Long time no see

[Deleted]

Han kiggede kort ned med afsky på de grene, blade og pine der havde hævet sig fra jorden. Hun var i sandhed en ægte Fox. Så meget magi der flød i hende åre. Han kiggede tilbage på Raysal, og mærkede vreden og væmmelsen over sin niece vokse op i hende. Fik Raysal børn, for at lave en hær? En hær af Fox'er hun kunne bruge til sine syge gøremål? Med sådan et sygt og kynisk menneske som Raysal, ville det ikke komme bag på ham. Det måtte også være grunden til hun slog hendes mand ihjel. Han havde sikkert fundet ud af sandheden om hende, og før sandenheden slap fri, slog hun ham ihjel, for at sikker sig, at hun forsat kunne forføre mænd til at gøre hende gravid, så hun forsat kunne udvide sin hær. Den hær som allerede bestod af fire unger, og snart fem, hvis han ikke stoppede hende. Det måtte være sådan det hele hang sammen! For hvorfor skulle hun ellers blive gravid? Raysal var jo et hjerteløst monster! 

Han grinede oprigtigt, "mig? Et udyr?" Endnu et latter udbrød kom fra ham, men blev stoppet, da hans indre blødninger gav ham blod i halsen og munden. Han vendte hovedet væk fra Raysal og Delaine, for at spytte blodet ud ad munden. Han havde knap spyttet færdig, før han mærkede hvordan han mistet kontrollen over sin krop. Han kunne stadig tænke lidt, men han mærkede til sin væmmelse, hvordan Raysal overtog hans krop og sind, og fik sat Delaine ned igen. Han prøvede ihærdigt på at kæmpe fri for hendes magt, men det var nytteløs. Han havde ingen chance!
Det skulle være løgn skulle det! Han nægtede at give op nu! Og ikke så nemt! Han kæmpede så meget han kunne, og fik med besvær lukkede sine øjne i. Mere skulle der ikke til, før han mærkede hvordan han genvandt kontrollen over sig selv. Med stor besvær, fik han brugt fintie, og havde nu kontrollen over sig selv igen. 
Han tøvede ikke et sekund, før han rettede staven mod Raysal, og sendte en sectumsempra af sted. 

[Deleted]

Peru havde givet Noah mulighed for at lade helt op og give ham uanede mængder af energi, han var ikke længere udkørt og træt - han var tilbage med mere energi end nogensinde. Han havde godt haft på fornemmelsen at Sal havde været lang tid væk, men nok var nok. Noah kunne ikke finde Delaine, og havde bevæget sig ud i skoven for at lede efter dem, han havde hørt lyde og magi var fokuset blevet anerledes.
Noahs blik var blevet koldt og hans følelser var væk, han lukkede øjne og lod hans stav glide ned i hånden på ham, han stod iført nogle jeans og en t-shirt, med en rolig bevægelse svingede han staven og lod tid og sted blive et, hvorefter han blev trukket sammen og stod nu foran Raysal, og svingede sin stav hurtigt og blokerede den fremmede mands angreb. Noah vendte sig imod Raysal.
"er du okay, hvor er Delaine?" spurgte han bekymret. Han ænsede ikke den gamle mand et blik endnu, tværtimod var hans fokus på hans børn og kæreste.

[Deleted]

Delaine løb så hurtig hun kunne hen til sin mor og stillede sig bag hende. Hun klammerede sig ind til hendes ben, og lukkede øjne i, og håbede på at det hele bare ville forsvinde. Et skrig undslap hende, da hun mærkede sin hånd blive taget i en andens. Hun blev dog rolig med det samme igen, da hun så det var Chester. Hun kiggede på ham med sine skræmte øjne. Ikke fordi hun var bange for Chester, hun var bare stadig bange over hele situationen med den væmmelige gammel mand. Hun prøvede på at samle sig mod sammen, til at gøre det Chester sagde, men i samme øjeblik, hun var klar til at løbe, dukkede hendes far op. "Far!" Udbrød hun glad, før hun gav slip på sin mors ben, for at tage fat i hendes fars ben. Selvom om den væmmelige mand var der, så følte hun sig allerede mere sikker, fordi nu var både mor, far og Chester der.

[Deleted]

Hun kiggede på ham med store øjne, da hun så hvordan han langsomt genvandt kontrollen over sig selv. Hun vidste godt, at fordi hun var gravid, var hendes magi og kræfter langt fra på sit højeste, men hun havde havde dog ikke troet, at det var så slemt. Var det fordi det var tvillinger hun bar rundt på? Det måtte det være. 

Hun lagde en beskyttende hånd på Delaine, da hun så hvordan han genvandt mere og mere styrke. Hun havde virkelig undervurderet ham. Havde hun vidst det, havde hun ikke forladt Chester. Oh gud! Hvad havde den psykopat gjord ved Chester?! Hun fik svaret som hun tænkte det. "Chester!" Hun var glad og lettet over, at se, at han var okay. Hun kiggede hurtig ned på Delaine, og før hun kiggede tilbage på Syting, og gjorde alt hvad hun kunne, for at holde ham tilbage, for at beskytte Delaine, Chester, sine ufødte børn og sig selv. Det han sagde til Delaine gav god mening, men hun kunne ikke lide idéen om, at hun løb alene gennem skoven. For hvad nu hvis Syting havde en med til at hjælpe sig? 

Hun mærkede hvordan hun mistede kontrollen over ham, før hun så det. Hun skulle til at kaste en protego, da en skikkelse dukkede op foran hende. "Noah!" Lettesen var tydelig at høre, og hun fik en stor trang til bare holde rundt om ham, men det var der ikke tid til nu. "Jeg er okay nu," svarede hun med et smil, og fortrudt lidt sine ord, da Chester stod lige ved siden af dem. Han havde ikke brug for at få tværet det mere ud, end han allerede havde fået det. Hun nåede ikke svare på hvor Delaine var, før hun selv gav sig til kende. Hun kunne ikke lade vær med at smile over, at hun kalde ham far. Det var så rart at vide, at selvom Noah og Raysals forhold var hemmelig for resten af verden, så ændrede det ikke på, at de var lige så en normal familie som alle andre. Hun mærkede hvordan hun bare elskede denne mand, der kun bragte lyset med sig, og havde gjord det fra dag ét af. Hun følte at han gjorde hende stærkere, hvilket var grunden til, at hun kiggede over på Syting, for første gang med medlidenhed. Medlidenhed fordi, han aldrig nogensinde ville komme til at opleve det fantastiske kærlighed gjorde ved en. Dog forsvandt medlidenheden hurtig igen, da hun huskede alle de frygtelige ting han havde gjord. Der var ingen tvivl om, at han skulle dø. Spørgsmålet var bare, hvem skulle gøre det af med ham? Chester havde bedt hende om at gøre det, og hun gav ham kun ret. Syting var virkelig et kvalmene menneske. Men han havde været sådan for så mange i hendes familie, at hun ikke følte det var hendes ret til at gøre det af med ham alene. De andre i familien skulle også have sin halvdel. I sær Rahuu. Rahuu var jo den det var gået værst ud over. Hun blev så vred over mindet, at hun ikke nåede stoppe sig selv i at kaste en dorlor mod Syting, ligesom han havde gjord mod Rahuu den gang for hvad virkede som hundrede år siden nu.

[Deleted]

Han kiggede over på Ray og smilede "Jeg er okay, bare rolig" han sukkede let og kiggede derefter ned på Delaine igen, som allerede havde revet sig fri og var styrtet over til Noah. Han tog en dyb indånding, han vidste hvem Noah var, det vidste de vel alle i ministeriet? Han smilede let og trådte et par skridt tilbage, han vidste godt selv når han ikke var ønsket mere og lige med et følte han sig mere akavet end nogensinde før. Han kiggede på Delaine som kaldte Noah for far, noget forvirrede ham for af hvad han vidste var Noah ihvertfald ikke hendes far, det var hans halv bror? Han kiggede derefter over skulderen og bestemte sig for at det her var hans hul at stikke af i så som sagt så gjort, han satte afsted og transfererede sig ind til byen og væk. Det hele var sådan lidt for meget for ham, men han kunne ikke klare at se Raysal elske nogen så højt som hun en gang havde elsket ham, han sukkede og forsvandt ind i hans hjem.

//OUT, det dårligste Quit jeg nogensinde har lavet!

[Deleted]

Han så til sin store irritation hvordan hans besværgelse igen var blevet afvæbnet. Forhelvede! Hvorfor pokker døde hun ikke! I ren vrede skulle han til at sende dræber forbandelsen imod dem alle sammen. Han var ligeglad med hvem eller hvad han ramte, til han hørte hvad Delaine sagde. Far? Han begyndte at grine, men stoppede igen, da sparkende fra Chester gjorde ondt. "Så det er dig der har bragt min niece i ulykker?" Spurgte han før han kiggede over mod Chester. Nu vidste han, hvem der var skyld i Chesters knuste hjerte, og det mordere ham inderligt, at se den smerte i hans ansigt over det. Så det eneste monster var Syting? Utrolig han påstod det, nu hvor Raysal havde flået hans hjerte ud, og trampet det i stykker, og hun selv ikke nu, lagde skjul på det. 

Han skulle til at komme med en spydig kommentar, der ville ramme dem alle, før han mærkede smerten fra torturforbandelsen. Med et skrig røg han i jorden. Han prøvede på som før at kæmpe sig fri af den, og det lykkes ham til dels. "Hva' er den af kære niece? Er du blevet svag på dine gamle dage, eller er det ham der, som virkelig har bragt dig i ulykker?" Grinte han, før smerten igen tog over, men den var ikke være end, hvis han rørte et hegn med stød i.

[Deleted]

Det var utroligt som tiden kunne vende op og ned på alt, hvis man havde spurgte Noah for 2 år siden ville han ikke havet noget forhold til Raysal. Tiden ændrede hans syn på livet og nu var hans børn og Raysal hele hans verden, selvom der stadigvæk ambitioner spm skulle opfyldes, men lige nu skulle han have sin lille familie i sikkerhed. Han så på Raysal og smilte da hun sagde hun var okay. Han lagde en kærligh hånd på hovedet af Delaine og smilte.
"Så lille skat, nu kan du tage mor i hånde. " sagde han roligt og hjalp Raysal. Han ensede stadigvæk ikke den hamle mand et blik, han så kun på den lille familie.
"Kom så skat, nu går vi" sagde han og lod Delaine komme over til hendes mor. Noah var godt opmærksom på den gamle mand, og han skulle ikke bevæge sig et skridt forkert før Noah ville kaste alverdens forbandelser imod ham.
Noah så over på skikkelsen Af en person han aldrig havde set før, skikkelsen forsvandt dog og hans kolde øjne vendte igen ned mod sin familie, hvor de blev tøet op.
"Kom så" sagde han med en rolig og varm stemme.

[Deleted]

Delaine mærkede hvordan hun blev mere rolig, da hun mærkede sin fars hånd på sit hoved. Hun var glad for at var sammen med dem igen, fordi den væmmelige gammel mand stadig gjorde hende bange og utilpas. I sær hans smertelig skrig gjorde hende virkelig bange.

Hun kiggede forvirret rundt, da hun så Chester forsvinde. Hvor blev han af? Hvorfor tog han væk, uden at sige farvel? Var det ikke meningen, at man skulle sige farvel, før man forlod nogen? Hun kiggede stadig rundt efter ham, da hun tog sin mor i hånden, og var klar til at gå. Hun kiggede på Prins Pjuskepels ved sin side, og spekulerede på, om hun kunne bære buret med én hånd. Hun prøvede på at løfte det, men det hævede sig knap nok for jorden, før hun måtte give slip. Hun kiggede op på sin mor, "jeg kan ikke løfte buret." Beklage hun sig, og følte sig så lille som hun var. Hvis der var nogen der kaldte hende lille nu, ville hun ikke have noget imod det, fordi hun følte sig virkelig lille, når hun ikke engang kunne løftet buret med sin nye kat i.

[Deleted]

Som Syting talte, så Raysal bare mere og mere rødt. Hvad fanden bilde det modbydelig væsen sig ind? Først vendte han på mirakuløs vis tilbage fra de døde, og nu lå han der og ikke bare fornærmede Raysal, men også hendes familie! Ikke den hun var født inden i, men den hun havde fået bygget op sammen med Noah. Hun så så rødt, at hun uden at tænke over det, sendte dræber besværgelsen afsted imod ham, bare for at gøre en ende på ham. Det var først da hun mærkede Delaines hånd i hendes egen, at hun faldt lidt ned. Hun kiggede på Noah, da han sagde at de gik nu. Hvad? Ville han bare lade det klamme væsen tale sådan til dem? Hun havde knap nok tænkt tanken, før hun igen mærkede et lille puf inde fra maven. Åh, det var nok derfor han tog det så roligt, og bare ville væk der fra. Fordi han tænkte på deres børn. Hun kunne ikke helt stoppe sig selv i at smile over, hvor fantastisk han var, og hvor meget hun elskede ham. Selv nu, hvor de var i en pressede situation, var han stadig den fantasitiske person hun var dybt forelsket i. Hvor hende selv, ja, hun kunne ikke lade vær med, at lade hormonerne tage styringen. Hun var så også til dels undskyldt, men hun syntes stadig det var lidt flovt. Det var flovt, hvordan hun ikke havde så meget styr på sig selv, som hun plejede, bare fordi hun var en smule gravid. Eller retter sagt, meget gravid. "Jeg elsker dig," hviskede hun stille til ham og følte trængen til at mærke hans læber mod hendes, men hun styrede sig. Fordi det ville virke meget upassende, og så var Chester der jo også. Så hun prøvede på at flytte fokuset fra trængen til at mærke hans læber mod hendes, for at samle buret op i en simpel svævebesværgelse. Og det var først nu, hun opdagede at Chester var væk. "Hvor Chester?" Spurgte hun mest til sig selv, men hun havde sagt det højt nok, til Noah kunne høre det. Hun kiggede tilbage på Noah, efter at havet kigget rundt. Var han taget væk, på grund af Noah? Det var forståeligt, og samtidig lidt smerteligt. Hun hadet at vide, at hun var grunden til, at hendes gode gamle ven følte sig sårret, og stadig var fyldt med kæreste sorg, når hun slev var kommet over det for længst. Hun håbede på, at han snart fandt en anden, for lige meget hvor meget Raysal prøvede, kunne hun ikke elske andre end Noah. For hendes hjerte tilhørte Noah, og det havde det gjord lige siden den første dag de havde mødt hinanden i Azkaban. Selvom ingen af dem var klar over det, var han den dag kommet ind i Azkaban tomhændet, men var kommet ud med hendes hjerte.

[Deleted]

Syting kiggede uforstående på den nye mand der var kommet. Hvorfor reagerede han ikke på hans fornærmelser? Var han døv? Det virkede ikke som om han var det, da han talte, og virkede til at reagere på hvad Raysal sagde. Raysal. Hans øjne kiggede med ren had og afsky på hende, men det blev hurtigt erstattet, da han så det grønne lys. Han nåde ikke tænke eller gøre noget, før han mærkede hvordan hans krop blev ramt af en knusende kold brutal følelse. Han åbnede kiggede rundt på sig selv, da lyset forsvandt, og han begyndte at grine ukontrollabel, da det gik op for ham hvad der var sket. Hun var for svag til at bruge de utilgivelige forbandelser rigtigt! Det havde virkeligt været hans redning, at hun var gravid. Sikke et held, at hormonerne og graviditeten gik ind og forstyrede hendes magi. Han havde næsten lyst til at takke manden, og det lille monster i hende for det. Men i stedet for at takke dem, rettede han med rystende hånd sin stav mod Raysal, "se her kære niece," grinte han og hostede da han ikke var ret langt fra døden. "Det er sådan man gør! Avada kedavra!" Den grønne gnist fløj imod hende, og han skyndte at sende en imperio afsted mod manden. Han ville sikker sig, at han ikke forhindrede det, samtidig med, at han ville have ham til at se, når Raysal nu faldt død om for øjne af ham.

[Deleted]

Noah havde endnu ikke ænset den gamle mand et blik, men ignorerede ham fuldkommen. Han tog fat i Delaine, og skimtede ud af øjnkrogen han løftede sin stav. I et hurtigt sving med staven, stod han ved Raysal og trak hende ind til sig, hvorefter han dukkede op 200 meter væk med begge to. "så så.." sagde han og aede Delaine på hovedet, og smilte til Raysal.
"Jeg syntes du skal tage Delaine og gå op på slottet. Jeg ordner ham her." 
Noah virkede utrolig fattet og meget rolig, det skyldtes mest at Delaine var der - han måtte virke rolige og give hende tryghed. Inde i mærkede han hvordan vreden rasede og hvordan han ønskede denne mand død. Hvem var han at komme og true og angribe hans familie. Der var intet godt i denne mand, og denne mand var nu snart død. 
"ingen diskussion Raysal." sagde han bestemt, og vendte sig imod der hvor manden var. "Gå. Nu" sagde han kommanderende til Raysal.

[Deleted]

Det hele skete så hurtigt. Det ene øjeblik stod hun og kiggede på buret med Prins Pjuskepels, og i det næste, stod de et helt andet sted. Hun vidste ikke hvad der var sket, men hun kunne mærke, at der var sket et eller andet, men hvad det var, vidste hun ikke. Hun kiggede op på sin far, og undrede sig over, hvorfor han talte sådan til mor. Normalt talte han ikke sådan til hende. Der var ikke noget forkert over den måde han talte til hende på, da hun jo godt vidste, at mor og far var rigtig gode venner. Det var jo derfor at mor så sådan ud. Med stor mave! Delaine håbede også på, at hun en dag fik sådan en god ven, så hun også fik lov til at gå rundt med sådan en stor mave, for det så altså lidt sjovt ud med sådan en mave der.

[Deleted]

Hun stivnede helt, da hun hørte Syting tale. Hvordan gjorde han det?! Holde sig i live! Hun skulle til at vende sig om imod ham, for at gøre det af med ham, en gang for alle! Hun nåede det dog ikke, før Noah havde fået dem væk der fra, før Sytings besværserleger havde nåede at ramme dem. 

Da han sagde, at hun skulle tage tilbage til slottet med Delaine, og han nok skulle ordne Syting, tog hun fat i hans overarm, for at holde ham tilbage. Hun ville ikke diskutere med ham, men hun kunne ikke få sig selv til, at bare lade ham gå. Tanken om at han gik, for måske ikke komme tilbage, skræmte hende mere end noget andet. "Du... du må ikke gå," hun blev overrasket over alle de følelser, der strømmede igennem hende. Hun vidste, at hun elskede ham ufattelig højt, men hun vidste ikke, hvordan det påvirket hende. Ikke før nu. "Jeg, nej vi kan ikke klare det, hvis du ikke kommer tilbage." Med vi mente hun sig selv og deres børn, og med ikke komme tilbage mente hun døden. Hun kunne bare ikke få sig selv til at sige det. Fordi Noah og død var to ting der ikke passede sammen, og fordi Delaine stod lige ved siden af dem. Hun tog en dyb indånding, for at forholde sig roligt. "Jeg ved godt du nok skal klare den, og han bare er en gammel nar men... pas nu på. Han er en snu ræv." Hun prøvede på at smile af sit ordspil, men hun kunne ikke helt. "Jeg elsker dig for meget, til jeg vil lade ham gøre dig noget," sagde hun stille, før hun kyssede ham blidt, og håbede på, at det ikke var for sidste gang at der læber skulle mødes. "Lov mig du passer på, okay?" Bad hun, og mærkede hvor svært det var, at lade ham være alene med Syting, selvom de alle vidste, at det var bedst sådan. For Raysal var jo mere til besvær end gavn, i den tilstand hun var i.

[Deleted]

Et vrede udbrud kom fra ham, da han til sin skuffelse og vrede så, hvordan Raysal atter engang overlevede! Hvordan fanden spillede den heks sine kort så godt?! Hvis han bare vidste hvordan hun gjorde, og hvis han var halv så god til det som hun var, så havde hun været død for længst! For hvem fanden kunne elske hende?! 

Han kiggede med vrede på hende og manden, imens han langsomt og besværligt fik rejst sig op igen. "Hvor sødt." Begyndte han, før han spyttede noget blod ud ad munden. "Udyret slår virkelig skønheden ihjel." Med udyret mente han selvfølgelig Raysal og skønheden var Noah, selvom der i Sytings øjne ikke var noget skønt ved ham. Han rettede igen sin stav imod dem, og med besvær fik han sendt en sectumsempra imod dem, så han kunne ramme så meget af dem som muligt.

[Deleted]

Noah anede ikke hvem den gamle mand var, og han var egentlig ligeglad. Han bevægede sig med hastig skridt imod den gamle mand, og satte let i løb. Da forbandelsen fløj afsted, svingede Noah staven og afveg forbandelsen.
Den gamle mand vidste uden tvivl ikke hvad han havde gjort eller hvem Noah var. I et løb og hop sendte Noah det første lyn ud af staven og hen imod den gamle mand, hvorefter han svingede staven og sagde tydeligt
"Dolor!" Og rettede staven imod den gamle mand.