Klippekant til middag

[Seneca Adrenal]

Midt august, klokken 18:50
Tilegnet Angela Dupuis Blake

Der var gået længere tid end forventet før han havde fået lov til at se Angela igen. Det havde været svært at sende en ugle ubemærket i disse tider, men da han endelig havde fået sendt hende en ugle havde han heller ikke fået et nej, da han inviterede hende ud. Egentlig havde han overvejet at tage hende med til sommerfestivalen, men det virkede for risikabelt at gøre det - men måske kunne han finde modet til at tage derhen efter deres middagsaftale.

Lige nu stod han dog ude foran hendes hjem og ventede på at hun kom ud. Han var selv iklædt hans fineste troldmændsklæder. Klokken nærmede sig reservationstiden, klokken syv om aftenen - heldigvis var restauranten kun en transferering væk.. Han kiggede på sit lommeur og pakkede det atter væk igen efter et par sekunders tidsfordriv ved at kigge på det. Var han nervøs? Faktisk ikke - Angela havde virket lige så interesseret i ham, som han var i hende og han var sikker på at hun nok skulle få en god aften med ham.

[Angela Dupuis Blake]

Outfit

Angela havde nok egentlig glemt herren fra iscafeen, der havde spurgt efter en date med hende, eller nej hun havde ikke glemt ham, men hun havde heller ikke rigtig forventet, at der faktisk ville komme en ugle med tid og sted for en date. Dog havde hun svaret med et "ja tak" og så ellers ikke tænkt mere over det. Hun trængte til at snakke med nogen følte hun og tjo, han havde da været pæn. 
Bevidst havde hun endnu ikke fortalt Thomas Blake om noget af det, han ville sikkert bare igen føle behov for at tjekke om manden nu var god nok for hans lillesøster, og så ville det endnu være en mand, som Thomas jog væk. Skønt Angela egentlig havde en ide om at Seneca ikke lige var sådan at smide ud. Måske var det også medvirkende til at hun havde sagt ja til daten, simpelthen fordi hun vidste Thomas ikke ville kunne ødelægge den, ligesom han havde gjort den gang med Elliott. En ting hun faktisk bebrejdede Thomas for.

Aftenen var kommet, og Angela havde brugt det sidste lange stykke tid på at blive klar og se godt ud. Som det sidste lod hun en sart rød læbestift farve læberne op og så var hun ellers klar. Fra sit vindue kiggede hun ned på gaden og kunne se at Seneca allerede var kommet. Hun vinkede til ham, greb sin taske og skyndte sig så ellers ned til ham. "Godaften hr." Hendes stemme havde den samme fornemme klang, som ved deres sidste møde og hun var utrolig rank og fin i hele hendes krop. Der var nok bare hendes natur at være sådan. 

[Seneca Adrenal]

Nok noget af det første Seneca lagde mærke til, da Angela trådte ud var farven malet på hendes læber. En rød farve, der for Seneca kun bekræftede at hun var lige så interesseret i den her date, som han var. Han var stille et øjeblik, som han stod og betragtede den yndefulde kvinde. “Godaften frøken” svarede han hende med et skævt og charmerende smil. “Er du klar?” hun så i hvert fald klar ud. Hans mørke øjne hvilede på hende, som han rakte sin hånd ud til hende, så hun kunne tage den og de kunne transferere hen til den restaurant han havde bestilt bord ved. Han havde mange komplimenter han ønskede at give hende, men han ville gerne sidde ansigt til ansigt med hende først. 

[Angela Dupuis Blake]

Angela smilede af hans høflig tiltale og mærkede, hvordan flere sommerfugle lettede i maven på hende. Hun gik det sidste stykke hen til Seneca og tog pænt imod hans arm. Det var ikke vild forelskelse fra hendes side, ikke endnu i hvert fald, men hun ville da gerne tilbringe en aften med ham, og ikke andet for at se, hvad det ville kunne føre til.
Hun nikkede til ham med et lille smil. "Ja, helt klar." smilede hun til ham, spændt på hvor han egentlig ville tage hende med hen. En ting hun ikke vidste endnu. Med ham kunne det nærmest være alle steder, men hun havde en forventning om at det nok ville blive et fornemt sted.

[Seneca Adrenal]

Hun så i hvert fald klar ud. Det var svært for ham at få øjnene af hende - men nu var det også sjældent at han fik lov til at være sammen med kvinder ude i det offentlige på den her måde. Han havde desuden heller ikke haft den store interesse siden hans datters mor døde.
Seneca to hendes hånd blidt og tranfererede dem hen til restauranten. Det var en intim italiensk restaurant med dæmpet belysning. Han slap hendes hånd, men først førte han den hen til hans arm, så hun kunne holde ham i armen, mens de gik indenfor. Stedet var ejet af magikere og der kom kun magikere her. Tallerkner fløj gennem luften og husalfer arbejdede i køkkenet.
“Hej, jeg har reserveret bord til to - Adrenal, S.” Værten fulgte dem med hen til et bord i et hjørne hvor de kunne sidde en smule i fred. Seneca stillede sig bagved hendes stol og trak den ud for hende, “frøken,” han præsenterede hendes plads for hende.

[Angela Dupuis Blake]

Efter en susende fornemmelse landede de ved bestemmelsesstedet og Angela tog sig selv i at blive forholdsvis overrasket. Det var ikke bare et almindelig pænt sted, han havde taget hende med. Det var virkelig fornemt.
I sit stille sind priste Angela sig for første gang lykkelig for at hun var opvokset i en fin familie i Frankrig, som havde lært hende om Etikette og at begå sig i rammer som disse. hånden blev ankret fast, hvor Seneca placerede den på sin arm, og hun smilede endnu engang venligt til ham. "Hvor er her smukt." Hun lod en tjener tage sin jakke og fulgte så med hen til bordet, der til hendes glæde stod lidt afsides. Endnu engang overraskede Seneca hende, ved at trække stolen ud for hende og hun kunne ikke lade være med at sende ham et smil. "Sikke en gentleman du er." Lød det komplimenterende fra hende, før hun så satte sig og lod sig skubbe ind til bordet.

[Seneca Adrenal]

Han smilte bredt til hende og skubbede hende på plads, som hun satte sig ned, “Jo, det har jeg vel hørt før en gang eller to,” svarede han hende i en charmerende tone, før han selv tog plads over for hende, så han kunne sidde og spise hende med blikket. “Maden er bestilt i forvejen, så jeg håber du kan lide mit madvalg. Jeg syntes bare ikke vi skulle bruge tid på at sidde og kigge igennem deres menukort, når vi i stedet kunne bruge den tid på at lære hinanden at kende.” Hvis hun ikke kunne lide den suppe, pasta og is-dessert han havde bestilt, så måtte han jo vel bare prøve igen en anden dag.

Rødvin blev serveret for dem og han rettede sig en smule op, “Så… Angela… Har du haft det godt siden vi sidst så hinanden?” startede han ud med et skævt smil på sine læber. Han havde mange spørgsmål han gerne ville igennem - hun fascinerede ham og han ville vide alt.

[Angela Dupuis Blake]

Det var længe siden Angela havde oplevet etikette af samme kaliber som her. Seneca forstod sig virkelig på gentlemandsregler og Angela kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet og føle sig tiltrukket af ham. Thomas lurede dog stadig i hendes tanker, ville han kunne lide en mand som Seneca? nej, det ville han nok ikke, men så igen, Spurgte med Thomas Blake, ville der sikkert ikke være en eneste mand, som var god nok til hende.
Hun prøvede at skubbe sin bror ud af tankerne og i stedet fokusere på Seneca, hun var ikke helt sikker på, hvad han havde sagt, men hun nikkede bare og svarede høfligt. "Det lyder fint." Senere gik det op for hende, at han nok havde fortalt, at maden var bestilt.
Glasset med rødvin blev hævet forsigtigt op til de røde læber for hun lod nogle enkelt dråber løbe ned i halsen på sig og derefter slikke resterne diskret med sine læber. "Jeg har haft det ganske fint. Lidt travlt i cafeen, men i det mindste ikke flere problematiske drikkepenge." Hun fniste kort og blinkede til ham. "Og du? Har du tænkt på mig?" Det gik faktisk ikke rigtig op for hende, at det ikke var samme spørgsmål de spillede.

[Seneca Adrenal]

Seneca havde ikke brug for en hel masse forstyrrelser - især ikke nogen, der eventuelt kunne vække opmærksomheden hos andre gæster, så alt var næsten sørget for i forvejen. Hvis der var noget, der havde hjulpet Seneca igennem den svære tid og planlægning, så var det tanken om at møde Angela igen og se hvor dette kunne føre hen. Han var bestemt ikke typen, der normalt bare sprang ud i tingene (eller forhold), men med denne unge kvinde kunne han ikke hjælpe det; var det interesse eller lyst? Han vidste det ikke med sikkerhed, men når han så hende føre vinglasset op til hendes farvede læber, så kunne han ikke undgå at mærke noget summe dybt i hans mave. Hans øjne var interesserede og der var ingen tvivl om at al hans opmærksomhed hvilede på hende lige nu, hvor intenst det end måtte føles for hende.
"Ah... problematiske drikkepenge siger du?" lo han kort, "...Er det virkelig hvad du ønsker at kalder dem? Jeg ville nu mene at det nærmere er en velfortjent sideløn," svarede han hende og tog sig en tår af sin vin. Hendes næste spørgsmål var overraskende intimt og et smil gled op over hans læber, "tænkt på dig? Jeg tror både jeg har tænkt og drømt om dig, Angela." svarede han hende uden den mindste følelse af skam over det.

[Angela Dupuis Blake]

Angela skænkede ikke der forbestilte mad en tanke mens de sad og snakkede, maden var dejlig og der var ikke en finger at sætte på den, så egentlig var det ganske rart, både at de spiste det samme, men også for at slippe for den lidt akavede tid med hvilken mad man skulle bestille og hvad man kunne tillade sig at bestille. så var dette her meget bedre.
Angela smilede lidt ved hans kommentar og stillede vinglasset fra sig, før hun så kiggede på ham igen. "Løn er noget, man skal gøre sig fortjent til, og så vidt jeg husker, så gjorde jeg blot mit arbejde den dag" Det var hun sådan set rigtig nok, alligevel kunne hun nu pludselig mærke en følelse røre på sig; spænding for hvad modspil han nu ville komme med omkring hele dette cirkus med drikkepengene. 
Hun følte dog næsten sit hjerte springe et slag over, da han så fortalte, at hen ikke bare havde tænkt på hende, men også drømt om hende. Det var ikke lige hvad hun havde regnet med. "Du har drømt om mig? Hvilke drømme har du haft?" Spurgte hun usikkert og havde brug for et eller andet, der fortalte hende, at det hele nok skulle gå.

[Seneca Adrenal]

Seneca smagte på sin suppe, som ikke smage nær så godt, som de ord han tyggede på at fortælle Angela. Angela så utroligt fortryllende ud her til aften, og han kunne knap nok få hevet øjnene fra hende. "Gøre sig fortjent til," lo han, "hvad så med de mennesker, der ikke er i stand til at arbejde for deres løn? Skal de gå sultne i seng fordi de gjort sig mindre fortjente?" spurgte han hende uden egentlig at ønske et svar fra hende. Seneca havde altid hans egne overbevisninger, og at han var lidt ældre end hende gjorde nok også at han følte at han vidste bedre.
"Hvilke drømme har jeg haft om dig... Du er modig at du tør at spørge en mand, hvad han drømmer om natten, Angela," han fejede spørgsmålet til side med et skævt smil. "For det meste drømmer jeg om vores første møde. Det er uskyldige drømme, Angela," forsikrede han hende, så han ikke lød alt for pervers. Han ville ikke gøre pigebarnet utilpas.

[Angela Dupuis Blake]

Hvor mange nok i højre eller mindre grad ville komme til at slubre med suppen, sad Angela fuldstændig lydløst ret op og ned og spiste sin suppe. Det end ikke dryppede fra skeen, når hun førte den imod munde. Med andre ord havde hun virkelig gode bordmanere, som hun havde lært i sin tid i Frankrig. Høfligt spiste hun den bestilte mad, men måtte så lade skeen hvile, som han vendte helt om på hans ord. "sir, de kan ikke stille det op sådan. Jeg tjener en løn svarende til min indsats. Derfor bør jeg ikke få flere penge end det. andre med samme job som jeg, ville jo ikke modtage de penge du ville betale mig. Ergo, havde det været en anden, der havde serveret is for dig den dag, så havde han eller hun været den heldige." hun håbede virkelig på at han ville forstå hende. Hun havde ingen intentioner om at tage penge, fra folk der ikke havde dem. Om så det kun var i talen. "Så i givet fald, hvis du ville give nogen penge, burde du give dem til folk der har mere brug for dem end jeg." Sluttede hun derfor af og løftede roligt sit glas for at vædde munden.

"Med al respekt Seneca, så gør du mig nysgerrig ved at nævne ting som dette på den måde." forklarede hun ærligt. Hun ville gerne vide hvilke drømme der var i hans hoved. "Vores første møde? en is der bliver serveret over en disk. Sig mig, har de ikke mere spændende ting at drømme om?"

[Seneca Adrenal]

"Men hvordan måler du indsats? Der findes folk, der overtager deres oldefars forretning - de løfter aldrig en finger, men tjener flere galleoner end du nogensinde kommer til at tjene i en livstid," han kunne blive ved med at snakke om det, men han kunne også godt se hvad hun mente. "Jeg giver dig dog ret i at der nok findes andre, der har mere brug for de penge jeg prøvede at give dig. Faktisk, så er jeg selv en af de lidt mere velhavende røvhuller, der tjener penge uden at løfte en finger... Måske er det derfor det føles så godt at give lidt til andre?" Han trak på skuldrene. Han havde trods alt en husalfefabrik, som gav ham en pæn og jævn indkomst - men han ville ikke tale for detaljeret om den, da der bestemt ikke var nogen romantik i husalfeavl.

Jo mere hun talte, jo mere interessant blev hun - hvilket ikke var en evne alle kvinder besad. "Mere spændende ting at drømme om? Hvilke drømme håbede du da at jeg havde, Angela?" hans smil var skævt, mens han sad og betragtede hende. "Vores møde gjorde et stort indtryk på mig, selvom det var ganske kort."

[Angela Dupuis Blake]

Hun var tavs en tid, mens hun forsøgte at finde svar på hans spørgsmål. I hendes optik vendte han alle hendes ord, til en mening hun ikke havde ønsket sig. Dog dermed ikke sagt at hun ikke kunne lide samtalen, for det kunne hun bestemt. "Tag mig fx. Jeg arbejder i en iscafe. Det indebærer at jeg sælger is, kaffe og andre ting, du ved et. Du har selv været der. Jeg skal pakke nye vare ud og sørge for at holde opryddet. Klare jeg det. Så yder jeg min indsats og får den løn jeg er berettiget til. Gør jeg det bedre end forventet, kan jeg altid håbe på en lønforhøjelse, måske et bedre job. Indsatsen på mit arbejde er dermed at jeg fuldfører mine opgaver. lige såvel som en professor, en minister eller en hvilken som helst anden på arbejdsmarkedet. indsatsen er at gør hvad der forventes." hun holdt en pause for at sikre sig han fortsat var med hende. Dette her var ikke så simpelt som han gjorde det til. "Så er der familier der er mere velhavende grundet arv eller held. Tro mig, jeg kender til det. Jeg er selv vokset op i de kredse. Penge er for mange velstand. Men det er ikke alle der formår at få lige godt udnytte af disse penge. Samtidig er der visse kredse, hvor det forventes du har flere penge. Gør det dig så mere lykkelig? Nej absolut ikke. Indsatsen her er også en anden. Den er større, men det har ikke direkte noget med dit arbejde at gøre. Det har mere noget at gøre med hvad du gør med dit omdømme og det liv du lever. Sørger du for arbejdspladser til de der her brug for pengene eller drikker du pengene op?"  hun holdt igen en pause og måtte drikke lidt vand efter at have talt så meget. "og for så lige at vende dem der ikke kan tjene penge selv. Der er forskellige måder de alligevel kan gøre en indsats og få penge. Så hvad jeg prøver at sige er, at det ikke er så sort og hvidt."  Hun tav og så på ham med de store blå øjne og sendte ham et lille smil. "hvad drømme angår, så anser jeg drømme som noget man gerne vil opnå eller en besked fra underbevidstheden, som prøver at fortælle dig noget. Men nu har jeg vidst også sagt mere end rigeligt og burde nok bare spise noget af min suppe." Hun tav og førte så ganske yndefuldt skeen op til munden igen og spiste lidt videre.

[Seneca Adrenal]

Selvfølgelig var Seneca ikke helt enig med alle de punkter hun kom med, men alligevel formåede hun at gøre ham en smule stille. I stedet for at tale sad han nu med et smil og lyttede til alle hendes idéer om hvordan verden den virkede. De var måske bare opdraget så forskelligt… Seneca med sin egen forretning, vidste at det var alt for nemt at udnytte arbejdere, for så lav løn som muligt, så han kunne tjene så meget som muligt… Det var ikke fordi han ønskede at give den laveste løn, men han mente nu bare at han selv kunne bruge fortjenesten bedre end de kunne bruge en lønforhøjelse. Han havde brug for pengene til sin sag og til sit liv.
”Jeg sørger for arbejdspladser… Og så drikker jeg for en del af den fortjeneste det giver mig,” hans smil var bredt og skævt. Han havde nu alligevel også givet mange folk en mere tryg tilværelse. De var ikke alle fuldblodsfanatikere, nej, de fleste var bare folk der ikke kunne få et arbejde et andet sted, fordi de var på flugt fra et eller andet eller sig selv.
”Ja, du må hellere få spist suppen, før den bliver kold… Men du forbløffer mig alligevel med dine mange tanker… Så du tænker at min underbevidsthed prøver at fortælle mig noget, når jeg drømmer om dig og vores første møde?” spurgte han hende nysgerrigt, inden han tog endnu en skefuld suppe.