Klippekant til middag

[Seneca Adrenal]

Seneca foldede hænderne sammen og hvilede sin hage på dem, og nikkede ganske langsomt, “Jeg arvede mine forældres forretning, deres penge og deres hjem, dengang de omkom,” det var ved at være længe siden og ikke noget han længere var trist over. Han havde accepteret deres død. Han havde dog ikke besøgt Adrenal-palæet, siden før de døde. Han havde ikke været i stand til at vende hjem, fordi han var efterlyst, og det var et af de mere risikable hjem at besøge. “Men jeg kaster ikke rundt med mine penge. Kun når jeg møder en attraktiv kvinde, der arbejder i en isbod,” det trak op i hans smil og han sørgede for at skrue lidt op for charmen. “Kunne du lide maden, Angela?” tallerknerne blev taget fra dem, nu hvor de var tomme.

[Angela Dupuis Blake]

Angie kunne ikke lade være med at bide mærke i ordet "arvede". Hvem mon egentlig havde arvet efter hendes egne forældre? havde Thomas Blake det? og i så fald hvor meget. Egentlig var det ikke vigtig for hende, men tanken havde bare aldrig strejfet hende før, hvilket gjorde den interessant nu. Hun så op på Seneca og lod for et øjeblik mad være mad. "Hvad er der sket dine forældre?" Spurgte hun interesseret, men dog med en lidt sørgmodig stemme. De var tydeligvis døde siden han havde arvet. 
Hans næste kommentar fik hende til at rødme. var hun virkelig attraktiv? Det var lidt af et kompliment og det varmede i hende at han havde sagt som han havde. "Tak." hun lagde bestikket på tallerkenen som tegn til at hun var færdig med at spise. "Jo tak. Maden var virkelig skøn, og selskabet dejligt."

[Seneca Adrenal]

Seneca smilede over at hun stillede ham spørgsmålet så direkte. Nogen ville have spurgt om de kunne tillade dem at spørge, for høflighedens skyld. Det lettede Seneca at se at hun ikke var så korrupt at den indlærte høflighed var steget til den højde. “Mine far døde efter en lang periode med sygdom, og min mor døde kort tid efter af et stoppet hjerte,” svarde han ganske simpelt. Det kunne være et knust hjerte eller det kunne være hans mors krop bare havde fået nok.
“Hvis du nogensinde skulle ønske dette selskab igen, så skal du ikke være bange for at række ud i fremtiden,” forsikrede han hende om. Ellers vidste han jo også hvor hun arbejdede nu.

[Angela Dupuis Blake]

Som han fortalte, blev hendes blik lidt trist, og hun så ned. "Det gør mig ondt."  Blikket faldt på hendes tommelfinger, og hun begyndte at stryge sin pegefinger let hen over tomlen, men tankerne fløj afsted i hovedet på hende. Hendes egne forældre var også døde. Hendes bror havde endda stået og råbt af deres fars gravsten, alt imens hun ikke anede hvem de var. Hun kunne ikke huske det. Havde ingen minder derom. Hun vidste bare at de var væk begge to. Mon de overhovedet havde elsket hende... Jo hendes far havde vidst, men det havde været på en usund måde. Og hvad havde han egentlig sagt efter at han havde spillet hende væk og dermed var kommet hjem uden datteren. Spørgsmålene blev mange og det begyndte at gøre ondt i hovedet på hende. Hvilket også gjorde at hun rynkede brynene let sammen.
Først da han snakkede om et nyt møde så hun op på ham igen. "Tak, ja.. det vil jeg gøre."

[Seneca Adrenal]

Seneca kunne ikke undgå at bemærke at frøkenen foran ham, synes at trække sig ind i sig selv, som de kom ind på snakken om hans forældres utimelige død. Han havde siddet rimelig afslappet hele aftenen, men han rettede sig nu op og lænede sig derefter en smule ind mod bordet, så han kunne læne sig på sine albuer og se på hende. “Angela, hvor er dine forældre?” hun var en ung kvinde. Langt yngre end ham. Han havde mistet hans forældre mens han var en voksen mand og han var vant til tab på en sund og naturlig måde.

[Angela Dupuis Blake]

Angela så op og rynkede let brynene da han stille Sit spørgsmål. “De er desværre døde. Jeg... har aldrig rigtig kende dem” forklarede hun ærligt og kunne egentlig godt mærke at det ikke var en samtale hun ønskede at have. Det var ikke direkte en hemmelighed, det der var sket med hende, men hun havde ikke specielt meget lyst til at fortælle at hun var blevet spillet væk i en ung alder, hvorved hun også havde fået fjernet sin hukommelse. 
det kunne stadig genere hende at der var ting hun mindedes men ikke rigtig kunne huske. “Det er ikke noget jeg ønsker at tale om.” Slog hun derfor fast. 

[Seneca Adrenal]

Regningen havde Seneca jo allerede betalt inden de mødtes. Det var arrangeret, betalt for og nu også færdigt. Middagen med Angela var efter Senecas mening gået forrygende, og han kunne ikke vente med at bestille den næste kaffe fra hende i isboden. Det gjorde Seneca en anelse sentimental at høre at hendes forældre var døde ligesom hans. Restauranten spillede sød violinspil, mens han sad og beundrede hende for at prøve at forholde sig stærk. Hun satte et skjold op - hun ville ikke tale om det.
“Nuvel, men hvis du nogensinde skulle ændre din mening, så ved du at du har vækket min interesse, kære Angela.” Han rejste sig langsomt fra sin plads i stolen og lagde et par galleoner i drikkepenge til tjeneren, inden han gik over for at række sin hånd hen til Angela, “Skal vi, M'Lady? Jeg tænker vi kan gå hver til sit uden for restauranten,” de kunne jo transferere til deres eget hjem - og det var også ved at blive sent.

[Angela Dupuis Blake]

Angela tørrede sig om munden før hun så rejste sig og tog sin jakke på. Hun fulgte med Seneca ud af restauranten. "Tak for en rigtig hyggelig aften hr." Komplimenterede hun, gavham et kindkys og sagde dermed farvel til ham. 

- Out