Sister & Brother - Back together.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og strøg ham over kinden "Min smukke skat, med så mange ar på både krop og sjæl" hun lænede sit hoved mod hans skulder og strøg ham hjerteligt over armen. Hun kiggede på ham og rystede på hovedet "Han er forfærdelig, tænk sig at slå sit eget barn. Fordi man ikke får sin vilje?" hun mærkede hvordan vreden boblede i hendes da han viste hende arret. Hun havde lyst til at tage over med det samme og lave de samme ar på ham, slå hans far til han knækkede. Hun lænede dog sit hoved mod hans ar og pressede blidt sine læber imod det, hun ville kysse alle hans ar, få alle smerter til at forsvinde og vise ham at der hvor der var ar, kunne de sammen hele hinanden. Hun kiggede ind i hans øjne "Det bliver du nødt til min skat, jeg tror i begge har nogle ting i skal snakke igennem. Det er ikke kun dig der sidder i saksen her, det er også hende". Hun strøg ham kærligt over kinden og kyssede ham blidt på arret igen og nussede ham på armen igen "Jeg elsker også dig, jeg ved at du ville fortælle mig det på et tidspunkt. Alting tager tid, det er heller ikke ligefrem en af de helt namme ting og skulle fortælle min skat" hun krøb længere ind til ham og strøg ham over kinden "Jeg vil ikke miste dig, det her er noget vi sammen kan komme videre igennem. Over" hun smilede kærligt og strøg ham over kinden med et smil "Men hvis han nogensinde rør dig igen, så slår jeg ham fandme ihjel, uden at tøve!"

[Deleted]

Uriah vendte sit blik ned af, uden rigtig at vide hvad han skulle sige eller gøre. Det virkede som om, at han havde sænket alle parader, og nu blot var en åben bog, og det skræmte ham. Han havde altid været åben omkring stort set alt, men at hans eneste store hemmelighed nu ikke var hans alene, var ikke ligefrem behageligt, selvom det nu var rart, at han ikke skulle holde noget hemmeligt for Raven længere. Han tog forsigtigt begge hendes hænder i sine, og så hende atter i øjnene. "Det er ok, Raven. Jeg har det ok nu." Han blev igen tavs, da hun pludselig kyssede arret på hans kraveben. Han bed sig let i læben. Det var svært for ham, at forholde sig til situationen. Han havde sådan lyst til, at lægge armene om Raven får at berolige hende, såvel som ham selv, mens en svag stemme sagde til ham, at han lige så godt kunne sætte sig ned og græde. Men han havde aldrig været typen der græd, og mindedes ikke en eneste gang i sit liv, hvor han havde grædt. Han valgte derfor at lytte til den første stemme, og trak Raven tæt ind til sig mens han kyssede hende blidt.
Han så på hende og lagde armene over kors, mens han åndede tungt ud. Han havde fuldstændig mistet lysten til, at tale med Emily, især da hun sådan mindede om deres far af udseende. "Hvor igen er det lige du mener, at hun sidder i saksen?" spurgte han ironisk og rynkede igen på næsen. "Fint, jeg taler med hende." Hendes berøringer fik hans hjerte til at slå hurtigere, og han holdt hende igen tæt ind til sig. Et lille smil fandt vejen frem på hans læber. Han kunne slet ikke forstå, hvor meget hun ville gøre for hans skyld. "Tak Raven, men han får ikke chancen igen." Han knyttede let sine hænder, inden  han gav hende et kort kys på kinden.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og løftede blidt hans hoved op, hun kiggede ind i hans øjne og strøg ham kærligt på kinden "Uriah. Tak" hun mærkede hvordan hendes stemme blev tyk og grøddet, hun kunne mærke hvordan det gik hende på at han havde delt det med hende. Det gik hende på, fordi han pludseligt så, så sårbar ud.
Hun vippede et par gange på fødderne og strøg ham igen over kinden lige til han hev hende ind til sig "Du er ikke ok. Det gør ondt på dig, jeg kan se det. Men du bliver ok min skat." hun bed sig i læben, så hårdt at der næsten gik hul igen.
Hun lænede sig ind til ham og mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at hamre i brystet, hvordan en indestængt lyst til at slå hans far ihjel voksede i hende, hun sukkede højlydt og kiggede ind i hans øjne og kyssede ham.
Hun kiggede ned "Du har lige fortalt hende at den far, den far hun elsker og som hun higer efter ikke er det glansbillede som hun troede Uriah. Hun er knust, det må være vildt hårdt for hende min skat" hun strøg ham over brystet og kiggede ud på Emily "Sk... Skal jeg snakke med hende først?" hun vippede igen et par gange, ikke at hun overhovedet vidste noget om hvad hun skulle sige. "nej det får han ikke chancen for. For hvis jeg nogensinde ser ham i nærheden af dig eller vores hjem. Så slår jeg ham fandme ihjel!!" hendes øjne var nærmest sorte af hadet som brusede i hendes blod "Jeg elsker dig så forbandet højt. Det gør ondt at tænke på det her. At vide han har arret dig, at han har rørt dig på helt utilgivelige måder" hun tog en dyb indånding og sukkede.

[Deleted]

Han bed sig hårdt i kinden, da hun løftede hans hoved op, og han tøvende mødte hendes blik. Han knugede hende tæt ind til sig, og selvom det sædvanligvis fik hans hjerte til at slå endnu hurtigere, hjalp det ham denne gang til at slappe mere af. Hun havde virkelig nogle ubeskrivelige virkninger på ham, men han var ret sikker på, at det også var dem, der lige nu hold ham fra, at flygte endnu længere væk. Han ville have sagt hende imod, at han virkelig havde det fint nu, og det ikke gjorde ham noget længere, men det ville have været en løgn. Det gjorde helt ondt inde i ham, og han følte sig igen fuldstændig mundlam. Men hvad skulle han også have sagt til hende. Nej, jeg har det ikke ok, min far er skyld i, at jeg nok aldrig blive den samme, at han selv føler, at han er nødt til at slå på noget, når jeg bliver vred. Han kunne ikke få en lyd ud af munden, og holdt istedet Raven endnu tættere ind til sig.
Uriah så hen på det store vindue, hvor han kunne se Emily igennem, og tilbage til Raven med et opgivende blik. Han kunne godt se hvad Raven mente, og han måtte skære en lille grimasse. "Ja ok. Jeg skal nok tale med hende, hun er trods alt min søster." Han så på hen med store øjne, overrasket over hadet i hendes øjne. På en besynderlig og ubeskrivelig måde, var det helt rart at se, at Raven forstod ham, og elskede ham så højt, at hun kunne få så stort et had overfor hans far, blot ved at høre om hvad han havde udsat Uriah for. Men han ville aldrig kunne lade hende dræbe ham, eller gøre det selv. Han havde adskillige gange haft lydt til at opsøge ham og slå ham af alt af hans kraft, blot for at komme af med noget af sin vrede og frygt, men havde ikke kunnet få sig selv til det, for hvis han gjorde det, hvor meget bedre ville han så være selv? Han ville være den bedre mand, lære af sin fars fejl, og forsøge at rette op på sig selv. Han trådte derfor et skridt tilbage fra Raven, lagde sine hænder på hendes skuldre og så hende direkte ind i øjnene. "Raven, uanset hvor meget han har såret mig, må du ikke dræbe ham, ok? Han er stadig Emilys far og min mors mand." Han tøvede kort. "Og jeg vil ikke være som ham, og det skal du heller ikke være. Vi skal ikke ned på hans niveau." Han nævnte ikke sin lyst til at slå ham, eller hvor hans vredesudbrud og trang til at slå kom fra, som hun blandt andet havde set den første aften de var mødtes, hvor han havde slået sin hånd ind i væggen, for hvad godt ville det gøre.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og nikkede så "Jeg bliver stående her så, mens du snakker med hende. Du ved jo hvor jeg er bagefter" hun smilede let og kyssede ham blidt på kinden. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre for at gøre ham stærkere, for at gøre dem stærkere. Efterhånden havde de overlevet så mange ting, at det føltes som om de havde været sammen i årtier, selvom det kun var måneder der blev snakket om. Hun lagde blidt sin pegefinger mod hans ar og kyssede det blidt "Min stakkels skat" hun sukkede tungt og kiggede ind i hans øjne "Jeg slår ham ikke ihjel, med mindre han møder op her. Så dør han og jeg tøver ikke et eneste sekund Uriah, jeg vil ALDRIG se den forfærdelige afstumpede mand, som måtte ty til vold for at være en mand. Sådan en forbandet tøsedreng" hun trådte lidt tilbage og kiggede ind i hans øjne og sukkede, det gjorde virkelig ondt på hende at tænke på hvilken smerte han havde fået hendes elskede kæreste til at gennemgå, hvilken smerte hun følte nu ved at høre om det.

[Deleted]

Han nikkede stille, og så på hende. Han havde ikke den mindste idé om hvad han skulle sige til Emily, men vidste godt, at han var nødt til at sige noget, forklare hende hvad deres far havde gjort, og på en eller anden måde, få hende til at tilgive ham. Måske var deres gensyn ikke gået, som han kunne have håbet på til nu, men det kunne stadig rettes op på. Han trak hende kortvarigt helt tæt ind til sig, og kyssede hende blidt. "Jeg kommer tilbage om ikke så længe. Med eller uden Emily ved jeg ikke." Han så kort ind i hendes øjne og gav hendes hånd et klem, inden han trak sig væk fra hende og gik ud i gangen, trak sin jakke på og hoppede i et par sko, inden han gik ud af døren og om i haven. Han sukkede tungt inden han gik hen og satte sig ved siden af Emily. "Er du ok? Jeg ved godt, det er en del af sluge, men du må forstå hvorfor jeg ikke har sagt noget." Han så lidt på Emily, inden han vendte sit blik imod søen.

Han så på Raven med et alvorligt blik og rystede let på hovedet. "Nej Raven, det går ikke. Du må love mig, at du ikke gør ham noget." Han tog fat i hendes hænder, for at hun ikke kunne trække sig længere væk fra ham, og fastholdt hendes blik. "Selv hvis han pludselig skulle stå i døren, må du ikke gøre ham noget. Tro mig når jeg siger, at jeg sandelig også har haft lyst til at skade ham, men Raven, hvis du slog ham ihjel, ville jeg miste dig." Hans greb om hendes hænder blev lidt strammere, som hans hjerte slog hårdere i brystet på ham. "Jeg kan leve med min far, men jeg kan ikke leve uden dig." Han sank en klump i halsen, og slap forsigtigt hendes hænder. Bare tanken om, at hun skulle tilbage til Azkaban, men denne gang som fange, gjorde ondt på ham.

[Deleted]

Hun smilede da han hev hende helt ind til sig og kyssede ham kærigt igen. Hun nikkede til hans ord og strøg ham over kinden "Jeg elske dig din bisse, pas nu på hende" hun fulgte ham med øjnene som han gik ud og tog jakken og skoene på, hun håbede sådan at han var stærk for dem. Hun kunne virkelig godt lide Emily og ville nødigt miste hende i sit liv, hun gik hen til Xander og satte sig ned på gulvet ved hans kurv og nynnede sagte, det var rart og trygt at sidde der.

Hun kiggede på ham og nikkede så tøvende "Jeg kan virkelig ikke love dig noget" hun bed sig i læben, hvis han var her en aften hvor mørke var faldet på og hun ikke kunne opdages, kunne hun ikke love for hendes handlinger, hvis hun nogensinde opdagede igen at han havde rørt den person som hun elskede højest i dette univers ville hun heller ikke svare for følgerne. Hun sukkede og nikkede så lettere irriteret "Okay, jeg lover det for fanden" hun trådte lidt tilbage og var ved at vende sig om til hun hørte hans næste ord og vendte sig imod ham igen og kastede hænderne om halsen på ham og kyssede ham længselsfuldt og lidenskabeligt "Jeg kan heller ikke leve uden dig" ordene havde fået hendes hjerte til at smelte og sendt tårerne ned af hendes kinder endnu engang.

[Deleted]

Det var svært for fordøje alt hvad hun lige havde fået kylet i hovedet. Deres far havde slået Uriah bag hendes ryg. Hvor meget og hvor ofte havde hun ikke fået at vide, men vidste ærlig talt ikke om hun havde lyst til, at vide mere om det. Hun samlede en håndfuld sten op fra jorden og kylede dem én efter én ud i søen, så det gav et ordentligt 'plop' hver gang. Hun bed hårdt i sin kind, mens hun hørte Uriahs ord i sit hoved om og om igen. Pludselig hørte hun et suk bag sig, og kort efter satte Uriah sig ved hendes side. Hun så kort op på ham, inden hun igen vendte sit blik ned. Hun nikkede svagt. "Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal sige, Uriah. Jeg er ked af, at jeg ikke lagde mærke til det, og jeg er ked af, hvad du har været igennem, men det ændrer ikke på hvad du gjorde. Du forlod stadig mor og mig, uden så meget som at se tilbage." Hun kastede nogle flere sten ud i søen imens hun kæmpede med, at forholde sig rolig, selvom hun mest af alt, havde lyst til at skrige.

[Deleted]

Han skar en lille grimasse, af Emilys ord og så ned. Han måtte virkelig havde såret hende, selvom det egentlig ikke havde været hans hensigt, han ville jo bare væk fra deres far, til et sted hvor han ikke ville blive fundet. Han bed sig let i kinden og så til sin store overraskelse, at hun gjorde det præcis samme. Et lille smil fandt frem på hans læber, men forsvandt hurtigt igen. "Hør Em, jeg beder dig ikke om at tilgive mig, men bare at forstå. Jeg ved godt nu, at jeg sårede dig og mor ved bare at stikke af, men jeg kunne simpelthen ikke blive hjemme en dag længere end jeg gjorde, uden at det for alvor ville gå galt." Han vidste virkelig ikke hvad han ellers skulle sige, og endte til sidst med, også at samle en håndfuld sten op, og kaste dem ud i søen.

Han så bedende på hende. Hvis hans far skulle være så idiotisk at møde op foran deres hus, ville Uriah nok ikke vide hvad han skulle gøre af sig selv, men han ville ikke lade Raven gå ud og kæmpe hans kamp, særligt ikke hvis det kunne ende med, at hun ville blive taget fra ham. Han åndede lettet op, da hun lovede ham det, men nåede ikke at falde til ro, før hun pludselig vendte sig væk fra ham, og han så fortvivlet på hende. Han løftede en arm, for at række ud efter hende, men pludselig sprang hun tilbage ind i hans arme, og han greb hurtigt fat om hende og besvarede kysset lidenskabeligt. "Raven for fanden, du kan ikke bare sådan vende mig ryggen, du gjorde mig lige nervøs." Han tav pludselig, da han så hende ind i øjnene, og der løb tårer ned af hendes kinder. "Græder du? Raven jeg er lige her." Han sendte hende et lille og betrykkende smil, og tørrede forsigtigt hendes tårer væk fra hendes kinder, og gav hende et blidt kys. "Du må ikke græde, ok?"

[Deleted]

Hun studerede de to søskende som de snakkede sammen, mon det gik godt? Mon de vidste at hun hemmeligt heppede på at deres forhold skulle blive bedre, at hun ville give alt for at de to kunne forenes og blive venner igen, hun ville selv savne sine søstre. Rettelse hun savnede sine søstre, men lige nu havde hun ikke overskud i sit liv til at tilgive Raysal for deres sidste møde og hun magtede ikke og møde Rahuus sikkert bagkloge ord. Hun sukkede og strøg Xander over den grålige pels og kyssede ham kærligt "Mors lille møg hvalp" hun grinede og kiggede op på de to ved søen igen og rejste sig, hun begyndte at rydde en smule op og stille det næste måltid på bordet og mumlede nervøst.



Hun kiggede på ham og sukkede alvorligt "Uriah for fanden, du kan ikke forvente at jeg ikke vil gøre noget. Hvis han stod her en dag, han har banket dig" hun mumlede det sidste og strøg en hånd igennem det blå hår og lod det pjuske en anelse og hun lænede sig imod ham, hun ville aldrig kunne lade være? Han var så stor en del af hendes liv nu, at hun ikke kunne forestille sig at se passivt til mens hans far ville stå og true ham, måske endda prøve at slå ham. Hun sukkede let og kiggede ind i hans øjne "Jeg kan ikke bare love dig det, jeg beklager. Du må nu blive så tosset du vil, men jeg kan ikke love dig det." hun sukkede og bed sig i læben, dette her ville sikkert være noget de kunne diskutere i uendeligheder men hun vidste at han ville gøre det samme for hende og derfor gav hun sig ikke. Hun kiggede på ham og strøg ham så kærligt over kinden "Undskyld, det var ikke meningen at jeg ville gøre dig bange. Men jeg bliver nødt til nogen gange at vise dig, at de ting du siger har konsekvenser" hun sukkede let og kiggede ind i hans ansigt. Hendes kinder var våde af tåre og hun lænede sig ind til ham "Jeg græder sku da, fordi du lige har fortalt mig at du ikke kan leve uden mig. Din bøf!" hun grinede og kyssede ham igen.

[Deleted]

Hun lyttede til ham uden at sige et ord, og vendte først sit blik op imod ham, da han også samlede en håndfuld sten op og begyndte at kaste dem ud i søen. Af en eller anden grund, fik det hende til at smile. De havde nok ikke set hinanden længe, men de var stadig søskende, tvillinger, og det kunne man måske ikke se på deres udseende, men man kunne bestemt de det på deres væremåde. Hun nikkede stille. "Jeg forstår dig godt, og jeg kan også godt tilgive dig, men over tid." Hun tøvede lidt og så tilbage ind imod huset. "Måske vi skal gå ind til Raven igen? Hun vil sikkert gerne høre, at vi kan have en almindelig samtale igen." Hun rejste sig op fra jorden, uden at vente på svar fra Uriah af. Hun rakte dog en hånd ned til ham, for at hjælpe ham op fra jorden af igen. Det føltes helt rart, sådan at have sin bror tilbage. Så gjorde det knap så meget, at hun måske havde mistet sin far.

[Deleted]

Han så overrasket på hende. "Mere kan jeg ikke bede om. Tak Emily, jeg har virkelig savnet dig." Han havde ikke troet, at hun ville kunne forstå ham, og da slet ikke tilgive ham på noget tidspunkt. Han følte sig helt lettet, og lyste op i et stort smil. Han kylede alle stenene ud i søen, som hun rejste sig og rakte en hånd ned til ham. Han tog imod hendes hånd, og kom på benene. "Jo, det ville ikke overraske mig, hvis hun havde stået og luret på os igennem vinduet." Han så lidt på Emily, og havde egentlig lyst til, at trække hende ind til et kram, men gjorde det ikke. De havde kun lige fundet hinanden igen, det ville måske være, at stramme den lidt.

Han sukkede lavt. Han vidste godt, at det var meget at bede om, når han nu aldrig selv kunne finde på, at lade hende alene om, at mødes med Raysal igen, og følte derfor, at han lige så godt kunne droppe diskussionen, men forsøgte nu alligevel en sidste gang. "Ok, hvad med, at du ikke rør ham, så længe han ikke rør mig? Det virker fair." Han sendte hende et prøvende smil, selvom han egentlig var meget seriøs omkring det. Han ville ikke have rodet hende ud i problemer på grund af ham, og da slet ikke hvis hans far kunne finde på at slå ud efter hende. Han ville dog aldrig få lov til, at komme i nærheden af Raven, ikke så længe Uriah var der. Så stillede han sig hellere ind foran hende og tog slaget selv.
Han lagde sin hånd oven på hendes, da hun strøg ham over kinden. "Undskyld Raven, men jeg vil bare ikke miste dig, okay?" Han så dybt ind i hendes øjne. Han smilte lidt af hende, og tørrede igen hendes øjne og kinder for tårer og kyssede forsigtigt begge hendes kinder, og derefter besvarede han hendes kys. "Det er da ikke noget, at græde over." Han smilte lidt af hende og aede forsigtigt hendes ryg.

[Deleted]

Hun skyndte sig at flytte sig væk fra vinduet og begyndte at fjerne de kopper og det som havde stået på bordet med hurtige bevægelser og brug af lidt non verbal magi. Der gik ikke længe før Xander stod og peb ved døren så Hun lukkede ham hurtigt ud i haven og trådte ind igen og dækkede op med nye forfriskninger.

Hun kiggede på ham og bed sig hårdt i læben "Jeg har mødtes med Ray" Hun kiggede ned og mærkede hvordan nervøsiteten hamrede i hendes bryst ved at fortælle ham det, men i det mindste havde Hun advaret ham om at Hun ville gøre det. Hun nikkede til hans ord og smilede så "Jeg vil heller ikke miste dig. Så hvis han nogensinde Uriah .. Nogen damning sinde røre dig igen, så lamme banker Jeg ham og du kan ikke holde mig tilbage" Hun tog en dyb indånding og sukkede den ud. De tårer som var flydt ned over hendes kinder tørrede Hun væk og hviskede så "Det er fordi du gør mig så lykkelig mester. Jeg har aldrig prøvet noget i den dur her før. Virkelig" Hun kyssede ham blidt og lænede sig helt ind til ham som om Hun aldrig ville give slip.

[Deleted]

Hun så skiftevist fra Uriah og op på det store vindue i hans og Emilys hus, og et øjeblik troede hun, at kunne se Raven, men var ikke sikker. Hun smilte lidt. Uriah virkede helt glad, formegentlig også lettet, over igen at skulle ind til Raven. De virkede, som et rigtig godt par de to, som om de bare klikkede sammen, på en helt fantastisk måde. Det skar lidt i hjertet på Emily, at hun ikke havde det samme som dem, men på den anden side, var hun jo kun 21 år, og havde forhåbentlig et langt liv endnu. Hun så lidt på Uriah, inden hun begyndte at gå ind, stækrt efterfulgt af Uriah, der virkede ivrig efter, at komme ind igen. Hun sendte kort Uriah et blik inden hun åbnede døren og trådte ind i træhuset, hvor hun tog sit overtøj af, denne gang også skoene, for hun havde vel ikke noget at flygte fra længere. Hun gik ind i stuen, og så på Raven med et smil, uden rigtig at vide hvad hun skulle sige. Men ord virkede ikke så vigtigt længere, for hun havde da fået hvad hun var kommet for: sandheden og sin bror. Hun valgte derfor i ren glæde, at give Raven et kort kram, inden hun igen satte sig ved bordet.

[Deleted]

Uriah så op, da han følte sin søster øjne på ham og mødte kort efter hendes blik. Det var mærkeligt sådan, at se hende igen, for første gang siden hans flugt, blive råbt af og derefter få fortalt både hende og Raven sandheden, men selvom han var lidt bange for hvad de hver i sær kunne finde på at gøre, var det en lettelse ikke, at skulle bære hemmeligheden helt alene længere. Som om en del af byrden var blevet lagt over på deres skuldre, så Uriah ikke længere skulle bære det hele selv. Han fulgte hurtigt med hende, da Emily gik op imod huset, og gik også ind kort efter hende. Han tog sko og jakke af og fulgte efter Emily ind i huset, og smilte, som han så hvordan Emily gav Raven et kram. Dagen var slet ikke gået, som han havde forventet den, men var tvært i mod blevet meget bedre. Da Emily satte sig ned, gik han selv hen til Raven og lagde armene om hende. "Tak Raven," sagde han lavt ind i hendes ører, for hvad skulle han ellers sige? Hvis det ikke havde været for hende, ville han stadig have været på flugt fra dem alle, og han havde stadig holdt sandheden om sin far hemmelig, og takket være Raven, havde han igen en tvillingesøster, og hans far var han ikke længere alene om, at foragte eller decideret hade.

Han blev helt tavs ved hendes ord, og stirrede bare målløst på hende. Hun havde set Raysal, uden at fortælle ham det. "Undskyld, hvad har du?" Vreden boblede hurtigt op i ham, men blev erstattet af en langt mere dominerende følelse. Frygten og nervøsiteten. Han så indgående på hende og tog en anelse hårdt fat i hendes arme, for at se hende ordentligt. "Hvad fanden tænkte du, Raven?! Er du kommet noget til?" Hans stemme var høj og mere vred end sædvanligvis. Han fattede ikke, at hun var taget afsted uden, at havde fortalt ham om det. Tænk hvis der var sket hende noget...
Han så ind i hendes øjne, og havde svært ved ikke at smile bare en anelse. "Fint, men samme ting gælder for dig." Han så på hende med et seriøst blik. Han brød sig stadig ikke om, at hun skulle blande sig i hans kamp sin far, men hvis hun skulle, ville han også have lov til, at beskytte hende, imod hendes. Han strøg igen sine hænder hen over hendes kinder, for at få de sidste spor af tårer væk, og sendte hende et lille smil. "Jeg elsker dig så højt, blåbær." Han gengav kysset og lagde blidt armene om hende.