All I want for christmas is...

[Trescott Roden]

Scott måtte bide sig let i kinden for ikke at grine letsindigt. Nej han ville nok ikke direkte kalde Raquel en løgner. Af hvad han havde oplevet var hun som regel hudløs ærlig, hvilket ikke altid nødvendigvis var bedre. Man kunne måske lettere kalde hende en “undviger,” for hun var god til at tale udenom hvis der var ting hun ikke brød sig om man vidste.
Han slog tanken ud af hovedet. ”Hvadend du siger,” drillede han blot, men mere for bare at drille lidt, end fordi han mistænkte at hun løj. Det drilagtige udtryk blev dog hurtigt drejet tilbage til et mere fornærmet et af slagsen. ”Top 3, mindst.” Forhandlede han, som om at hans vedvarenhed i diskussionen havde gjort ham bedre i sengen dengang.
Den tørre kommentar fik blot et drenget smil, tilsvarende den barnlige gestus, til at forme sig på hans læber. Tydeligvis var han godt tilfreds med sin handling, om så det var en handling en 5 årig ville have kunne forsvare bedre.
Smilet dalede dog langsomt igen som hun så på ham med samme forførende blik, hun havde sendt ham så mange gange før. Blikket som han kun havde formået at modstå en enkelt gang eller to. Han sank en klump og håbede ikke at hun bemærkede hvordan hans fremtoning ufrivilligt ændrede sig en smule. Han så næsten betaget på hende som hun førte chipsen i munden, og rømmede sig så for lige at bryde ud af den tranceligende tilstand. ”Jeg ville sagtens kunne modstå hvis jeg ville det.” Argumenterede han, skønt hans stemme svigtede ham en smule, ”men ville du kunne modstå min unægtelige charme hvis det kom dertil?” Udfordrede han tilbage. Dette her var en farlig leg at begynde på, det vidste han udmærket godt, men han kunne ikke lade den ligge. Desuden var hans humor og dårlige jokes hans skjold.
Latteren var med til at bryde den tension der lynhurtigt havde bredt sig, og Scott slap et åndedrag han slet ikke havde bemærket at han havde holdt inde. Han lo sammen med hende, ”puha, det bliver nogle hårde måneder.” Jokede han lidt videre og nikkede så. ”Jeg er færdig.” Bekendtgjorde han og rejste sig for at samle tingene sammen. Ja han kunne bruge magi, men dette her var en af de punkter hvor man godt kunne se han var opvokset uden meget magi i hjemmet.

[Raquel Janea Monroe]

Hun himlede med øjnene af hans drillerier. Selvom hun forgav at være træt af dem, så var det trods alt bedre end at blive råbt af eller fornærmet. Hun tog hans forhandling til efterretning og var tavs et øjeblik. "Top 5." svarede hun tilbage med et lidt udfordrende blik, som om det var en helt relevant forhandling de sad og havde.
Af en der havde været sammen med et ukendt stort antal mænd, så skulle der en del til at imponerer hende. Alle mente de havde små særlige teknikker, eller havde opfundet den gyldne tallerken. Alle forsøgte at imponerer, desværre formåede de ikke at give hende den ene ting. Den ene ting der i virkeligheden fik Trescott direkte ind på førstepladsen, uden han selv vidste det. Følelserne. Han var den eneste mand hun nogensinde havde haft med i seng, som hun havde følt noget for, og det ændrede ting.
Raquel slikkede sig om læberne, og i det øjeblik hun så hans blik, vidste hun at hun havde vundet denne her runde, og hun forsøgte ikke engang at skjule sin triumf. "Aha.." Sagde hun på en måde der afslørede at hun ikke troede på ham et øjeblik. Og et lusket blik der indikerede at han havde startet en leg som hun agtede at vinde. Hun pressede læberne sammen for ikke at komme til at grine. "Jeg har været sammen med flere hundrede mænd, Scott, jeg indrømmer at jeg har nydt et par gange med dig, men tro ikke at du er så imponerende. Hun så op og ned af ham med et halvhånligt blik, der i virkeligheden var et værn mod sandheden. Nej hun kunne ikke modstå ham. Det var grunden til at han gang på gang fik lov til at "misbruge" hende.
Hun nikkede og rejste sig i en én glat bevægelse, kun for at stille sig ved bordenden så hun kunne nå. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham slippe så simpelt, så diskret men dog helt bevidst, rakte hun ind og greb efter det samme fad som ham. Hun stoppede da deres hænder kort rørte hinanden og vendte det intense blik mod ham så langsomt så han han så det komme. Hun bed sig blidt i sin blodrøde underlæbe, og måtte nedkæmpe trangen til at le over sin egen djævelskhed. "Bare rolig. Jeg tager det." hun trak svagt på den ene skulder og blinkede legende til ham, før hun tog fadet og rettede sig op, kun for at bærer det hen i køkkenet som om intet var hændt. [/b]

[Trescott Roden]

Scott sendte hende et vurderende blik som var han ikke helt sikker på om han skulle slå sig til tåls med den plads. "I den høje ende af top 5 så," et alt for selvsikkert smil formede sig på læberne.
Han havde ikke den fjerneste ide om hendes følelser. For ham havde det ærligt ikke betydet det samme. Hun havde været en tæt veninde som han stolede på, hvilket gjorde det praktisk, som man så kunne sige. Om han dengang ville have handlet anderledes hvis han vidste at der lå mere bag, kunne han ikke udelukke, men heller ikke garanterer.
Udfordringene var accepteret. Han kunne se det i hendes blik. Hans øjne låste sig til hendes, og blev kun brudt som han lod dem synke ned i og med kun lod tungespidsen løbe over sine læber. Det var frustrerende så god hun var til at spile det spil, men det vidste han jo allerede. Selv var han måske faldet lidt af på den over årerne.
En let rynken formede sig på hans pande som brynene blev skudt i vejret, "sagde du uden at blinke." Han kunne pludselig virkelig godt bruge et glas af den vin hun havde stillet frem til sig selv, men stod naturligvis imod trangen.
Denne trang voksede sig dog kun større idet deres hænder kortvarrigt ramte hinanden som de rakte ud efter samme fad. På ny låste han sit blik til hendes. En del af ham havde en fornemmelse af hun gjorde det med vilje, igen hun vidste hvordan spillet skulle spilles. Men de kunne være to til den leg, så han lod legende, og ganske tydeligt, sit blik falde til hendes læber, og længere ned af hende, som klædte han hende af med øjnene, før han igen hævede blikket til hendes. "Ja, gør du det," svarede han blot og i samme sekund hun havde rettet sig op, skævede han atter anklagende mod vinflasken.

[Raquel Janea Monroe]

Hans evige forhandlinger fik hende til at rulle med øjnene - igen. "Vi siger top 5. Hvor du ligger på listen, må være min hemmelighed." Hun sendte ham et listigt smil. Det ville bare fodre hans ego alt for meget hvis hun gav ham den fulde sandhed.
De havde netop startet et nyt spil af den slags de havde spillet sammen hundrede af gange før, og den endte altid på den samme måde. Scott der blev mindet om hvilken manipulerende hore hun var, og hende der blev stædig og satte en facade op som forsvar i stedet for bare at fortælle ham sandheden. Hun havde inden de var kommet hertil, lovet sig selv at hun ville holde nallerne fra den leg, men her var de igen. Selvom hans blik kortvarrigt søgte ned mod hendes læber, var hun vedholdende og nærmest tvang det tilbage til hendes intense blik. Hun blinkede ikke. "Det kaldes selvkontrol." svarede hun lidt spydigt tilbage som en lille påmindelse om at det var mere hendes force end hans. Han understregede selv hendes pointe ved at lade blikket glide ned over hendes veldrejede krop. Hun vidste præcis hvad der foregik i hans tanker i det øjeblik, hvilket fik hendes hjerte til at banke hårdt. "Desuden har vi leget denne her leg før." påmindede hun og trak fadet til sig, og brød for første gang den intense kontakt. Hun vendte ryggen til ham og bemærkede ikke hans længselsfulde blik til flasken.
I stedet satte hun fadet på køkkenbordet, hvorefter hun vendte sig rundt og lænede sig op af bordkanten. Hendes ben var en smule krydset, så hendes fyldige former fik lov til at præsenterer sig på deres bedste i den stramme kjole. Normalt var hun kommet med en eller anden pervers kommentar om at han kunne komme og pakke sin gave ud, men der var alligevel en halvornuftig stemme der mindede hende om at det bare ville blive værst for hende selv. Hun lagde hovedet en smule på skrå og tog sig selv i bare at stå og studerer ham et øjeblik.

[Trescott Roden]

Han kiggede på hende med et overlegent blik, "ja ja, så længe det er blandt de tre bedste." Lukkede han den selvtilfreds. Havde han blot vidst hvordan hun havde det med ham, hvordan hun altid havde haft det med ham, så ville han have trådt mere varsomt. Men det anede han ikke og derfor moslede han bare frem i legen uden at tænke videre over konsekvenserne.
"Selvkontrol, ja right. Fortæl du bare dig selv det." Jokede han blot og blinkede drilsk til hende. Skulle han være ærlig havde hun nok desværre mere selvkontrol end han havde omkring hende, måske fordi han ikke frygtede at blive såret i deres intense leg.
Det var som om at den efterfølgende kommentar dog bragte ham ud af den boble han altid endte i når han var omkring hende. De havde virkelig leget den leg før. Et utal af gange faktisk, og det endte aldrig specielt godt. Eller, det var selvfølgelig som man nu måtte tage det. Fornuftigt set endte det aldrig godt.
Han sank og rettede sig op som hun selv tog fadet. Skønt han forsøgte at kæmpe imod de simple basic instinkter, kunne han ikke fjerne blikket fra hende som hun tog fadet og gik ud i køkkenet.
Scott bemærkede at hans iagtagelse blev gengældt. Han rømmede sig og tog gryden med kartofler med ud til hende, og stillede den fra sig på køkkenbordet. "Så har du nogen ønsker til hvad resten af aftenen skal bruges på?" Ordene nåede kun lige at forlade hans læber før han godt kunne høre hvordan det kunne forstås. "Vi kunne spille et spil eller se en film?" Skyndte han sig derfor at tilføje.

[Raquel Janea Monroe]

Selvom Raquel havde lyst til at rulle med øjnene, så tog hun sig selv i det denne gang. Hendes øjenhuler var snart ømme efter at have gjort det utallige gange i hans selskab. "Dét bliver et evigt mysterie." Og der blev den lukket. Han ville bare gå rundt i evig uvidenhed.
Hun stod stadig lænet op af køkkenbordet og så på ham med det intense blik der inviterede op til dans. Stilheden der lagde sig, var ikke tung men gnistrende. Desværre lod det til at han blev ramt af den samme virkelighed som hun var blevet ramt af. At legen var farlig. Hendes blik sænkede sig, da han gik hende i møde med fadet. Hun ventede til han havde sat fadet fra sig, før hun vendte sig en halv omgang og endte med at stå foran ham, med stort set ingen afstand mellem dem. Han var så tilstrækkeligt meget højere end hende at hun nærmest kun nåede hans hals, hvor han med garanti ville kunne mærke hendes varme ånde. Hun løftede hovedet en smule. "Jeg kunne komme på et par ting." sagde hun lavt og hævede sin ene hånd. Hendes fingerspidser lagde sig på hans bryst, så let så det knap var en berøring, som om hun prøvede kun at røre hans t-shirt.
For et øjeblik forestillede hun sig alt det potentiale der gemte sig inden under den halvslidte bomuld, men hun tvang sig selv på rette spor. "Men en film lyder godt." konkluderede hun og fjernede hånden. Den faldt slapt ned langs hendes side igen. Hun søgte hans blik. "Se dét, er så meget mådehold jeg har." understregede hun og bakkede to skridt væk fra ham så der igen kom afstand. Hun fastholdt hans blik et langt øjeblik, før hun drejede elegant rundt på hælen og gik hen for at smide sig i sofaen.

[Trescott Roden]

Scott var ikke helt tilfreds med at lukke debatten der. Han så på hende, et udfordrnede glimt i de blå øjne, ”eller er det?” Responderede han retorisk, brynene vippede op og ned på en måde som kun Scott kunne formå at få til at se barnlig og charmerende ud på samme tid.
Som hun stod der lænet op af køkkenbordet og bare så på ham. For helvede hvor måtte han modarbejde sin krop for ikke bare at kaste sig over hende. Det gjorde det bestemt ikke lettere da hun så valgte at gøre den lille gestus der kort efter fik dem til at stå nærmest ansigt til ansigt. Han kunne mærke halspulsåren pulserer i takt med hjertet speedede en smule op. I et kort sekund, blev han næsten bange for om hun måske kunne se det eftersom hun var ud for hans hals grundet højdeforskellen imellem dem. Men det var da åndsvagt. Det kunne man da ikke se -forsøgte han at overbevise sig selv.
Hendes ord og den næsten umærkbare berøring, fik ham til at synke hårdt, hvilket han bestemt ikke betvivlede at hun måtte have lagt mærke til. Hans blå øjne gled ned for at møde hendes og han skulle til at svare hende, om dét ville være smart, men skulle han være ærlig, var han nok gået lidt for dybt ud til at kunne bunde.
Scott slap et tilbageholdt åndedrag idet hun brød den lille boble og trak sig tilbage. De vidste begge at hun havde vundet, skønt han var for stolt til at indrømme det. ”Jeg aner ikke hvad du snakker om,” forsøgte han sig med en hæs stemme. Busted igen.
Idet hun vendte ham ryggen gjorde han et irriteret udslag med hånden, som han for at skjule frustrationen derefter hævede og kørte gennem håret. Hun havde vundet denne runde.
Efter et par dybe indåndinger fulgte han hende ind i stuen og fandt atter det brede smil frem. ”Så nogle specielle ønsker?” Forsøgte han sig og så på hende og tilføjede så, ”for filmen altså.”

[Raquel Janea Monroe]

Hun stod helt tæt på ham og studerede hans ansigt. Hans egen forræderiske krop gjorde ham ukomfortabel, eller rettere hun gjorde ham ukomfortabel, men det lod ikke til at generer hende, tværtimod morede hun sig bare lidt. Mens hans krop forrådte ham, gjorde hendes sind det samme for hende, som det altid gjorde når de stod tæt. Hun mærkede den lille forhåbning om at han denne gang ville overraske hende, og lægge armen om hende, men som alle andre gange, skete det ikke. Raquel trak vejret langsomt ind, hvorefter hun slap det med en næsten lidt medfølende latter og klappede ham fortrøstningsfuldt på brystet. "Du er heldig du ser godt ud." kommenterede hun bare uden at uddybe yderligere, hvorefter hun forlod køkkenbordet og den flirtende facon, for at søge mod fjernsynet. Hun så sjældent TV. Ofte fordi hun blev distraheret eller hurtigt blev rastløs.
Hun slængede sig lidt i det ene hjørne og 'tittede' hovedet op over sofaryggen, for at se på ham. "Jeg har ingen præferencer, så lang tid det ikke involverer glimtende vampyrer eller kvalmende kærlighedshistorier." svarede hun og himlede allerede irriteret med øjnene ved tanken om begge dele. Glimtende vampyrer var fuldstændig urealistiske, og det var den lykkelige slutning i kærlighedsfilm i øvrigt også i hendes hoved. For ikke at tale om at det altid var en eller anden sød, naiv kvinde der forelskede sig i den følelsesmæssigt utilgængelige mand, og skulle spilde 1,5 time på at få ham til at opdage at rent faktisk også ville have hende. Hun trak benene lidt op under sig, hvilket ikke var helt let i den meget tætsiddende kjole, der krøb en smule op over hendes lår, denne gang ikke intentionelt. "Overrask mig." bad hun med et lidt udfordrende glimt i øjet.

[Trescott Roden]

Det var en lettelse og en skuffelse på samme tid da hun klappede ham på brystet, og trådte væk. Desværre stolede han ikke helt på sig selv når han kom hende for nær. Han sendte blot et drenget smil imod hende, ved hendes kommentar på hans udseende. Primært for at dække over de mixede følelser der huserede rundt i hans indre. Igen blev han helt irriteret på sig selv over han ikke bare kunne skubbe tiltrækningen til side permanent. En del af ham ville nok altid have en svaghed for hende, uanset hvor sur hun kunne formå at gøre ham.
Scott hævede et bryn, som de blå øjne lanede på hende fra modsatte side af sofaens ryglæn. ”Ligner jeg en som ville se kærlighedsfilm? Og hvilken idiot laver film om glimtene vampyrer?” Han fnøs en smule hånligt.
Han havde nær sat sig på hendes tær som han, en smule besværet, kravlede over sofaens ryglæn for at dumpe ned ved siden af hende. Han fattede fjernbetjeningen og gav sig til at zappe rundt gennem det sølle udvalg af kanaler -som oveni købet stort set alle var fransk synkroniseret.
Efter lidt endte valget på en eller anden romantisk julekommedie, som nok lidt gik imod Raquels “igen romatik” -krav, men der var vitterlig ikke andet. ”Sorry, det er mit bedste bud, medmindre du vil se Disneys juleshow.” måtte han ærgerlig erkende. Det var bare ikke så meget andet end julefilm når det sjovt nok var juleaften. ”Kan du leve med det?” Han hævede et udfordrende bryn.

[Raquel Janea Monroe]

Trods Raquel altid forsøgte at virke som om han intet betød, så havde han nok ingen idé om hvor langt hun gik for ham. Alene i dag havde hun stået i køkkenet i flere timer, i sølle håb om bare en lille anerkendelse, hvilket var tåbeligt. Hun hadede sig selv for at té sig så åndssvagt.
Idet han kravlede op over sofaen trak hun benene op, alene for derefter at ligge dem henover hans ben og glide en smule ned i puderne. Hun hævede hovedet en smule og sendte ham et lidt vurderende blik. "Man ved aldrig. Vi har alle vores små guilty pleasures." hun blinkede, hvorefter hun lagde hovedet tilbage mod ryglænet. "Mugglere. Uvidende fjolser." konstaterede hun bare.
Hun lod ham styrer fjernbetjeningen. Ingen af de kanaler han zappede rundt på, sagde hende særlig meget. De han stoppede ved julefilmen var det allerede meget tydeligt hvad det handlede om. Hun sukkede opgivende. "Jeg ved snart ikke rigtigt hvad jeg foretrækker. Jeg mener vi kan allerede gætte plottet.." Hun trak på skuldrene. "Men okay, jeg spiller med." - endnu engang gav hun sig og hun kunne have bidt sig selv i tungen i samme øjeblik. Hun stirrede på de levende billeder selvom hun reelt ikke så det men nærmere tænkte på hvor bizart det var at de sad sammen og så en film uden at være ved at slå hinanden ihjel. Hun overvejede hvordan det ville være når de kom hjem. Hendes blik drev kortvarrigt i hans retning. Hun håbede for alles skyld at han ville glemme sit had, men efter så mange år var det nok usandsynligt. Tanken gav hende lyst til et glas vin mere, men flasken stod over på bordet, og hun havde ikke tænkt sig at rejse sig. Hun tvang sig selv til at se på filmen, lige nok til at se et storslået kys med en masse strygere i baggrunden. "Ooookay nej, jeg kan ikke være i det." konkluderede hun og drev sin stav frem fra en skjult lomme i kjolen. "Accio vin." flasken fløj hen, så hun greb den om flaskehalsen og tog en tår direkte fra flasken.

[Trescott Roden]

Scott satte faktisk langt mere pris på hendes anstrengelse, end han måske havde vist udadtil. Det ville ikke være løgn at sige, at vejen til Scotts hjerte også delvist gik gennem hans mave. Dette var også en af årsagerne til at han på nuværende tidspunkt var i et næsten unaturlig godt humør.
Han skævede en smule som de slanke ben blev lagt over hans, han bed sig en anelse i underlæben som han kort mindedes hvor silkeblød hendes hud var dengang. Inden han overhovedet havde chance for at stoppe sin egen handling, havde han lagt en hånd over oversiden af hendes fod, og langsomt strøget den en smule op langs den fine hud.
Hans blå øjne havde hvilet på hans egen hånd under denne gestus, som tilhørte den ikke ham. "Ja det har vi." Erkendelsen af at dette her til syneladende var en af hans, ramte ham som han sagde ordene højt.
Læberne blev presset lidt sammen i en tynd streg, som annoncerede at han ikke var helt enig. "Måske lige på dét punkt, så er der så mange andre steder hvor de ved langt mere end os." Trangen til at forsvare dem lå i at han havde familie som var mugglere, deriblandt hans niece Miley Holland, som han havde et ret tæt forhold til.
Et smil voksede sig frem på læberne efterfulgt at et afslappet skuldertræk, "kan man ikke altid det?" Der var som regel ret klare guidelines for de forskellige film-genre. Han fornemmede godt at hendes blik søgte ham, men han forsøgte selv at holde opmærksomheden rettet imod tv'et, skønt tankerne lå et andet sted.
Dette blev dog midlertidigt afbrudt af hendes udbrud, først her så han tilbage på hende. Det skæve smil voksede i takt med hendes "lidelse". Vinen svævede gennem luften og havnede i hendes hånd. Han mærkede halsen snørre sig sammen i trang efter en tår, idet hun tog en solid slurk fra flasken. "Kan du holde til det?" Spurgte han for at henlede sin egen opmærksomhed på noget andet end flasken.

[Raquel Janea Monroe]

En varm fornemmelse, hun næsten havde glemt følelsen af, gik igennem hende ved det stille strøg hen over hendes fodryg. Godt nok var hun mere end vant til fysisk kontakt, men ikke af så kærlig karakter, og det slog hende altid en smule ud, hvilket hun skjulte ved bare at stirrer meget intenst på tv'et som om hun interesserede sig for hvad der foregik.
Hendes normale indskydelse havde været at trække benet til sig, men hun blev ​liggende.
Til trods for at hun ikke så op, kunne hun høre fornærmelsen i hans stemme, hvilket fik hende til at himle med øjnene. Raquel var alt andet end blodfanatisk. "Muligvis. Men de ved tilsyneladende meget lidt om vampyrer." konkluderede hun så tørt som kun hun formåede.
Filmen spillede mere i baggrunden, i hendes hoved var det en helt anden slags der udspillede sig. Hun spekulerede lidt over hvad Josh ville sige hvis han så dem sådan her. Der havde aldrig skulle særlig meget til at stjæle hendes fokus, og det var tydeligt at filmen havde tabt hende. Hun greb flasken og tog en tår, hvorefter hun lagde sig tilbage med et lidt tilfredst suk og vinflaskens bund hvilende på maven. "Lidt bedre nu." svarede hun og mødte hans blik med et lille glimt i øjet. "Hvornår har du sidst kysset end kvinde med en kvartet af strygere i baggrunden?" spurgte hun og hentydede til filmens dramatiske opspind. Måske hun ikke var romantiker, men hvornår havde en kærlighedshistorie nogensinde udspillet sig sådan? Hun satte flasken på bordet og skubbede sig en smule op af armlænet med albuerne. Det hun egentlig havde lyst til at spørge ham om, var hvornår han sidst havde kysset nogle i det hele taget, ikke at hun selv kunne se hvorfor det vedkom hende. "Kors, Scott, hvordan blev vi sådan her? Hvornår skiftede vi eventyr, spontanitet og fantastisk seggs op ad væggen, ud med pladderomantiske filmaftener?" spurgte hun og sukkede tungt og opgivende. Hun lagde hovedet på armlænet og havde den ene håndryg mod sin pande men hun stirrede op i loftet. Hun var oprigtig talt begyndt at føle sig gammel og uinteressant, og det slog hende lidt nu. Måske hendes modstand overfor filmen i virkeligheden handlede om jalousi, hvilket den fornuftige veluddannede kvinde i hende kunne se, men hun nægtede at indrømme.

[Trescott Roden]

Se dette var en udtalelse han ikke kunne andet end at give ret i. Skønt de havde fanget de primære basics omkring blandt andet vampyrer, varulve, drager og så videre, var der masser af fact de fik forkert. Som glimtende vampyrer hvilket, hånden på hjertet, var det dummeste han længe havde både set og hørt. "Nej det er ikke ligefrem den bedste imitation." Indrømmede han og gjorde en let grimasse.
Han vidste at han burde stoppe de finde strøg over hendes fødder og nu også ankler. Som om han langsomt arbejdede sig lidt opad. Igen var det næsten ubevidst. Han tog sig selv i det som han nåede lidt op af skinnebenet på hende. Ombestemte sig så, og strøg tilbage ned og blev atter ved hendes fødder.
Scott rettede atter blikket på hende og lod et let grin passerer, han kunne godt se hendes pointe, og lagde ikke skjul på det. "Ork det sker da hele tiden." Skønt sandheden var han faktisk ikke engang kunne huske hvornår han sidst havde kysset en kvinde. Den sørgerlige realisation gav et ubehageligt sug i maven.
Hendes næste ord fik ham i et kort øjeblik hyldet en smule ud af den. Måske fordi han i et kort sekund blev mindet om hvor meget han lige nu ville elske at gøre netop dette. Han tog sig sammen og forstærkede sig bag et drenget smil, "hvem siger at jeg har skiftet den slags ud?" Gav han tilbage, lidt for snedigt til sit eget bedste.
Dog havde hun endnu engang ret. Hele denne her tur var beviset. Ikke en eneste gang havde de overhovedet forsøgt at krydse over den grænse. Måske fordi han havde brugt størstedelen af opholdet til at surmule over hende, men stadigvæk.

[Raquel Janea Monroe]

"På den anden side er glimmer mere.. poetisk end deres kød der smelter til de er en bunke støv på jorden." tilføjede hun så tørt som kun Raquel kunne. Hun gjorde et lidt ligegyldigt vink med hånden. Langsomt begyndte hun at blive en smule mindre anspændt over hans blide strøg, og mistede også lysten til at trække sig væk, trods det virkede.. mærkeligt.
Hun gengældte hans latter med et lille fnys. "I så fald er jeg ikke misundelig." svarede hun bare. Ikke at hun troede et øjeblik på ham. De kvinder han normalt vis gik efter, ville formentlig elske det.
Normalvis spildte hun ikke tid på at spekulerer over livet på den måde, men tiden var begyndt at indhente hende, og det var ganske deprimerende. Hun rejste sig på albuerne og lagde hovedet let på sned. Hendes isblå øjne, så intenst på ham. "Virkelig?" gentog hun og skød et øjenbryn i vejret. "Vi gider ikke engang at gøre os besværet med at have seggs med hinanden mere, selvom vi har har været her i flere måneder." pointerede hun som om hun havde læst hans tanker. De havde altid været gode til den slags, og selvom de afskyede hinanden det meste af tiden, så havde de aldrig rigtigt kunne holde fingrene fra hinanden. "Og her sidder vi og ser, hvad end det der er, mens du nusser mine fødder." pointerede hun og kastede lidt med hovedet i retning mod tvet for at understrege sin pointe. Her havde hun gået rundt halvnøgen et utal af gange, og godt nok havde hun bemærket hans stjålne blikke, men hun huskede engang hvor han gladeligt havde handlet på det. Hun lo lidt i afmagt, og lagde sig ned igen. Hendes blik var rettet mod det ret uinteresante loft, mens hun spekulerede.

[Trescott Roden]

Scott drejede hovedet for at kigge en anelse vantro på hende, han åbnede endda munden for at sige noget, men brød i stedet ud i latter. Det værste var at det måske faktisk ikke var helt så sjovt som han gjorde det. Alligevel tog han sig selv i at grine så tårerne næsten begyndte at trille. "Du forstår virkelig at sætte en stemning," gispede han, da han omsider fik bare nogenlunde kontrol over sig selv.
"Er du nu helt sikker på det?" Svarede han i en drillende tone og med vippende øjenbryn. Han var ikke i tvivl om at hun mente det, men at prikke lidt til hinanden var blevet deres ting, over tiden de havde været her, var det dog heldigvis blevet mere venskabeligt.
Hendes pointe var god nok. Dog var det nok mere Scotts fornuft der holdt ham tilbage, frem for hans drive. Det ville være så let at falde i igen, men det endte som regel i flere diskussioner og dårlig stemning som han helst ville undgå. Alligevel kunne han ikke benægte lysten var der, især når de snakkede om det. "Måske er vi bare blevet kloge af skade?" Forslog han en anelse halvhjertet og så ned på sine hænder der stadigvæk strøg over hendes fødder.
"Jeg kan da godt stoppe." Han havde ikke lyst til at stoppe, tvært imod. "Eller, du vil måske hellere have mine hænder andre steder?" I dette sekund vidste han at taget var slapt (//hæhæ). Han var klar til at smide al fornuft ud af vinduet. Det var dumt og han ville sikkert fortryde det, men lige nu, var han komplet ligeglad.