Familiar Engagements

[Vladimir K. Darklighter]

Hendes trodsighed fik Vladimir til at klukke, en lille latter han havde tillagt sig mens han var i Rusland, så det blev også en rumlende, sprød klukken inden han lod latteren forstumme til et bredt smil og han tømte sin tekop og rejste sig fra stolen med et tungt suk.
"Nu skal du ikke være kæk, min tøs," sagde han lattermildt og gik rundt om bordet for at bøje sig ned og placere et mildt kys på hendes kind. Han valgte kinden denne gang, selvom han normalt ville have fundet hendes sødmefulde mund og have givet sig hen til den florlette følelse af hendes kys. "Vi kunne tage derover sammen, du ved, i aften?" foreslog han. "Jeg kan give min bror besked om at vi kommer til middag?" tanken om endelig at introducere hende havde været tiltalende før, men nu kom tankerne ind bagfra og overvældede ham. Hvordan skulle han nogensinde forsvare at holde hende barnløs for at undgå for meget indavl? Hvordan skulle han holde Matthew hen? Alligevel virkede det naturligt nu hvor han havde sat en ring på hendes finger. Det ville vel få Matthew til at holde fingrene fra hende, håbede han. Middagsselskab med Darklighterfamilien. Det skulle nok blive en herlig affære.

[Robyn Atkinson]

''Robyn, jeg hedder Robyn'', svarede hun med et hævet øjenbryn. Hun ignorerede hans latter med et iskoldt blik, selvom den sure trutmund blev opløst i et smil ved hans kys. Hun vendte hovedet for at nå hans læber, men missede dem præcis hvilket fik hende til at sukke. ''I aften?'', spurgte hun, måske lidt for overrasket indenhun rejste sig fra sin stol. Hun gik forbi ham og ud i den lille gang før end hun forsvandt ind i det lille soveværelse med de pastelgrønne vægge. Hun åbnede sit klædeskab hvor alt hendes tøj var sirligt ophængt og strøget. Hun havde glemt alt om te, brød og Vladimir som hun gav sig til at betragte sine klæder. ''Er det meget opstyret?'', hun havde jo mødt de fleste fra Darklighter familien i virksomheden, selvom at Vladimir var hendes første kontaktperson. Men de havde aldrig rigtig talt med dem på et mere privatniveau. ''Hvordan er de? Hvad skal jeg tale om?'', spurgte hun. 

[Vladimir K. Darklighter]

Vladimir sank en klump og fulgte langsomt efter hende igennem lejligheden til hendes soveværelse og lænede sig mod dørkarmen med armene over kors mens han betragtede hende foran det perfektionistisk indrettede og opdelte klædeskab.
"Du har jo allerede mødt Isobel, hun er vores kurator for den magiske afdeling," forklarede han med et skuldertræk. Det tog usigelige mængder af viljestyrke ikke at gå hen og lægge armene om hende og trække hende ind til sig og glemme alt om middagsselskab og virksomheden. "Det er jo bare torsdag, så det er ikke fordi der er noget stort i gærde, men vi plejer at være nogenlunde præsentable, og samtalerne kan gå på alt og intet. Egentlig snakker vi ofte forretninger, men det er fordi min lillebror ikke kan lade være med at arbejde selv når han har fri," fortalte han inden han langsomt begyndte at nærme sig hende og lagde alligevel en enkelt arm rundt om hendes liv som han stod ved hendes side og betragtede de mange, sirligt strøgne beklædningsgenstande. "Hvad med den her?" han rakte ud og trak en fin slank sort kjole frem.

[Robyn Atkinson]

''Jeg har også mødt Matthew en enkel gang'', svarede hun imens hendes lange tynde finger søgte over klædernes fornemme stoffer. ''Jeg kan let tale forretning. Det er jo mit sprog'', det lille smil var tilbage, selvom hendes øjne stadig fokuserede på valget foran sig og hendes hånd langsomt strøg op af hans som den fandt vej omkring hendes liv. Hun lænede sit hovede mod hans skulder, og overvejede hvordan hun ville beté sig, hvilke spørgsmål hun ville stille og hvilke svar hun vil givne på de spørgsmål hun kunne forestille sig. En perlende latter forlod hende da han fremdrog den sorte stramsiddende kjole. ''Du er pervers'', lo hun som hun greb kjolen og sendte ham et underforstået blik under de mørke øjenvipper. Hun gik frem mod det nøgne spejl og holdt kjolen frem for sig. ''Den er ikke for meget?'', spurgte hun som vendte sig mod Vladimir på ny med kjolen fremfor sig. 

[Vladimir K. Darklighter]

"På ingen måde, jeg tror den vil være perfekt," svarede han mens han tog hende bedre i øjesyn. Ja hun havde mødt Matthew en enkelt gang, men det var inden de var påbegyndt deres natlige rendez-vous, og snakken var mere formel dengang. Han gik hen til hende og lod fingrene stryge langs sømmen i siderne på den lille, frække sag han havde udset sig til hende. Han ville vise Matthew præcis hvad han ikke kunne få, og kjolen ville være perfekt. "Hvad meeeed," han drejede lidt dramatisk rundt og gik hen til hendes skohylde hvor han fandt et par simple, elegante pumps frem og fremdrog fra en skuffe med smykker en hvid perlehalskæde. "De her ville gå rigtig fint til den, syntes du ikke?" spurgte han og lagde tingene sirligt fra sig på sengen og så fra dem til hende, som en som en ældre bøsse i et make-over program på BBC.

[Robyn Atkinson]

Robyn kunne ikke lade være med at betragte ham med et lille smil. Han havde ofte hjulpet hende med at ligge tøj frem, han havde et øje for det, for ikke at tale om det blik hun modtog når han ikke kunne lide en specifik form for accessoire. Hendes lange fingre gled over perlerne efter han havde lagt dem på sengen, og så på de sorte Lou Boutins. ''Du tror ikke at jeg kommer til at ligne en muggler for meget?'', spurgte hun selvom hun alligevel gav sig til at knappe sin hvide silkeskjorte op. Hun elskede dyre vare og det reflekterede både hendes stil og lejlighed, hvilket hun egentlig blot så som kvalitet. Hendes grå øjne sendte ham et vovet blik inden hun vendte ryggen til ham og åbnede skjorten for at glide den ned langs sine skuldre langsomt, så at det udefra kommende lys kunde kærtegne den nøgne hud som gradvist kom til syne. Så snart skjorten var sirligt foldet i hendes arme, kastede hun den på sengen for ligeså at gøre samme drillende gestik med sin nederdel. Hvorfor ikke give ham et show så han kunne se frem imod noget efter den forestående middag? 

[Vladimir K. Darklighter]

Det vendte og drejede sig lidt i hans mellemgulv mens han stod og betragtede hende langsomt afklæde sig, med en tydelig gestik der skulle virke lokkende og måske også forførende. Han havde set det før, og han havde værdsat det før, og denne gang var der både den samme tænding som blev vakt, men samtidig en klump i halsen over tanken der dvælede ved billedet i hendes ramme ude i køkkenet. Hvor var det hele dog forkert og forkasteligt! Det var jo kun Matthew og Isobel og de andre der kunne lide den slags!
Og så alligevel smeltede hans hjerte og hans knæ blev blødgjort ved synet af den blege hud der kom til syne imens hun langsomt fjernede stoffet fra sin krop og afslørede den sensuelle, elegante skikkelse.
"I guder, du er skøn, min pige," tog han sig selv i at hviske inden han rømmede sig en kende for at dække over ordene. "Ligne en muggler? Nej da, Isobel har også muggler-tøj fra tid til anden, det er skam ikke ildeset," fik han sagt, ordene tvunget over hans læber som han måtte fugte for at kunne få lyden rigtigt ud efterfulgt af et tungt suk, der skulle kontrollere hans hjertebanken og den tydelige spænding han mærkede blomstre op syd for bæltespændet.

[Robyn Atkinson]

Hun hørte hans ord, trods den efterfulgte rømmen. Denne gang krøllede et finurligt smil på hendes læber, som hun dog skjulte idet hun vendte sig for at ligge den fint foldede nederdel ved siden af skjorten. Iført strømpeholdere, og sine fine neutrale blondeklæder, betragtede hun Vladimir i et øjebliks stilhed. Langsomt fugtede hun sine læber og lod det sensuelle gaze glide over hans underkrop, inden hun rakte frem og satte hælene på gulvet. ''Jeg kan vel tage en kappe på til, måske den lange mørkerøde fra Madame Malkins. Eller den lilla - hvad synes du?'', spurgte hun samtidig med at hun trådte op i hælende og nu befandt sig foran ham, med sine arme slanger omkring hans hals, da hun ved hjælp af hælene kunne nå meget bedre. Hendes fingre legede let med hans lange lyse lokker og hun lod sin varme krop trykke sig mod hans kolde klæder. Hendes grå øjne fangede hans og med et dyb suk hviskede hun; ''I det mindste skal vi aldrig diskutere hvilken øjenfarve vores baby kommer til at få'', med dette strøg hun hånden ned langs hans brystkasse for at gribe fat.

[Vladimir K. Darklighter]

Nogle ting i livet var uretfærdige. Skæbnen, en økonomisk deroute, en fejlslagen romance eller en familie med lidt for dårlig etik og moral. Men den uretfærdighed der stod levende i fuldt flor foran ham var om muligt den værste han til dato havde stiftet bekendtskab med, og det var ud af mange ubehageligheder han havde oplevet igennem sit liv. Hun var så ung og fik ham til selv at føle sig så ung når han så på hende, kærtegnede hende og kyssede hende. Men skønt han kendte hendes legesyge sind når hun stod som hun gjorde nu, en moderne storby nymfe, i sine sarte klæder og så tæt op ad ham at hun næppe kunne undgå at lægge mærke til den påvirkning hun havde på ham. Han gav op. Han kunne ikke kæmpe mere eller stå imod hende. Hun var jo hans. Han kunne mærke ringen når hendes fingre gled igennem hans hår.
"Vent med kappen, skat," hviskede han i hendes øre mens hans hænder gled rundt om hendes slanke liv, så spændstig og fuldendt, og hans ene hånd fandt vej ned over lændesvajet og til hendes balle som fik et fast greb at føle fra hans store hænder. Hendes kommentar om børnenes øjenfarve bragte ham en kende tilbage til virkeligheden, men det var som om hans krop strittede imod, meget bogstaveligt talt.

[Robyn Atkinson]

//blackout

Robyn satte sig på den lille stol ved sminkebordet. I spejlet kunne hun betragte Vladimir, stadig i sengen og stadig afklædt. Selv havde hun formået at iføre sig en hvid silke cami, der kærligt omfavnede hendes krop hvor mandens hænder præcis havde været. Hun var tom for ord men tydeligvis tilfreds. Hendes krop summede af eftergløden og tiden havde hun knapt skænket en tanke. Blidt rensede hun sit ansigt med en lille bomuldsrundel inden hun gav sig til at ligge den nødvendige makeup. Hun havde altid følt at hendes læber var for små i forhold til hendes ansigt, og med en blyant begyndte hun at tegne dem op ganske forsigtigt. “Hvad tænker du må, Darling?”, spurgte hun efter en tid hvor han endnu ikke havde flyttet på sig.

[Vladimir K. Darklighter]

Med hænderne foldet bag hovedet og begravet i de bløde puder lå han henslængt i sengen. Brystkassen med den sitrende gråsprængte hårpragt hævede og sænkede sig roligt for at genvinde pusten. Han var ikke ude af træning, han var bare altid så investeret i deres elskov at han af og til glemte at det også handlede om at trække vejret og leve. Han lod et dybt suk undslippe hans strube, en brummen eller knurren af tilfredshed mens hans blik var vendt op mod loftet. Den hvide dyne lå så den lige knap dækkede ham til og han mærkede pulsen i hver fiber af sin krop mens en stigende fornemmelse af urolige tanker forsøgte at skubbe hans nydelse til side.
"Ikke så meget, min kære," svarede han med en tydelig fjern tone inden han drejede hovedet og fulgte hendes sirlige bevægelser i spejlbilledet. Han sendte hende et oprigtigt smil og sukkede igen inden han hævede sig op på siden og støttede med albuen i sengen mens han betragtede hende. "Du nævnte børn et par gange idag, har du noget ønske om at få dem før eller efter vi indgår i ægteskabet?" spurgte han ligeud. Det var altid bedst at være ærlig med hende.

[Robyn Atkinson]

En mild latter undslap hendes læber og hun sendte ham et drilskt blik. ''Jeg håber ikke det skræmmer dig. Men du bliver ikke ligefrem yngre'', svarede hun, og det var ikke første gang hun bragte vigtigheden af en familie på banen. Hun havde så og sige altid ønsket sig sin egen familie og Vladimir kunne give hende den. Han havde allerede indgået første skridt i deres pagt. ''Men efter ægteskabet. Jeg vil helst ikke have bastarder'', svarede hun idet hun lænede sig forover for at give sig til at male sine lange vipper med den fine mascara. Hendes læber skiltes en anelse imens hun gjorde det, af ren koncentration. Robyn var konservativ, noget hun ikke var blyg for at stå for, og noget hun havde mistet venner på før. 

[Vladimir K. Darklighter]

"Ah," han viste sin forståelse. Det betød blot at de ikke kunne gifte sig før de var ude af palæet. Han skulle satme ikke have hende til at prøve at blive gravid imens de boede dér, Matthew ville jo ende med at bruge en polyjuice eliksir eller lignende, hvis han fandt ud af det.
Han fik langsomt trukket sig ud af de bløde dyner og puder og atter iklædt sig sit tøj. Han rettede det til foran det store spejl og sendte hende et smil i spejlbilledet mens han forsøgte at undertrykke den listende følelse af myrekryb der gik igennem ham når han overvejede deres netop overståede handling og alle tidligere handlinger de havde udført sammen i diskretion fra andres blikke. Men han mønstrede en hvis værdighed efterhånden. Han elskede hende jo, og hvis han bare sørgede for at skyde med løst krudt, så at sige, ville der ikke være noget problem. Han ville finde en forklaring i sidste ende, og det kunne være det hele ville ende godt??
"Er du ved at være klar? Så kan jeg ringe efter en vogn," spurgte han og rettede skjorten til inden han drejede rundt og betragtede hende smukkesere sig.

[Robyn Atkinson]

Det hjalp at Robyn vidste, at de var grundlæggende enige i deres politiske, familiære og ikke mindst ideologiske syn på livet. At han ikke stillede spørgsmål til hendes konservative valg, og at hun ligeså accepterede hans tilbageholdenhed. Tanken fik hende til at tromme kort på sminkebordets flade, inden hun rejste sig og gav sig til at iklæde sig det fremlagte tøj. ''Jo, du kan bare ringe nu'', svarede hun imens hun sirligt iførte sig den sorte silkekjole der krøb op af hendes former som en hånd i en handske. Hun havde lyst til at spørge ind til hans knæ, da hun vidste at det var i vejen og ofte blev overanstrengt ved disse passionerede rørelser. Men istedet, klædte hun sig blot på og gik ud i hallen i de elegante pumps, hvor hun selv iførte sig sin kappe, inden hun tog hans stok og rakte den til ham. Et kærligt og næsten skjult gestik. 

[Vladimir K. Darklighter]

Vladimir fik ringet efter en vogn og tog sig tid til kortvarigt at stå i køkkenet og se mod billedet imens han ringede. Han stod så meget i sine egne tanker at operatøren næsten nåede at lægge på inden han fik sagt at han var til stede og havde brug for en vogn til adressen. Det gik igennem og han lagde på og sænkede telefonen ned til brystet mens han stadig stod og kiggede på billedet inden han sank en klump. Et sted ud af hans øjenkrog i lejligheden gik Robyn mod hallen og han fulgte med med et lille suk, modtog stokken og rakte hende sin arm.
"Er du klar til den offentlige introduktion?" spurgte han med et lille smil til hende og placerede et kys på hendes kind.