Merry christmas, happy Holliday

[Christopher Campbell]

Alyxia McBeth & Alexa Campbell

Hjemme ved Chris' og Alex's mor

Dec. 2057 - Juleaften

Omkring spisetid

Påklædning

---

Chris ankom til sin mors hus en smule senere end beregnet. Han havde haft en sag som han blev nødt til lige at kigge på iden han forlod kontoret i ministeriet tidligere på aftenen. Jobbet som Aurorkommisær tog hårdt på ham, især efter han var kommet tilbage til jobbet. Han sov stadigvæk elendigt om natten og havde hele tiden en frygt for at han vågnede op flere måneder efter at være faldet i søvn.
Uden at banke på, gik han ind af døren, og annoncerede sin ankomst ved et højt og muntert "Halløj".
Han kunne dufte at hans mor allerede stod i køkkenet og kunne høre småsludren inde fra stuen. I den ene hånd bar han en pose med gaver, som han stillede fra sig imens han hang sin frakke og smed sine sko. "Jeg beklager forsinkelsen," annoncerede han som han trådte ind i stuen med et bredt smil solidt plantet på læberne, tydeligvis forventende en eller anden reaktion for han usandsynlige ræerlige julesweater.

[Alexa Campbell]

Som var hun et eller andet lille barn, havde Alexa skævet op mod uret engang hver 5 minut, for at se hvad klokken var, også selvom det ikke gjorde nogen forskel. Chris dukkede altid bare lidt op når det passede ham. Måske havde hun ikke været så fokuseret på uret, hvis ikke det var fordi deres mor havde bandlyst hende fra køkkenet. Hun havde fået lov til at dække julebordet, og hun havde pyntet juletræet som hun gjorde hver eneste år, men de sidste par timer havde været lange. Deres mor havde stået i køkkenet, og jo bedre den skønne duft af juleand og rødkål havde bredt sig, og jo mere sulten hun var blevet, des mere kedsommelig. Deres mor var netop kommet ind i stuen og stod og rettede lidt på servietterne, hvilket irriterede Alexa en smule. Så da hun endelig hørte Trescotts stemme ude fra gangen, lyste hun lettet op og sprang op af sofaen. Normalt var hun selv klædt i dyrt og fint tøj, men hos en aften med familien, foretrak hun noget langt mere afslappende, så hun havde bare iklædt sig et par jeans, en standard t-shirt og en åben, rødternet skjorte ud over, der fik hende til at ligne sin bror uhyggeligt meget.
Både Alexa og deres mor vendte sig om og fik øje på hans gyselige sweater før de nærmest fik øje på ham. "Hvad er det du har på?" spurgte hun Alexa og brød ud i latter. Hun vendte sig om mod deres mor. "Vi burde nok have fortalt ham at Aly kom, det der score han næppe på." bemærkede hun og pegede på blusen.
"Det ligner noget din tante Addy har syet." bemærkede deres mor idet hun rev ham ind til sig i en længselsfuld omfavnelse.

[Christopher Campbell]

Chris var godt tilfreds med sit valg af outfit. Ja den var hæslig, og det var præcis havd der var meningen, så at se deres ansigtsudtryk, gjorde efforten det hele værd. Det havde været tæt ræs mellem 4 forskellige -og lige så skrækkelige, sweaters. Han havde betalt alt for dyre domme for denne her, men som han stod i prøverummet og betragtede sig selv, med det alt for store dumme grin på læberne, havde det være denne der havde vundet.
Faktisk var det nogenlunde det samme ansigtsudtryk han bar lige nu. Dette smil dalede dog en smule ved Alexas efterfølgende ord. Armene der stolt var sat på hoften i en ægte Captain America pose, faldt nu ned langs siden, "Kommer Aly?" Spurgte han med lidt for stort begejstring i stemmen. Han var glad for at skulle se hende, og for at hun ikke skulle tilbringe julen alene, især efter hvad der var sket med Jonathan. Desuden var det gået ret godt sidst, så måske dette her ville give ham lidt mere mulighed for at snakke med hende. Han bemærkede godt selv at han nok så en smule for happy ud over nyheden, han havde virkelig forsøgt at være casual når det kom til snak omkring Aly. De vidste jo allesammen godt at han havde trådt i spinaten, men han brød sig egentlig ikke om at indrømme, hvor meget han ønskede at vinde hende tilbage -selvom han var ude af stand til at skjule det, når det kom til stykket.
Før han kunne nå at svare sin mor, blev han trukket ind i det varme tætte kram. Meget kunne man sige om Lauren Campbell, men uanset hvor gammel man blev, modsatte man sig ikke et kram fra hende. Han krammede hende tilbage og forsatte derefter med sin søster. Begge kvinder fik et kindkys med på vejen. "Så, hvornår er maden færdig?" Spurgte han og gned sig lidt i hænderne.

[Alexa Campbell]

Det var så klassisk Chris. Alexa stod bare og stirrede på sweateren, som en mand ville kigge på en kvinde med lidt for store fortrin. Hun ville virkelig have ønsket at hun havde nævnt for ham at Aly kom, så han ville kunne have taget sig bedre ud. Men deres mor havde bedt hende om at lade være, i frygt for at han ville stille sig på bagbenene.
"Ja mor inviterede hende." skyndte hun sig at sige for ikke at få skyld for det.
"Ja den søde pige, skulle ikke sidde selv. Hun har stadig familie." Sagde hun stædigt og holdt ham tæt ind til sig et øjeblik før hun slap ham igen. Hendes blik gled også ned af hans hæslige outfit. "Den er virkelig forfærdelig." medgav hun og sukkede. "Om 10-20 minutter. Jeg går lige ud og gør mig færdig." hun forsvandt ud i køkkenet igen.
Alexa gik lidt tættere på med armene foldet over brystet. "Hvordan har du det?" spurgte hun. Han så godt ud af en der havde ligget i koma i ret lang tid.
Inden hun nåede at få svar bankede det på døren. Hun så om bag ham. "Det må være Aly. Go get her tiger." hun blinkede drillende til ham. De vidste allesammen at Chris stadig havde følelser for Aly, og hun var nok også den eneste af hans kvinder der for alvor var blevet en del af familien. Et sted havde de nok måske håbet på at hvis Aly kom i aften så ville tingene blive rigtige igen. Man kunne heller ikke tage fejl af måden han lyste op på bare når nogle kom til at nævne hendes navn.

[Christopher Campbell]

Fortrydelsen over sweateren ramte ham. Han havde næsten lyst til at tage hjem og skifte, men samtidig så skulle han jo helst lade som om at det ingen forskel gjorde for ham. Han sukkede, "hvorfor kommer det ikke bag på mig." Mumlede han. Men igen skulle sandheden frem var han egentlig lettet over at hun kom. Bare tanken fik ham til at glæde sig som et lille barn. Så måtte sweater være sweater, han kunne altid finde en undskyldning om at ham og Alexa var blevet enige om det, og at hun havde bailet i sidste øjeblik. Tanken i sig selv fik et næsten djævelsk smil frem på hans læber.
Han nikkede og fulgte deres mor med blikket som hun forsvandt ud for at gøre sig klar. Herefter blev de grønne øjne vendt imod Alexa. Hvis der var noget Chris var ekspert til, så var det at lade som om alt var peachy, selv hvis verden stod i flammer omkring ham. "Det går helt fint, jeg...." Mere nåede han ikke at sige før der lød en banken på døren. I virkeligheden havde der været mange søvnløse nætter, et traume han nok lige burde få styr på, men altså, det blev bare smidt op i bunken af ting han måtte tage sig af på et senere tidspunkt. Han sendte hende et sigende blik, som for at sige at "så var det jo heller ikke en større deal," men alligevel havde han nok lidt for meget fart på mod døren, så hans mor ikke skulle nå at komme ham i forkøbet. Han rettede, hvad han troede var diskret, på sweateren, banede endnu en enkelt gang over den, og åbnede så døren med et lidt for stort smil.

[Alyxia McBeth]

Alt bankede lidt nervøst på døren. Det var blevet ret køligt, og sneen væltede stadig ned på de hvide gader, så hun trak sin hvide pelsfrakke tættere om sig og bed tænderne hårdt sammen så de ikke ville komme til at klapre.
Selvom det havde været vældigt sødt af Chris' mor at inviterer hende i aften og selvom hun altid havde anset både hende og hans søster som værende familie, så følte hun sig underligt nervøs. Det var første jul uden hendes far, og det var nok ikke rigtigt gået op for hende hvor meget hun savnede ham før hun havde fundet sine kiksede julekjole frem fra gemmerne. Han havde engang købt den til hende, men hun havde nægtet at tage den på fordi den så direkte latterlig ud, men i år havde det føltes forkert ikke at tage den på. På nuværende tidspunkt fortrød hun en lille smule at Chris skulle se hende i den, på den anden side, så var de jo bare venner. Hendes mørke hår var gemt bag en tilhørende, virkelig grim, grøn nissehue, som hun naturligvis ikke havde udeladt, hun lignede mest af alt en lille alf, hvilket nok også havde været Jonathans intention.
Hun trippede en lille smule, for at holde varmen. Heldigvis kunne hun høre skridt nærme sig. Et øjeblik efter gik døren op og Christopher kom til syne i døråbningen. Alys blik faldt på hans grimme sweater som det første, hvilket fik hende til at grine, mest ved tanken om hver latterlige et par de var, ham i hans oggenoggede sweater og hende i alfekostume. "Hej." hilste hun bag et bredt smil. "Og glædelig jul." skyndte hun sig at tilføje. Et øjeblik stod hun bare der og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv, men så mindede hun sig selv om at det trods alt bare var Chris, det var kun et par dage siden hun havde set ham sidst. På et tidspunkt skulle det jo stoppe med at være så akavet i mellem dem, så hun gik op af de små trappetrin og lagde forsigtigt hænderne på hans skuldre, så hun kunne række sig frem og give hans kind et hilsende kys. "Jeg er i øvrigt vild med den der." kommenterede hun og trak lidt ud i sweateren for at vise hvad hun mente. Først da slap hun ham.


Outfit

[Christopher Campbell]

Hans blik låste sig omgående på Aly, og et lettelses suk gled over hans læber. Hun så lige så fjollet ud som ham. Nærmest som havde de planlagt at møde op i de mest afskyelige outfits de ejede. Dog kunne han ikke benægte at selv i det outfit, så hun helt ufattelig godt ud. Som en lille alfepige.
Det gik op for ham at han havde stirret for længe uden at sige noget, så han rømmede sig kort, "hej! Tak og i lige måde." Han mødte hende i hendes bevægelse, og troede først hun ville give ham et kram, hvilket blot gjorde det endnu mere akavet da hun så i stedet valgte at gå med kindkysset. Ikke at han klagede naturligvis.
Han så atter ned af sig selv som hun trak lidt i sweateren og afslørede at hun kunne lide den. Det sendte en behagelig varm følelse igennem ham. "Jeg er nu også ret vild med dit outfit. Især huen." Besvarede han og smilede bredt som han trådte til side og lod hende komme ind i varmen.
Han håbede virkelig ikke at Alexa havde overvåget deres akavede hilsen fra stuen af, for så ville han helt sikkert skulle høre for det på et senere tidspunkt. "Har du det ellers godt?" Spurgte han, men kunne godt selv høre hvor latterligt det lød, taget i betragtning af det ikke var længe siden de sidst havde set hinanden, så han skyndte sig at tilføje, "altså med julen og alt det." Han var ikke sikker på om han havde gjort noget bedre med den tilføjelse, og han gav sig selv et mental klask over nakken for det. Galant tog han fat i skuldrene på hendes overfrakke for at hjælpe hende ud af den, og derefter hænge den på knagen. Det var jo nærmest som at betragte en teenagedreng have en date med hjemme for første gang.

[Alyxia McBeth]

Det blev allerede lidt akavet i den tavse tid hvor Chis bare stod og stirrede på hende. Ikke på den der ubehagelige måde, tværtimod var der en lille djævelsk side i hende, der stadig nød at kunne imponerer ham - selv i alfekostume. Hun smilede da han endelig sagde noget, og mødte ham i krammet der blev halvakavet fordi de åbenbart ikke lige havde været på samme side. Hun skjulte det bag en lille, klukkende latter og gav ham et kort kram.
Der var et øjeblik hvor hendes hånd dvælede et par sekunder for længe, før hun slap sweateren og lod i stedet hånden glide op for at røre ved sin hat. "Tak." svarede hun og rødmede lidt. Hun hadede sig selv for stadig at blive forfjamsket når han komplimenterede hende, specielt nu hvor det var blevet betydeligt sværere at være sur på ham.
Hun trådte indenfor, og åbnede jakken. Der gik et øjeblik før det gik op for hende at han ville hjælpe hende af med den. Chris var mange ting, galant var sjældent en af dem. "Åh tak" hun lod frakken glide over skuldrende og lod ham tage imod for at hænge den op, hvorefter hun vendte sig mod ham igen. Engang havde det været trygt at være sammen med ham, men nu følte hun sig nervøs igen, som dengang de var unge. Hun smilede genert. "Ja tak, jeg har det okays. Det har været et par hektiske dage på jobbet og sårn, men ellers okay. Hvad med dig? Har du stadig ondt?" hun så bekymret på ham og lod blikket vandre ned over hans krop, hvilket i sammenhæng virkede legalt, men hun havde jo ikke ligefrem røntgensyn, så det var i stedet en passende undskyldning. Da det gik op for hende, skyndte hun sig at se på ham igen. Hun kunne høre hans mor nynne fra køkkenet, hvilket fik hende til at føle sig helt varm. "Det ligner sig selv her." konkluderede hun og så lidt lettet rundt. Nu om dage satte hun stor pris på det.
Hans mor kom vandrende ud fra køkkenet med fadene til spisebordet. Da hun så Aly, lyste hun op og skyndte sig at sætte det fra sig. "Aly, kæreste." hun kom ud i gangen med et bredt smil og omfavnede hende, hvilket kom lidt bag på Aly. "Det var fantastisk du ville komme kæreste, du ser.." hun trak sig ud i armslængde og så lidt skeptisk på Alys beklædning go derefter tilbage på Chris. "Nydelig ud." afsluttede hun selvom man kunne se at hun ikke helt købte deres outfit inspiration. "Du kommer lige til maden. Værsågod at sætte jer til bords." indbød hun, før hun vendte sig om mod Chris med sin sædvanlige strenghed. "Så vær dog en gentleman og vis hende indenfor i stedet for at stå her."

[Christopher Campbell]

Åh hvor han dog ikke håbede at Alexa så dette her foretagende. Han ville hade at hun brugte det imod ham på et senere tidspunkt, hvilket hun ville gøre. Han kendte trods alt sine lus på gangen.
Han besluttede sig dog for at grine det af, bare lade som om at han slet ikke fandt det den mindste smule akavet. Ej heller som hun holdt fast i ham lidt for længe. Han var komplet ude af stand til at bryde ud af den boble der hade sænket sig over dem. Dog formåede hun at gøre netop det, da hun slap ham for at rette på den omtalte alfehat. Dette fik ham atter til at tænkte over præcis hvilke kvaliteter i Aly han savnede helt usigelig meget. Dette var en af dem. Hun kunne møde op i et sådan outfit og få det til at virke som det mest naturlige i hele verden.
Jakken blev hængt på knagen, under endnu et lidt akavet foretagende, han forsøgte sig lidt med et lille malplaceret grin over for barnlige de måtte syne for hans mor og søster.
"Ah ja, der er vel altid en del at tage sig af i juletiden." Bidrog han, skønt han ærlig talt ikke var sikker på om det var mærkbart han havde trods alt ikke arbejdet så meget endnu, og var først ved at finde fodfæste igen. "Det går bedre," forsikrede han sandfærdigt, i hvert fald når det kom til den fysiske del. "Ja, nogen ting ændre sig bare aldrig." Sagde han i en varm tone. Der lå måske en skjult hentydning deri, men han skyndte sig at flytte fokus, forhåbentlig før hun opfangede det.
Chris måtte bide sig en anelse i underlæben som hendes mor betragtede det grønne outfit. Det var tydeligt at hun forsøgte at være høflig omkring det, skønt hun var af en anden mening. Chris tog sig selv i at sende Aly et skjult blik, et af dem der før i tiden var i stand til at kommunikerer tusind ord imellem dem. Han syntes hun så fantastisk ud.
Begge hænder blev slået forsvarende op foran ham som hans mor skældte lidt på ham. "Okay okay, undskyld." For at være ærlig havde han nok trukket tiden lidt, bare for lidt mere alenetid sammen med Aly, hvor desperat det så end måtte fremstå.
Med en hånd mod hendes lænd, som var de trådt tilbage i tiden til dengang de stadigvæk var et par, guidede han hende ind mod bordet, ligeglad med at hun var i fuld stand til at klare den sag uden hans hjælp.

[Alyxia McBeth]

Tingene var stadig svære mellem dem somme tider, men ulykken, forfærdelig som den end havde været, havde alligevel bragt dem lidt tættere på hinanden igen. I et langt øjeblik, stirrede hun bare ind i hans beroligende øjne, og glemte i de samme lange sekunder, at både hans mor og søster også var der. Desværre sørgede hans mor selv for at minde hende om dette, ikke at hun ikke var glad for at se dem, men øjeblikket blev brudt i samme øjeblik.
"Nej heldigvis." nåede hun lige at bemærke men uden at tage notits af den underliggende betydning han forsøgte at hentyde til. Hun slog armene om hans mor og gav hende et varmt kram. "Tusind tak for invitationen. Det betyder meget." sagde hun ærligt. Alternativet havde været både kedeligt og ensomt. Det eneste hun hadede var at hun følte sig så nervøs, som om hun mødte hans forældre for første gang.
Aly mødte Chris' blik over hans mors skulder. På det sidste havde de været elendige til at kommunikerer, men hun vidste præcis hvad han tavst fortalte hende, så hun sendte ham bare et lidt taknemmeligt og til dels genert smil. De to kvinder slap hinanden. Hun havde næsten glemt hvor bossy hans mor kunne være. "Det er okay. Jeg ved trods alt hvor det er." sagde hun og tog ham lidt i forsvar på den måde.
"Ja selvfølgelig, men derfor kan han jo godt vise sig fra sin bedste side." påpegede hans mor og vendte sig om mod Chris, for at stryge håndfladen over hans kind. Først da han overgav sig, nikkede hun tilfredst og gik ud i køkkenet for at hente maden frem. Der duftede i hele huset.
Selv gennem stoffer kunne hun mærke varmen fra hans hånd mod sin hud. Hun smilede til ham, før hun fulgte med ham ind i stuen hvor Alexa stod og lod som om hun overhovedet ikke havde kigget. "Hej Alexa." hilste hun og gik hende i møde for at give hans søster et kram.

[Alexa Campbell]

Alexa stod inde i stuen, skjult bag dørkarmen men med udsyn til gangen så hun kunne følge hele det lidt akavede optrin. Hun rystede på hovedet med et lidt opgivende smil på læben. Christopher var håbløs når det kom til Aly, og sådan havde det været altid. Hun forstod vitterligt ikke hvorfor han havde ladet hende gå.
Idet de kom ind, skyndte hun sig at se beskæftiget ud, med at rette lidt på nogle af julekuglerne på træet, så de ikke skulle tro at hun havde stået og lyttet. Hun havde hovedet let på skrå, og nåede lidt at sende Christopher et lidt sigende blik, før hun blev hilst på. "Hej søde. Det er så dejligt at se dig." sagde hun oprigtigt og mødte hende i omfavnelsen. "Jeg fatter simpelthen ikke hvordan I ikke er et par. Se jer lige, I ligner jo noget fra en julefilm." påpegede hun og så lidt fra den ene til den anden. Aly bar det dog bedre, det måtte hun indrømme.
Deres mor kaldte på hende ude fra køkkenet, for at få hjælp til at bærer ind. "Undskyld mig et øjeblik." sagde hun og gik ud i køkkenet for at joine deres mor, selvom hun havde en lille mistanke om hun bare prøvede på at give de to turdelduer tid for dem selv.

[Christopher Campbell]

Skønt tingene mellem dem stadigvæk var en kende akavet, nogle dage mere end andre, så kunne han heller ikke benægte at ulykken havde gavnet deres forhold. Foruroligende som det så end måtte lyde. Var det trist at sige at han ikke fortrød det? Det var det nok lidt.
Han rynkede brynene en smule som hun ikke opfangede hentydningen. Ikke at det rigtigt gjorde noget. Han betragtede blot som hun krammede hans mor. Deres blikke mødtes og han indså at hun forstod det budskab han havde sendt hende uden ord. Han smilede envidere taknemmeligt som hun tog ham i forsvar. Et smil der hurtigt dalede ved hans mors ord. Primært fordi hun helst ikke skulle se ham stå der og smile smørret til Aly. ”Jeg gør mit bedste,” besvarede han med den mest uskyldige mine han kunne frembringe.
Det føltes bare næsten som om de stadigvæk var sammen, og Chris nød ideen om det. De små kærtegn og hemmelighedsfulde blikke. Hvor han dog savnede det noget så inderligt.
Blikket mødte Alexas for et kort øjeblik som de kom ind i stuen og allerede der vidste han at hun havde fulgt med i deres samtale. Øjnene blev knebet let sammen og han sendte hende sit “stop dig selv blik,” men enten så hun det ikke, eller også var hun bare ligeglad. Begge dele var bestemt en mulighed.
Han så kort på Aly som Alexa forsvandt ud i køkkenet. ”Så deeet var jo slet ikke akavet.” Aly blev dertil tilbudt et undskyldende smil.

[Alyxia McBeth]

Der var så meget usagt i luften. Aly bemærkede godt de blikke der blev udvekslet mellem Chris og hans mor og søster, som om de havde en eller anden underliggende plan. Hun lod værre med at spørge ind til det, selvom det gjorde hende en smule ilde til mode. I stedet fokuserede hun bare på Christopher, ironisk nok, var han pludselig hendes trygge base - igen.
Hun slap Alexa, og blev en smule lettet over at hun blev hidkaldt til køkkenet. Pludselig sænkede der sig en helt anden ro, over den juleoppyntede, varme stue.
Uden at tænke over det, åndede Aly ud, næsten som om hun havde stået og holdt vejret. Hun vendte sig rundt mod Chris med et sigende smil. "Det var super akavet." indrømmede hun og kunne ikke lade være med at grine lidt opgivende. Det ville blive en lang aften hvis det fortsatte sådan. Hun troede heller ikke et øjeblik på at det var et tilfælde de pludselig var ladt alene igen. "Men de mener kun deres bedste." indskød hun og blev pludselig ramt af sin dårlige samvittighed, fordi hun lød som om der ikke værdsatte det. Hun glattede kjolen lidt ud bagpå, før hun satte sig ned i den bløde sofa. Det lignede hende ikke, ikke at vide hvad hun skulle sige, hun havde mest lyst til at indrømme overfor ham at hun havde savnet ham, men hendes frygt holdt hende lidt tilbage, i stedet lagde hun bare hænderne på sine knæ og så op på ham. "Jeg håber ikke det er mærkeligt at jeg er her. Jeg ville have spurgt dig, men du kender din mor, hun kan være ret.. pågående, og jeg havde ikke et bedre tilbud så..." forklarede hun og gned hænderne lidt nervøst frem og tilbage over lårerne. Hun vidste godt at det måske var lidt lakrids at dukke op hos sin ekskærestes familie uden at han var forberedt. "Hvis du ikke synes om det, finder jeg en undskyldning til at gå tidligt." lovede hun og så på ham med et nærmest smådesperat blik. Det sidste hun orkede, var at han blev vred på hende, selvom han virkede ret fattet. "Millicent er alligevel selv så hun kunne helt sikkert.." hun tvang sig selv til at stoppe nu, det var typisk hende at sige alt hvad hun tænkte højt, inden hun overhovedet havde fået respons.

[Christopher Campbell]

Det var på ingen måde hans intention at gøre hende usikker, eller få hende til at læne sig op af ham, skønt han intet havde imod hun gjorde. Han ville bare gerne sikre sig at hans mor og søster ikke havde en eller anden hemmelig agenda kørende, for det kunne ærlig talt bedst ligne de to.
Hans læber brød op i et let smil, lettet over at føle bare lidt af den gamle forståelse imellem dem. ”Det gør de uden tvivl, men det gør det bestemt ikke mindre alarmerende.” Han skar en grimasse, men en helt særlig varme var at finde i hans blik.
Efter lidt slog han sig ned ved siden af hende, imens han lyttede til hvad hun havde at sige. Roligt, og nærmest som i ren refleks, lagde han sin hånd over hendes. ”Det er intet problem Aly.” Forsikrede han hende. Han ville gerne give hendes hånd et klem, men ville ikke antyde at sidde og befamle hende.
En let tøven passerede og han lod blikket falde ned til deres hænder. Han kunne mærke at hun var nervøs, men det ønskede han ikke at hun skulle være, slet ikke i hans selskab. ”Jeg er glad for at du er her.” Sagde han så og sank en enkelt gang før han søgte hendes blik. ”Du vil altid være velkommen, det håber jeg at du ved.” Hans blik var fast. Han ville være sikker på at hun forstod at hun ikke var alene.

[Alyxia McBeth]

Aly hævede begge øjenbryn og så på ham med et istemmende blik. "Nej, faktisk er jeg ret alarmeret." indrømmede hun. Hans mors og søsters adfærd var ikke ligefrem særlig diskret. Hun sukkede og strøg en af de rødbrune lokker om bag øret, mens hun fortabte sig lidt i den varme der var i hans blik. Efterhånden føltes det mere og mere som om de var tilbage til deres gamle jeg, det på trods at det ikke ligefrem var stor romantik i mellem dem.. endnu.
Det gav et lille sæt i hende da hans hånd pludselig lå over hendes. Hun så ned på dem, derefter op på ham. Alle andre gange havde hun trukket sig, men denne her gang tvang hun sig selv til bare at læne sig tilbage og slappe af. "Er du sikker? Jeg ville virkelig ikke trænge mig på." understregede hun med et alvorligt blik. Faktisk havde hun glædet sig til at tilbringe i aften sammen med ham, for some reason var det, det eneste der føltes rigtigt.
Hans forsikring om at han gerne ville have hende der, fik hende til at slappe af. Hendes skuldre faldt lidt ned på plads. "Det er jeg virkelig glad for." Tanken om at han kunne finde på at trække hånden til sig, fik hende instinktivt til at vende hånden, for at gribe lidt fat om hans. I lange sekunder fastholdt hun bare hans blik. "Det ved jeg. Selv din mor behandler mig som om vi aldrig.." hun tav. Hvorfor kunne hun ikke få sig selv til at sige, at de var gået fra hinanden, når det havde været virkeligheden i årevis? ".. du ved." sagde hun bare og trak på skuldrene, stadig med hans hånd mellem begge sine hænder. "På en eller anden måde, føltes det bare som det eneste rigtige sted at være i aften." hun forlod hans blik, for at se sig omkring med længsel i øjnene. Nu hvor hun hverken havde sit barndomshjem eller lejligheden med sin far, så var det her nok det tætteste på hjem hun kom.