I Adore You

[Matthew J. Darklighter]

Ved Quintins kommentar til ringen måtte Matthew fortsætte sin latter, som om den blev genopvakt på ny mens han rystede smilende på hovedet og langsomt lod den forstumme til et bredt smil. "Ja, det undrede også mig, men han må have fundet én, så det kan være du skal tjekke Freyas arvesmykker igennem så der ikke mangler noget derfra," foreslog han med et blink inden han med latterskælvende hænder fik drukket det sidste af sin kaffe op og rejste sig fra lænestolen. "Jeg antager at sagen er overstået og forlovelsen er så godt som aldrig sket, har jeg ret?" spurgte han og strøg det lange hår bag nakken med en sirlig bevægelse, en ting han havde for vane når ubekvemme emner var overstået og han kunne ånde mere let og frit.

[Quinten Andromedius]

''Altså jeg mente Elliott, men Arthur undrer jeg mig også over'', endnu engang lo Quinten over den kontinuerlige misforståelse. Et sted nagede det ham, at han ikke havde arrangeret en forlovelse til sin ældste endnu, Arthur havde jo ret i at forlove sig med en ung kvinde. Som latteren døde hen, betragtede han Matthew på ny med et par glimtende øjne som stadig var vidt åbne af latterens eufori. ''Hvis bare det var så vel, Matthew'', svarede han med et endnu mildere smil som han hævede hånden for at få Matthew til at sætte sig på ny. ''Jeg tænker ikke at spærre Arthur inde. Han er en udemærket ung mand og han fortjener en god hustru. At Lucilla er gravid med dit afkom er en skam, ved du om han vidste det? Et enkelt slag for at makke ret er jo ikke fremmed i vores kredse''. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthews øjenbryn skød i vejret. "Du kan ikke sluge dine ord igen, Quintin. Alt for mig, var det ikke just det du sagde?" spurgte han og hans læber lå i en stram, syrlig linje nu. "Jeg ved ikke hvad han vidste, men han overfaldt hende som jeg agter at ægte, og det huer mig ikke. Specielt ikke efter hændelsen med Angelique. Jeg gentager dog gerne mig selv: han er ikke ret at have ude omkring når han ikke forstår livets spilleregler. Du lærte mig dem, han burde også få dem lært inden han tager nogen til ægte. Tro mig," han trådte et enkelt skridt nærmere Quintin, "forlovelsen slutter nu, og han får den advarsel du lovede mig at give ham." Hans isblå øjne var stålsatte. Han brød sig ikke om at blive leget med, og han vidste at Quintin ville forsøge at sno sig ud af affæren til fordel for sin søn. Vreden der ellers var blevet dulmet af latteren var vendt tilbage som en lille malstrøm i hans indre og fik hans øjne til at trække sig sammen som en kats.

[Quinten Andromedius]

Det kendte tungeklik rungede ud efter Matthews første sætning. Han kunne se hvordan vreden på ny omfavnede hans kammerat og truede med at opsluge ham i et flammehav. Quinten blev siddende, men smilet aftog ikke alt imens han lyttede til Matthews ordspytteri. ''De var børn, Matthew. Det er helt normalt at man forsøger at eksperimentere, ligesom vi selv gjorde-'', begyndte han straks at forsvare selvom kammeratens talestrøm fortsatte. Han huskede stadig den tidligere episode som havde efterladt de to i en troldmandsduel gennem palæets store sale, hvor Freya og Isobel måtte stoppe dem inden de begyndte på det utilgivelige forbandelser. Langsomt rejste Quinten sig fra stolen idet Matthew kom nærmere, det var bedre at stå i øjenhøjde når det kom til denne uforudsigelige vrede. ''Jeg lovede dig at give Elliott en advarsel. Vi taler nu om Arthur som er en helt anden sag, Matthew. Selvfølgelig bliver forlovelsen afbrudt, men jeg ser intet problem i at han har forsøgt at sætte sin før kommende hustru på plads. Det har du selv gjort med Maria. Drengen vidste vel ikke at hun var gravid med dit afkom, i såfald havde han aldrig bedt om hendes hånd, ingen med sans ville ønske at opdrage en anden mands barn'', han foldede armene bag ryggen, hans fingerspidser var mere end klar til at drage tryllestaven frem. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew stod tavs som en klippestøtte overfor Quintin og rørte sig ikke ud af flækken da han rejste sig. Han trak vejret som en atlet der skulle til at yde en præstation over alle grænser, en verdensrekord i ikke at slå ihjel lige nu, føltes det som.
"Du kan bagatellisere alt det du vil, Quintin, du ved at det ikke er sådan det hænger sammen med Arthur. Du er får blød ved ham, for overbærende," hvislede han tilbage. "Ville du have trukket så nemt på det da det var os på Hogwarts og du standsede mig dengang i astrologi-tårnet med den Hufflepuff-elev i det åbne vindue? Eller ville du bare lade det ske og trække på skuldrene af det og sige "lige børn leger bedst?"?" Han forholdt sig rolig men hver en centimeter af ham stod på spring som hårene var rejst på ryggen af en tiger. Hans øjne var smalle sprækker der kun lod en anelse lys sive ind. "Eller hvis det var Freya?" spurgte han åbent. De kunne spille det spil hver dag, og de var lige gode til at manipulere hinanden.

[Quinten Andromedius]

Samtalen havde efterhånden fået en klang af at være en diskussion. Men istedet for at påtage sig sit myndige udtryk, så Quinten blot fornøjet ud ved Matthews ord. ''Det er fuldstændig underordnet Matthew, for det var socialt uacceptabelt og ville blive opdaget. Her forsøgte Arthur blot at få styr på sin fremtidige hustru'', forklarede han med en tone som en skolelærer. Atmosfæren var så tyk at man behøvede en varm kniv for at skære igennem den. ''Bland Freya udenom det her'', snappede han dog så snart Matthew nævnte hendes navn. Hans tone antog efterhånden en faretruende karakter og Quintens blik blev smallere. Han huskede hvordan han op til flere gange havde været efter Matthew på næsten faderlig manér for ikke at han skulle opdages, lært ham takt og tone. Arthur ejede vel samme kvaliteter? ''Jeg siger bare, at under normale omstændigheder ville dette jo ikke være kommet frem eller været et større problem end at Episkey kunne redde skaderne. Jeg tror du er vred fordi du er forelsket i tøsen, har jeg ret?'', spurgte han hvislende imens hans tone krøllede sig sammen fra vred til ungdommens drilleri. 

[Matthew J. Darklighter]

"Du ved udemærket godt at det er socialt uacceptabelt at sætte sin hustru på plads med vold, om det bliver opdaget eller ej, så hvorfor lyve om at det er underornet når det er din dreng der står for slaget?" svarede han tilbage, træt af snakken, træt af Quintins måde at være bedrevidende på. Han rystede langsomt på hovedet inden han rankede sig og tog en dyb indånding. "Om det er mine eller dine følelser der er i klemme ved jeg snart ikke," bemærkede han så snart han hørte hans reaktion på benævnelsen af Freyas navn. "Det er jo kærlighed, ikke sandt? Ingen vi elsker vil vi have skal lide, vel?" tilføjede han henkastet. De kendte hinandens knapper og trykkede godt og grundigt på dem.

[Quinten Andromedius]

''Men så galt kan det vel ikke have været? Du er vel bare rasende fordi hun er gravid'', svarede Quinten utrætteligt, han kunne diskutere i timevis uden brok eller omtanke for modpartens ve og vel. Men benævnelsen af følelser fik et øjenbryn til at skyde i vejret. Freya var det eneste i hans liv som ikke kunne blive diskuteret eller forhadt. ''Du er blevet for følsom på dine gamle dage'', svarede Quinten med et teatralsk suk. Han huskede dagene på Hogwarts hvor der aldrig blev talt om kærlighed, men bare vrede fra hans side og hvordan Quinten havde fundet logikken. Det var ikke før at han havde indset sin kærlighed til Freya at det gik op for ham hvad kærlighed var. ''Fortæl mig så, hvad havde du gjort hvis du fandt ud af at Gabriel var i samme situation? Udover at denne fiktive Gabriel selvfølgelig har dimmiteret med eliten, fået priviligeret arbejde i ministeriet og modtaget flere udmærkelser'', Quintens blik lynede trods den kolde beregnende attitude som lå over hans krop. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthews ansigt lagde sig i neutrale folder som han så på sin "ven". Det var som om der var milevidt imellem dem lige nu, afstanden fra månen til solen, og kun det blege lys kunne redde dem lige nu.
"Jeg irettesætter min søn når han begår fejltrin, og han retter ind derefter, men uden gemen, uciviliseret vold, der ikke giver logisk mening at udføre," påpegede han og hans stemme var så kold som kunne den bære et lavtryk med sig ind i stuen imellem dem. "Hvis din arvings liv var på spil, ville du ikke også forvente at der blev givet en påtale for den opførsel? Hm?" spurgte han og lod roen sænke sig i kroppen mens han var klar til at forlade huset om lidt. Den her diskussion nåede de ingen vegne med og ingen af dem ville give sig lod det til, selvom han vidste at han havde sagen på sin side.

[Freya Andromedius]

Freya havde hørt Matthew ankomme, men aftensmaden passede ikke sig selv. Mange ting brugte hun sit elskede magi til, men de huslige pligter tog hun i egne hænder. Ud over sit arbejde på universitetet, havde hun altid nydt sit liv som husmor. Det almindelige kedelige liv havde hun savnet en del, mens de arbejdede på det underjordiske bibliotek, så nu kunne hun ikke få sig selv til at svinge en stav, når hun skulle tilberede et måltid eller vaske tøjet, for hendes beskidte drenge.

Midt i at skære kød, havde hun gennem den åbne dør kunne høre at tonen mellem Matthew og hendes mand lød ganske uvenlig. Det hændte at de ikke var enige, men dette lød som en direkte advarsel til Freya om at hun burde gå ind og distrahere dem fra at påbegynde en duel midt i stuen.
Med kniven fortsat i hånden, blodig og dryppende, gik hun ind i stuen og hun nåede indt til dem, akkurat i tide til at hørte Matthew nævne noget om en arvings liv, der var på spil. Det lød temmelig alvorligt.
“Er Gabriel kommet i problemer?” spurgte hun forvirret, før hun sendte Matthew et afvæbnende smil og hun nejede ganske let og på afstand, fordi hun ikke ville omfavne Matthew med en kniv i hånden, “Og hej Matthew - hvor rart at se dig her.”

[Quinten Andromedius]

Et brysk udtryk bundfældede sig i Quintens ansigt ved Matthews tåbelige svar. Selvfølgelig, resonerede han, var det også svært at sætte sig ind i en anden drengs liv specielt når Matthews egen søn var så langt ude og skide. “Men troligts er der to i linjen inden dette barn skulle blive en-“, længere kom han ikke før end Freyas stemme skar gennem stuen. Quinten vendte sig mod sin hustru. Med det samme sænkede hans skuldre sig og han tog en dyb indånding: “... Arthur har udført en voldelig handling mod sin kommende hustru. Locket pigen, hende der er spekulationer om. Det viser sig at hun venter Matthews barn. Selvfølgelig annullerer vi forlovelsen, men Matthew forventer at vi ligeså straffer Arthur for en handling han begik i det uvisse”, forklarede han vrissende med en klagede hånd strakt mod Matthew i disbelief. Derefter gik hans blik tilbage på Freya og kniven, et var at hun stadig foretrak de huslige pligter som en muggler, noget andet var at hun stolt viste sig sådan til Matthew. Det stak i Quinten. “Darling pas nu på de ægte tæpper”.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew tog en dyb indånding og skulle til at svare da Freya dukkede op fra køkkenet. Hun var et syn for guderne, skøn, smuk og herlig som hun stod med den bloddryppende kniv, i sit evigt distræte væremåde. Han sukkede.
"Arthurt slog en gravid kvinde i maven, en kvinde gravid med mit barn," forklarede han men vidste at ræsonnementet ville falde for døve ører. Freya og hendes sønner var som en farlig cocktail. Hun elskede dem overalt på jorden. Og han så tilbage på Quintin. "Lad i det mindste mig snakke med Arthur så," foreslog han med et sigende tonefald og lod blikket gå mellem de to forældre hvis barn det drejede sig om.

[Freya Andromedius]

Freya ville have bedt sin mand om en uddybelse af hvordan hendes søn helt præcist havde været voldelig over for Lucilla, men Matthew kom ham i forkøbet, da han fortalte at Arthur havde slået hende i maven. Det fik Freyas bryn til at skyde op og hendes kinder blev røde. Det var ikke en opførsel hun fandt acceptabel hos hendes sønner, men hun fandt det heller ikke acceptabelt at ingen havde fortalt dem at pigebarnet var gravid.
Hun skulle til at svare Matthew, da Quinten bemærkede den dryppende kniv i Freyas hånd, som hun selv havde glemt alt om, midt i sin nysgerrighed. Fordi hun ikke ville gå fra selskabet, lagde hun den fra sig på den nærmeste overflade. “Min Arthur er utroligt lykkelig og stolt over hans fremtidsudsigter med Lucilla. Er du sikker på at hun ikke lyver, for at få dig ud af den kattepine hun nu har rodet sig selv ud i? Jeg mener… En så ung pige, som Lucilla, burde vel ikke finde nogen anledning til at være gravid med en mand på din alder, Matthew. Har hun overhovedet nogen beviser på at hun rent faktisk er gravid?” Hun var ligeglad med om hun afbrød deres samtale. Hun havde hørt de to mænd tale, og de havde fået deres taletid nu. Nu skulle hun nok være sin søns stemme. “Hvis den forlovelse skal annulleres, så skal det være Arthurs valg - og jeg er sikker på at han nok skal annullere den, når han hører hun er gravid med en anden mands barn,” Freya gav diskret Matthew et elevatorblik. Der fulgte en vis væmmelse med at tænke på Matthew sammen med en pige, der ikke engang var færdig med Hogwarts endnu.

[Quinten Andromedius]

Det stak i Quinten da han så hvordan hun lagde den blodtilsølede kniv på kaminen. Det kom til kende i et twitch med øjet men inden at han nåede at minde hende om den var hendes talestrøm begyndt. Quinten følte sig opfyldt af en vis stolthed over hans kones direkthed og besvarede den ved at se på Matthew med samme bebrejdende blik. “Hvordan ved du det?”, kunne han dog ikke lade være med at spørge da han hørte Freya tale om stoltheden kring Lucilla, han havde aldrig hørt sin søn så meget som at nævne Lockettøsen inden. “Desuden så tror jeg ikke at Arthur kunne finde på at slå en kvinde i maven. Højst et klap på kinden, Matthew”, endnu engang vendte den faktuelle stemme tilbage for maven var også nyt for ham.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew tog sig til panden og hans fingerspidser fandt vej til hans næseryg. "Hun ligger på Skt Mungos, det nævnte jeg også til at starte med, Quint," svarede han opgivende og lod hånden glide ned til siden og så fra dem begge to. "Virkelig? Efter hændelsen med Angelique? Efter alt jeres søn har gjort mens han gik på Hogwarts og de eftersidninger han modtog mens han var dér, det samme på universitetet. Hvordan-" hans frustrerede talestrøm stoppede og han tog en dyb indånding inden han rettede sig op og smilede til dem begge. "Forlovelsen skal annulleres, derudover kan jeg tage en snak med ham om hvad der er korrekt pli overfor ens forlovede," foreslog han. Siden I ikke formår det,"[/b] ville han have tilføjet men vidste også at grænser ikke altid skulle krydses.