Familiar Engagements

[Robyn Atkinson]

Robyn smilede venligt til ham, og tog armen som var de to puslebider. ''Burde jeg være bange?'', spurgte hun, imens de gik ud af den gamle viktorianske lejlighed og forsigtigt ned af de mange trapper så han ikke skulle føle smerte ved de mange trin. Da de nåede ud til bilen, satte hun sig ind ved hans side, og rakte straks en hånd frem for at ligge den på hans knæ. Nervøsiteten krøb over hende og varslede uro i hendes indre, selvom hun forblev rolig ved hans side. Det var bare en anden form for forretning, udover at hun selvfølgelig skulle flytte ind i deres hjem... Hun vendte sig mod sin forlovede, med et hævet øjenbryn. ''Har du mange knick knacks? Du virker lidt som den type'', spurgte hun, selvom det var sagt med en vis vittighed så lå der en stram seriøsitet bagved. 

[Vladimir K. Darklighter]

"Ingen grund til at være bange, min kære," sagde han. "Så længe du bare er dig tror jeg ikke der er noget de kunne finde på at se ned på. Du er jo skøn som du er," forklarede han mens de gik ud og ned. Stokken var med til at tage det værste af vægten fra knæet og han nåede bunden af opgangen uden videre besvær selvom han af og til ønskede at der var en elevator i den gamle opgang.
Vognen holdt i tomgang og ventede på dem og de satte sig ind og gav adressen til chaufføren så de kunne komme afsted. Det var faktisk nogenlunde perfekt timing, at de ville ankomme til middagstid i palæet. Vladimir vendte sig mod Robyn og tog hende i bedre øjensyn som hun sad der, en perle imellem lædersædernes mørke farve.
"Jeg har minder og nogle af dem er ganske rigtigt manifesteret fysisk," var en bedre måde for ham at forklare det på.

[Robyn Atkinson]

Robyn tog sig i at kommentere at alle sådanne genstande burde fjernes hvis de skulle dele kammer i det kommende samboskab. Hun ønskede ikke at såre ham, men samtidig vidste hun at for mange genstande vil fjerne hendes fokus på det som var vigtigst - en stærk karriere og eventyrsfyldt liv. For mange genstande var blot last og objekt for for meget kontemplation som let kunne lede en til at sidde fast i samme gamle mønster. 
Da vognen standsede foran det store palæ, blev Robyn sat af med besked på at bilen skulle stilles ret på plads. Hun stillede ikke spørgsmål ved dette valg, og lod sig derfor blot stige ud. Der stod hun i sin lange lilla uldkappe som ømt omfavnede hendes skuldre, da hendes hæle klakkede mod fliserne som hun nærmede sig den store tunge dør. Hun stillede sig foran den, med hænderne foldet foran sig som en yndig og kysk kirkegænger, imens hun ventede på sin vordende husbond. 

[Matthew J. Darklighter]

0Det var få ting der undgik herren af husets opmærksomhed, og det var da heller ikke usædvanligt for Vladimir at troppe op på dørtrinnet ti minutter i syv, ti minutter før aftensmaden blev serveret i den fine spisesal. Hvad der var usædvanligt var at det var en kvinde der steg ud af bilen som Matthew stod og betragtede fra et vindue længere oppe da han havde hørt gummidækkene mod gruset, og derefter Vladimir der fulgte ud af hyrevognen. Han apparerede ned til entréen og gik til hoveddøren som han åbnede i samme øjeblik Vladimir fandt vej op ved siden af Robyn og skulle til at banke på med den ene af de to store dørhamre formet som ravnehoveder.
"Aah, Vladimir, hvilken glædelig overraskelse," hilste Matthew med et bredt smil og hans blik faldt på kvinden ved hans side, ung, smuk og et ansigt i hans mentale arkiv over freelancere tilknyttet firmaets mugglerafdeling, men af hvilken grund var ham uvist.
"Og du har en gæst mere med?" spurgte han. Vladimirs øjne blev til knivskarpe, grå klinger men Robyn kunne ikke se dem da han stod lidt bag hende med en tung hånd beskyttende på hendes skulder.
"Du kan vel huske Robyn Atkinson, ikke sandt? Robyn, det er Matthew, min lillebror, Matthew, det er Robyn," spurgte han og introducerede hende for Matthew, der med det samme rakte hånden frem uden tøven, tog hendes og kyssede den gallant og hans blik faldt diskret på den funklende ring men undlod at kommentere den.
"Velkommen, miss," hilste han og slap hendes hånd inden han lod dem komme ind i palæet og høstede et olmt blik fra Vladimir på vejen ind.
"Middagen er snart klar til at blive serveret, herre," kom det fra Rex, der var dukket op som ud af ingenting i entréen.

[Robyn Atkinson]

Lyseblå skarpe øjne fandt hendes grå blik i et transcenderende øjeblik. Som et dådyr i bilens headlight, kiggede hun intenst på Matthew imens et lille forsigtigt smil anlagde sig på hendes fyldige malede læber. Det var Vladimirs tunge hånd som vækkede hende fra trancen og fik hende til at række sin hånd ud for at hilse. ''Mig en glæde at træffe dem på ny Lord Darklighter'', hilste hun, idet Matthew tog om hendes hånd og istedet for det forventede hårde håndtryk, modtog hun de bløde læber mod hende tunge silkehud. Endnu et akavet stillestående moment fulgte, inden at dørene blev slået op og hun fulgte dem ind i entréen. Blidt gled hun den omfavnende kappe nedover sine skuldre og gav den til en husalf som hun adresserede med et venligt smil og en genert hilsen. Det var langt fra første gang at hun havde træffet en husalf, men hun var i den tro at alle var værd en form for respekt. ''Jeg ved ikke om De husker mig, Lord Darklighter, men det var jeg som afleverede et større vægtæppe fra Salazar Slytherin, cursed no doubt'', med disse ord, fulgte hun herrerne med hænderne foldet foran sig som en skolepige. 

[Matthew J. Darklighter]

Som de bevægede sig efter Rex imod spisestuen lyttede Matthew til hende med hænderne foldet bag ryggen. Vladimir fulgte ved hendes side, hånden stadig tungt på hendes skulder og med et af og til advarende blik mod sin lillebror, der blot smilte og nikkede da han hørte hvem hun var og hvad hun havde bidraget med til firmaet.
"Ahh, ja, det husker jeg, godt. Vi fik det solgt til en privat samler for rigelige mægnder galleoner, flere end jeg havde regnet med faktisk," svarede Matthew og deres skridt bar præg af ekkoet i den store entrésal som de langsomt forlod til fordel for en lille forstue med nogle bløde stole og pæne møbler inden de fortsatte ind i spisestuen. Centralt stod det lange, mørke bord omgivet af de høje stole og med det røde tæppe under bordet, så man udenfor dets kant kunne se de sorte og hvide fliser. Væggene herinde var en mørkeblå tone med mørke paneler og for enden af bordet stod den høje stol som tilhørte herren af huset. Der var høje vinduer med rundet spids til højre med udsyn til grusvejen og den runde plæne med englestatuen foran huset, og på den anden væg hang portrætter af familiemedlemmer. Bag den høje stol for enden af bordet var en pejs tændt med knitrende ild. Et par husalfer vimsede rundt med en anretningsvogn hvor de var ifærd med at ordne maden. Omkring bordet sad Isobel og Gabriel allerede klar på hver side af bordet ved den høje stol og rejste sig idet den lille flok stødte til selskabet.
"Vi har uventet selskab i aften," præsenterede Matthew Vladimir og Robyn for de andre. Isobel og Gabriel vekslede et blik og smilte venligt til dem.
"Miss Atkinson, ikke sandt?" spurgte Isobel og gik hen for at tage hendes hånd og hilse pænt på hende. Gabriel forholdt sig roligt ved sin plads og fulgte blot Matthew med et smalt smil. Vladimir sukkede lidt over Isobels modtagelse.
"Lad os sætte os," foreslog han og guidede Robyn med hen til bordet hvor hun fik plads ved siden af Isobel og Vladimir satte sig overfor hende, ved siden af Gabriel. Matthew indtog sin plads for bordenden og uden at gøre mine til dem begyndte husalferne at servere maden for dem. Fadene dansede gennem luften og landede på bordet hvor retterne blev afsløret.

[Robyn Atkinson]

''Ja, til Quinten Andromedius og @freyaa så vidt jeg opfattede?'', spurgte hun venligt, hun holdt sig trods alt opdateret på hvad der foregik i salgsverdenen. Noget som hun ved sine møder med Isobel, ofte endte i lange debatter på gangene om salgsetik hvad gjaldt forbandede varer. Derfor smilede hun venligt da hun endelig rystede Isobels hånd. ''Præcis, Miss Darklighter'', hun nikkede venligt og satte sig på sin udpegede plads efter de andre havde sat sig. Hun betragtede Vladimir over bordet, og strakte langsomt foden ud efter ham som for at føle sig sikker imens de alle tog for sig. Så snart de havde taget for sig, gav hun sig til mildt at skære kødet ud i samme forstand som Vladimir. ''Det er et vidunderligt hus De har. Er det gået i arv i familien?'', spurgte hun, i et forsøg på at skabe en venlig samtale blandt de fint påklædte mennesker. 

[Matthew J. Darklighter]

Duften af mad bredte sig blandt dem mens de begyndte at spise. En husalf kom med en konvolut til Gabriel der åbnede den og sukkede opgivende.
"Sorry, jeg er kaldt på arbejde," sagde han undskyldende og gjorde mine til at rejse sig. Matthew så sigende på ham.
"Ses vi imorgen så?" spurgte han lavmælt. Gabriel nikkede med et sky smil.
"Absolut, far," svarede han og pressede et nogenlunde uskyldigt kys ind på hans kind inden han forlod selskabet og den uspiste mad. Husalferne gik hen og fjernede den uden videre og lod maden glide ned i en affaldssæk. Matthew rettede sin opmærksomhed væk fra det forehavende og kort til Isobel hvis hånd han tog og gav et diskret klem inden han så ned til Robyn og hørte hendes ord.
"Det er ganske rigtigt. Opført over flere århundreder og efter en større brand, fuldendt i 1600-tallet, har det tilhørt familien i mange generationer," forklarede han hende mens han fulgte hendes bevægelser med blikket. Det var som en tro kopi af Vladimirs, næsten. Han lod som ingenting dog selvom han kunne se der var noget i gærde, inden han tog sit glas og hævede det til skål. "Men hvad er anledningen, Vladimir?" spurgte han og så på sin storebror, der havde fået en vis farve i kinderne over at kunne mærke Robyns fod under bordet imod sig. Han rømmede sig og så på Robyn til Isobel og Matthew.
"Vi har..." begyndte han men et rabalder da en husalf tabte Gabriels tomme tallerken på flisegulvet standsede hans ord. En næsten automatisk hånd langede ud fra Matthews rækkevidde og ramte husalfen med et klask så den drønede hen ad gulvet og lå og ømmede sig lidt inden den kom på benene igen og dens to andre assisterende husalfer begyndte at samle skårene op. Matthew vendte sig imod Vladimir igen.
"Du var ved at sige noget?" spurgte han.
"Ja," Vladimir rømmede sig igen og rankede sig lidt mere, "vi har forlovet os," svarede han og formåede at mønstre et lille smil og et varmt blik til Robyn. Isobels øjne forstørredes og hun blinkede inden hun lyste op i et smil.
"Jamen dog! Tillykke I to!" sagde hun og slog hænderne sammen glædesstrålende selvom en kort skygge fór over hendes ansigt da noget, højst sandsynligvis Matthews fod, ramte hende over skinnebenet under bordet. Matthew smilede dog uændret.
"Til jer to, så, tillykke," sagde han og nikkede til dem begge med glasset i hånden inden han tog en slurk og satte det fra sig igen.

[Robyn Atkinson]

Husalfernes rabalder sendte et chok gennem Robyn, der instinktivt hævede hånden som for at skærme sit ansigt. Selvom der var mange år siden, sad hendes moders rabalder og dårlige humør stadig i hende formet som dårlige minder og stikpiller som stadigvæk inducerede den fysiske reaktion. Det var først da hun hørte det forpinte klask, at hun langsomt sænkede armene og betragtede husalfen blive slynget henad gulvet. Hendes grå blik mødte Vladimirs og en genert rødmen spredte sig da hun var tydeligt påvirket af at lade sig påvirke over rabalder som dette.  Hun tog, med en kontrolleret hånd om sit glas og hævede det samtidig med de andre. ''Tak'', svarede hun genert, inden hun lod sit blik låses med Vladimir igen og smilte kærligt i hans retning. Hun tog en lille slurk og satte glasset på bordet. 

[Matthew J. Darklighter]

Der var et eller andet i gærde, noget han ikke kunne pinpointe umiddelbart. Deres gestik, ja næsten mimik var som om den var indstuderet, så ens var det at se på, to spejlbilleder nærmest, og det smil Robyn formåede at få fremkaldt på Vladimirs ansigt var næsten sælsomt, uvirkeligt. Han tog endnu et par bidder af sin mad og tørrede sig om munden ved den bløde bomuldsserviet, inden han lænede sig tilbage og betragtede hende mere indgående.
"Jamen lad mig høre mere om dig, Robyn," sagde han og slog over i en mindre overfladisk taleform. Hvis hun var en del af familien var det vel det hun var nu, "hvor kommer du fra og hvordan mødtes I?" spurgte han som henkastede stikpiller til at Vladimir havde bragt en næsten ukendt person ind i hjemmet og pludselig var forlovet med hende. Havde hun givet ham en kærlighedseliksir?? Han mærkede Isobel sende ham et lidt misbilligende blik inden hun uden vider tøven lænede sig over og kyssede ham blidt.
"Jeg er sikker på at vores gæst svarer så snart hun er klar til det, min kære," sagde hun med et sigende blik på ham og Matthew gav hende et køligt sideblik mens Vladimir sendte hende et taknemmeligt ét før han atter rettede sit blik imod Robyn.
"Arbejde bragte os sammen," svarede han en smule kort for hovedet men det var jo sandt. En firmafest i muggler-afdelingen havde resulteret i en lidt for våd aften for hans vedkommende og Robyn havde lånt ham sin sofa.

[Robyn Atkinson]

Det pludselige skift i Matthews tone, overraskede hende. Han som før altid havde virket så respektfuld synes nu at være præget af en næsten usmagelig kort-for hovedet attitude. Robyn lagde blidt både kniv og gaffel fra sig, og hævede med samme mimik servietten og duppede sig om munden. Kysset mellem Matthew og Isobel fik hendes blik til at hænge et kort øjeblik, da noget så intimt mellem hvad hun inden havde anset som at være søskende, virkede mærkværdigt. Men Robyn forblev venligsindet. ''Arbejde, firmaets julefest'', svarede hun selv lidt mere uddybende men stadig kortfattet. ''Jeg kommer fra nord England, Whitley Bay. Nu forhandler jeg kunstværker til private samlere som dem selv'', hendes stemme var mild men kortfattet, da hun allerede nu opfattede at der ikke var meget som skulle siges bedømmende på Vladimirs attitude. Hendes grå øjne mødte kort Matthews isblå og hun sendte et forsigtigt smil. ''Jeg er et vældig privat menneske, så det er vel min skyld at I ikke har mødt mig inden'', forsøgte hun. 

[Matthew J. Darklighter]

"Ahh, selvfølgelig," svarede Matthew med et kort nik og sendte Robyn et vurderende blik.
"Miss Atkinson, Robyn, undskyld, har lavet nogle rigtig gode handler med os, ikke sandt, darling?" sagde Isobel med et smil henvendt til Robyn der jo trods alt sad lige ved siden af hende. "Du har ihvertfald altid en plads i vores hjem og her ved bordet. Det er ikke ofte at Vladimir har besøg, og vi er så glade for at have dig her i aften," hun lagde sin hånd kort på Robyns og klappede den en kende akavet men ikke desto mindre velmenende. Isobel havde altid værdsat Robyn når de havde deres møder, og hun var en god kvinde mente hun, så at Vladimir havde forlovet sig med hende så hun som endnu et kvalitetsstempel.
"Ja vi har holdt os lidt for os selv," kommenterede Vladimir lidt tørt inden han skævede til Matthew, hvis hænder totalt haved forladt sit bestik mens han sad og så fra Vladimir til Robyn.
"Og jeres fremtidsplaner?" spurgte han og hans blik faldt på Vladimir. "Har I nogen planer om at flytte ind her?"
"Måske, i en kort periode?" svarede Vladimir lidt brysk og så mod Robyn med et lidt hævet øjenbryn for at afstemme om det var noget de stadig tænkte på at gøre.