gerne være sammen med Zeke, hun havde aldrig nogensinde været så glad for en fyr som hun havde været for Zeke. Hun elskede ham virkeligt, det vidste hun jo godt inderst inde.
Men der var stor forskel på at føle det, og på at vide det, også have lyst til at føre det ud i livet og tage chancen.

"Men vi skal have et barn Zeke, og jeg er ikke klar til det” sagde hun og rystede på hovedet, som hun lod sin hånd glide fra hans hår, over hans kind og ned til hans skulder for så roligt at slippe ham helt.
"Det er et for stort skridt, havde jeg nu ikke været gravid, så ja... Så havde jeg nok taget chancen" sagde hun.
Lige nu var der bare alt for mange ting der kunne gå galt og hun var ikke sikker på at hun var klar til at tage chancen og springe ud i det, slet ikke fordi at hun på ingen mulig måde så sig selv som nogen værdig mor overfor et barn.

[Ezekiel Amardeus]

Han sukkede lidt skamfuldt, "ærligt? Det ved jeg ikke, du vil jo ikke rigtigt lukke mig ind så det er svært for mig at vide hvad du går og tænker," han håbede at hun vidste at det ikke var ment som et dis, men bare fordi at hun ganske simpelt gjorde ham snot forvirret.
Tingene ville jo bare være så meget lettere hvis hun kunne komme til ham når det var noget hun var i tvivl om så de kunne hjælpes ad med at løse eventueller problemer og den slags, men hun gik jo oftest med det indeni sig selv og det gjorde da ondt på ham. Hvorfor kunne hun ikke bare dele sine tanker med ham? Han vidste godt at det var lettere sagt end gjort, men det gjorde det ikke mindre frustrerende.

Hvor ville han dog ønske at det var noget han kunne gøre for at gøre hende klar, det var kun en ting i hele verden han hellere ville end at have et barn og det var at have et barn sammen med hende. Sådan rigtigt. Så de kunne starte en familie sammen. Han vidste dog også godt at det ikke var fair af ham at presse hende hvis ikke hun følte sig klar til det.
"Jeg ved godt at det er et stort skridt," sagde han stille og kiggede ned på hendes hænder, "jeg ved også godt at jeg ikke kan tvinge dig til at blive, men er det forkert af mig at ønske jeg kunne?" Han flettede sine fingre mellem hendes og så op på hende igen. Han elskede hende så højt, skønt de var så forskellige og skønt hun ikke var typen han ellers troede han ville falde for, men selv efter det halve år betød hun lige så meget for ham som hun havde gjort dengang hun havde boet her.

[Deleted]

"Jeg har sådan pretty much sagt det jeg tænker... At jeg er glad for dig og jeg vil gerne, men konsekvenserne og forandringerne kan jeg ikke rumme i mit hoved, og slet ikke med et barn" sagde hun ærligt. Det var det bedste hun sådan lige kunne sige.
"Men... Ja jeg ved det ikke, jeg vil jo virkeligt gerne have det til at fungerer" sagde hun i en ærlig stemme, og vidste dog at det ikke var realistisk.
En ting var at arbejde på deres forhold, men barnet... Zeke insiterede jo på det skide barn og hun hadede sig selv for ikke at have fået den abort, for så havde tingene muligvis set meget anderledes ud for hende.

"Ja jeg går ikke udfra det bliver nogen god samtale hvis jeg siger du bør vælge mellem mig og barnet" sagde hun en smule halvhjertet og kom med et tørt grin, dog uden at stille det som et spørgsmål, men blot som en konstatering.
"Jeg ville ønske det var så nemt det hele" sagde hun og klemte om hans hånd som han havde fat i den.
Hun var virkeligt glad for ham, men hun var bare ikke sikker på at det var nok til at tingene kunne ende som hun ville ønske de gjorde. Ting skete jo, det havde hun jo nu også selv oplevet på egen krop.

[Ezekiel Amardeus]

Han havde det så svært ved hele situationen. "Men nu er barnet der, det kan ikke rigtigt trækkes tilbage," sagde han stille, "jeg vil som sagt ikke presse dig til at blive i det hvis ikke du har lyst, men hvor ville jeg dog ønske at du ville give mig en chance for at vise dig det ikke er så slemt som du forestiller dig." Han kunne have sagt at han jo havde givet hendes verden en chance, men det ville bare opstarte den samme diskussion fra før og det orkede han ikke at gennemgå igen.
Han så længselsfuldt på hende, "så bliv, lad os finde ud af det sammen." Bad han stille velvidende om at hun med største sandsynlighed ville afslå igen.

Han rystede på hovedet, han ville slet ikke kunne bære hvis hun satte ham i det valg. "Barnet har ikke noget valg, nu er det her snart og vi må tage ansvar for vores hanslinger.." Han tøvede lidt og så undrende på hende, "er det det der trykker dig? At det at være i et forhold og få børn kræver at du tager ansvar for andre end dig selv?" Det var et helt oprigtigt spørgsmål der lidt havde slået ham ud af det blå, kunne det være derfor det var så svært for hende? Fordi hun var vandt til kun at skulle tænke på sig selv.
"Det ville blive lettere med tiden." Forsikrede han hende og trak hendes ene hånd til sine læber for blidt at kysse hendes fingre et par gange.

[Deleted]

"Nej, men det ville jeg ønske man kunne" indrømmede hun. Det var ikke fordi at hun som sådan ikke ville have børn, det var nærmere fordi at hun var ret sikker på at der ikke var nogen børn der havde lyst til at få hende. Hun var overhovedet ikke egnet til at være mor, og da slet ikke med den familie hun selv havde.
"Zeke, du er ikke vokset op i min familie... Det er slemt" sagde hun og nikkede et par gange, hun vidste hvordan det var at vokse op med forældre der ikke var egnet, og hun var mere end sikker på at hun overhovedet ikke havde noget talent for at være mor.
Tænk nu hvis hun ikke engang kunne finde ud af at elske sit eget barn?

"Måske..." sagde hun ærligt: "Jeg er ikke mor potientale, det har jeg sagt flere gange nu... Jeg kan jo ikke engang finde ud af at føle noget for andre, hvad nu hvis jeg heller ikke elsker mit eget barn?" sagde hun, som var der en stor mulighed for at det rent faktisk ville blive sandt: "Og jeg tager ansvar ved mine handlinger, ved at sørge for at barnet for det godt" sagde hun, det kunne bare ikke være ved hende.
Som han kyssede hendes fingre, vidste hun ikke hvad hun skulle sige. Han var så sød og forsikrende, hun var bare slet ikke sikker på at livet var så nemt som han gjorde det. Alligevel endte hun med at læne sig frem og placerer et kys på hans læber, for det var jo ingen hemmelighed at hun holde utroligt meget af ham.

[Ezekiel Amardeus]

Han slog blikket lidt ned, han kunne ikke sige at han også ville ønske at de ikke skulle have barnet, han ville jo - modsat hende - gerne have det. Det var svært ikke at være på samme side i alt det. Han lod igen blikket hvile på hendes mave i nogle lange sekunder. Han ville give hvad som helst for at kunne overtale hende til at ville have barnet sammen med ham, men det blev desværre bare nødt til at være noget hun selv havde lyst til.
"Nej jeg voksede op uden familie, i hvert fald de sidste år af min ungdom. Jeg boede hos en onkel der ikke ville have mig og som hele tiden forsøgte at overbevise mig om at jeg var et monster." Han havde ikke fortalt hende om hans fortid før, den havde ikke været køn efter hans mor døde. Man kunne vel sige at han havde mistet begge forældre dengang.

Han lod igen blikket hvile i hendes, "selvfølgelig er du morpotentiale, hvis du prøvede at lukke op for det." Sagde han stille, "men jeg vil ikke presse dig mere, det er noget du bliver nødt til at mærke efter i dig selv." Han ville bare så gerne at hun troede hans ord, for han tvivlede ikke på hende et eneste sekund.
"Du elsker det jo allerede, ellers ville du ikke bekymre dig om hvorvidt du var god nok eller ej." Sagde han stille. Hun gjorde jo som hun gjorde fordi hun mente at det ville være bedst for barnet hvis ikke hun var der. Det var vel kærlighed, ellers var hun jo gået fordi hun ikke gad, men hun virkede oprigtigt bange for ikke at være god nok.
Han gengældte kysset og rejste sig lidt op så han i stedet var lænet ind over hende. Hans ene hånd hvilede på stoleryggen bag hende imens den anden fandt vej til hendes nakke for at holde hende i kysset.

[Deleted]

Ashleen lyttede til ham, de havde jo aldrig talt super meget om hvor de hver især kom fra og det var da også lidt af en udfordring sådan lige at skulle se det hele igennem nye øjne: "Du lyder til at have haft det lige så lort som vi havde" sagde hun i et smalt smil.
Mitch havde jo heller ikke været for heldig, og generelt havde de bare ikke haft den heldigste opvækst. Alligevel syntes hun nu at hun var endt okay, altså hun vidste da godt at det her var en smule damned, men hun havde da haft en karrierer i mange år, tog ikke stoffer og tjente sine egne penge. Det var da mere end hendes forældre havde gjort.

"Det ved jeg godt.. Jeg ønsker heller ikke du presser mig. Hvis du er itvivl gør jeg ikke de her ting for at få din opmærksomhed" sagde hun og vidste godt at hun måske nogengange virkede besværlig bare for at være det, men sådan var det slet ikke, der å utroligt mange ting bag.
"Jeg prøver at lade være" sagde hun ærligt, det var nok mere sådan det var, hun havde ikke lyst til at elske det her barn, for så ville det der skulle ske bare gøre så meget mere ondt.
Som han rejste sig og holde kysset, gjorde hun også. Hun var virkeligt glad for Zeke, det lagde hun jo heller ikke skjul på, og i stedet for at slippe kysset, gjorde hun det dybere og lod en hånd hvile på hans kind. Åh gud hvor hun dog savnede ham.

[Ezekiel Amardeus]

Han gengældte smilet og rystede lidt på hovedet, "ikke i staten, det kom først efter biddet." Han slog blikket lidt ned. Han snakkede aldrig rigtigt om det, ikke engang Anna havde fået historien, det var bare nogle ret traumatiske minder som han ikke var så vild med at ruske op i, men lige nu virkede det bare som om at de connectede på en måde de ikke før havde gjort og det ville han ikke ødelægge ved selv at lukke i når han nu så brændende ønskede at hun skulle lukke sig op for ham.
Han havde lyst til at spørge ind til hendes familie, men ønskede heller ikke at hun pludselig skulle bakke ud af samtalen, "så din familie var ikke særlig kærlighedsgivende?" Spurgte han lidt forsigtigt ind, han ville virkelig gerne vide mere om hende og lige nu lod de bare til at have et moment.

"Det ved jeg godt du ikke gør," sagde han og gav hendes hånd et klem. Hvad i alverden kunne han gøre for at råbe hende op? Han ville virkelig ønske at han vidste det.
Hans blik blev næsten en smule såret da hun indrømmede at hun prøvede at benægte følelserne. "Du burde ikke lukke af for dine følelser. Det er ikke sundt." Sagde han stille. Det var da noget han havde lært noget om og selvom han jo selv havde gjort det i en lang periode så var han blevet klogere nu. Eller det ville han da gerne bilde sig selv ind at han var.
Da hun rejste sig i kysset lod han armen der havde hvilet på stoleryggen glide bag hendes ryg i stedet. Hvordan kunne noget føles så rigtigt og så forkert på samme tid? Han lod hende uden tøven gøre kysset dybere.

[Deleted]

I nogen lange sekunder stod Ashleen bare og kyssede ham og slap det så roligt igen. Hun trådte let bag ud også forbi ham: "Giver du kaffe?" spurgte hun rolig og gik over i mod sofaen, pludseligt havde hun egentligt lyst til at blive lidt, selvom hun nok ville ende med at fortryde det.
”Hvad skete der?" spurgte hun til deres samtale omkring hans fortid. Normalt spurgte hun heller ikke ind til folk på den måde, for egentligt interesserede det hende ikke, hvilke smerter folk havde gennemlevet.
Men nu havde hun jo for længe siden konstateret at tingene bare var noget andet sammen med Zeke.

"Min mor døde af narko da jeg var ikke ret gammel.. 12 tror jeg, og min far lever stadig somewhere out there... Kæmpe idiot" sagde hun roligt, egenligt var hun bare glad for at hun havde Mitch. Selvom de ikke snakkede om de helt dybe følelser, så havde de altdi hinanden at læne sig op af.
"Det er du ikke den første der siger... Men det har fungeret fint" sagde hun ærligt og trak på skuldrende, hun var bare ikke god til at åbne sig helt for folk på den måde, hun kunne godt lide at være i sikker afstand.

[Ezekiel Amardeus]

Som deres læber mødtes var det igen som om at alle problemerne mellem dem blev meningsløse, det var en underlig følelse, som om han bare glemte hvorfor de ikke kunne være sammen. Det var først da kysset blev brudt at magien forsvandt og blev erstattet af virkeligheden endnu engang. "Kaffe? Æh ja, det kan jeg da godt," sagde han lidt forvirret over at hun gjorde antydning til at hun faktisk ikke var på vej ud af døren. Det var en dejlig beroligende følelse faktisk.
Da hun spurgte ind til hvad der var sket overvejede han først hvor meget han skulle gå i detaljer, men blev så enig med sig selv om at given hende hele historien imens han gik hen for at sætte vand over. "Jamen jeg sad ude på teressen, det var i sommerferien, der var virkelig mange stjerneskud så jeg ville blive oppe og se dem sammen med min mor." Han så lidt ned mod det simrende vand. "Naturligvis tænkte vi ikke over månen for der havde aldrig været spotter varulve på disse kanter, men en gang skal vel være den første." Han smilede glædesløst, "ingen af os så den, den sprang på min mor og jeg prøvede at få den væk ved at slå på den, ikke den store hjælp kan jeg informerer om, desuden var det for sent, min mor var død, den gik til angreb på mig og min far må have hørt skrigene for han kom ud og gjorde det eneste han kunne tænke, han dræbte varulven med dræberbesværgelsen og det endte han i Azkaban for. Det var derfor jeg blev terepeaut derude, så jeg stadigvæk kan se ham." Han holdt en kort pause. "Anyway, min søster og jeg blev flyttet hjem til vores onkel, men han var kun interesseret i de penge vores mor havde efterladt os, han brugte hver eneste dag på at fortælle mig hvor farlig jeg var for mine omgivelser og en dag blev det for meget, jeg fik en form for raserianfald og brækkede ved et uheld armen på ham, efter det stak jeg af og flyttede tilbage til huset her. Heldigvis var jeg fyldt 17 så han kunne ikke tvinge mig til at komme tilbage, jeg levede stort set afskåret fra resten af verden på nær når jeg var på arbejde frem til jeg mødte Anna." Han smilede svagt til hende. "Og nu har jeg vidst snakket ørerne af dig. Sorry." Han tog det kogende vand fra og begyndte at brygge kaffe.

Da hun fortalte sin historie kunne han ikke lade være med at tænke over at de egentlig havde en del tilfælles trods alt. "Det gør mig ondt at du måtte gennemleve det." Sagde han stille og rakte kaffekoppen frem mod hende. Ingen burde leve uden sine forældre, det var nok også derfor det var så vigtigt for ham at give deres barn det som de ikke selv havde haft.
"Gør det nu også det?" Han lod hovedet tippe lidt på skrå, hun virkede da ikke lykkelig som det kørte lige nu.

[Deleted]

Ashleen fik sat sig ned, og afventede ham så. Egentligt var det mærkelgit at de ikke kendte hinanden dybere, men på den anden side vidste hun også godt at det måske var en smule dumt at begynde på det nu, det var jo trods alt en smule sent.
"Det gør ingenting, jeg spurgte jo selv" sagde hun i et smil som han havde fortalt om hans oplevelse, hvilket hun havde lyttet meget intenst til og da også gjort grimasser der passede til hans forklaring.
"Men det lyder da forfærdeligt... Er det derfor du tog den uddannelse du har?" spurgte hun i en rolig stemme.

"Det er fint nok, det gør jo en til den man er" sagde hun og trak på skuldrende. Ja selvom hun havde sine små problemer og måske ikke var det perfekte menneske, tværdimod, så var hun stadig stolt af den hun var, især fordi at hun vidste det ikke var noget hun havde arvet. Hun havde bygget sig selv op, ligesom Mitch havde det, og hun var da også stolt af ham.
"Ja... Det har da fungeret fint i mange år" sagde hun, nok også for at overbevise sig selv.
Dog var det jo ikke løgn, dte var jo først efter hun havde mødt ham at tingene var begyndt at køre lidt af sporet, det var svært fordi at hun jo faktisk havde rigtige følelser for ham: "Så har du tænkt over hvad du vil kalde barnet?" spurgte hun.

[Ezekiel Amardeus]

Det kunne godt være at der var gået mange år siden hændelsen, men han kunne stadigvæk mærke hvor ubehageligt det var at tænke tilbage på. Han havde hamrede løs på væsnet og det havde dårligt taget notits af det. Igen blev han ramt at skyldfølelse over det der var sket. Det vigtigste for en en varulv var aldrig at glemme månen!
Tanken blev atter skubbet fra ham og han nikkede roligt til hendes spørgsmål som han tog en tår af sin kaffe. Hvorfor var det helt præcist at de ikke havde gjort dette her for længe siden? Siddet ned og snakket med hinanden, det føltes utrolig rart. "Det er også derfor jeg har rummet i kælderen...det andet rum." Han kunne ikke huske om hun havde set det. Basicly bestod det af et møbelløst rum med stenvægge og en jerndør, ingen vinduer. Store bolte var skruet ned i jorden og i væggene og fast på dem sad store tunge jernkæder med tilhørende hals, håndled og ankel låse. Væggene var broderet med klomærker. Det var der han havde forvandlet sig før han begyndte at arbejde i Azkaban.

Han sukkede blidt, "men alligevel. Jeg ville da gerne have været foruden de del af min fortid." Indrømmede han. Han havde lært at leve med at være varulv og han havde lært at udnytte det i stedet for at gemme det væk. I en lang periode havde han endda set biddet som en gave, men efter den sidste hændelse var han blevet mindet om hvor dødelig den gave kunne være.
Skulle der nogensinde komme en kur, ville han nok også tage den, bare for ikke at skulle bekymre sig om månen, så pyt med de ekstra skarpe sanser og styrke, bare det ikke at leve i konstant frygt om at miste kontrollen.
"Gør det så stadigvæk?" Han så på hende med et svagt smil. Uanset hvad hun måtte svare synes han bestemt ikke at det var funktionelt.
Han rystede en smule på hovedet, "nej ikke endnu, men nu ved jeg jo heller ikke om det bliver en dreng eller en pige." Sagde han roligt. Han fik næsten lyst til at spørge hende hvad hun syntes, men ville det måske være at presse hende?

[Deleted]

"Hvilket rum?" spurgte hun og huskede ikke umiddelbart at hun havde set andet end "rummet". Hun gik ikke udfra det var det han snakkede om, eftersom det jo først rigtigt var startet efter Ashleen var kommet ind i hans liv.
"Man håndterer nok bare tingene forskelligt" sagde hun og trak på skuldrende, hun gjorde meget for at hendes liv skulle være ordenligt og når hun var igang med skuespil drømmene, skulle hun jo helst ikke virke som en freak. Så rummet havde virket for hende siden hun var ganske ung, og hun første gang var faldet ind i den branche.

"Det ved jeg ikke om jeg ville" sagde hun ærligt og trak på skuldrende, for at være ærlig havde hun ikke rigtigt tænkt på tingene på den måde, hun tænkte ikke over fortiden og om den kunne ændres, hun levede nok bare med de ting hun havde at leve med.
"Nogengange" indrømmede hun.
Det var som om at Zeke var kommet ind i hendes liv og havde damnet med hendes hjerne, nogengange havde hun endda svært ved at kende sig selv og hun følte sig ofte forvirret over de tanker hun gik i nærheden af ham.
"Ah.. Kunne jo godt være" sagde hun. Ashleen følte sig fortabt lige nu og hun anede slet ikke hvad der var det rigtige at sige.