All I want for christmas is...

[Raquel Janea Monroe]

Tid: 18:03

Sted: Lejligheden i Frankrig. 

Outfit: Outfit

Til: Trescott Roden

_______________________________________________________________

Raquel havde ikke engang bemærket at måneden var skiftet fra November til December, men til morgen var hun vågnet med erkendelsen af at den måned også snart var over og at det var blevet jul. Hun havde ikke regnet med at skulle tilbringe sin juleaften med Trescott i Frankrig. Højtiden i sig selv betød ganske lidt for hende, hun havde holdt den alle år, først for Liyas skyld, derefter for Joshuas, men i år havde hun ingen af dem, til gengæld havde hun Trescott. Stemningen mellem dem var blevet betydeligt bedre, det meste af tiden i hvert fald. 
Ministeriet havde givet dem fri lige netop i dag, som om de gjorde dem en tjeneste. Raquel havde brugt hele dagen på at overveje hvor vidt de overhovedet skulle fejre julen, men hun kendte Scott godt nok til at vide hvor meget han satte pris på højtider og traditioner, så mens han havde været ude og gjort, guderne måtte vide hvad, var det lykkedes hende at handle ind til et acceptabelt julemåltid. Klokken var efterhånden blevet 18. Anden var taget ud af ovnen og stod og hvilede, tranebærsovsen var netop sat på bordet sammen med ovnbagte pastinakker og gulerødder. Hun tog de ligeledes ovnbagte kartofler ud af ovnen, hældte over i en skål og satte på bordet.
Man kunne nærmest ikke se at hun havde været i køkkenet, det var ligeså opryddeligt og rent som altid. 
Bordet var dækket op til to. Normalt nød hun faktisk at dække et prægtigt bord, men eftersom de ikke rigtigt havde noget, var det eneste julet, et par røde servietter og blodrøde lys. Vinen til hende stod allerede på bordet. Ved siden af stod et par iskolde alkoholfrie øl, det var lykkedes hende at opspore til Scott. 
Hendes blik gled op på klokken. Hun havde regnet med at han var hjemme nu. Det slog pludselig at han måske havde fundet bedre planer end at tilbringe en aften som denne med hende. Hendes blik afspejlede overhovedet ikke hvor ondt den tanke gjorde, mest fordi den var reel nok. Hun pillede ved sit slanke guldarmbånd og strøg derefter hænderne ned over hendes lår for at glatte den hvide kjole ud. Det var mere held end forstand at den havde overlevet madlavningen. 
Hun gik hen og fyldte glasset halv med rødvin, før hun tog det op og så ned på den røde nektar. Det føltes om en ringe trøst. Det frustrerede hende lidt at hun stadig havde lyst til at imponerer Scott, hende som ellers ikke plejede at please nogen. På den måde var det godt nok hvis han ikke dukkede op, det ville næsten være mindre ydmygende. 

[Trescott Roden]

Scott havde brugt det meste af dagen ude. For at være ærlig havde det primært handlet om at distraherer sig selv fra den fact, at han ikke ville være hjemme i år. Han havde tidligere været forbi det franske ministerium, udelukkende for at brokke sig over at de ikke havde et par transitnøgler klar til ham og Raquel så de kunne fejre jul med familier, men havde fundet ud af at England var ramt af en temmelig voldsom snestorm, hvilket kunne give problemer med transitnøglerne. Noget med vindstød og andet han ikke kunne gøre sig klog på.
Altså var han fanget her sammen med hende. Stemningen imellem dem var blevet bedre, heldigvis, men han havde nu glædet sig til at fejre helligdagene med Sam og sin mor, og Hunter naturligvis. Alene tanken om hans mors overdådige julemåltid var nok til at få hans tænder til at løbe i vand. Han havde snakket med Sam over telefonen tidligere, han var hjemme fra Hogwarts juleaften, hvilket var den eneste grund til hans mobil faktisk virkede, ellers sendte de to brødre som regel uglepost til hinanden.
Nu hvor klokken nærmede sig 6 drev sulten ham hjemad. Han havde været forbi et takeout sted og betalt overpris for to sølle stykker and, med blævret rødkål og nogle halvkogte kartofler. På trods af hvor uinspirerende det så ud, havde han besluttet sig for at ham og Raquel -hvis hun altså var hjemme, skulle nyde julemaden, på trods af at han godt kunne fornemme at han nok gik mere op i julen end hun gjorde.
Han havde sågar taget to nissehuer med hjem og det var blevet hans egen personlige prøvelse, at se om han kunne overtale hende til at tage den på, hvilket var tvivlsomt.
Som han nåede hoveddøren til det lille hus låste han sig ind ved brug af tryllestaven. Den hvide plastikpose med det halvkolde mad gnitrede som han kom til at klaske den mod hoveddøren. Han skar en grimasse, og var for et kort øjeblik bange for at duften der mødte ham som døren gled op, skyldtes at foliebakken i posen var gået op. Han blev dog hurtigt klogere, dette duftede langt bedre. "Raquel, er du hjemme?" Kaldte han mod stuen og hang frakken fra sig på knagen før han gik ind i stuen og fik øje på den flotte bordopdækning, munden gled op i et perfekt o, og blikket landede herefter på hende og han følte sig pludselig ufattelig underdressed med sin simple sorte tshirt og sorte bukser. Han rømmede sig, "så gætter jeg på vi ikke får brug for det her." Konkluderede han lettet og holdt den hvide plastikpose frem for sig.

[Raquel Janea Monroe]

Med glasset i hånden stod hun og studerede sit eget hårde arbejde, og jo længere tid hun stod og stirrede på det, des mere vred blev hun. Mest på sig selv. Hvor ynkelig var hun ikke? Selvom hun altid havde været ganske god i et køkken, så var hun ikke den kvinde der stod og kokkerede for at imponerer en simpel mand. Hun skumlede mod kartoflerne som var de hendes værste fjende, og holdt rødvinsglasset ind mod sit bryst med den ene hånd.
Klokkens irriterende tikkende lyd, gjorde hende pinligt opmærksom på hvor alene hun var, og at tiden gik uden Scott kom hjem, hvilket var rimeligt nok. Måske havde han alligevel fundet en måde at komme hjem på. Vreden tog til sidst over, selvom man ikke kunne se hende på det. Hun havde sit sædvanlige glatte, ulæselige blik. Hun satte glasset fra sig på køkkenbordet og gik hen til bordet, hvor hun tilfældigt greb fadet med and, med intentionen om at smide den væk, men i det samme hun havde taget den op, hørte hun døren gå op, og Trescotts velkendte stemme, hvilket fik hende til at stoppe op. Hun stirrede ned på den velduftende and og havde en indre diskussion med sig selv om hvor vidt hun skulle fortsætte sin gøren, eller om hun skulle overgive sig.
Mens hun stod der, dukkede han op i døren, hvilket fik hende til at se op. Hvilket ynkeligt syn hun måtte være i sin kjole med et fad i hånden som om hun ikke havde andet i livet at gøre end at tilfredsstille ham. Hun så op på hans overraskede ansigt og derefter ned på posen. Hendes læber skiltes i et bredt men halvstift smil der afslørede at det var bare en smule påtaget. "Nej." medgav hun og satte fadet tilbage på bordet. "Jeg skulle have tiden til at gå med noget. Det er ikke noget særligt, men jeg tænkte du nok havde andre steder du hellere ville være fanget til jul, så se det som en måde at gøre det lidt mindre ulideligt for os begge to." Hun himlede med øjnene, men det kunne han ikke se, fordi hun stod med ryggen til, bukket halvt ind over bordet for at sætte maden fra sig. "Sæt dig ned. Inden det bliver koldt." indbød hun hvorefter hun gik hen for at hente sin vin tilbage.

[Trescott Roden]

Han betragtede hende, og kunne ikke helt aflæse hendes humør, hvilket jo ikke var nyt for ham. En tanke slog ned i ham, gad vide om hun havde ventet gæster og han nu kom og ødelagde hendes juleaften med sin blotte tilstedeværelse. Brynene var rynket i betænkning. Men som hun snakkede videre, blev han mere sikker på at det var til dem hun havde lavet mad. Hvilket egentlig var en virkelig sød gestus i Raquel-skalaen.
"Ikke noget særligt?" Gentog han og holdt posen op foran sig, "dét her, er "ikke noget særligt", dét der-" han gjorde en gestus mod bordet, "-er bloody awesome!" Han gik hurtigt ud for at smide posen med den sammenrodede julemad i skraldespanden, men ombestemte sig i sidste øjeblik, og stillede den i stedet i køleskabet, det var trods alt mad.
Scott vendte tilbage til stuen og kiggede atter på hende, eller rettere hendes velformede bagdel som hun lænede sig ind over bordet med ryggen til ham, for at stille anden. Han gav sig selv et mentalt gok i nødden. Denne her boligsituation var virkelig ved at sætte sine spor. Han rømmede sig, "jeg burde ikke skifte tøj først? Jeg føler mig en anelse underdressed." Indrømmede han, dog med et morende smil på læben. Det var hans måde at sige hun så godt ud på, uden at sige det direkte.
"Jeg forsøgte at skaffe os tilladelse til at vi kunne komme hjem til familien, men der er vidst ret voldsomt snevejr i storbritannien lige nu." Forklarede han, eftersom han alligevel også gik ud fra at hun hellere ville fejre jul med deres søn, end med ham. "Ved du hvor Josh skal holde jul?" Scott havde ikke hold jul med Joshua før, ikke at han ikke ville, men det gav bare bedre mening at han holdt med Raquel, og så var han generelt ikke vildt interesseret i at bruge nogen helligdage, -eller andre dage for den sags skyld, sammen med Scott, havde han erfaret.

[Raquel Janea Monroe]

Scott var barnlig. Han elskede biler, badekar, og dårlige actionfilm, ligeså meget som han elskede disse banale højtider med de samme trættende traditioner. Han elskede sin familie, og hun vidste at han var skuffet over ikke at skulle tilbringe en så vigtig dag med dem, og selvom hun ikke helt forstod det, så var der noget i hende der ikke kunne have at han skulle føle sig trist lige i dag. Det var enten det eller hendes konstante behov for at vise ham at hun ikke kun var forfærdelig, trods hun nok var det 99% af tiden.
Hun så først på ham, derefter på den sølle pose mad han havde hentet, og til sidst hen på bordet. I stedet for at spille et eller andet ydmygt kort, med fornægtelse om at det var en stor gestus, trak hun bare på skuldrene. "Det er det vel" medgav hun til sidst, og smilede da han havde vendt ryggen til så han ikke ville bemærke det. Hun vendte sig selv rundt fra bordet og tog ham i at flytte blikket lidt for hurtigt. Hun rullede åbenlyst med øjnene og smilede, før det igen endte på ham og afslørede at han var blevet taget med hånden i kagedåsen. Han gav hende den perfekt undskyldning for at sende ham et elevatorblik, så hun så op og ned af ham. "Nej du går an." konkluderede hun til sidst - og gav ligesom ham et ret skjult kompliment. De færreste ville nok tro på at de to faktisk havde formået at lave et barn sammen. Hendes smil falmede lidt. "Jeg beklager det ikke lykkedes. Jeg ved det betyder noget for dig." Og mere end det nok gjorde for hende, selvom hun holdt det sammen med Joshua. Det var en mærkelig følelse at deres dreng sad selv. Raquel havde jo ikke ligefrem en stor vennekreds der kunne tage over. "Faktisk har jeg korresponderet lidt med din mor, og fortalt at vi formentlig ikke ville nå hjem. Hun har inviteret ham derhjem, men hvis jeg kender ham ret, så sidder han på en eller anden bar og leder efter en lidt for blond kvinde at slæbe med hjem." bemærkede hun og trak på skuldrene. På den måde lignede Joshua bare dem begge lidt for meget. Hun satte sig ned. Måske det var lidt en overraskelse for ham at hun talte med Marylin, men selvom hans mor brød sig ligeså lidt om hende, som de fleste andre, så havde hun trods alt altid holdt meget af Joshua. Da han var lille, havde han somme tider været på ferie der også.

[Trescott Roden]

Han kommenterede ikke yderligere på det. De vidste begge at dette her havde taget meget tid for hende, og at hun blot bagatelliserede det. Scott følte sig i hvert fald ovenud begejstret for at skulle have noget ordentlig julemad, det var et plaster på såret, og selvom det stadigvæk sved at han ikke kunne komme hjem, så havde han selvfølgelig også forståelse for at det ikke var Raquels skyld. Der var ingen grund til at ødelægge aftenen med dårligt humør, slet ikke nu hvor hun havde gjort så meget ud af det.
Desværre for ham havde hun taget ham i at betragte hendes bagdel. Han sendte hende en af sine drengede, lidt for store, egentlig i håb om at fremtræde mere uskyldig, skønt det nok havde den fuldkommen modsatte effekt. Heldigvis brød hun stilheden, "hvis du siger det." Kommenterede han så. Det var jo heller ikke meningen at han skulle imponerer hende, den leg havde de trods alt leget før. Eller mere eller mindre i hvert fald. Han havde aldrig spillet op til hende i håb om at de kunne blive et par, det havde altid været udelukkende for samlejeen, og et eller andet sted, gik han nok ud fra, at det havde været det samme for hende.
Han trak en anelse på den ene skulder, "Nah, det er okay, i det mindste har jeg godt selskab," svarede han og sendte hende et lille smil. Det sidste stykke tid havde været anderledes. De havde snakket mere. Fungeret bedre, og selvom de ikke havde været i flere dybere samtaler, var dét at de ikke diskuterede hvert øjeblik, ufattelig store fremskridt.
Efter hendes godkendelse gik han frem mod det prægtige bord, og satte sig hvor der var dækket op til ham. I ren og skær høflighed, ventede han på at hun skulle sætte sig til bords, selvom han næsten ikke kunne vente med at kaste sig over maden. Hendes ord fangede dog hurtigt hans opmærksomhed og han gloede op på hende, tydeligt overrasket, "du snakker med min mor?" Han vidste at hans mor på ingen måde brød sig om Raquel, så at de havde kontakt kom faktisk bag på ham. Til delen med Josh, skar han blot en grimasse, "ja...han minder for meget om os på det punkt." Mumlede han, som havde han læst hendes tanker.

[Raquel Janea Monroe]

Det var sjovt som Scott lige pludselig ikke bebrejdede hende for alverdens ulykke mere. For bare en måned siden ville han helt sikkert have anklaget hende for at have arrangeret dette alene for at generer ham. Og her sad han og var ligefrem sød ved hende. Hun kommenterede det ikke, i frygt for at han skulle få lyst til at gå tilbage til at være irriterende. "Jeg tænkte at selskabet ikke ville være afgørende hvis bare maden var der." hun smilede smørret til ham. De vidste begge hvor let han kunne købes med alt spiseligt.
Hun fandt staven i en skjult lomme i kjolen, og svang den, så maden begyndte at fylde deres tallerkener op. Modsat Scott så var hun rendyrket magiker, og brugte gerne magi til små hverdagsting. Hans overraskede blik, fik hende bare til at smile større. Oftere og oftere på det sidste var hendes oprigtige smil begyndt at vise sig. "Godt nok bryder vi os ikke synderligt om hinanden, men vi har respekt for de ting vi har tilfælles." svarede hun bare en smule kryptisk. Hun ville ikke afholde Joshua fra at have den familie hun aldrig selv havde, og Marilyn havde altid vist interesse for ham. I det mindste var de voksne nok til at have respekt for hinanden. Hun tog bestikket i hænderne, men holdt det sænket mens hendes blik blev tænksomt et øjeblik. Hun savnede faktisk oprigtigt Joshua. Det var sjældent hun mærkede den slags, og hun havde ikke tænkt sig at sætte ord på, men det var underligt tomt. "Det gør han." medgav hun. Der gik op for hende at de aldrig rigtigt havde talt om deres søn. Eller jo, det havde de men ikke på den der måde forældre talte om deres barn på. De havde aldrig arbejdet særligt meget sammen, hun havde nok aldrig rigtigt lade Scott komme til, og Josh havde ret hurtigt valgt hende til, og så havde det givet sig selv. "Hvor lidt jeg end bryder mig om det, så minder han mig mere og mere om dig." indrømmede hun med et diskret smil. Hun lagde bestikket uden at have spist endnu og hævede istedet sit fyldte vinglas. "Glædelig jul."

[Trescott Roden]

Det var stadigvæk en smule svært for ham med Raquel, han havde ikke glemt at han var sur på hende, men mere bare besluttet at lade det ligge. Den aften de havde tilbragt sammen på puben, havde faktisk været hyggelig, hvilket havde fået ham til at savne dengang, hvor de bare kunne snakke sammen, uden at fare i totterne på hinanden. På baggrund af dette, havde han besluttet at begrave stridsøksen for nu. Især på en dag som i dag.
"Jeg har altid været let at bestikke med god mad." Eniggjorde han sig med et skævt smil. Den var ikke gået for en måned siden, men helt ærligt var han bare træt af at gå og være sur hele tiden, det tog alt for meget energi.
Han så til som maden begyndte at skovles op på hans tallerken af sig selv. Ansigtet bar stadigvæk præg af overraskelsen og han vidste ikke helt om han skulle være lettet over at hans mor kunne finde ud af at snakke med hans søns mor, eller om han skulle være fornærmet over de havde holdt kontakt bagom ham. Den lå dog ved hans mor og ikke Raquel. "Og du har noget tilfælles med min mor?" Brynene blev hævet, det havde han svært ved at forestille sig, men igen var han mere nysgerrig end sur.
"Om mig? Naah jeg tror han har al den der rebel-ting fra dig. Vi ved jo begge hvor uskyldig jeg er." Svarede han nonchalant, med et smil i den ene mundvig, før han fyldte sit glas og hævede det mod hende, "glædelig jul," svarede han med et varmt glimt i øjet, og tog en tår.

[Raquel Janea Monroe]

De havde været her i tre måneder nu, så det var ærlig talt lidt af en befrielse ikke hele tiden at skulle tage imod hans små stikpiller. Dagene var ikke så lange mere. Selv folkene i det franske ministerie havde bemærket at de ikke var helt ligeså bidske som de havde været den første måned, så det var vel fremskridt?
Hun betragtede sin tallerken fyldes, og selvom hun normalt ikke tillod sig så fedt et måltid, så knurrede hendes mave alene ved synet. "Det husker jeg fremover." bemærkede hun med et lille glimt i øjet. Ikke at hun nogensinde ville blive den slags kvinde der stod og kokkerede for sin mands lykke, men hvis hun nu fik noget ud af det, så blev det pludselig en mulighed.
Hans overraskelse over at hun talte med hans mor, morede hende faktisk kun en smule. Hun stak gaflen i en kartoffel og tyggede den. Hun holdt gaflen sænket ved tallerkenen. "Jeg har født hendes barnebarn, har jeg ikke?" spurgte hun retorisk. "Jeg har lært at det næsten er større for en kvinde at blive bedstemor end mor." tilføjede hun dog uden selv at have nogen større holdning til emnet. Fødsler havde e tendens til at binde kvinder sammen, og lige dette punkt hvor nok det eneste hvor Raquel rent faktisk gik inden for kategori. Hun havde født Joshua på en dragefarm, det havde taget næsten tre døgn for ham at se verdens lys, så hun ville mene hun havde gjort sin indsats. Hun rev sig selv løs fra mindet og så på ham med et lille fnys. "Der er absolut intet uskyldigt over dig, Trescott, men jeg må give dig, at du nogle gange er god til at lade som om." hun smilte indtil hun fyldte munden på ny. Mens hun stadig tyggede, lagde hun bestikket fra sig og greb sit vinglas, for at hæve det mod ham. "Glædelig jul." hilste hun tilbage efter at have sunket maden.

[Trescott Roden]

Han betragtede hende let "det er jeg egentlig ikke sikker på min flotte figur kan holde til," han klappede sig selv på maven som en gammel morfar, og sendte hende et muntert smil.
Han trak lidt på den ene skulder, "jeg var ikke klar over at dét kom med en kontaktformular." Smilet var en smule provokernede, men ikke det forhenværende "onde" provokerende, mere over i den drilske provokerende tone. Alligevel var en del af ham lidt utilpas ved ideen om det, og han kunne ikke helt sætte en finger på hvorfor.
Et meget bredt smil formede sig på læberne og allerede dér vidste man at han var ude på ballede, "det er måske noget du ser frem til, farmor?" Åh han morede sig lidt for kongeligt over den tanke, for sætningen blev afsluttet med en tårevældende latter. Primært fordi han havde en fornemmelse af at Raquel hadede alt der fik hende til at fremstå gammel.
En tåre bliv fjernet fra øjenkrogen da hans lille latterkrampe var overstået, men det var næsten umuligt at fjerne tanken om "farmor Raquel", hvilket fik et nyt umodent fnis frem. For at lægge en dæmper på sig selv, stoppede han i stedet en kartoffel i munden og forsøgte ikke at kløjes i den under efterskælvet af latterudbruddet.
"Lade som om?" Gentog han, "jeg aner ikke hvad du snakker om." Han skar noget flæskesteg og kørte stykket godt rundt i sovsen før han spiste det.
Glassene blev hævet imod hinanden i en hilsen, og som de tog en tår var der noget der slog ham. Var de på gaver? Åh det håbede han ikke, for han havde intet købt til hende.

[Raquel Janea Monroe]

Nu hvor han selv drog opmærksomheden på sin krop, udnyttede Raquel muligheden, og lod blikket vandre. Selvom han havde den lidt intetsignede t-shirt på, kunne man tydeligt ane hans slanke men muskuløse figur. Hun skød et slankt øjenbryn i vejret og studerede ham åbenlyst med et halvimponeret blik, mens hun halvfraværende strøg en finger hen over sin underlæbe . "Jeg tror du har ret." medgav hun i lidt af en kovending, og vendte uinteresseret blikket tilbage mod sin tallerken, hvilket nok var et forsvar mod de tanker der ret hurtigt dannede sig i hendes hoved.
"Nej det var jeg heller ikke, i så fald havde jeg nok været klogere." svarede hun arrogant tilbage for at slå hans drilleri ned. Der var dog et drilsk glimt i blikket på hende selv, da hun så op på ham. Trods hun holdt ganske meget af Joshua, så skulle han aldrig have været til, ingen af dem havde været modne til opgaven og hun født ham ind i en alt for farlig verden.
Hun tyggede af munden i noget der mindede om evigheder, for at være sikker på ikke at kløjes i maden da han havde kaldt hende farmor. Hun så på ham med et stift blik, da hun lagde bestikket fra sig igen, så hun kunne modstå fristelsen til at prikke hans øje ud med gaflen. "Hvis han nogensinde gør mig til farmor, kaster jeg ham for dragerne." bemærkede hun selvom hans tårervældende latter, smittede af på hende og alligevel fik hende til at kontrolleret på smilebåndet. Hun havde aldrig overvejet tanken og hun ville nok aldrig blive den bedste til børn, men hendes vigtigste, hemmelige mission her i livet var at Joshua skulle være glad, også hvis det betød at han var ordinær og drømte om børn som alle andre - end hende i hvert fald. "Pas på. Du skulle nødig blive kvælt i din kartoffel." advarede hun og måtte faktisk gøre en indsats for ikke også selv at komme til at grine ved tanken. I stedet smilede hun bare ad sin tallerken. "Nej selvfølgelig gør du ikke det." hun himlede med øjnene og druknede sit smil i en tår rødvin.

[Trescott Roden]

De blå øjne stirrede på hende, morskaben lå lige under overfladen. "Det var sguda ikke dét du skulle svare." Grinede han og forsøgte sig med at skyde underlæben ud, selvom et hvert forsøg på at spille fornærmet allerede var faldet hårdt til jorden.
En lille skulen blev sendt i hendes retning. "Sig mig, dissede du lige min mor?" Det havde aldrig været nogen hemmelighed at Scott var mors dreng. Han forgudede sin mor. Havde det ikke været for den varme stemning, og det drilske blik i hendes øjne, ville det helt sikker være noget han ville have kunnet starte en diskussion op omkring. Altså for et par måneder siden. Men der ledte han jo også direkte efter undskyldninger til at gå til angreb.
Scott opfangede hurtigt at han havde ramt en nerve, hvilket blot gjorde det drengede smil, endnu mere fremtrædende. Han mindede nok mest af alt om et barn der viste sig overfor vennerne, og han gjorde absolut intet for at skjule hvor morsom han selv syntes han var.
Hendes trussel henvendt til Joshua, ville nok også have virket langt mere reel, hvis hun havde kunne holde masken, men hendes icequeen-facade blev krakeleret af latteren der truede med at slå igennem. Indrømmet ville Scott måske heller ikke ligefrem elske at blive kaldt "farfar", men han ville da alligevel vove den påstand og sige at han ville kunne håndterer det bedre end hende.
Langsomt fik han kontrol over sin hulkende latter og måtte også tørre et par tårer væk fra øjenkrogen på den bekostning. "Jeg skal prøve, men nu er vi jo blevet så tætte at jeg forventer at du ville give mig CPR hvis det når dertil." Drillede han stadigvæk morende og tog, stadigvæk halvfnisende, en tår af sin alkoholfrie øl.

[Raquel Janea Monroe]

Scott havde absolut intet at skamme sig over, men jo mere Raquel kunne overbevise ham om at han ikke var noget særligt, des mere tilfredsstillende føltes det, fordi han var den eneste der havde kunne få hende til at føle sådan. "Skulle jeg lyve?" spurgte hun og så på ham med et halvarrogant blik. Hendes stemme var det eneste der afslørede drilleriet. Det var nok derfor de fleste havde svært ved at aflæse hende, man skulle kende hende for at fange humoren.
"Nej, nærmere til dig." hun så ham i øjnene med et gennemborende blik mens hun stak en kartoffel i munden. Hun havde respekt for at hans mor på trods af ikke at kunne lide hende, behandlede hende med fortjent respekt. "Jeg siger bare at jeg ikke er sikker på at tre minutters sjov, var 18 års kontrakt med din mor, værd." uddybede hun da hun havde tygget af munden. Hun blinkede drilsk. Som hun huskede det havde det godt nok været mere end 3 minutter, og det havde helt sikkert været hvert frustererende øjeblik med Joshua værd.
Raquel sad bare og betragtede ham et øjeblik, med sit glatte ansigt og facaden der forsøgte at forgive at det ikke kunne slås itu, men i virkeligheden smittede hans gode humør af på hende. Hun morede sig lidt i stilhed ved tanken om ham som farfar, dog vidste hun at han nok ville påtage sig den mere klassiske rolle end hende. "Vi er der vidst ikke helt endnu." hun trak køligt på mundvigene, men det blev mere til en lige streg end et egentligt smil. "Jeg har stadig et par års bittherhed at give tilbage for." hun hævede sit glas i en tavs skål, før hun tog en ny tår samtidig med ham. Hun skubbede sin tallerken lidt til side, allerede stopmæt af det store måltid.

[Trescott Roden]

Han sendte hende et sigende blik, "nej du har ret, det kunne aldrig falde dig ind." Svarede han tydeligvis ikke ment til at lyde overbevisende. Men nu tog han heller ikke hendes ord personligt, modsat hvad mange andre måske ville have været overbevist om, opfangede han godt drilleriet der lå bag. Det var dog ikke altid det lykkedes for ham.
Scott sad bare og stirrede på hende, havde det ikke været ham det gik ud over havde han givet hende et stående bifald for perfekt dis. "Hold da kæft, det var de bedste 3 minutter af dit liv!" Udbrød han i et grin og barnlig som han nu engang var, greb han en chips fra sin tallerken og kylede den efter hende.
"Som om du ikke ville kaste sig over enhver chance for en læbelås med dette her," drillede han, som han brugte den ene pegefinger til at indikerer hans ansigt. Sandheden var jo at han faktisk ikke var helt klar over at hun havde haft følelser i klemme ved ham for alle de år siden, og måske stadigvæk havde en svaghed for ham. Han var temmelig overbevist om at deres utallige lagengymastik-sessioner kun omhandlede at hun ville bevise overfor ham at hun kunne lokke ham ind hvis hun ønskede det. Han havde muligvis været nem at lokke, men hun så jo også fandens godt ud og vidste hvilke knapper hun skulle trykke på. Han havde dog aldrig haft følelser indblandet med deres aktiviteter. "Og det har du tænkt dig at give mig med renter eller hvad?" Der lå en udfordrende undertone i hans stemme.

[Raquel Janea Monroe]

"Præcis. Jeg er mange ting, løgner er ikke en af dem." hun hævede begge øjenbryn sigende, før de faldt på plads igen. Desuden var det også en løgn. Hun var en løgner, og nok blandt de største, ikke af lyst, mere af nød. Trescott var nok desværre end af dem der kendte hende bedst, og hvis hun én dag var ærlig for ham, ville det gå op for ham at han slet ikke kendte hende.
Hun slap tanken. Hans selvsikre udbrud, gav hende lyst til at le, men hun holdt den cool, og lod hagen hvile tænksomt mod hendes knoer, indtil hun slog klik med tungen, som var en tanke lige kommet til hende. "Mhmm... den kan måske lige nå top ti." Svarede hun drillende tilbage. Det var nok mere top tre. Hun så en smule chokeret til da han tabte chipsen, og selvom hun forsøgte at gribe den, landede den i hendes skød. "Ih meget modent Trescott.. Desuden.." hun tog chipsen mellem to fingre, og rettede sig en smule op. Hendes isblå øjne låste sig til hans, intense og gennemborende, som kun Raquel kunne det. ".. hvis jeg ville have læbelås med det der.." hun pegede i cirkler på hans ansigtet med chipsen. ".. så ville det være sket nu. Vi ved begge to godt at du ikke ville prøve at modstå det." Stadig uden at slippe hans blik, fangede hun chipsen med tungespidsen og tyggede den langsomt. Hvis nogen nogensinde sagde at man ikke kunne spise en chips på en fræk måde, så havde Raquel netop modbevist det.
Efter at have pint ham med sit forførende blik i et par lange sekunder, kom hun til at le og afbrød kontakten. Hun tørrede hænderne af i servietten og rystede lidt på hovedet for sig selv. "Præcis." svarede hun bare kortfattet tilbage. Hun slikkede salten væk fra sine læber og lænede sig så lidt tilbage. "Er du færdig med at spise?" spurgte hun og så på deres tomme tallerkener. De havde fået gjort kål på det meste, men der var nok til lidt natmad, hvis de satte det væk nu.