In a world of hurt

[Matthew J. Darklighter]

@victorie
Lokation: Et sted langs Diagonalstræde
Tid: Ud på eftermiddagen en søndag
Vejr: Gråt og diset

Sneen lå i mudrede pøle langs bygningerne og der var lav sigtbarhed på denne vintereftermiddag i Diagonalstræde. Der var delvis affolket efter en hektisk weekend hvor mange Hogwartselever havde haft ferie og nu var taget tilbage til skolen oppe i nord. Matthew havde fundet sig selv oftere i Diagonalstræde i den tid for at observere, aflæse og lytte efter informationer han kunne bruge hvis nu nogen af dem skulle vise sig at være af særlig interesse for ham. En ung, blond, blåøjet 4.års Slytherin havde fanget hans interesse, men han nåede aldrig at få hørt hvor han boede. Trist, han ville ellers have været et prægtigt fund af have spundet sit spind omkring til han var i hans arme.

Denne eftermiddag var derimod gået med nogle forhandlinger i Tusmørkegyden som han netop havde forladt for at tage den mere åbne vej hjem igennem Diagonalstræde. Han nød nu stilheden og tyngden af den nyeste krystalkugle han netop havde erhvervet sig i en specialsyet læderpose, der havde set bedre tider. Han gik med rolige skridt ned ad vejen og lod de isblå øjnes blik glide over facaderne og butikkerne.

[Deleted]

Outfit

Hvem skulle have troet at Englændere var så pisse irriterende?! Tori gik gennem Diagonalstrædet i et højt tempo, da hun var irriteret over en oplevelse hun havde haft på en nærtliggende bar. Hun havde heldigvis formået at undgå for meget ballade, men det fraholdt hende ikke fra nu at være virkelig indebrændt. En fyr havde taget på hende uden hendes tilladelse, og da hun havde bedt ham flytte sin hånd var hun blevet kaldet sippet. Hende! Sippet!! Hvem fanden gad blive gramset på af ældre mænd, når man bare ville sidde selv?
Tankerne var brændstof til irritationen og irritationen satte tempoet for hende.
Der var en god fart på, desværre for hende, så hun bare ikke en mand, der gik i et roligere tempo foran hende, og inden hun kunne nå at sætte farten ned bragede hun direkte ind i manden. Der mistede balancen og tabte hvad han havde i hænderne, så det lød et brag og en klirren, men modsat at sige undskyld, blev hun blot yderligere irriteret. "Så se dig dog for. Gå ind til siden hvis du skal bruge så fandens lang tid på tingene." Det var ikke helt fair, at det gik ud over ham, hun var bare oprørt af den oplevelse hun lige havde været ude for. Dog formåede hun da at stoppe og bukke sig efter posen, som han rakte til manden igen.

[Matthew J. Darklighter]

Sammenstødet kom som et lyn fra en klar himmel, og slog luften ud af ham så han bakkede et par skridt, skoenes sål næsten hvinede mod de glatte brosten som han formåede at holde en balance forholdsvis uden problemer trods sammenstødets styrke. Lyden at krystalkuglens klirrende endeligt mod vejen fik alle til at vende sig og se en smule misfornøjede i deres retning inden de intetanende fortsatte deres trivielle ærinder.
Hans ansigt var fuldstændig blankt mens han så hende bukke sig og samle den slidte læderpose op. Nogle skår af kuglen dalede ned fra den våde sæk og ramte brostenene hvor de gik endnu mere i stykker. Han hævede langsomt blikket til hende. Hvis hans øjne kunne dræbe havde de gjort det. Omverdenens støj fra folks tankemylder tonede ud som han fokuserede på hende og hans læber var formet i en smal streg.
"Det ser vidst ud som om nogen skylder mig en erstatning," sagde han med en mørk stemme der dryppede af syrlig irritation. Han greb hende om håndleddet og så indgående på hende for at aflæse ophavet til hendes uheld. En bagatel af en situation. En pludselig tanke slog igennem ham som han så nærmere på hende. "Hør, kender jeg dig?" spurgte han med hovedet lidt på skrå og en enkelt rynke der svang sig over hans pande.

[Deleted]

Det var bare et uheld, ikke noget hun kunne tage sig af, men hun nåede ikke videre før han fik fat om hendes håndled, hvilket fik hende til at hive og trække i sin arm. "Slip mig din nar. Du kunne jo bare være gået ind til siden." prøvede hun. Hun havde ikke ligefrem råd til at erstatte hvad end det var og var også ligeglad, det var ikke hendes problem! 
Da hun og hendes bror var blevet sendt til England havde de kunne haft en mindre sum penge med, og hun havde endnu ikke formået at få et job. Af en eller anden grund mente de mange steder at hun havde et attitude problem. "Jeg skal aldeles ikke erstatte den. Du kunne bare holde bedre fast om dine ting." stemmen havde en tydelig amerikans accent og de blå øjne borede sig ind i manden. hun tøvede dog lidt da han lød til måske at genkende hende. "Jeg tvivler! Er du fra ministeriet?" spurgte hun. Hun ville nødigt i karambolage med magten allerede. Så ville der da helt sikkert være problemer.

[Matthew J. Darklighter]

Hans øjne blev til smalle sprækker som et rovdyr der fokuserede på et bytte, og måske var det skæbnen eller noget andet, men han smilede langsomt bredere som han rettede sig op og lod hende trække armen til sig, dog med nok styrke i hans eget greb til at vise at det var på hans præmisser at hun blev sat fri, og ikke hendes kraft.
"Lad os bare sige jeg kender nok folk til at man er på dybt vand hvis man modsætter sig mine ordrer, muggler eller magiker," knurrede han faretruende med et slankt øjenbryn hævet mens han så på hende. Smilet var ildevarslende, ligeledes var blikket. "Du ligner én jeg har set..." han tænkte sig om inden det slog ham og han nikkede langsomt. "Du er præsidentdatteren, ikke sandt?" spurgte han og lagde armene over kors uden at tage imod posen som hun stadig holdt, så han yderligere kunne understrege hvad hun havde gjort.

[Deleted]

Irritationen fortog sig langsomt som han stirrede på hende. Fornemmelsen af at problemerne skyllede ind over hende var ikke til at tage fejl af. Hun sank derfor en klump og da hun endelig fik sin hånd fri ømmede hun håndleddet. Han havde haft godt fat kunne hun mærke.
Det var ikke videre godt at han lød til at have en finger med i alt. Faktisk var det rigtig dårligt. Hun havde fået klar melding om at opføre sig ordentligt og ikke vække opsigt, og nu var hun vadet direkte ind i problemer. SHIT! Hun prøvede at skifte den vrede grimasse ud med at smil, for at lindre lidt på situationen men kunne ikke rigtig bedømme hvor store problemer hun var i. Og så blev hun genkendt. ".. jo.. Victorie Clairmont. Kan jeg gøre noget for Dem?" Stemmen var med et sukkersød. Hun skulle nødigt komme i yderligere problemer. Det var bestemt ikke en del af hendes planer lige nu. Så taktikken blev hurtigt ændret til sød og uskyldig, hvilket også blev grunden for at hun trak de lange sorte lokker om foran skulderen og lod de blå øjne se uskyldigt på ham. "Jeg beklager virkelig jeg ramlede ind i Dem sir." det lød sukkersødt og påklistret høfligt, men hun skulle ikke i problemer med ministeriet.  "De snakkede om en erstatning, hvad har De i tankerne. Kan det klares her og så være glemt?"

[Matthew J. Darklighter]

"Undskyld mig, tror du jeg er dum?" spurgte han køligt og afmålt og hans smil fortrak sig som en syrlig grimasse. Hun skulle ikke få lov til at tro hun kunne lægge stilen om og blev tilgivet. "Den krystalkugle kostede det samme som din fars årsløn." Han trak vejret kraftigt ind så hans næsebor næsten vibrerede og en blodåre trådte frem i hans tinding. "Det er ikke noget der bare kan ordnes her på stedet. Jeg kontakter din far så snart jeg kommer hjem," han så på læderposen i hendes hånd og endte med vredt at snappe den fra hendes hånd. Han standsede og så overvejende fra hende til posen og tilbage til hende inden hans læber atter formede sig langsomt til et rovdyrssmil. "Måske du kunne arbejde din erstatning af for mig. Jeg kunne jo eventuelt glemme at ringe til din far med det samme, hvis du siger ja," sagde han eftertænksomt og afventede hendes reaktion på hans forslag.

[Deleted]

Shit shit shit! Det var tydeligt at hun var i problemer der ikke bare kunne løses med et sødt smil, som hun ellers så ofte havde været vant til. Men hvad skulle hun så gøre? Hun stivnede da han nævnte, at han ville ringe til hendes far. Det var langt værre end at høre hvad kuglen egentlig havde kostet. "Nej! Det må du ikke!"  fløj det ud af hende. Han havde allerede været ved at skære hånden af hende. Hvis han hørte mere ville det helt sikkert være slut og hvad skulle hun så gøre. Hun havde en chance til at vende op og ned på tingene, og den skulle ikke gå tabt nu. "Jeg gør hvad som helst. Bare du ikke ringer." bad hun uden helt at forvente at en mand som ham hun talte med kunne komme på noget slemt. at arbejde for ham var vel bare at skænke kaffe og måske vande blomster. Det kunne hun godt klare og måske hun så kunne beholde jobbet bagefter og tjene lidt penge sammen til sig selv. "Jeg siger gerne ja til arbejde, det er en fin deal, men lov mig du ikke ringer til min far!" Bad hun. det måtte ikke ske. Så kunne hun lige så godt hoppe ud fra BigBen! "Hvornår skal jeg starte?"  de kunne vel lige så godt komme i gang.

[Matthew J. Darklighter]

Han kunne se hans ord havde en god effekt på hende. Grundlaget for en god overhånd var lavet. Et eller andet sted undrede det ham at hun ikke genkendte ham, men måske havde han lige så stor grund til at være lidt langsom når det kom til at genkende hende. Han tilgav hende i sit stille sind.
"Du kunne begynde med det samme," foreslog han og greb hende om overarmen i et greb der havde samme styrke som det foregående han havde taget om hendes håndled, hårdt og ubarmhjertigt, inden han fandt sin tryllestav frem og svang den så de kunne transferere fra Diagonalstræde. Det var svært når de var to, men han vidste det ikke var et problem i længden.
De dukkede op foran det høje palæ, der lå omkranset af tæt skovvækst og alleryderst en mur. Han slap hende og puffede hende foran sig imod hoveddøren så han kunne lægge en tung hånd på hendes skulder og føre hende foran sig.
"Velkommen til mit hjem, jeg er sikker på at du kommer til at kunne lide det her," sagde han som han lænede sig ned mod hende, hans læber nær hendes øre. "Ellers har jeg din far på speed dial, i tilfælde af at du skulle glemme det," tilføjede han lavmælt.

[Deleted]

Med det samme?! Hun nåede ikke rigtig at sige noget før han havde taget et fast greb om skulderen på hende og havde transfereret dem til et stort palæ. Hun så på bygningen og måbede. "Bor du her?" bare hun ikke skulle vaske gulve eller tørre støv af! Det var jo næsten på størrelse med Det hvide Hus. Sådan nogenlunde hvert fald. Synes fik hende til at dreje hovedet og se på manden.  "Hvem er du?" Han havde tydeligvis en masse penge at gøre med, så han måtte være vigtig. 
Hun gik mod huset, og hørte så hans stemme ud for sit øre. "Hold min far uden for. Det bliver slet ikke nødvendigt. Det lover jeg dig. JEg skal nok vande denne blomster, eller hvad det er du vil have." Hun forventede tydeligvis noget simpelt. Men altså han regnede da vel heller ikke med at hun skulle vaske tøj eller noget andet voldsomt. Måske lave mad. Det vidste hun ikke noget om. "Hvorfor kan vi ikke bare reparere kuglen? Et sving med en stav og så kunne den være hel igen."  Det ville den dog nok ikke kunne, hvis det var en magisk kugle og lige nu anede hun jo faktisk ikke hvad den skulle have været brugt til.

[Matthew J. Darklighter]

Han fnøs hånligt over hendes forslag til at reparere kuglen. Troede hun virkelig selv på det? Han valgte ikke at svare hende før de var gået op ad trappen til hoveddøren som han skubbede åben og afslørede en stor entrésal med søjler fra marmorgulv gulv til hvælvet loft. Lysekronernes skær blussede som varme kinder efter en gåtur i blæsevejr.
"Kuglen du smadrede var en persisk krystalkugle fra 1492, blandt andet ejet af en marharajah og brugt af en af de største seersker i verden, til at forudse krige og konflikter i verden," forklarede han. "Det er dermed ikke bare en magisk krystalkugle, det er -undskyld VAR - en historisk genstand, som nu ligger smadret her," han satte den klirrende læderpose fra sig på et skuffedarium og vendte sig mod hende med armene over kors. "Den hændelse der gik forud for vores møde kunne du snildt have undgået at lade gå ud over andre. Men næh nej," hans læber krøllede sig i et snerrende smil, "jeg tror dit arbejde her kommer til at være selvstudier, som i, selvudvikling og temperamentskontrol," han trådte nærmere hende så hans skygge formet af lysekronernes skær, faldt over hende.

[Deleted]

Hun fulgte med ham indenfor og så rundt i entreen mens han fortalte. Langsomt gik det op for hende at det ikke bare var en hvilken som helst krystalkugle og hun faktisk havde ødelagt noget uerstatteligt. Hun sank en klump på ny og spekulerede over hvor længe hun skulle arbejde for at arbejde dette af. Han forlangte vel ikke hun skulle bo der? Hun havde trods alt en bror der ville blive ret så bekymret. "Det er lidt af en kugle... Var lidt af en kugle. Undskyld" Prøvede hun halvhjertet i håbet om at formildne ham bare lidt. At han så nævnte hændelsen før deres møde fik det til at blusse op i hende igen. med et vendte den mere aggressive tilgang tilbage i hende og hun vendte sig og stirrede på ham. "Så du mener det er okay at en gammel mand gramser på mig og forventer jeg giver ham både det ene og det andet, hvis blot han køber mig en drink? Skulle jeg sælge min krop bare for det? Jeg er ofret her. Hvorfor er der ingen der forstår det. Jeg er sgu da nødt til at sige stop." spruttede hun og stirrede arrigt på ham igen. Det var en stirren der hurtigt vendte over i et tøven og undren, der gav hende en dyb fuge i panden. "Du mener jeg skal arbejde med mit temperament? hvordan fanden betaler det dig tilbage? desuden er jeg slet ikke sikker på du kan gøre noget." hun var bestemt IKKE villig til at arbejde med sig selv. Så hellere vaske tøj. "Du må da have noget andet? Jeg kunne lave kaffe, eller jeg kunne prøve at gøre rent. om jeg så skal vaske alle dine gulve, så gør jeg hellere det!"

[Matthew J. Darklighter]

Han lagde hovedet tilbage og lo. Hendes trodsighed, hendes stædighed, det var en fryd at se, og endnu mere nydelsesvækkende at tænke hvordan han kunne pille det fra hinanden langsomt. Hendes historie som offer købte han på visse punkter
"Men du kunne have givet manden ren besked istedet for at bukke under," svarede han med et sigende øjenbryn hævet af hende inden han lagde en arm om hendes trodsige skuldre, venligt men uimodståeligt, og begyndte at føre hende med sig op ad trappen. "Lad os sige at din betaling er et kursus istedet. Jeg er sikker på at din far vil sætte pris på at høre hvordan det går med dig, hvis jeg siger du skal tage et kursus hos mig," forklarede han mens de gik op ad den store midtertrappe til de øvre etager hvor gangene var beklædt med tykke, røde tæpper og væggene med lakerede mahognipaneler. Modsat mange troldmandshjem var de fleste portrætter her statiske men hvis man så ordentligt efter var de stadig magiske og personerne på billederne fulgte blot én med øjnene eller sad og trak vejret i skjul som forsøgte de at gemme sig og ikke blive hørt.
De endte ved en dør som han skubbede op og afslørede et storslået badeværelse med en moderne bruser i midten af det hele omkranset på tre sider af glasvægge. Selve bruserhovedet hang fra loftet og en lille jernkrog kunne ses ved siden af den. Han puffede hende ind og vendte sig for med et svirp af tryllestaven at låse døren inden han vendte sig imod hende med et triumferende blik og et smalt smil i mundvigen.
"Og nu," sagde han, "tag dit tøj af." Hans stemme var skarp som et piskesmæld gennem luften. Hvad end manden på baren havde gjort ville ikke stå mål til hvad han planlagde.

[Deleted]

Vreden blussede en anelse i Victorie. Som om hun ikke havde forsøgt først at få manden væk, men han havde ikke lyttet. Faktisk havde det kun ophidset ham yderligere at hun var endt med at stikke ham en lussing. Det var det, der havde fået hende til at storme væk i irritation. Men det forstod han nok ikke. Hvorfor skulle han også det?”Bland Dem ikke i noget De ikke forstår” bad hun roligt men fulgte dog efter ham. Hun kunne ikke godt blive stående for enden af trappen jo. Som hun nu steg op trin for trin tog hun huset i øjesyn. Det var meget anderledes end hvad hun havde boet i selv, men det oste af penge og magt. Det var lige før at det var på en måde, så hun følte sug selv fanget, men det var vel nok bare hende, der overdrev. 
Victorie så undrende på manden. “Et kursus? Hvad får De ud af det?” Spurgte hun en anelse skeptisk men alligevel fik noget i hende, hende alligevel til at følge med ham. Måske var det frygten for at han ville kontakte hendes far. 
manden åbnede døren til hvad der lignede et badeværelse og Tori trådte lidt undrende indenfor. Hun vendte sig dog rundt, da hun hørte hans ord. “Tage mig tøj af?” Hun kiggede rundt efter om der var en skærm eller noget hun kunne gøre det bag, så han ikke kunne se, men det var der ikke og hun stoppede derfor ret hurtigt. “Hvordan hjælper det mig at tage tøjet af? Desuden, burde du så ikke gå inden jeg smider tøjet?” Det var egentlig ikke fordi hun var genert, det føltes bare underligt. 

[Matthew J. Darklighter]

"Åh jeg forstår ganske godt, miss," svarede han lavmælt. "Og jeg regner stærkt med at få din fars taknemmelighed når du er færdig med din pligt her." Han trak sin slanke, sorte tryllestav ud af lommen og med et kort svirp sprang et lysende blåt bånd frem, snoede sig om hendes håndled, hævede hendes arme op og trak hende bagud, som var det tiltrukket af magnetisme, ind i bruseren og hængte sig på krogen under det luksuriøse bruserhoved. "Vi kan også fint gøre det mens du er påklædt, men så bliver dit tøj bare så gennemblødt," sagde han en smule overvejende inden han uden flere overvejelser tændte for det iskolde vand og lod det vælte ned over hende i kaskader. Vandets plasken mod flisegulvet rungede i det store, åbne badeværelse og han stod med armene over kors og betragtede hende som hun blev gennemblødt mere og mere. "Tænk på manden, tænk på hændelsen, og mærk vandet køle dig ned fra toppen af vredens tinder," sagde han med en filosofisk overtone på trods af den udefraset bizarre situation.