Long time no see

[Deleted]

"Så stop dog med at gå i vejen!" Vrissede han vredt, da han atter engang så hvordan manden så let som ingen ting, forhindrede ham i, at dræbe Raysal. "Fatter du ikke, at hun er et monster der skal udyders?" Mere nåede han ikke sige, før han med nød og næppe fik afvæbnet lynet, og før han igen røg til jorden med et smertelig skrig. Han mærkede hvordan alle hans muskler og knogler gjorde ondt, og hvordan han fik svært med at trække vejeret. Han havde ikke oplevet sådan en voldsom smerte før! Og han troede den gang han var støt på Raysal for omkring 15 år siden. Styrke kom åbenbart med alderen. "Stop," gispede han af smerte, og ønskede smerten ville holde op.

[Deleted]

Noah holdte staven og mærkede hvordan staven gav modstand når jan kastede de utilgivelige forbandelser. Noahs øjne blev fuldkommen hyllet ind i følelsesløshed som han kun havde haft som ung, den gang var døden var dagligt, og kamp var livet. Noah trak sin stav væk, og svingede så staven med enormt kraft, hvorefter jorden under den gamle mand begyndte at ryste, og korden begyndte at vælte ind mod den gamle mand.
I samme bevægelse drejede Noah rundt og satte en frygtelig sort kugle afsted mod sen gamle mand. Kuglen var en miniature ud gave af et sort hul.

[Deleted]

Hans øjne spærrede mere og mere op, som smerten tog mere og mere over. Han kiggede undrende rundt, da han mærkede jorden ryste. Jordskælv, her? Slottet lå jo langt fra jordskælvrområder? Det var først, da han så de mindre sorte hul, at han forstod det. Det var manden der stod bag det! "Stop!" Sagde han mere bestemt, og fik lavet et skjold rundt om sig selv, da det var det eneste han havde kræfter til. Han var jo ikke længere ung og var fyldt med energi og kræfter. "Stop! Hvis du dræber mig, tilgiver hun dig aldrig! Hun vil hade dig til evig tid, og vil aldrig se dig igen!" Han vidste det var fejt at spille på andre folks følelser, men denne mand var allerede blevet udnyttet så hvad betød det, at Syting også gjorde det? "Hvis du dræber mig, ser du aldrig hende igen, og du kommer hellere aldrig til at se dit djævleyngel." Han vidste det var utrolig lavt, selv for ham, men dette var den eneste måde han kunne forsvare sig selv på. Hvis han skulle have en chance for overlevelse, måtte han få manden til at stoppe med at angribe ham længe nok, så han kunne flygte. Normalt ville han ikke flygte før han havde opnået sit mål, men han havde allerede set Manden Med Leen op til flere gange ind for den lille times tid det var stået på.

[Deleted]

Noah så rasende på den svage gamle mand, hvad fande havde gjort at han havde overvundet to magiker undrede han. Noah grinte højlydt.
"Gamle mand, du ved ikke hvem jeg er" sagde han og pegede mod et træ med sin stav, hvorefter et klart skud fløj mod det og brækkede en gren af, som så svævede i luften og fik med to sving en spids ende.
Noah svingede staven imod den gamle mand, og lod den spidse gren flyve hen imod hans skulder.
"Du rør aldrig Raysal igen. Næste gang vil dette være ingen ting i forhold til hvad du føler nu" sagde han og svingede staven i en velkendt bevægelse.
"DOLOR!!" Råbte han i raseri.

[Deleted]

Han kiggede undrende og mere fokuseret på manden, da han sagde, at han ikke vidste hvem han var. Hans blik var blevet sløret, på grund af de mange andgreb som forvolde ham stor smerte, så der gik et stykke tid før han så hvem han var. Og da det gik op for ham, grinede han ukontrollabel, på trods hans smerter. "Du, du er Noah Grad?" Grinte han, og blev nød at tørre en tåre væk fra sine øjne. "Det må jeg give hende. Hun ved da lige hvilke mennesker hun skal udnytte til sin fordel." Han grinte så meget over det, at han næsten ikke hørte hvad Noah sagde. "Bare rolig, aurorne skal nok tage sig af hende og dig, når jeg fortæller ministerren for magi, hvilke lands forræder der er lige under hans næse." Hans ord var truende og alvorlig, men han nåede ikke se hans reaktion, før han mærkede en stor smerte ved hans skulder, da grene borde sig ind i den. Han skreg af smerte, og mærkede hvordan han ikke kunne mærke eller bevæge sin skulder eller resten af sin arm. Var hans arm blevet lam på grund af grenen? Han nåede ikke tjekke det, før doloren igen fik tag i ham. Denne gang var smerten så voldsom, at hans skrig var helt lydløs, og han så småt så sit liv passerer revy. Han så sin fars strenge og alvorlige andsigt, da han nævnte planerne om at udrydde en hel by med muggler. Den by hvor hans kæreste, og nuværende kone boede i. Han så hvordan han havde reddet hende fra døden. Han så hvordan hun var gået med til at blive gift. Han så hendes vrede andsigt, da hun var blevet gravid. Ikke tale om hun ville udsætte et barn for den samme fare de var i. Han så hvordan han fandt profetien om Raysal. Han så sin søn blive født. Han så hvordan Rahuu var underlagt en dorlor. Han så sin søn vokse op, og alle de breve han skrev til ham i løbet af sin tid på Hogwarts. De breve han blev nød til at brænde, for at skjule over for sin kone, hvor meget deres søn led under Raysals evig mobbning af ham. Han så sit møde med Raysal, hvor hun næsten havde slået ham ihjel, men var blevet reddet af en auror. Og han så hvordan Raysal havde dræbt en næsten tro kopi af ham, for at hans familie ville være i sikkerhed, og så han kunne planlægge Raysals død i fred og ro. Og den død skulle finde sted nu. Nu hvor hun var mest lykkelig, så hun virkelig kunne føle den smerte, hun havde givet flere hundrede mennesker! 

Han holde fast og klammerede sig til det sidste han så. For at haddet til at fylde ham med styrke nok til at holde sig i live. Det var hans livs mål, at gøre det af med Raysal, og det skulle ingen komme og ødelægge for ham. Ikke engang stor røvet folk med kæmpe egoer.

[Deleted]

Noah holdte forbandelsen mod den gamle mand, og satte sin fod på hans hånd, hvor staven var i. Han så med de kølige øjne på ham og grinte let, og lod så forbandelsen stoppe.
"Du er ynkelig." Sagde han med en kølig stemme og skubbede den gamle mands stav ud af hans hånd, hvorefter han satte sit knæ på mandens bryst og lagde sin stav mod hans hals.
"Noah Grad? Jeg er Noah Grindelwald, og høre jeg det mindste fra dig eller høre jeg om dig. Du har sagt noget forkert, gjort noget forkert - vil jeg finde dem du holder af og gøre langt værre ting ved dem end der er sket for dig, og når du så har set alle du har holdt af været død, så må du dø." Sagde Noah og tog et greb rundt og grenen og trak den ud i er vrid.
"Jeg er langt farligere end Raysal" sagde han roligt, men med en følelsesløs tone. Han så på den blodige gren og hakkede den ned i hans anden skulder, hvorefter Noaj rejste sig og grinte hånligt. Han spyttede engang ned i jorden.
Den gamle man havde dog ret, han var ikke Noahs at slå ihjel, nok Raysal. Noah vidstecstadigvæk ikke hvem den gamle mand var, men det var egentlig os underordnet.
"Husk gamle mand, dit liv er i mine hænder og det vil aldrig være omvendt" sagde han grinende imens han begyndte at gå.

[Deleted]

Hele hans krop rystede i efterchok af de mange smerter, da han langt om længe mærkede dorloren give slip på ham. Der gik et stykke tid, før det gik op for ham, at hans stav ikke længere var i hans hånd, og han mærkede med det sammen hvordan panikken spredte sig, han slog dog hurtigt koldt vand i blodet, for at forholde sig rolig. Den ro forsvandt dog som duk for solen, da han hørte han kalde sig selv for Grindelwald. Han kiggede på ham med store øjne. Var han en Grindelwald? Var de ikke blevet udryddet? Han kiggede panisk efter sin stav, for at komme i sikkerhed, og for at med lidt held, gøre det af med ham. Måske var det ikke så mærkeligt, at han var sammen med Raysal, men mærkeligt, at han ikke havde gjord det af med ham endnu. Det havde han da troede han ville, medmindre, at han ikke vidste, at han var Syting. Han skulle til at spørger om det, da grenen i armen tog al hans opmærksomhed, og fik ham til igen at skrige af smerte. "Farligere end Ra...?" Mere nåede han ikke sige, før grenen ramte ham, og igen kom der et smertelig skrig fra ham, da begge hans arme nu gjorde ondt, selvom han ikke kunne bevæge dem. Han fulgte ham med øjne, da han rejste sig, og prøvede igen på at sige, det han var ved at sige, før han blev afbrudt. "Farligere end Raysal? Er det sådan du komplimentere og viser det monster respekt?" Kom det hånligt og utrolig afkræftet fra ham. 

Han fnøs kort og kiggede efter ham, da han begynde at gå. Han bed tænderne sammen, og tvang sin arm til række ud efter sin stav trods al den smerte der gennemsyrede hele hans krop. "Mit liv," begynde han så højt han kunne, for at sikker sig, at han kunne høre ham. "Mit liv kommer aldrig til at ligge i hænderne på noget så afskyeligt som en Grindelwald." Hans stemme var fuld af vrede, afsky og alvor. "Det har jeg en profeti på. Jeg har profetien om mig selv, og det monster der går under navnet Raysal. Jeg ved hvad hendes og min skæbne er, og jeg ved, at hun ikke selv ved det!" Han begyndte at grine hånligt og mindre sindsygt. "Og jeg ved, at hun vil gøre alt for at få fingerne i den, bare surt at jeg kom først. Og ja, jeg ved det, fordi hun har været på nakken af min familie, lige siden min søn var dum nok til at afslører sig selv for hende og omverden." Han rystede kort på hovedet. "Tror du det var for sjovt, at jeg fakede min egen død? Jeg gjorde det kun på grund af profetien. Jeg gjorde det for at beskytte min familie, imens jeg ventede på det rette øjeblik, til at dræbe hende. Jeg ventede til, at hun var så lykkelig, at det ville gøre ekstra ondt på hende af dø!" Han grinede igen sit letter sindssyge grin. "Jeg kender hende, og ved, at hun vil lide så meget mere, når hun ved, hvilket eventyr hun dør fra." Han grinede lidt voldsommere. "Og sikke et åndsvagt godt eventyr hun har fået strikket sammen." Han blev nød til at stoppe sig selv i at grine, før han kunne tale videre. "En storesøster hun endnu står i gæld til på grund af mig. Tre niecer hun holder meget af. En lille søster, der til hendes sorg ikke vil snakke med hende mere, fordi folk tror det er hende der reddet Raysal fra Azkaban, og selvom det smerter Raysal, kan og vil hun ikke røbe, hvem der rent faktisk gjorde det, for at rense sin søsters navn. Hun har en fætter hun heller ikke snakker mere med, da hun dræbte hans kæreste. Og så der min familie, som hun er på nakken af på grund af mig. Hun har fået sit drømme job. Hun har venner der vil altid stå ved hendes side. Ekskærester der endnu har et blødende hjerte for hende. Og sidst, og ikke mindst, har hun dig. Hendes lille dukke i hendes syge spil. Du ved godt hun bare bruger dig?" Endnu engang grinede han sindssyg. "Som om hun nogensinde ville kunne elske noget eller nogen. Hun er jo et sygt menneske. For hvilke mennesker får børn, bare for at bruge dem til sine egne dæmoniske planer?" Han skælvede kort ved tanken om en hær bestående af blå håret mennesker, der stod som zombier, klar til at tage imod Raysals mindste vink. Det måtte ikke ske. "Fatter du det nu? Fatter du hvilket monster hun er, og hvorfor hun skal dø?" Spurgte han, og mærkede hvordan han langsomt havde fået rettet sin stav mod Noah. Han samlede sig sin sidste energi, og gjorde det sidste forsøg på at angribe Noah, og sendte derfor dræberfobandelsen i mod ham.