I see red

[Raquel Janea Monroe]

Selvom han sad og anklagede hende for aldrig at slippe kontrollen, så gjorde hun det alligevel lidt sammen med ham. Måske det var så diskret at han ikke bemærkede det, men hun anså han heller ikke som værende særlig observant. Hvis han så efter, ville han helt sikkert kunne finde sprækker i den ellers glatte overflade, men hun havde trods alt ikke tænkt sig at serverer sine svagheder for ham.
Alkoholen havde til gengæld gjort hende en smule mere afslappet og snaksaglig tilsyneladende. Hun så selvtilfreds for på ham. ”Det ville han i hvert fald selv mene.” medgav hun bed sig i læben for ikke at komme til at smile lidt for bredt. Det var ikke rigtigt gået op for hende, at han egentlig havde sagt det i fornærmende øjemede, ikke før han undskyldte. ”Jo det var.” Modsagde hun upåvirket og lagde kinden mod sine ene skulder. ”Men det er okay.” tilføjede hun, og ville egentlig have tilføjet noget med at han kunne mene hvad han ville om hendes livsstil, men at hun aldrig ville undskylde for at dyrke sin frihed, men hun var bange for at det ville starte en samtale hun ikke havde lyst til at være en del af.
Hun tømte i stedet sin glas, hvorefter hun skubbede det lidt væk, så der var plads til at hun kunne hvile albuerne mod bordpladen og læne sig lidt frem mod ham. ”For nogen. For andre befriende.” Pointerede hun. Ved at være i kontrol, satte man trods alt selv dagordenen. Desuden var hun et udpræget konkurrencemenneske, hun opgav først kontrollen den dag nogen var stærk nok til at tage den.
Hun bemærkede hvordan hans kind blev trukket lidt ind så han kunne undgå at le af hende, hvilket fik hende til at himle med øjnene inden hun endelig fangede biddet. ”Løgner.” anklagede hun med et udfordrende blik. Hun troede ikke et øjeblik på at han nød at være alene. Ikke engang hun nød det, men hun delte gerne ud af samme skuffe. Hendes blik fulgte hans til armen. Hun havde bemærket det, men aldrig spurgt ind til det, og hver gang hun ville, gjorde hans som nu og skiftede emne. Trods alkoholen havde gjort hende snaksaglig, så tog hans spørgsmål hende lidt tilbage på rette spor. Det var en af de få gange hun ikke havde tænkt sig at være ærlig, mest fordi hun havde fundet den eneste ene, men det var bare endnu en ting der ikke var ment til at ske. ”Nej.” svarede hun bare, og tydeliggjorde at det var en nerve hun ikke ville tale om.

[Trescott Roden]

Scott rømmede sig en smule ubekvemt. Ja det ville han sikkert. Han havde aldrig brudt sig om måden Raquel serverede sig selv på for alle mænd. Eller måske ikke alle, men tæt på. En del af ham vidste godt at han i sine yngre dage havde været lige sådan, men han var da i det mindste vokset fra det. Han havde ikke haft mange one-night stands siden hans meget halvhjertet forhold til Nikita. Han havde ikke været på et godt sted og havde nok udnyttet hendes omsorg, skønt han ikke brød sig om at indrømme det.
Blikket blev slået ned da hun påpegede hans sande mening med ordene. ”Sorry.” Gentog han.
Han fik et lidt drenget skær i de blå øjne. ”Hold da op, jeg troede det var alle kvinders drøm at finde en mand der kunne kaste lidt rundt med dem og fortælle hvor skabet skal stå.” Svarede han drilagtigt, stemmen var blevet sænket en smule og han havde lænet sig en kende ind over bordet mod hende.
At hun efterfølgende så lige igennem hans løgn fik ham til at blinke en smule overrasket, ”jeg må indrømme at jeg er skuffet over din manglende tiltro til mine udtalelse.” Kommenterede han blot uden at være i stand til at skjule det modsatte. Selvfølgelig var det en løgn.
Øjnene blev knebet lidt nysgerrigt sammen, som havde han aflæst et eller andet mellem linjerne. Det havde han sådan set ikke, eller jo, han undrede sig da over at den blev lukket så hurtigt og det tydeligvis ikke var et emne han skulle tage op lige nu, men han var ikke helt vågen nok til at sammensætte prikkerne. ”Okay så, det er du meget overbevist om kan jeg høre.” Slog han lidt hen og tømte selv sit glas med cola. Han havde lyst til at grave i det, for det var den person han var, han var nysgerrig og elskede at finde ind til kernen af folk, men indrømmet, gjorde Raquel gjorde ham, altid en smule nervøs.

[Raquel Janea Monroe]

De havde været ét állen af samme stykke engang, men på et tidspunkt havde han besluttet sig for at tryghed, omsorg og tilsyneladende kedsommelighed var vigtigere. Det ironiske var at det var ham der sad og følte sig skidt tilpas, mens hun sad og følte ingen skyld. "Det er okay." gentog hun og så væk for et øjeblik.
Da han lænede sig ind over bordet mod hende, vendte hun automatisk blikket tilbage mod ham og mødte hans drengene smil. "Måske den overbevisning siger lidt om hvorfor du er single?" foreslog hun med sit sædvanlige lidt glatte, smil. Hendes blik skævede i retningen af sit tomme glas, og gav hende allerede lyst til ét mere, men hun var også nødt til at bevarer en hvis kontrol. Hendes læber skiltes i et halvarrogant men dog oprigtigt smil. "Det tror jeg gerne. Men ærlig talt, Scott, så lyver du nok mere overfor dig selv end for mig, så selvfølgelig er din tiltro betydeligt større end min." svarede hun lidt drillende tilbage. Der var dog sandhed i ordene. Sædvanligvis havde Raquel intet imod at være hudløs ærlig, men denne gang havde han tilsyneladende fanget hende. Hun stirrede ned på bordpladen. "Jeg har det ganske godt som jeg har det nu." svarede hun bare. Det var ikke helt sandt. "Josh er manden i mit liv." hun rettede sig op med et let træk på skuldrene og lænte sig tilbage i sædet. Hendes blik fangede kort klokken, der nærmede sig 4. "Vi skal møde i ministeriet kl 8. Det kunne være vi burde tage hjem?" bemærkede hun. Hun var ikke længere kun beruset men fuld, trods man ikke rigtigt mærkede det på hende, så chancen for at hun ville komme til at sige noget hun fortrød hvis de blev, var for stor.

[Trescott Roden]

Han ønskede ikke at dømme hende. Bare for i aften om ikke andet, hvor stemningen imellem dem var endelig til at holde ud. Tavsheden spredte sig imellem dem for en kort stund, som hun atter forsikrede ham om at det var okay.
Hendes respons på hans udtalelse ville under normale omstændigheder have generet ham, men i aften vidste han at hun ikke mente noget videre med den. Eller det gik han ud fra, og kunne derfor le af den. "Nåååh det var dér jeg gik gal," jokede han og blinkede kækt til hende.
Smilet gled lidt af og blikket blev mere betragtende som hun atter gennemskuede ham. Det var pisse irriterende at hun var i stand til det, men han måtte æde den, han hadede at være single. På den anden side synes han virkelig at kunne fornemme på hende at hun heller ikke talte helt sandt, eller også var det hans egen overbevisning om at mennesker ikke var bygget til at være alene, der spillede ind. "Måske du ændre mening en dag." Sagde han blot med et tilsvarende skuldertræk.
Han kom med et klagende suk, som hun mindede ham om at dagligdagen ville gå videre den kommende morgen. I det mindste var det ikke ham som ville vågne op med tømmermænd. Ikke at han forventede Raquel fik tømremænd, han havde bare en eller anden ide om at hun ville kunne tømme en hel flaske vodka og stadigvæk gå på en lige linje samt vågne op med perfekt makeup dagen efter. Ligesom i film.
"Du har ret." Nikkede han istemmende og rejste sig, han tøvede en smule, "det var ellers ret hyggeligt." Indrømmede han med et oprigtigt smil før han banede sig vej gennem krostuen, og gjorde klar til at holde døren for hende, på vej ud i aftenkulden.

// out