The winner takes it all

[Isobel Stella Darklighter]

Hun smilede. Det var rart at mærke at der ikke lod til at være en forventning om at deres møde skulle fortsætte i det uvisse. Det havde allerede været længe nok følte hun. Og hun ville være mere tryg med ham i nogle kendte rammer, hvor hun måske kunne hænge på både Seneca og Matthew på samme tid. Det var lidt en drøm, en utopi hun havde.
"Ja du må møde min datter engang," sagde hun og samlede håndtasken op til sig inden hun rejste sig med en graciøs, flydende bevægelse og sendte ham et mildt smil. "Jeg bor på Holly Drive, No. 1, her i London. Måske vi ses?" sagde hun.

[Augustin Sylvain Jerreau]

Han sprang op for at trække stolen ud for hende. I hans inderlomme fandt han et visitkort og rakte frem mod hende. Det var egentlig til hans arbejdstelefon, men den havde han også altid på sig. Han stoppede jo aldrig med at arbejde.
"Hvis du nogensinde mangler hjælp til noget, så ringer du bare, ikke Isobel?" bad han hende og lod et smil smyge sig om hans læber. Hvad han ikke ville give for at presse de læber mod hendes. Han rystede på hovedet af sig selv og sukkede let. Nej, gamle dreng, det er nok ikke noget for dig, tænkte han.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun tog visitkortet mellem fingerspidserne og kiggede på det med et lille sky smil. "Det vil jeg se på, hvis vi får brug for noget i palæet kan jeg give det til min bror," sagde hun, det var ikke fordi hun ikke ville snakke med ham, men det var måske lidt underligt at ringe til en arbejdstelefon. Nå men nu havde hun nummeret og hun viftede lidt med det for at vise ham at hun puttede det i sin håndtaske ned til alle de andre visitkort hun modtog på jævnlig basis fra fremmede. Hun pressede et smil frem til ham.
"Vi ses en dag, Augustin," sagde hun og med et lille, let vink der fik hendes diamantarmbånd til at klirre og skinne i det svage forårslys, forlod hun caféen.
//out

[Augustin Sylvain Jerreau]

Augustin satte sig ned igen for at nyde resten af sin lemonade, som nu var varmet lidt op og til at drikke. Et drømmende blik fulgte hende hele vejen ned langs caféens vinduer. Han smilede for sig selv. Måske var alt ikke så elendigt som han troede.
//Out