Jeg tror jeg ser dig

[Deleted]

På et eller andet tidspunk var Anastacia stivnet med hævede bryn og sad nu bare og stirrede på dem. Det var slet ikke den information hun havde forventet, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med den. Flere gange åbnede hun munden for at sige noget, men opgav og lukkede den så igen, hvilket resulterede i at hun nok lignede lidt en fisk. Men det var bare som om hans ord ikke ville give mening. “Du... men hvis ikke du ønsker at være med i klanen, men gerne vil bejle mig. Jeg ved godt det står til vores fædres fortjeneste, så... prøver du at udnytte mig?” Hun kunne ikke forstå det. Og har havde hun lige snakket om at ville kysse ham og alt muligt. Det var virkelig flovt og hun var også ret sikker på, at de kunne ses i hendes kinder. “Det var derfor du spurgte til skolegang på vores date var det ikke? Derfor vi sidder her nu?” Spurgte hun og prøvede at kæde tingene sammen nu hun havde en masse brudstykker. Hun turde dog ikke fortælle sin egen historie, ikke før hendes gæt var blevet bekræftet. “Paris er du klar over hvor farligt det kan være for dig at sige det du netop gjorde? Jeg kunne gå direkte hjem og sige det til min far” ikke at hun havde nogen plan om det, men det kunne hun have haft. Han kunne ikke være så uforsigtig. Ana skævede over til hans venner. “Hvad ved de, om os?” Ville hun gerne vide. Måske simpelthen fordi det lige nu var lettere. 

[Paris Maverick]

Mens Ana sad og tyggede på den nye information, sad Paris og smilede prøvende til hende. Han var afventende og tålmodig lige nu, for han vidste at han lige havde smidt en bombe, og han havde ingen anelse om hvad hun rent faktisk oprigtigt ville mene om det. Men hvis Paris ønskede at lære hende at kende, så blev han også nødt til at være ærlig om hvem han var.

”Nej, Ana, slet ikke... Jeg gør hvad min far giver mig besked på - for det meste - men det betyder ikke at jeg er enig med ham.” han overvejede hvordan han kunne forklare hende det bedre. ”Jeg har ikke min fars holdninger, men jeg vil ikke kastes ud af min familie... eller sådan har jeg i hvert fald tænkt indtil for nyligt. Indtil jeg begyndte at få nogle gode venner.” han kiggede over på sine venner, som var på vej ud af baren. De virkede også fulde nok til at slæbe sig hjem snart.
Hans opmærksomhed rettede sig igen på den kønne dame over for ham og han lagde hovedet let på skrå, ”Jeg mener... du har mig i din hule hånd - du kunne fortælle din far at jeg ikke har tænkt mig at følge min fars ordre og at jeg mænges med mugglefødte magikere... men hvad betyder det for dig, Ana? Vil det gøre dig glad at se mig blive slået ihjel?” det gik han ikke ud fra... og han håbede da ikke at der gemte sig en sadistisk heks i hende. ”Og mine venner? De ved alt. Altså ikke om vores samtaler, men de ved hvem du er og hvem din far er.” han trak på skuldrene. Nej, han havde ikke holdt det hemmeligt.

[Deleted]

Ana sad igen og tænkte de nye oplysninger igennem, efter at Paris var færdig med at tale. Hun fornemmede at det snart var tid til at hun måske slækkede lidt på facaden og lukkede ham ind. Det lød også til at de måske var meget ens, en hun helt turde håbe på.
Ana bed sig lidt i kinden og tog mod til sig. ”Paris… Jeg… Det er ikke som du tror. Jeg er med i klanen fordi jeg ikke har noget valg. Jeg kan ikke komme ud af den. Jeg har ikke været helt ærlig overfor dig. Alt det jeg sagde sidste gang var.. kunstigt. Jeg svarede ud fra hvad man forventer af klanlederens datter. Sandheden er at… Jeg ønsker ikke at være en del af klanen. Jeg ville ønske jeg kunne have et normalt liv, hvor jeg kunne gå på Hogwart og DMU og have et rigtigt liv, hvor jeg ikke skal leve i skjul.” Hun så forsigtigt op på ham, bange for om han ville løbe til hendes far og sladre, og endnu mere frygten for at han ville blive sur over at hun havde snydt ham. ”Jeg vil gerne have rigtige venner og kunne leve normalt. Ikke som dette her.”

[Paris Maverick]

Endelig. Hendes parader faldt og masken kom af. Dette var den ægte Ana, som han havde haft på fornemmelsen at have set under deres første møde. Paris var meget opmærksom, mens hun talte og da hun var færdig med at fortælle ham om hendes sandhed, gled et blidt smil op om hans læber og han rakte sin hånd hen over bordfladen, over til hende, så hun kunne lægge sin hånd i hans.
“Jeg hører dig, Ana… og jeg er ked af at det er den situation du er i. Det må være hårdt at føle sig splittet mellem at ville gøre sin far stolt, mens du sidder med ønsker, du ved han vil have svært ved at acceptere,” hans øjne var medfølende og det var hans hjerte også. Det gjorde ham oprigtigt bedrøvet at hun havde det sådan, “Jeg kender alt til ikke at gøre sin far stolt. Det er ikke sjovt. Det er især ikke sjovt at holde hemmeligheder for ens familiemedlemmer. Jeg vil ikke presse dig ud i at holde hemmeligheder for Seneca, men du skal vide at jeg er her, når end du får brug for mig.”

[Deleted]

Ana så tøvende på hånden der var kommet til hende og rykkede ikke rigtig selv på sine hænder. Hun havde aldrig på den måde før holdt en fyr i hånden og hun mærkede nervøsiteten stige. Hun havde virkelig lyst til at rejse sig og bare stikke af, men gjorde det ikke. Hun ville gerne blive hos Paris så meget hun kunne. “Jeg løj sidst vi mødtes. Det...Det må du undskylde, jeg har aldrig gået i skole... ikke før... ja. Jeg har mine egne ting bag min far ryg.” Forklarede hun ærligt og drak mere øl. Nu var hun da halvvejs igennem den. Ikke at hun helt kunne lide den, men hun ville ikke afvise ham. Så kiggede hun lidt rundt for at se om nogen lyttede. “Helt ærligt Paris, så... jeg ved ikke så meget om noget rigtig, men altså... min far har foreslået at jeg skulle spørge dig om en rundtur på DMU. Fordi jeg luftede ideen om skole for ham. Han vil bare have jeg er tilbage til en bestemt tid. Jeg forstår ikke hvorfor han er så overbeskyttende” så slemt så verden da heller ikke ud. Ikke hvis man spurgte hende. 

[Paris Maverick]

”Det kan jeg næsten regne ud, Ana… Altså du virker dannet, men jeg har mine teorier om Blodklanen, og hvis de ikke vil sende deres børn til Hogwarts, hvad er så godt nok for dem?” Det virkede som om uddannelsen skete i hjemmet mellem andre klanmedlemmer – og det var ikke fordi professorer hang på træerne. Det fik ham til at smile, da hun fortalte ham at hun ikke rigtig vidste noget om noget – det synes han nu at hun gjorde. Eller også kunne hun komme til det. ”Virkelig? Så din far er okay med at du søger viden uden for de trygge rammer?” spurgte han og rettede sig en smule op. ”Jeg ville elske at vise dig rundt. Vil du der hen i dag? Eller vil du med mig rundt imens der rent faktisk er undervisning på skolen?” spurgte han hende nysgerrigt. Paris havde sine teorier om Senecas overbeskyttende personlighed, men han valgte ikke at sige noget – han skulle ikke tale grimt om hendes far foran hende.

[Deleted]

På mange måder var det et meget personligt emne de snakkede om. Ana selv følte hun havde rejst land og rige rundt siden hun var barn og skulle hun faktisk have gået på en skole, så ville hun have lavet 4-5 skoleskift. Det havde Seneca da om ikke andet skånet hende for. "Han håber jo at mine... at næste generation kan gå på Hogwarts igen. At Skolen til den tid vil være under kontrol, så vi ikke skal frygte noget." Forklarede hun, uden helt stadig at forstå præcis hvad det var der var så galt med skolen. Den havde da et af de bedste ry i Europa. Men det måtte være noget blodklanen vidste til. Hun blev jo heller ikke en dal af alle møderne.
Hun trak på skuldrene ved hans spørgsmål "Jeg ved det ikke. han sagde bare efter vores sidste date, at du måske kunne vise mig rundt. Men helt ærligt, så ville jeg hellere bruge tiden på andre ting. Måske ikke lige ballet, men der er så mange andre spændende til jeg hellere ville se!" Sandheden var jo at hun faktisk så DMU nærmest dagligt, så hvad spændende var der egentlig ved det? Den del valgte hun dog at holde for Paris. Hun ville gerne have det lidt som sit frirum.

[Paris Maverick]

Paris nikkede til hendes ord. Selvfølgelig håbede Seneca på at det kunne forholde sig sådan, men det ville Paris nu aldrig tillade.
“Din far har mange modstandere, ved du godt det?” han var ikke sikker på om hun vidste hvor foragtet hendes far var - men hun vidste det nok, siden de havde levet i skjul så mange år, “flere modstandere end følgere. Hvis din far får kontrol over skolen, så betyder det at han går imod viljen af de mange, for det kan gavne de få,” han bed sig i læben og drak sig så en slurk mere af sin øl. Det var en interessant og rolig samtale fra Paris perspektiv.
“Jamen så lad os tage ud og besøge farmen næste gang vi ses, hvis du stadigvæk er interesseret?” han foldede nysgerrigt sine arme under brystet.

[Deleted]

Ana rynkede brynene og overvejede hans ord så længe at man tydelig fik fornemmelsen af, at hun faktisk ikke vidste hvor slet det stod til med hendes far. Hun bed sig kort i kinden men kiggede så op på ham, men et lidt forpint blik i øjnene. "Hvordan kan jeg vide det? Hvordan kan jeg vide du.... Jo jeg ved godt han har mange modstandere. Vi har ikke boet det samme sted i mere end et år, før vi skulle flytte igen. Jeg måtte ikke snakke med andre end dem han gav mig lov til og jeg måtte ikke gå på nogen skole. Men..."Hun trak vejret tungt og så på ham, så man tydeligt kunne se forvirringen i øjnene på ham. "Det har jo været for at beskytte mig. Efter jeg mistede min mor, var han alt jeg havde og han beskyttede mig. Hvordan kan han så være så ond, som jeg føler du fremstiller ham til?" Det var tydeligt at høre forvirringen i hendes stemme og det var bestemt ikke fordi hun ikke troede ham, men det var hele hendes liv, som han lige nu satte i et helt andet lys. 
Hans ord gav desuden ikke mening. "Min far ønsker da ikke at have kontrol over skolen Paris. Han vil bare have det er sikkert at gå der. sikre sig at fremtidens unge ikke kommer i problemer mens de går på skolen." Tog hun fejl? Var der et eller andet ved sin far hun endnu ikke havde set? Hun vidste godt han nok ikke var byens borger nr. 1 men så slem var han da heller ikke, var han? Han kæmpede jo for rettigheder ikke? Bare på en lidt uheldig måde.
Hun så over på Paris og drak lidt mere af sin øl, som han snakkede om næste møde. Hun kunne ikke helt lade være med at smile ved den tanke. "Jeg vil meget gerne med. Men min far siger at det kan være meget farligt. Noget med at man skal bukke for dyrene i god tid. Bukke dybt hvis nok." Så man hende i øjnene kunne man godt nemt fornemme usikkerheden der lå i hende, men det var stadig bedre end ballet, og DMU så hun jo dagligt.

[Paris Maverick]

Paris måtte bide sig selv lidt i kinden, for ikke at sige for meget på én gang. Han ville ikke overvælde Anastacia - for hvem var Paris overhovedet? Han kom bare brasende ind i hendes liv og vendte op og ned på muligvis alt det hun kendte til. Selv Anastacias mor, Helena, ville i dag have været i live hvis ikke det havde været for Senecas små angreb den gang i hans ungdom - det var i hvert fald sådan han havde forstået det fra hans venner, når de omtalte Seneca. Det lød ikke til at Anastacia selv mente at hendes far bar skylden, men nærmere at han nu var den der måtte leve uden en hjælpende hånd til at beskytte deres datter.
“Din far vil ikke have at mugglefødte eller halvblods går på skolen. Hvis ikke mugglefødte og halvblods kommer i skole, så kan deres magi ende med at komme ud af kontrol… og det ville ende med ikke kun at gå ud over dem, men også dem omkring dem. Synes du det er rigtigt at kæmpe for?” spurgte han hende en anelse passioneret, trods han prøvede at forholde sig roligt, “Ved du hvad en Obscurus er?” han rynkede brynene nysgerrigt sammen. Han var ikke sikker på om hun havde lært det.
Derefter smilede han dog lidt mere afslappet, “Bare rolig - de kan være farligt, men jeg tror ikke du kan fornærme en hippogrif. Du kommer til at elske dem.”

[Deleted]

Det var svært at forstå det Paris nu sad og sagde til hende. Sådan var hendes far ikke! I undren rynkede hun brynene og rystede på hovedet af ham. “Nej. Nej du tager fejl. Det kunne han aldrig finde på.” Hun tav kort. Det var jo ikke sådan det var. “Han vil ikke have farlige folk på Hogwarts. Han vil sørge for at der er sikkert for eleverne at gå der.” Det var det han altid havde fortalt hende. Hogwarts var farlig fordi der var folk der, som man ikke kunne regne med og stole på. Der var elever som ikke kunne styre deres kræfter og ikke fortjente dem. Han havde aldrig sagt at mugglerfødte ikke var velkommen. “Du lyver” men en del af hende, en stor del af hende kunne høre sandheden i hans ord. “Lov mig at det er løgn det du siger. Jeg ved ikke hvad obculus er nej. Jeg har aldrig hørt om dem. Er det er dyr? Et monster? Hvad har det overhovedet med Hogwarts eller min far at gøre?” Hun rystede på hovedet igen og rykkede sig så lidt væk fra ham, mens hun prøvede at forstå og bevare roen. Måske var det dumt at snakke med Paris men samtidig følte hun at han kunne fortælle hende en masse ting hun havde mangler. “Jeg... måske skal bi nøjes med bare at besøge hippogriferne og ikke alt det andet” kom det lidt flovt fra hende. Hun havde fået nok af at snakke om sin familie. Det var bare for hårdt. 

[Paris Maverick]

Paris kunne godt mærke at han var kommet til at trykke på nogen af de forkerte knapper. Han havde sagt for meget for hurtigt, og han ville nu ønske at han kunne tage det tilbage.
“Undskyld, jeg vil virkelig ikke sidde og gøre vores samtale til noget negativt,” han kløede sig i håret, en anelse bekymret for at have skræmt hende fuldstændigt væk. “Jeg er sikker på at din far elsker dig, men jeg tror bare jeg politisk er meget modsat din far... Og så kan jeg ikke lade være med at holde min mund. En Obscurus er en der har undertrykt sin magi og ikke lært at styre den gennem ordentlig skoling… Jeg siger ikke at det sker for din klan, men de har en større risiko for det, hvis ikke børnene får ordentlig undervisning i at lære at styre deres magi. En Obscurus kan blive rigtig farlig… for… du ved, ukontrolleret magi er ikke noget at spøge med...” han kunne ikke holde sin mund. Det var kun en teori han havde, og han synes selv det gav mening. Han kiggede afventende på hende, for at høre hvad hun havde af tanker om det. Han ville ønske han kunne fremtrylle et andet emne.

[Deleted]

Det var svært at forstå Paris' ord, eller nok nærmere var det svært at acceptere dem. Det gjorde ondt indeni, og hendes blik var faldet til bordet, fordi hun ikke ville se ham i øjnene lige nu. Hun håbede sådan på, at det han sagde var løgn, men hun vidste godt at chancen for hun netop havde fået sandheden om sin far at vide, var større end nogensinde. 
Som hun sad der, fik hun øje på sin øl, som hun endnu ikke havde fået meget af, men nu tog hun fat om glasset og drak. Det smagte ikke så slemt som det hendes far serverede for hende, men det var stadig ikke godt. Lige nu var hun dog ligeglad, og tår for tår fik hun tømt glasset. 
Endelig så hun op på ham som hun satte kruset fra sig på bordet. "Jeg... Du må ikke dømme mig.. Jeg er ikke min far. Det.. det håber jeg du ved. Og.. og jeg skal nok holde det skjult hvem du er. Så ikke han lærer sandheden at kende, men.."  Hun tøvede lidt og løftede det egentlig tomme glas til munden, for at se om der alligevel skulle være en dråbe eller to tilbage endnu. "Vil du love mig at fortælle mig sandheden? Selv nu, hvor jeg ønsker du ikke fortæller sandheden. Vil du så gøre det? Jeg er nødt til at vide det, og nødt til at vide, hvad det er jeg... hver dag sniger mig væk fra."Den lille tilføjelse til sætningen var måske lidt mystisk, men hun var lidt i tvivl om om hun også kunne stole på ham, eller om han bare samlede oplysninger og det hele var planlagt spil. Men hun virkede ærlig. Hun trak vejret dybt og lagde sin hånd på hans. "Jeg... Grunden til jeg ikke vil have dig til at vise mig rundt på DMU, er fordi jeg allerede læser der. Det ved min far bare ikke. Ingen ved det er mig, der er der." Hun bed sig usikkert i læben og skævede op til ham.

[Paris Maverick]

Paris nikkede langsomt, “Vi har alle muligheden for at blive som vores forældre, men jeg har mødt både dig og din far, og jeg synes nu mere du minder om din egen person, Anastacia,” han smilede venligt til hende, og kiggede over mod baren, hvorfra han vinkede for at få to øl mere på bordet. Igen kiggede han over på hende, “Jeg lover at fortælle dig sandheden, hvis du gerne vil høre den…” han ville ikke skræmme hende med en masse informationer om hendes far, men hun fortjente at være informeret, så hun kunne danne sin egen mening ud fra hvad hun vidste.
Øllene blev serveret. Hendes afsløring kom som en overraskelse for Paris, han havde nu alligevel ikke regnet med at hun havde haft modet eller dumdristigheden til at gå direkte imod Senecas ønsker. “Du… læser der allerede?” et smil voksede på hans læber, “Hvor længe har du læst?”

[Deleted]

Der var noget godt og støttende i de ord der kom fra Paris, men alligevel gjorde de hende også en anelse nedtrykt. Nok lignede hun ikke sin far, men hvad med hendes mor? Hun havde aldrig rigtigt lært sin mor at kende, og nu hvor hun var ved at blive en ung kvinde, havde hun mere end nogensinde brug for sin mor. Ana sukkede for sig selv, men tvang så et lille smil frem på læberne. “Tak Paris. Det er pænt af dig at sige.” Generelt set opførte han sig virkelig pænt overfor hende, hvilket hun satte stor pris på. Hun havde aldrig rigtig haft en ven og nu havde hun ham. Ellers sådan da hvert fald. Tanken fik hende til at rynke på brynene. “Men Paris? Hvad så med... med os? Jeg mener. Vi kan godt blive ved med at date. Det er vi nok nødt til hvis min far skal give mig lov til at se dig, men... han har også en forventning om at der ikke må gå for længe før næste skridt. Ellers finder han en ny bejler. Det er ikke for at presse dig! Det er mere... øhm... jeg ville bare sige at hvis alt det med bejleriet også er skuespil, så vil jeg bare gøre dig opmærksom på konsekvenserne deraf” hun så lidt akavet væk, men hun følte det var mest fair at være ærlig. Hun tænkte på det med at sige sandheden og skulle lige til at spørge til, hvad han egentlig syntes om hende, men valgte så alligevel at lade være. Hun var ikke sikker på hun var klar til at høre svaret. I stedet lod hun sit fokus falde på hendes uddannelse. 
“Ja, men det er virkelig ikke nemt. Altså jeg er skrevet ind under falsk navn og er nødt til at læse op på en masse ekstra fordi... Jeg startede i sommers. Men du må ikke sige det til nogen. Du er den eneste dee ved det” man kunne tydeligt fornemme hvordan hun lige nu nærmest sad og gemte sig og virkelig frygtede at blive opdaget.