Sister & Brother - Back together.

[Deleted]

@uriah
@emily

Raven havde brugt det meste af morgenen på at få pakket flyttekasser væk, lavet en snack til dem og derefter gjort klar til at få gæster eller gæst som det jo var.
Efter deres sidste møde havde Raven faktisk glædet sig til at se Emily igen, hun var virkelig sød. Hun kiggede på Uriah og smilede, men det var han selvfølgelig også.
Hun grinede lidt ved tanken og tog en kage ud af ovnene, på bordet stod kaffen og snurrede og hun kiggede rundt for at finde Xander som havde lagt sig i sin kurv ved pejsen,
hun grinede hjerteligt og kiggede på det hele. Det var hendes, det var deres, tanken fik hendes krop til igen at blive fyldt med kuldegysninger og kærlighed, hun smilede stort og kiggede på ham.
"Hun må snart være her Uriah, er du klar?" hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at hamre, det hele virkede syret.

[Deleted]

Uriah havde ikke sovet særligt godt den nat. Endnu en gang var hans fredsfyldte søvn blevet til et skræmmende mareridt, men denne gang havde det ikke været om dødsgardister eller utilgivelige besværgelser, men om hans far. Tanken om at møde Emily igen havde virkelig gjort ham nervøs, for hvad nu hvis hun forventede, at han ville tilbage i deres "glade lille familie" igen. Bare tanken havde gjort ham vred, men også bange.
For at få det hele ud af hovedet, havde han sekundet han stod op taget sig en løbetur sammen med Xander, for at få renset hovedet. Det havde hjulpet ham lidt, og havde desuden gjort det muligt for ham, at holde sit mareridt skjult for Raven. Han ønskede ikke, at hun skulle bekymre sig om ham. Da han var kommet hjem igen, havde han taget et hurtigt bad, og havde efterfølgende hjulpet Raven med, at rydde op i deres hus, så det ikke lignede, at de nettop var flyttet ind, hvilket de jo var. Det var helt fantastisk, at bo sammen med hende, og han nød virkelig at vågne op ved siden af hende hver eneste dag. Hun både beroligede ham og vakte en livsglæde i ham, som stadig kom bag på ham af og til. Hun var bare perfekt.

Han stod i vinduet og så ud, da Raven pludselig talte til ham. Han så overrasket på hende hen over sin skulder, og vendte sig derefter om imod hende. Han trippede lidt nervøst på stedet, og bed sig hårdt i kinden. Han rystede let på hovedet, lagde armene over kors og så ned. Han vidste ikke rigtig, om han var klar til, at se sin fortid i øjnene. Men det var heldigvis bare hans søster og ikke hans far...

[Deleted]

Hun kiggede på ham, hun vidste udemærket godt at han var så nervøs for at se Emily. Men hun vidste også at Emily havde det sikkert på samme måde. Hun smilede og lagde sin hånd på hans arm "Uriah, jeg er her hele tiden." hun sagde det med sin blide kærlige stemme som for at få ham til at se, at alle de ting han tænkte lige nu. Var ting han selv opfandt, hun smilede og kyssede ham ganske blidt på kinden "Jeg elsker dig min skat, jeg er her hele vejen igennem for dig. Det skal du vide" Hun nussede ham kærligt på kinden og kiggede ned på Xander som så alt andet end frisk ud, det havde taget hårdt på den og løbe og det fik hende til at grine en smule.

Hun trådte hen til køkkenet igen og begyndte at gøre det sidste klar og dækkede bord "Hun virkede som om hun glædede sig til at se dig Uriah, meget endda. Du må ikke være så nervøs min skat" hun tog en dyb indånding og stillede det hele klar på bordet og tog sin stav ned i hendes bukselomme, hun skulle være sikker på at have den i nærheden, så hun kunne reagere hvis det skulle gå helt galt.

[Deleted]

Uriah så op på Raven, som hun lagde hendes hånd på hans arm. Han bed sig nervøst i indersiden af kinden. Han var nu meget glad for, at han ikke var helt alene, når han skulle se Emily igen efter alle de år, men han kunne ikke lade være med, at frygte at det ville gå galt. Han skar en lille grimasse imens hans blik flakkede mellem gulvet og Raven. "Hvad hvis det her er en dårlig idé? Hvis det bare bliver et stort skænderi?" Han havde på fornemmelsen, at det ikke ville gå særlig godt, og han var næsten et hundrede procent sikker på, at Emily ville stille det spørgsmål, han havde undgået i flere år: 'Hvorfor flygtede du?' Det værste var dog ikke spørgsmålet, men det tilhørende svar. Det løb ham koldt ned af ryggen bare ved tanken.

Han fulgte efter hende ud i køkkenet, og observerede hende, som hun dækkede bord. Han ville gerne hjælpe hende, men han havde på fornemmelsen, at hans hænder ville ryste for meget, til at kunne bære tallerkner eller noget som helst andet, uden at tabe det. Han bemærkede også, at hun puttede sin tryllestav i lommen, og han følte kort efter sig egen, der lå i hans baglomme. Han var også forberedt på det værste. "Jeg vil gerne væde ti galleoner på, at hun før eller senere bliver rasende på mig." Han trillede let sine fingre hen over bordet. Han kunne slet ikke lægge skjul på sin nervøsitet.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og smilede stort "Det var ikke en dårlig idé min skat, det er en dårlig idé at du bider dig i kinden" hun kiggede alvorligt på ham og lagde armene om ham i et tæt kram og strøg ham over ryggen "Jeg ved der intet kommer til at ske, jeg lover dig det næsten Uriah. Og hvis i skændes, så er jeg her til at hjælpe jer begge ned igen!" hun kiggede alvorligt på ham og strøg ham over kinden.

Hun kiggede på ham og nikkede "I skal nok blive vrede på hinanden, sådan er det når man ikke har snakket sammen længe. Så at vædde med dig, ville være idiotisk." hun kiggede på ham og smilede let "Men jeg vil vædde 10 kys på at i så kommer til at få det rigtigt god med hinanden bagefter darling" hun pegede på kopperne og nikkede imod ham "Sætter du lige dem på bordet?" hun vidste at hun skulle have ham til at tænke på noget andet, fokusere på noget rart. Som kunne hive ham lidt ud af hans nervøsitet. "Lige meget hvordan det ender Uriah, så har du prøvet" hun kiggede på ham og smilede igen, det var altid det vigtigste at man kunne sige at man i det mindste havde prøvet. Hun kiggede ned på sit ur på armen og nikkede "Hun er her nok snart"

[Deleted]

Uriah sukkede frustreret. "Du ved hvorfor jeg bider mig i kinden." Han vendte sit blik væk. Han var virkelig nervøs, mere end han mindedes at have været før. Det var næsten ulideligt sådan, at vente på at Emily ville dukke op, ikke fordi han glædede sig længere, men fordi han var decideret bange for hvordan hun ville agere når hun så ham, og hvad han skulle fortælle hende grunden var til, at han var løbet hjemme fra. Raven skyldte han vidst også en forklaring, men ingen af dem, ville blive lette at lyve overfor. Inden han nåede at tænke yderligere over det, lagde Raven armene om ham og han faldt en anelse ned igen. Han lukkede øjnene let i, og fokuserede på hans vejrtrækning, til den igen var rolig. "Tak Raven."

Han så på hende med et uoverbevist blik. Han tvivlede på, at Emily og ham nogensinde ville kunne få et tæt forhold igen, men et sted inde i ham, var der stadig et lille håb der brændte. Måske var det ikke for sent endnu. "Det væddemål tager jeg," sagde han i en lav mumlen. Han så på hende og glassene og rynkede på næsen. "Jo selvfølgelig." Nervøst tog han glassene op i hænderne og gik hen med dem på bordet, hans tanker gik dog væk fra Emily i en kort stund, da han måtte fokusere på, ikke at tabe glassene trods hans rystende hænder. Han fik dem alle sikkert hen på bordet, og åndede en anelse lettet op. Han nikkede svagt og lænede sig op af den nærmeste væg. Han vidste ikke hvad han skulle svare eller sige. Særligt ikke, da han pludselig hørte en banken på døren.

[Deleted]

Emily havde brugt sin morgen på, at gøre sig klar på at møde Uriah, som hun ikke havde set i flere år. Hun var virkelig nervøs, og hendes hjerte spurtede afsted inden i hende, og hun havde ikke den mindste chance for at følge med. Hun havde siden sit møde med Raven forsøgt på, at finde ud af hvad hun ville sige, når hun så Uriah. Skulle hun sige pænt hej eller skulle hun gå direkte til sagen? Hun var dog ikke kommet særlig langt, og de få sætninger hun var kommet op med, havde hun kasseret igen. Hun var derfor helt uforberedt, da hun ankommet il Hogsmeade med susespulver, og gik imod Uriah og Ravens hus. Hun havde egentlig fået adressen, men brød sig ikke rigtig om idéen om, at hun pludselig bare skulle stå inde i deres hus. nej, så foretrak hun alligevel at banke på, hvor hun stadig havde en mulighed for, at stikke af igen. Hun var dog blevet mere rolig af, at Raven også ville være der. Hun havde været utrolig sød ved Emily, da de havde mødt hinanden på Den Utætte Kedel, men mon ikke hun ville tage Uriahs side hvis noget gik galt?

Da hun endelig stod foran deres dør, tøvede hun med at banke på. Det her var knald eller fald. Hun løftede flere gange hånden for, at banke på, men sænkede den igen. Til sidst gjorde hun det dog. Bare det nu var Raven der åbnede op.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og nikkede sagte "Ja det ved jeg, men det gør det stadig ikke i orden min skat" hun strøg ham igen over kinden og smilede stort, det var sandt hvad hun sagde. Hvis ikke hun var så nervøs selv ville hun gerne have gjort mere for at få ham til at falde ned, men det kunne hun virkelig ikke lige nu. Hun slap ham let og smilede "Det var så lidt Uriah" hun smilede og trådte hen til bordet og rettede på servietterne.

Hun kiggede på hende og smilede blidt "Det var godt" hun kiggede på ham og nikkede da han bevægede sig nervøst over mod bordet, det var vist lykkedes hende at få ham til at tænke på noget andet. Da han endeligt stod op af væggen kyssede hun ham kort og tog hans hånd "Jeg åbner, så er det nu". Hun skyndte sig hen til døren og åbnede den ganske hurtigt og kiggede på Emily med et venligt smil og hev hende så ind til sig i et kram "Emily!" hun smilede blidt og mærkede hvordan nervøsiteten nu brændte i hende også "Kom med ind" hun trådte lidt væk fra døren og derefter indenfor i varmen igen "Skal jeg tage din jakke?"

[Deleted]

"Måske ikke i orden, men mere forståeligt." Han så på hende og tvang et lille og nervøst smil frem. "Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?" Hvis det ikke havde været for hende, havde han helt sikkert fortsat have undgået Emily og forældrene og han havde fortsat boet alene i sin lille lejlighed længere inde i Hogsmeade, ikke langt fra De Tre Koste. Men han følte sig virkelig betydeligt mere glad, nu han havde fundet sammen med Raven, som om hendes energi havde smittet af på ham.

Han fulgte Raven med blikket, som hun gik ud til døren, for at tage imod hans tvillingesøster. "Så er det nu," gentog han hviskende og mærkede sine hænder blev helt svedige. Han havde stadig ingen idé om hvad han skulle sige til hende, men håbede inderligt, at han kunne undgå sandheden. Hvad ville hun dog ikke sige til, hvad han fortalte hende, at deres far havde slået ham adskillige gange i løbet af deres opvækst? Hvad ville Raven ikke sige? Han fik pludselig ondt i hovedet og bakkede hen til den nærmeste stol, hvor han satte sig med et dybt suk. Det her var ment til at gå galt.

[Deleted]

Hun bed sig hårdt i kinden, til hun så håndtaget blive skubbet ned, og hun fandt sin rolige facade frem. bare det nu ikke var Uriah der åbnede.. Emily åndede lettet op, da hun så Raven stå i døren. "Hej Raven." Hun sendte hende et stort, men meget nervøst smil, og lagde også armene om Raven, som hun trak hende ind til et kram. Hun trådte ind i huset, og lukkede døren bag sig. "Tak, det må du meget gerne." Hun tog sin jakke af, men lod sine sko blive på, i tilfælde af, at hun skulle stikke pludseligt af. Man vidste jo aldrig. Hendes tryllestav havde hun også medbragt, just in case, desuden lod hun den aldrig blive hjemme, og foretræk at have den i nærheden, selv når hun sov.
Huset havde virket meget stort ude fra, og så også utrolig stort og smukt ud indvendigt. "Wow, her ser godt ud," sagde hun og vendte sig blik tilbage til Raven. Hun så igen rundt, og kunne ikke få øje på Uriah. Hun trippede let på stedet, og så nervøst på Raven. "Så er det virkelig nu."

[Deleted]

Hun kiggede tilbage på Uriah inden Hun tog Emilys jakke. Hun var ret sikker på at hvis hun virkede nervøs nu ville det hele gå galt. Derfor smilede Hun bare stort og hang jakken op på en knage og kiggede på Emily "Vi har gjort hvad vi kunne. Vi er jo kun lige flyttet ind" Hun smilede venligt og kiggede på Xander som havde opdaget deres besøg og nu hoppede rundt ved hendes fødder. Hun grinede kærligt og tog den lille tykke hvalp op "Emily det er denne vej" hun pegede ind mod deres spisestue og vendte sig om og gik ind imod Uriah igen. Men den normale så glade og rolige Raven var kun et spejlbillede lige nu, hun kiggede på Uriah og derefter på Emily og smilede kejtet "Emily - Uriah... Uriah - Emily" hun satte sig ned for enden af bordet så hun kunne sidde i mellem dem og strøg igen Xander over hans grålige pels og smilede skævt.
Det eneste der for igennem hendes tanker var hendes seneste møde med hendes søster, hvis deres gik lige så godt. Så ville det jo være forfærdeligt tanken fik hende til at bore en tand i sin læbe af vrede. Hun kiggede på dem igen og tog en dyb indånding "Hvem vil starte?" hun rakte kaffen over til dem på skift og tog selv af te kanden.

[Deleted]

Uriah trillede stille med sine tommelfingre, og anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han kunne høre Ravens stemme ude fra gangen af og mærkede, at han blev endnu mere nervøs, da han pludselig hørte Emilys stemme. Han tappede let sine fingre på bordet, inden han rejste sig op, for at gå dem i møde, han nåede dog ikke langt, før Raven og Emily pludselig kom ind til ham, og han stivnede. Han kunne med lethed genkende hende, selvom det var tydeligt, at hun havde ændret sig. Han så skiftevis fra Raven til Emily, uden rigtig at vide hvad han skulle sige eller gøre. "Erhhm, hej Em," sagde han til sidst tøvende. Han skyndte sig efter Raven hen og satte sig ved bordet. Han satte stille kanden med kaffe hen foran Emily, og så lidt væk igen. Hun havde i det mindste ikke råbt af ham endnu, men han var helt sikker på, at det ville komme før eller senere.

[Deleted]

Hun nikkede enerkendende og så sig igen rundt og tilbage på Raven. "Det har i da gjort godt." Hun sendte hende et stor smil, og gjorde det bedste for, at lægge nervøsiteten på hylden. Hun så på den lille hund, og gav den et lille klap på hovedet. Hun nikkede kort, og fulgte derefter med Raven længere ind i huset, hvor hun pludselig fik øje på ham. Hun tog en dyb indånding, og mødte hans blik. Hun bed straks mærke i, at han lignede den selv samme dreng, der havde forladt hende og familien, men alligevel lignede han en ældre og mere moden person. "Uriah," sagde hun med en mere kold tone, vreden allerede ved at boble op i hende. Hun fulgte med Raven og Urah hen til bordet og satte sig ned. Hun tog imod kaffekanden og hældte et stort krus op til sig selv, uden mælk i. Hun vidste at hun ville få brug for energien. Hun skulede let til Uriah. Hun havde så meget at sige, men følte sig pludselig tom for ord.

[Deleted]

Hun kiggede først på Emily og derefter på Uriah og tog en dyb indånding. En af dem måtte bryde tavsheden, hun tog sit tekrus op foran munden og tog en slurk "Uriah? Jeg tænker at det faktisk skal være dig der starter fortæl Emily hvorfor du gik?" Hun lænede sig tilbage og strøg igen Xander over den grå pels. Hun rejste sig dog hurtigt og hentede noget af det med som Hun havde lavet og satte det på bordet foran dem.

[Deleted]

Uriah havde vendt sit blik ned på sit tomme glas, der stod foran ham og trillede let med sine fingre under bordet. Han blev lettet, da Raven endelig afbrød stilheden, men hendes ord kom helt bag på ham, og han stivnede. Han så op på hende med store, forvirrede og urolige øjne. Han forsøgte fabrilsk at komme op med en passende løgn, der kunne ligge så tæt op af sandheden, at den ville være let at fortælle, så det ville lyde sandfærdigt, men han kunne ikke og valgte derfor, at udvælge dele af sandheden ud. Han så tøvende på Emily. "Ok, først og fremmest er jeg ked af, at jeg bare smuttede uden, at fortælle dig noget." Hans blik flakkede, som han forsøgte at finde ud af hvad han skulle sige. "Jeg gjorde mest, som jeg gjorde, på grund af Christopher. Han havde det hele planlagt for mig, og det brød jeg mig ikke om. Og så.." Han tav og kunne ikke få flere ord ud. Han turde ikke engang, at se Raven i øjnene. "Ikke noget. Det var det."