Long time no see

[Deleted]

Han kiggede på Delaine og smilede stort "Jamen det var så lidt lille prinsesse, så er han din prins pjuskepels" han smilede stort og kiggede derefter på Raysal ved hendes næste ord men lod som om han ikke hørte dem, hun skulle fandme ikke tro at han ikke havde prøvet men han kunne ikke leve med at det aldrig var lykkedes ham. Han sukkede let og satte sig ned ved et træ og kiggede på dem "Nej det kan jeg skisme godt se du ikke kan" han grinede blidt og mærkede hvordan hun nærmest proppede ham i en venne boks og lige nu kunne han leve med at være en ven, så længe han bare var en del af hendes liv. "Det er virkelig det sjoveste jeg nogensinde har set, at du lige ved det" han grinede og kiggede på hende og sukkede så tungt da hun igen hentydede til hans familie "damn det Ray, jeg har altid være en alene boer." han sukkede og kiggede ned på sine sko.
Han sprang op så snart han hørte Sytings forfærdelige stemme, han mindedes ham et eller andet sted fra. Han sprang ind foran Ray og løftede sin stav "PROTEGO" han viftede besværgelserne væk og kiggede op på Syting "Din forbandende..." han løftede sin stav og pegede den imod en stor sten "BOMBARDIO" han kiggede tilbage på Ray og Delaine "LØB FOR HELVEDE LØØØØØØØØØØØØB!"

[Deleted]

Hun sad og kiggede på Prins Pjuskepels, og prøvede på at snakke med ham så godt hun kunne, da han stadig var inde i sit bur, og stadig virkede nervøs.

Da hun hørte en ny stemme, kiggede hun op, for at finde ud af hvem stemmen tilhørte- Hun så en gammel mand, som hun ikke vidste hvem var. Og igen, hørte hun sin mor og far for sit indre, der fortalte hende, at hun skulle passe på med fremmede. Og da hun så Chesters reaktion, rejste hun sig op, og løb hen for at stille sig bag sin mor, for at komme i sikkerhed. 

Hun kneb øjne sammen, og vendte hovedet væk, da hun så manden rette sin stav imod hendes mor. Hun var bange, og havde ikke lyst til at se hvad der ville komme til at ske. Men der skete dem ikke noget. Ikke andet end, at hun blev forvirret, da Chester begynde at råbe at de skulle løbe. "Prins Pjuskepels!" Kom det desperart fra hende, da hun kiggede over mod buret med sin nye ven i.

[Deleted]

Hun smilede, da han sagde, at han godt kunne se det. "Måske kunne vi en dag træne sammen?" Spurgte hun med et smil, og håbede på det kunne lette stemningen lidt. Hun grinede lidt, "jeg er glad for, at jeg kunne bringe lidt morskab til det skrækkelig kedelige sted," grinte hun. 

Selvom han sagde, at det var ligemeget med hans familie, kunne hun ikke ladevær med at være ked af det på hans vegne. Her stod hun foran ham, med snart tre børn, og en mand hun elskede højt. 

Hun skulle til at spørger ham om, om han kunne tænke sig at blive gudfar, når den dag engang kom, men så langt nåede hun ikke før hun stivnede, da hun så, Syting! "Jeg... jeg..." Hun var for første gang i langt tid mundlam. Det var først da vreden til ham atter engang blussede op i hende. "Jeg slog dig ihjel!" Hun råbte ikke, men hendes stemme var fyld med vrede. Hendes øjne lynede, da han sagde, at hun var kommet i ulykker. Hun trak sin stav, men ikke hurtig nok, til at kunne nå at forsvare sig. Hun mærkede frygten stige i hende, da det gik op for hende, at han ville ramme hende, og hendes børn. Hun mærkede hvordan hendes hjerte fladt i et frit fald, da hun bare vidste, hvor meget det ville smerte hende og Noah, når deres børn var døde. Hun kunne ikke klare tanken. Dog var den ikke særlig lang, da Chesters protego nåede at redde dem. Hun kiggede taknemmelig på ham, og følte en stor trang til at give ham et kæmpe knus som tak, men det kunne hun ikke nu. Da han råbte, at de skulle løbe, følte hun sig splittet. Hun ville ikke efterlade ham med den psykopat, men hun vidste også godt, at hun blev nød til at flygte, ikke for sin egen skyld, men for sine børns skyld. Hvis hun blev der, udsatte hun dem for fare. En livsfarlig fare. "Vær forsigtig Chester." Sagde hun alvorlig, før hun tog fat Delaines hånd, så hun kunne trække hende med når de løb. På den måde, tabte hun hellere ikke hende af syne. Hun kiggede kort over mod katten. Hun vidste godt, hvad den allerede betød for hende, men hun ville ikke sætte deres liv på spil for en kat. "Ham henter vi senere," løj hun, imens hun gik langt nok væk fra Syting, før hun vendte sig om for at løbe, så godt hun nu kunne. Hun mærkede for hvert et skridt hun tog, hvordan tårene og frygten presse sig på. Hvis den psykopat gjorde Chester noget, ville hun ikke kunne tilgive sig selv. Og hvis han til og med også fik fat i hende og børne. Tanken var så frygtelig, at hun nu virkelig inderlig fortrød, at hun ikke havde taget Noah med. Hun lukkede kort sine øjne i, og bad til han var uden for, så han hurtigere ville kunne komme dem til undsætning. Det skulle hun dog ikke havde gjord. For i det sekund hendes øjne var lukket, snublede hun over en gren, og mistede balancen, så hun røg lige ind i et træ, og slog hovedet ind i en gren. Hun nåde dog at gribe fat i træet og genvinde sin balance, før hun væltede, det resulteret dog i, at hendes hånd blev fyldt med hudafskrabninger fra træets ruge bark. "Av for..." Hun stoppede sig selv i at bande. Godt nok var det en stresset situation de befandt sig i, men det betød ikke, at hun ikke forsat skulle opføre sig som en mor, når Delaine var til stede. 

Hun kiggede kort rundt for at orientere sig om, hvor de var. Hun var så småt ved at kunne se slottet, men det var stadig ikke tæt nok på, til hun kunne kalde på Noah, ikke engang ved hjælp af magi, ville han kunne høre hende. For han ville ikke kunne høre hende, selvom hun brugte sonorus. Og bruge sin patrunos var hellere ikke en mulighed. Den ville afsløre alt for meget. Selvom hun vidste det var umuligt, kunne hun ikke lade vær med at prøve. "@noah01 !" Råbte hun af sine lungers fulde kræft. Hun lukkede igen hendes øjne i, og bad igen til, at han kom for at hjælpe dem, før hun atter engang satte i løb, da hun nu havde genvundet nogen af sine kræfter, efter det mindre styrt.

[Deleted]

Et ondskabsfuld smil spredte sig på hans læber, da hun sagde, at hun havde slået ham ihjel. Han nåede dog ikke komme med en bemærkning til det, før det hele eskalerede, og stenen ved siden ad ham eksplodere. Han røg tilbage og faldt ned på jorden, og prøvede på at dække sit hoved, for at forhindre stenstykkerne skulle ramme ham. Da det holde op med at regne med sten, kiggede han vredt mod manden og blev irriteret over at se, at Raysal ikke længere var at få øje på. "Din idiot!" Kom det vredt fra ham. "Er du klar over hvad du har gjord?!" Han begyndte at rejse sig, og så gik det op for ham, hvem manden var. "Er du ikke... Cleve Niles? Chester Cleve Niles?" Spurgte han, og mindes det billede han havde set ad ham i aviserne. Hvad pokker fik en minister til, at hjælpe Raysal? Det gav ingen mening i hans hoved.

[Deleted]

Han kiggede kort tilbage på Ray og håbede virkelig at hende og Delaine ville komme tilbage sikkert og i et stykke. Hans hjerte hamrede i hans bryst og han trådte frem imod ham "Lige reddet en højgravid kvinde og hendes forsvarsløse datter fra at blive slået halv fordærvet af en gammel gris" han skubbede ham ned igen lige så hurtigt som han prøvede at rejste sig og stillede sig på hans arm og rakte hans stav helt ned i hovedet på ham "Nej, jeg hedder Prins pjuskepels" han sukkede opgivende og rettede staven imod ham "Hvad er dit problem fister?" han pegede den direkte imod Syting og smilede skælmsk, måske skulle han prøve sig med en omgang Dolor, det var længe siden han havde prøvet på et menneske. Han grinede og hvislede ud mellem tænderne "dolor!" han grinede og kiggede på den alt andet end kønne man som lå der nede på jorden og lignede en gammle krybling.

[Deleted]

"Du fårstår ik..." Mere nåede han ikke sige, før han blev skubbet tilbage mod jorden. Han prøvede på at vride sin arm fri, uden held. "Mit problem er, at min bror har fået sig en dræbermaskine!" Havde det ikke været for profetien, havde han aldrig forstille sig, at hans lille niece, ville blive det. "Hun er modbydeligheden selv!" Hans vrede blev på et sekund afløst af ren ulidelig smerte, da forbandelsen ramte ham. Han prøvede på at skrige af smerte, men smerten lammede hans stemme. Smerten var så slem, at det eneste han kunne tænke på, at det skulle holde op! Død eller levende betød ikke så meget for ham i dette øjeblik.

[Deleted]

Han holdt sin stav stadig over ham og hvislede ud mellem tænderne "Jeg kan Love dig for at den eneste psykopat her. Det er dig Sytings. Først prøver du at slå Raysal og hendes søster ihjel da de var små. Nu møder du op mens hun er højgravid og med sin lille datter" han gav besværgelser er nyt skud og kiggede ned på den afstumpede klamme skabning der foran ham og han sparkede let til ham "rejs igen, langt væk. Jeg vil altid være hendes skygge og hjælpe hende gennem alt smerte og lidelse Hun skulle føle. Og jeg er ikke et eneste sekund bange for at tage livet af dig. Er det fattet?" han slap dog ikke besværgelsen men lod den faktisk bare gjalde ud af spidsen af hans stav igen "Hvis ikke Jeg vidste at det ville gøre Raysal lykkelig over at slå dig rigtigt ihjel. Så havde jeg selv gjort det"

[Deleted]

Han rystede en enkel gang vredt på hovedet. "Jeg prøvede ikke på at slå Rahuu ihjel," mere nåede han ikke sige, før smerten atter engang tog over hans krop og fornuft. Det gjorde så forbandede ondt, at han hun med et halvt øre hørte, hvad han sagde. Dog var der en ting der fangede hans opmærksomhed, der fik ham til at grine letter sindssyg. "Når, så du ikke engang manden i hendes liv?" Grinte han hånligt, da han var gået ud fra, at det var det, der havde været deres relation, for han mindes også noget med, at de havde været kærester på Hogwarts, ud fra hvad han havde forstået på Judas den gang. "Så du bare den stakkels forladte hundehvalp, der bliver ved med at tigge om at få kærlighed fra sin gamle ejer, hvor ynkeligt." Grinte han før hans grin blev til en hosten, da han mærkede hvor afkræftet han allerede var blevet. Han var ikke længere den unge mand, han engang havde været.

[Deleted]

Han kiggede på ham og grinede så "Nej det siger du jo godt nok, din klamme særling" han lod igen staven pege imod ham "Jeg har virkelig lyst til at slå dig ihjel" han smilede blidt og mærkede hvordan hans ord prallede af på ham og sukkede tungt. Han kiggede på ham og mærkede hvordan det irriterede ham at hans ord alligevel brændte en smule "Næh, men det kunne jeg være. Men det er ikke sikkert jeg ønsker det mere!" han smed igen staven imod ham og sukkede "DOLOR!" han sparkede igen ind i hans brystkasse og sukkede tungt "Jeg er ikke en forladt hundehvalp. Og jeg tørster ikke efter hendes kærlighed, Raysal bestemmer selv hvem hun elsker!" han grinede hånligt og slikkede sig om munden "Men i det mindste, er jeg ikke så afstumpet at jeg forlader min hustru og min søn. For at vende tilbage som en vammel gammel nisse!"

[Deleted]

"Jeg mener det, jeg har aldrig ville andre til livs, end Raysal!" Hans stemme var vred, og letter bedende, da han prøvede på at vinde mandens medlidenhed. Inderst inde vidste han godt, at det sikke ikke ville ske, men han kunne alligevel ikke lade vær med at prøve på det. 

Endnu et smertelig skrig lød, da besværgelsen atter engang greb fat i ham, og han mærkede hvordan det begyndte så småt at bløde i hans mund, efter sparket i hans bryst. Han hostede, da han var ved at blive kvalt i sit eget blod, før det kom afkræftet fra ham, "monster kan ikke elske. Kun skabe kaos og ødelæggelse." Hans ulidelig smerte, blev være, da han nævnte hans familie. "Jeg gjorde det for deres skyld!" Vrissede han, før hans blik forlod manden, og kiggede i den retning slottet lå. Var Raysal nåede der hen nu? Sikkert ikke i den tilstand hun var i. Hans øjne blev fyldt med had og afsky, og han kiggede op på manden igen. "Forhelvede, så flyt dig dog! Før hun dræber flere uskyldige mennesker!"

[Deleted]

"Jeg er PISSE ligeglad" Chesters ellers varme og kærlige stemme, var isnende kold. Han kiggede på ham med de vredeste øjne han nogensinde havde forestillet sig han kunne fremtvinge. Han kiggede rundt hurtigt men holdt stadig sin stav imod ham og brugte Dolor, men han ville prøve at danne sig et forbandet overblik over hvor Ray og Delaine var. Han kunne ikke se dem? Så måske var de nået i sikkerhed? Han kiggede over på den lille kat, han måtte passe på den. Den betød allerede så meget for Delaine og han kunne ALDRIG drømme om at skuffe hende, han smækkede igen staven imod ham "Monstre?" ordet havde slået pusten ud af ham og han stirrede på ham med endnu mere vrede og afsky "Kaldte du hende lige for et ... damnING monster?" han løftede igen sit ben og sparkede ham hårdere end nogensinde lige i maven, gid at denne klamme afstumpede person måtte dø af indre blødninger. Han blev stående hen over ham og gav ham en ny omgang Dolor.. Han kiggede på ham med store øjne "Jeg flytter mig ikke, for den eneste der slår uskyldige ihjel.. Er dig, dig din syge person!"

[Deleted]

Han fulgte hans blik over mod buret. Var der noget vigtig der inde? Var det vigtig for Raysal? Det måtte det være, siden manden kiggede der over. Med stor besvær, fik han rettede sin stav over mod buret. "Confringo," en stor orange, ild lignede gnist fløj fra hans stav og fløj med stor fart over mod buret. Han nåede ikke se om den ramte, før sparket fik det til at sortne for hans øjne, og han krummede sig sammen til en kugle. Han hostede, og mærkede hvordan hans hals og mund var fuld af blod. Hvorfor forstod den mand ikke, at det var Raysal der var den farlige? Han lukkede øjne i, og lod som om han var besejret og overgav sig. Det var dog bare for at samle nok energi og fokus til at transfere sig væk fra manden. Han havde gjord det klart, at han var på Raysals side, og hvis han forsatte med at sparke og torturere Syting på denne måde, ville der ikke gå længe, før han ville komme til at dræbe ham.

Da han åbnede øjne igen, rejste han sig med stort besvær, hostede og spyttede noget af blodet han havde i munden ud. Han støttede sig til det nærmeste træ der var, og kiggede rundt. Han var ikke langt fra slottet. Og hvis han var heldig, så var Raysal og Delaine hellere ikke langt væk. 

Som han havde tænkt tanken, så han Delaine kom løbende på sine små ben. Og før han vidste af det, stod han nu med hende i sin favn, og rettede sin stav mod hende hoved. Han havde ikke i sinde at gøre hende fortræd, men han blev nød til at gøre hvad der skulle til, for at gøre det af med Raysal. Og ramme hende personligt, var det eneste som han endnu havde haft succes med.

[Deleted]

Delaine lagde ikke mærke til, at hendes mor var snuble og var røget ind i et træ. Hun var fuldt fokuseret på at bare at løbe hjem i sikkerhed. Hun ville bare hjem og have mor og far til at passe på hende. Og være så langt væk fra den afskylige mand som overhovedet muligt. Den mand var væmmelig og farlig. Det vidste hun. Hun vidste dog ikke, hvorfor han var det. 

Hun nåede ikke tænke mere over det, før hun mærkede al luften blive slået ud af hende, og hun blev løftet op. Hun håbede på det var mor eller far der havde samlet hende op, men til sin store skreg, var det den væmmelig mand. Hun stivnede kort, før hun skreg af rædsel. "Moar!" Råbte hun desperart og bange, imens hun vred sig og sparkede for at komme fri. "Faar!" Tårende begyndte at løbe ned ad hendes kinder, og nogle får blade pinde og grene løftede sig fra jorden, da hun var helt ude af sig selv. Hun havde aldrig i sit liv været så bange! "Moar! Far!" Græd hun. Hun ville bare væk fra manden!

[Deleted]

Raysal mærkede hvordan hendes lunger brændte, som hun pressede sin krop til det yderste, for at løbe så hurtig som muligt. Havde det ikke været for den afstand der var mellem hende og Delaine, der kun blev større og større, havde hun ikke kunne holde til at løbe så hurtigt og længe. Delaine mindede hende konstant om, at Raysal kæmpede for meget mere end sit eget liv nu. Hun prøvede igen i et desparat at råbe, "@noah01 !" Hun blev dog nærmest kvalt i det, da hun så Syting. "Delaine!" Det var dog allerede forsent. Syting havde allerede fået sine klamme finger fat i hende. "Slip hende dit udyr." Hendes stemme var ikke mere end en tale, hvilket bare gjorde hendes ord stærkere. Hun stod og prøvede på at få vejeret, imens hendes hjerne kørte på højtryk. Hvordan skulle hun få Delaine tilbage, uden at komme til at gøre skade på hende? Hvor var Chester? Var han kommet noget til? Og hvor fanen var Noah, når hun havde brug for ham? 

Hun mærkede hvordan alle tankerne langsom gjorde hende ør i hovedet, men hun genvandt sit fokus, da hun mærkede et lille puf komme inde fra maven. Et puf der atter engang minde hende om, at hun ikke kun kæmpede for sin egen overlevelse. Hun havde aldrig kæmpet kun for sin overlevelse, så hvorfor begynde nu? Hun var Raysal Andrew Fox. Hun havde brugt hele sit liv på at kæmpe for det hun troede på. og hun havde ikke tænkt sig at stoppe! Ikke engang det levende genfærd foran hende, skulle stoppe hende. 

Med en præcis og bestemt bevægelse, rettede hun uden tøven sin stav, så den var rettet dierakte mod Sytings hoved, dog stadig ude for Delaines række vide. "Imperio."

[Deleted]

Han kiggede på buret og mærkede hvordan et kort stik af svigt følelse gled igennem ham, men han skyndte sig igen at springe frem og skubbe buret væk og skreg ”PROTEGO” han rejste sig op og pustede kort efter vejret ”Accio bur med prins pjuskepels” navnet fik ham kort til at smile, men den fik ham også til at vende koncentrationen endnu engang da han hørte Raysal skrige efter Noah, han sukkede let. Hvad regnede han overhovedet med? At han nogensinde kunne have sådan en plads i hendes liv igen? Ville han altid bare være den der skulle redde folk?

Han blev hurtigt kastet ud af sine tanker og transfererede sig frem til Raysal og Delaine, han tog fat i Delaines hånd og kiggede ned på hende ”Tid til at tage din lille kat, og løbe alt hvad du kan lille skat. Jeg skal nok hjælpe din mor. Men lov mig Laine, at du løber og ikke kigger dig tilbage?” han vendte sig mod Syting igen og kiggede på ham med inderlig vrede smeltet fast i hans ansigt. Han kiggede på Ray og trådte lidt tilbage. Han vidste at når Ray var som hun var lige nu, skulle han virke som en backup og være der hvis hun fik brug for ham, men han kiggede stadig noget irriteret på Syting og løftede sin stav ”Please Ray, gør det af med den klamme stodder. Han giver mig virkelig kvalme på så mange forstyrrende måder.” han grinede koldt og pegede sin stav imod Syting igen og ønskede sådan at han bare kunne slå ham ihjel, men han ville lade Ray få æren til hver en tid.