Okay, maybe I have a problem..

[Deleted]

Nikita var omsorgsfuld som person, hun ville gerne det bedste for de folk hun holdte af, og det gjorde ondt på hende at se Scott grave sig så dybt ned, og alligevel mærke at han ikke havde interesse i at dele ret meget med hende, og hun vidste hun burde være tålmodig.
"Scott det er okay... Ligegyldigt hvad vil jeg ihvertfald kun blive glad hvis du flytter ind, bare lige indtil du får styr på dig selv" sagde hun, når man drak så meget som ham var det jo nok bedst at man blev helt tørlagt, så han ikke gik og blev fristet: "Så længe du ikke slæber piger med hjem" sagde hun i et kærligt smil.

"Du er jo nok ikke kommet over det, hvis du ikke taler med nogen om det... Fik i ikke tilbudt terapi?" spurgte hun forsigtigt, det måtte da trods alt være noget af et chok, og hun kunne sagtens forstå hvordan det kunne ødelægge en hel familie.
"Snakkede du ikke med Aly om det?" spurgte Nikita, hun kendte godt Aly af navn, de havde jo gået på Hogwarts sammen, men det var ikke sådan at de to nogensinde havde været tætte venner eller noget, men hun havde godt hørt at hende og Scott havde dannet par for nogen tid siden.

[Trescott Roden]

Scott sendte hende et meget taknemmeligt blik. Ærlig talt havde han ikke troet at han kunne regne med hende på denne måde. Eller han troede på at han kunne regne med hende, men havde ikke troet at hun ville være så villig til at hjælpe ham. Han havde brug for den hjælp hvis han skulle klare sig igennem dette her.
"Det siger du nok ikke om 14 dage når jeg har drevet dig til vandvid, med mit brokkeri og dårlige sans til at rydde op efter mig selv." advarede han med et svagt smil. Han var ikke nem at bo sammen med, man skulle i hvert fald have en helt fantastisk tålmodighed.

Han så lidt overvejende på hende som hun forbød ham damebesøg. "Ja ja, ingen damer, den er arkiveret." Svarede han nu med lidt mere liv i øjnene. Den havde han godt regnet ud, skønt det nok ville gøre ham endnu mere ulidelig at være sammen med. På den anden side var han jo ofte i byen når han skulle score damer og det var jo en del af det han nok skulle undgå hvis han skulle holde sig ædru.
Han sendte hende et lidt sigende blik, naturligvis fik de tilbudt terapi, men nu var han ikke lige typen der sagde ja til den slags skønt det var åndsvagt af ham. "Nej," svarede han simpelt. Han kunne ikke lide at snakke om det fordi det krævede at han tænkte på det og det var jo netop det han forsøgte at undgå.

[Deleted]

Nikita ville nok altid have en svag side når det kom til Scott, også selvom hun var helt afklaret med at de to aldrig skulle blive et par, der var så mange ting i deres fortid der jo nærmest gjorde det umuligt.
"Det skal jeg nok gå, Tristan er da nogenlunde opdraget, så mon ikke også jeg kan opdage lidt på dig... Ellers kommer du over knæet" drillede hun og blinkede til ham, han var virkeligt en skøn fyr og hun glædede sig da også til at åbne sit hjem for ham, selvom hun godt vidste at det måske ville blive hårdt.

"Hvorfor? Jeg mener... Det må da også have været svært for hende" sagde hun i en rolig stemme og lod en hånd ligge sig på hans underarm og gav den et let klem: "De her ting skal vi have fikset Scott, det er vigtigt at du får talt om det, du har jo altså også mistet et barn" sagde hun blot, og vidste godt at der oftest bare var høj fokus på kvinderne.
"Og godt, for den larm gider jeg ikke høre på, hvis du altså får dem til at larme" sagde hun i et lille flabet grin, hun kunne ikke helt lade være med at drille en smule.

[Trescott Roden]

Hendes evige optimisme gjorde ham afgjort i bedre humør det var helt sikkert. Han forstod dog ikke at hun var så opsat på at hjælpe ham, for så tætte venner var de jo ikke, heller ikke selvom de måske havde været det engang. Desværre kunne han jo ikke selv huske den del, han havde jo kun set det ud fra hendes minder.
Skulle han have det helt rigtige minde måtte de jo opsøge hendes far og det var tvivlsomt at hun havde den største lyst til det desværre. Det var bare så underligt at vide at det var sandt uden man følte man selv havde været der, skønt man havde set at man selv havde været der. Gad vide om det var sådan det føltes at være skizofren. "Uha jeg bliver helt bange nu," jokede han mildt tilbage.

Scott nikkede med et suk, "det var det også, men jeg gjorde hvad jeg gør bedst i den slags situationer," svarede han med et skuldertræk, "jeg pakkede det ned i en lille boks i mit sind og forseglede den. Det er fortid og jeg kan ikke lide at hænge mig i fortiden så hellere lade som om at det aldrig var sket." Han sank en klump.
Det gjorde så ondt at tænkte på det at han fik det helt skidt ved det. "Det er min skyld vi gik fra hinanden, for jeg ville hellere glemme det i alkohol end at snakke med hende om det selvom det var det hun havde mest brug for," han havde ikke været der for hende så der var ikke noget at sige til at hun var smuttet i sidste ende.
"Selvfølgelig får jeg dem til at larme, altså har du set på mig?" Lige nu var han nok ikke noget slående eksempel som han lå her i noget der ligenede en natkjole og med skræmmer i hele hovedet.

[Deleted]

"Ja det kan jeg godt forstå du er, det burde du også være" drillede hun og blinkede til ham. Scott var skøn, han havde humor og han var uretfærdigt charmerende, god et var hun jo nu engang ikke den eneste kvinde der havde en mening om.
"Ja det ved jeg godt, men nogengange må man prøve noget nyt" sagde hun i et smil, og var da bare glad for at Scott måske havde indset at han havde et problem som han var nødt til at få hjælp til og få løst. Han fortjente bedre end at rende rundt og være dranker det meste af tiden.

"Men nogengange er man nødt til at snakke om fortiden for at komme videre... Du skulle bare vide hvor meget jeg har talt om alt det med min far" sagde hun og trak på skuldrende, men det havde jo gjort hende godt i den anden ende, heldigvis.
"Yeah.. Men du har en chance for at forsøge at komme på rette spor" sagde hun roligt, og smilede blot ved hans sjofle bemærkning: "Det vil jeg ikke udtale mig om" sagde hun og blinkede til ham, godt nok havde de to været sammen, men det var jo ved at være mange år siden efterhånden.

[Trescott Roden]

Han smilede igen lidt mere oprigtigt end tidligere. På en eller anden måde havde det faktisk lettet ham lidt at indrømme at han havde et problem. Han vidste at vejen frem herfra nok ville blive det hårdeste, men hvis bare Nikita kunne hjælpe ham var der måske en god chance for at det ville fungerer.
"Jeg håber bare snart jeg kan komme ud herfra," sukkede han afslappet. "Men skal jeg så bare crashe på din sofa fra day one?" Han håbede hun ville sige ja for han vidste godt hvor han ville ende i aften hvis hun sagde nej. Hvordan han var endt med så lidt selvkontrol var ham en gåde, men trangen til at glemme var bare så stor at han slet ikke følte at han kunne være i sig selv hvis han ikke gjorde.

Han så på hende med et lidt indtrængende blik, "jeg har så svært ved at snakke om fortiden." Sukkede han og fik så en lille ide, måske det ville være nemmere hvis hun også gjorde det. "Hvad med...hvis nu du fortæller noget, så fortæller jeg noget?" Han anede ikke om det ville virke, men han havde det bedre med at blotte sig hvis ikke han gjorde det alene.
"Bare ikke her, måske i aften til en kop...kaffe?" Han ville ikke have alle mulige omkring sig når det var, for han vidste at det gjorde ham sårbar og han skulle ikke sidde og bryde sammen et eller andet sted fyldt med mennesker. Det behøvede ikke at være hjemme ved hende, det kunne også være hjemme ved ham, bare ikke et offentligt sted.
Igen et slesk smil, "på den anden side må du jo vide lidt om det, right?" han blinkede. De havde jo været i seng sammen så hun måtte vel vide om hun havde skreget eller ej.

[Deleted]

Hun nikkede roligt: "Ja hvis du har planer om at de her skal stoppe, så skal du" sagde hun i et roligt smil, hun var da glad for at Scott havde indset han havde et problem, men altså ja.. Hun ville da nok have ønsket at han havde set det før at det var gået fuldkommen galt og han ligefrem skulle ende i en ulykke.
"Det har jeg også.. Jeg har mange ting i fortiden jeg har brugt længe på at arbejde på, men det bliver bare ikke bedre hvis man ikke kommer ud med det og får snakket om det" forsikrede hun ham, hun ville ikke tvinge ham til at snakke, det skulle han selv ønske, men hun ville blot rådgive ham så han forhåbenligt kunne få det bedre.

"Jeg bliver her indtil du får go til at tage hjem, også må vi følges" sagde hun roligt, hun glædede sig da til at have Scott boende, mest fordi at hun jo godt kunne lide ham og på alle mulige måder kun ønskede ham det absolut bedste.
"Ja måske lidt" sagde hun i et roligt smil: "Jeg har dog ikke selv haft slået mig på flasken" sagde hun ærligt og trak på skuldrende, hun havde jo desværre kun været viden til hendes far der ganske roligt havde ødelagt sit liv, og hendes med.

[Trescott Roden]

Han nikkede lidt for sig selv. Det lød nu ret hyggeligt, men desværre var han også ret sikker på at så snart at han begyndte at blive lidt for "tørstig" ville han blive en sand plage at være i nærheden af, han håbede bare at hun havde en ide om hvad hun var ved at gå ind til for han ønskede virkelig ikke at ødelægge endnu et forhold til en mor til hans barn som han havde gjort med Rachel.
Det lød alt sammen logisk nok når hun sagde det, men der var bare så pokkers lang vej fra at synes det lød som en god ide og så rent faktisk gøre noget ved det. Lidt som når Sam sagde at Scott burde være bedre til at rydde op så han ikke stod med en masse på en gang lige pludselig. Det var sandt, men ikke noget han gjorde noget ved.

Igen et lille taknemmeligt smil, "tak fordi du gør det her for mig." Sagde han afslappet. Han var glad for at hun ikke bare vendte ham ryggen for det kunne hun jo lige så let have gjort, især fordi Tristan jo også var involveret.
"Så var du den smarte af os I guess." Svarede han lidt drilsk og rettede blikket mod døren som en healer trådte ind. "Mr. Roden, jeg skal lige foretage en sidste healing på Dem og så burde De kunne tage hjem." Han kom hen til sengekanten og svingede sin stav let hen over Scott et par gange. Scott kunne mærke flere sår heale og smerten fortage sig en smule. Efter knap ti minutter var healeren atter ude og Scott var blevet clearet. "Så...hjem til dig?" Scott smilede til Nikita, hans humør var blevet en del bedre nu da han vidste at han ikke bare skulle hjem og have ondt af sig selv.

[Deleted]

Nikita havde det godt i sig selv igen, hun havde gået længe med det i sig selv og havde ikke ønsket at snakke med nogen, men som årene var gået og tankerne var blevet flere og flere var hun endt med at konfronterer sig selv med resten af verden, og heldigvis havde det hjulpet hende.
NIkita var glad for at Scott ville tage i mod hjælp og nu kunne hun så bare gå og bekymre sig om hun rent faktisk kunne hjælpe ham, om hun var nok og om hun mon overhovedet var det han søgte, men hun håbede og hun ville gøre sit absolut bedste, fordi at hun holde af ham.

"Ja lad os bare komme afsted" sagde hun i et smil og nikkede som healeren var gået ud: "Tre regler.. Ingen alkohol, ingen tøser og du tager opvasken" sagde hu og blinkede til ham, hun gik ud fra at han nok ikke ville lave mad.
"Der er susepulver nede af gangen, jeg bor jo heldigvis ikke så langt væk" sagde hun i en rolig stemme, hun håbede det bedste for ham, mne naturligvis også for sig selv, hun var da godt klar over det ikke var helt nemt at have ham boende under samme tag, især fordi at hun jo var ganske glad for ham.

[Trescott Roden]

Han anede ikke hvordan han skulle klare sig igennem alt dette her. Det hele virkede bare så uoverskueligt. Han var dog godt klar over at han selv måtte være med til at kæmpe sig ud af mørket og at det ikke ville blive let, men lige nu virkede det nærmest umuligt. Han måtte dog bare prøve at kæmpe for det så han kunne komme videre med sit liv.
At hun ville hjælpe ham var også noget af det der gav ham lidt mod på det. Han ønskede ikke at svigte hende, måske igen fordi hun var mor til hans søn og han ville for alt i verden ikke svigte Tristan og Zachary, naturligvis heller ikke Sam og Mary, men det var bare alligevel noget andet med hans børn. Han skulle stadigvæk lige vende sig til tanken om at have to, men han elskede dem begge.

Han nikkede og kom langsomt op fra sengen. Han gik hen til skabet og fandt sit eget tøj frem eftersom han trods alt ikke ville ses i offentligheden iført noget der lignede en prikket natkjole. Han vendte sig mod hende som hun listede sine regler op. "Du er hård at forhandle med." Drillede han og blinkede til hende.
"Har du så tænkt sig at stå til rådighed når det er "ingen tøser" -zone," det kække glimt var vendt lidt tilbage i de grønne øjne. Det var dog kun drillerier. Han skulle ikke involverer sig med sine veninder igen - havde han sat sig for. Det endte altid galt. Måske var det godt at hun havde stoppet dem den aften. Han kom hurtigt i tøjet, men besværede sig ikke med at gå ud og skifte uden for hendes synsvikel. Hun havde jo set det hele alligevel. "Jep," han nikkede og lukkede de sidste knapper i sin skjorte. "Efter dig My Lady," han blinkede til hende. Måske det ikke ville blive helt så slemt alligevel.

[Deleted]

Nikita smilede til ham: "Ja det er jeg... Jeg har også været mor for en Roden de sidste 15 år" sagde hun og kyssede blidt hans kind i en kærlig gestus. Ikke fordi at Tristan havde været en svær fyr at opdrage, han var en sød og kærlig knægt, men han var jo trods alt en Roden og han var som snydt ud af næsen på Scott.
"Det tror jeg ikke du skal regne med, men du har jo din hånd, så må du date den et stykke tid" sagde hun i et smil, hun var egentligt ligeglad med hvad Scott lavede bare hun ikke skulle se på det eller høre på det.

"Men altså den går begge veje, jeg slæber ikke nogen med hjem" sagde hun, generelt var Nikita jo ikke lige One Night Stand typen hun tog det ganske roligt og havde ikke brug for samleje, hun havde bare brug for en mand hun elskede, også var det noget helt andet i hendes hoved.
"Jamen godt" sagde hun og gik hen i mod pejsen for enden af den lange gang: "Tag fat i mig" sagde hun og smed så asken, for at lade dem begge forsvinde fra Mungos og lande foran hendes lejlighed. Hun sukkede kort, og åbnede så roligt døren, skønt at være hjemme igen: "Sulten? Tørstig?" spurgte hun roligt.

[Trescott Roden]

Scott smilede lidt bed de ord. Ja tænk at hun i så mange år havde haft Tristan uden Scott anede noget om det. Nu kunne han jo godt se at det ikke var hendes skyld. Hun havde ikke haft noget valg dengang. Ikke ligesom det Rachel havde valgt at gøre. Naturligvis havde Scott gerne set hun havde kontaktet ham noget før, men livet var for kort til at bære nag når det var tydeligt at hun ikke var stolt af den beslutning hun havde taget.
"Sandt og roder Tristan sig ud i bare halvt så meget som jeg gjorde i skoletiden så har du haft hænderne fulde." Lo han mildt. Han havde virkelig været en lømmel dengang.

"Så ingen pigebesøg, men du er helt cool med at jeg ligger og hjælper mig selv i din sofa." han havde overvejet at bruge et andet og mere sjofelt udtryk bare for at understrege sin pointe, men blev enig med sig selv om ikke at presse citronen.
Han trådte ud af pejsen ude foran hendes hoveddør og bemærkede hvor dejlig lunt der var på opgangen. (//hæhæ sorry couldn't help it xD). "Jeg sætter pris på ingen mandebesøg, der ville nok også bare ende med at blive ret akavet." svarede han i er smil og fulgte hende indenfor.
"Fatisk kunne jeg godt spise et eller andet, det der hospitalsmad er jo være en kattefoder" han skar en grimasse og gøs en smule ved tanken.

[Deleted]

"Åh heldigvis så er Gary med til at tage det slæb" sagde hun i et smil og blinkede til Scott: "Ej han er en god dreng, men han er jo heller ikke så gammel endnu" sagde hun i en afslappet stemme, hun stolede da på Tristan.
Han var jo kun lige fyldt 15 år, og hun var da godt klar over at der var mange år han kunne nå at lave ballade i, men indtil videre havde han jo været en sød og nem dreng, der heldigvis var endt på et ganske fornuftigt kollegie, ligesom hans forældre, for hende var det vigtigt at ens børn også forstod vigtigheden af at være god i mod andre, og det håbede hun da også Scott kunne lærer ham, selvom han ikke havde været sød i mod pigerne i fortiden.

"Præcist, go nuts" sagde hun i et grin, okay måske ikke hvis hun sad ved siden af, men hun gik ud fra at han fangede pointen sådan nogenlunde, egentligt havde hun ikke så mange regler.
"Jamen måske en sandwich? Jeg har en del i køkkenet... Og bare rolig ang. mændende, det er ikke ligefrem fordi at de vrimler" sagde hun i et mildt smil, hun var ikke typen der tiltrak sig så meget opmærksomhed.

[Trescott Roden]

Han smilede lidt til hende og syntes nu stadigvæk at det var underligt at hun ikke bare tog ham hjem selv. Måske var det bare hans indre trang til at have sin familie omkring sig. Havde det stået til ham havde han jo både haft kone og hus nu og børnene med den samme kvinde og ikke nye børn der blev ved med at poppe op som han ellers ikke kendte noget til.
"Han kan stadigvæk nå og blive en ballademager," svarede han i et lille smil og blinkede til hende. Han havde godt nok kun mødt Tristan en enkelt gang og der havde han virket ret stille og afslappet, men der var jo ingen garantier, nu havde Nikita jo været der. Scott havde også været mester til at spille engel når Marilyn havde været i nærheden.

Han så på hende med et lidt mistroisk blik. Mente hun virkelig at hun var helt okay med det? Det kom lidt bag på ham for at være ærligt. "Godt at vide," drillede han. Ikke at han havde tænkt sig at gøre det...eller det kom nok an på hvilke andre muligheder der bød sig hvis han skulle være helt ærligt. Han skubbede tanken fra sig, det var jo sådan set ligegyldigt nu.
"En sandwich ville være lækkert," medgav han og fulgte efter hende ud i køkkenet. "Så det gør de ikke? Er du sikker? Jeg så naboen kaste et rimelig hedt blik efter dig den ene dag," jokede han videre og smilede skævt. Det var rart at få løftet stemningen en smule.

[Deleted]

"Åh ja, nu er du jo kommet ind i hans liv, så skal du vel nok få lært ham et trick eller to?" sagde hun i et grin, hun kunne nu godt forstå at det ikke altid var helt nemt at leve op til opgaven som forældre, og Scott's opgave var jo nærmest kun lige begyndt, men hun var sikker på at han nok skulle vende sig til det.
"Super, så laver jeg sådan to... jeg er ikke så sulten, men det er altid godt med selskab når man spiser" sagde hun og blinkede til ham, det skulle nok blive helt hyggeligt at have lidt selskab i huset.

"Oh well, så lad os sige at jeg ikke rigtigt er interesseret" sagde hun i et smil, hun ahvde ikke lyst til at være sammen med et røvhul der bare ville i bukserne på hende, så ville hun faktisk hellere bare vente og se om den rette ikke en dag kom til hende.
"Hvad med dig, du har opgivet at finde den rigtige?" spurgte hun i en rolig stemme, og kiggede i mod ham, hun var glad for Scott, men hun vidste godt at de to nok ikke havde nogen fremtid sammen, og da slet ikke efter alt dette her!