Jeg tror jeg ser dig

[Deleted]

I opløsning?? Hans ord fik en helt anden og langt mere positiv betydning i Anas øre og hun smilede derfor ved tanken. "Så vi er ikke længere en del af blodklanen?" Spurgte hun og mærkede et smil på sine læber. Det var da en god nyhed. Men hvorfor var han så så sur? Det fik hun dog snart svar på og hun blev noget mere forvirret. "Men far! Jeg har ikke gjort noget.. Det.. Det var ikke noget forkert som sådan. Må jeg ikke gerne bare sove? Så kan vi flytte i morgen." Foreslog hun så og gik imod sengen. Hendes hoved snurede og hun ville virkelig gerne ligge ned og gerne få lidt ro. Hun havde netop delt en noget forvirrende og følelsesmæssig udmattende eftermiddag med Paris og nu ville hendes far ikke give hende ro. "Der er ikke noget. Jeg har bar brug for at hvile. Kan vi så ikke flytte i morgen? Så slemt er det ikke. Du plejer at finde en god løsning på tingene jo." Hun lagde sig på sengen og lukkede øjnene. Hun var så udmattet af hele daten med Paris, og nu ville Seneca ikke give hende ro. Hun var endda for udmattet til helt at finde hoved og hale i det han snakkede om.

[Seneca Adrenal]

Seneca kiggede forvirret mod hende, mens han stod i hendes dør, med et udtryk der fik de to bryn til at samle sig til et. Hvorfor smilte hun? Hun skulle jo være ked af det. “Blodklanen stopper med at eksistere, som vi kender den. Den vil sandsynligvis være uddød efter i morgen aften.” Han kiggede over mod hende, som hun opførte sig mere og mere, som et træt lille barn. “Nej, Ana vi sk-” han gik nogle skridt mod hende og det slog ham pludselig. “Anastacia Adrenal, er du fuld?” hans blik blev strengt og han krydsede afventende sine arme. Det havde de ikke tid til lige nu! Og han kunne ikke transferere med hende, hvis hun var fuld - eller flyve på kost. Så blev det pejsenetværket… så kunne alle deres ting også bare blive fyldt med aske.

[Deleted]

Det gav et sæt i Ana, da hendes far valgte at bruge hendes fulde navn i en skarp tone og hun satte sig omgående ret op i sengen. “Nej far, det er jeg ikke. Jeg har bare ondt i hovedet” forklarede hun, men han skulle ikke meget tættere på, før han tydeligt ville kunne lugte den gamle værtshus atmosfære fra Lammet, som bestemt ikke var jordens reneste sted hvor gulvene klistrede og luften var tyg af røg. Åh jo, det havde også sat sig i hende, særligt i hendes hår, og kom han helt tæt på, ville han også opfange hendes øl-ånde.
Hun gned øjnene lidt og prøvede at fokusere og virke naturlig, men det var svært lige nu. “Hvad er der sket med klanen? Hvorfor er den pludselig... hvorfor hår den i opløsning siger du? Og..” hun måtte lige trække vejret dybt engang. “Hvad med os? Er vi... hvor skal vi bo?” Hun var stadig lidt forvirret med prøver sit bedste. 

[Seneca Adrenal]

Han gik et par skridt nærmere sengen, og stanken blev pludselig mere og mere synlig. Røg, alkohol og… den genkendelige stank af Det Slagtede Lam. Det kunne ikke benægtes, for han havde selv været der så ofte.
“Anastacia, jeg har ikke tid til dine løgne. Få pakket dine ting, nu… Så kan vi tage den her samtale senere, når du er ædru. I nat overnatter vi på et værelse hos min nære ven og i morgen, senest om aftenen, flytter vi ind i mit barndomshjem - En herregård uden for London. Det bliver vores sidste stop.” Så skulle de aldrig flytte igen. Hans blik hvilede afventende og strengt på hende. Der var ikke noget han ønskede mere end at finde ud af præcis hvad hun havde lavet af ulykker, men det måtte vente.

[Deleted]

Anastacia blev først liggende lidt ekstra tid men kom så op og sidde, hvorfra hun kiggede ud over sit værelse og så tilbage op på sin far. Skulle de virkelig flytte? Det gjorde ondt inden i hende, og denne gang var det ikke Alkoholens skyld. "Hvad skal jeg pakke mine ting ned i?" Spurgte hun så lavt, med en undertone af sorg. Det kunne sikkert fornemmes at realiteten var ved at gå op for hende og hun, som alle andre gange, var ved at blive ret trist over det. 
Langsomt begyndte hun at tage fat i sine ting og gøre dem klar til at blive pakket. Så lagde hun dog hovedet på skrå og så op på sin far. "Din ven?" Havde han venner udenfor Blodklanen, eller var der folk i blodklanen han stadig kunne stole på? "Er det en jeg kender?"

[Seneca Adrenal]

“Brug en forvandling til at gøre dine ting mindre og smid det i en taske… Du skal ikke pakke møblerne ned, men bare de ting du holder mest af. Vi får ikke brug for vores gamle møbler.” Han strammede sine læber i en lige linje, mens han overvejede om det var forsvarligt at bruge magi lige nu, men han lod tanken være. “Du kender ham ikke, men vi kan stole på ham for nu.” Seneca ønskede ikke at gå i detaljer om hvilken rolle Matthew spillede i at de var i stand til at forlade Blodklanen, uden at risikere alt for meget. Det havde ikke været et brændende ønske for Seneca, men nogen gange forandrede situationer sig bare hurtigt. Han ville altid gøre det der var bedst for dem tættest på ham. Seneca hjalp hende med at gribe en taske og kaste over til hende, “I gang! Vi skal skynde os,” han tog selv en taske til sig selv og begyndte med sin tryllestav at bruge en accio besværgelse og en reducio forvandling at samle ting sammen ned i tasken, som brugte han en støvsuger til at samle skidt med. Seneca var øvet og erfaren, så det gik hurtigt for ham. Diverse genstande fløj gennem taglejlighedens let belyste rum.

[Deleted]

Anastacia nikkede som tegn på at hun havde forstået instruktionen, tog en dyb indånding og kom så på benene, klar til at fylde den taske han havde givedet hende. Til en start fik hun fat i de mere synlige ting på værelset. Nogle af tingene fløj fint ned i tasken, men der var også andre, tog en mindre omvej, før de til sidst også endte i tasken. Da hun havde taget de mest åbenlyse ting og primært manglede det hendes far ikke måtte se, sænkede hun tryllestaven og så på ham. "Far, Må jeg ikke godt få lidt privatliv mens jeg pakker? Det er lidt akavet at du står og ser på alle mine ting." jamrede hun let og tiggede med øjnene, som en anden hundehvalp. Men hun kunne ikke rigtig pakke sine universitets ting så længe han stod inden for synsvidde. Desuden ville hun virkelig gerne sende en hurtig ugle til Paris, så han vidste hvad der var ved at ske. En del af hende var bange for om hun ville få ham at se igen. Hun håbede det virkelig, men hun vidste intet. Lige nu skulle hun bare følge sin fars ord. Om hun var i fare vidste hun heller ikke. Måske det kun var ham, men han ville aldrig lade hende i stikken og hun var ikke klar til at forlade ham heller, så hvad valg havde hun egentlig?

[Seneca Adrenal]

Seneca ville have blevet og hjulpet sin datter færdig, men både hendes protest og en anden fjern lyd, fik fjernet hans fokus fra at hjælpe hende færdig. Hans blik blev en anelse mere alvorligt og det var tydeligt, som han rettede sig op og kiggede ud mod den meget let belyste gang, at han spidsede ører efter noget. Han var tæt på at tysse på sin datter, men han ønskede ikke at gøre hende bekymret oveni hendes brandert og den stress hun måtte føle over så spontant at skulle flytte igen. Alligevel strammede han grebet om sin stav og vandrede over til hendes dør, “Bliv her inde. Pak. Hurtigt.” Han kunne mærke en vind udefra, og da han gik ud i gangen bemærkede han den åbne dør til lejlighedens hoveddør, og han så de våde, mudrede fodspor der ledte ind i lejligheden, hen over trægulvet. Døren stod helt åben og ubemandet. Seneca fik den lukket med et bestemt vift fra sin stav.
Det var da Seneca vendte blikket mod stuen at han fik øje på et blodklans medlem, Timothy. En tynd, bleg fyr, ikke mere end tyve år gammel.
Regnen var begyndt at trille ned udenfor og den trommede hårdt mod vinduet. Timothys hår var gennemblødt og hans blik var vildt og ugenkendeligt.

“De prøvede at anholde min far, Seneca. Han ville ikke overgive sig,” lød det i en stemme fyldt med forvirring og gråd, “Hvordan kunne du forråde os på den måde?!” den unge mand skulle i sit rasseri og sin sorg til at svinge sin stav, men Seneca, som var langt mere erfaren og ældre havde allerede gennemskuet ham.
“SECTUMSEMPRA!” lød det kraftigt fra Seneca. Han ville ikke kaste en utilgivelig forbandelse, med mindre det blev nødvendigt. Mørk magi kunne spores og lige nu ville han gerne ud af aurorernes søgelys. Timothy faldt til jorden, mens han tog sig til ansigtet, hvor han nu havde dybe blødende flænger. Seneca havde valgt at sige sin forbandelse højt, så han havde haft chancen for at forsvare sig og trække sig tilbage… Men de fleste blodklans børn var ikke fantastiske til at kaste besværgelser.

“De kommer efter jer! De kommer alle efter jer! Pas på din datter, Seneca. Bare vent til vi får fat i j-” et grønt lys kom fra Senecas stav og manden faldt livløs om. Man skulle aldrig true hans datter. Et lyn slog ned udenfor og malede lejligheden hvid i et ganske kort og dramatisk øjeblik. “Ana! FART PÅ!” han var klar til at tage hende ved hånden og transferere dem væk lige nu. Han vidste der ville komme flere.

[Deleted]

Alkoholens lette opløftende stemning var ved at slippe sit tag i Ana, mens hun i stedet var ved at blive grebet af opgivenhed, forvirring og panik over at skulle flytte igen. Lige som sin far, så hun op da en ukendt lyd mødte dem. Hun så bange på sin far og glemte alt om sin modstand til klanen og til ham. Hun var bange og kunne ikke helt være i at de skulle flytte igen. Hun var ved at få hovedpine, men det måtte hun prøve at ignorere, mens hun fik de sidste ting pakket. 
Personlige genstande svævede gennem luften og eftersom tiden begyndte at rinde ud, måtte hun også prioritere hvilke ting hun ville beholde. Da hun nåede skrivebordet, greb hun dog pen og papir og griflede en hurtig besked ned. Hun ville ikke stikke af fra Paris Maverick.

Problemer. Mød mig på uni på fredag kl. 10. Cafeen. 

Så gik hun i stå. Hun var vel nød til at underskrive brevet, men hun måtte samtidig være super forsigtigt, så det kun var Paris der vidste, at det var hende. Både i tilfælde af at Seneca fik fingrene i det eller de folk, der nu var efter dem.
Fra stuen hørte Ana en kort samtale. Det var ikke en stemme hun kendte. Men ordene gjorde hende langt mere bekymret. "..prøvede at anholde min far..." Paris's far var jo også en den af klanen ikke? Men det var hvert fald ikke hans stemme, så meget vidste hun da. Hun så hurtigt ned på sin lille lap igen og griflede videre.

Pas på! Blodet går i opløsning. - Tak for øl.

Ana læste hurtigt sedlen igennem, før hun så gik over til sin Slørugle Pelle og gav ham brevet, så han kunne flyve. Herefter fik hun de sidste ting smidt ned i kassen hun var ved at pakke, da hun hørte en frygtelig forbandelse blive kastet. Hun sank en klump og lænede sig op af væggen. Hørte den fremmeds ord og så så det grønne lys. Ana sank en klump. Det kunne kun betyde en ting...
"Jeg er klar nu." Hendes stemme skælvede og hun rystede over det hele. Hendes far havde lige slået en mand ihjel!

[Seneca Adrenal]

Det havde aldrig været Senecas ønske at være under samme tag som Anastacia, når han blev nødt til at tage svære valg som disse, men han havde ikke kunne se et andet valg. Da han så hende igen kunne han se at hun var rystet over hændelsen og han gik beslutsomt hen til hende og lagde en arm om hende og trak hende ind til sig.

“I sidste ende gør vi hvad vi må gøre for at overleve,” han gav hende et faderligt klem, inden han svang sin stav, for at fremkalde Incendio besværgelsen. Flammer tog fat i gardinere, skabene og snart bredte det sig til billederne på væggene. Han havde husket billedet af Anastacias mor - et simpelt levende billede fra deres sidste dage på Hogwarts. Hun stod blonde, smilende og stolt i sin skoleuniform og poserede genert for kameraet med hænderne foldede foran sig.
Han tog Anastacia i hånden og forsvandt i en pludselig transferering ud ad taglejligheden, uden at skænke stedet en sidste tanke.

//Out