Jeg tror jeg ser dig

[Paris Maverick]

Igen rakte Paris sin hånd frem til Ana i et håb om at hun ville smide det skjold hun bar rundt, og denne gang ville tage imod den. Han lyttede til hende og rystede på hovedet, “Jeg mener.. Ved din far at du ses med mig lige nu? Vores forældre behøver jo ikke at vide alt, vi foretager os. Du har din skole ved siden af, så hvad med at vi begynder at ses der engang imellem?” han smilte til hende og håbede at hun var klar på at påbegynde en rebelsk periode i hendes liv, “Bejleriet er ikke et skuespil. Jeg mener… Min far vil have at jeg bejler dig, og jeg gjorde det oprigtigt fordi min far ønskede det, men nu… Jeg kan ikke sige om vi skal giftes, Ana, men jeg vil i hvert fald gerne have dig ind på livet af mig, om det så bliver som en ægtefælle en dag eller en trofast ven,” han trak på skuldrene, for han vidste faktisk ikke hvad de ville ende som. Han måtte kvæle et grin, fordi han ikke ville have at hun troede at han ikke forstod seriøsiteten af at hun studerede i al hemmelighed. “Undskyld, Ana, jeg havde bare ikke set dig som typen, der forfalskede papirer og luskede rundt for at gå i skole. Det er meget… Ja… Overraskende. Det er ikke sådan børn normalt er rebelske.” Det var sagt i en underholdt tone og med et smil på læberne.

[Deleted]

Ana lyttede til hans ord og med et lille smil på læben rakte hun ud efter hans hånd og lod forsigtigt fingrene stryge lidt over håndfladen, før hun tig den helt. Det fik hende til at smile for sig selv, før hun så op på Paris igen. Det hele var lidt svært fordi hun blev mere og mere klar over at hendes virkelighed ikke var helt rigtig, men måske Paris kunne hjælpe hende med at forstå det bedre. Det håbede hun. Hun sænkede dig stemmen lidt og rystede på hovedet, ved hans spørgsmål. “Nej. Han havde travlt på sit kontor, så jeg tog bagudgangen. Egentlig har han givet mig lov til at date dig også uden han bestemmer hvornår, men når så vi har været på 5 dates, så vil han gerne vide om vi vil gifte os... og... ellers så finder han en ny bejler til mig.” Man kunne godt se at det ikke lige var en ide Ana var størst tilhænger af og hele tanken omkring det fik hende til at drikke mere af sin øl. Øllen blev nu drukket uden at tænke over det, og dermed fokuserede hun heller ikke meget på at stoppe inden hun blev beruset. Der var hun dog ikke endnu. 
Hun så lidt skarpere på Paris nu. “Og hvad med alle spørgsmålene sidst? Om jeg gik i skole? Om klanbørn fik den nødvendige undervisning? - Nu har jeg aldrig været på date før, men det lyder sært i mine ører. Hvorfor er det vigtigt for dig? Vil du ikke date en der er dum? Eller er du bange for jeg er en Ob... Obo.. obsculikus eller hvad du siger de hedder.” Hun grinede lidt så man tydeligt kunne se at det ikke var noget hun var fortørnet over, men faktisk bare nysgerrig omkring. 
“Og ja jeg sniger mig ud dagligt for at gå i skole, så jeg en dag kan få den uddannelse jeg ønsker mig og derved få de svar jeg mangler. Måske er det ikke normalt, men... jeg har ikke haft en ven siden jeg var 5 år. Det har været for farligt og for usikkert. Jeg har brug for nogen der ikke er min far eller min tante.”

[Paris Maverick]

Hans hånd klemte automatisk blidt om hendes, da hun besluttede sig at hans hånd var værd at tage. Han så indgående på hende og lyttede opmærksomt, som hun fortalte om hvordan hun var listet ud, og hvad Seneca havde forlangt.
Paris havde næsten taget det hele meget alvorligt, hvis ikke hun havde taget en stor slurk af sin øl og derefter spurgt ind til hvad alle hans spørgsmål sidste gang skulle til for. Ville han ikke date en der var dum? Han fniste kort, “Jeg stillede dig de spørgsmål, fordi nogle folk kan finde på ikke at uddanne børn ordentligt, fordi de skal have en begrænset viden om den verden, der er omkring dem. Med andre ord er det bedre at vide for lidt end for meget. Jeg var bare nysgerrig, og jeg prøvede også bare at stille spørgsmål for at høre hvem du var og hvordan du var. Jeg troede måske du ville være ubehagelig og fanatisk. Jeg havde fordomme… Men nu ved jeg bedre, og du kan stole på mig Ana... ” forklarede han sig og nikkede, inden han tog endnu en tår af sin øl, “Jeg vil bare gerne have at du bruger dine egne øjne til at se verden med. Den er ret så smuk.”

[Deleted]

Så måske var det alligevel ikke så mærkeligt, de spørgsmål han havde stillet hende. Måske var det bare hendes egen nervøsitet over at blive gennemskuet, der havde fordrejet hans ord i hovedet på hende. 
Hun se ned på deres hænder, der lå i hinanden, og smilede lidt da han klemte hendes hånd. Det føltes rart. Forsigtigt prøvede hun så også at ae hans hånd blidt med sin tommelfinger, alt imens hun ellers var stille. Lidt efter så hun op på ham igen. Denne gang ind i øjnene og det gik øjeblikkeligt at for hende, hvor smuk han egentlig var. Hun kunne fortabe sig i de øjne og hun måtte synke engang, ikke at drukne helt i dem. Derefter fugtede hun sine læber. "Det er vel også meget nemt at have fordomme om klanlederensdatter, der angiveligt elsker ballet og intet rigtig ved. - Du må have tænkt jeg var snobbet?"  Det var lidt svært at vurdere om det var et spørgsmål eller en konklussion, men Ana formåede da at grine lidt over det. Hun havde virkelig forsøgt den dag at være det "bedste"eksempel på den datter hendes far troede han havde. Hun drik lidt mere øl og så op på ham lidt efter. "Jeg er virkelig glad for at..." Hun tav kort, hvad var det hun havde været igang med at sige? Så skævede hun over for at se om hans venner stadig var der, og tog så lidt mere øl. "Jeg er glad for, at du forstod mit brev. Jeg.." Hun sænkede stemmen til en hvisken. "Jeg ønsker ikke være en del af klanen, men han er min far. Han er det eneste familie jeg har tilbage."

[Paris Maverick]

Paris rynkede brynene tænkende sammen, “Jo, men altså… Jeg var vist også sent på vores date og en smule ubehøvlet i starten, så måske er vi så kvit nu,” et smil bredte sig om hans kærlige læber og blikket var dertil også mere åbent og nysgerrigt end det havde været før. Han følte at de var ved at være på bølgelængde med hinanden.
Det overraskede ham faktisk, hvor godt hun kunne drikke, for hun kom alligevel hurtigt igennem sin øl. Hans blik blev forstående og han nikkede, mens han nød følelsen af hendes fingre, der aede hans hånd, “Du bliver aldrig fri, før du er ude af den klan. Hvis han elsker dig, så accepterer han dit valg.”

[Deleted]

Ana kom til at grine af hans ord. Han havde virkelig ret. Deres første møde havde været lidt en katastrofe og så man ud fra det, så var det utroligt at de sad der sammen nu. Hun så på ham og bed mærke i hans kærlige læber og lod sig drømme lidt hen i det. Gad vide hvordan det ville være at kysse ham? Hvordan overhovedet det ville være at flirte med ham? kunne hun det? "Du har nogle flotte læber." kom det så fra hende uden hun kunne nå at standse det. "Dem ville jeg gerne kysse"  Hun tog en slurk mere af sin øl, større denne gang og så på ham med et smil. Hun var begyndt at tykke sig lidt i læben, men kom så i tanke om deres egentlig samtale, som Paris snakkede om at gøre sig fri af klanen. "Der er så mange ting jeg aldrig har prøvet. Men som jeg gerne vil. Vidste du godt, jeg aldrig har haft en kæreste? Jeg er aldrig blevet kysset af nogen. Og så sidder du der. Du ser ret godt ud og ja jeg tænkte bare på, måske du også kan elske mig? Så kunne vi tage hjem til dig nu? og så kunne du vise mig hvordan man gør... Du ved nok"  Hun vippede med brynene, eller rettere hun forsøgte, men det gik ikke super godt for hende. Derefter drak hun endnu lidt af sin øl og stillede glasset tæt på bordkanten. Det var dog ikke noget hun selv bed mærke i. I stedet havde hun nu taget hans fremstrakte hånd i begge sine og begyndte at ae den mere intens og kærligt.

[Paris Maverick]

Til først var Paris smigret over Anastacias kompliment, som hundrede procent kom af måske at begynde at være en smule snalret. Det var ikke noget, han ikke havde hørt før og han smilede bare over hende, og han rødmede samtidigt også ganske let, mens han kiggede ned på sin øl, som han tog en stor tår af, mens hun forklarede videre om hvad hun ønskede fra ham. Hvad hun til gengæld ønskede fra ham, fik ham til at spytte øllen ud af munden, så det svømmede ned af hans hånd, og han hostede. Han rakte ud efter en serviet og begyndte at tørre op, en smule forskrækket over hendes pludselige… indskydelse og idé.
“Ana, måske burde vi… Jeg mener, du er rigtig sød,” han grinte “Men måske skulle vi få dig ud i den friske luft, og så få dig fulgt hjem?” spurgte han hende og han klappede hendes hænder, som havde aet hans fremstrakte hånd. Han håbede på at afvæbne hende.

[Deleted]

Luft? Ja, Luft ville nok være meget godt. Hun kunne godt bruge lidt luft. Hun så dog på ham med rynkede bryn, og et undrende blik. Det hun netop havde sagt, havde det ikke lyt helt som det havde været hendes intention, havde det? Var det derfor han pludselig fik lidt travlt? OG hvorfor havde han spyttet sin øl ud? Det spørgsmål blev dog hurtigt glemt igen, da hun så på ham på nu. Det fik hende nemlig til at smile til ham og rette lidt på sit hår, plus at blinke med store dådyrøjne. For det var da sådan når man godt kunne lide en og gerne ville flirte med dem, ikke? "Du er også rigtig sød Paris." lød det så fra hende, som hun rejste sig op for at skynde sig hen til ham. Bevægelsen i sig selv, satte dog gang i en bølgende svimmelhed og hun måtte kort tage fat om bordet. Sekundet efter var det heldigvis ovre igen. "Tager vi hjem til mig? Men hvad så med min far?" Spurgte hun usikkert. Han ville jo finde ud af de så havde været sammen, og det måtte han ikke. "Det kan vi ikke Paris. Han ved ikke jeg er her." De måtte finde på et eller andet, som kunne hjælpe! Ana tænkte men kunne ikke rigtig komme i tanke om noget. i stedet lænede sig sig bare ind imod Paris og smilede til ham. "Du sød, ved du godt det?"

[Paris Maverick]

Paris kunne ikke lade være med at smile over hende, og han valgte i det sekund, bare at nyde komplimenterne fra pigen der ikke vidste hvad hun talte om - og hun ville nok vågne med nogle fortrydelser i morgen… den fortrydelse ville han dog sørge for, aldrig ville blive ham.
Han prøvede ikke at grine, “Ana, kom… Din far finder ikke ud af noget,” han rejste sig op, mens hun lænede sig op af ham, og han begyndte at føre hende ud af den snuskede bar. “Du kan ikke blive ude for længe, Anastacia. Din far finder ud af at du har været væk, og så får du ballade. Du bliver nødt til at gå indenfor og bare skynde dig ind på dit værelse. Ikke opfør dig mistænksomt.” Han vidste at det nok ikke helt ville fise ind. “Du er også sød, Anastacia… Men vær sød og lyt,” lo han nervøst, mens han overvejede om dette ville blive enden på hans liv.

[Deleted]

Anastacia fulgte Paris ud af baren mens hun bed sig let i læben for ikke at larme for meget ved at grine. Hun holdt det dog ikke længe, og så kort på Paris, før hun gik øje på dem der var blevet præsenteret som hans venner. “Farvel paris’ venner” hun mente i det øjeblik, st de havde været virkelig søde, men så hørte hun igen Paris ord og hun så på en måde alvorligt på ham, med hvad der mindede mest om uskyldige varme øjne. “I ly af mørket flytter vi. Så i gen ser. Igen må vide det. Scch!” Men kunne måske fornemme hvis man var en god menneskekender, at Anastacia lige nu kørte en gammel frase af, som hun havde hørt før. Måske engang som barn, hvor hun havde været meget stille. 
så listede hun afsted og prøvede på ikke at blive set. Hun rømmede sig lidt og så på Paris igen, det var som om der var noget hun gerne ville sige til ham, men ordene ville ikke lade sig klæde sammen til sætninger. Heldigvis kendte hun vejen hjem og da hun nåede døren vendte hun sig imod Paris og lagde en finger over læberne. “Scch... ingen må vide at det her vi er... nej nej undskyld.” Hun blev godt klar over det sejlede for hende og hun tog sig til hovedet. Hun skulle så meget sove! “Det var ikke det jeg mente. Arh undskyld, jeg kan bare ikke... ordne... mit hoved gør lidt ondt.” Hun prøvede at fortsætte ind ad døren men forsigtig, klar til at liste op på værelset. 

[Paris Maverick]

Paris kunne høre hans venner kvæle deres grin, mens de høfligt og berusede sagde farvel til Anastacia. Med en arm omkring hende, fik Paris hjulpet hende ud af baren og ud på gaden, hvor de satte kursen mod Seneca. Han begyndte at blive mere og mere usikker på om han kunne tillade sig at aflevere hende på denne måde.
“Ana, der er mange timer til det bliver mørkt endnu, og vi bliver nødt til at flytte nu,” forklarede han, mens de gik og hun vrøvlede. Han måtte, ligesom sine venner, kvæle et par grin over hvor underholdende hun var, når hun var fuld. Så hendes grænse gik altså sådan cirka ved to øl.
Han stoppede op ved hendes lejlighedskompleks, og mens hun stod og mumlede en undskyldning, stod han og smilte til hende. Han rakte ud efter hendes hånd og kyssede den blidt. “Vi tales ved igen snart, Ana…” han gav hende, hendes hånd tilbage og skyndte sig nu ellers væk, nu hvor hun sådan set var hjemme i “sikkerhed” og han var den, der risikerede at få røven på komedie, hvis nogen så ham med en fuld Ana.

[Deleted]

Årh hun kunne godt mærke, at hun var ved at gøre sig selv til grin, men det var bare som om hun ikke rigtig kunne nå at stoppe det før hun var igang. Så fuld var hun egentlig heller ikke, men det havde nok været en dårlig kombi at drikke to store øl så hurtigt efter hinanden, når intet man havde fået at spise. Det hjalp dog en hel del, at komme ud i den friske luft og efter de havde gåede lidt skævede hun da også til Paris. "Åh nej, jeg... øhm... Bare glem det der med at flygte i mørket. Det... ik noget. Tak Paris fordi du følger mig hjem. Jeg har ikke haft en ven så længe." forklarede hun kærligt og lænede sig lidt ind imod ham. Hun var træt og en smule udmattet, hun var også forvirret og så havde hun et hav af tanker der flød rundt i hendes hoved lige nu. Det dunkede helt frygteligt. 
De nåede heldigvis snart hendes hjem, og hun mærkede hvordan han kyssede hende på hånden. Det fik hende til at smile. "Tak Paris, for det hele. tror jeg." Hun rynkede brynene men kunne ikke rigtig finde ud af hvad det var hun egentlig gerne ville sige. I stedet lænede hun sig frem og kyssede hans kind, før hun så endelig gik imod døren. "Vi ses smukke Paris." Med de ord åbnede hun og gik forsigtigt ind i hjemmet, med et håb om at Seneca var dybt begravet i sit arbejde og dermed ikke ville høre hende. 

[Seneca Adrenal]

Det var tidligt på aftenen og de tætte gader i Tusmørkegyden havde allerede efterladt taglejligheden mørk. Kun oplyst af de stearinlys han havde tændt. Seneca havde været så travlt beskæftiget at han end ikke engang havde opdaget at hans datter havde forladt lejligheden, før han fandt hendes værelse tomt, da han ville tale med hende, omkring deres fremtid. Det ville være en stor omvæltning for hende, men de havde ingen tid at spilde.
Han havde taget beslutningen om at flytte tilbage til Adrenal familiens herregård, som var givet videre til ham i arv, dengang hans forældre døde.

Han stod med en papkasse i sine hænder, hvor han havde proppet en bordlampe, samt nogle af hans bøger og hans læsebriller i. Det var ikke en organiseret flytning. Heldigvis skulle det hele bare pakkes, og så kunne han sende det af sted med et svirp fra hans stav.

Døren gik tydeligvis op og han rettede et undrende blik mod det. Han havde allerede hånden på staven, klar til at angribe, hvis det skulle være et klanmedlem, der havde fået nys om hans plan. Men det var det ikke. Det var hans datter og han slappede med det samme af. “Ana! Du bliver nødt til at hjælpe mig med at pakke. Vi skal flytte... for sidste gang,” Det var ikke uvant for dem at flytte, men denne gang var det måske lidt mere spontant end de fleste andre gange. Han havde ikke tid til at spørge hende hvor hun havde været... endnu.

[Deleted]

Hun satte skoene fra sig i entreen som hun plejede, men var så ved at snuble lidt over den ene, så hun endte med at lave, hvad der mest af alt lignede et lille kluntet hop. Hun priste sig dog lykkeligt over at hendes far ikke var der til at se det. Nu galt det bare om at følge Paris' ord om stille og roligt, og lige, at gå ind på værelset. Hun listede sig derfor gennem gangen, men blev allerede efter 3 skridt stoppet af farens ord. Hun stivnede! Var hun opdaget allerede? SHIT!! "Men Farmand. Vi bor fint her. Vi behøver ik flytte." Prøvede hun. Normalt kaldte hun ham ikke farmand, men var kommet til det denne gang. Hun gik videre, og fik så øje på papkasserne og kort efter på sin far. "Du mener det virkelig? Kan vi ik blive her. Jeg kan lide det her. Her er rart og hyggeligt og..." Hun tav. Hun skulle prøve ikke at sige for meget. Det dunkede lidt i hendes hoved, men hun blev langsomt mere fokuseret. Hvilket også gav hende overskud til først at knibe øjnene sammen og se på ham, som om det ville hjælpe hende til at forstå, og derefter hæve en finger af ham. "Nej!... Nej Far! Jeg vil ikke!" sagde hun så bare og gik ind og smækkede døren til sit værelse.

[Seneca Adrenal]

Seneca rynkede på næsten over at hun kaldte ham farmand. Mystisk. Han var ikke vant til at høre hende kalde ham det længere. Desuden gav hendes argument absolut ingen mening! Deres lejlighed var fin, men de boede i det mest usle af de usleste områder, og det var bestemt ikke et sted værdigt for hende - hun fortjente at vokse op på den herregård han havde arvet, med husalfer, tjenere og alt hvad hendes hjerte begærede, indtil hun kunne finde sig en mand. En dag ville de også arve herregården, og så ville de kunne bruge det som de ønskede det, og deres børn kunne overtage det.
Han fnøs af hende, “Ana, nu ikke vær besværlig, og få den finger væk!” fingeren provokerede ham til at løfte sin egen pegefinger, så han nær havde tabt papkassen ud af sine egne hænder. “Blodklanen er ved at gå i opløsning, Ana. Når det sker, så kommer de her… og det kommer ikke til at være pænt, hvis vi er her, når de finder ud af at vi har forrådt dem-,” hans hjerte hamrede i hans bryst. Han var bange, men han ville ikke vise det over for hende. Han skulle være tapper - og han kunne sagtens forsvare dem, hvis det kom til det, men Seneca var intet monster, og han ønskede ikke at se hans gamle venner i øjnene, når han var på vej til at sende de fleste af dem til Azkaban for at sætte ham og hans datter fri. Men mens han prøvede at forklare, var hun allerede PÅ VEJ VÆK. Nøj, han rasede indeni over hendes ulydelighed. “Pak dine ting. N-” han gik efter hende, som hun pludselig forsvandt ind på hendes værelse, med en smækket dør lige foran hans ansigt. Han bankede hårdt på døren, “Ana… hvad går der af dig? Har du mistet forstanden fuldkommen her til aften?” han trådte ind på hendes værelse. Var hun blevet tretten år igen?