Merry christmas, happy Holliday

[Christopher Campbell]

Han så lidt efter søsteren og nikkede så i enighed. Det varede dog ikke længe før hans blik fandt hvile i hendes på ny. Hvor havde han dog savnet at se hende kigge på ham på den måde. Ingen sorg eller fortrydelse, bare Aly.
Det kom faktisk lidt som en overraskelse for ham, at hun ikke rykkede på sig under hans berøring. Han havde forventet at blive fejet af. Et smil gled over hans læber. Ikke det sædvanlige skæve, flirtende, drenget smil, som han var kendt for, men et helt oprigtigt glædestrålende smil. "Jeg er helt sikker."
I samme nu, mærkede han hendes hånd vendes under hans, og han troede kortvarigt at det var en hentydning om at hun var ukomfortabel ved kontakten, men så, som han skulle til at trække hånden til sig, greb hun fat i den og holdt den fast. Denne gestus fik hans hjerte til at springe et slag over og en indånding til at blive hængende i hans hals for et par sekunder.
Hun behøvede ikke at fuldføre sin sætning for at han forstod budskabet. Blikket blev slået en smule ned til at hvile på deres hænder. Øjeblikket her føltes så reelt og ægte, som var der intet ændret fra dengang de havde været et par, og han kunne næsten overbevise sig selv om at det tilfældet. "Jeg ved hvad du mener." Sagde han, en smule af glæden havde kortvarigt forladt hans stemme, men fatningen blev hurtigt generobret, hans blik søgte atter hendes som han lukkede sin hånd omkring hendes."Du hører også til her-" sagde han så endelig, men for ikke at freake hende helt ud tilføjede han, "-du er vores familie."

[Alyxia McBeth]

Aly nød til fulde deres øjeblik alene. Hun kunne høre Alexa og deres mor le ude i køkkenet, men det virkede så fjernt. Selv for hende var det en befrielse at mærke andet end vrede og bitterhed. "Godt." Sagde hun med lettet stemme. Hun havde oprigtigt været bekymret for hvordan han ville tage at hans eks var til julemiddag hos familien.
Nogle gange skulle man starte i det små. Hun holdt hans varme hånd mellem sine egne og forsøgte at mærke efter. Det kildede en smule i maven på den måde hun havde savnet mange gange, hun følte sig varm og tryg. Alligevel søgte hun lidt efter hans blik for at søge om tilladelse. Hun nikkede lettet over hun ikke behøvede at uddybe yderligere.
Den sidste ro faldt over hende da han lukkede hånden om hendes også. "Tak Chris. Det betyder mere end du aner." indrømmede hun. Efter hendes fars død havde hun følt sig så alene. Den store familie der engang havde været, eksisterede ikke mere, hun havde bare for et øjeblik glemt alt om de mange andre mennesker der elskede hende. Heldigivis var hun blevet mindet om det nu.
Hun så ind i hans blik, tillod sig selv bare at være til stede i øjeblikket. En flygtig tanke - og lyst til at kysse ham passerede, men inden hun fik chancen, kom hans mor ind med andefadet i hånden. "Så kæreste, så er der mad." annoncerede hun.
Aly havde sluppet Chris' hånd som om han havde brændt hende, mest i overraskelse. "Det dufter så dejligt." roste hun og lyste op i et smil. En lille del af hende fortrød at hun havde trukket sig så hurtigt, men hvis hans familie så hvor tætte de pludselig var, ville de bare fodre deres vanvittige idéer.

[Christopher Campbell]

Chris ville nok aldrig helt slippe håbet om at finde sammen med Aly igen. Han savnede hende urimelig meget, og at vide at han selv havde været den der havde endt det, var om muligt endnu mere hjerteskærende. Han skulle aldrig være stukket af, uanset hvor slemt det var blevet. Det var hans største fortrydelse, men man kunne jo altid være bagklog.
Et lille smil og et svagt nik med hovedet, var en mild gestus af det “selv tak, det skal du ikke tænke på,” der lå i det understrege. Han fastholdt hendes blik. Hendes varme hånd føltes så beroligende i hans, og i et kort øjeblik troede han faktisk at hun ville kysse ham, hvilket han ville have ladet hendes gøre, ude den mindste modsigelse, men så kom hans mor ind i rummet og ødelagde hvadend der havde været ved at ske imellem dem.
Alys hånd blev trukket hårdt ud af hans og han gloede mod sin mor, imens han kæmpede mod trangen til at kommenterer på hendes elendige timing.
Med en dyb indånding, valgte han dog at det ikke ville være særlig familiært af ham at ødelægge den gode stemning, som en fornærmet teenagedreng, så han bifaldt i stedet Alys ide og besluttede at lade som ingenting. ”Hvor ser det lækkert ud mor, mangler der mere derude? For så sender jeg jeg gerne Aly ud og hjælpe,” det sidste blev sagt med et lidt for bredt smil som han blinkede kækt til Aly. Det var sådan noget han kunne finde på at fyre af imens de var sammen. Nu, til trods for de ikke længere var et par, havde han alligevel lyst til at minde Aly om at tingene herhjemme ikke behøvede at ændret sig, de behøvede ikke at være akavede og forsigtige overfor hinanden. Alle formaliteterne var trættende, han ville bare have det tilbage de havde haft engang. Også selvom det nok ville ende med ris til egen røv fra hans mor af.

[Alyxia McBeth]

Det var så længe siden at verden havde føltes så normal, og ligeså længe siden var det at Aly havde slappet så meget af som hun gjorde nu. Lige nu føltes det som om der ikke var gået én dag, som om de bare havde samlet tråden op hvor de havde smidt den, og selvom Aly hele tiden havde været modstander af det, fordi hun kendte Chris og hans irriterende tendens til at stikke af når tingene blev svære, kun for at komme tilbage og lade som ingenting, så vidste hun inderst inde godt at hendes modvilje var midlertidig. Selv hun havde aldrig mistet troen på at han var hendes sjæleven.
Hun smilede afslappet da hans mor kom ind med fadet også selvom der pludselig var så mange ting hun havde lyst til at sige til ham. Hun vendte sig mod ham i en skarp bevægelse og så på ham med sit strenge blik og let åben mund. "Du er forfærdelig." kommenterede hun og daskede ham drillende på overarmen.
Hans mor satte fadet fra sig og vendte sig mod ham med himmelvendte øjne. "Jeg beklager Aly, jeg gjorde mit bedste med ham." hun sukkede overdrevent tungt. "Men nej, Alexa kommer med det sidste. Sæt I jer bare til bords." hun gjorde gestus mod det opdækkede bord og sendte dem et kærligt smil, inden hun gik ud for at hjælpe med at bærer de sidste ting ind.
Aly lagde begge hænder på sine lår og rejste sig. Hun vendte sig om mod Chris og lignede tydeligvis en der ville sige noget, men hun vidste ikke hvor hun skulle starte eller slutte. Hendes blik flakkede en smule. Til sidst grinede hun bare lidt for sig selv og fangede hans blik. "Vi må hellere sætte os." bemærkede hun, og havde givet op på hvad hun egentlig ville have sagt. "Skal du have en hånd eller klare du dig?" spurgte hun drilsk da han ikke ligefrem havde gjort antydning til at ville rejse sig.

[Christopher Campbell]

Præcis som Aly, nød Chris kun godt af at lade sig fange af øjeblikket. Just make-pretend. Han elskede tanken om at lade som om intet var sket imellem dem. Realistisk set, vidste han godt at det ikke var løsningen, slet ikke på sigt, for i morgen ville de vågne og magien der altid lå i en juleaften ville være ophævet. Hverdagen ville fortsætte. Livet ville blive “normalt” igen, om han så kunne lide den nye normal eller ej. Alligevel tog han hele tiden sig selv i at håbe på at i det ville være anderledes nu. At de vågnede i morgen og kunne lægge alt roderiet bag dem.
Reaktionen fra hende var lige præcis hvad han havde håbet på. Blikket var hårdt, men ikke på den vrede måde, mere på den irettesættende måde som kun Aly formådede. Han begyndte at le ide hun daskede ham på armen, og skønt det overhovedet ikke havde gjort ondt, foregav han alligevel at ømme sig en smule, ved at gnide overarmen med hånden. ”Du ved hvad man siger mor, man kan ikke vinde hver gang.” Svarede han selverkendende og trak på skuldrene.
Han nikkede da hun bød dem til bords, men nåede ikke at rejse sig før Aly allerede var på banen med en kvik bemærkning. Han blev siddende lidt og bare studerede hende med et lidt for underholdt glimt i øjnene. For helvede hvor havde han bare savnet denne side af hende. ”Hallo, så gammel er jeg heller ikke,” han rakte barnligt tunge af hende og rejste sig langsomt fra sofaen før han guidede hende hen til bordet, på samme måde han havde guidet hende ind i stuen.

[Alyxia McBeth]

I aften var der våbenhvile, og det føltes godt. Det var dejligt at de var begyndt at komme tættere på hinanden igen. Det havde været uundgåeligt, men hun havde haft brug for tid til at lære at stole på ham igen. De var der ikke endnu, men i det mindste var det på vej. Hun grinede en smule af ham. "Nah men du er godt på vej." hun blinkede drillende, men lod ham komme på benene på egen hånd, hvorefter de satte sig til bords sammen med de andre, og nød en hyggelig julemiddag.

//Timeskip.

Mæt og oppustet som ved hver juleaften, havde de alle takket af. Klokken var blevet mange. Aly var blevet vist op på Chris værelse af Alexa fordi Chris' mor var blevet lidt omtåget af lidt for meget rødvin og var gået i seng. Det var gået op for hende at hun ikke rigtigt havde været på hans værelse før, og det føltes lidt underligt. Hun stod i midten af rummet og så sig omkring. Det stod nærmest som om han altid havde boet der, med plakater fra quidditch og en kalender med lidt for bare damer på væggen. Den grønne kjole, lå pænt pakket sammen på en stol ved et ældre skrivebord. Den havde føltes meget stram, så hun havde taget den af og tilladt sig at hugge en af Chris' t-shirts fra skabet, som Alexa havde indbudt hende til, hvilket føltes meget bedre. Hun gik hen til den opredte seng, og satte sig på sengekanten. På sengebordet ved siden af, fik hun øje på et par fotografier der stod i ramme. Det ene var hende, Chris og Scott dengang de gik på Hogwarts. Hun smilede lidt for sig selv og greb ud efter det. De alle stod med armene om hinanden og lo så ubekymret. Det var dengang hun havde været kæreste med Scott, så hun undrede sig lidt over at han havde det stående. Foran det stod et andet billede af hende og Chris. Det var taget efter de var blevet voksne, foran deres hus i Skotland. Chris stod bagved og holdt om hende bagfra. Hun lagde hovedet en smule på skrå og kunne ikke undgå at bemærke hvor oprigtigt glad hun så ud, og det var svært ikke at komme til at savne følelsen. Pludselig føltes værelset meget mere hjemmeligt. Hun sukkede og strøg en af de rødbrune lokker om bag øret.

[Christopher Campbell]

Chris havde lagt sig på sofaen som han lige var blevet færdig med at rede op kort forinden. Han havde spist alt for meget mad og trængte desperat til søvn. Aftenen havde været hyggelig, ligesom i gode gamle dage, den eneste forskel var bare at han lå hernede, alene, og ikke oppe i sengen hos Aly. Den del stak stadigvæk, men han måtte også tage de små sejre. Denne aften havde været en sejr. Han havde virkelig følt at de havde bondet på en måde, som de ikke havde gjort i den tid han havde været tilbage.
Et lille smil formede sig på hans læber og han drejede sig og kiggede mod pejsen. Den sidste ild var døet ud og efterlod et orange skært af døende gløder.
Endnu engang forsøgte han at finde sig til rette på den lettere ukomfortable sofa. Det var ikke nogen let proces, og han var trods alt glad for at de ikke havde spidset Aly af med denne tvivlsomme soveplads.
Måske en ekstra pude ville hjælpe. Han kastede dynen til siden og rejste sig. Kun iført boxere -som han udelukkende havde beholdt på for familiens ve og vel, bevægede han sig meget stilfærdigt ovenpå i det lille hus. Han kunne høre sin mors sagte snorken som han bevægede sig forbi døren ind til hendes soveværelse. Et lille smil formede sig i mundvigen.
Han nåede døren ind til sit eget værelse og tøvede med hånden på håndtaget. Skulle han banke på? Hvad hvis hun sov? Han kendte sit værelse og kunne let snige sig ind og finde en ekstra pude i mørke, uden at vække hende, men på den anden side, hvad hvis var igang med at klæde om. Okay det ville vel egenligt ikke være en loose for ham. Et lidt djævelsk smil tog form ved tanken. Alligevel vandt den mere gentleman-agtige side. Han bankede, men så lavt at der var chance for hun måske ikke ville høre det, før han trykkede håndtaget ned og gik ind.

[Alyxia McBeth]

I det stille rum sad Aly og gled lidt væk i minderne mens hun stirrede på billedet. Hendes tommel gled hen over rammens kant i et blidt kærtegn. Pludselig var hun irriterende bevidst om at han lå nede i stuen, på en sofa, væk fra hende og det føltes forkert. Hun sukkede. I aften havde nok bare mindet hende om noget der engang havde været, men hun huskede tavst sig selv på at det ikke betød at det ville blive det samme.
De tunge skridt ned ad gangen, kendte hun allerede inden han stoppede ved døren. Det var dog først da han bankede på at det gik op for hende det ikke bare havde været en del af hendes tanker. Hun så op mod døren. "Kom ind." svarede hun og rynkede lidt på panden. Det virkede bizart at han skulle banke på, det var jo hans værelse. Hendes læber trak i et smil da hans halvnøgne skikkelse viste sig i døren, hvilket virkede bemærkelsesværdigt normalt for de to. "Hej." hilste hun, og måtte kæmpe lidt for at holde blikket på hans ansigt. Han havde altid været kriminelt flot, og det havde ikke ændret sig. Det gik op for hende at hun sad i hans t-shirt, hvilket automatisk fik hende til at kaste et blik ned af sig selv. "Jeg lånte lidt at sove i, jeg håber ikke det gør noget." Sagde hun og rejste sig. Hun bukkede sig ned for at sætte billedet fra sig, kun for at vende sig mod ham. "Er alt okay?" Spurgte hun og rettede sig helt op. Af at de havde levet sammen i mange år og endda fået et barn sammen, så følte Aly sig underlig blottet i den korte t-shirt, og trusserne der ikke ligefrem havde været udvalgt til at blive set. Hun pillede lidt ved bunden af hans t-shirt og kunne ikke lade være med at grine lidt over sig selv, og hendes alt for teenageagtige følelse.

[Christopher Campbell]

Idet han hørte hendes blide stemme, havde han næsten allerede trykket håndtaget ned. Måske ikke særlig gentleman-agtigt af ham, men det kunne man vel heller ikke helt forvente.
Han fik øje på hende og lyste op i et bredt smil, ”hej, jeg var ikke sikker på om du sov.” Hans blik faldt fra hendes, til rammen i hendes hænder og dernæst hende påklædning, og så op for at møde hendes blik på ny. Han genkendte tshirten, og det fik en ufrivillig varme til at skyde igennem ham at se hende i hans tøj.
”Det gør absolut ingenting, den klæder alligevel dig bredre.” Han blinkede til hende med det skæve drengede Chris-smil i mundvigen.
Hans tanker drev en smule over i hvor meget han bare ville ønske at han kunne gå over og kysse hende, og ganske langsomt frigøre hende fra t-shirten. Hun så bare så urimelig godt ud, selv når hun var på vej i seng.
Ordene drev ham ud af hans små beskidte fantasier. ”Hmm? Øhm ja, jeg øh..” han skulle lige bruge et par sekunder på at huske hvad han lavede heroppe in the first place. ”-Jeg ville bare hente en ekstra pude.” Forklarede han sig så, rømmede sig en smule. ”Det virker som evigheder siden, gør det ikke?” Hentydningen lå rettet mod det billede hun lige havde stillet fra sig.
Han kunne ikke sig at han savnede lige dengang, ikke rigtigt. Han og Scott var gledet så langt fra hinanden at de den dag i dag ikke kunne udstå synet af den anden. Alligevel havde Chris valgt at beholde billedet, det mindede ham om dengang tingene bare var mere simple.

[Alyxia McBeth]

Det føltes næsten som om han havde læst hendes tanker da han pludselig stod i døren, med sine alt for perfekte mavemuskler og grønne hundeøjne. Aly sukkede indvendigt selvom hun bare betragtede ham med sit rolige smil udadtil. "Ikke endnu. Jeg blev lige fanget af.." hun færdiggjorde ikke sætningen, men vendte blikket mod den lille samling af billeder, der fik hende til at smile lidt for sig selv.
Hun vendte sig rundt mod ham igen og fulgte næsten per automatik hans blik ned af hende, og den knap så tillokkende beklædning. Hun så op lige tids nok til at møde hans blik igen, og kunne mærke at hun rødmede. "Det ved jeg nu ikke.." lidt ufrvilligt sendte hun et stjålent blik mod hans overkrop, og selvom det var et nydeligt syn i sig selv, så fik hun næsten kuldegysninger ved tanken om at kunne ane hans stærke muskulatur under den samme t-shirt hun havde på.
Hun rømmede sig lidt for at skyde tanken væk, inden den fik for meget magt. Hans lidt akavede facon, fik hende til at hæve øjenbrynet. Det virkede ærlig talt mere som en undskyldning, hvilket hun naturligvis ikke var modig nok til at påpege. "Jeg har det lidt skidt over at du skal ligge der. Jeg kan altså sagtens tage sofaen." skyndte hun sig at sige og pegede instinktivt hen mod døren. Det havde ikke været meningen at hun ville overtage hans værelse på den måde. Det virkede nærmest endnu mere fjollet at de ikke bare kunne dele sengen, det havde de jo gjort i flere år.
"Jo. Jeg følte mig lige pludselig gammel." indrømmede hun og kastede et nyt blik i retning af billederne. "På den anden side fik jeg allerede dengang grå hår af at prøve at holde styr på jer to tumper." pointerede hun lidt eftertænksomt. Det var ikke engang løgn. De to havde gang på gang lokket hende i fordærv, specielt Chris fordi hun allerede dengang var blevet tiltrukket af hans drengede, selvsikre facon. Hun rystede lidt på hovedet, mest over sin egen idioti og foldede armene hen over brystet, og kom først der i tanke om at hun havde fjernet sin bh, hvilket bare fik hende til at føle sig en smule mere udsat. Hun pressede armene en smule tættere, hvor ikke at afsløre sig selv, hvilket nok egentlig var mere afslørende.

[Christopher Campbell]

Han nikkede forstående. Sommetider blev han også fanget i minderne om dengang. Faktisk oftere end han ville bryde sig om at indrømme. Der var sket så meget siden da. Mellem dem. Mellem dem og Jophiel. Generelt. Tanken var både trist, men samtidig, kunne han ikke fortryde at han havde endt med at snuppe sin bedste vens kæreste. Han havde aldrig været lykkeligere, end den tid hvor han var sammen med Aly. Hvilket sendte ham tilbage i den lidt triste stemning over hvad han havde mistet.
Tankerne blev skubbet væk og hans grønne øjne hvilede på hende, som hendes blik gled ned over ham, skønt hun forsøgte at være diskret. En smule ubevidst, spændte han måske endda lidt op i mavemusklerne, udelukkende for hendes fornøjelses skyld.
Han nikkede overbevisende. "Den slags ville jeg ikke lyve om." Konkluderede han blot og smilede på ny.
En lidt underlig stilhed spredte sig imellem, og Chris kunne ikke lade være med at tænke på, om hun måske følte samme trang til bare at lægge sig sammen i sengen, som han gjorde. Han skiftede vægten over på den anden fod, og hørte et af gulvbrædderne knage under sine fødder. Han stivnede kort og så ned. Som teenager havde han altid undgået lige netop dét punkt på gulvet når han skulle snige sig ind eller ud af værelset efter hans mor var gået i seng. Hun hørte det hver gang, og han forventede nærmest at høre hendes skarpe stemme skære igennem natten, men intet skete.
Endnu en gang blev opmærksomheden rettet tilbage imod hende, "pjat, det skal du ikke tænke på." Konkluderede han og slog en smule ud med hånden. Blikket landede dog alligevel lidt længselsfuldt på sengen. Ikke fordi han savnede at ligge i den -det var ikke den bedste seng anyway, men fordi han ville give sin højre storetå for at ligge i den sammen med hende.
Han fnøs en smule, "du kan umuligt være gammel, for jeg er ældre end dig, og jeg er ikke gammel." Kommenterede han med sin sædvanlige Chris-logik. Han måtte bide sig i kinderne for ikke at le, "og jeg aner ikke hvad du snakke om, vi var super uskyldige og omgængelige." Ryggen blev ranket og brystet skudt frem. Desværre fik hendes lille gestus, hans opmærksomhed til at dvæle ved hendes barm, som hun ellers netop havde forsøgt at undgå. Et lille smil meldte sig i den ene mundvig før han så tilbage på hende. "Du behøver ikke gemme dig væk overfor mig, jeg har altid godt kunne lide når du ikke havde bh på." Ræsonerede han, og håbede ikke at han var trådt over stregen..

[Alyxia McBeth]

Selv efter alt den tid, genkendte Aly hurtigt stemningen mellem dem. Desværre havde han stadig den samme evne til at gøre hende forfjamsket eller måske ligefrem genert, som han havde haft dengang, hvilket var tåbeligt eftersom de begge var blevet voksne mennesker, de havde haft et liv sammen, set hinandens værste og bedste og mest ucharmerende sider, og han gav hende stadig sommerfugle.
Hendes blik dalede en smule, og selvom smilet stadig var på hendes læber, så virkede det ikke helhjertet. Hun vidste at de ikke bare kunne gå tilbage, selvom aftener som i aften gav hende et spinkelt håb om det. Det krævede bare at hun blev klar til at tilgive ham.
Der gik et langt øjeblik før det gik op for hende at han talte til hende. Hun så op, en kende forvirret indtil hun huskede hvad de havde talt om. Hun slap et lille grin. "Det er kun fordi du ikke har set dig selv i den." fløj det ud af hende. I stedet for at blive akavet, strøg hun bare hånden op over sin arm for at placerer sin usikkerhed et sted. Den skingre knagen fik ligeledes hende til at skære en grimasse. Hun brød sig ligeså lidt om tanken om at nogle skulle afbryde dem, men hans mor var blevet ret dugget af vinen, så hun sov sikkert godt. "Afslørende.." mumlede hun, og spottede godt hans længselsfulde blik mod sengen. "Jeg synes bare det er blevet en vane at efterlade dig på sofaen. Vi kan godt bytte. Jeg kan se du gerne vil." konkluderede hun og skød et øjenbryn i vejret, for at lade ham vide at han ikke kunne narre hende, også selvom hun nok havde misforstået længslen. "Jeg er helt med på dit ræsonnement." medgav hun og tilbageholdt - modsat ham, ikke sin latter. Den blev blandet med et par himmelvendte øjne. "I var overhovedet ikke hverken omgængelige eller uskyldige." medargumenterede hun og sukkede overdrevent tungt, for at gøre det klart for ham hvor hårdt hun havde haft det i det selskab.
Chris havde altid komplimenteret hende, han om nogen, havde en helt særlig evne til at få hende til at føle sig både attraktiv og stærk selv når hun var allermest usikker på sin egen krop, og selvom hans ligefremhed helt tydeligt kom bag på hende og hun bare stod og stirrede, så var det alligevel den samme følelse han gav hende. Hun rystede på hovedet, men lod langsomt armene falde så man kunne ane hendes barm under t-shirten. Hendes hals var blevet lidt rødplettet, så meget rødmede hun. "Hvorfor er jeg ikke i tvivl om det? Desuden gemmer jeg mig ikke væk. Ikke rigtigt. Men du står bare der og ligner en eller anden Adonis og jeg står her og fortryder bittert mit valg af mormortrusser og frigørelsen af hængetaskerne." sagde hun og slog lidt frustrereret ud med armene. For at skjule sine egen flovhed over sin nervøse talestrøm gemte hun ansigtet i hænderne og grinte lidt ind mod sine håndflader.

[Christopher Campbell]

Der var tider hvor de nærmest kunne læse hinandens tanker, og så var der tider, hvor han slet ikke kunne gennemskue hvad der løb gennem hovedet på hende. Som nu. Han kunne se smilet, men også godt se at det ikke var ægte. Hendes øjne fik et helt særlig skær når hun smilede rigtigt, som de ikke bar præg af nu. Dog valgte han klogeligt ikke at kommenterer på det.
Hendes kommentar fik ham til at hæve brynene og tilte hovedet en kende på skrå. Det genkendelige skæve Chris-smil havde allerede meldt sig, skønt han forsøgte at holde lidt igen. "Står du der og objektiverer mig?" Tonen var bevidst flabet, og havde sikkert også lydt bedre, hvis ikke han nær havde slået knude på sin egen tunge ved udtalelsen af fremmedordet.
De grønne øjne flyttede sig fra sengen tilbage til hende, idet hun misforstod hans længsel. Igen blev brynene skudt lidt i vejret og han havde mest af alt lyst til at komme med endnu en kæk kommentar. Hans evige forsvar når tingene enten blev for akavet, eller ramte "for tæt på hjemme". Han sukkede, "det er ikke sengen jeg savner." Indrømmede han så i stedet, velvidende om at det nok ville slå hende lidt ud af kurs. Måske endda få hende til at smide ham ud, men alt andet ville være en løgn.
Denne gang nåede smilet mere hendes øjne som hun lo, hvilket blot fik endnu mere liv frem i hans eget blik. "Du har ret, det var kun mig som var det." Det selvbevidste, næsten djævelske udtryk skyllede ind over ham.
Denne gang fik hendes ord ham til at le, og han måtte kæmpe for at formindske lyden. "Jeg er ikke i tvivl om at du har set mig i værre gennem tiden." Pointerede han med et skuldertræk og som han atter fik styr på sig selv. "Kan du huske da du kom hjem, og fandt mig iført en lyserød kanin-jumpsuit?" Han havde hørt de var behagelige at have på, og det var den eneste model der havde været tilbage. Det skulle lige tilføjes at han ikke havde regnet med at Aly ville være tidligt hjemme den dag, men det havde da givet et godt grin.

[Alyxia McBeth]

Aly foldede armene hen over brystet, rettede sig lidt op og så på ham med et lidt for selvsikkert smil. "For det første er det næppe et ord. Og for det andet, ja." svarede hun uden at lyde som om hun skammede sig det mindste.
Chris havde altid føltes som lidt af en overscoring for hende. Han var dødlækker, sjov, beskyttende og han fik hende altid til at føle sig som den bedste udgave af sig selv. Når hun så på de andre kvinder han havde datet i hans liv, så havde hun altid følt sig lidt for.. ordinær måske.
Hendes arme faldt langsomt ned langs siden igen. "Åh.." sagde hun bare og lod blikket dale tilbage mod sengen som om hun pludselig så hvad han så. Der var ikke meget hun hellere ville, end at ligge der sammen med ham, puttet ind i hans arme, og falde i søvn ind mod hans bryst. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op med det, så hun stod bare og stirrede på sengen og prøvede at komme med et godt svar. Heldigvis gav han hende lidt en vej uden om ved at tale videre. Hun løsrev sit blik og så tilbage på ham med et øjenbryn skudt i vejret. "Ja prøv du bare at fortæl dig selv det." bemærkede hun en smule spydigt. Han havde nok været den mest ustyrlige af de to, altid på jagt efter den næste pige, altid ude på ballade, altid flabet også overfor de store drenge, der havde kunnet ligge ham ned med en lillefinger. Hun sukkede lidt ved tanken om hvor mange gange de andre havde måttet redde hans røv.
Hendes læber skiltes i et stort smil. "Kaninkostumet." sagde hun i kor med ham, og kom til at grine. "Skal jeg være helt ærlig, var jeg lidt bange for at det var et sørgeligt forsøg på at forfører mig." indrømmede hun og grinende. Det var hurtigt gået op for hende den dag, at han ikke havde forventet hun ville være hjemme. Det havde været et ømt syn.
Hun fik lidt styr på sin latter igen, og lod den forstumme til det bare var det samme oprigtige smil. Hun var ikke helt selv klar over om det var snakken, eller deres lille tur down memory lane, der fik hende til at føle det enorme stik af afsavn og længsel, men for første gang siden han var kommet tilbage, besluttede hun sig for bare at føle det, og reagerer på det, i stedet for at blive ved med at fornægte. Hendes blik stadfæstede sig ved hans, mens hun langsomt men målrettet nærmede sig, og først stoppede da hun stod lige foran ham, stadig uden at have sluppet hans blik. Hun lagde en hånd mod hans kind, og strakte sig det hoved han var højere end hende kun for at kysse ham, en smule hårdere end det var ment i desperation.

[Christopher Campbell]

Brynene blev skudt i vejret med samme selvsikkerhed som hun frembragte. "Nå ikke? Siger hvem?" Udfordrede han med det skæve smil legende i mundvigen. Han var godt klar over at hun havde ret, men det forhindrede ham ikke i at spille næsvis omkring det. Smilet blev dog kun bredere ved indrømmelsen, og ubevidst rankede han ryggen samt skød brystet let frem.
Skønt hun følte at hun havde overskoret, ved at få fingrene i ham, følte han mindst lige så heldig. Alyxia var en helt speciel kvinde og hun havde alt hvad han nogensinde havde drømt om, samt det ekstra han ikke havde anet at han havde haft brug for. Tanken om at han havde smidt det hele på gaden, fik et vemodigt udtryk frem i de grønne øjne.
Stilheden spredte sig kort imellem dem, imens han, som hun, stod og drømte om at ligge i hinandens arme. Chris kunne slet ikke beskrive hvor meget han savnede hende. Savnede at holde om hende, hendes varme, hendes duft og selv hendes hår i ansigtet.
Han havde svært ved at tilbageholde latteren da hun nævnte det rædsomme kostume i munden på ham. "Så vidt jeg husker, var det også hvad jeg forsøgte at bilde dig ind til at starte med." Smilet gik fra øre til øre ved mindet.
Chris øjnede hende en smule vagtsomt som hun kom tættere på ham, som var han ikke helt sikker på hvad han kunne forvente, skønt han havde en forhåbning. Til hans held fik han ret. Han lukkede kort øjnene som hendes hånd fandt hvile mod hans kind, bare for at føle øjeblikket lidt mere. Kort efter var hendes læber mod hans. Der var ingen tøven, som han gengældte kysset, det var en smule mere grådigt end forventet, men de gjorde ham intet. Omgånde blev armene slået omkring hende og han trak hende tæt ind til sig, som frygtede han at hun ville ombestemme sig og bede ham om at gå.