Klippekant til middag

[Angela Dupuis Blake]

En del af Angela kunne ikke lide de ord, som Seneca sagde. Eller det var nok ikke så meget ordene, men mere måden han sagde dem på. Det virkede bare næsten overlegent måden han fik sagt det på, og ikke nok med det, Noget af det fik hende også til at tænke på de få minder hun havde om sin far. Med den tanke i hovedet, fik hun hurtigt sat fokusset ned på sin suppe og begyndte at spise. Det var ikke noget hun ville tænke for meget på. 
Heldigvis valgte han dog også at ændre samtalen lidt. Dog ikke rigtig til det bedre, men alligevel nok til at hun kunne komme på andre tanker. Hun smile af hans kompliment, eller det lød det hvert fald til at være. "Jeg ved det ikke. Måske at du skal køle lidt ned? Nej undskyld det var mest dril. Måske at du har brug for lidt modstand i dagligdagen, så du ikke tror du kan bestemme alt? Eller at du skal blive opmærksom på hvad du bruger dine penge på." foreslog hun uden der var en eneste ond hensigt med det.

[Seneca Adrenal]

Der kom en let latter fra manden, da Angela drillede ved at komme op med et underholdende svar. Derudover, så fik det ham i bedre humør, at hun foreslog at han manglede modstand - og at der kunne være øjeblikke hvor han ikke bestemte alt. ”Så... hvordan føles det at give mig modstand, Angela? Hvilke følelser giver det dig at sidde og spise med mig?” Seneca var færdig med sin suppe og han lænede sig lidt tættere på, trods der stadigvæk var god afstand mellem dem. Han lænede sig på hans albuer med hænderne foldede ud for hans mund og hage, mens han betragtede Angela for at se hvilket svar hun kunne finde på nu.

[Angela Dupuis Blake]

Heldigvis var hendes spøg da faldet i god jorde, men hans efterfølgende spørgsmål fik hende til at tænke, mens hun spiste mere af suppen. Hun så på ham for virkelig at prøve at vurdere ham, tiltede hovedet lidt på skrå, først til den ene side, så til den anden. "Hmm... Det føles godt. Jeg tror du er en mand, der er vant til at få sin vilje, men at jeg kan sidde her og holde på hvad jeg tror på, og dog stadig have interesse i dine øjne, det tager jeg som et kompliment. Det må betyde at jeg er en værdig kandidat." Det var hvert fald sådan hun valgte at se på det. Måske sandheden var en anden, måske han så det som noget andet, men hun så det som et kompliment og det kunne hun godt lide. hvad angik følelser var det lidt svære. "Hmm.. jeg tror jeg føler hygge. glæde over at daten her virker til at gå okay, Jeg føler mig set og hørt. Jeg føler dette er et godt møde" om det var godt nok for ham vidste hun ikke, men hun valgte at stoppe der og så spise det sidste af sin skubbe og lægge skeen i den tomme skål.

[Seneca Adrenal]

Seneca måtte kæmpe for ikke at smile for bredt, da hun nævnte at hun var en værdig kandidat. Det var hun helt bestemt, også selvom han ikke helt havde besluttet sig for hvilken slags kandidat hun var for ham endnu. Hun virkede næppe som en, der havde de samme overbevisninger som ham - og selvom Seneca havde overtalingsevner, så virkede Angela ikke som en der kunne ændre sig alt for meget. Alligevel ville han ikke stoppe deres date.

“Du har nogle imponerende tanker - og du er meget smigrende… Jeg håber ikke restauranten her er for fin - det var ikke min mening at vi skulle sidde og være anspændte over for hinanden,” talte han, mens han observerede hende. Åh, han kunne ikke hive sine øjne fra hende. “Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til den måde du spiser på og bevæger dig på. Det virker indlært og som om du er meget bevidst om dine handlinger. Kommer det fra en streng opdragelse? Eller er det fordi du tror jeg forventer at du opfører dig som en fin dame i fint selskab?” hans smil spillede fortsat let om hans læber, men han forventede også et svar på hans observationer. Selvfølgelig forventede han ikke at hun åd som et svin, men hun faldt næsten i ét med tapetet her i restauranten, så fint som hun opførte sig med rank ryg og ikke en eneste dråbe suppe faldt fra hendes ske.

[Angela Dupuis Blake]

Angela så rundt i restauranten, jo den var da fin, men ikke noget overvældende, som hun ikke kunne være i. Derefter så hun hed på sin tallerken. Det var ikke fordi hun som sådan anstrengte sig med ikke at spilde, det var bare sådan hun var. Sådan hun var opdraget. "Restauranten er fin sir. Jeg er skam ikke anspændt. Jeg nyder maden og nyder vores samtale." Prøvede hun at forklare ham ganske oprigtigt med et smil på læben. "Jeg er opvokset i en fransk familie, som muligvis nok har været lidt gammeldags i deres holdninger og opdragelse. De kommer fra et finere miljø, Så da jeg var..." Hun stoppede og rømmede sig. Det hun havde været ved at fortælle måtte være et af de falske minder, der var blevet placeret i hende. "Undskyld. Jeg lærte ret tidligt at sidde med rank rynk når jeg spiser ligesom jeg lærte at det ikke egnede sig for en ung kvide at spilde" Hun så undskyldende på ham. Det var bare sådan hun var og kunne intet gøre ved det.

[Seneca Adrenal]

Et vurderende blik blev sendt i hendes retning, før han lænede sig en anelse frem og sendte hende et undskyldende smil, “Du må undskylde min antagelse - men jeg må have forvekslet dine manerer med anspændthed.”
Pastaen blev serveret - hovedretten. “Så du kommer fra en fin fransk familie… Hvordan endte du her i England, Angela?” spurgte han interesseret, før han begyndte at tage for sig af sin ret. Der ville altid være et spørgsmål, Seneca kunne stille hende. Han kunne i hvert fald ikke forestille sig at hans nysgerrighed over for kvinden ville have en ende foreløbigt.

[Angela Dupuis Blake]

Blikket blev slået ned i bordet, og hun mærkede kinderne stige lidt i temperatur. Hun var ikke interesseret i at skabe en scene eller dårlig stemning. "Nej Hr. Du må ikke undskylde. Det er ikke nødvendigt. Bare du ved jeg ikke er anspændt." Hun kiggede op på ham igen og overvejede hvad hun kunne fortælle om sit liv. Hun havde egentlig ikke lyst til at lade ham det vide. Men havde hun lyst til at lyve? "Undskyld Seneca, men mit livs historie er lang og kedsommelig. Jeg kan dog fortælle dig at jeg rejste til England og fik job på iscafeen fordi jeg gerne ville se hvordan mit liv ville være her. Jeg følte mig ligesom tiltrukket af landet." Det var sand nok skønt det føltes lidt dumt at sige det på denne måde. Seneca virkede ikke som den overtroiske type, hvilket nok gjorde det lidt værre at det var hendes grund. Selve hendes familieforhold ville hun intet sige om. Han skulle ikke kende til den sandhed.

[Seneca Adrenal]

Seneca kiggede en smule indgående på Angela, før han nikkede to gange og igen vendte opmærksomheden mod pastaretten. “Godt, for jeg ønsker dig ikke anspændt, Angela.” et smil dukkede op under hans overskæg.
Hun fik ham til at rette blikket fra pastaen og over på hende igen, da hun fortalte ham at hendes livs historie var kedelig og lang - noget folk typisk kun sagde, når de havde detaljer om deres fortid de ikke ønskede at tale om. “Så du trak rødderne op fra de vante rammer, fordi du gerne ville arbejde på en iscafé i et andet land?” han kiggede igen ned på sin pasta, “I Franske må lave utroligt dårlig is, for at du tog sådan et spring for isens skyld,” tilføjede han mistænksomt og spiste videre.

[Angela Dupuis Blake]

Angela smilede til ham, skønt hun valgte at holde kortene lidt tæt ind til kroppen. Han behøvede ikke vide for mange ting om hendes familie eller om Thomas Blake for den sags skyld. Det var lidt for privat. Hun svarede ham dog alligevel så fint hun kunne. "Ja både og. Jeg trak rødderne op, fordi jeg gerne ville flytte til England. Jobbet i iscafeen fik jeg i sin tid for også at tjene nogle penge her, Det var meningen at jeg skulle have et ordentligt job en dag, men nu er jeg vidst faldet for meget til med isen." Det var egentlig lidt underligt, for hun havde jo egentlig haft drømme. Hun havde villet så meget. Måske var det fordi hun fra start af havde været lidt hurtig med at forelske sig og så bagefter lidt havde brændt fingrene på det ved at blive friendzoned. Så var der Thomas også, som hun gerne bare ville have det godt med igen og lære at kende. Med andre ord var job ikke det der blev prioriteret. "Men nok om mig. Hvad er din historie? Du virker som sådan en gentleman."

[Seneca Adrenal]

”Faldet for meget til med isen…” gentog han næsten i en hånlig hvisken, inden han tog sig en bid mad. Det var skuffende at høre hende sige det, og han havde heller ikke gemt skuffelsen i hans tone. Dog valgte han ikke at kommunikere på det yderligere. Han havde dog sine egne tanker omkring det.
”Mig? Jeg er ingen gentleman. Jeg er blot veltalende og charmerende,” et skævt smil dukkede op, som han rettede sit blik mod hende igen. ”Jeg var ung og ambitiøs og blev til politiker i en ung alder. Alt for ung, må man sige… Det endte med at koste mig min karriere ganske hurtigt, og nu er jeg en simpel forretningsmand. Husalfer giver en god slat penge, hvis du ved hvordan du får dem fristet til at parre sig. De er nogle spøjse kræ,” hans stemme lød tør, men underholdt, som han forklarede om husalferne. De rige mennesker skulle jo have deres tjenere et sted fra. ”Jeg har også en datter – Anastacia – som nok er det eneste, der har givet mig en grund til at vågne op med et smil på læben, siden min kone døde,” det var et følsomt emne for ham.

[Angela Dupuis Blake]

Hun grinede kort og trak på smilebåndet. "Jeg kan godt lide mennesker forstår du og med et job i iscafeen får jeg mulighed for at møde en masse, som jeg så også har tiden til at tale med. Ligesom da jeg mødte dig og talte længe med dig. Det er spændende." Forklarede hun og spiste videre af sin mad, mens hun holdt øjnene på ham. og smilede. "Men jo måske jeg snart skulle videre. Jeg ville gerne undervise forstår du. Den stilling jeg ønsker er bare ikke rigtig ledig." forklarede hun ganske sandfærdigt og måtte derfor også erkende at hun lidt var endt i en venteposition.
Hun smilede til ham på ny. "Du er meget charmerende det vil jeg give dig." Lød det fra hende. Det var faktisk lidt skræmmende hvordan hun følte sig draget til ham, selvom hun måske godt vidste det ikke på nogen måde ville ende godt for hende, men det var så svært for hende at sige fra overfor ham. "Husalfer?" spurgte hun så. Det var ikke hvad hun ligefrem havde forventet. Politikker helt sikkert, men ikke en der arbejdede med husalffer. "Så du sørger for at de får et godt hjem?"

[Seneca Adrenal]

Han rettede sig op og sendte hende et opmærksomt blik - hun ønskede at undervise! Se, det var sådan en interessant detalje, Seneca havde håbet på at høre i løbet af deres aften sammen. “Jamen Angela, det var nyheder! Hvad ønsker du at undervise i?” spurgte han hende med et smil, der bredte sig nysgerrigt om hans læber. Han følte sig smigret af at hun kaldte ham charmerende, også selvom det også var hans egen holdning, at han nok ikke var kommet langt i livet uden bare en smule charme. Seneca måtte dog holde et grin tilbage og passe på med ikke at få sin vin galt i halsen, da hun spurgte ind til om husalferne fik et godt hjem - og han var succesfuld, for han lod det ikke vise på sig, at han synes hendes spørgsmål var en anelse naivt. Husalfer var forretning.
“Selvfølgelig - De kommer til gode hjem hos dem der har råd til dem. Husalfer fås ikke billigt, og når folk har betalt dyre domme for dem, så behandler de dem typisk også godt.”

[Angela Dupuis Blake]

Af en eller anden grund var det rart at mærke et tilfredshed fra Seneca, som også dermed gjorde Angela glad. Det fik hende endda til at håbe på hun faktisk kunne få det job hun ønskede sig en dag. "Jeg vil gerne undervise i besværgelser eller forvandling." svarede hun roligt. Hun var ikke meget for hverken mørk magi eller de merepraktiske som botanik eller MDPP. men noget med brug af magi, det kunne hun lide. 
Hun lyttede interesseret til snakken om Husalfer. Ikke fordi hun som sådan var aktivist og kæmpede deres sag, men hun ønskede da helt sikkert at de små kræ blev behandlet med respekt. Man hørte om familier, der behandlede Husalfer som skrald. "Det var godt. Det er jeg glad for. er der... meget salg i husalfer?" spurgte hun så. han virkede til at have en del penge ved hånden. 

[Seneca Adrenal]

“Besværgelser eller forvandling - interessant. Jeg har selv en stor interesse i at undervise i FMMK eller besværgelser. Desværre, så er jeg ikke helt på Hogwarts’ gode side, så jeg tror ikke de ville hyre mig, om jeg så var deres sidste mulighed,” han smilede underholdt. “Jeg håber du får lov til det en dag - jeg kunne godt forestille mig at du ville være en tålmodig underviser.” han holdte øjenkontakten med hende, før han lagde sit bestik fra sig. Han havde spist op.
“Der er… Overraskende mange penge i det. Trofaste kunder, der vil købe en husalf til deres grandfætter, nevø eller til deres nyægtede barn. Det er en magisk industri, der næppe dør ud forløbigt."

[Angela Dupuis Blake]

Så de var måske ikke så forskellige alligevel? Tanken fik hende til at smile lidt igen, skønt der var stor alders forskel på dem, så virkede det faktisk okay. Der var selvfølgelig små afvigelser, men ikke mere end det godt kunne accepteres. 
Diskret kiggede hun over på manden, som for lige at se ham an på ny, mens hun overvejede om det her virkelig var noget, eller hvad hun skulle gøre med det hele. Hvad ville der mon ske, når middagen var færdig. Hun spiste selv videre og så, hvordan han nu tog sidste bid i munden. Kort efter nåede hun selv dertil. "SÅ dermed er du også rig? ER det sådan det skal forståes?" Spurgte hun lidt nysgerrigt? Han virkede som en med penge nok hvertfald. Særligt efter hvordan han havde reageret på iscafeen.