Familiar Engagements

[Robyn Atkinson]

@vladimir

Robyn strålede af lykke. For første gang reflekterede hendes blik ikke en trist regnvejrsdag men en nuance af grå toner som glimtede om kap med den funklende diamant på hendes finger. Hvor mange gange havde hun ikke hintet til at det var på tide? Vladimir blev jo ikke yngre. De lange tynde fingre gled over ærmerne på hendes hvide silkeskjorte og foldede sig over kors, samtidig med en genert rødmen kom til syne. Det var ikke normalt at Robyn udviste en generthed, men lige i dette øjeblik vidste hun knapt hvad hun skulle sige. Hun havde fået det som hun ville have det. Hun lænede hovedet mod dørkarmen imens hun betragtede ringen tilfredst og så da på sin nye forlovede. ''Vil du have en kop te?'', spurgte hun af ren følelse af at hun behøvede at sige noget efter denne gestik. 

[Vladimir K. Darklighter]

Der var mange ting i livet som var flygtige. For Vladimir var det ikke alting han oplevede som han ville tage med videre. Der var forår, sommer, efterår og vinter i løbet af et år, og sæsonerne kunne repræsentere de mennesker der var kommet og gået i hans liv. Men Robyn var helt speciel. For ham var hun solen og han fik hans måne til at lyse på en helt speciel måde, og solen og månen var konstante i løbet af livets sæsoner. Det havde han langsomt ræsonneret efter hun i snart et års tid havde puffet til ham om hvad fremtiden mon bragte. Ikke bare for ham, men for dem. Siden han var kommet retur fra sit arbejde i Rusland havde han indset at han ikke blev ældre, sådan som hun meget sigende sagde, og da han havde mødt hende kort efter han var vendt tilbage til Storbritannien, havde det været som en brik i et puslespil der faldt på plads i hans hjerte. Hendes grå øjne der havde fanget ham, så lig hans men med hendes erfaring og ynde. Hun var strid og blid, som han sagde.
Og for hende havde han nu rejst sig, med et knæ der gjorde ondt men på en måde var smerten sødmefuld, den var velfunderet og velovervejet. Den lille ringboks var pakket af vejen efter han havde gledet ringen på hendes finger efter hendes “ja”, og han stod med et tilfreds smil på læberne der havde svært ved at udtrykke helt præcis den lykke der fandtes indeni hans bryst lige nu. Hans hjerte havde slået hurtigere end nogensinde før, hans hænder havde været kolde, men han havde fået ytret ordene som han havde øvet så mange gange i sit lille studiekammer i palæet, og endelig fået dem sagt til hende. Endelig ment dem med hud og hår og sjæl.
“En kop te ville være fantastisk,” svarede han med et lille smil mens han langsomt vendte tilbage til virkeligheden, hendes lejlighed, denne eftermiddag. Ikke fordi det var velovervejet at det skulle være denne dag, men han havde haft ringboksen i lommen de sidste tyve dage og hver dag han havde set hende havde han forsøgt at gøre det, men det var først nu, ja, af en eller anden årsag, at han havde fået taget sig sammen og gjort hvad der burde gøres: friet til hende.

[Robyn Atkinson]

Hendes grå øjne mødte hans fra under hendes lange sorte øjenvipper, og et lille kærlighedsfuldt smil spredte sig på hendes fyldige læber, det hun med et blink vendte ryggen til ham for at gå ind i det lille engelske køkken. De gamle træskibe var malet lyseblå, og et enkelt skab havde små hvide daisies håndmalet med yderst nøje. Det var også det eneste som var dekoreret i hendes lejlighed, og meget passende var det skabet der indeholdt diverse vin fra hele verden. Robyn satte den hvide kedel over imens hun tænkte over sin fremtid. Hustru, mor, og sammen med den eneste mand hun nogensinde havde følt sig forbundet til. ''Skal vi bo her i London? Eller vil du flytte til Cotsworlds? Eller måske Godrickdalen?'', spurgte hun, imens hun skubbede en palle foran sig, og trådte op med ynde. Hun rakte frem og gav sig til at rode i skabet efter det hjemmebagte brød - endnu en sjældenhed, men det var vel en slags magi? ''Vi kunne også pakke alting og flytte til Rusland. Måske få et russisk bryllup?'', hun vendte sig mod ham på ny, storsmilende. 

[Vladimir K. Darklighter]

Hans blik fulgte hendes skikkelse som den gik rundt i køkkenet og han selv stod sjældent ydmyg på dørtærsklen. Selvom han havde været i lejligheden før følte han at det var næsten forbudt nu at bevæge sig rundt i nærheden af hende. Hustru. Kone. Han smagte på ordene i hovedet som han havde gjort det så mange gange før og nu, men nu var det en realitet lige om hjørnet.
“Eller du kunne komme og bo i palæet?” Foreslog han inden han endelig tog sig sammen og gik ind i køkkenet og lænede sig mod køkkenbordet og hans øjne fulgte hende som hun gik op for at lede efter hvad end hun ledte efter. “Der er masser af plads, og du er mere end velkommen, er jeg sikker på,” forklarede han mens han mærkede hvordan han afholdt sig fra at glide hen og lægge armene om hende. Han vidste hun ikke brød sig om at blive afbrudt når hun var i gang med noget.

[Robyn Atkinson]

''Palæet'', sagde hun langsomt som overvejede hun hver eneste stavelse der fandt vej over hendes læber. Hun havde hørt tale om det formidable sted med de mange kunstværker og genstande, som Vladimir ind imellem havde smuglet med til hende så de kunne kigge på det, som to nysgerrige børn under dynen. ''Er du sikker på at din familie vil acceptere endnu en fuser?'', spurgte hun, også selvom hun egentlig var indforstået med at det ikke var deres forretning men Vladimir og hendes egens. Hun tog nu brødet frem fra skabet og bøjede sig fremover for at stille det på bordet. ''Det er sikkert stenhårdt nu, men... Med lidt smør på, burde det vel fungere? Åh, tag det fjollede smil af læberne, jeg skulle bare prøve noget nyt'', sagde hun som hun drillende lavede et ansigt mod sin forlovede. Forlovede. Åh hun kunne synge. Hun gled ned af pallen ubesværet og gav sig til at hente kopper frem. 

[Vladimir K. Darklighter]

Han kunne ikke nænne at sige til hende at han egentlig ikke var sulten, men han måtte kvæle et smil bag hånden og satte sig hen til bordet alligevel mens han betragtede hende vimse lidt rundt efter kopperne. Kedlen boblede lystigt efterhånden.
“Det bliver de vel bare nød til, nu er du jo min,” sagde han og foldede hænderne under hagen med et løst greb og lod blikket vandre lidt bort fra hendes skønne figur, selvom det var svært, og tog sig pludselig tid til at betragte køkkenet i et nyt, anderledes lys. Det var som om alting var gået op i en højere enhed nu. Interessant nok var det som om han så ting i køkkenet han ikke havde set før. Billeder og nips. Han vidste det var meget ulig hende men køkkenet var også det eneste rum med den slags i, da resten af lejligheden var minimalistisk til perfektion. Hans blik faldt på et billede i en lille ramme der stod på en hylde og han lagde hovedet lidt på skrå. “Sig mig, har det billede altid stået dér?” Spurgte han i samme øjeblik kedlen ramte kogepunktet.

[Robyn Atkinson]

Min, ordet fik hende til at vende sig om og sende ham et kort bistert blik. ''Der er ikke nogen der ejer mig'', svarede hun med et blink, selvom hun stadig smilede idet hun satte brødet og en bakke smør på bordet. Og da kunne hun alligevel ikke dy sig længere som hun gled en langfingret hånd over hans lange hvide hår. ''Men jeg ejer dig, du er min nu'', fortsatte hun så, inden hun lænede sig ned for at presse et mildt kys på hans pande. Hvorfor føltes det så akavet nu? Måske var det fordi at ingen af dem var særligt grandiøse mennesker og helst holdt sig bort fra spektaklet hvis ikke de kunne observere det fra sidelinjen. 'Robyn skulle lige til at svare ham, da kedlen fløjtede. Hun sendte ham et undskyldende smil inden hun gik tilbage til den og gav sig til at hælde vandet op. ''Nej, det er min mor. Idag er det 5 år siden hun døde. Hun var tosset, men god nok. Jeg har pyntet køkkenet med hendes ting, hvis nu hun skulle hilse på'', hun trak på skulderen, for aldrig havde hun set sin mors spøgelse, men billedet bevægede sig nydeligt med den brunhårede kvinde, leende foran et museum med den lille generte Robyn i hånden. 

[Vladimir K. Darklighter]

Vladimir rejste sig langsomt for ikke at skabe for meget oprør i køkkenet og ignorerede stort set brød og smør og te nu serveret for ham inden han bevægede sig hen til hylden hvor hans lange fingre greb forsigtigt om billederammen og tog det ned for at tage det i bedre øjesyn. Måske fordi han indtil da kun havde haft øje for hende når de var sammen og han nu kunne se tingene i et større perspektiv lagde han mærke til det. En finger gled over glasset der dækkede motivet mens han mærkede kulden glide ind i hans knogler. 
“Ah, hun var din adoptivmor?” Spurgte han med en lille panderynke. Han vidste hun ikke havde nogen forbindelse til sin biologiske mor, det havde hun jo fortalt men samtidig var der en grusom fornemmelse der var begyndt at boble op i ham. Han hænder rystede en smule mens han satte billedet tilbage, en smule mere på skrå end før og med lidt stive skridt vendte tilbage til bordet og satte sig. 

[Robyn Atkinson]

Et bestemt klik lød mod det hvidlakerede træbord, idet Robyn satte kopperne ned og den store tunge tekedel som fik hende til at se endnu mere petite ud end hun var. Ud af øjenkrogen så hun hvordan Vladimir kiggede på billedet, og hun rystede på hovedet med et suk. ''Nej, dét er min biologiske mor. Nelly. Hun sprang sig selv i luften, kabom!'', hun slog kort ud med hænderne men blev så pinligt berørt over sin egen gestik, at hun straks rettede sig op og foldede hænderne i skødet som hun satte sig på stolen. ''Er du okay?'', spurgte hun med et lille underfundigt smil, inden hun rakte ud og gav sig til at skære i det stenhårde brød. ''Jeg håber ikke du har fået kolde fødder, fordi jeg lover dig at jeg vil gøre alt i min magt for at vores børn ikke bliver ligesom hende''.

[Vladimir K. Darklighter]

Det snørrede sig sammen i hans hals og han var pludselig tør i munden mens han lyttede til hende. Hans blik fæstnede sig ved saven der gnavede sig besværligt igennem det stenhårde brød der nok nærmere kunne bruges til at bygge broer af end spises af to nyforlovede fusere. Nelly Atkinson. Han mærkede hjertet synke ned i fødderne og det snurrede lidt i hans fingre inden han endelig så tilbage på hende og mærkede hendes ord ramme ham fra en anden dimension. Han ville aldrig kunne sige det, aldrig kunne fortælle hende at det selvsamme billede blev sendt til ham for nogle-og-tyve år siden, en lille stikpille til ham om at der var et grå-øjet barn der savnede sin far.
“Ah, jeg håber da at de bliver bedre. Tænk hvis de kom på Hogwarts,” sagde han med en lidt fjern tone mens han rakte ud med lidt rystende hænder og tog en kop for at hælde te op til sig selv og hende. Han forsøgte et undskyldende smil men det var mere et fåret udtryk. “Undskyld, jeg tror bare jeg skal have lidt te at drikke, jeg blev pludselig lidt utilpas,” undskyldte han og forsøgte at smile lidt drillende, “alderen, du ved.”

[Robyn Atkinson]

Et øjenbryn stak i vejret imens Robyn betragtede Vladimir hælde teen op. Blidt, hævede hun sine hænder og lagde dem på hans for at hjælpe til med at stabiliserer kedlen. Hun var god som dagen var lang, og selvom hun vidste at han vil nægte hjælp, undede hun sig glæden ved at hjælpe ham ved noget så minitiøst. ''Selvfølgelig skal de på Hogwarts! Vi kan vel ikke blive mere uheldige du og jeg?'', spurgte hun med et smil og kommenterede ikke på hans ildebefindende. Hun vidste at han var stoisk og ikke vill pjattes om. Hun vendte sig mod brødet med et defeated udtryk. ''Jeg ved altså ikke hvor spiseligt det er, Darling...'', måtte hun langsomt indrømme, som hun rakte ud efter den tørre skive som nærmere lignede en mursten. ''I har vel husalfer hos jer, som sørger for alt?'', spurgte hun forventningsfuldt. Hun havde selv kæmpet sig til hvert en ting hun ejede idag. 

[Vladimir K. Darklighter]

Uheldige. Ordet skar sig ind i hans bevidsthed som en kniv med en sløv æg der netop havde forsøgt at skære igennem hendes stort set dødsdømte brød. Han sukkede lidt mens han vidste hvad han måtte gøre. Han sendte hende et lidt mere velmenende smil og sukkede mens han sank den bitre drik der var livets ironi og skyllede efter med en slurk te.
“De får det bedste af det bedste når de kommer på Hogwarts,” sagde han og satte koppen fra sig uden at ville kommentere videre på brødet.  Han nikkede dog til hendes spørgsmål om husalferne. “Vi har begge. Min lillebror har en butler, Rex, han er ældre end, ja, han var allerede gammel da jeg blev født så han har været i familien i evigheder. Men husalfer står for en stor del af husholdningen i den beboelige del af palæet mens husholdningen i firmaafdelingen er ordnet af magikere.” Han lænede sig lidt ind over bordet og tog hendes hånd og nussede den hen over håndryggen. “Hvorfor da, min skat, vil du gerne undgå at lave mad igen?” Spurgte han med et lille drillende glimt i de grå øjne og rynkerne ved øjnene var som smilende guirlander.

[Robyn Atkinson]

Det underfundige smil slap ikke hendes læber ved hans spørgsmål. Tværtimod gled hendes fingre op mellem hans, og nød den ruge håndflade der hvilede mod hendes bløde. Hun havde knapt arbejdet hårdt en dag i sit liv, kun de små tidligere rynker om hendes læber vidnede om et tidligt liv i pine. “Jeg ønsker vel bare at min gamle mand skal leve så længe som muligt”, besvarede hun drillende hans spørgsmål. Hun havde selv glemt alt om brødet der lå som forglemte murbrokker imellem dem. “Du er heldig, at du voksede op så nært dine søskende. Jeg beklager inderligt at jeg ikke kommer fra en ligeså fin familie som du”, det var et bedrøvet smil der nu omkransede de stærke læber men det viljefaste blik der faldt på hans. “Min mor var tosset, som du ved, min fader er ikke eksisterende. Jeg er rimelig sikker på at min mor var prostitueret. Jeg har ingen kapital, og jeg blev fjernet som 12 årig, da hun brugte magi foran en landsby”, ordene slap hende som et lyntog, de var korte og præcise, ingen grund til at hænge ved detaljer. Det var desuden første gang hun faktisk åbnede op for Vladimir angående sin barndom.

[Vladimir K. Darklighter]

Brødets forfaldne murbrokker, en ruin, et liv i smerte, sådan virkede det nu mens de sad der på hver sin side af bordet, og alligevel havde deres hænder fundet hinanden i en sær dans, der nu virkede alt for indstuderet til at han kunne slappe af. Og så alligevel... måske var det hans egen genetik fra Darklightergrenen der brød igennem med et lille bittersødt stik af kærlighed, en kærlighed der var mere end den burde være, og lidt for gennemtrængende i hans fysik så han måtte tage en dyb indånding og rette sine ben lidt til under bordet.
"Rigdom er ikke alt, min skat," sagde han mens ordene rodfæstede sig ham. Hans måde at tiltale hende på fik en ny betydning nu han kendte sandheden. Hun var i sandhed hans skat, den manglende brik i puslespillet han tidligere havde mærket falde på plads og nu gav det hele mening. Han strøg hendes fingre lidt inden han langsomt slap deres flettede greb og rettede sig lidt tilbage i stolen inden han atter tog koppen og hævede den for at tage en slurk. "Du skal se, vi får det godt sammen. Vi kan starte med at flytte til palæet sammen, og derfra kan vi finde ud af hvad vi gør, hvad synes du om det, Ruby?" hans kælenavn til hende, den blodrøde juvel nu med ekstra tryk på blodets symbolik.

[Robyn Atkinson]

Robyn følte straks en skam over at have fortalt sig, at bringe ulykke og kapital frem i deres samtale og hans simple svar skar som gennem blødt smør. Hun sænkede blikket mod den hånd havde sluppet, og lænede sig selv tilbage i stolen med armene over kors på ny. Hun skulle til at svare ham da det forhadte kælenavn løs og hun åbentlyst skar ansigt. “Det bliver du nødt til at holde op med at kalde mig... ihvertfald hvis du vil have at jeg flytter ind”, svarede hun med et forceret smil imens hub selv hævede sin tekop. Det var ikke engang bare det kælenavn som stak, det var alle former og farver for sødlige navne som frustrerede hende og fik hende til at reagere.