I see red

[Raquel Janea Monroe]

Tid: 02:30 

Sted: Den franske lejlighed

Til: Trescott Roden

___________________________________________________

Raquel skubbede døren op ind til lejligheden. Hun forsøgte at være lydløs, for klokken var blevet mange og hun havde ikke lyst til at vække Scott kun for at starte en ny diskussion. Efter deres seneste skænderi, havde hun gjort sit for at være mindst muligt i lejligheden og hun talte kun til ham på jobbet når det var nødvendigt, og når hun gjorde var det mest for at hundse med ham, eller konstant påminde ham om at hun var højeste rang, alene for at gå ham på nerverne. 
Efter en lang dag i ministeriet, havde en af deres franske kollegaer tilbudt at tage hende med ud og vise hende byens bedste sider. Hun havde godt vidst hvad han i virkeligheden havde ment, det lumre glimt i hans blik havde afsløret ham, og selvom hun ikke havde været synderlig tiltrukket af ham, så havde hun sagt ja til tilbuddet for at slippe for Trescotts selskab. Nu var klokken blevet 02:30 om natten. Hun havde forladt Jaimes lejlighed og var taget hjem. Trods rødvinen stadig løb i hendes blod og hun følte sig lidt tung i hovedet, så følte hun sig.. mærkeligt tilpas. Nogle af de ting Scott havde sagt til hende, havde kørt rund i tankerne, og siden havde hun følt sig både ensom, angstfyldt og mindreværdig, hvilket hun hadede, for det var altsammen følelser hun havde brugt længe for at eliminerer. 
Hun smed sine stiletter i gangen for ikke at larme og sukkede lettet over at komme ned i normal stilling. En smule besværet, fik hun bakset lynlåsen i sin tætsiddende, sorte kjole op. Den faldt til gulvet lige ude foran badeværelset. Selvom døren stod på klem ud til, smed hun det sidste og gik under buseren. I takt med at sveden og den lidt tværede make up, blev vasket af, fik hun det bedre. Hun plejede ikke at føle sig beskidt, men lige i aften gjorde hun. 
Endelig trådte hun ud af badet igen og tørrede sig, hvorefter hun viklede håndklædet rundt om sit bryst så hun var dækket lidt til, men hun regnede stærkt med at Scott sov, så hun tænkte ikke på at gøre meget mere ud af det. Hendes mørke hår, hang lidt klistret om hendes nøgne skuldre, men det måtte tørre af sig selv. Hun gik tilbage til køkkenet, og fandt en flaske rødvin hun havde købt dagen forinden og et glas, som hun fyldte. I det halvmørke køkken, lænede hun sig lidt tilbage mod køkkenbordet og drak det glas vin hun absolut ikke havde brug for. 

[Trescott Roden]

Det havde været en lang aften. Scott havde brugt det meste af den foran det tv det omsider havde lykkedes ham at indstille. Det var gammelt og stod der nok mest af alt, for at bevare illusionen om at huset var et ganske almindeligt mugglerhjem. Raquel havde arbejdet senere end ham, det var der som sådan ikke noget nyt i. Faktisk havde det været en lettelse af slippe for hendes konstante påmindelser om at hun "var højere i hierakiet end han." Hvilket i hans øjne var tåbeligt, han anede ikke engang hvad hun foretog sig. Én ting havde han dog en ide om, hun måtte have knaldet sig til stillingen, for at tænke sig at hun havde fået den i ren og skær hårdt arbejde, gik lidt imod det syn han havde på hende. Sørgeligt nok.
Klokken havde nærmet sig 22 da uroen var begyndt at sprede sig. En uro han havde gjort alt hvad han kunne for at ignorerer. Det ragede ikke ham hvad hun foretog sig og han kunne være skide ligeglad med om der var sket hende noget. -Forsøgte han at bilde sig selv ind. Alligevel var blikket skævet til uret utallige gange som den havde nærmet sig 24, 1 og 2, her havde han vandret op og ned af gulvet flere gange, sågar overvejet om han skulle tage ind til ministeriet for at kigge efter hende, men besluttet at hun kunne tage vare på sig selv. Det irriterede ham vanvittigt meget at tanken om hun skulle ligge forslået i en grøftkant gik ham på.
Omkring kvart over to var han dog gået død på sofaen, komplet udmattet efter dagens hårde arbejde, og uden at ane at Raquel vendte hjem blot et kvarter senere. Han vågnede først da han hørte døren til badeværelset lukke og rumsteren i køkkenet. Komplet forsovet -og med en smule savl på den ene kind, rettede han sig brat op i sofaen og kiggede søvndrukken og forvirret imod den halvnøgne kvinde i køkkenet.
En blanding af at have lyst til at råbe af hende over hun var sent hjemme, og omfavne hende for at være okay sneg sig ind på ham, men han vidste godt at han ikke havde status til at gøre nogen af delene så i stedet mumlede han i en let misbilligende stemme, "du er sent hjemme."

[Raquel Janea Monroe]

Raquel sippede til vinen og lukkede øjnene i halv nydelse, halv lettelse over dens lidt bitre, brændende effekt. Et øjeblik stod hun og overvejede om hun bare skulle gå i seng, men hun sov i forvejen ganske lidt og følte sig desværre ikke træt. I stedet lavede hun en halv aftale med sig selv om at hun kunne bruge tiden fornuftigt ved at prøve at finde Liya. Hendes søster havde været forsvundet som dug for solen, siden hun var blevet løsladt. Hun havde knap nået også at glæde sig over de manglende fordomsfulde kommentarer fra Trescott, da hans stemme brød stilheden. Hun så op og bemærkede hans skygge i sofaen. Det undrede hende at han havde ligget der, som om han bare havde ligget på lur og ventet på en undskyldning for at råbe mere af hende.
Hun sænkede glasset og så på ham med et direkte følelseskoldt blik. I sindet havde hun allerede forberedt sig mentalt på den næste kamp der nok ville udspille sig. "Du havde ikke behøvet at vente oppe." svarede hun sarkastisk og tog en ny tår. Det var ret tydeligt på hende, at hendes tålmodighed ikke rakte til det samme som den sidste aften. Hun gik lidt tættere på ham, det føltes bare bedre at kunne se folk man snakkede til. Hun stoppede op foran sofaen og sukkede. Med det forsvandt hårdheden fra hendes blik. "Hør, jeg er træt og i knap så fantastisk humør, så hvis du har ligget her og ventet på at få lov til at råbe lidt mere af mig, eller sende nedladende, fordomsfulde kommentarer efter mig, så ville jeg sætte pris på hvis du gemte det til i morgen." Hendes ærlighed skyldtes nok mest vinen. Hun tog den sidste tår og satte glasset fra sig på køkkenbordet. Det slog hende på intet tidspunkt at han måske havde været bare en smule bekymret for hende. Faktisk var hun overbevist om at han kunne ville glædes ved at hun blev fjernet fra jordens overflade.

[Trescott Roden]

Det kølige blik og tonen i kommentaren fik ham omgående til at mærke irritationen summe under overfladen, men han holdt den i kontrol, skønt det var lidt svært at huske hvorfor han var bekymret for hende i første omgang. Han betragtede hende med et let giftigt blik som hun kom frem mod ham.
Dog var der noget lidt anderledes ved hele hendes persona til aften. Det kunne selvfølgelig skyldes at hun var træt, men hun virkede bare ikke helt så fightsty som hun plejede at være.
Blikket gled søgende over hende, som forventede han at finde svar på den måde. Det trodsige blik mildnedes en smule og han rømmede sig, ”Er du...okay?” Spurgte han så ind, uden helt at vide hvordan reaktionen ville ende ud. Det var altid svært med Raquel, han vidste at hun var hård og havde svært ved at udvise følelser samt snakke om dem, måske endda sværrer end ham selv.
”Og just for the record, så søgte jeg ikke en diskussion.” Dette følte han af en eller anden årsag at han var nødsaget til at tilføje. Sandheden var nok at de begge havde et lidt forvrænget syn på hinanden, og det kunne være svært at bryde ud af, dog ændrede det ikke hans oprigtige bekymring for hende, skønt det irriterede ham. Han burde være ligeglad. Nu var det jo heller ikke i jalousi hans bekymring lå, hun måtte da knalde hele det franske ministerium hvis hun følte for det. Hans bekymring lå bare i at hun ikke var kommet til skade.
Han rettede sig lidt mere op i sofaen og rettede en smule på den skævtsiddende tshirt han var iført. ”Der står noget pizza i køleskabet hvis du er sulten.” Han gjorde et lille kast med hånden.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel stirrede ned i sit fyldte vinglas og fortrød allerede at hun havde sagt noget som helst, så hun stod bare stille og håbede at han ville lade det gå. I tankerne oprustede hun allerede til krig, men hans tøvende spørgsmål slog hendes forsvar fuldstændigt ned. Langsomt hævede hun blikket til hans og lod der gå yderligere et øjeblik, bare for at være sikker på at han ikke toppede det, med en krydret kommentar.
Da det endelig gik op for hende at han faktisk spurgte af oprigtig interesse, lod hun skuldrene sænkes en smule. "Det bliver jeg." svarede hun overbevist og nikkede for sig selv med et fraværende blik.
"Okay." mumlede hun og kom lidt tilbage til sig selv igen. For et øjeblik lod hun hendes blik fange hans.. lige indtil han nævnte mad vel og mærke.
Hele hendes ansigt lyste lettet op. Om jeg er." hun gik hen til køleskabet. Duften af hvidløgspizza ramte hende hurtigt. Raquel slog nok de fleste som typen der spiste hummer hver aften, serveret af sine tjenestefolk, men det var en kæmpe illusion. Hun trak sultent pizzaen ud og tog hele bakken med over til sofaen, hvor hun satte sig ved siden af ham, stadig kun iført håndklædet. "Du har lige reddet min aften." annoncerede hun og tog et stykke af den klæberige pizza. Mens hun tog en bid, skubbede hun bakken lidt over mod ham, som invitation til at han også skulle tage for sig. Tænk at noget så simpelt kunne være så latterligt godt. Hun ignorerede det faktum at hun allerede var halvt smurt ind i tomat og ost, hun var bare desperat efter at stille sulten. "Hvad har du lavet i aften?" spurgte hun i et forsøg på at fører en normal samtale, hvilket altid virkede lettere akavet når det var hende.

[Trescott Roden]

Raquel havde altid været svær, ja nær umulig for Scott at komme tæt på. Han kunne aldrig helt gennemskue hvad der foregik i hendes hovede eller hvilken retning hun ville gå. Sommetider så han hende nok mere som en ufølsom maskine end som det egentlige mennesker hun faktisk var.
Med hendes kommentar blev han mindet om, at selv hun var en rigtigt person med følelser. Han tyggede let på underlæben, en smule usikker på om han burde spørge ind, de kunne jo ikke ligefrem kalde sig tætte venner, det havde de ikke kunne i mange år. Måske var det ikke hans bord, alligevel tog han sig selv i at tilføje, ”noget du har lyst til at snakke om?” For ham havde hun altid været meget følelsesmæssigt afskåret, hvilket var ret svært for ham, han var vandt til kvinder der ikke var bange for at vise deres følelser eller snakke om dem. Hvilket tvang ham til at gøre det samme, Raquel og han var nok bare ret ens når det kom til den slags. Det var nemmere at ignorerer det og låse det langt væk og bilde sig ind at det ville gå væk af sig selv.
Han fulgte hende med blikket som hun ubekymret snuppede pizzaen og slog sig ned ved siden af ham, stadigvæk temmelig let-påklædt. At se hende sidde der og gufle den klæbrige -og bestemt ikke kaloriefattige, pizza i sig, kunne han ikke helt lade være med at tænker over hvor modstridende det scenarie føltes. ”Velbekommen.” Svarede han blot og tog sig selv i at smile ganske let, stadigvæk primært over synet. En del af ham var egentlig nok lidt lettet over at hun var hjemme og i god behold.
Det var først hendes spørgsmål der rev ham ud af den tranceligende tilstand han havde befundet sig i under hendes mad-indtag. ”Øhm...” begyndte han og blinkede et par gange som han omsider flyttede blikket fra hende og lige skulle opfatte hvad det var hun havde spurgt ham om, ”jeg faldt i søvn til en eller anden film..” Begyndte han og så mod tv’et, ”ellers ikke så meget, arbejdet. Jeg fik lagt de sidste papirerer fra de uopklarede sager i orden.” Informerede han og vendte atter blikket mod hende. ”Så du har været ude og male byen rød?” Dette blev sagt med et lille glimt i øjet. Han savnede sommetider bare at tage i byen og slå sig løs, men han blev nødt til at træde varsomt når det kom til alkohol.

[Raquel Janea Monroe]

Nogle gange morede Raquel sig lidt over det faktum, at Trescott i årevis havde forsøgt at skære hende ud af sit liv, og uanset hvor hårdt han prøvede så var det aldrig lykkes til hans store frustration. Men i aften virkede han lidt anderledes. I aften virkede han oprigtigt interesseret og måske ligefrem bekymret.
Hans forsigtige forsøg på at give hende rum til at dele sine følelser, gengældte hun med et smil der virkede som hendes høflige måde at afvise på. Hun sagde ikke noget. Tavst havde hun på samme tid sagt at han godt vidste hun ikke kunne tale om det, men samtidig tilføjet et: 'ellers tak'.
Hun spiste et par stykker af pizzaen og tog ikke rigtigt notits af olien der løb lidt ned over hendes hænder. "Jeg bliver stadig imponeret over hvordan noget så simpelt, kan smage så fantastisk." sagde hun nydende hvorefter hun slikkede olien af sin tommel. Der var stadig to stykker tilbage, men hun satte bakken fra sig på bordet og tørrede resten af i sit håndklædde, så hun efterfølgende kunne dreje sig lidt i sofaen for at se på ham. Den rolige stemning fik hende til at slappe lidt af. "Det lyder godt. Jeg ville have gjort det tidligere, men der kom hele tiden mere.." Hun sukkede. Hendes blik ændrede sig igen til et meget sigende. "Men du behøver ikke at bruge din fritid på at arbejde, det ved du godt ikke? Har du overhovedet fået set byen?" spurgte hun og lagde albuen på ryglænet så hun kunne hvile hovedet i sin hånd.
Det meste af tiden spurgte Raquel ofte sig selv om hvorfor hun havde det med Trescott som hun havde det. Han var altid uhøflig overfor hende. Han talte nedsættende og direkte hånligt om hende, og han var altid passiv aggressiv. Men så var der små øjeblikke, som det glimt han fik i øjet da han spurgte om hun havde været ude at male byen rød, som fik hende til at føle sig varm og underligt tryg. Hun smilede selv, og trak benene op under sig. "Ikke ligefrem. Jaime Boucher var så venlig at inviterer mig ud. Det lød mere fristende end at sidde herhjemme og se dig surmule, men taget i betragtning af hvor utrolig stor en skuffelse den oplevelse var, og hvor underligt godt humør du er i idag, så fortryder jeg helt sikkert det valg." indrømmede hun og kunne ikke tilbageholde et lille grin. Hun var kendt for ikke rigtigt at have et filter, desuden vidste han jo godt hvad hun havde været op til, så hun kunne ligeså godt være ærlig.

[Trescott Roden]

Modsat hende morede han sig bestemt ikke over at hun var en af de personer i hans liv, som han bare ikke kunne slippe af med. Som en ile. Det generede ham endog endnu mere at han lod til at bekymre sig for hendes sikkerhed. Hvorfor kunne han ikke bare være ligeglad, præcis som hun var. -Eller som han i hvert fald gik ud fra at hun var.
Dog var det gået op for ham hvor ufattelig kedeligt og trættende det var at være uvenner med hende når han var tvunget til at se på hende hver dag.
Han nikkede svagt til hendes blik. Måske var det kun en god ting at de ikke blev alt for bekvemte i hinandens selskab, det plejede trods alt ikke altid at ende godt.
Han studerede hende som hun guflede pizzaen i sig. Det var stadigvæk fuldkommen surealistisk for ham at se på. Hende der ellers lignede typen der levede af caviar. Helt uden at tænke videre over det, trak han et stykke af køkkenrullen på bordet og rakte imod hende. ”Ja faktisk.” Erkendte han, ”Måske man burde give sig i kast med at lave det selv en af dagene.” Dette var nok mere en bøn til hende, end et egentlig forslag om at han kunne give sig i kast med det. Som de tidligere havde været inde på, vidste de begge godt at der ville være en reel chance for at Scott ville brænde huset ned til grunden hvis han forsøgte sig i køkkenet.
Han nikkede næsten forstående til hende da hun, næsten undskyldte at hun ikke havde fået det klaret. ”Jah det ved jeg, men jeg havde ikke så meget andet at tage mig til.” Valget havde stået mellem dét eller endnu en fransk synkroniseret actionfilm i tv’et. Den slags var kun god at falde i søvn til, intet andet. ”Nah...jeg gider ikke lege dum tourist alene.” Indrømmede han ærligt. Han rejste meget sjældent og hvis han gjorde, ville han da som minimum have nogen at dele oplevelserne med.
Et sigende bryn blev hævet, som lå en af hans normale kommentarer på spring for at komme ud, bare lige at understrge hvor billigt det var, for han havde en ret god ide om hvordan den date var endt, men han bed sig i tungen, slog blikket ned og rømmede sig. ”Tja du gik i hvert fald glip af en perfekt fransk-synkroniseret udgave af….hvad end det var jeg så, så ærgerligt for dig.” Forsøgte han sig en smule jokende, måske for at dække lidt over den kommentar de nok begge vidste han havde taget sig selv i at fyre af.

[Raquel Janea Monroe]

Hun studerede ham lidt i det dunkle lys. Ministeriet havde ikke haft den fjerneste idé om hvad de havde sendt dem ud til. Hvis de havde vidst at chancen for at en af dem havde slået hinanden ihjel undervejs, var lidt for stor, så ville de formentlig have genovervejet situationen. Hun tog imod køkkenrullen og tørrede sine fingre for olie, hvorefter hun krøllede den sammen og kastede hen på bakken. "Det hjalp." konkluderede hun og gled tilbage i sofaen med et tungt men tilfredst suk.
Hun så på ham uden at dreje hovedet, hvilket fik hende til at se ret skeptisk ud. "Og leve i en udbrændt ruin, tvunget til at spise kul? Ellers tak, jeg tror du skal fortsætte med at benytte dig af andres ekspertise på området." bemærkede hun med sin sædvanlige tørhed. Dog fortrak hendes mundvige sig i noget der mindede om et smil, men aldrig helt nåede derhen.
Raquel kastede et blik på klokken. Den var mange, men hun følte sig ikke længere træt, måske mere.. rastløs. Hans manglede begejstring for eventyr, vækkede nærmere kun hendes. Hun vendte hovedet mod ham igen og så på ham uoverbevist. "Hvor er din eventyrlyst? Du plejede at være den nysgerrige af os." pointerede hun og blev lidt fraværende i blikket ved mindet om alle de ting han havde lokket hende med til i deres skoletid. "Vi kunne gå ud og se byen nu?" foreslog hun og satte sig mere op. "Der er langt mindre.. affolket på denne her tid." hun så spørgende på ham, for at understrege at hun faktisk mente det. De vidste heller aldrig hvornår de ville blive kaldt tilbage. "Ja. Ærgerligt for mig." medgav hun uden at give udtryk for sin taknemmelighed over at han ikke sagde hvad hun reelt vidste lå ham på sinde.

[Trescott Roden]

Efter det langt om længe lykkedes ham at bryde den tranceligende tilstand hun havde sat ham i under sin pizzaspisning, fulgte han hendes eksempel og gled længere tilbage i sofaen. "Godt at høre, du skulle jo nødigt gå sulten i seng." Han sendte et nyt prøvende smil i hendes retning. Stadigvæk en smule diskret, som var han bange for at virke for glad i hendes selskab.
Den kølige kommentar omkring hans madlaving fik ham til at blinke et par gange, fordi han ikke helt kunne vurderer om hun lavede sjov eller ej. "Så slem er min madlavning da heller ikke." Argumenterede han med påtaget fornærmelse i stemmen. Dog måtte han erkende at hun havde en ufattelig god pointe. Han sukkede overgivende, "men du har ret, måske jeg skal lade den slags forblive i hænderne på de professionelle, og dig, min lille madmor." Han sendte hende et drilsk sigende blik.
Som havde hun givet ham en udfordring ved at kommenterer på hans eventyrlyst, rettede han sig en smule op i sofaen, brystet blev ubevidste skudt lidt frem. "Jeg kan da stadigvæk godt "gå på eventyr," jeg gider bare ikke gøre det alene, hvem skal så grine af mine ufattelig gode jokes og beundre mine mange talenter?" Hagen blev skudt lidt i vejret, og på nuværende tidspunkt havde han næsten, næsten, glemt at han hadede hende.
Hendes pludselige ide, fjernede dog det smørrede smil fra hans læber der havde formet sig udenfor hans egen opmærksomhed. "Vent hvad? Nu?" Han skævede til uret og følte sig pludselig som en gammel bedstefar. Ikke en rolle han havde lyst til at besidde i nærheden af Raquel.

[Raquel Janea Monroe]

Hun så på ham mindst ligeså overrasket som han gjorde med hende. I aften lød det næsten som om han.. bekymrede sig en lille smule om hende. Det var underligt, og hun var en smule bekymret for om der lå mere bagved. "Pas på. Du skulle nødig begynde at bryde dig for meget om mig." advarede med et lidt skævt smil, der hurtigt falmede igen, fordi hun kom i tanke om at hun nok ikke burde opfører sig så.. jordnært. Så havde de bare en tendens til at komme til at gøre ting, som han helt sikkert ville fortryde mere end hende.
"Den er præcis så slem." bekræftede hun uden omsvøb, og forsøgte ikke engang at skjule alvoren. "Jeg har helt sikkert ret." medgav hun og kom til at fnyse over hans 'madmor' kommentar. "Hvis du nogensinde kalder mig 'madmor' igen, så sørger jeg for at du sulter den næste måned." advarede hun og sendte ham et blik der kunne dræbe, men hørte man hendes undertone, kunne man ane drilleriet. En lille del af hende nød det. Hun havde mange talenter han endnu ikke havde opdaget. "Som at lave mad og jokes?" foreslog hun sarkastisk og skød et øjenbryn i vejret. Hun fornemmede godt hans tøven, hvilket bare gav hende lyst til at udfordre ham mere. Ligesom ham lænede hun sig frem. "Ja hvorfor ikke? Sagde du ikke lige, at du stadig er eventyrlysten?" spurgte hun udfordrende, men ventede ikke på svar. Hun rejste sig. "Jeg tager lige noget mere komfortabelt på." annoncerede hun og forsvandt ind på værelset. Så raffineret som Raquel nu kunne være, smed hun håndklæddet og dækkede sig bagved en lang, beige trenchcoat, uden noget andet under, men det fornemmede man ikke eftersom den gik næsten ned til anklerne.
Hun gik tilbage til stuen, og nærmest svang sig elegant rundt om dørkarmen. "Kommer du?" spurgte hun med et lidt for selvtilfredst og afventede smil.

[Trescott Roden]

Hendes advarsel fik ham til at himle let med øjnene, men ikke i samme arrogante facon som det havde været de andre gange, det var nok mere en advarsel om at de ikke skulle bevæge sig ned af den sti. "Bare rolig, hvad ville vores dage være uden diskussionerne?" Forsøgte han at holde den opløftede stemning. Skønt kommentaren var sagt i halv sjov, lå der jo desværre en lidt dyster sandhed i det. Det var som om at de simpelthen bare ikke kunne lade være med at råbe af hinanden. Eller indrømmet var det nok mere ham der råbte af hende når hun havde provokeret ham nok -hvilket han var hundrede procent sikker på hun gjorde bevidst.
Dog tryllebandt det mere oprigtige smil ham kort. Det var det hun kunne og det var det han nok også hadede hende lidt for. Når hun smilede, altså virkelig smilede, og ikke opførte sig som en der ejede hele verden, var hun en ufattelig smuk og tiltrækkende kvinde. Det der pissede ham af, var at han gang på gang blev lokket ind af det skønt han altid fortalte sig selv at det aldrig ville ske igen. Tanken blev hurtigt akiveret. Nej. Ikke denne gang!
"Bare vent! En skønne dag kommer du hjem og så har jeg lavet et fortrinneligt måltid, så kommer du til at æde dine ord!" -for det var nok det eneste de ville få til aftensmad den dag. Alligevel forsøgte han at lyde overbevisende..men mislykkedes.
Han kunne ikke lade være med at le kort ved hendes misbilligelse, "nåh nåh, så må De meget undskylde unge frøken." Drillede han og skar en grimasse. "Skal jeg så hellere kalde dig lille Puttemor?" Joken blev understreget med et legesygt og lettere provokerende udtryk.
Hun skød tilbage, men det gjorde ham ingenting, for for en gangs skyld lod det ikke til at nogen af dem havde ilde intentioner, det var blot venskabelige drillerier. "Ha ha." Svarede han blot.
Herfra gik det pludselig ret hurtigt, inden han vidste af det, havde hun taget en beslutning og var strøget ind på værelset. Scott ville godt have smidt en kommentar om at håndklædet da var fint til en bytur, men han frygtede nok lidt at hun kunne finde på det, om ikke andet så udelukkende fordi han havde påpeget det.
Det varede ikke længe før hun var tilbage, han studsede meget lidt over hvor kort tid det havde taget hende, men lod det ligge og rejste sig i stedet fra sofaen. En hånd blev kørt gennem håret og tøjet blev rettet en smule så han så bare nogenlunde præsentabel ud. "Jeg venter kun på dig." Tilføjede han med et udfordrende bryn, skønt han faktisk ikke var helt sikker på om han burde være gået i seng i stedet.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel fangede hintet. Eftersom hun ikke var ude på at starte en ny diskussion, trak hun bare på skuldrene, og lod den ligge der. Et sted håbede hun stadig lidt at hans had til hende ville drukne, men det lod til at være et fjernt håb efterhånden.
Hun sneg sig frem bag dørkarmen og bemærkede hurtigt at han så på hende anderledes. "Hvad er der?" spurgte hun og kluklo med en svag undertone af nervøsitet over hans pludselige ændrede opførsel. Hun havde ingen idé om hvad der foregik i hans hoved. Smilet på hendes læber hvilede der er øjeblik efter, før hun rømmede sig og tvang ansigtet tilbage i sine mere.. naturlige folder. "Det bliver også det eneste jeg kommer til at æde den aften." Bemærkede hun, næsten som havde hun læst hans tanker.
Igen blev alvoren erstattet med ånenlys overraskelse. Hun så længe på ham for at give ham mulighed for at sige noget andet, men det havde tilsyneladende været intenderet. "...Puttemor?" gentog hun. Hendes lidt farertruende stemme understregede at hans provokation gik rent ind, men hun havde ikke tænkt at lade ham vinde, så hun fik et lokkende glimt i øjet, mens hun gik ham i møde. Hun stod foran ham, og lod fingrene stryge unødvendigt forførende hen over hans kind. "Ville en sådan titel, ikke påkræve at vi rent faktisk... puttede?" spurgte hun og strøg pegefingeren under hans hage, for at fører ham lidt tættere på hende, men inden han eller hun selv fik chancen for at reagere på det, drejede hun om på hælen og søgte hen mod døren med forventning om at han ville følge efter.
Hun lukkede døren efter dem og gik op af den lille trappe der førte ned til deres lejlighed. De kom direkte ud på en smal brostensbelagt gade, der var mere eller mindre affolket. De mange restauranter der lå på begge sider, var lukket, men nogle af pubberne var der stadig liv i. Man kunne ane den store Kathedral fra det meste af byen, dets lys blandede var noget af det eneste der lyste stedet op. Lige ude på den anden side, lå floden der delte byen i to. Hun begyndte at gå ned af en passage så smal at de ikke kunne gå ved siden af hinanden. I mørket virkede det utrolig.. dystert, men Raquel kendte mørke, hun var ikke så bange for det mere. "Den gamle bydel er tilbage fra middelalderen. De har forsøgt at bevarer så meget af den som muligt. Den nyere bydel ligger på den anden side af broen heromme." forklarede hun. Den kølige brise tog hendes mørke hår og blæste det meste over hendes ene skulder.

[Trescott Roden]

Han kiggede på hende med endnu et skævt smil, og mærkede at han næsten blev en smule forlegen som hun tog ham i at stirre på sig. ”Ingenting.” Forsikrede han hende hurtigt og tyggede en smule på underlæben, imens han så væk.
De blå øjne faldt dog hurtigt tilbage på hendes skikkelse, et let fornærmet udtryk var malet i ansigtet på ham som han fnøs utilfreds, ”ha ha, meget morsomt.” Igen var han lidt overrakset over hvor ens de tænkte, han kunne da heller ikke spille fornærmet på dette grundlag, hvilket det brede smil afslørede omgående.
Som en ung knægt der udmærket vidste at hans humoristiske indslag blev vejet ganske nøje, så han blot på hende med legende øjne og en lidt for stor selvtilfredshed. Han var, for en gangs skyld, ikke ude på at pisse hende af, blot at drille hende, men ærligt kunne han først ikke vurderer om hun tog det lidt for nært.
Denne tanke blev dog hurtigt afblæst som hun kom tættere på ham, og med sin kommentar og forførende antydning, omgående fik lukket munden på ham. Alt i ham skreg at det var den bedste ide hun havde fået hele aftenen. Men for lige at vinde lidt mere selvkontrol, mindede han sig selv om at han nok ikke ville være den første hun så var sammen med den aften. Denne tanke alene fik omgående dræbt den ellers tændte gnist.
Alligevel kunne han ikke lade være med at kaste et lidt længselsfuldt blik efter hende, som hun snurrede rundt på hælen og slendrede mod hoveddøren. Det ville være så let, og han havde virkelig lyst til bare at springe i, men han tog sig sammen, ”du ved godt putterier og samleje ikke nødvendigvis er det samme ikke sandt?” Om det var for at overbevise hende eller sig selv vidste han ærlig talt ikke. Han vidste bare at hun aldrig havde været typen der lå arm i arm og snakkede om livet imens man blidt strøg hinandens rygge eller bryst, ikke med ham i hvert fald. Om hun havde gjort det med andre kunne han selvfølgelig ikke vide, skønt han havde en klar ide om det.
Han greb sin frakke og fulgte hende ud i den kølige aftenluft, som var han bange for at blive efterladt. De gik sammen op af trappen og han måtte derefter bevæge sig bag hende som de gik op langs den smalde gyde. Han lyttede lettere overrasket til den viden hun besad. ”Jeg anede ikke du interesserede dig for den slags.” Kommenterede han og kunne ikke lade være med at lyde lettere imponeret.

[Raquel Janea Monroe]

Hun så skeptisk på ham. Scott havde en irriterende vane med at undervurderer hende, hun vidste at hans tanker ikke var så rene som han forsøgte at bilde hende ind, men klokken var mange og for én gangs skyld kunne de holde hinandens selskab ud, hun havde ikke tænkt sig at risikerer det.
"Men ikke usandt." svarede hun hurtigt igen, efterfulgt af et lidt for smørret smil. Selv i nakken kunne hun mærke hans lidt længselsfulde blik, hvilket kun fik hende til at smile mere for sig selv, hvilket var skjult for ham eftersom hun stod med ryggen til ham. Hver gang hun lugtede bare den mindste svaghed fra ham, føltes det som en unødvendig stor sejr for hende.
Hun ledte ham ud i den friske aftenluft. selvom det var mørkt, kunne man høre de skrappende måger der fløj over dem. De fleste af byens magikere holdt til i den gamle bydel, hvorimod den nye del primært var forbeholdt mugglerne. Hun vendte hovedet mod ham med øjenbrynet hævet. "Jeg er delvis uenig. Det er ikke det samme, men et middel til målet så at sige." svarede hun med sædvanlig kynisme. Raquel var langt fra romantiker, og hun hadede alt unødvendig kropskontakt. Såkaldt putning gik under den kategori, hun var rigeligt mættet efter samleje. De kom ud på den anden side af en rustik bygning, så de kunne gå ude ved molen. Måneskinnet afspejlede sig i vandet glatte overflade. Lige overfor var en pub der stadig var fuld liv i. "Der er overraskende meget du ikke ved om mig. Ironisk eftersom du er en af dem der har kendt mig længst.. og vi har et barn sammen." tilføjede hun og stoppede op. Hun lænede sig op af stenvæggen der skilte vejen fra vandet, og hun så på ham med hovedet lidt på skrå. Som regel kendte man trods alt sit barns mor, men Scott kendte hende stort set ikke. Han anede ikke noget om hendes baggrund som psykolog, eller at hun regnede ham ud stort set hver gang. Han anede ikke at hun kunne lave mad, det havde han måske fundet ud af nu, men ellers ikke, eller at hendes yndlingsfarve var lilla, eller at hun afskyede mænd i shorts.