The winner takes it all

[Isobel Stella Darklighter]

Augustin Sylvain Jerreau

Tid: Lidt over middag, en tirsdag
Sted: En bænk ved gangstien i et grønt område med dådyr der går frit rundt.
Vejr: koldt og overskyet forårsdag

Den kolde forårsdag var netop hvad Isobel havde brug for efter nogle hektiske arbejdsdage i firmaet. Robyn havde solgt nogle fine muggler-eksemplarer af nogle kunstgenstande der skulle vurderes, og hun havde måttet hjælpe i muggler-afdelingen for første gang i rigtig lang tid. Det var ikke fordi hun ikke var bekendt med muggler-kunst, det var bare ikke hendes styrke i længden. Samtidig tog det også lidt tankerne væk fra de grumsoheder hun var gået igennem med Donner på det seneste. Det var næsten som om han brugte Thereza som undskyldning for at få hende til Hoghaven så han kunne lege sine modbydelige lege med hende. Hun havde måttet bruge utallige kræfter på at modstå Matthews legillimens da hun var kommet hjem sidste gang og makeup kunne lige akkurat skjule mærkerne af det klamme halsbånd. Det eneste gode var middagene hun fik, godt tilberedt af den unge Moiran.
Hun sad med en lille kort kappe om skuldrene, den var stilfuld og kunne nemt blende ind med muggler-mode, sammen med hendes røde kjole og de fine sko. Hun så på dådyrene og børnene der gik og klappede dem og gav dem fodder man kunne købe i små poser i en lille bod. Stilheden var rar og luften kølede hende behageligt.

[Augustin Sylvain Jerreau]

Det var længe siden han havde været her sidst. Lige da han var flyttet hertil var han ellers blevet draget mod stedet fordi det mindede lidt om de grønne områder i hans hjemby i Frankrig. Efter et stykke tid var han dog stoppet af ukendte grunde. Men i dag havde lysten sat sig i ham for at komme igen.
Han måtte af gode grunde ikke have Thor med på slæb i en dyrepark, så Thor var blevet artigt hjemme og det var egentlig lidt mærkeligt for ham at gå en tur uden at have hunden med.
Tankerne smøg sig rundt i hans hoved. Arbejde. Fritid. Thor. Hans båd. Alt det der nu skulle tænkes på. Indtil tankerne stoppede fuldstændig brat, da han så en kvinde. Hun var egentlig ikke hans type overhovedet, men der var noget dragende over hende. Et smil brød frem på hans læber og han vendte sig mod den lille bod, hvor man kunne købe snacks til dyrene. En pose senere og dådyrene fulgte ham som var han Rottefængeren fra Hameln, som han gik mod den bænk den smukke kvinde befandt sig på. Smilet ville ingen ende tage og han satte sig diskret i den anden ende af bænken og fodrede dyrene, der var lidt nærgående. 

[Isobel Stella Darklighter]

Isobel havde siddet i egne tanker da hun hørte lyden af de små hove komme trissende igennem gruset på stien der løb langs med bænken. Hun havde egentlig ikke skænket manden en tanke mens han havde bevæget sig igennem mængden af dyr og ilde opdragne børn, der ikke kunne forstå når dådyrene ikke ville klappes. Måske var det fordi hun tænkte på Thereza. Åh guder, det ville være skønt at spole tiden tilbage og bare være her med Thereza, og måske Desmond.
Først da hun mærkede han satte sig drejede hun hovedet og betragtede ham lidt ud af øjenkrogen diskret indtil det gik op for hende hvem han var. Hun blinkede lidt forundret og drejede sig mere i sædet på bænken.
"Mr. Jerreau?" spurgte hun en smule tøvende. Det var oceaner af tid siden hun havde set ham, og dengang var hun stadig sammen med Desmond. Mon han vidste de var skilt?

[Augustin Sylvain Jerreau]

Det sidste han havde regnet med var, at hun ville kunne hans navn på forhånd. Hun havde da set bekendt ud. Mon hun var en af hans forsikringskunder? I så fald var hun jo magiker. Hun blendede bare så godt ind.
"Hvem spørge- Hov, dig kender jeg da!" udbrød han, da han fik kigget ekstra godt på hende. Et af rådyrerne tog fat i posen med fodder i hans hånd og i et kort øjeblik brød kaos løs blandt dyrene omkring dem, fordi snacksne blev spredt ud over græsset.
"Isobel Darklighter?" Han smilede høfligt. Desmond var en grandfætter han altid havde misundet. En magiker. Noget han aldrig selv var blevet.

[Isobel Stella Darklighter]

Isobel så lidt forbavset på ham mens kaosset iblandt dyrene virkede til næsten at være glemt så snart han så hende. Hun smilede lidt forvirret men oprigtigt nok og lagde det ene ben over det andet så kjolen afslørede en smule mere bart hud. Hun strøg en lok af det vilde hår bag øret og lænede sig lidt mere sidelæns mod bænken mens hun tog ham mere i nærsyn.
"Jah, jeg var din granfætters kone igennem nogle år," forklarede hun lidt henkastet. Det var vel ingen hemmelighed at de var gået fra hinanden nu så hvorfor holde det skjult? Hun sendte ham et blændende smil. "Jeg troede du boede i Frankrig for tiden, eller er du kommet til London for at blive?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå, nysgerrig og måske meget taknemmelig for at få noget andet at tænke på end de ubehageligheder hun havde gennemlevet på det seneste. På nær Seneca. Åh hun ville elske at have Seneca med hertil!

[Augustin Sylvain Jerreau]

Det var egentlig et godt spørgsmål. Han havde egentlig ikke haft planer om at blive i London da han havde fulgt en varulvegruppe hertil for at tilintetgøre dem. Men så havde han fået et job, hvor han havde haft vikariat mens han jagtede varulvene og det var blevet til lidt mere end bare et job.
"Gennem nogle år?" sagde han lidt for hurtigt. Han havde jo ikke en chance.
"Jeg har ikke snakket med Desmond i mange år," fortsatte han undskyldende. Det var egentlig ikke noget han var ked af.
"Og jeg ved ikke helt om jeg bor her. Jeg savner Frankrig, men London kan da også noget,"

[Isobel Stella Darklighter]

Hun viftede med hånden for sig som om det ikke var noget han skulle spekulere over. "Jeg ser ham også så lidt som muligt," sagde hun og slog ud i en mild latter som for at gyde olie på vandene, og hun så lidt bort fra ham til boden med dådyrmaddingen, mens hendes smil falmede en kort stund. Det var lidt spøjst at sidde her og snakke med én fra Desmonds familie, når hun knap nok selv så manden. "London kan da ihvertfald noget. Men åh altså, jeg savner mine ture til Paris," sagde hun med et lille suk og sendte ham et sigende blik. "Min storebror og jeg plejede af og til at tage en smuttur dertil når vi havde en weekend uden møder. Dengang var vi unge og vilde, nu," hun strøg en hånd op ad armen som for at ae sig selv og berolige sig så snart de ubehagelige tanker kom igen. De gav hende kuldegysninger og hun følte pludselig kappen for let om hende. "Nu er det bare arbejde og arbejde til solen går ned," hun sendte ham et bedrøvet smil og sukkede stille.

[Augustin Sylvain Jerreau]

Augustin kunne ikke lade være med at elske hendes latter. En lille varme spredte sig i hans mave og han måtte kigge lidt udover landskabet for ikke at rødme alt for meget.
"Hvorfor tager du ikke bare afsted? Livet er for kort til ikke at opleve det man vil på grund af arbejde," sagde han, selvom han godt selv kendte livet som afhængig. Han selv var afhængig af at finde den varulv, der havde slået hans mor ihjel dengang for længe siden. Imidlertid satte han så en ære i at finde og eliminere alle de andre bæster han kunne.
"Jeg har en lille lejlighed lidt uden for Le Havre. Det er ikke Paris, men du skal være velkommen til at låne den - vi er jo næsten familie," Han blinkede til hende.

[Isobel Stella Darklighter]

Isobels smil skiftede over til mere sart og lidt overbærende. "Tak, det er vældig sødt af dig, men vi har selv en penthouse i det centrale Paris, familieejet," svarede hun dog uden at kunne undgå at føle han var en kende for sød. De kendte jo knap nok hinanden, og ja, måske havde det været forbundet gennem Desmond, men det var jo fortid nu. Hun mærkede en kold følelse i kroppen, den samme, isnende stramhed som meldte sig når hun var i Donner Lockwoods nærvær, og hun fugtede læberne en smule tøvende. "Ja, det gjorde jeg måske også hvis jeg kunne, men jeg har min datter på... Hoghaven," hendes stemme sænkede sig en kende. Hun var ikke for stolt af at Thereza var blevet smidt ud af Hogwarts. De forbandede franske gener gjorde hende så ukontrollérbar! "Jeg skal holde øje med hendes opførsel jævnligt, så jeg kan ikke bare lige tage afsted," hun sukkede og slog blikket ned til sine hænder i skødet mens hun overvejede at rejse sig. Måske var det bare stemningen der var lidt anderledes lige pludselig men hendes tanker begyndte at fare rundt i hendes hjerne om hvor meget hun egentlig kendte til manden ved siden af hende. Og så var der dådyrenes gnasken på korn og andre madprodukter der nu var strøet omkring dem. Det var en lille smule uvirkeligt, som taget ud af en lidt uhyggelig film, og han sad bare dér og smilede.

[Augustin Sylvain Jerreau]

Hans smil falmede let, men forsvandt ikke fra øjnene. Han kunne nemt mærke hendes utilpashed og vidste godt han måske var gået en smule over stregen.
"Dejligt!" sagde han, "Dejligt, dejligt," gentog han og flyttede sine øjne til et dådyr der stod bag de andre og forsøgte at komme til for at få kornene på jorden.
"Det er et smukt sted, dette," sagde han så for at få emnet flyttet over på noget mere behageligt. Han kendte ikke umiddelbart hvad Hoghaven var, men synes at det lød som noget hun ikke lige havde lyst til at tale mere om. Han vidste ikke hvad der havde besat ham til at blive ved med at snakke med hende. Hun var jo langt over hans niveau, både magisk og socialt. Men de sad dog på den samme bænk i den samme park alligevel. Så hvis han ikke skulle skyde sit skud nu, hvornår så?

[Isobel Stella Darklighter]

Hun sank lidt diskret og mærkede ham skifte emne. De ubehagelige tanker forføjede sig en kende, men Donners behandling af hende havde gjort hende mere vagtsom lagde hun mærke til. Før i tiden ville hun måske have gået på en havn og set en lækker mand og ikke have haft noget imod at snakke med ham. Men idag var anderledes. Hun havde set ham før, han var ikke en vildt fremmed, og hvis han prøvede på noget kunne hun altid ringe til Desmond og snakke med ham, eller måske med Blanche?
"Ja, det er et dejligt område," sagde hun for at svare på hans kommentar om deres omgivelser. Lidt trivielt men hvad fanden. Hun glattede lidt på kjolen og overvejede stadig at rejse sig, ikke som sådan for at komme væk fra ham, men kulden var gået ind og gjorde hende lidt stiv i kroppen og hun trængte til noget at varme sig på.
"Hør, har du ikke lyst til at gå hen til caféen ved indgangen? Jeg kunne godt bruge noget varmt at drikke?" spurgte hun lidt henkastet og gennemførte sin plan om at rejse sig. Elegant satte hun fødderne i gruset og rettede sig op i sin fulde højde mens hun rejste sig fra bænken. De omkringstående dådyr begyndte at fortage sig da det sidste mad var spist op.

[Augustin Sylvain Jerreau]

Dyrene blev næsten forskrækkede, hvis ikke de havde været så mennesketamme, da han nærmest sprang op fra bænken og rakte hende en hånd for at hjælpe hende op. En gestus, der var ganske normal i Frankrig, hvor intimiteten var en del større end her i England.
"Det er dog en skøn idé!" sagde han. Han kunne faktisk godt bruge en kop kaffe. Kaffe var faktisk også lidt en anden afhængighed. Han var ikke god til at lave det selv, men drak gerne i store mængder på arbejdet og derhjemme. Hans hånd hang stadig i luften med en lidt håbefuld sitren om at hun ville tage den.

[Isobel Stella Darklighter]

Hendes læber spidsede lidt til inden hun tøvende rakte ham sin hånd for at lade sig føre med bort fra de glubske dådyr og den lidt underlige scene der var opstået i kølvandet på hans fodderindkøb i boden. Hendes sko knitrede lidt imod gruset. Heldigvis var det ikke de højeste stilletter hun havde valgt til dagens gåtur så det var ikke fordi det besværliggjorde hendes gang. Det der gjorde det lidt underligt var at følges med en mand hun kun perifert kendte hen imod caféen. Der var i forvejen ikke specielt mange gæster i parken så de kom ind relativt hurtigt.
"Skal vi sidde eller...?" hun lod spørgsmålet hænge lidt i luften. I realiteten var det hyggeligt med en kompagnon men hun havde måske hellere set det være Vladimir eller en anden tættere bekendt. Den eneste hun snakkede rigtigt med fra Desmonds familie ud over ham selv, var jo Blanche. Hende kunne hun også godt drikke en kop te med. Eller Seneca. Uff, hendes kinder fik en kende farve og hun forsøgte at gemme smilet lidt mens hun skævede til Augustin.

[Augustin Sylvain Jerreau]

Elegant for en mand på hans alder førte han hende mod den lille Zoo-café, der fremstod rimeligt affolket. Uden at svare på hendes spørgsmål, trak han en stol ud for hende. Hvor kom al den gentlemans-energi lige fra? Han vidste det ikke selv, men havde næsten lyst til at grine.
En ung tjener kom med et menukort, der bød på diverse muggler-varer, der var almindeligt i en café og endda også et lille udvalg af vine og mad. Han sukkede lidt. Siden han var blevet syg, havde han meget sjældent drukket, fordi tømmermændende var hårdere efter kemo og fordi alkoholen ikke gjorde hans krop noget som helst godt. Men hvad ville han ikke give for at kunne nyde et glas kølig hvidvin eller en god rød sammen med denne smukke kvinde?
"Hvad vil du have?" spurgte han så for at tænke på noget andet, "Jeg skal nok give-" fortsatte han, selvom det måske var lidt mærkeligt når der tydeligvis var stor forskel på deres indkomster, trods han ikke var dårligt lønnet hos forsikringsselskabet.

[Isobel Stella Darklighter]

“Øhhh, et glas rødvin ville være rart,” sagde hun som svar på hans tilbud. Han var da meget gallant, og hun tænkte en kort flygtig tanke hvad der kunne ske mellem dem. Men hun skød den hurtigt til side imens hun rakte sit menukort tilbage til ham for at lade ham bestemme hvilken rødvin det skulle være. Seneca var den der skulle have været her, men han var travl med Matthew disse dage. Hvad de så end havde til fælles de to. Hun lænede sig tilbage og smilede mens hun så sig lidt rundt og prøvede at undgå at være for akavet overfor ham. Det var lidt som en blind date lige pludselig, og hun havde svært ved at vide om hun brød sig om det eller ej.