I see red

[Trescott Roden]

Han udstødte et let fnys. Det var bestemt ikke usandt, men det betød jo ikke at han brød sig om at høre det. Dog gjorde den lette stemning at han ikke tog det personligt, hvilket han nok ville have gjort hvilken som helst af de foregående dage de havde brugt sammen.
Han lod stilheden passerer, kun afbrudt af mågernes halvskrigende kald. Først da hun igen snakkede mærkede han hvordan hans bedrevidende udtryk sneg sig let frem. ”Ikke nødvendigvis, man kan da sagtens ligge og holde om hinanden uden at have samleje bagefter..eller før for that matter.” Argumenterede han blot. Det havde han da selv gjort en del gange. Både med Chris og Aly, sågar endda Kayla. Det var ikke for at skabe en diskussion, og hans toneleje var derfor også ret afslappet. Hun kunne jo mene hvad hun havde lyst til, men selv mærkede han et savn til følelsen af at vågne om natten og kaste armen omkring kvinden ved hans side.
Som de nåede molen stoppede han ganske kort op for lige at tage synet ind. Det var smukt. Hans blik gled atter til hende som han atter satte efter hende, over til kanten og stillede sig ved siden af hende, albuerne blev placeret mod stengærdet så fronten pegede ud over kanalen, skønt ansigtet var vendt mod hende. ”Okay, I’ll bite. Så fortæl mig noget om dig. Noget som du ikke har fortalt andre.” Udfordrede han hende. Han var nu ikke sikker på at hun faktisk ville gøre det. Raquel havde altid virket som typen der holdt kortene tæt ind til kroppen.

[Raquel Janea Monroe]

Hun gik langsomt ved siden af ham, med hænderne stukket i lommen og studerede de skygger bygningerne kastede i månens skær. De havde meget forskellige holdninger til hele romantikspektret så at sige. Professionelt set vidste Raquel at behovet for nærhed var meget individuelt, men personligt savnede hun sjældent den nærhed.
"De fleste kvinder har et ekstremt behov for anerkendelse gennem den slags nærhed. Mænd er fantastiske til at give kvinder hvad de vil have, så I guess." hun trak på skuldrene. Det var ikke ligefrem hendes professionelle holdning, men mere erfaringsbaseret. Der var ikke den ting mænd ikke var villige til at gøre, for at lokke en kvinde med sig i seng. Hun stoppede op. Stenvæggen føltes kold selv gennem hendes jakke, hvilket nok skyldtes den bare hud.
Hun skævede til ham og overvejede situationen et øjeblik. Normalt gav hun meget lidt af sig selv, og måske det var vinen, men hun havde en underlig følelse af at hun kunne betro sig til ham.
Der gik lang tid hvor det eneste man kunne høre var mågeskrig og vandets beroligende rislen. Hun stirrede bare frem for sig og bed sig i underlæben. Til sidst slap hun, fugtede læberne og samlede sig mod. "Jeg har en søster." sagde hun pludseligt. Selvom han havde kendt hende i årevis, så havde hun aldrig fortalt nogen om Liya, dels for at beskytte hende, men næsten endnu mere for at beskytte sig selv, hvilket hun skammede sig over. "En lillesøster. Hun har haft det svært. Kom ikke nær så glat igennem livet som jeg. For 8 måneder siden blev hun løsladt fra Azkaban, og nu kan jeg ikke finde hende." indrømmede hun og slog blikket ned mod jorden. Hun anede virkelig ikke hvorfor hun fortalte ham det, om hun et sted håbede at han ville vide noget der kunne fører hende til Liya, for alt hun havde forsøgt, havde ikke givet hende noget. Normalt var hun svær at læse, følelseskold, men der var ingen tvivl om at det var et sårbart emne for hende.

[Trescott Roden]

Sommetider undrede Scott sig over om Raquel var så følelsesmæssigt afskåret fordi hun havde været udsat for et eller andet. Nogen måtte da virkelig have trådt på hendes følelser engang. Dog lod han den debat ligge. Det var ikke et territorium der ville være smart at bevæge sig ind på, ikke her til aften i hvert fald hvor stemningen var så fredelig.
”Du får det til at lyde som om at den slags kun er for kvinder.” Bemærkede han og så udover vandets blanke overflade med et tænksomt bllik.
Stilheden imellem dem var for en gangs skyld ikke akavet og trygget af vrede, den var mere eller mindre afslappende. Scott havde nok ikke forventet så ærligt og ligefrem et svar fra hende. Måske en drilsk kommentar om at hun kunne jonglerer med 3 bolde eller noget ikke alt for personligt, men det hun sagde, fik ham omgående til at se på hende med overraskelse der ikke var til at skjule.
Det var meget at tage ind, hvordan kunne han ikke have vidst det, de havde kendt hinanden så længe. Hvor opslugt af sig selv havde han lige været? Han mærkede en klump i halsen, han kendte til at miste sin yngre søskede og ike vide hvad der var blevet af dem, han var bare så heldig at hans historie havde fået en happy ending. ”Er I tætte?” Spurgte han ind, hans tone var mild, måske fordi han havde en ide om hvad hun gennemgik.
Han kunne se hvordan hendes mimik havde ændret sig, den hårde facade havde fået et par revner hvor en berørt, ja faktisk menneskelig side skinnede igennem. Tøvende placerede han en hånd over hendes. ”Jeg vidste ikke at du havde en søster, men jeg ved hvordan det føles at miste en søskende på den måde, ikke at vide hvad der er blevet af dem. Det er ulideligt...” Sagde han roligt og flyttede sin hånd væk, ”Hvad jeg prøver at sige er, at du ikke behøver at gå gennem det alene, du kan godt snakke med mig om det.” Hans stemme var alvorlig og indbydende, skønt han godt forstod hvis hun valgte at afslå. Han havde nok ikke vist sig fra sin bedste side over de sidste mange år. ”Hvad sad hun inde for?” Spurgte han så for at give hende en udvej, skulle hun ikke ville snakke om det personlige aspekt.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel studerede ham lidt i tavshed, mens hun spekulerede over at det var første gang i årevis, hun genkendte dem lidt igen. Skænderierne og diskussionerne var blevet en naturlig del af deres relation, så meget at hun ofte glemte hvordan tingene havde været engang. Hvor levende og normal han havde fået hende til at føle, også selvom hun altid havde været misundelig på hans kernefamilie.
"Det er det også lidt." sagde hun endelig og trak på skuldrene. Hendes blik drev tilbage mod bygningerne og blev underligt tomt. Hun følte sig blottet og det var ikke kun på grund af manglende beklædning, men på en mærkelig måde følte hun sig tryg, hvilket var tåbeligt, for Scott ville helst sikkert bruge hvad som helst mod hende. Lige som hun gjorde sig den tanke, vendte ham på en tallerken og gjorde det stik modsatte. Selv uden at se på ham, kunne hun føle hans medlidenhedsfulde blik. Hun nikkede som svar. Ud over deres søn, var Liya nok den vigtigste brik i hendes liv. Hun mærkede hans hånd, hvilket slog luften fuldstændig ud af hende. Et øjeblik stod hun bare og stirrede på ham, indtil hun endelig kom lidt til sig selv igen. Desværre tog han fejl. Hun kunne ikke snakke med ham om det, uden at sætte ham og hans karriere i spil. "Hvis jeg fortalte dig det, ville du næppe bryde dig mere om mig." konkluderede hun og sendte ham et af sine typiske glatte smil, der indikerede at hun var ved at distancerer sig fra det følelsesmæssige. "Men jeg ville til gengæld sætte pris på hvis du havde øjne og ører åbne. Jeg er nødt til at finde hende." der var noget underligt desperat i hendes tone, som hun selv bed sig fast i.
Hun bed sig i læben og overvejede om hun skulle være ærlig, men en eller anden dag ville han nok opdage det alligevel. "Mordforsøg." svarede hun henkastet efterfulgt af et højt fnys. "Det ironiske er at hun altid var et bedre menneske end jeg nogensinde blev." tilføjede hun ærligt. Liya var alt det hun ikke var. Selvom hun var syg, var hun så kærlig og hengiven og følsom. Hun rystede på hovedet. "Nå. Nok om det. Jeg ville bare pointerer at hvis du bare nogen gange, så forbi din vrede, så ville du opleve noget helt andet." hun faldt tilbage i sin gamle skygge og slog skuldrene tilbage. "Skal vi tage en drink?" foreslog hun og gjorde et kast med hovedet i retning af kroen overfor.

[Trescott Roden]

Han fornemmede hendes blik hvile på sig, og skulle til at sige noget til hende, da hun selv brød stilheden med sine egne ord. Han hævede brynene en smule af hende, ”en kende generaliserende måske?” Igen var der intet anklagende i hans tonefald, skønt han mente det. Personligt elskede han den slags, og han var helt sikker på at han ikke var den eneste.
I et kort øjeblik var han ikke helt sikker på om Raquel ville skyde en eller anden giftig kommentar mod ham, for i al ærlighed havde han nok lidt fortjent at hun ikke stolede på ham -også selvom han stadig holdt fast i at hans tillid til hende heller ikke lå specielt højt.
Han hævede et bryn ved hendes ord. Det ville næppe ændre det store i deres forhold, men noget i ham sagde at det nok var noget han burde holde for sig selv for nu. Derfor nikkede han blot og så lidt væk, ”jeg ville næppe bryde mig mindre om dig heller.” Konkluderede han med et roligt åndedræt, ”det er ikke en svaghed at snakke om den slags.” Han gik ud fra at det måtte være derfor hun ikke ville snakke med ham om det. For ham havde hun altid været følelsesmæssigt afskåret, det var han også selv i mange tilfælde. ”Men jeg skal nok holde øje.” Lovede han. Han kunne høre hendes desperation i stemmen og tankerne blev atter ledt let tilbage på hvordan han havde haft det de år hvor han ikke havde haft Samuel Roden i sit liv.
Afsløringen kom en smule bag på ham, han vendte atter blikket imod hende overraskelsen var tydelig. ”Virkelig?” Han bed fat i hendes ord og blev ramt af et strejf af dårlig samvittighed over altid at tale hende ned. ”Sådan tror jeg altid vi har det med vores yngre søskende.” Han var da også helt sikker på at Sam var et langt bedre menneske end han selv var.
Den lille boble de havde befundet sig i, blev hurtigt brudt som hun rettede sig op og slog samtalen hen. En ting han ville sige var typisk for hende når det blev for personligt. ”Og hvis du åbnede dig lidt mere op, kunne det være jeg ville have lettere ved at se forbi vreden.” Gav han igen, men med et glimt i øjet for at indikerer at de måske begge kunne lære noget af denne lille episode.
Scott fik pludselig et lidt alarmeret udtryk i ansigtet og han skævede imod pubben. For helvede hvor kunne han godt drikke et glas ildwhisky, men han vidste også godt at han ikke burde. ”Jeg drikker ikke rigtigt mere.” Mumlede han en kende forlegen. Han havde virkelig været flov over at han havde været nødt til at ty til antipus for at få styr på sig selv igen, og egentlig var det ikke noget han havde planer om at dele med hende, men eftersom hun lige havde delt ud af noget personligt selv, var det måske alligevel en god ide at give noget tilbage.
I en rolig bevægelse rakte han ind under frakken og fandt sin tegnebog frem. I den, bag et billede af Joshua som lille fremdrog han en mønt med indgraveringen i nydeligt skråskrift, “5 years sober”. Det var 7 år nu, men han havde været ved at falde i igen undervejs. ”Men altså, jeg tager gerne en skål nachos.” Han smilede skævt.

[Raquel Janea Monroe]

"Måske. For nu, indtil jeg måske en dag bliver klogere." svarede hun. Hun havde aldrig været vant til kærlige berøringer, ikke at det skulle få folk til at have ondt af hende, hun så bare ikke pointen.
Hun lod albuerne hvile på væggen og slog hovedet let tilbage, så hendes lange, mørke hår faldt ned over hendes ryg. Hun kiggede op på den mørke himmel og smilede for sig selv. "Tro mig. Jeg ville bekræfte alle de fordomme du holder mod mig, og så skulle jeg høre på dig og dit 'se hvad jeg sagde' for evigt, det ville være tortur." pointerede hun og selvom det var sagt med morskab i tonen, så var der en grad af sandhed bag det.
Hun rettede sig op igen, og slap væggen for at vende sig mod ham. "Jeg giver dig ret. Ja du hørte rigtigt." tilføjede hun og sendte ham et sigende blik. "Du har aldrig nogensinde hørt mig påstå at det er svagt at snakke om de ting der betyder noget for os. Hvis jeg husker rigtigt, var vi endda ret gode til det engang." hun slog blikket lidt ned. Nok gjorde hun det ikke, men det var ikke fordi hun var afstumpet, eller synes det var svagt, det var ene og alene for at beskytte både ham og deres familie. "Jeg kan ikke sige andet, end at jeg har mine årsager." Og det var dér samtalen blev lukket.
Hun nikkede blot taknemmeligt da han lovede hende at han ville holde øje, også selvom hun ikke var sikker på det var ærligt. I stedet studerede hun ham bare tage pungen frem. Billedet af Joshua som lille, fangede hurtigt hendes opmærksomhed. Hun lagde hovedet lidt på skrå for bedre at kunne se og smilede for sig selv med en moders stolthed i blikket. Hendes blik blev dog hurtigt fanget af mønten han rev frem og holdt oppe. Hendes smil falmede, mest i skam. "Undskyld, det havde jeg glemt alt om." indrømmede hun. Han havde jo faktisk fortalt hende det under et skænderi en af deres første aftener. "Hvis du er endnu mere heldig, så sælger de tærte." hun blinkede drillende til ham. "Kom." bad hun og søgte hen mod stedet.
Indenfor var der lunt og mere eller mindre propfuld af primært fulde mænd, og et par lidt for oversminkede damer. Mændene så sulten på hende, kvinderne skeptisk om ikke andet indtil de fik øje på Trescott. Raquel gik blot ind med hovedet hævet, og sørgede for at se arrogant ud. Hun tog ikke jakken af trods der var virkelig varmt, eftersom det hurtigt ville blive en pinlig affærer.

[Trescott Roden]

”Ja måske,” han trak let på skuldrene. En del af ham håbede virkelig for hende at hun en skønne dag ville kunne se hvor fantastisk det kunne være at give sig følelsesmæssigt hen til en person. Sådan for alvor. Han havde en ide om at det ville være sundt for hende.
Han var ikke sikker på om hun var klar over hvor vanvittig nysgerrig hun gjorde ham. Det var hun sikkert. ”Jeg ynes nu at det er dig der torturerer lige nu.” Drillede han og betragtede hende. Det var faktisk usigelig rart at have en normal samtale med hende, se en næsten menneskelig side som han havde regnet med var long gone.
Han nikkede og så atter lidt frem for sig, ”ja, det var vi vel egentlig.” Han havde lyst til at spørge hvad der blev af dem, men ærlig talt havde han ikke lyst til at høre svaret, da han havde en ide om at de havde ret delte meninger om hvad der egentlig var årsagen.
Et let suk undslap ham og han nikkede, skønt man godt kunne fornemme på ham, at han var ærgerlig over at blive lukket ude igen.
Han nåede godt kort at fange hendes stolte blik. I det mindste havde de da kunne gøre én ting rigtigt. Desværre havde Scott ikke rigtigt noget videre forhold til Joshua længere. Han var af den overbevisning at Scott var kernen til alt ondt der var hændt hans mor og ham, så de snakkede kun sammen ganske sjældent. Dette var også en af grundene til at billedet var af yngre dato, det var dengang de fungerede godt sammen.
Scott så fortrydelsen i hendes blik og vidste at hun mente det. ”Det gør ikke noget.” Forsikrede han og havde egntlig kort svedt ud af at han havde nævnt det for hende i deres diskussion, men der havde jo også været en del diskussioner efterfølgende.
”Se nu snakker vi samme sprog.” Sagde han med et glimt i øjet og fulgte efter hende.
Som de kom ind i den lune krostue, bemærkede han, som hun, hvordan mændende klædte hende af med blikket. Det gav ham en underlig trang til at bede dem om at holde snuden for sig selv, men han vidste også godt at Raquel absolut ikke behøvede hans beskyttelse. Han smilede venligt til en gruppe kvinder der lod til at være ude for at fejte en polterabend, før han førte dem hen til et lille bord i hjørnet. Han rystede let på hovedet af forsamlingen før han vendte blikket imod hende. Blikket blev hurtigt undrende, ”skal du ikke have jakken af?” Spurgte han som han selv hængte sin over stoleryggen.

[Raquel Janea Monroe]

Modsat ham havde hun allerede opgivet håbet om at blive klogere på det punkt, så hun lod den hænge der. I stedet skiltes hende læber i et halvlistigt smil. "Det kunne jeg ikke drømme om." Hun blinkede. Det var helt tydeligt at hun ikke havde nogen intentioner om at stoppe torturen. Somme tider havde hun lyst, men det kunne bringe ham i større problemer end han nok regnede med.
Hendes smil var falmet en kende, da hun nikkede medgivende, men uden at sige noget. Ligesom ham vidste hun at det var dybt vand at bevæge sig ud på, og helt sikkert ville fører til en total destruktion af deres ellers gode aften. Hun ville bare ønske der havde været flere af dem. Det var aftener som denne der havde givet dem Joshua, og selvom han uden tvivl var mors dreng, så vidste hun at han inderst inde holdt af Scott også, hun havde bare opdraget ham til at være alfahannen, så at sige.
Hun holdt døren for ham, og lod den først smække da han havde passeret, uden at tænke over hvor demaskulerende det nok egentlig var. De fandt et lille bord for dem selv, væk fra alle de sulte øjne. Hun satte sig til rette og rettede lidt på de lange mørke lokker, så de hvilede over hendes skulder. "Det kunne godt gå hen og blive en.. akavet affære." hun åbnede de første knapper i sin frakke og skilte den, tilstrækkeligt til at han kunne se hendes kraveben og starten af det nøgne bryst. Hun sendte ham et lidt for selvtilfreds smil, inden hun lukkede igen. "På den anden side, kunne det være vi fik gratis servering." Hun kastede blikket efter mand der tydeligvis var ansat og kom dem i møde. Han præsenterede sig naturligvis på fransk. Raquel bestilte en tærte, en stor cola til Scott og et glas rødvin til sig selv, på overraskende elegant fransk, før de igen blev efterladt alene. "Så.. Jeg har fortalt dig noget om mit liv. Fortæl mig noget om dit. Har vores søn en stedmor?" spurgte hun og lænede sig opmærksomt frem. Det var måske lidt ligefrem spurgt, men ærligt vidste hun jo intet om hans liv.

[Trescott Roden]

Han sendte hende et skeptisk blik, skønt smilet stadigvæk var at finde på læberne, "nej det kunne du sikkert ikke, du er jo uskyldigheden selv." Skønt stemmen dryppede af sarkasme, var det som før blot drillerier.
Scott tænkte ikke meget over at hun holdt døren for ham, ikke før bagefter hvor blikkene blev rettet imod dem, men der var skaden ligesom sket. Han skrev sig mentalt bag øret at han skulle holde døren for hende på vejen ud. Bare lige for god ordens skyld.
Da de havde slået sig ned og de omkringsiddende gæster igen begyndte at lægge deres fokus andetsteds, fik hun atter hans fulde opmærksomhed. "Akavet? Hvorfor det?" Han fortrød næsten at han havde spurgt som hun begyndte at åbne op og afslørerede hendes nøgenhed under jakken. Han mund gled op i et perfekt o, og han stirrede vantro på hende, alt imens han modstod trangen til at springe over og hjælpe hende med at lukke frakken til igen. "Raquel!" Udbrød han chokeret, men lavt nok til kun hun kunne høre det, "hvorfor i alverden har du ikke tøj på?" Han var ikke helt sikker på om han skulle belære hende eller grine, og ansigtsudtrykket bar tydelig præg af denne splittelse.
Efter bestillingen var blevet foretaget, på langt mere flydende fransk end Scott nogensinde ville kunne præsterer, lukkede boblen sig atter omkring dem. Eller sådan føltes det. "Hvad vil du da gerne vide?" Ærlig talt syntes han at hans liv havde været ret stillestående de sidste år, hvilket generede ham lidt eftersom alle andre lod til at hev en masse bolde i luften. "Nej ingen stedmor." Han fik et smørret smil på læben over anvendelsen af den term. Tanken om at hun kunne være i et forhold, slog ham ganske enkelt ikke.

[Raquel Janea Monroe]

Hun svang hovedet let, for at tvinge håret om over den ene skulder, hvorefter hun rettede sig op og gav ham sit bedste smil. "Præcis." medgav hun. Hendes hoved gled lidt på skrå, hun så på ham indgående. De vidste begge to det var en stor løgn, der var intet uskydligt over hende, og det havde der ikke været nogensinde.
Hendes næste handling beviste det tydeligt. Hun holdt frakken åbne og sugede hans forargelse til sig som var det aftenens bedste underholdning. Hans ansigtsudtryk fremdrog en ægte latter. Hun lo mens hun lukkede sig til igen. "Jeg elsker hvor forarget du bliver.. hver gang." hun rystede på hovedet og lod latteren dø lidt ud igen, men hun beholdt sin frakke på, og satte sig i stedet bare upåvirket til rette.
"Vi skulle jo ud." undskyldte hun sig som om der ikke havde været tid nok til at klæde sig på. "Desuden havde jeg kun alt for stramme kjoler, og uheldigvis ved du ikke hvor ubehageligt det er at have på." bemærkede hun. Tjeneren kom tilbage med en velduftende, elegant tærte, en stor cola og hendes vin. Hun tog en sip af glasset. Det lod til han var kommet lidt over sin overraskelse. "Det hele. Jeg ved jo intet ud over dine præstation på arbejdet." pointerede hun. At starte med hans datingliv virkede som et bizart men logisk sted at starte. "Virkelig? Du har ellers aldrig haft et problem med kvinder." konstaterede hun og tog en tår til at vinen, selvom hun nok burde lade være med at drikke. Modsat ham, havde hun nok ikke rigtigt indset sit problem endnu, men det var også et problem til en anden dag.

[Trescott Roden]

Scott rømmede sig lidt, "yep." Sluttede han den og tyggede atter let på underlæben. Raquel var mange ting, uskyldig havde dog aldrig været en af dem.
Det gik hurtigt op for ham at hans chokeret mine, kun spyede til hendes underholdsningsværdi, faktisk mistænkte han hende et kort øjeblik for at have gjort det udelukkende for at få den reaktion fra ham. "Ja jeg bliver da lidt forarget over du sidder nøgen..i offentligheden." Kommenterede han i en ophidset hvisken og med blikket vandrende rundt for at sikre sig ingen hørte ham. Alligevel var der en smule beundring at spore i hans toneleje skønt han forsøgte at skjule det.
"Altså jeg havde da nok lige tid til at vente på du tog tøj på" Kommenterede han med et hævet bryn. Hertil fortsatte han så, "hvis de er så ubærlige, hvorfor beholder du dem så?" Tydeligvis synes han selv at det var et meget snedigt spørgsmål at stille.
Han tog en bid af tærten og omgående begyndte de blå øjne at stråle. "Oj den er god!" Bifaldt han, stadigvæk med mad i munden og skar et stykke med gaflen som han rakte ind over bordet mod hende, "prøv at smag!" Det var mere et påbud end et spørgsmål.
Han tyggede af munden og børstede et par krummer væk fra mundvigen med den tilhørende serviet før han svarede. "Ærlig talt er der ikke sket så meget," han tænkte sig om igen, "altså Sam er blevet far for nogle år siden." Fortalte han med et stolt glimt i øjet. "Og nej, jeg har ikke problemer med kvinder." Slog han fast som havde hun fornærmet hans stolthed. "Jeg har bare ikke rigtig haft lyst til at være på markedet på det sidste." Han koncentrerede sig hurtigt om tærten igen. Efter Kayla havde han lidt opgivet at finde den form for glædestrålende forhold. Han var så træt af at blive skuffet.

[Raquel Janea Monroe]

Det havde ikke ligefrem været et planlagt stunt for egen underholdning, men nu hvor hun så hans reaktion, var hun på ingen måder ked af at have gjort det. Det var hundrede gange bedre end hvad end for et lystent blik han kunne have sendt hende. "Jeg er glad for at tærten først et kommet nu. Du var jo blevet kvalt i den ellers." Bemærkede hun og begyndte at grine igen. "Nøgen? Jeg er ikke synderligt nøgen." Bemærkede hun og holdt armene ud fra kroppen for at bevise sin pointe. Det eneste man kunne se var hendes hals og lidt af kravebenet, ellers var hun tildækket.
"Hvorfor er det så stort et problem for dig? Det er jo bare en krop." hun lænede sig nysgerrigt frem med håndfladerne mod hinanden og hagen hvilende mod sine fingerspidser. Emnet tilfredsstillede lidt den indre psykolog.
"Fordi I elsker dem, og i derfor et tilbøjelige til at føje mig og kaste magten i mine hænder." svarede hun bundærligt og gjord een affærdigende bevægelse med hånden. Det havde jo virket for hende så langt. Selv magtfulde mænd havde en tendens til at lade sig charmere af hende.
Måden hans ansigt lyste op på, plantede et diskret smil på hendes læber. Hendes blik gled ned til tærten der så frygtelig godt ud. Lugten i sig selv, var nok til at få hende til at fortryde hun ikke selv havde bestilt en, så da han begyndte at vifte med det foran hende, slog hun sig ikke tilbage. Hun lænede sig frem og fangede gaflen, for at smage. "Wauw. Den er ret fantastisk." MEdgav hun og nikkede billigende. Hun blev hængende lidt ind over bordet, for bedre at kunne høre ham i summen af mennesker. "Det er knap så overraskende." Sam havde altid skreget på at blive familiefar, altså rent metaforisk selvfølgelig, ikke at hun kendte ham særlig godt.
"For mange skuffelser?" Gættede hun og sendte ham et: mee-too blik. "Jeg troede ærlig talt at du ville være gift med en eller anden irriterende perfekt kvinde, der ville passe jeres små, perfekte børn og kokkerere perfekte måltider i jeres perfekte hjem. Jeg håbede det næsten for dig." Men også kun næsten. I virkeligheden havde hun altid håbet at han ville indse at han behøvede noget helt andet end han ville have, men efterhånden havde hun opgivet.

[Trescott Roden]

Kommentaren fik atter smilet frem hos ham, skønt han forsøgte at skjule det til at begynde med. ”Armen hvem andre end dig kunne finde på det.” Sukkede han og rystede på hovedet, dog var han ikke længere i stand til at skjule hvor underholdt han egentlig var af situationen. Som blev den drengede side tændt op igen. ”Overtøj er da ikke ”rigtigt tøj,” bemærkede han, selvom hun jo havde ret i sin påstand.
Han rømmede sig over den pludselig intense stemning der opstod imellem dem som hun lænede sig frem mod ham og spurgte ind. ”Hvad hvis nogen opdagede det?” Forsøgte han sig lidt fåret med.
Smilet voksede sig større imens han gjorde hvad han kunne for ikke at forestille sig Raquel i en stram kjole, eller uden jakken på for den sags skyld. ”Aha, du er ret glad for at bestemme. Har du nogensinde overvejet at give slip ms. kontrolfreak?” Drillede han og blinkede til hende imens han førte gaflen ind i munden på ny.
Da hun eniggjorde sig i kages fantastikse smag, sendte han hende et veltilfreds smil, ”ja ik?” tallerkenen blev skubbet ind på midten af bordet og han hakkede en ny bid af som han rakte frem mod hende, kort før den nåede hendes læber trak han den atter lidt til sig, ”bare så du ved det, så er dette her virkelig en fredserklæring, jeg deler som regel ikke min tærte med nogen.” Understregde han, smilede så igen og førte gaflen det sidste stykke til hendes læber.
Han sukkede let og lod gaflen falde en smule, ”ja det kan man sige. Jeg synes jeg har en kedelig tendens til at falde for mine veninder.” Indrømmede han blankt. ”Men ja. Honestly, det troede jeg også. Jeg havde håbet, men nogen ting sker bare ikke, jeg tror omsider jeg er nået til accept med at jeg bliver the-crazy-cat-guy...hvilket er super nedern, for jeg er faktisk ikke helt så vild med katte.” Han blinkede til hende og tog en tår af sin cola. ”Men næsten tak så.”

[Raquel Janea Monroe]

Raquel smilede lidt for sig selv over hans mislykkedes forsøg på at tilbageholde smilet. Den mand var utrolig, selv når de sad her og havde en reel samtale, forsøgte han at ligne en der afskyede hende. Det var en ret stor tilfredsstillelse, at det ikke helt lykkedes ham. ”Kom ikke og påstå at en lille del af dig ikke har savnet vildskaben.” hun blinkede drilsk til ham, men som alt andet Raquel gjorde, virkede det bare småflirtende. ”Måske ikke, men man kan jo ikke se noget.” argumenterede hun lidt akavet eftersom hun lige havde taget en tår af glasset og snakkede med dråberne på tungen, før hun sank. Hun trak på skuldrene, og så overhovedet ikke problemet. ”Så vil den nogen nok føle sig som verdens heldigste mand eller kvinde i aften.” svarede hun ubekymret og fuld af selvtillid. Den eneste ting hun aldrig ville komme til at tvivle på, var hendes udseende.
”Ikke for et øjeblik.” Hun smilede skævt. Hvis hun skulle opgive magten, så skulle en anden tage over, og det gik sjældent godt. Hun nikkede bekræftende til hans retoriske spørgsmål om tærten. Idet han skubbede den længere frem mod hende, lænede hun sig næsten automatisk lidt ind over bordet. Idet gaflen nærmede sig, holdt hun lidt af håret væk, og skulle lige til at nippe stykket, da han trak den væk. Hun så dels overrasket og dels spørgende op på ham, før smilet langsomt fandt veje tilbage, eller i hvert fald noget der mindede om. ”I så fald nyder jeg freden for i aften.” hun lænede sig frem og fangede gaflen, og tog tærtestykket uden at tage blikket fra ham. Langsomt men veltilfreds, lænede hun sig lidt tilbage igen. Hans lidt ynkelige ord, fik hende til at himle med øjnene. Måske han var i lidt forkert selskab. ”Du er ikke ment til at være alene, Scott. Du finder en.” sagde hun ret sikkert. ”Du er blevet skuffet, velkommen i klubben, men du skal nok nok finde en, måske det ikke lige bliver det du regnede med, men du finder en.” gentog hun og nikkede lidt for sig selv. Hun sank efter at have tygget af munden. ”Og hvis ikke, så ville jeg gå efter drager. De er mere maskuline end katte.” tilføjede hun smørret hvorefter hun tømte sit vinglas. Hendes kinder var en smule blussende fra alkoholen, hvilket sørgeligt nok bare fik hende til at føle sig bedre tilpas.

[Trescott Roden]

Han havde virkelig svært ved at finde ud af hvad han syntes om Raquel, den ene øjeblik mente han at hun var det mest afskyelige og egoistiske menneske på planeten. Andre tider gjorde hun sådan noget fanden i volsk som dette, der faktisk tændte ham lidt. Ikke at han ville indrømme det overfor hende.
Han sank en enkelt gang da hun flirtende blinkede til ham. Om det havde været hendes hensigt af flirte eller ej, så virkede det, men faktisk mere fordi hun atter viste sin lidt mindre perfekte side ved akavet at forsøge at snakke med væsken i munden. Denne side var han ikke vandt til, men han kunne faktisk godt lide den.
Scott tyggede let på underlæben, ”Jeg troede at den titel ville tilfalde ham du var sammen med tidligere.” Slyngede han lidt tørt ud. Han rømmede sig og slog blikket ned, det havde været sagt i sjov, men måske det lød en anelse anklagende. ”Sorry. Det var ikke sådan ment.” Tilføjede han, han havde ikke lyst til at ødelægge stemningnen.
Han betragtede hende lidt. Som han havde kendt hende havde hun altid været i kontrol. Han mente aldrig at have oplevet hende slippe kontrollen. ”Det må være ret udmattende i længden.” Tænkte han højt og sendte et skævt smil tilbage.
Han måtte bide sig i kinden for ikke at le over hendes overraskede udtryk, da tærten blev trukket ud for hendes rækkevidde. ”Ja me too.” Mumlede han og mærkede smilet fortrække sig lidt som hun snuppede stykket uden at flytte blikket fra hans. Det gjorde det heller ikke lettere at han ud af øjenkrogen kunne ane kanten af hendes bryst som hun lænede sig fremad.
Hendes ord fik ham til at trække let på skuldrene, ”måske. Jeg er nu ved at vende mig til singlelivet. Det er ikke så slemt.” Jokede han. Det passede nu ikke, han hadede at være alene, efter at have fået smag for at være i et forhold savnede han det virkelig, men han nægtede at sidde her og ynke foran Raquel. Ansigtet faldt en smule. ”Drager? Nej tak, dem har jeg fået rigeligt af.” Han gnubbede lidt den ene overarm, tydeligvis en kende utilpas ved tanken. Han havde aldrig rigtigt fået bearbejdet ulykken.
Hans blik faldt på de let blussende kinder og han rømmede sig let, ”og hvad med dig?” Han tog en tår af colaen. ”Du har ikke planer om at finde den eneste ene?” Et bryn blev atter hævet.