I Adore You

[Freya Andromedius]

Freya tog sig en dyb indånding, som Matthew modsatte sig hendes ønsker. Hendes blik landede strengt på Quinten. Det måtte bestemt være hans job at sætte sin ven på plads, når han kom her til deres hjem og snakkede sådan om deres søn, under deres tag.
Alligevel havde hun ikke tålmodigheden til at vise sin mand denne tillid lige nu, “Du kan få lov til at overtale Arthur til at annullere forlovelsen, under vores tag -" så hun kunne holde øje med Matthew "-og jeg synes du skal tage nogle konkrete beviser med, for at understøtte din teori om at Lucilla skulle være gravid. Jeg ved ikke om Skt Mungos er begyndt at kontakte hemmelige elskere direkte? Men jeg går nærmere ud fra at du har hørt beskeden direkte fra Lucilla? Det er bestemt ikke første gang at en teenager finder på løgne, for at slippe for en uønsket forlovelse. Lucilla Locket har altid været et forkælet pigebarn.” Nej, hun ønskede hende faktisk ikke engang i familien længere, nu hun tænkte over det, men hun var for stolt til at sige at hun også ønskede forlovelsen annulleret nu.

[Quinten Andromedius]

Quinten så ligeså Freya i øjnene. Han kendte det blik udemærket, falkeblikket og den milde form for bebrejdelse som vejede tungt i hendes sind. Han havde lyst til at ligge en hånd på hendes skulder i det øjeblik, men lod istedet begge sine hænder foldes bag ryggen som han betragtede Matthew med samme blik som hans hustru, selvom en vis undskyldning lå bag blikket. Freya kunne være brutal, og han havde det med at tabe mælet når hun kæmpede for drengene. ''De var børn, Matthew. Det er klart de vil eksperimenterer. Alle børn får eftersidninger, det gjorde vi også'', svarede han tørt, i håb om at genvinde sin hustrus gunst men bibeholde sit venskab. ''Jeg er enig med Freya, jeg tror at det er ganske givet at Arthur ikke vil giftes med et gravid barn. Samtidig ønsker vi ikke at træde Darklighter slægten over tæerne, men vi vil også gerne se bevis for disse anklagelser'', en bitter smag i munden formede sig hos Quinten ved disse ord, han brød sig ikke om at være så nøgtern men han var samtidig under tøflen. ''Du kan få lov til at snakke med Arthur. Mand til mand, da han er myndig. Men under vores tag'', Quinten vidste jo at Matthew havde sit lunefulde humør. 

[Matthew J. Darklighter]

"Fint," Matthews øjenbryn havde slænget sig op i en bue mens han så fra den ene til den anden. Hvor han selv vidste hvordan kærlighed gjorde blind var han alligevel imponeret over hvor grelt det stod til for de to at se hvad deres barn bistod af ulyksalige hændelser for andre.
"Vi kan transferere til Skt Mungos sammen så," foreslog han med et skuldertræk og slog hænderne sammen. "Jeg skulle alligevel i den retning også for at se til hende, og," hans blik gled til den blodige kniv der nu havde samlet en lille, fin pøl af dråber på kaminens hylde, "det kan være maden skal have lidt længere nu den fremstilles på "gammeldags" manér?" spurgte han med et lille, skælmsk smil i Freyas retning. At hun yndede at bruge muggler-metoder var ham lidt en mærkelig ting, og han måtte indrømme at han selv håbede aldrig at se Lucilla med en blodig kniv i hånden, til trods for at farven ville være en sprængfarlig kontrast til hendes blege, silkebløde hud.

[Freya Andromedius]

Freya blev en smule mere anspændt, da det lød til at de rent faktisk skulle til Skt Mungos nu. Hun ønskede ikke at se på Lucilla eller høre hendes anklager om hendes søn. Hun frygtede lidt at hun ville forbande hende på stedet, hvis hun hørte et ondt ord mere om hendes søn her i dag. “Faktisk, så skal maden have lidt længere. Det er en mere kompliceret ret, som jeg nægter at bruge magi til. Jeg har ikke tid til at besøge Skt Mungos, men jeg synes at du skal tage med, min kære,” hun henvendte sig til sin mand og lagde en hånd blødt mod hans arm. Hendes blik var insisterende, trods hun smilte. Hun kiggede over på Matthew igen, mens hun overvejede om manden virkelig havde tænkt sig at blive far igen. Han havde en søn og en plet på lagenet ville gavne ham langt mere end en ny unge at bekymre sig om. “Tak for besøget, Matthew. Du må endelig komme over til middag en anden aften.”

[Quinten Andromedius]

Quintens smil spændte da Matthew kommenterede Freya's madlavning. Nok kunne han kommentere på hendes muggleregenskaber men det betød ikke at Matthew havde ret til at gøre samme med samme form for nedværdigende tone. Det fik Quinten til at fnyse og åbne munden for at svare, men Freya kom ham i forkøbet. Det var dog hendes berøring som reddede ham for ikke at smide en syrlig kommentar, og han vendte sig mod hende med et mildt smil som fik ham til at ligne en lille dreng igen. ''Jeg er nu sikker på at du drysser det med en spids magi, darling'', han sendt hende et blink, og lænede sig ind for at give hende et kys på kinden. ''Lad mig hente min kappe'', han sendte Matthew et kort sigende blik inden han forlod de to i rummet. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew havde kunnet se at Quintin skulle til at udbasunere en modstridende bemærkning, men Freya var kommet ham i forkøbet. Man behøvede ikke legillimens for at kunne se det. Han smilede derfor blot som han så sin ven forlade rummet for at hente sin kappe andetsteds end entréen og efterlod Matthew og Freya en stund alene i stuen der før havde emmet af højspændt energi, men nu havde antaget en mere behagelig atmosfære efter Freya var brudt ind imellem de to stridende hanløver.
En lille øm trækning i hans mundvig i hendes retning imiterede et smil. "Så kan vi også få hele denne redelighed ud ad verden og vi kan rette opmærksomheden imod andre, presserende ting," sagde han med et mildt tonefald. "Har du stadig ikke kunnet få ham ud af det mugglerkontor endnu?" spurgte han med et lidt hævet øjenbryn og et diskret nik i Quintins retning og undertrykte en lille latter der endte som et fnys istedet.

[Freya Andromedius]

Freya smilede stolt, da Quinten pressede sine læber mod hendes kind, for det var hans ord, der havde værdi i hendes ører. Ingen magi kunne slå hendes madlavning. Hun kiggede ganske kort efter sin mand, som han gik ud, indtil hun var alene i rummet med Matthew. Matthews ord kom ikke bag på ham; altid travl og altid beskæftiget… Og altid en mand, der forstod at slæbe drama med sig, efter hendes mening. Alligevel fik han hende til at le ganske let, “Tro mig, jeg har forsøgt… Ihærdigt. Den mand er så stædig og jeg forstår slet ikke hans tankegang,” hun gestulerede med sine hænder, mens hun talte om sin mand. Hun sluttede med blikket på Matthew, “Jeg overvejer at lænke ham fast herhjemme, og sende de mugglere et brev om at han siger op… Eller måske bare ansøge et ministerie job for ham, for at skubbe ham i den rigtige retning.”

[Matthew J. Darklighter]

Det var som om der forsvandt en tryggende fornemmelse i rummet da Quintin var ude af syne og Matthews blik kunne falde fuldt og helt på Freya. Hvis ikke han havde Isobel var hun hans næste valg og han smilede smalt idet han trådte lidt nærmere hende for at lade en hånd falde tungt men blidt om hendes skulder og stryge op og ned ad hendes arm.
"Jeg tror en intervention er på sin plads, det er jeg fuld tilhænger af," svarede han hende med et ømt blik og et smil der kunne få tusind svaner til at dåne. "Hvis vi kunne få ham tilbage en tid i templet og han kunne få lirket tanken om mugglerne ud af sine tanker igen, hm? Give ham lidt fred igennem nogle, ja, seancer eller ritualer der kan få ham til at se at han hører til her hos os, i det magiske samfund?" foreslog han inden hans hånd gled til hendes og gav den et fortrøstningsfuldt klem og slap den langsomt igen. Han vidste det var en frihed han tog sig.

[Freya Andromedius]

Freyas blik faldt ganske kortvarigt på Matthews hånd, som han placerede den på hendes skulder, før han strøg hende op og ned ad armen. Hendes blik var alvorligt, men langt fra uvenligt.
“En intervention eller en spændetrøje” hun løftede sin hånd op til sin kind og strøg den en anelse frustreret, “Jeg tror kun at templet kunne gøre underværker for ham. Det kan i hvert fald ikke gøre sagen værre,” fnøs hun i et grin. Da hans hånd havde rørt ved hendes, foldede hun sine hænder foran sig. Hun tog et par skridt væk fra Matthew for at samle den blodige kniv op. Blodet dryppede ikke længere, som det havde gjort før, men det sad i stedet nu fast som et beskidt rødt lag på kniven, “Jeg er ved at være rigtig træt af at se en god mand spilde sit potentiale på mugglere.”

[Matthew J. Darklighter]

Han lo en sagte latter uden at være for spottende, for i og for sig havde hun jo ret. "Jeg kunne ikke være mere enig," sagde han med et skælmsk smil som hans blik fulgte hende da hun atter tog kniven op. Den røde koagulerede masse lignede en læbestiftsmassakre udført af et barn. "Hvis ikke i templet, så kom til mit kapel i katakomberne," han rettede ryggen selvom stemmens tonelejde faldt. Kapellet var ikke for de sarte sjæle, og han vidste det for så vidt egentlig ikke var et sted han ville tilbyde de fleste at nærme sig, men han kendte Freya og Quintin godt nok til at vide at de ville holde tæt med familiehemmeligheden. "Måske det kan give ham smag på lidt andre livskvaliteter at læse blodets skrifter, eller i det mindste bare genoverveje om det er den rigtige beslutning han har truffet," påpegede han mens han foldede hænderne bag ryggen og lod blikket glide til døråbningen hvor Quintin var forsvundet for at sikre sig at han ikke havde fulgt med i deres samtale udenfor synsvidde.

[Quinten Andromedius]

Idet Matthews blik rettede sig mod døråbningen gled Quinten frem i mørket. Han havde iført sig sin sorte kappe og bowlerhatten som fik ham til at ligne en magiker mere end noget andet. Hans læber var formet til en lang tynd streg som hans blik gled fra Matthew ril Freja og tilbage igen. Han havde set Matthews kærtegn og det huede ham ikke, at manden så meget som rørte hans hustru når han kendte til hans libido. “I kan godt droppe det”, svarede han afvisende som han fandt vej til Frejas side. Hans fingre fandt straks vej om hendes talje uden respekt for kniven i hendes hånd - for ikke at tale om det tørrede blod på kaminen. “Jeg har fortalt jer hvorfor at det er en fordel for både os og religionen at jeg arbejder i mugglerministeriet. Når vi overtager mugglersamfundet så kender vi deres system”, hans fingre borede sig ind i Frejas side imens hans lyseblå blik mødte Matthews. “I bliver nødt til at tænke på fremtiden istedet for nuet. Så hold op med det vås, og lad os se din barnebrud Matthew”, hans næsebor sitrede selvom resten af ham forblev stoisk.

[Freya Andromedius]

Freya skulle til at svare Matthew, da Quinten igen trådte ind i lokalet. Det lettede hende at hun ikke længere skulle stå alene med Matthews mange fascinerende idéer. Katakomberne var et sted hun havde kendskab til og en hemmelighed hun ville tage med sig til dødsriget, for troen og for Matthews skyld. Men hun følte sig ikke selv forbundet med det kapel i hans katakomber, i forhold til sin tro.
Hendes blik gled over på Quinten og hun mærkede et stik af dårlig samvittighed over at have diskuteret ham, bag hans ryg. Men det var hvad der måtte gøres, når ens mand tog underlige valg. Hun mærkede hans arm om hendes talje og hvordan hans beskyttende fingre borede sig ind i siden på hende.
“Quinten, din stilling hos Mugglerne er pinlig. Du ser så langt fremad at… Nej… Lad os tage den her sammen en anden aften!” Det startede ud i en skuffet og næsten desperat tone, men tonen voksede sig bestemt, selvom hun ikke talte højere, som passionen kom til syne.
“Jeg burde komme tilbage til maden, og i burde komme af sted.”

[Matthew J. Darklighter]

Matthew fnøs af Quintins ord da han trådte tilbage. Måske var hans legillimens begyndt at udvikle sig på en sær måde men det var meget godt han ikke havde fået sagt flere uflatterende ting om sin ven inden han var trådt tilbage ind i rummet. Men det var som om han havde vidst han var på vej allerede uden at have gjort noget for at række ud og mærke efter.
Han sendte Freya et kort smil inden han nikkede til Quintin en kort gang og vendte dem begge ryggen. "Lyt til din hustru, Quintin," bemærkede han tørt som han gik ud i gangen og modtog sin kappe fra husalfen. Han svang den om skuldrene og trak håret bort over kraven inden han vendte sig i døråbningen til stuen.
"Kom med så lad mig vise dig min kommende kone," afsluttede han tørt med et lille eftertryk på de sidste par ord så han kunne viske ordlyden af barnebrud bort fra samtalen.