The winner takes it all

[Augustin Sylvain Jerreau]

Værende fra Frankrig vidste Augustin kun en smule om rødvine derfra. Der var kun en enkelt fransk på menukortet så det var den han valgte. Lidt diskret bestilte han en lemonade til sig selv. Han havde ikke lyst til at forklare sig overfor denne smukke kvinde, der sad overfor ham. Men hvor ville han dog ønske han kunne tage et glas vin.
"Hvad laver du for tiden?" spurgte han og lod sine øjne hvile flygtigt på hendes læber. Han lod det derefter falde bare lidt, men meget hurtigt hævede han det igen til hendes ansigt.

[Isobel Stella Darklighter]

Augustin virkede som en fyr hun kunne stole på - for nu. Hun tog derfor smilende imod vinglasset og smilede til ham mens hun foldede hænderne under hagen og kastede et blik ud af vinduet hvor hun så en flok unger passere forbi i retning mod de dådyr de netop have overfodret. Hun tænkte kortvarigt på hvor lækre de ville være til middag så fede som de blev når alle folk kom og fodrede dem hver dag.
Hun vendte blikket tilbage til ham da han spurgte hende om noget og smilede venligt. "Jeg er kurator i familiens firma," sagde hun. "Jeg vurderer genstandene vi sælger, både magiske og ikke magiske," forklarede hun så nøgternt hun kunne. Det var vel ikke nu hun skulle begynde at komme ind på penge og kriterier for salgsværdi og den slags. Tjeneren kom med deres bestilling og hun nikkede godkendende til dem da hun modtog sit glas vin og satte glasset for de røde læber for at drikke en slurk mens hun så rundt i rummet.

[Augustin Sylvain Jerreau]

Hendes smil var som et drug for ham. Han blev helt høj på det. Han fumlede lidt med det kolde glas, endnu en eftervirkning af kemoterapi var at han ikke helt kunne klare kolde ting, hvilket han ikke helt havde tænkt på da han bestilte en .. kold .. lemonade.
"Spændende, du må have mange interessante kunder. Jeg har aldrig været helt den store... kunstkender, må jeg indrømme, men har da været på Louvre," Han grinede let. Hans ene tur på Louvre havde faktisk været en date. Hans sidste date. Det var slet ikke ham. At gå der og kigge på fordums ting og nikke anerkendende. Nej, det forstod han ikke helt. Efter det havde han svoret ikke at skulle have flere dates indenfor den sfære. Men han ville nu ikke sige nej til Isobel.

[Isobel Stella Darklighter]

Isobel overvejede kort at hjælpe manden men hun ville heller ikke fremstå alt for overbærende. Han var vel voksen og kunne klare hvad han end skulle, selvom det så ud som om han ikke var helt glad for temperaturen på glasset med lemonaden. Hun ville dog ikke stille spørgsmål der kunne virke for private. Det var meget hyggeligt at have lidt selskab men hun var ikke for bekendt med ham trods alt.
"Det har jeg, eller vi har, det er jo firmaet jeg arbejder for, men det er mig der står for rigtig meget af kundekontakten ihvertfald," forklarede hun og nippede til sin vin. "Louvre har faktisk en enestående samling magiske antikviteter. Jeg ville have set dem sidste gang min bror og jeg var i Paris, men vi havde travlt med... andre ting," hun forsøgte at undertrykke den lille rødmen der atter steg hende til kinderne ved minderne om hendes og Matthews sidste tur til Paris.

[Augustin Sylvain Jerreau]

Han havde opgivet lemonaden i øjeblikket og sad egentlig bare og lyttede indædt til hende. Hun kunne have snakket om folkemord og bogafbrændinger og han ville stadig have lyttet med lige så stor fascination. Noget havde rykket sig i ham.
"Jeg arbejder stadig i forsikringsbranchen," sagde han ydmygt. Han vidste godt han egentlig havde landet et okay job for en fuser i den magiske verden. Han manglede i hvert fald ikke noget. Udover magi. Den manglede han.
"Men det er helt sikkert ikke så spændende som dit eventyrer-job," undskyldte han så lidt eftertænksomt. For helvede A., hvorfor snakke om forsikringer i dette selskab? Han rystede på hovedet.

[Isobel Stella Darklighter]

"Er du ansat hos mugglere eller magikere?" spurgte hun med hovedet lidt på skrå. Det var ikke nemt for en fuser at finde arbejde i den magiske verden, og hun beundrede dem der kunne få det til at fungere. Det var synd der var så stort et stigma overfor dem, og hun ønskede inderligt at kunne gøre noget selv for dem, men dertil rakte hendes evner desværre ikke når hun også skulle stå for så stor en afdeling af familiefirmaet. Hun vidste at Matthew donerede pæne summer af penge til Donner Lockwoods Fusere-Uden-Familie-fond, men det var det velgørenhedsarbejde Darklighterne gad at putte i fusere. Selvom en af deres egne faktisk var fuser. Hun sank lidt og tog endnu en slurk vin for at dulme den tørre fornemmelse i munden der var dukket op da hun tænkte på Donner. Den rynkede, grimme, gamle mand.

[Augustin Sylvain Jerreau]

"Magikere," svarede han med et træk på skuldrene, "Jeg forstår ikke hvad de ser i en som mig, fransk og uden magi," Han slog det hen med en latter. Han satte uanset hvad en ære i at udføre sit arbejde godt. Han havde en mellemleder position hos forsikringsselskabet og de havde været meget large i hans ansættelse efter hans sygdom var brudt igennem igen og han behøvede endnu en runde kemoterapi på et mugglersygehus. De havde endda betalt for at han kunne komme hurtigere til på et privathospital. Meget stort af dem.
"Men jeg forsøger at arbejde mindre. Du kender det nok selv, jeg husker dig som meget arbejdsom. Man har jo ikke tid til hverken hund eller ... ja, familie og venner,"

[Isobel Stella Darklighter]

Hun slog ud i en stilfærdig latter og strøg en lok hår bag øret. "Ja, jeg er en arbejdsmus, det siger Matthew ihvertfald til mig fra tid til anden, men jeg giver mig da tid til ham og min datter og resten af familien," svarede hun med et lille sky smil og sendte ham et blik under de sitrende øjenvipper. "Selvom man ikke har magi har man jo mange andre kvaliteter," forsøgte hun at opmuntre ham. Det var klart at det ikke nødvendigvis var det bedste at være fuser. Man så sine omgivelser fulde af magi og selv var man ikke i stand til at bidrage eller yde det samme. Man var nærmest automatisk et anden-rangs menneske.

[Augustin Sylvain Jerreau]

Han trak på skuldrene og kom til at kigge lidt ned på citronskiven i lemonaden, for ikke at vise hvor frustreret han var over, at han ingen magi havde. Fuldblodsslægt, ikke fine aner, men et slægtstræ der kunne spores tilbage så langt nogen gad og så var der ham. Hans forældre havde aldrig elsket ham mindre for at være fuser, men alligevel havde det givet ham nogle komplekser. Og så da han havde fået konstateret sin blodkræft kort efter han var afvist på den magiske skole. Ja. Det havde ikke været helt nemt at være Augustin.
"Jaa, det har du vel ret i. Men engang i mellem gad jeg nu godt kunne det samme som mine kolleger," Han kiggede op og blev fanget i hendes øjne.
"Men som du siger... Andre kvaliteter," Han blinkede til hende. Lidt for kækt af ham at være, men måtte jo skyde sit skud når man kunne.

[Isobel Stella Darklighter]

"Foreståeligt," indskød hun over hans tanke om at kunne det samme som kollegerne. Men nu var han i en udemærket branche, som selv ville kunne lede til et godt job hvis han skulle skifte over til mugglerverdenen, hvis det var hans ønske. Så mon ikke han fandt en løsning på at kompensere for sin manglende magi?
Hun sænkede blikket lidt da han blinkede til hende. Prøvede manden virkelig at flirte? Det var da meget sødt, og ikke uvant for Isobel at mænd forsøgte at give deres bedste skud når de sad overfor hende, om de så var fremmede eller fjerne bekendtskaber. Hun ville normalt have is i maven og smile tilbage, men Donners behandling af hende havde efterladt hende tom og usikker når det kom til den slags. Hun havde indtil videre kun formået at give sig hen til Matthew siden sidst, og hun håbede at hun kunne komme ind under huden på Seneca ligeså, når den lejlighed bød sig rigtigt til. Så hvor flink Augustin end var ville hun ikke nødvendigvis tage hans flirten alt for seriøst.
"Ja, der findes jo heldigvis andet end magi i verden, som man kan blive målt på," sagde hun som en lille kommentar. "Mange glemmer det, specielt magikere. De glemmer at mugglere for eksempel også har deres egen form for magi i form at videnskab og elektricitet og trådløse netværk der næsten kan minde mest om vores magi. En ting man ikke kan se men som forbinder dem alle sammen," tilføjede hun og sippede til sin vin. "Vi er slet ikke så forskellige som nogen vil have os til at tro."

[Augustin Sylvain Jerreau]

Han nikkede ivrigt. Idet han var fuser og ikke boede sammen med en magiker, havde han et nogenlunde almindeligt mugglerhjem. Men han kunne se hvordan nogle af hans kollegers øjne blev fjerne når han snakkede om hvilke foranstaltninger mugglere havde for at få hverdagen til at fungere. Og på hospitalet hvor han blev behandlet var fremskridtet også tydeligt i forhold til for bare 20 år siden.
"Det er meget fascinerende og måske vi burde tage ved lære af de u-magiske," Han tog servietten op og tog fat om glasset med den som en isolation mod den stikkende smerte i hans ekstremiteter når han rørte noget koldt. En enkel slurk fortalte ham, at det faktisk var det rette valg. Han var lidt en sukker-gris når det kom til hans drikkelse, så den søde, men stadig let syrlige lemonade på en forårsdag var da helt perfekt.

[Isobel Stella Darklighter]

"Ja, men det er svært når visse strømninger i det magiske samfund vil noget andet," sagde hun med et lille suk. Selvom fusere var fuldblods var de stadig anden-rangs mennesker i det magiske samfund, selvom de ikke direkte var udsat for den samme stigmatisering eller udskamning som mugglerfødte kunne være. Hun vidste at Matthew var en af de førende stemmer for samhørighed men i hemmelighed arbejdede på det stikmodsatte. Hun havde opgivet at snakke med ham om det, de var bare for uenige, men hun ville heller ikke stemples som sympatisør. Nok var mugglerfødte velkomne, men for hende skulle de bevise ekstra meget for at få hendes respekt.

[Augustin Sylvain Jerreau]

Augustin havde affundet sig med det. Med at være nummer to i rækken. Både dengang han benyttede sig af magiske dating-løsninger og nu, hvor han ikke længere var aktiv i dén scene.
"Jeg må sige, Isobel," startede han en sætning han ikke var helt sikker på hvor skulle hen, "At jeg er glad for at have genmødt dig," Han hævede sit glas med servietten omkring og klinkede det diskret mod hendes.
"Du har i hvert fald gjort denne dag bedre," indrømmede han blankt.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun lo stilfærdigt. "Genmødt? Tja, det kan man vel godt kalde det," sagde hun let leende og tog sit glas da han klinkede imod det inden hun hævede det til skål og drak en tår. Det var ved at være tømt ud og ærligt talt var hun måske også på vej til gerne at ville komme hjemad. At sidde stille så længe på bænken havde gjort hende kold, og selvom de var indenfor i varmen nu var hun stadig lidt stiv i kroppen. Hun smilede til ham.
"Det er jeg glad for at høre," sagde hun. "Besøger du familien mens du er her i London? Så kan det være vi ses igen?" spurgte hun og med et greb om hendes håndtaske gjorde hun langsomt mine til at ville rejse sig dog uden at gøre det med det samme.

[Augustin Sylvain Jerreau]

"Åha, jeg har været i London længe uden at besøge familien," sagde han stilfærdigt. Han forstod egentlig godt, at hun gerne ville videre. Han havde også selv ting på dagsordenen i dag. Alligevel følte han sit hjerte brække med hendes ellers simple bevægelse.
"Men måske jeg kan lokkes til det en dag," Han havde været i London nogle år, mest fordi varulveklanerne synes at samle sig i Storbritannien. Ingen kendte dén side af ham i familien. I hvert fald ikke hvad han vidste af og hun skulle ikke være den første.
"Jeg må jo næsten møde denne datter, du taler så meget om!"