Sister & Brother - Back together.

[Deleted]

Emily tog sin kaffe op, og drak en anelse for hurtigt, som hun nu gjorde, når hun var nervøs, frustreret eller decideret vred. Hun lænede sig dog lettere tilfreds tilbage i stolen, som Raven gav Uriah ordet. Hun kunne med lethed se på ham, at han var ligeså nervøs, som hun selv var, bortset fra, at hendes nervøssitet var på vej til at blive vrede. "Du mener hvorfor du 'flygtede'.. og Christopher er altså vores far," rettede hun hurtigt Uriah, som nærmest kun lige var begyndt på at tale. Hun lagde armene over kors, og lyttede på hans ord, imens vreden og utålmodigheden boblede op i hende. Hun kunne måske have godtaget hans svar, og betragtet ham som en kylling resten af sit liv, men hun kunne tydeligt se på Uriah, at der var mere til historien, end han ville give udtryk for. Hun så kortvarigt spørgende på Raven, som for at se, om hun havde fået noget ud af ham. "Du har aldrig været en god løgner. Hvad mere?" Hendes stemme var hård og hun sendte ham et koldt blik. Hun var træt af, at han sådan flygtede hele tiden, både fra hende, forældrene og sandheden. "Uriah, jeg ved der er mere. Fortæl mig det."

[Deleted]

Hun kiggede på Uriah og løftede et øjenbryn, hans tyggen i kinden og hans flakkende blik fortalte hende ALT. Han sad og løg, hun rystede på hovedet og tog hans hånd som for at vise ham at de var stærkere sammen, hun strøg ham over knoerne og kiggede derefter på Emily og sendte hende et *Nej jeg ved heller ikke mere* blik. Hun tog en dyb indånding og kiggede igen på Uriah "Emily har ret, du sidder og holder noget tilbage Uri" hun strøg ham igen over hånden og smilede nervøst til ham. Det var ikke spor rart at sidde her i mellem dem, men han måtte virkelig også give hende noget hun kunne arbejde med hvis hun skulle hjælpe ham, hun kiggede derefter på Emily og smilede opmuntrende.

[Deleted]

Uriah vidste ikke hvad han skulle stille op med sig selv, og havde mest af alt lyst til, at rejse sig fra stolen, og løbe ud af huset, ud på gaden og så langt væk, som overhovedet muligt. Han så op på Emily, da hun brugte ordet 'far'. Han rynkede let på næsen. Christopher var måske hans genetiske far, men han havde bestemt ikke påtaget sig rollen særlig godt, og Uriah følte egentlig ikke, at han var hans far overhovedet. Bare tanken gjorde ham vred, og han smagte pludselig blod, og slap med det samme sin læbe. Selvfølgelig havde de begge gennemskuet ham, hvilket fik hans hjerte til at slå endnu hurtigere. Han faldt dog lidt til ro, da han pludselig mærkede Ravens hånd mod sin. Men han trak sin hånd til sig. Han ønskede ikke at tage den med ro, og han ville heller ikke holde hende i hånden, når hun sådan teamede op med Emily. Han sendte hende et bittert blik. "Der er ikke mere," sagde han i en pludselig hård tone, og mødte først Ravens, derefter Emilys blik. "Jeg 'flygtede' fordi Christopher var et røvhul, der planlagde både dit og mit liv. Og prøv ikke at sige, at det er løgn, for du ved lige så godt, som jeg, at det er sandt." Han gjorde sit bedste for, at holde den pludselige vrede tilbage, men havde overraskende svært ved det. Normaltvis blev han aldrig vred, men efter alle de år, hvor han havde undgået at se, eller bare tale om sin familie, var det pludselig blevet for meget at holde inde. Alligevel havde han ikke tænkt sig, at fortælle dem, den rigtige grund, selvom han selvfølgelig havde fortalt dem sandheden for nu, blot undgået en anden. Men hvor længe kunne han egentlig blive ved med det, når nu han var kommet for et krydsforhør og desuden havde følelsen af, at hans vrede ville røbe ham, og muligvis også være skyld i, at han kom til at spytte hele historien ud. Han knyttede let sine hænder under bordet, for at få lidt kontrol over sig selv. De måtte intet vide.

[Deleted]

Emily holdt skarpt øje med Uriah, da hun vidste fra deres yngre år, at hans kropssprog som regel sagde mere om ham og hans følelser, end han selv sagde med ord. Hun lod dog sit blik glide tilbage til Raven, og mødte hendes blik. Han havde heller ikke fortalt hende noget, hvilket overraskede hende meget. Han plejede ikke, at være fyren med de dybe hemmeligheder, ellers havde han i hvert fald skjult det godt før i tiden, hvor hun heller ikke selv, havde været så godt til, at læse folk. Hun løftede let et øjenbryn, og lænede sig frem i stolen, for at sidde en anelse tættere på Uriah. Hun så på ham med et hårdt blik, som han pludselig mødte, hvilket kom meget bag på hende, men hun rørte sig ikke ud af stedet. Hans pludselige vrede kom som et chok, og hun måtte læne sig lidt tilbage i stolen igen. Hun var helt sikker på, at de havde ramt et følsomt punkt, siden han pludselig var blevet så offensiv. Hun nikkede dog svagt, for han havde jo ret i hvad han sagde, men alligevel, var det ikke grund nok til at stikke af. "Fint, men du holder stadig noget igen." Atter lænede hun sig ind over bordet, men denne gang så langt hun nu kunne, fra sin siddende position. Hun kunne ikke holde sig selv igen. Hun måtte have svar, og det skulle være nu. "Fortæl os nu bare hvad det er. For helvede, Uriah, du har undgået os alle i hele tre år, uden så meget som at give en lyd fra dig! Hvad for en person til bare at stikke af fra sin familie?" Hun halvråbte af ham, ude af stand til, at vente et sekund længere på et svar.

[Deleted]

Så snart hans vrede øjne ramte hende slap hun hans hånd, det svirrede i hendes hjerte at vide at hun havde gjort ham vred. Hun blev helt befippet og rejste sig op og gik over til køkkenet, med rystende hænder begyndte hun at skære i noget frugt som hun ville sætte på bordet, hun havde virkelig lyst til at græde bare ved tanken om at hun havde gjort ham SÅ vred. Men hun gjorde virkelighed hvad hun kunne for ikke at hyle, hun tog en dyb indånding og studerede måden hvorpå Emily stadig blev ved med at stikke til ham, selvom han stadig var vred. Men hun turde ikke sætte sig ved siden af ham mere, mest af alt i frygt for at hun kunne finde på at begynde og tude. Hun satte frugten foran dem og gik over til det store vindue ned imod haven med søen og lænede sig mod ruden mens hun stadig lyttede, det var rart at stå lidt og mærke kulden fra ruden, som om hun blev mindet om at hun sagtens kunne klare det. Hun satte sig igen hen til dem og nikkede sagte "Em.. ily har altså ret Uriah" hun kiggede på ham med et såret ansigtsudtryk.

[Deleted]

Det hele var begyndt at ligne lidt, det mareredt, som Uriah have forestillet sig, at denne eftermiddag ville blive. Han var blevet vred, Emily både vred, utålmodig og stædig, som sædvanlig, og Raven så ud til, at være blevet såret over Uriahs pludselige humørskifte, hvilket han dog ikke bed mærke i med det samme. Hans fokus var på Emily, der sad med kroppen lænet hen over bordet, hendes øjne stirrede direkte ind i hans. Han rejste sig vredt op fra sin stol og lænede sig ind over bordet, og mødte trodsigt Emilys blik. "Og hvad så hvis jeg gør? Det rager ikke dig!" Han greb hårdt fat i bordkanten. Først da Raven kom tilbage til bordet, så han væk fra Emily og hen på Raven, som pludselig så såret ud, hvilket gav et stik i Uriahs hjerte. Han havde aldrig ønsket at såre hende, hvilket også var derfor, at hans blik kortvarigt blev bekymret, og han bed sit let i indersiden af kinden. Der gik dog ikke mange sekunder før, det hårde blik vendte tilbage, da hun tog side med hans søster. Han rystede let på hovedet og vendte atter sin opmærksomhed mod Emily igen. Hun "JEG ville stikke af, og du havde gjort det samme, hvis du havde været i mit sted!" Han var lige ved at koge over, og huskede ikke at have været så vred, sin hans sidste store skænderi med sin far, kort inden han forlod dem alle. Han bakkede lidt væk og tog en hånd til hovedet. Det hele var for meget for ham, og var også skyld i, at hans hoved var begyndt at gøre ondt. "Jeg synes du skal gå, Emily," sagde han med en mere kontrolleret stemme. Han trak dog stadig vejret hurtigere end normalt, hans hænder føltes helt svedige og hele hans krop skælvede en anelse. Hvis hun fortsatte var han sikker på, at han ville eksplodere.

[Deleted]

Hun så lidt efter Raven, som hun pludselig rejse sig og gik ud i køkkenet. Hun undrede sig kortvarigt over, om hun mon var ok, for hun havde set ret så overrasket og såret ud, da hun gik. Hun havde dog ikke tid til, at tænke længe over det, da Uriah igen svarede hende i et vredt toneleje, hvilket både irriterede hende, men også gav hende håb om, at han måske snart ville spytte ud med sandheden. Hun rejste sig derfor op, og pressede fortsat hårdt på. "Selvfølgelig rager det mig! Hvis du ikke har glemt det, er jeg din tvillingesøster!" Emily sendte et hurtigt blik til Raven, som hun kom tilbage og tog hendes side. Hun sendte Uroah et lidt skævt smil og lagde atter armene over kors. "Hvis jeg havde været i dit sted? Jeg er ikke en kylling ligesom dig. Jeg bliver og tager kampen op. Du derimod flygter ved det mindste tegn på fare, og sådan har det altid været!" Hun hævede sin stemme yderligere, selvom hun vidste, at det ikke var nødvendigt, hvis hun blot kunne få sagt de helt rette ord. Hun kunne allerede se ham skælve i vrede. Hun rystede bestemt på hovedet. "Jeg går ingen vegne før du får din løjnagtige mund på gled, og fortæller mig præcis hvad du tror du har gang i?" Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men håbede inderligt, at han ville give efter og sige sandheden. Hun sendte Raven et blik og løftede et øjenbryn, i håb om, at hun ville hjælpe lidt til. 

[Deleted]

Hun følte sig sådan splittet mellem dem, for på den ene side havde Uriah ret i hvad han sagde, på den anden side havde Emily ret i hvad hun sagde. Hun kiggede ned i bordet og vidste at hun måtte gøre noget, et eller andet sindssygt. Lidt ala. den dag hvor hun først havde mødt Emily og hun løftede derfor sin hånd og hamrede den i bordet og kiggede på Uriah "Sæt dig!" hendes stemme var slet ikke til at tage fejl af, hun var vred og irriteret. Mest af alt fordi det var kørt så meget af sporet, så hurtigt. Hun kiggede på Emily og bed sig hårdt i læben og overvejede hvad hun skulle sige men blev bare ved med at bide sig irriteret i læben. Hun rejste sig op og gik rundt om bordet "I er simpelthen utrolige! I sidder begge her og skaber jer en smule." hun vendte sig direkte mod Uriah igen og kiggede ind i hans øjne "Jeg troede vi fortalte hinanden sandheden, minder det dig om noget?" hendes stemme blev lav og hun kiggede ned med såret blik. Det føltes som om han løg for dem, prøvede at skjule noget og derefter kiggede hun på Emily igen "I skal ikke skændes mere, før den seriøst på normal niveau. I gør mig virkelig vred" hun rejste sig og hentede kanden med te og kaffe igen, men hendes hænder rystede så meget af chok over sin egen styrke at hun nærmest var ved at tabe det hele. Hun stillede det hele på bordet og kiggede derefter på dem og hviskede så nærmest "Und.. undskyld"

[Deleted]

Uriah måtte tage dybe vejrtrækninger for ikke at flippe skråt ud på Emily, der blev ved med at stikke til ham. Han knyttede sine hænder så hårdt sammen, at hans knoer blev helt hvide, i et forgæves forsøg på at holde vreden inde, men han kunne ikke længere. Han var lige ved, at råbe af Emily, da Raven pludselig slog en hånd i bordet, og han blev tavs. Han blev stille stående, men måtte med forvirrede øjne se hen på Raven, som bed sig i læben, selvom hun så ud til at være rasende på ham og Emily. Han bed sig hårdt i indersiden af kinden, og fulgte hende med øjnene. Hendes ord skar i hans hjerte, og han måtte se ned. Men vreden var der stadig, og selvom han egentlig havde mest lyst til, at glemme alt om Emily og lægge armene om Raven, var der noget i ham der holdt igen. Hans blik gik fra forvirret til hårdt som sten, og han mødte trodsigt Ravens blik. "Fint, vil i høre sandheden?" Han så fra den ene til den anden. Han højtelskede Raven, der betød mere for ham en nogen anden, til hans tvillingesøster, der plejede at betyde alverden for ham. "Han slog mig, okay? Hver gang jeg ikke fulgte hans plan, slog han mig. Og du var der aldrig til at se det, for du var mors og fars lille vidunderbarn!" Hans stemme var hård men rystede, som han langt om længe fortalte sandheden. Han fortrød dog det øjeblik ordene havde forladt hans mund. Han bed sig igen hårdt i kinden, og en jernagtig smag bredte sig i hans mund. Tom for ord, satte han sig ned på stolen og så ned på sin tomme tallerken. Han havde aldrig fortalt nogen omkring sin far, og ville ønske, at han ikke havde været nødt til det. Han ønskede ikke nogen medlidenhed, bare at ligge det hele bag sig, men som han sad dér, vendte alle minderne tilbage. Det smertede at tænke på, men ikke blot indvendigt, også udvendigt syntes han at kunne mærke hvert enkelt slag og spark om igen, og da han kortvarigt så op, troede han et sekund, at han så sin far stå med en knyttet næve og hævet arm. Han trak vejret hurtigere og hurtigere, imens frygten skyllede ind over ham igen, og han inderligt ønskede, at Emily bare ville forsvinde.

[Deleted]

Emily var efterhånden ved, at blive ret utålmodig. Hun havde ventet i flere år på dette øjeblik, men Uriah lod ikke til, at ville fortælle hverken hende eller Raven noget, hvis han kunne slippe for det, hvilket fjorde Emily utrolig vred. Hun lagde armene over kors og så hårdt på ham, mens hun ventede på, at han ville lade hans vrede overtage, og hvis hun var heldig, fortælle præcis hvad der havde været skyld i, at hun i flere år havde stået uden en bror. Men da han skulle til at sige noget, overraskede Raven dem begge, og Emily så straks hen på hende med store øjne, og hendes hænder faldt ned langs hendes side. Hun havde set Raven lettere irriteret før, men dette var på et helt andet niveau, som Emily bestemt ikke brød sig om. Hun vendte sit blik mod Uriah, der så lige så overrasket ud, som hun følte sig, men hans blik ændrede sig kort efter. Håbet boblede pludselig op i hende og hun mærkede hendes hjerte slå hurtigere. Endelig skulle hun have sandheden at vide. Men de ord der forlod Uriahs mund, gav ingen mening i hendes hoved. Hvorfor skulle han dog have slået Uriah? Var det bare endnu en løgn? Men det var det ikke. Hun kunne se på ham, at dette ikke bare var for sjov, og Emily følte sig pludselig helt tom indvendigt. Hun huskede godt alle de gange faderen havde taget Uriah op på sit værelse eller andet, men havde aldrig tænkt over, hvad det gik ud på før nu. Hun sank ned i stolen bag sig, og stirrede måbende på Uriah og derefter Raven, ude af stand til, at få sagt noget som helst.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og sank igen ned i sin stol, havde hun såret ham? Eller endnu værre gjort ham irriteret? Igen bed hun sig hårdt i læben og der kom et lille sår, hvor en dråbe blod sivede ned af, hun skyndte sig at tørre den væk og kiggede ind i hans øjne. Han slog ham?! Ordene piskede rundt i hendes hoved, som om hun ikke kunne forstå hvad det var han fortalte hende, som om han lige havde smidt en spand vand i hovedet på hende og bare ventede på at hun druknede. Hun rejste sig op og gik over til vinduet igen, hvis hun så på ham nu ville hun uden tvivl begynde at græde, vreden boblede lige under hendes hud og hun vendte sig om imod ham og gik hen til ham. Uden at tænke over det lagde hun sine arme omkring ham og borede sit ansigt ind i hans bryst, det smertede hende virkelig at nogen havde gjort en hun elskede så meget fortræd. "Uriah for den da, hvorfor har du ikke sagt noget?" hendes stemme var lav og faretruende tæt på at knække over. Hun kiggede ind i hans øjne og sukkede let "Du må ikke være sur?" hun strøg ham kærligt over kinden, faktisk ret ligeglad med Emily i dette sekund, de var kun Uriah hun havde tankerne omkring.

[Deleted]

Han ville ikke se op, og holdt derfor sit blik rettet mod gulvet og sine fødder. På en måde havde det været utrolig lettende, at få sandheden ud, men på den anden side virkede det skamfuldt, som om han var svag. Men det havde han jo været, og bare tanken gjorde, at han følte sig helt magtesløs igen. Han skælvede svagt og knugede igen sine hænder hårdt sammen under bordet, i et forsøg på at slappe af igen og ryste frygten af sig. Han så ikke en gang op, da Raven gik over til vinduet, men kunne høre hendes skridt på trægulvet. Emily var dog blevet helt tavs, hvilket gjorde det lidt nemmere for ham, men han kunne stadig ikke få sin puls eller vejrtrækning ned til normal igen. Først da han hørte Ravens trin komme nærmere, rejste han sig fra stolen, og så tøvende op på hende, med bedrøvede og skræmte øjne. Først var han bange for endes reaktion, og hans vejrtrækninger blev endnu mere usikre end før, men da hun lagde armene om ham, forsvandt en del af frygten og smerten. Han lagde armene om hende og knugede hende tæt ind til sig. Han vidste slet ikke hvad han skulle svare, forsøgte bare at fokusere på hans vejrtrækning og konstante skælven. Først da han var faldet en smule ned igen, kunne han få et enkelt ord ud. "Undskyld," sagde han så lavt, at det næsten var en hvisken. Han var ikke længere vred, bare fyldt op med en gammel frygt og en dårlig samvittighed over, at han ikke havde fortalt Raven det noget før. Han forsøgte at undgå hendes blik, men endte alligevel med, at se hende ind i øjnene. Han rystede svagt på hovedet som svar, da han igen syntes, at have en klump i halsen, som han ikke kunne få ud.

[Deleted]

Emily vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Efter flere år, hvor hun havde set Uriah, som 'forræderen', fandt hun ud af, at det i virkeligheden var hendes far. Han havde ødelagt alt, ved at ødelægge Uriah fysisk. Tanken var uudholdelig. Tænk at hun havde vred på sin bror i så lang tid, når hun i virkeligheden skulle have vendt sin vrede imod Christopher, deres far. Hun blev overvældet af vrede og en skyldfølelse, som hun havde svært ved, at ryste af sig igen. Hun ville ønske, at hun havde set det noget før, set tegnene, læst deres ordløse skænderier, men nej. Heller ikke nu, da de sad overfor hinanden ved bordet, hjalp hun. Heldigvis var Raven ved hans side kort efter, og et svagt smil fandt frem til Emilys læber, selvom der ikke som sådan var noget at smile af, men tanken om, hvor perfekte de to var for hinanden, var nu alligevel en glad tanke.
Hun besluttede sig for, at lade dem være alene et øjeblik, og rejste sig lydløst fra stolen og fandt sin vej ud til entréen, hvor hun igen iførte sig sit overtøj, og gik ud af døren. Med stille skridt gik hun ud i deres have, og så på den blanke sø. Hun satte sig stille ned på jorden, nogle få meter fra bredden, og så sig lidt omkring, imens hun lod det hele sive ind.

[Deleted]

Hun strøg ham over kinden og lagde sit hoved på hans bryst "Uriah. Han kommer aldrig til at røre dig igen. ALDRIG". Hun kiggede på ham med alvorlige øjne og trådte lidt tilbage og stirrede ind i hans øjne "Jeg kommer til at kvæle ham, med mine bare næver." hun skælvede i stemmen og strøg ham over kinden igen og bed sig i læben "Hvor ofte slog han dig? Hvorfor slog han dig?" hun tog hans hånd og lagde den anden hånd mod hans kind. Han skulle vide at hun var der for ham, at hun ønskede at være hans skulder at græde på, hans stolpe at støtte sig op af. En som altid ville være der, for det ville hun altid være. Hun kiggede efter Emily som hun gik og tog en dyb indånding "Når vi er færdige her. Skal du snakke med sin søster. Du har lige taget hendes ene helt fra hende min skat, det gør virkelig ondt" hun smilede og sukkede tungt og tog hans hånd "Jeg er okay med det her. Med at du ikke fortalte mig det, jeg forstår dig godt. Men jeg ønsker at vi kan stole på hinanden. At vide at du elsker mig lige så meget som jeg elsker dig"

[Deleted]

Hendes ord virkede beroligende på ham, og Uriah faldt langsomt til ro, selvom hans hjerte stadig hamrede hårdt i hans bryst. Selvom han stadig var meget utilpas med situationen, mødte han tøvende hendes blik. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige til hende, men en ting var sikkert, han ville aldrig lyve eller holde noget hemmeligt for hende igen, og han svarede hende derfor ærligt. "Han... slog mig hver gang jeg ikke fulgte de planer, som han havde lagt for mig. Så hvis det var småting var det ikke det store, men da jeg for eksempel kom hjem til jul på mit første år på Hogwarts, og min far selvfølgelig havde hørt, at jeg var endt på Hufflepuff, så.." Han kunne ikke færdiggøre sætningen. Der var så mange forfærdelige minder, der alle lå ham alt for nært, nu han havde lukket sandheden ud. Han vendte sit blik ned, og kløede sig per refleks på sit kraveben, hvor et ar strakte sig op imod hans hals, efter en gang hans far havde slået ham med et bælte.
Uriah havde ikke bemærket, at Emily var gået, før Raven pludselig nævnte hende, og han så hen mod stolen, hvor hun før havde siddet. Han sukkede dybt, og så på Raven igen. "Behøves jeg virkelig? Jeg er virkelig ikke i humør til, at blive råbt af." På den anden side, vidste han godt hvad hun gik igennem. Han havde selv måtte opgive både Emily og sin mor, blot for at komme væk fra sin far, og det havde gjort ondt. Han klemte hendes hånd i sin, og så hende ind i øjnene, med et seriøst blik. "Raven, jeg elsker dig, det må du ikke tage fejl af. Men jeg har aldrig fortalt nogen det her før. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fortælle dig det." Han håbede inderligt, at hun forstod ham. Han ville ikke miste hende, og lagde derfor armene tæt omkring hende igen.