I Adore You

[Quinten Andromedius]

''Du betér dig som en muggler, Mrs Andromedius, tænk hvad Matthew dog vil sige'', brummede Quinten efter at han havde observeret Freya vaske op i hånden i et par minutter. Han tilbad hende, og elskede hver en lille quirk ved hendes sind og beteende. Hendes måde at vaske op på morede ham, det var en sådan enkel ting som de fleste mugglere allerhelst vil afsige sig og alligevel så gjorde hun det så naturligt. ''Der gik dørklokken, jeg tager imod ham. Gør du kaffen klar?'', spurgte han selvom at deres roller var forudbestemt. Han blinkede kort til sin hustru og sendte hende et kærligt smil inden han strøg mod døren for at møde dagens gæst. ''Matthew'', hilste han kammeratligt som de bredte deres arme ud i det venligsindede og stive kram som de havde 'øvet' sig på siden deres Hogwartstid. ''Velkommen ind'', han klappede ham halvakavet på skulderen inden han viste manden vej mod stuen. 

[Matthew J. Darklighter]

Siden nyheden havde nået ham om Arthurs voldelige overgreb på Lucilla havde der ikke været et sekund i hans sind hvor han ikke havde forestillet sig drengen død, maltrakteret, parteret, gerne serveret med et æble i munden. Arthur var den eneste af Andromedius-drengene som han vidste var farlig. Han mindede om ham selv, han genkendte sig selv i den unge mand og hans væremåde. Lige netop derfor havde han forbudt Angelique at være alene med manden. At det så var kommet til stykket at den unge mand havde kastet sig over Lucilla var både en form for overraskelse og så alligevel ikke. Men hans vold mod hende var absolut uacceptabelt. Lucilla havde forsikret ham at hun og det lille liv der spirede i hende, var okay efter en kort tur på Skt. Mungos under dække at besøge en veninde.
Han havde derfor sendt besked til Quintin for at melde sin ankomst i forvejen. Det var et par dage efter hændelsen og der var heldigvis ikke sket mere i mellemtiden, så nu var der tid til at tage sagen i hænderne og opsøge forældrene så de kunne få styr på hele affæren.
Han var ankommet til huset i Godric-dalen og havde ikke skullet vente længe før døren gik op og han hilste på sin ven. 
“Quintin,” hans ord faldt tørre og tilbageholdne. Det var ikke unormalt men hans tonefald var langt mere isnende end normalt måske var tilfældet. Ligeledes var deres omfavnelse kort og reserveret.
“Tak for at jeg måtte komme på besøg med så kort varsel,” takkede han dog som de trådte ind i stuen. Han fornam Freya i nærheden og sendte hende et lille smil. Det var så underfundigt, men hvis man kendte de to Andromediusser kunne man se alle lighederne, lige fra hårfarven til de små gestikulationer. To stykker ud af samme familie. 

[Quinten Andromedius]

Den kølige hilsen gik ikke ubemærket hos Quinten der nøje lukkede døren efter Matthew. Med et knips fik han husalfen til at hjælpe Matthew med klæderne inden han selv gik i forvejen for at vise ham stuen hvor Freya allerede havde sat både kaffe og kage op. Ikke fordi nogen nogensinde spiste kagen, men den var der for bekvemmeligheden og gæstfrihedens skyld. “Nå ja, lad os komme til sagen. Jeg regner ikke med at det hastede sådan på grund af en bagatel?”, spurgte Quinten tydeligvis nysgerrig idet han satte sig i sin vante læderlænestol og betragtede sin kompagnon med sit vante smil og de venlige afmålte blå øjne. Med en håndrørelse fik at en kop kaffe til at svæve mod sig så han kunne tage den første slurk imens han ventede på sin kammerat.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew lod kappen falde så husalfen blev dækket af det tunge, sorte stof og han fulgte med ham ind i stuen med et vagtsomt blik på Quintins nakke. I sit stille sind overvejede han nemheden hvormed han kunne presse livet ud af ham og hans børn, én for én, men slog de drabelige tanker hen. Der var bedre måder at løse det hele på, vidste han, og det var også en ting han havde sin ven at takke for. Ikke kun at lade sig styre af de dyriske instinkter, men bruge list og snilde til at opnå sine mål og på den måde ikke blive lige så nemt opdaget - hvis man overhovedet blev det.
"Det er ingenlunde en bagatel, Quint," sagde han og satte sig ned i lænestolen foran ham. Læderet knirkede lidt under ham og han lænede sig tilbage, hænderne spredt over hvert armlæn og blikket fast på Quintin. "Din søn er en skændsel for din familie, og hans opførsel må ophøre øjeblikkeligt inden det kommer til aurorerne hvad han har gjort. At angribe en gravid magiker, tsk tsk," han rystede på hovedet næsten medlidende med Arthurs tilstand, "han behøver hjælp, ligesom du gav mig den før nogen andre kunne se det. Jeg håber du forstår alvoren," forklarede han. Han rørte ikke kaffen, han var ikke kommet her for kaffens og småsnakkens skyld. Han var her for Lucilla.

[Quinten Andromedius]

Matthews foruroligende stilhed og stive blik, stoppede Quinten i at spørge om han måske ønskede noget stærkere end kaffen. Det var ikke usædvanligt at manden var i dette humør, men normalt omhandlede det hans egen forretning og ikke Quintens sønner. Langsomt hævede han sit isblå blik fra sin kaffekop for at møde Matthews med et hævet øjenbryn. Han var enig, og var ved at udtrykke det da Matthew fortsatte. For første gang i årevis, følte Quinten varmen i sine kinder og på halsen af skam og vrede som udløste en rødmen som han knapt havde vist i sin tid på Hogwarts. ''Drengen er en idiot, jeg har foreslået aflivning men Freya har desværre knægten lidt for kær'', svarede han, selvom en tanke om at bruge dette angreb som grund begyndte at stedfeste sig i hans sind. ''Tro mig, jeg har forsøgt at lære ham takt og tone, men jeg finder ikke hans beteende så ilde som du nu beskriver. Skete det på den Utætte Kedel? Hvis han begynder at være voldelig så er det måske på tide at spærre ham inde'', svarede han alt i mens han i alt ro sippede til sin kaffe. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthews øjne blev til smalle sprækker mens han observerede Quintins reaktion. Så han var alligevel ikke helt overbærende overfor drengen. "Kan Freya ikke se hvad knægten gør?? Han er jo til fare for alt og alle!" udbrød han næsten forarget over at kællingen kunne tænke sådan om sin søn. Hans hånd knyttede sig, en sjælden gestus af vrede og læderes knirkede som hans fingernegle skrabede hen over det. Hans tænder bed sig sammen i et øjeblik mens han slugte alverdens eder og forbandelser. "Aflivning eller indespærring, jeg er næsten ligeglad, det skal bare ikke ske igen," svarede han bistert. "Det skete i hendes eget hjem, lige efter forlovelsen!" han kunne mærke sin krop reagere, han mærkede det evindelige mørke stige ham til halsen som en snærrende fornemmelse i bryst og svælg.

[Quinten Andromedius]

I sin ro, betragtede Quinten hvordan Matthew's vrede voksede i styrke og hvordan som han som en vulkan spyttede vrede klumper af lava fra sig. Det fik Quinten til at hæve et øjenbryn. ''Jo Freya ser det. Men du ved hvordan det er med mødre og deres kuld'', svarede han som han nu hævede en hånd over læderstolens armlæn men ikke mere end et par centimeter over for at vise Matthew at hans følelser var ved at løbe af med ham, et gammelt trick de havde lært sig på Hogwarts. ''Jeg kunne ikke være mere enig, måske- vent, hvad? Forlovelsen? Hah! Har han forlovet sig'', udbrød Quinten med et fornøjet udtryk som sagte fandt vej i hans ansigt. Han rejste sig nu fra stolen så at læderet knittrede i savn på hans tunge krop, inden han gik mod det buldrende ildsted. Han satte en hånd på den øverste del af kaminen imens han varmede sin skosnude mod flammerne imens han så eftertænksomt ind i flammerne. ''Det skal vi nok få styr på Matthew. Selvfølgelig. Jeg håber ikke at han har forvoldt dig nogen skade? Finansielt eller... Følelsesmæssigt forstås'', han betragtede nu manden med sit blå blå blik.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew forholdt sig roligt ved Quintins håndsbevægelse, og tog en dyb indånding for at dulme sig selv ned. Hans isblå øjne slog gnister mod det orange skær fra pejsens flammer og han fulgte sin ven med blikket som han gik over til pejsen for at varme sig. Matthews læber var fortrukket i en stram grimasse og et lille, undseeligt tick fandt vej til hans højre øjenkrog.
"Det var mit barn hun var gravid med," nævnte han knastørt som en vind i Saharas ørken. Han valgte behændigt at bruge datid i sin talemåde som om der netop var forvoldt skade, både fysisk og emotionelt. Han rejste sig langsomt fra stolen og nærmede sig manden med et stift blik på ham. "Jeg forventer kompensation, i form af at aflyse forloven med øjeblikkelig virkning," afsluttede han og stillede sig med hænderne foldet bag ryggen og blikket vagtsomt og direkte på Quintin.

[Quinten Andromedius]

''Jaså, er hun ikke længere gravid?'', spurgte han for at få samtalen fortydeliggjort. Han kendte denne Matthew så vel, hvor mange gange havde han ikke siddet på trapperne med ham for at lære ham at slappe af i sin vrede? Matthew var en uforudserbar vulkan når det kom til hans vilje eller sager som ikke huede ham. Quinten vidste at han blot kunne svare manden igen, hvilket vil sætte gang i en ustyrlig vrede hvor kun magi kunne holde manden nede. Han ønskede ikke et sådan raserianfald i hans hjem og fremfor alt ikke med Freya i nærheden. Istedet fremtryllede Quinten et smil inden han lagde en tung hånd på Matthews skulder og så ham i øjnene i et kort øjeblik. ''Selvfølgelig løser vi det. Se det som allerede klaret. Alt for dig, kammerat'', med dette lod han mandens skulder gå og rettede sig op. Det var sjældent at han rørte nogen, og specielt sådan. Men derfor var det også en sikkerhed, at hvad som skulle gøres ville blive gjort øjeblikkeligt. ''Fortæl mig nu, et barn? Er du klar på faderræset igen? Jeg troede Gabriel og Angelique forvoldte dig nok problemer?''. 

[Matthew J. Darklighter]

"Hun skulle gerne være uskadt, både barnet og moderen," svarede Matthew og mærkede tyngden af hånden på sin skulder. Den typiske ro der måske ville opstå når han mærkede sin vens beroligende hånd lod dog ikke til at bundfælde sig i ham denne gang. Urolighed var atypisk for ham, og blandet med vrede lod den ene tanke til at tage den næste. Han lod det dog ikke komme mere til udtryk mens han langsomt slugte ord og ytringer der kunne forvolde mere skade end gavn, og fulgte sin ven med blikket.
"Hendes navn er Lucilla Locket, og inden din ovorne knægt trådte ind i billedet havde jeg stort set friet til hende, men ikke fået kontaktet hendes forældre endnu desangående," forklarede han og idet Quintin slap ham vendte han ham ryggen og tog plads i lænestolen igen. "Jeg ville tilbyde Thereza så din dreng kan banke noget fornuft ind i hende istedet, men det ville virke forkert efter hendes og Elliotts fejlslagne forlovelse," bemærkede han og begyndte at skænke sig selv en kop kaffe. Dampen dansede op fra koppen som han tog den op og tog en slurk af den varme, bløde drik.

[Quinten Andromedius]

''Locket...'', gentog han med sit kendte tungeklik alt imens hånden som før havde hvilet på Matthews skulder nu gled op for at han kunne ae sig selv på hagen. ''Lucilla Locket... Altså datteren?'', spurgte han med et hævet øjenbryn. ''Er det ikke hende der går rygter om? Med hendes blodstatus. Halvblod?'', han så spørgende på Matthew imens han ihærdigt forsøgte at skjule et udtryk der let sagde at han fandt tanken ulækker. Men han var sikker på at et fuldt udtryk kunne udløse mere vrede hos Matthew som allerede virkede ukarakteristisk følelsesladen over noget så absurd og ligegyldigt. Men nu var det Quintens tur til at se fornærmet på Matthew, hvor vovede han at tilbyde en tøs han lige havde afvist til samme dreng? Han kunne knapt skjule det, idet han selv satte sig ned i sin lænestol og lænede sig tilbage med hænderne foldet foran sig. ''Matthew, vi ønsker intet at gøre med Thereza Beaumont. Men hvis du har skiftet mening angående Angelique så har jeg to udmærkede drenge'', han sendte ham et blåt blik. ''Felix er hendes alder, hun kunne lære ham en ting eller to om at være fuldblod''. 

[Matthew J. Darklighter]

"Hendes blod fejler intet," svarede Matthew tørt og tog endnu en slurk kaffe inden han satte kruset fra sig. At han atter tilbød sine sønner til Angelique undrede ikke Matthew. Det skete altid når snakken faldt på forbindelser, forhold og alliancer, men han besvarede det ikke. Quintin vidste godt det var et udtømt emne efterhånden. "Så længe forlovelsen med hende bliver ophævet og din dreng får en advarsel for sin opførsel, så er jeg sådan set tilfreds," sagde han afsluttende og forventede det ville blive en nem omgang. "Jeg er glad for din forståelse," tilføjede han og pressede et smil frem på læberne. "Jeg ser frem til at vide hvad du vælger at give ham af advarsel. Det kan ikke være nemt at give sin førstfødte en irettesættelse."

[Quinten Andromedius]

Quinten hævede et øjenbryn og forsøgte at skjule et smil da Matthew benægtede rygterne omkring Lucilla. Det var altid godt at have et horn i siden på ham, noget han kunne drille med skulle muligheden byde sig. ''Men nu kommer der jo også en ny. Skulle det blive en pige, så er Felix en udemærket kandidat til dets 17års fødselsdag'', eugenics var Quintens favoritemne. Men nu fortsatte snakken hvilket fik ham til at smile og nikke. ''Selvfølgelig Matthew, en sådan opførsel er absolut ikke i orden'', Quinten besvarede Matthews udtryk. Et sted bekymrede det ham såvel som bekræftede at Elliott var til fare for sig selv og andre. ''Det er ihvertfald en udemærket grund til at aflive ham, hvis jeg kan overtale fruen. Gudskelov er Elliott den andrefødte, er demensen begyndt tidligt?'', spurgte han drillende. 

[Matthew J. Darklighter]

En fure knudrede sig frem på Matthews pande og han lagde hovedet lidt på skrå med et venligt, uforstående smil. "Elliott? Det er ikke Elliott vi snakker om, det er Arthur," sagde han blankt som om det havde været en selvfølgelighed igennem hele deres samtale. Nu kunne han dog imidlertid godt se at det ikke nødvendigvis var sådan det havde forholdt sig og han gav et lille fnys fra sig mens smilet bredte sig. "Du troede vel ikke ærligt at Elliott kunne finde på at røre nogen? Drengen kan jo knap nok finde ud af sig selv," sagde han mens grinet blev bredere og han sad og begyndte at le mens han rystede opgivende på hovedet.

[Quinten Andromedius]

En fure dannede sig ligeså i Quintens pande som han observerede sin kompagnon forklare sig. Det havde også undret ham, hvordan Elliott kunne ty til vold men ikke overrasket ham da tanken havde ulmet under nogle sene nætter. For første gang i årevis var Quinten mundlam, en status som kun havde bifaldet ham ved fødslen af sine sønner og da han indså sin kærlighed til sin hustru. Følelser var ikke hans forté, men han havde lært at begå sig hvilket også mundede ud i, at han som et spejl forsigtigt trak på mundvigen som Matthew gjorde. Men så gik den ikke længere og Quinten brast i latter. En hjertevarm, ægte latter der ligesom hans mundlamhed sjældent lod sig manifesterer. Han klukkede, og holdt en hånd over sit hjerte for at forsøge at dulme sig selv selvom han fandt misforståelsen ironisk og absurd. ''Jaså? Jeg undrede mig også over din ilske mod knægten'', fik han klemt ud mellem latteren, der fyldte rummet som var de de to skoledrenge på Hogwarts. Quinten hævede en pegefinger og gav sig til at stryge de varme tårer fra hans øjenkrog. ''Jeg var endnu mere overrasket over at han havde turde fri til Lucilla Locket, hvor fanden vil han havde fået den ring fra?'', det morede ham ustyrligt og han var lykkelig for at Freya ikke sad med som de nedgjorde drengen.