Long time no see

[Deleted]

Raysal Andrew Fox
@chester

Vejeret blev hurtig hevet ind, for at lige så hurtig komme ud igen, i form af grin. Delaine elskede at løbe rundt i skoven, der lå rundt omkring slottet. Hun måtte normalt ikke løbe sådan rundt. Faktisk, måtte hun slet ikke forlade slottets grund. Ikke fordi hun havde stuearaset eller noget i den stil, men fordi, at det var farligt at forlade slottes beskyttende forsvars besværgelser. Man vidste jo aldrig hvem eller hvad, der ville angribe hende, for at inderakte angribe hendes mor. Hendes mor. Raysal. Leder af Dødsgarden. Flygtning fra Azkaban. Delaine vidste ikke helt hvad det betød, andet end, at der var mange der gerne ville have fat i hendes mor. De mennesker var dumme syntes Delaine. De skulle ikke komme at tage hendes mor igen. For sidste gang de gjorde det, forsvandt far også. De var rigtig onde og lede mennesker. Men nu var både mor og far tilbage igen, og de havde lovet hende, at de ikke ville forlade hende. 

Hun vendte kort blikket bag ud, og så hvordan hendes mor kom rolig gående bag ved hende, før hun vendte blikket frem igen, for at se hvor hun løb. Det var lidt mærkelig at se mor sådan. Med stor mave, og uden far. Hun tænkte ikke så meget over det, før hun snublede over en gren, røg ned på jorden, og trillede kort rundt, for så at ligge helt stille. "Av..." Hun bed sig kort i læben, for at holde smerten og tårene inde. Uden held. Tårene gled ned af hendes kinder, og smerten flød fra hendes hånd, og hele vejen gennem  armen. "Av..." Hun så hvordan åbningen fra hendes hud, langsomt blev mere og mere rød. Blod. Hun blødte. Og det gjorde ondt. "Av, moar!" Græd hun nu, og kiggede tilbage mod sin mor, med tårfylde øjne. Hun ønskede at smerten skulle forsvinde, fordi det gjorde ondt! 

[Deleted]

Det var med et smil hun flugte efter sin lille spirvip. Hun kunne ikke tage øjne fra hende. Ikke fordi hun var bange for der skulle ske hende noget. Nej, der skete hende ikke noget, når hun var der. Hun kunne bare ikke taget øjne fra hende, fordi hun blev så glad, lykkelig og taknemlig over at se, at hun var mindst lige så glad, som Raysal var. Hun kiggede kort ned på sin mave, som allerede var blevet meget stor, før hun kiggede op igen på Delaine. Hun kunne næsten høre Noah for sit indre, da hun tænkte tilbage på deres samtale. Hun havde fortalt ham, at hun ville gå en tur i skoven med Delaine. Hun ville have fortalt ham, at det var fordi hun skulle mødes med sin gammel ven. Men hun turde ikke. Hun var bange for hvad Noah ville lægge i det, og gøre. Ikke at hun var bange for han ville gøre hende eller Delaine ondt. Det vidste hun godt han ikke ville. Men hun var bange for hvad han kunne finde på at gøre imod Chester, hvis hun overhovedet fik lov til at gå, og især uden ham. Han frygtede jo lige som hende, at de skulle blive opdaget i, hvor de var, og hvem de var sammen med. Hun sank en lille klump, som tanken fik hendes hals til at snøre sig sammen. Hvis de blev opdaget, kunne de ikke længere leve sådan som de gjorde nu. For hende personlig gjorde det hende ikke rigtig noget. Hun havde ikke brug for en seng og mad hver dag, men det havde hendes børn. Børn? Hvor var det en mærkelig tanke. Tanken om at hun ikke længere kun skulle være mor til Delaine, men også to andre, som hun allerede elskede lige så meget som Delaine. 

Hun lagde en hånd på sin mave med et smil. De var også en grund til, at hun næsten var sikker på, at Noah ikke ville lade hende gå, hvis han vidste hun skulle mødes med Chester. For det var jo ikke kun dem der ville komme i fare hvis hemmeligheden om hvor de var slap ud, det ville deres ufødte børn også. De børn som lige nu var skyld i, at Raysal nu havde et mindre handicap, hvis en duel eller lignede skulle finde sted. 

Det eneste der dog skete, var at hendes hjerte stoppede kort med at slå, da hun så hvordan Delaine fløj ned mod jorden. Hun gik så hurtig hen til hende hun kunne, og fik med besvær sat sig ned på hug ved hende. "Så, så lille skat." Trøstede hun, imens hun trak hende ind til sig. "Så, så..." Trøstede hun og strøj hende beroligende over hårdet. "Så, så, det skal nok gå, rolig, jeg er her."

[Deleted]

Chester, den meget kortfattede og indesluttede person som han var. Var rejst hjem fra hotelværelset i England til hans lille landsby hus i Peru. Han tog en dybindånding som han gik igennem den fugtige skov og spejdede, han hørte en dump lyd og skriget, han vidste allerede at noget var galt og han synes han mindedes stemmen. Han havde sørget for at bruge alle de slørings muligheder han havde for at gemme sig for ministeriet. Han kiggede på to skikkelse en ret tyk kvinde og en lille pige, begge med blåt hår og et ganske kort sekund var han slet ikke i tvivl om hvem det var. Han trådte frem i lysningen og kiggede på dem, med et smil, Delaine var smukkere end han huskede hende og Raysal var blevet meget mere kærlig af hvad han kunne se. Han smilede og rømmede sig "Diamant og Giraf" han grinede og kiggede ned på sine sko.

[Deleted]

"Moar..." Græd hun stille ind imod sin mor, da hun trøstede hende. Det gjorde stadig ondt, men det hjalp, at hendes mor var der, og trøstede hende. Hun snøftede kort, og prøvede på at tørre sine øjne med sin raske hånd, med det resultat, at hun bare blev våd flere steder i ansigtet. "Det gør ondt..." Beklagede hun sig, og mærkede hvordan tårende strømmede på ny ned ad kinderne, da hun igen tænkte på smerten. 

Hun prøvede på at stoppe med at græde højlydt, da hun hørte en stemme. De var ikke længere alene. Hun kiggede i retningen mod stemmen, og puttede sig ind mod sin mor, da hun så manden. Han så fredelig nok ud, ud fra hvad hun kunne se sine tårfyldte øjne, men hun var stadig for skræmt over sit fald, til at ville forlade sig så meget som en centimer fra sin mor.

[Deleted]

"Så, så, jeg ved det lille skat, jeg ved det." Trøstede hun, og lod hende bare græde ud, og komme sig over chokket. Det havde været et grimt fald. "Så, så," trøstede hun igen, og gav hende et kærligt klem, før hun hørte en stemme. Instinktiv røg hendes hånd mod hendes stav, men hun stoppede op midt i bevægelsen, da hun så hvem det var. "Chester!" Udbrød hun glad, og fik lyst til at gå over hilse på ham med et knus. Det kunne hun dog ikke få sig til, ikke så længe Delaine stadig var ked af det og skræmt. "Se Delaine, se, det er Chester, kan du huske ham?" Sagde hun, og prøvede på at få Delaines tanker over på noget andet, så hun glemte sit fald.

[Deleted]

Han kiggede på Delaine og derefter på Raysal, han smilede blidt og havde allerede målt Rays mave med øjnene, det klædte hende virkelig at være gravid. Han kiggede derefter på Delaine igen og ned på et bur han havde i sin hånd hvor der var overdækket et lagen hen over den. Han kiggede på Delaine og smilede venligt "Jeg har noget med til dig" han satte buret ned og trådte lidt tilbage, han smilede let og trådte tilbage og kiggede afventende på dem. Han havde købt hende en lille kattekilling, så hun altid havde en ven så skulle Ray ikke altid tænke over det. Han trådte hen imomd Raysal og kiggede ned på hendes mave "Du er smuk Ray, mere end jeg husker" han smilede blidt og afventede om hun ville give ham en krammer eller ej.

[Deleted]

Hun snøftede og tørrede øjne igen, og kiggede igen på ham, da hendes mor spurgte om hun kunne kende ham. Han virkede lidt bekendt, men mere kunne hun ikke huske. Det var også lang tid siden, at hun havde set andre end mor, far og personalet. 

Hun klamrede sig stadig til sin mor, da hun kiggede nysgerrig på burret. Hvad var der inde? Hun skulle lige til at spørger, hvad der var der inde, da hun hørte et lille mijav, som fik hende til at smile bredt. "En kat!" Jublede hun glad, og gik over mod burret, for at se nærmere. Havde han virkelig taget en kat med til hende?! Hun havde aldrig ønsket sig at få et dyr, men det var fordi hun aldrig rigtig havde tænkt på det. Det var måske også derfor, at hun blev ekstra overrasket, og ekstra glad over, at han havde en med.

[Deleted]

Det var først nu, at hun fik øje på burret. Hun havde været for optaget af at prøve på at trøste Delaine, og glæden ved at se sin gamle ven. Hun kiggede undrende på burret. Hun kunne ikke regne ud, hvad pokker han havde taget med til hende, som krævede et bur? Hun fik svaret, da hun hørte et mijav. En kat? Jo, hvorfor ikke? Det kunne hun da sagtens få. 

Hun rejste sig op, da Delaine gav slip på hende. Hun rette kort sin ryg ud, og kunne mærke hvor meget mere ondt det havde gjord, end hun lige først havde regnet med det ville. Det skulle hun nok huske fremover. For nu var det noget andet hun ville bruge sin opmærksomhed på. Hun kiggede fra Delaine over på Chester med et smil, før hun gik hen til ham, for at give ham det knus, som hun havde ville givet ham, lige siden hun fik øje på ham. "Smukkere?" Spurgte hun, og følte sig ikke smukkere. Men nu var det også over 10 år siden, de sidst havde rigtig set hinanden. Hun ville havet inviteret ham til sit bryllup, men der skete så mange ting den gang, at hun aldrig nåede at finde ud af, hvor han boede, før det var for sent. Det var først da hun havde overtaget Ministeriet, at hun fandt ud af hvor han var. Men hun nåede aldrig at snakke med ham, før hun røg ind igen, og hun havde jo også haft travlt, efter hun kom ud. Hun havde haft så travlt, at det var helt mærkeligt, at han rent faktisk var her lige nu og her. "Hvis der er nogen der er blevet smukkere, så det da dig." Sagde hun med et smil, og kiggede rigtig på ham. Han havde fået sig et rigtig flot skæg, som klædte ham bedre end hun havde troet. Og så havde han også fået flere muskler. Det var tydeligt at se, resultatet af hans hårde arbejde.

[Deleted]

Han kiggede på Delaine som virkede glad for katten og løftede tæppet af så hun kunne se den lille mand. Han smilede og kiggede på hende "Ja lille Diamant, en kat til dig" han smilede og satte sig ned på hug og kiggde på katten. Men rejste sig dog hurtigt igen og trådte over til Raysal og slog armene om hende i et stort knus "Ja, smukkere" han hviskede det let ind i hendes hår, det var om end det kunne blevet endnu mere blå. Endnu smukkere, han tog en dyb indånding og kiggede på hende "Det klæder dig at være gravid" han strøg hende blidt over maven og kiggede derefter alvorligt på hende "Mig? Smukkere?" han grinede hæst "Det hjælper at træne en masse dage, for at blive bedre til at forsvare sig, til at forbande andre" han ansigt fortrak sig i et koldt smil og han grinede hæst. "Hvordan går det Ray? Du er jo blevet lidt af en helt for mig, efter du brød ind i ministeriet og nakkede ham der fjolset" han grinede hjerteligt og trådte lidt væk fra hende igen.

[Deleted]

Da han løftede tæppet, så hun bedre kunne se, åd hun den nærmest med øjne. Det var i sandhed kærlighed ved første blik! "Hvor er den sød!" Udbrød hun med et bredt smil. Hun stak forsigtigt sin finger inde, så hun kunne ae den, og mærke dens bløde pels. "Hej lille ven." Hun tog den dog hurtig til sig igen, da katten igen mjavede, fordi hun var usikker på, om det var fordi den kunne lide det eller ej.

[Deleted]

Raysal kunne ikke lade vær med at grine over, hvor glad Delaine var blevet for katten. "Og hvad siger man så?" Spurgte hun hende, for at minde hende om hendes manere. Det var bare simpel opdragelse. 

Hun kiggede letter forlegent ned i jorden, da han kommenterede hendes mave. Hun havde ikke fortalt ham, at hun var gravid. For hun havde ikke turde at skrive det i brevene til ham. Godt nok skrev de i et slags kode sprog, men hun turde stadig ikke tage chancen. For alt der kunne afsløre hende og Noah, var noget hun undgik. For hans og Delaines skyld. Der gik et sug igennem hende, da han rørte hendes mave. Det var første gang, at det ikke var Noah, Delaine eller señora Cortez, der rørte ved den. Det var en mærkelig fremmede følelse. Det var lidt ubehageligt og utryg, hvilket var mærkeligt, for hun vidste jo godt, at Chester ikke ville gøre hverken hende eller hendes børn noget. Måske var det et moderlig instinkt? Hun vidste det ikke. 

Hun smilede, da han grinede. Hvor havde hun dog savnet den lyd. "Ja, hård træning har det med at belønne sig." Hun havde selv altid trænet hårdt, og hun vidste godt, at hvis hun ikke havde gjord det, så var hun aldrig blevet så dygtig, og hun var hellere aldrig blevet leder af Garden, hvis hun overhovedet var blevet en del af den i første omgang. Hun jagede hurtig tanken væk, for hun vidste, at det var på grund af Garden, at hun havde mødt Noah. Måske havde de mødt hinanden alligevel, men tanken om de måske ikke havde, var væmmelig. 

Hun kunne ikke lade vær med at smile, da han nævnte hendes visit i Ministeriet. "Når, lever han endnu?" Spurgte hun henkastet, som om hun ikke kunne huske, om hun havde gjord det af med ham eller ej. Hun holde dog ikke facaden længe, før hun grinede af det, og svarede på hans spørgsmål. "Det går godt. Mere end godt." Hun smilede glad og lykkelig til ham, for at vise, at hun virkelig mente det, og ikke bare var noget hun sagde, for ikke at gøre ham nervøs eller bekymret. "Og hvad med dig?" Spurgte hun, og blev lidt nervøs for hans svar. Det måtte være mærkeligt for ham, at være her, og igen se, at hun igen havde valgt ham fra, til fordel for en anden. Hun vidste godt, at han stadig havde nogle følser for hende, men hun vidste ikke hvor mange og hvor stærke de var. Og det bekymrede hende. For hun kunne ikke lide, at gøre ham ondt.

[Deleted]

Han kiggede ned på Delaine og smilede stort "Det er jeg glad for at du synes Delaine, den er din hvis du vil have den" han grinede og vendte sig mod Raysal igen "Heey, mutter hun skal nok sige tak når hun har bedømt om den er sød nok" han grinede og vendte sig mod Delaine igen "Det var så lidt Delaine". Derefter vendte han sig imod hende igen, det var sært at se hende som gravid, specielt fordi hun sidst han havde set hende havde været åleslank, med en perfekt figur. Ikke at hun ikke stadig havde det, men hun var nærmest endnu smukkere med den store mave, han grinede blidt og nikkede så "Ja hård træning er det bedste" han strøg hånden igennem sit skæg og smilede, han selv havde virkelig måtte knokle efter deres brud på Hogwarts, havde han haft et par år hvor han døsede rundt og lavede ingenting, derefter havde han sat et mål at komme i ministeriet, med det mål kom en masse målrettet træning og han gjorde det virkelig til sidst, klarede det og kom i ministeriet. Hans tanker blev brudt og han måtte grine højt "Ja, det tror jeg da, ikke at jeg ser meget til ham. Men man høre en masse i ministeriet" han grinede igen og kiggede ind i hendes øjne og grinede "Det er godt at høre at du trives Giraf, jeg savner dig virkelig meget" han tog en dyb indånding og trådte ldit væk.
Hvordan gik det ham egentligt? Nu hvor han tænkte over det, var han faktisk ved at gå til af ensomhed, men han havde lært at tøjle den. Men det var rart at hun havde rakt ud efter ham, for så havde han tid til at vænne sig til at hun var optaget og havde familie, han selv havde mistet alt. Han tog en indånding og sukkede tungt ud "Jeg har det nogenlunde, men det meste af min familie er gået bort siden Hogwarts!"

[Deleted]

Et lille glædesvin kom fra hende, da han sagde hun måtte få den. Hun kiggede kort op på sin mor, for derefter kigge over på Chester. "Mange tak!" Sagde hun med et stort smil, før hun igen kiggede over på katten igen. "Han skal hedde Prins Pjuskepels!" Kom det bestemt fra hende, før hun igen forsigtig stak en finger ind til den. "Hej Prins Pjuskepels," hilste hun stille og roligt, for den ikke skulle blive bange.

[Deleted]

"Den disksution kan vi tage den dag, du får nogle børn." Hun havde knap nok sagt det, før hun ønskede at tage det tilbage. Hun vidste godt det var virkelig dumt sagt, men hun var blevet grebet ad stemningen. Hun vidste jo godt, hvordan Chester havde haft det, og hun var faktisk ikke helt sikker på, om han var helt over hende. Hun flyttede sit fokus over på Delaine, for at få det lettere akavet øjeblik til at forsvinde. "Prins Pjuskepels?" Gentog hun med et undrende smil. Hvor pokker fik hun det fra? Hun vidste det ikke var fra hende. Sådan et fjollet navn, ville hun aldrig kunne komme op med selv. Var det fra Noah? Jo, det kunne godt ligne hans dårlige humor, men havde hun allerede taget ham så meget til sig? Hun vidste godt, at hun så Noah som sin far, men det var alligevel skræmmende på en måde. Modvilje strøg tanken hende, at hun helt sikker havde det fra Colton, men hun skubbede hurtig den tanke væk. Colton var ikke andet et gammelt mareridt, der til tider dukkede op. Et mareridt, der kun havde efterladt én god ting i hendes liv. Delaine.

Hun kiggede tilbage på Chester. "Ja, jeg kan dog ikke træne så meget for tiden." Sagde hun med et lille smil, og fortrød nu lidt, at hun ikke havde taget Noah med. Det hele ville være så meget nemmere at forklare, hvis han havde været med. Det havde måske også været mindre akavet. For hun vidste jo godt, at han vidste, at hun jo ikke bare blev gravid på magiskvis, og hun hellere ikke bare blev gravid med hvem som helst. Hun bed sig kort i læben, og skulle til at fortælle ham om Noah, da han begyndte at grine over hendes henkastet bemærkning om William. Hun kiggede på ham med et smil. Hun elskede at høre ham grine. Det var som sød musik i hendes øre. "Så var mit besøg da ikke helt spild af tid," grinte hun med ham, og mærkede hvor meget hun havde savnet sin gode gamle ven. (#Friendzone) "Jeg har også savnet dig Ches," sagde hun med et smil og et blik, der understregede hvor meget hun havde savnet ham. 

Da han fortalte, at det meste af hans familie var gået bort, fik hun det bare endnu værre med, at hun stod sådan foran hende. Med en lys levende glad Delaine, og en mave, der indholde to børn, og var et tydelig tegn på, at hun var glad og lykkelig. "Det gør mig ondt." Sagde hun medfølende, både det med hans familie, og med det, at han så hende sådan her. Hun skulle havet ventet til, at børne var blevet født. 

[Deleted]

Det var med rolige skridt, at han havde fulgt Delaine og Raysal gennem skoven. Han havde holdt sig på god afstand, for ikke at blive opdaget. Han havde dog et par gange været bange for, at han havde mistet dem af syne, da han var så lang væk fra dem, at han kun kunne skimte deres afskylige blå hårfarve. Det meste af sit liv, havde han aldrig haft noget imod det. Han havde været stolt af det, men det hele ændrede sig den dag, han mødte sit livs kærlighed, Archisha. Hun havde virkelig vendt op og ned på hans verden. Det havde engang for alle, ændret hans syn på mugglerne. Det var dog først, da han hørte profetien, at han for alvor aldrig kunne blive den samme igen. Ikke før, han havde sikkeret sig, at den aldrig gik i opfyldes. 

Da han så hvordan de var stoppet op, nærmede han sig dem forsigtigt. Godt nok var hun alene, kun med sin datter, men han var ikke ung mere, og hun var jo lederen af Dødsgarden, hvilket både skræmte ham og gjorde ham vred. Dog håbede han på, at når han kom sådan og overraskede hende, ville han have en fordel-

Da han kom nærmere, kunne han se, hun ikke længere var alene. Detsvære. Han skulle ikke havet holdt sig så langt væk, og nu var det for sent at vende om. For han vidste, hvis han rørte sig, ville de hører ham, og når de gik, ville de få øje på ham. Han tog en rolig indånding, før han pustede ud igen, før han afsløret sig selv. "Godeftermiddag kære niece." Hilste han med en falsk stemme og et falsk smil. Han skulle også til at hilse på ham manden ved hendes side, men han nåede ikke så langt, før hans opmærksomhed var rettet mod hendes mave. Det var virkelig en oplagt chance! "Jeg ser du er kommet i ulykker, kære niece." Forsatte ham i samme tone, men smilet var forsvundet, og var blevet erstattet af ren væmmelse. Flere af hendes slags? Han rettede sin stav imod hendes mave. "Septumsempra," kom det koldt fra ham.