In a world of hurt

[Deleted]

Hun havde så mange skældsord klar ril ham, men vurderede at det nok var bedst at tie, så det prøvede hun. Lige indtil han igen nævnte hendes far. Han ville blive tosset, hvis han hørte noget omkring hendes opførsel her. “Nej Sir. De lovede ikke at blande min far ind i det. Vil De ikke nok lade være?” Bad hun og så fra ham og rundt i badeværelset. Hvad skulle der foregå? Og hvorfor mente han, hun skulle smide tøjet? Var han også en pervers gammel stodder? Hun sank en klump, som hun nu begyndte at tjekke sine flugtmuligheder, som var stort set ikke eksisterende, og så pludselig mærkede hun en kraft trække i hende og hun endte midt i rummet hvor iskoldt vand plaskede ned over hende. Det fik hende til omgående at skrige op og vride sig for at komme fri. “Nej! Stop! STOP! Lad være! Stop det!!” Spruttede hun men uden at komme fri. 
Hun hørte svagt hans ord om at tænke på hændelsen. Det gjorde hende kun mere vred. “Hvad F*ck har du gang i?! Perverse stodder! Skal jeg så også fortælle dig detaljerne eller hvad?” Det var overhovedet ikke gået op for hende, at han prøvede st hjælpe. Hun var for fokuseret på det kolde vand som væltede ned over hende.  

[Matthew J. Darklighter]

"Hvis du har lyst," sagde han en smule henkastet og trak på skuldrene samt lod hånden kort glide ud i luften, som tilbød han hende at gøre alvor af sit forslag, mens han så hende stå og kæmpe mod båndene om hendes håndled. "Du vil måske finde at modstand øger konflikten, og i dette tilfælde kun optrapper og forlænger din tilstand," forklarede han og slog et slag med tryllestaven rettet mod vandet. "Hvis du lytter til mig og fokuserer istedet for at kæmpe så meget i mod, ville du måske se at det ville være en fordel at slappe af og give slip på den hændelse, så din vrede ikke får overhånd," tilføjede han og cirkulerede langsomt om glasvæggene efterhånden som vandet gennemblødte hendes tøj så det klæbede til hendes slanke figur. Det var så nemt. Hvis hun begyndte at gøre som han sagde så ville det efterhånden stoppe helt. Det var måske lidt et crash course, men det var normalt sådan man skulle håndtere folk med dårligt temperament.

[Deleted]

Victorie skulede olmt til ham, mens hun hvislede ud mellem tænderne. "Det rager ikke dig." det lød dog ikke så hårdt som ønsket. vandet var iskoldt og det våde tøj klæbede sig ind til kroppen af hende, så hun næsten rystede af kulde. Hun ville virkelig gerne have noget varme, men forstod ikke hvad det var han ville have hende til. hvordan dette her kunne stoppe. "Så du siger jeg skal acceptere at en vildt fremmed mand vælger at tage på mig og antage, jeg er klar til alt muligt med ham?" spurgte hun vredt. Hun ville ikke finde sig i det. Men skønt hun var vred frøs hun så meget at det var svært at holde vreden ved lige. armene var også ømme og det klæbrige tøj sad tæt ind til hendes slanke figur. "okay FINT! jeg lytter bare sluk for vandet. vil du ikke nok" bad hun og kunne mærke hvor kold hun var.

[Matthew J. Darklighter]

"Nej, miss, sådan leger vi ikke her," sagde han og standsede foran åbningen til brusekabinen. Han så hvordan hun skælvede i det kolde vand og hans smil var uforandret. "Du kan ikke bare sige at du vil lytte. Det er ikke dét, det handler om. Selvfølgelig skal du ikke give efter for mandens tilnærmelser, men de skal ikke påvirke din vrede, så det går ud over andre. Slap af og mærk kulden istedet for vreden, lad kulden vaske tavlen ren for bitre tanker," han trak jakken af og smøgede skjortens ærmer op inden han trådte hen foran hende, stadig udenfor vandet stråler men tæt nok på til at nå hende. Han lagde sine hænder om hendes ansigt og tvang det imod ham. "Se på mig og slap af," bød han hende med myndig stemme. Hendes hår klæbede til hans hænder, men så snart hun fandt ud af at lystre ville hun blive tør som om vandet aldrig havde ramt hende igen. Det var bare et spørgsmål om hendes vilje til at samarbejde.

[Deleted]

Tænderne skælvede og hun havde lagt armene om sig i forsøget på at holde på den sidste varme, men hun var snart kold helt ind til benene. Hun prøvede at lytte men det var så svært at fokusere. Så det blev næsten en hjælp for hende, da han tog hendes hoved i sine hænder. Hun blinkede vanddråber væk fra øjnene og lod så de isblå øjne søge ind i hans. Hun rystede og fræs stadig, men alligevel mærkede hun en ro strømme fra ham. Måske ville han hende det faktisk godt. Måske… og hun havde ødelagt hans dyre krystal. Tanken strøg gennem hovedet på hende. ”Undskyld Sir…. jeg… jeg burde…ikke la-lade det.. gå ud over… dig” hun frøs forfærdeligt og følte sig iskold over hele kroppen, bortset lige fra hvor manden havde sine hænder. De var varme. Han var varm.

[Matthew J. Darklighter]

Besværgelsen på vandet begyndte langsomt at virke efterhånden som det så ud til at gå op for pigen at hun kunne slappe af og skubbe vreden lidt mere væk. Vandet faldt i mindre mængder og løb langsomt ud til en svag dryppen mens hendes tøj tørrede som var det nyvasket og netop kommet ind fra en tørresnor en sommerdag. Et smil formede sig på hans læber og hans fingre strøg hendes kind blidt uden at han gav tegn til at ville slippe hende lige med det samme.
"Se? Når du først kan tøjle det, er det hele meget bedre," sagde han og lod sit blå blik vandre over hende. Han var så tæt på hende at han kunne mærke kulden i hende stadig manifesteret efter vandet plasken ned over hende. Han holdt øjeblikket et sekund længere end hvad der måske var passende overfor en person man netop næsten havde waterboardet, men han ville også vise hende at hun kunne overgive sig til ham. Hos ham var der ros for god opførsel og straf for dårlig. Det var simpel psykologi.
Ikke desto mindre løsnede han langsomt sit greb om hendes ansigt og trak istedet sin tryllestav frem igen for at løsne de magiske bånd om hendes håndled, så hun kunne trække sine arme ned til sig igen.
"Du vil nok opdage at din tid her kommer til at fokusere på at addressere dit temperament," sagde han og vendte hende ryggen, dog med sanserne rettet imod hende stadig. "Hvis du formår at forbedre dig her, så kan din tid forkortes."

[Deleted]

Helt ærligt, så havde Tori ikke meget overskud til at høre om hans lektioner. Hun frøs bare og prøvede at få varmen så godt hun nu kunne. Heldigvis mærkede hun hvordan det iskolde vand langsomt sænkede trykket og til sidst helt forsvandt. Alt imens stod hun og så ind i Matthews øjne, der lige nu var så rare og var beviset på at alt kulden forsvandt, Snart slap han hende dog og også båndet, der havde hold hendes arme forsvandt. De var ømme nu, armene og hun følte sig så udmattet og kold inden i. Hun havde næsten lyst til at søge ind i Matthews favn, for at få varmen, men gjorde det ikke. "Ja." Lød det bare kort fra hende mere kunne hun ikke rigtig sige.
Tøjet var blevet tørt igen og hun kunne mærke hvordan varmen stillede sivede ind i hende igen. Men som han så vendte ryggen til hende fald hun lidt tilbage i den grove attitude. "Jeg skal nok stoppe. Det har jeg jo lige sagt. " Lød det provokeret fra hende. "Hvad vil du have? at jeg bliver en lille nikkedukke i hjørnet?"

[Matthew J. Darklighter]

Han vendte sig skarpt om for at se på hende igen, tryllestaven stadig i venstre hånd men endnu ikke løftet og et øjenbryn hævet over hendes tonefald. Han gik demonstrativt imod hende, de isblå øjnes blik var advarende, ikke truende.
"Jeg kan også sende dig bort igen, skal jeg det? Så alle tilnærmelser koster dig blandt andre mennesker i fremtiden, og din far bliver nok ikke fornøjet når jeg snakker med ham om det," indskød han. Tonen var ikke bister eller vred, mere konstaterende, nøgtern og logisk. Han lagde atter en hånd på hendes kind som ville han kærtegne hende og forsikre hende at hun var i gode hænder hos ham, og i et kort øjeblik så det næsten ud til at han havde medfølelse for hende. "Jeg foreslår at du ikke siger mig imod i fremtiden, ellers bliver vandet din mindste bekymring," sagde han.

[Deleted]

Nærmest øjeblikkeligt rettede Victorie ryggen og sendte ham et lille undskyldende spil. Hun skulle absolut ikke tilbage ind under den kolde hane. "Nej undskyld. Jeg skal nok følge pænt med nu. Det var bare.. undskyld."  Han måtte for alt i verden ikke ringe til hendes far. Det ville kun give problemer og var hun meget uheldig, ville problemerne gå ud over broderen også, og så var der VIRKELIG problemer.
Hun mærkede, hvordan han igen lagde en hånd på hendes kind og nød det lille kærtegn. Det var ikke meget, men det var alligevel nok til at føle sig værdsat og det gav hende en ro. "Undskyld Sir. De får ikke brug for vandet igen." lød det roligt mens hun blot fokuserede på den blide fornemmelse imod kinden. Det var så rart i modsætning til det hårdt hamrende vand.

[Matthew J. Darklighter]

Det var godt at se hun var hurtig til at reagere og forstå hvad han mente. Hun skulle nok få styr på sit temperament under hans kyndige vejledning. Og hvem ved? Han lod kort blikket glide op og ned ad hende mens han smilede. Hun var jo køn, så måske de kunne få et helt givtigt forhold.
Han slap hende og trak sig bort fra hende for at tage sin jakke og slyngede den over den ene arm. "Kom med, du har fortjent noget at spise nu du har bestået første lektion," sagde han og åbnede døren for at føre hende med sig ud af badeværelset og lægge den første ubehagelige oplevelse bag sig.
Der var ikke langt til spisestuen med langbordet, de hvide og sorte, blankpolerede marmorfliser og pejsen hvis ild knitrede bag den høje stol for enden af bordet. Ud over dem virkede palæet forladt, men hvis man lagde mærke til de små bevægelser hist og her var der husalfer igang med hele tiden at holde stedet prangende og smukt. Der var allerede dækket op til dem da de kom ind i spisestuen og Matthew førte hende til pladsen til venstre for den høje stol, der stod for bordenden, inden han selv tog plads for bordenden. Uden tøven skænkede han hende et glas vin. Han forventede at hun tog imod hans gæstfrihed uden at modsige ham.
"Var idag første gang du oplevede tilnærmelser mens du har opholdt dig i London?" spurgte han og stillede karaflen fra sig og med næsten sirlige, mekaniske bevægelser skar et stykke kød ud i små stykker inden han satte dem til livs.

[Deleted]

Da først manden havde sluppet hende og havde taget et skridt, fulgte hun efter som en ælling der følger sin mor. Hun kiggede rundt i det store palæ, mens de gik og tabte nærmest undermunden, da hun så det store bord. Derefter så hun ned ad sig selv. Det føltes ligesom ikke rigtig pænt nok til resten. Hun kunne dog ikke rigtig ændre på tøjet, men hun rettede alligevel på det, for at sikre sig hun så ordentlig ud. Derefter fulgte hun med over til bordet, hvor hun tog plads. "Tak Mad lyder skønt." Hun satte sig og rakte ud efter det mad der var stillet op og fyldte en god tallerken. Som Quidditchspiller på høj plan havde hun været vant til at tage meget mad og også spise op af det. Da hun havde taget for sig at de forskellige rettet, så hun ned og fik øje på de mange sæt bestik. Hun var vant til til to sæt bestik, men det kun til fine lejligheder, så at se det på en almindelig hverdag, føltes underligt. Tøvende rakte hun ud efter det yderste, som hun tog i hænderne og begyndte så at spise af maden med en hverdagsagtig stressen og en anelse smasken. "Det smager virkelig dejligt." fik hun sagt til ham og proppede et nyt stykke kød i munden, som hun tykkede på mens han stillede sit spørgsmål. "Tja ja. Men HR. Jeg har også kun været her et par uger."

[Matthew J. Darklighter]

Forskellen på størrelsen af deres måltid var betragtelig. Han var trods alt ikke sportsudøver og behøvede ikke meget at spise. Han fik næring fra andre ting, intelligente samtaler, nydelsesfuldt samvær og andres smerte. Hendes pinsel under bruseren havde ikke fjernet al appetit men havde klart gjort sit indtog, så han var næsten færdig i få mundfulde. Han duppede servietten over læberne og lagde den sirligt ved siden af tallerkenen inden han greb glasset, cirkulerede vinen rundt inden han tog en slurk og så eftertænksomt på hende.
"Et par uger kun? Er du her alene?" spurgte han. Som bortfører burde han vel nok have undersøgt det tidligere om kvinden kunne savnes af nogen, men hun var jo ikke fanget. Ikke endnu ihvertfald. Han lod blikket glide over hende mens han sugede til sig af tanker og billeder af hvad han kunne stille op med hende indenfor palæets vægge.

[Deleted]

Hun bed godt mærke i, at han ikke spiste nært så meget som hende, men modsat ham, så slugte hun også nærmest maden, så det ikke tog hende så lang tid. Nogle få gange undervejs tørrede hun sig ved munden med sin hånd og enkelte to gange måtte hun bruge tungen til at slikke sovs af sine læber. Hun var sulten og tænkte derfor ikke meget over hvilke tanker det kunne sætte i hovedet på andre. Hun smagte lidt på vinen med mellemrum og nød ellers sin mad. Hun måtte dog lige tygge af munden, før hun kunne svare ham på sit spørgsmål. "JEg bor her sammen med min bror. Valentine Clairmont" Forklarede hun før hun tog en ny luns kød som blev tygget igennem. Hun så sig lidt omkring og så så over på manden. "Bor du alene i det her kæmpe hus?" Måske havde han kone og børn et sted, men hun havde ingen set endnu.

[Matthew J. Darklighter]

Han udstødte en blød, mørk latter, toner der svang sig i luften med samme klare vibration som cymbaler i et kirkerum.
"Vi er ikke mange beboere. Mig selv, min bror og søster og min søn, og af og til min datter der lige nu er på Hogwarts. Men! Vi har mange gæster," svarede han. "Nogen som dig, der frivilligt kommer og søger at opleve befrielse fra bekymringer og lære at kontrollere sig selv så omgivelserne viser dem den respekt, de fortjener."
Han lænede sig lidt tilbage mens han tog hende i bedre øjesyn og studerede hendes en kende grove måde at sætte maden til livs. Det tog ham nogen tid at fokusere sine tanker men omstændighederne gjorde det nemt for ham at udnytte sin legillimens til fulde og som små klare billeder for hendes nethinde viste han palæet fra sit dybeste hjerte, når der var beruselse og nydelse i stride strømme. De fester der blev holdt, maskebal med hvirvlende dans, eller rum hvor alt lys var lukket ude og kun sanserne satte grænserne. Magi og sublim ekstase i en højere enhed, hæmningsløshed, løssluppen vildskab og dyrisk sensualitet i ét flor. Det varede korte sekunder, og var nok til at en blodåre dunkede i hans tinding, men han fik sluppet sit tag i visionerne til hende og sad tilbage i spisestuen.
"Vi er en sikker havn hvor man lærer at tøjle sig selv, men hvor vi også slipper os selv fri af og til," sagde han og sendte hende et sigende blik over kanten af glasset som han tog endnu en slurk. "Jeg har indtil videre ikke hørt nogen beklagelser. Og det er dette miljø du nu bliver en del af."

[Deleted]

Det lød alligevel til at der var mange i huset. Flere end hun i første omgang havde regnet med, men der var en hun ikke hørte blive nævnt, hvilket undrede hende meget. Tori kiggede hen på ham og valgte en lidt forsigtig stemme. "Og din kone? Børnenes mor?" ikke fordi der var noget ved situationen der gjorde hende utryg eller noget, men det virkede underligt at han ingen kone nævnede. Hun skulle til at komme med en kommentar, om hvorfor hun var her, men et var nok ikke lige det smarteste lige nu. Hun kom dog alligevel til at pippe lidt op. "Jeg vil ikke mene jeg kom her frivilligt.men..." mere nåede hun ikke sige, før hendes tanker blev fyld med billede af hvordan der blev festet i forskellige afskygninger. Nogle af tingene kunne hun godt lide, men det var også tydeligt at se at noget af det intet sagde hende. Hun trak vejret dybt og lagde bestikket fra sig og så rømmede hun sig lidt, før hun igen gav Matt opmærksomhed. 
Hun så igen på ham og sendte ham et smil. "Jeg skal nok opføre mig pænt. Helst på en måde så du vil kunne tage mig med ind i ethvert af de rum jeg så."  så stivnede hun. Først senere gik det op for hende, hvad der var sket. "Du kan... Kan du læse tanker?"