Do you wanna build a syndicate?

[Seneca Adrenal]

Uden for lokalet følte Seneca et pres blive fjernet fra hans skuldre. Det var som om han kunne få lov til at skrue en smule mere op for charmen, uden at kvindens bror var til stede. Det trak op i hans smil, da hun spurgte ham om han var ved at vende tilbage til offentligheden - sågar med hendes brors hjælp, “Vi har drøftet muligheden. Har Matthew talt om mig?” spurgte han hende nysgerrigt, for det måtte han vel. Seneca havde kun lige haft denne snak med Matthew. Senecas blik fangede hvordan tonerne i Isobels hår forandrede sig under lyset - han havde ellers været sikker på at det blot var mørkt. Seneca kunne ikke finde ud af om Isobel var speciel eller om han bare var ved at stille endnu en kvinde op på en piedestal.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun slog ud i en latter så mild som en engels og hendes anden hånd strøg over hans arm. "Ja da, De er en mand med karakter, og Deres holdninger er vigtige at få tilbage i det magiske samfund, måske på en lidt mere sofistikeret måde, så folk sluger det bedre uden at lægge mærke til det," forklarede hun uden at ville uddybe at samtalen havde fundet sted den foregående nat i hendes brors seng efter hed elskov. "Vi har brug for mænd som Dem," fortsatte hun mens hun førte ham ud til den store lavloftede sal der mundede ud ved toppen af trappen der førte ned til entrésalen. "Mænd med faste," hun lod blikket glide op og ned ad ham kort og kunne ikke undgå at lade et smil finde vej til hendes røde læber, "ideologier," afsluttede hun inden hun standsede i midten af den lavloftede sal. [d]"Dette er lille sal, vi holder ofte private fester heroppe mens der nedenunder er store sal, som er vores balsal,"[/b] fortalte hun en smule henkastet inden hun trak ham med igennem salen og hen til et område hvor gulvet syntes at forsvinde. Ni trin førte ned til en cirkelformet fordybning, omtrent som et amfiteater, men hele vejen rundt, og bunden var fyldt med puder og skind og nogle små lys stod på de forskellige trappetrin og lyste derned til. "Det er Dantes Juvel, kalder vi den," sagde hun med et lille smil og så på ham. "Der er ni trin derned, ligesom niveauerne i skærsilden i Dantes Guddommelige Komedie. Har De læst den? Dante var jo ikke muggler, han vidste meget mere end han lod mugglerne vide," sagde hun og skæret fra lysene spillede i hendes øjne og diamantbesatte smykker, som var hun en gudinde der var steget ned fra himlen for at besøge menneskene, dryppet med himlens pragt.

[Seneca Adrenal]

Seneca gav et kort og næsten lydløst grin fra sig, fordi han havde taget det hun sagde som et let stik til hans egen blodklan, som havde været så højrystede indtil de var blevet tvunget til at være tavse for deres egen overlevelses skyld. Han tog sig et næsten frustreret åndedræt, før han svarede hende “Det hjælper at være diskret og påpasselig,” udåndede han. Frustrationerne var bestemt ikke rettet mod hende, men mod alle de fejl han havde begået. Han fulgte hende gennem palæet, i glæde over at kunne gå og lytte til hendes engle lette latter og hendes dragende blik. “Jeg har ikke haft æren. Men måske kunne De fortælle mig om den?” han kiggede ud over Dantes Juvel, men hans blik ville hellere finde vej tilbage til hende. Lysene fra trappetrinene var afspejlet i hendes grønne øjne, og han følte sig en smule skyldig for at stå og føle et begær for hans kommende leders søster. Hans blik var vågent og interesseret. Han stod tavs og ventede på at høre mere om Dante eller om Dantes Juvel, i et håb om at lade sig distrahere fra at have ønsker om at gå ni trin ned og vende puderne og rulle sig i skindet sammen. Samtidigt overvejede han, hvorfor de havde dekoreret lokalet sådan... Han var dog ikke født i går, og der måtte vel være en stor sandsynlighed for at det havde en seksuel sammenhæng.

[Isobel Stella Darklighter]

"Han beskrev de ni niveauer som hver sin del af Skærsilden," forklarede hun mens hun stadig holdt hans arm med sin og tog et skridt ned for hver cirkel hun beskrev og tog ham med ned med sig, som en succubus der ledte sit offer med sig ned i syndens hule. "Første cirkel er limbo, hvor de udøbte og dydige hedninge er," fortalte hun. "Anden cirkel er luxuria, eller utugt," hun sendte ham et varmt blik inden de trådte ned til de næste trin, "trejde er gula, eller frådseri og overflod. Fjerde er avaritia, avarice eller grådighed. Femte er ira, vrede. Sjette er kætteri og syvende er vold, og den består af tre mindre ringe, den yderste fyldt af blod, den midterste fuld af selvmordsofre der er forvandlet til træer som bliver ædt op af harpier, og den inderste er lavet af brændende sand hvor de blasfemiske og syndige opholder sig," hun smilede mens de fortsatte, "ottende trin er svig og bedrag, og niende," de standsede på det sidste trin lige før bunden af fordybningen, og hun vendte sig imod ham med et lille smil, hendes lange robe slæbte sig ned ad trappetrinene bag hende, "forrædderi." Hendes blik gled over hans ansigt og hendes smil var legende, bredt og undersøgende. Hun hævede langsomt en hånd og strøg en enkelt finger over hans pande og ned ad hans tinding og kind inden hendes smil skiftede til det varme, bedårende udtryk hun havde haft forinden. "Interessant, er det ikke?" spurgte hun.

[Seneca Adrenal]

Sammen begyndte de at bevæge sig ned i Dantes Juvel. Han havde ingen anmærkninger hvad dette angik, for hans tanker var fyldt med lystige tanker, der kun fik ham til at smile lidt mere, da hun ytrede ordene honning - ord så søde som honning. For hvert skridt de tog ned ad et trin, fik han en forklaring på hvad de hed og hvad de betød. Beskrivelsen af selvmordsoftre, der var forvandlet til træer og blev ædt op af harpier var meget levende. Sammen standsede de ved forræderi, og han så hende i øjnene og gengældte hendes legende smil, opmuntrende og charmerende. Han mærkede hendes grænseoverskridende finger, der strøg hen over hans pande og ned til hans kind, og uden tøven vendte han sit ansigt mod hendes hånd og kyssede den. Hvis hun kunne træde over hans grænser, så måtte han også træde over hendes. Han kiggede igen tilbage på hende med et djævelsk smil på læberne, “Yderst interessant, Isobel. Har i selv bygget palæet? Eller er det arvet fra forfædre?” spurgte han med en oprigtig nysgerrighed. Den måde det var opbygget på måtte være Matthews beslutning - eller en der mindede utroligt meget om ham af sind. Det var den følelse palæet gav ham.

[Isobel Stella Darklighter]

Isobel slog blikket lidt ned, de lange, mørke øjenvipper sitrede. "Vi har arvet stedet efter vores forældre døde. Jeg var ganske ung da det skete," forklarede hun og selvom hun nød hans berøring lirkede hun langsomt hånden til sig inden hun gjorde mine til at føre ham med sig tilbage op ad trinene. Nu var ikke tiden for at give sig hen. Ikke endnu. "Jeg er ikke engang sikker på hvornår palæet her er opført. Det har et fundament der kan dateres tilbage til 1144, men det meste er bygget senere, over en længere periode, og der er også en del magi involveret her," hun smilede lidt da de nåede toppen af trinene igen. "Der er fem etager set udefra, men indeni er der syv, og det er kun Matthew der har adgang til de to sidste," forklarede hun mens de begyndte at fjerne sig fra fordybningen, og gå videre.

[Seneca Adrenal]

Seneca var overrasket over hvor diskret hun var til at afvise ham. Han vidste ikke om han skulle føle sig chokeret eller fascineret over denne kvinde. “En gammel magisk bygning. Blev det oprindeligt opført af magikere?” spurgte han og fulgte hende med op ad trapperne igen. Han gik sammen med hende og lod blikket vandre over vægge, gulv og loft, for at tage det hele ind - der var mange særlige detaljer at få øje på. Et palæ så gammelt, især når det gik i arv, kunne virkelig sige meget om en familie og deres status.

[Isobel Stella Darklighter]

"Det er det," forklarede hun med myndig mine mens de gik og hun ledte ham med sig ind i en stor stue med sofaer og en knitrende pejs og vinduer der viste den storslåede have udenfor omkranset af træer. "Magien er en del af fundamtentet. Og det holder det oppe imod erosion i området og problematikker i undergrunden. Vi har aldrig oversvømmelser og vi har et godt klima i kælderen," hun smilede og frigjorde sig ganske stille fra hans arm som hun gik over til et lille barskab hvor hun med et svirp af sin tryllestav frembragte to glas og en flaske. Hun stod vendt imod ham, indbydende og lokkende, roben var gledet lidt fra hendes ene ben så man kunne skimte den olivenglødende hud på hendes læg og lår.
"Kan jeg byde på et glas?" spurgte hun med en varm stemme mens hendes blik gled over ham og aflæste hans interessse i palæet og specielt også hans interessse i hende.

[Seneca Adrenal]

Hvis ikke Ana var lovet væk til Paris, havde hun sørget for at gifte hende væk til en Darklighter. Men det ville hun ikke gøre mod hende, for hun var så vild med den knægt… Det ville også blive svært, hvis han endte med at få smidt hans far i Azkaban… Men han håbede på at de ville forlove sig og endda måske endda ægte sig, inden hans far blev taget.

“Her er smukt. Meget smukt. Det får mig til at savne mine forældres palæ.” Han havde ikke besøgt det i mange år, og han var bange for hvilken tilstand det var efterladt i.
Han gik langsomt med hende, som hun bevægede sig hen mod barskabet, “Jo tak..” han skulle ikke transferere i aften. De stod ansigt til ansigt, og han lagde ikke skjul på at han var påbegyndt sit måltid med hans blik limet mod hende og alt hvad hun foretog sig. “Er De gift, Isobel?” spurgte han med et lidt mere høfligt blik. Han ville bestemt ikke være for hurtig med hende, men han ville også gerne vise sin interesse i hende.

[Isobel Stella Darklighter]

Isobel var i færd med at skænke et glas rødvin til manden da hans spørgsmål faldt om hendes civilstatus. Hun lod det ikke ses på hende at det var lidt pirrende at han spurgte ind til hende allerede. Hun satte vin karafflen fra sig og rakte ham glasset med en yndefuld bevægelse og det bølgende ærme faldt en smule fra og afslørede håndleddet og det diamantbesatte armbånd hun bar.
“Nej, ikke længere desværre,” svarede hun ganske ydmygt og tog sit eget glas og lod sine læber forme en lille runding om kanten mens hun så på ham over kanten og tog et lille sip inden hun med lette, elegante skridt der fik roben til at flyde om hendes ben som hun skridtede over mod sofaen og lod sig sænke ned i de bløde hynder. “Hvad med Dem, Mr. Adrenal, hvilken heldig kvinde har Deres hjerte?” Spurgte hun og gjorde diskret plads i sofaen ved siden af hende så der var plads til at han kunne sætte sig, hvis han ønskede det.

[Seneca Adrenal]

Han tog imod vinglasset og tog sig en tår. Hun var ikke gift længere… heldigvis. Han overvejede dog om hun var blevet skilt eller om hendes mand havde mødt en tragisk død - hun kom fra en familie han mistænkte godt kunne finde på at fjerne overflødige familiemedlemmer gennem tragiske uheld.
“En skilsmisse?” prøvede han først, i et håb om at det forhåbentligt var sagen. Dødsfald var under alle omstændigheder ikke noget man ønskede at bære rundt med sig. “Jeg havde en kvinde, men hun er desværre død for mange år siden efterhånden.” han havde intet dårligt at sige om sin kone, ud over at de hurtigt voksede fra hinanden, og hvis ikke døden havde revet dem fra hinanden, så havde hun nok revet sig selv bort. “Så ingen. Mit hjerte er frit…” han smilede varmt.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun smilede varmt og rykkede sig lidt til i sofaen for at give ham plads uden at ville komme alt for langt væk fra ham. Roben hun bar lagde sig blidt om hendes krop. Den ene krave var røget en smule ned og afslørede hendes røde bh-strop. Hun trak den med vilje ikke op. Hun vidste hver en lille detalje var en lille test af ham.
“En skilmisse med ham, ja, de to andre er afgået ved døden,” forklarede hun. Det var kun Desmond der havde overlevet et ægteskab med hende, og hun vidste at Matthew måtte have haft noget at gøre med de to første. Det var gudskelov ikke lange forhold, men de var alligevel gift begge gange. “Det gør mig ondt at høre,” svarede hun dog da hun hørte han var enkemand, og hun vendte sig lidt mere imod ham med glasset sat fra sig på sofabordet ved siden af. “Jeg har lidt opgivet, men guderne skal vide jeg savner en livsledsager,” sagde hun og slog blikket lidt ned til sine hænder der hvilede i hendes skød.

[Seneca Adrenal]

Der var noget så uansvarligt over at hun sad i sofaen så let påklædt med en mand hun kun lige havde mødt. Selvfølgelig var det hendes eget hjem, men hendes opførsel pirrede ham, og det føltes godt. Han var ikke vant til den slags kvinde hun var, men han kunne lide denne forskel. Den røde bh-strop undslap ikke hans blik, og han kunne ikke lade være med at forestille sig følelsen af at knappe bh’en op og se hvad der gemte sig under den.
“Åh, to afdøde…” Det var alligevel ret usandsynligt at miste så mange partnere til døden på så kort et liv - og han kunne ikke helt finde ud af hvorfor de var døde.
“Jeg har aldrig haft ledt, men jeg har sommetider kunne mærke ensomheden og længslen efter at dele mit liv med en anden.” han så hende slå hendes blik ned, og han lagde sin hånd varmt ovenpå hendes.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun smilede lidt og lænede sig mere mod ryglænet mens hun sad vendt imod ham, lænede armen modryglænet for at støtte sit hoved mens hun lod hans hånd falde på sin. Hun kunne mærke hjertet banke som det sjældent gjorde. Det var ikke utænkeligt at Matthew kunne få det op i hende, men det skete ikke altid, og at opleve det med en mand som ham, ved deres første umiddelbare møde.
“Jeg kunne forestille mig De ikke ville have besvær med at finde én,” sagde hun og undlod at trække sin hånd til sig som et tegn til ham om at hun var tilpas tryg ved hans berøring til at hun lod ham gøre det. “Men De har vel også haft en del andre ting at tænke på de sidste par år,” hun mærkede de sad lidt tættere end før og det var måske bare noget hun forestillede sig, men hun kunne næsten mærke varmen fra hans krop slå imod hende hvor hendes hud var blottet.

[Seneca Adrenal]

Seneca ville ikke presse sig på, så da han fik lov til at røre ved hendes hånd, var det eneste andet han tillod sig at gøre, at stryge sin tommelfinger kærtegnende over huden på hendes hånd. Han holdte sit blik i hendes, “Det tror De ikke?” han havde haft engangsmøder og der var fortsat kvinder i hans liv, der betagede ham og som han næsten følte at han ønskede at eje. “Jeg har haft rigeligt travlt… Men faktisk er jeg tilfreds med at jeg ikke er en gift mand lige nu.” kortvarigt kom han til at tænke på utugtens trappetrin. Han rettede sig lidt til i sofaen, så han havde vendt sin krop så meget mod hende at hans ene ben var placeret oppe i sofaen. Hans hjerte bankede hurtigt i hans brystkasse.