Okay, maybe I have a problem..

[Trescott Roden]

@nikita

Skt. Mungos

Juli - 2052 - 14.30

____________________________

Scott lod hovedet falde tilbage på puden som sygeplejersken forlod stuen og atter efterlod ham til sig selv. Han havde meget demonstrativt modtaget noget skeletofix mod hans brækkede kraveben og de småskræmmer han havde fået her og der, var heldigvis ved at heale pænt op - også ved hjælp af healerne. Scott havde dog aldrig været god til hverken healere, mixturer eller hospitaler, der freakede ham lidt ud for at være ærlig. 
Han havde ligget her i næsten to dage efter ulykken. Dum som han havde været havde han fået lidt for meget indenbords - hvilket i sig selv ikke var noget nyt - men så havde han samtidig troet at han var i stand til at køre bilen hjem. Hans elskede Impala var nu godt krøllet sammen, men uanset hvad det ville kræve skulle han nok få den repareret igen. Det var dog også kun starten af de problemer han var havnet i grundet sit lille stunt. De havde allerede været forbi fra Ministeriet og han vidste at han skulle ind og forsvare at han sagtens kunne passe sit arbejde så snart han var frisk igen. At køre i fuld tilstand var jo ganske vidst ulovligt uanset om man var magiker eller muggler, men Scott havde jo ikke regnet med at køre galt.

Lige nu måtte han prise sig lykkelig for at der ikke var sket noget videre alvorligt med ham. Ingen varrige mén på trods af det brækkede kraveben og en punkteret lunge - som heldigvis var ordnet igen - og så nogle små rifter her og der der stort set var healet allerede, så var han lidt gul og blå, men det var vel hvad der kunne forventes. 
Tidligere på dagen havde både Sam og Marilyn været forbi. De havde haft de samme sørgmodige blikke, og behøvede ikke sige noget for Scott vidste udmærket hvad de tænkte. Denne gang måtte han desværre nok give dem ret. Han havde et problem med alkohol, og det var på tide at få styr på sig selv inden han mistede alt han havde tilbage. Hans familie og hans job.  

[Deleted]

Nikita havde for ganske kort tid siden modtaget en ugle om at Scott var blevet indlagt på Skt. Mungos. Mere havde hun ikke rigtigt hørt, og hun havde mere eller mindre smidt hvad hun havde i hænderne og var nu på vej dertil. Han var virkeligt speciel og hvad han havde da nu også rodet sig ud i?
Det var ikke mere end fire dage siden hun havde set ham sidst, hvilket havde været på skolen sammen med Tristan. Mødet imellem de to var jo gået overraskende godt, og hun var glad for at de to endeligt havde fundet hinanden, hun var da også sikker på at de nok skulle sætte pris på hinanden.

Nikita nåede frem til Mungos, hun havde en sort skjorte på og et par mørke bukser, hun havde jo været på arbejde for ikke så længe siden, og som en sygeplejesker forklarede hende hvor hun kunne finde Scott, gik hun målrettet ned i mod hans stue.
Hun bankede på en enkelte gang inden hun gik ind på stuen: "Hey, det er bare mig" sagde hun i en rolig stemme og smilede i mod ham, hun var stadig glad for ham, men hun havde lidt lagt låg på det hele, nu var hun bare glad for at have ham som en god ven, og endnu mere glad for at hun endeligt havde fået den byrde omkring Tristan fået løftet af sine skuldte.

[Trescott Roden]

Scott lå og stirrede tomt ud i luften med blikket rettet mod vinduet og dermed væk fra døren. Han var så træt og øm i kroppen. Alting var bare ved at ramle sammen for ham og han kunne ikke længere lyve og sige at han havde styr på tingene for det havde han langt fra. Han var i så store problemer at han slet ikke kunne overskue det hele lige nu.
Som det bankede på gik han lidt ud fra at det måtte være en sygeplejerske så han gad i første omgang ikke engang dreje hovedet for at se efter. Først da lyden af Nikitas stemme lød, fangede det hans opmærksomhed. Han drejede hovedet og smilede til hende. "Hey," hilste han uden den samme livsglade stemmeføring der ellers normalt kendetegnede ham.

Han var så flov over det der var sket, især fordi han vidste at det var sådan en situation som alle havde frygtet. I det mindste var han sluppet billigt, hvis man kunne kalde dette her for billigt. For første gang siden sit brud med Aly, havde han erkendt at han havde et problem. Både med alkohol, men også at dette her nok ikke var noget han kunne komme ud af uden hjælp.
Hvorfor Nikita lige var den person han håbede på kunne hjælpe ham vidste han ikke helt. Det var nok både fordi hun var så rolig og blid som hun var, og så fordi at hun ikke kendte ham helt så godt som alle dem der kunne sige at det var typisk for ham at ende her. Han anede virkelig ikke hvem han ellers skulle snakke med. "Tak fordi du kom," han smilede endnu engang i hendes retning og sukkede lidt.

[Deleted]

Nikita kiggede over i mod Scott med et sårbart blik, hvad gik der af ham? Hvorfor var han kommet så langt ud? Hun anede jo knapt hvad der var sket, men lidt havde hun da hørt fra sygeplejesken, dog ville hun hellere høre det var ham, end få det fra en anden.
"Hvad har du lavet?" spurgte hun roligt og satte sig ned på stolen ved siden af hans seng, han var da en klovn, og hun var overbevist om at han havde et problem han var nødt til at indse inden det ville ende med at slå ham ihjel. Tristan havde lige fået en far og han behøvede ikke allerede at miste ham igen.

"Selvfølgelig kom jeg..." sagde hun roligt og smilede i mod ham, hun var stadig glad for at hun kunne være åben og ærlig når de to snakkede sammen: "Det var dejligt at se dig sammen med Tristan sidste gang, han var glad for du gad møde ham" sagde hun i et smil.
Hun kiggede stille i mod ham, ikke sikker på hvad hun skulle sige til ham, hun håbede virkeligt at han ville være en fornuftig voksen go se at hans liv ikke kunne fortsætte sådan her, og hun havde allerede sagt at hun ikke ville have han drak når han var i nærheden af Tristan, han skulle ikke opleve den barndom hun selv havde haft.

[Trescott Roden]

Scott var nok mest af alt bare flov over alt dette her. Han hadede at folk havde haft ret og han hadede at det var gledet så meget ud af hans kontrol at han slet ikke anede hvordan han skulle komme tilbage til sig selv igen. Han var bare træt af at tingene gik galt, også på trods af at han godt vidste at han selv var skyld i 90 procent af de gange de gjorde.
Han slog blikket tilbage mod vinduet, for flov til at se hende i øjnene. Han skulle bare have lyttet til folk, men i det mindste var han sluppet billigt og kunne derved lærer at sine fejl - forhåbentlig. "Kørt galt..men altså ikke noget alvorligt," mumlede han. Hvor ville han dog ønske at han kunne skyde skylden på hvad som helst andet end den egentlige årsag; alkohollen.

BLikket blev atter vendt mod hende, han var så glad for at han kunne regne med hende skønt de jo ikke havde set hinanden på andre tidspunkter end når han var fuld, lige på nær under mødet med Tristan. Alligevel have hun været den eneste han rigtigt havde overskud til at snakke med.
"Det var også hyggeligt, han er en skøn dreng." Svarede Scott og smilede svagt. Han havde lignet ham helt utrolig meget, men lod til at være lidt mere fornuftigt end Scott havde været i den alder, men man kunne selvfølgelig aldrig vide om det bare var for at virke uskyldig overfor forældrene. Dog var det svært for Scott at skulle agerer far for en teenager der ikke engang var vandt til at bo hjemme. Zach havde jo kun været 5 dengang Scott lærte ham at kende. Alligevel havde han tillid til at det nok skulle gå.

[Deleted]

Nikita afventede ham, som han sagde at han var kørt galt. "I beruset tilstand?" spurgte hun i en lav stemme, som var hun ikke sikker på at hun ville vide svaret, hun havde det dårligt med at vide han drak på den måde, og hans problemer måtte virkeligt ligge dybere end som så.
"Jeg ville ønske du ville snakke med nogen om hvad der går dig på..." sagde hun, ikke fordi at hun vidste om noget gik ham på, men man drak vel ikke bare på den måde uden grund? Gjorde man? Hun sukkede kort, han havde virkeligt brug for at få hjælp udefra.

"Ja det er han, og han er som snyt ud af næsen på sin far" endte hun i et smil og lod de grønne øjne hvile på Scott, hun var glad for at de to endeligt havde mødt hinanden, for både Tristan og Scott betød utroligt meget på hende, på hver deres måde naturligvis.
"Hvor længe skal du ligge herinde?" spurgte hun og lod blikket vandre ud af vinduet, hun håbede det absolut bedste for ham, men hun var bange for om det en dag ville ende rigtigt galt hvis han ikke indså at han havde et problem han var nødt til at løse.

[Trescott Roden]

Han kunne ikke helt få sig selv til at svare på hendes spørgsmål, så i stedet drejede han hovedet lidt væk og kiggede mod vinduet. Solen skinnede som var der ikke grundlag for nogen bekymringer i hele verden, og alligevel følte han at der var så mørkt der hvor han var, at solen ikke kunne nå ind til ham.
Med et uroligt blik vendte han atter hovedet mod hende. "Jeg troede at jeg havde styr på det Nik, men det har jeg slet ikke." Indrømmede han og så på hende med et fortabt blik. Han havde brug for hjælp, han var bare aldrig god til at spørge efter den fordi han altid regnede med at han kunne klare det hele selv.

Han smilede svagt da hun sagde Tristan ligende ham. Det gjorde han uden tvivl, det var jo fuldstændig som at se Scott selv i den alder. Næsten skræmmende, men også lidt fedt, så herskede der da i hvert fald ikke nogen tvivl om Nikitas historie skønt Scott stadigvæk synes at det var det mærkeligste i verden ikke at kunne huske de var sammen. Han havde godt nok set det i mindekarat, men det var jo lidt som at se en film.
Med et suk trak han let på skuldrene. "Hvis jeg er heldig bliver jeg udskrevet senere i dag, jeg venter på svar fra healeren." Fortalte han hende med et deprimeret blik. "Det værste er at jeg virkelig godt kunne drikke en ildwhisky lige nu," han fnøs lidt af sin egen idioti. "Åndsvagt ik? Det her kommer måske til at koste mig mit job og alligevel har jeg allermest lyst til bare at drikke mig fuld igen." Han slog blikket ned i skam.

[Deleted]

Nikita kiggede på ham som hun havde sat sig ved siden af ham, hun havde ondt af ham og vidste godt at det nok var forkert, han var jo en voksen mand og dette måtte jo bare være konsekvensen for de ting han havde gjort og som han sagde.
"Du er nødt til at få hjælp" sagde hun i en rolig stemme, hun håbede da også at han ville tage i mod hjælp, han var en god mand og Nikita var meget glad for ham, selvom hun godt vidste de to nok ikke ville blive til noget, der var så mange skår i fortiden.

"Men det skal du ikke" sagde hun og rystede på hovedet: "Vil du ikke flytte hjem på min sofa for en tid? Bare lige slappe af og få tingene ud af hovedet?" spurgte hun roligt. Scott fortjente bedre end at rende rundt og være fuld hele tiden, og det var jo nok ikke helt nem at stoppe hvis man bare gik tilbage i de samme dårlige rytmer.
"Så kan du også se Tristan noget mere hvis du har lyst" sagde hun, hun ville egentligt bare gerne finde en løsning, for han va ru alligevel for vigtig til at hun bare ville vende ryggen til ham og gå.

[Trescott Roden]

Som hun satte sig ved siden af ham rykkede han lidt på sig i sengen så han kunne se på hende. Han havde det virkeligt forfærdeligt med dette her. Han kunne ikke fordrage ikke at være i kontrol, alt i ham længtes efter at få noget at drikke, men han vidste godt at han ville falde i med begge ben hvis han så meget som sniffede en ølkapsel.
Han nikkede langsomt på hovedet. Hun havde ret, han hadede at indrømme det, men det havde hun. Det ville bare være det største nederlag at skulle melde sig til et eller andet aa møde-shit for det var vel det hun mente? "Mener du sådan...profesionel hjælp, du ved med møder og medaljer og alt det?" han skar en grimasse. Han vidste at det nok var sådan noget der skulle til, men bare tanken om at skulle sidde oh snakke om sine følelser til en masse fremmede mennesker, han var bange for at han aldrig ville komme ud af døren ikke medmindre nogen skubbede ham.

Det var vel også derfor han havde skrevet til hende, han håbede at hun kunne være hans drivkraft, for han havde brug for at det ikke var nogen han kendte alt for godt som Sam, hans mor og Chriss, så ville han ende med at blive sure på dem i stedet og det ville han ikke. Han ville nok også blive irriteret på Nik, men han havde en ide om at hun nok godt kunne håndterer det.
Tilbuddet fik ham til at se på hende med overraskelse i blikket, "ville du kunne håndterer det?" Spurgte han stille, han tog en dyb indånding. "Vil du hjælpe mig?" det sidste var næsten en mumlen som han kiggede ned på sine hænder. Han var så dårlig til denne her slags. "Jeg vil meget gerne se mere til Tristan," svarede han hurtigt og så atter op på hende, så kunne Zachary også møde ham måske, det ville være fantastisk! Især fordi at når han var sammen med sine sønner var trangen til alkohol mindre da han ikke ville ende med at blive som Luke.

[Deleted]

Nikita trak på skuldrende: "Tror du ikke, det er det bedste?" spurgte hun i en rolig stemme og ville jo naturligvis ikke presse ham, hun ønskede bare at gøre det absolut bedste for ham, og for sig selv i øvrigt også, nu skulle han jo være en del af hendes liv, eftersom de havde Tristan sammen, og det håbede hun da ikke at han sådan lige ville give afkald på.
"At du flyttede hjem til mig? Altså nu arbejder jeg jo med børn til dagligt" drillede hun og blinkede til ham, på nogen punkter var Scott jo bare et stort barn, der desværre tog nogen dumme beslutninger til tider.

"Ja det vil jeg da?" sagde hun, overrasket over at han ikke havde forventet det, hun tænkte da også stadig tilbage på den aften hvor de næsten var gået i seng sammen, men var også enig med sig selv om at det var til det bedste hun havde sagt nej.
"Jamen det er jeg da sikker på at han kun vil syntes er hyggeligt" sagde hun i et roligt smil og kiggede forsigtigt i mod Scott, det hele skulle nu nok ende godt, og Tristan virkede jo også glad for at han endeligt havde mødt sin far.

[Trescott Roden]

Hans ansigtsudtryk viste tydeligt at han bestemt ikke brød sig om den tanke. Han var ikke ligefrem helt frisk på at skulle begynde at sidde til møder hvor han fortalte om hvor hårdt han havde det og alt det, han kunne jo ikke engang snakke med folk han kendte om det så hvordan skulle han kunne krænge sjælen ud til folk han ikke kendte?
"Jeg ved ikke...det lyder bare så...ja.." Han trak på skuldrene uden at vide hvordan han skulle beskrive det rigtigt. Hun havde dog nok ret i at han måske burde. "Jeg er bare bange for at jeg aldrig ville kunne tage mig sammen til at tage afsted." Indrømmede han ærligt.

Et lille smil gled over hans læber ved hendes drilske kommentar. Han nikkede svagt, "ja, så må du have god erfaring på området." Kommenterede han, han vidste godt at han ikke altid var let at omgås, men han ville gøre sit bedste for at komme ud af dette her inden han ødelagde sit liv for meget.
"Tak. Det betyder meget," indrømmede han og smilede igen, denne gang lidt mere oprigtigt. Han kunne godt lide tanken om at skulle se mere til Tristan, alene tanken om at hans sønner skulle mødes en dag gjorde ham faktisk også ret glad at tænke på. "Men...er du sikker på at du ville kunne holde ud at have mig boende? Altså jeg skal nok sove på sofaen, vi er jo blevet ret gode venner." Endnu et smil. Han stolede ikke nok på sig selv til bare at tage hjem, så ville han helt sikkert ende med at vælte stang stiv rundt inden klokken nåede 12.

[Deleted]

"I behandling?" spurgte hun roligt: "Scott det er jo også for Tristan's skyld, eller små du se om du kan finde råd til at der kommer en hjem måske en gang om ugen til dig... Som sagt må du gerne crashe ved mig hvis du føler du har brug for det" sagde hun i en varm stemme.
Scott var en dejlig fyr og hun ville virkeligt gerne hjælpe ham så meget som hun overhovedet kunne, han var desuden også far til hendes søn, og hun ønskede ikke at han damnede up og forsvandt ud af Tristan's liv igen, nu hvor han endeligt lige var blevet en del af det.

"Præcist... Jeg ved alt om pattebørn og barnlige sjæle" sagde hun og blinkede til ham, hun elskede Scott's personlighed, men langt mere når han var ædru end når han var ude og drikke sig i hegnet.
"Ja det er jeg... Jeg vil gerne hjælpe dig, ikke kun for dig, men også for Tristan" sagde hun roligt, desuden havde alle jo brug for hjæp engang imellem: "Men så er du altså også nødt til at fortælle mig hvad der foregår?" sagde hun, nu var det jo ikke ligefrem fordi at han sådan bare åbnede sit hjerte til folk.

[Trescott Roden]

Han nikkede svagt, ingen tvivl om at han havde brug for at nogen skulle skubbe han ud af døren ellers ville han bare ikke nå længere end ned på den nærmeste bar. "Jeg ved det godt....det er bare...svært," mumlede han. Hvad det helt præcist var der var så svært ved at lade være med at drikke sig i hegnet hver dag anede han ikke. Det var bare som om at han ikke længere kunne styre det.
Det var bare så dumt for han ønskede jo ikke at det skulle være på denne måde, han ville jo gerne have at det hele skulle gå og han kunne ligge alkohollen på hylden, men så var det han kom i tanke om alle de nedern ting der var sket og så havde han mest lyst til at drikke igen.

Han smilede til hende med et lille glimt i øjet dog uden at kommenterer yderligere på det. "Det er jeg glad for," erkendte han roligt, også selvom det ikke kun var for hans skyld. Han sukkede dybt og drejede hovedet væk fra hende igen. Det var så svært at snakke om.
"Jeg..." han tøvede og kunne mærke hvordan han allerede nu var ved at få lidt kolde fødder. Lidt ubevidst fumlede han med sine hænder i skødet og han slog blikket ned. "Måske er det dumt jeg bor på din sofa," sagde han lidt pludseligt som han kom i tanke om noget. "Jeg boede både sammen med Chriss og Aly...så endte vi med at finde sammen og det endte med at gå galt." Han tøvede lidt tænksomt uden helt at vide hvor han ville hen med det. "Jeg ved ikke..." Han var vel bange for hvis han boede med Nikita ville de finde sammen og så ville de ende med at gå fra hinanden og så ville han sidde tilbage med ingenting endnu engang. "Jeg tror bare at jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke længere kan se noget som helst godt komme ud af noget..." indrømmede han. Efter at have mistet datteren Cara og derefter Aly havde han nok bare opgivet håbet for hver gang han troede han skulle til at være lykkelig, brast det hele sammen om ørerne på ham.

[Deleted]

Hun nikkede, hun havde ikke ligefrem personlige erfaringer at trække på, men hun havde jo set sin far kæmpe med det i mange år. Nikita ville jo altid have en plads i sit hjerte til sin far, men de ting han havde gjort dengang at hun var blevet gravid med Scott, ville hun aldrig nogensinde kunne tilgive ham, heller ikke selvom hun havde hørt at han var blevet ædru for et par år siden, så følte hun ikke at hun havde noget at tale med ham om.
"Du snakker sort snak" sagde hun blot, mest som en hentydning til at hun ikke helt forstod hvad han sagde: "Det du mener er at du får knust dit hjerte og det går du ned på?" spurgte hun i et sprog hun kunne forstå.

Alle oplevede jo hjertesorger, og hun vidste også at folk håndterede det meget forskelligt, heldigvis havde hun haft nogen helt okay breakups hvor de havde været nogenlunde enige om det og det havde været fredeligt, lige med undtagelse af dengang med Scott og Tristan naturligvis.
"Du har da et godt job, og nu har du også Tristan... Det skal nok gå den rigtige vej for dig igen" sagde hun og gav hans arm et klem, hun havde altid været en meget omsorgsfuld person, selvom hun gerne sagde sin mening - lige nu var hendes mening dog blot at Scott burde få hjælp.

[Trescott Roden]

Han rynkede på næsen af hendes måde at skære det ud i pap på. Det lød bare så latterligt når hun sagde det på den måde, også selvom det jo i bund og grund var det der skete. Men hvad helvede var han for en vatpik der ikke engang kunne klare kærestesorg uden at falde ned i et hul.
Eller altså nu var det ikke kun kæretsesorgen denne gang. Han havde jo også mistet Cara, og selvom det var nogle år siden nu så gjorde det stadigvæk ondt og han kunne stadigvæk se for sit indre blik hvordan lægerne stod med en lille livløse skikkelse i hænderne og den alt for lille kiste til begravelsen. Igen mærkede han lysten til en ildwhisky stige. "Det er ikke kun det," sagde han stille og så ned på sine hænder igen.

Han tog en dyb indånding, hvis han ville have hendes hjælp var det vel kun fair at hun fik hele historien. "Grunden til at Aly og jeg gik fra hinanden var fordi hun blev gravid, Cara døde under fødslen." Han kunne mærke hvordan alt i ham vendte sig ved tanken. "Vi brød op fordi jeg ikke kunne snakke om det...det kan jeg stadigvæk ikke, hver gang jeg tænker på det så..." han stoppede sig selv. Han kunne mærke øjenen blive blanke, men han nægtede at bukke under. Han havde bildt alle ind at han var okay, og det ikke gik ham på længere, men sandheden var at han ikke anede hvordan han skulle slippe det.
Han sukkede og kæmpede kontrollen tilbage over sin vejrtrækning, "men det er nogle år siden nu. Man burde gå ud fra at jeg var kommet over det," han bed sig i læben og så tilbage på hende med et pinefuldt blik.