All I want for christmas is...

[Raquel Janea Monroe]

Raquel så lidt forvirret på ham. Hun forstod ikke rigtigt hvad hun havde sagt der var så sjovt, men da han ikke stoppede, smittede stemningen lidt af på hende. Hun var bare så kontrolleret at hun tvang latteren ned i halsen og i stedet bare skilte læberne i et let smil. "Tager jeg fej?" spurgte hun retorisk.
Efterhånden begyndte man at kunne genkende dem igen. Ingen ville nok tro på at de engang havde været hinandens bedste venner, men nu hvor de var her, og sad og grinede over latterlige vampyrfilm mens han nussede hendes fødder, så kunne man måske forestille sig det lidt.
Med deres snak om den manglende intimitet, kunne de måske ligefrem lyde som et gammelt ægtepar. Desværre havde han en pointe. Hver gang de bevægede sig ned af den vej, så skabte det ny frustration, nye konflikter og fik hadet til at spirrer på ny, alligevel faldt de altid tilbage i den samme rumle. Måske havde hun bare ikke lyst til at klogere, men det kunne hun næppe sige højt.
Hendes intense blik så længe ind i hans, en smule overrasket over alligevel fristet. De vidste begge at han lige havde kaldt gameover. I stedet for at svare, trak hun langsomt de slanke ben til sig og kravlede over til ham, kun for at sætte sig i hans skød med et ben på hver side. Hendes kjole var stram og krøb automatisk lidt op over hendes lår. "Spørgsmålet er nærmere..." hun tog hans hænder. "... hvor dine hænder helst vil starte." hviskede hun og lagde hans hånd mod sin kind. Hun førte den hen over sine læber, ned over sin hals og videre ned over hendes bryst til hoften og til sidst hendes lår. Den anden hånd havde sluppet hans, og lagt sig i hans nakke med et lille greb om hans lidt krøllede hår. Hun tvang hans hoved en smule tilbage, så han kunne se på hende. Hun havde aldrig været bange for at tage styring, hvilket intimiderede de fleste mænd. I stedet for at kysse ham, bukkede sig ned og lod tungespidsen kærtegne hans følsomme på halsen lige under øret. De havde været igennem turen før og kendte hinandens svagheder.

[Trescott Roden]

Han fik nogenlunde kontrol over sig selv igen og rystede derefter let på hovedet. "Nej egentlig ikke," eniggjorde han sig.
Hele situationen ændrede sig lynhurtigt. Han vidste at han havde tabt på forhånd. Uanset hvor meget han sommetider havde hadet hende, kunne han ikke benægte hvor tiltrækkende hun altid havde virket på ham. Han gik nok lidt ud fra at tiltrækningen den anden vej, primært var fordi han var let tilgængelig. Aldrig ville tanken slå ham, at han var hendes svaghed.
Scott lod hende trække benene til sig, og allerede nu kunne han mærke pulsens lette dunken gennem hele kroppen. Så skuffet han ville blive hvis hun afviste ham. Heldigvis for ham varede det ikke længe før hun satte sig godt til rette over ham. Blikket blev sænket til den stramme kjole der blottede mere og mere af hendes lår. Han lod hende føre hans hånd, og mærkede hvordan det påvirkede ham. Åndedraget ændrede sig pulsen skød endnu mere i vejret, og hans krop begyndte at sitre behageligt.
Han lod hende tvinge sit hoved bagover og mødte hendes blik med sit. Et let støn, som han ikke formåede at holde tilbage, lød som hendes tungespids pirrede den følsomme hud ved hans øre. Øjnene var under samme lejlighed gledet i, og hænderne havde fundet vej til hendes bagdel, som var det det mest naturlige i hele verden.
I det samme lød en let vislen, som hvis et vindue stod åbent, og et skarpt lys fik ham til at slå øjnene op. På gulvet bag sofabordet stod en patronus, en panter, "jeres tilstedeværelse er påkrævet i Ministeriet omgående." Annoncerede den i en monoton stemme, før den forsvand som en let dis.
"Shit!" Hørte han sig selv mumle, imens han overvejede hvordan han på nogen måde skulle være i stand til at møde op i ministeriet lige nu. Han så beklagende op på hende. "Rematch senere?" Forslog han håbefuldt.
Hvad han ikke vidste var at der ville gå mange timer før de atter ville være alene, og på det tidspunk, ville øjeblikket være spoleret.

// out

[Raquel Janea Monroe]

Det fornuftige ville være at afvise ham. Raquel var ikke dum, hun vidste godt at hun var et simpelt stykke legetøj for ham, det var bare et faktum hun med årene havde valgt at accepterer. På den måde formåede hun at nyde den lille del af ham hun fik uden smag af bitterhed eller ærgrelse. På den måde følte hun sig ikke ensom hver gang han forlod hendes seng. Sandheden var at hun hellere ville have en lille bid af ham, end slet ingenting.
Hun følte enorm tilfredsstillelse når hun beviste dels for ham men mest for sig selv, at han ikke var i stand til at sige nej - som nu. Hendes hånd strøg op igennem hans hår og til hans nakke. I hendes hoved forestillede hun sig allerede de ting hun havde tænkt sig at gøre med ham, desværre var universet, som altid, imod dem.
Det blege, blå skær fik hende til at slippe et opgivende suk i hans ører. Hun rettede sig langsomt op og kastede et blik på panteren der tilkaldte dem, og kunne have svor at hun var villig til at finde på alskens undskyldninger, for at ignorere den, velvidende om at de ikke kunne.
Hun så ned på ham. Hendes blik var tomt, hun havde ikke lyst til at han skulle se hendes ærgrelse. Hvad hun følte var nok i virkeligheden svarende til et barn der fik taget sit slik lige for næsen.
Normalt brød hun sig ganske lidt om formålsløse berøringer, men hun havde ikke lyst til at fjerne sig fra ham, så hun gav sin krop den sidste chance for at mærke ham ved at trække tiden et øjeblik.
Uden at sige noget, hævede hun hånden og re-arrangerede et par totter af hans hår, der strittede efter hendes ivrige berøring. Hånden faldt ned og hvilede et øjeblik på hans bryst, mens hun tvang sin egen hjerterytme tilbage til normalen. Hendes blik faldt på hans læber. Hun dvælede et øjeblik og kæmpede mod sin næsten uimodståelige trang til at kysse dem, hvilket var en lyst hun ikke anede hvor var opstået, eftersom det ikke var noget hun gjorde. Det var som om hun efter et øjeblik havde besluttet sig for at modstå og i stedet endelig tvang halvhjertede, ulæselige smil frem. Det smil han hadede. Det smil der var hendes evige skjold mod lige præcis denne følelse. "Vi får se.." svarede hun bare og fjernede sig, måske en smule uventet fra hans skød i en glat bevægelse. De havde været her så mange gange før, at Raquel godt vidste at øjeblikket ikke bare ville genopstå. Hun rettede sin kjole og sin hår, hvorefter hun gik hen og greb sin frakke.

//Out