Irina! I need your help, I can't do this alone

[Deleted]

@irina
Sted: Hjemme hos Dmitry
Tid: omkring kl 20
Vejr: Regnvejr og god vind
Omgivelser: Dmitry's lejlighed der roder mere end normalt.
Outfit

---

Dmitry havde for godt 4 dage siden, modtaget en ugle fra hans bedste forældre hjemme i deres hjemland, om at deres far var død! Han var død i azkaban, hvordan stod der ikke noget om i brevet! Dmitry havde krøllet brevet sammen inden han havde læst det hele og kastet det et eller andet sted hen fra hvor han sad. Han kunne ikke læse mere i brevet, han mærkede vreden blusse op i hans krop, følelsen af at være efterladt og følelsen af at være ligegyldig dukkede lige så voldsomt op i ham som den dag han fik afvide at deres forældre var fanget og sendt til Azkaban for livstid. Den dag havde knust ham fuldstændig og tankerne om at forsætte i garden var bedre mindre og han havde forsøgt at undgå alt kontakt til garden. Han var begyndt at feste mere og alkoholen var blevet en trolig ven og nærmest bedste ven de sidste par dage efter beskeden. 

Han havde fået nok! Derfor havde han dagen forinden sendt en ugle til søster om, hun ikke godt ville komme til ham, han havde brug for hendes hjælp til at komme igennem dette og få hjælp til noget, han ikke kunne oplyse i brevet, hvis nogen fra garden fik fat i brevet før Irina! Der var ikke længere nogen grund til at han skulle være i garden, når hans far ikke var der længere. Hans og deres mors forhold var på ingen måde lige så tæt som hans forhold til deres far. Dmitry havde altid været fars dreng og han havde altid set op til ham, så det at han aldrig skulle se sin far igen var dråben der fik bægret til at flyde over. Brevet var skrevet med en rystende hånd og der var også et par dråber på brevet, en blanding af tåre og en blanding af den vodka han havde drukket af imens han skrev brevet. Han havde ikke kunne huske om hun, kunne hans adresse og havde derfor tilføjet den til sidst i brevet

Selvom Irina ikke var gået i garden og selvom hun havde valgt en helt anden retning og han havde hadede hende for det og altid vist overfor andre at hun ikke var noget værd, elskede han hende stadigvæk, og lige nu savnede han hende mere end noget andet. Irina havde altid været den kloge af de to, så han håbet hun kunne hjælpe ham. 

Dmitry havde forsøgt at holde sig fra flasken hele dagen, da han ikke ville være pløre fuld hvis hun dukkede op, selvom håbet var ved at svinde ud, jo mere klokken blev. Måske hun selv var i sorg? Han vidste dog at hun nok ikke ville være så hårdt ramt som Dmitry var. Han havde forsøgt at få dagen til at gå med oprydning men det var svært at få samlet overskuddet til det, dog fik han ordnet det der var i køkkenet. Han hadede et ulækkert køkken og sørgede som altid for at det så ordentligt ud, det samme med hans badeværelse. Dog rodede stuen, der stod tomme flasker hist og her men ikke noget overdrevet, sammen med den flaske vodka der stod på sofabordet, hvor han sad i sofaen og kæmpede med ikke bare at begynde og tømme flasken.

[Deleted]

Outfit

Irina havde knap værdiget brevet fra sin bror et eneste blik. Hun havde ingen interesse i at læse det, da hun allerede havde en god ide om, hvad det ville omhandle. Hun havde også fået brevet omkring deres afdøde far og modsat Dmitry, havde hun læst det, for så at smide det ud. Hun havde ingen interesser i at være en del af den familie mere. Det var slut for hende med at være tæt med nogen, som mente det var rigtigt at gå i garden. Hun ville mere med livet, ville noget andet! Hun havde en drøm om at bryde mønsteret og måske blive auror, eller en form for konsulent måske? Om alle omstændigheder skulle det være noget hun var stolt af, noget hvor hun vidste hun gjorde en forskel og noget, hvor hun kunne hjælpe andre, der havde været i samme situation som hende selv. 

Brevet fra Dmitry havde dog alligevel holdt hende vågen, da hun var gået i seng, og hun var end med at stå op for at hente det, så kunne hun altid læse det i sengen. 
Brynene skød i vejret som hun læste, så han ville altså gerne se hende? Det var sikkert for at få styr på begravelse eller sådan noget. Mon egentlig de skulle tage sig af begravelsen, når nu deres far havde været fængslet? Hun var egentlig ret ligeglad. Hun havde ikke brug for familien længere og havde da lært at klare sig selv... sådan da. Hun skyllede penge lidt omkring sig, men hun måtte jo prøve at få det hele til at løbe rundt så godt hun kunne, med disse tanker var hun faldet i søvn.

Næste dag var hun fortsat i tvivl om hvad hun skulle stille op med Dmitry. Derfor fulgte hun ikke helt så godt med i timerne, og som hun fik fri gik hun en længere tur gennem en af Londons parker. Til sidst var det dog blevet aften, og hun fandt sig selv uden for opgangen til adressen hun havde fået tilsendt. Der havde været mærker efter dråber på brevet. Den del havde hun ikke kunnet slippe. Hun var dog meget opmærksom som hun bankede på indtil hans lejlighed og havde da også sin stav tæt ved hånden. Det skulle ikke ende med at han overfaldt hende eller noget i den stil.

[Deleted]

Dmitry var typen som altid satte hår! Også når han bare var hjemme og ikke skulle noget, men de sidste par dage var det ikke blevet sat, det stod ud til alle sider, tros han hele tiden kørte en hånd igennem håret for at få det bagud i stedet for bare at sætte det. Ærligt Dmitry lignede en som havde været på druk de sidste 14 dage i streg, et sted var det nok sandt, i hvert fald efter brevet om hans fars død. Dmitry lod sig rive ud af tankerne og stirren på vodka flasken før han tog en stor tår af den og rejste sig. Hans ben bevægede ham over til en gammel træreol han havde stående i hjørnet af sin stue, der var få familie billeder, han kiggede på billedet af sine forældre, som lå ned med selve billedet ned af. Han kunne vitterligt ikke holde ud at kigge på det, det havde lagt sådan siden han flyttede ind og før der lå det også ned siden deres forældre røg i azkaban. De eneste familie billeder der ikke lå ned var et billede af Dmitry og Irina, på deres 15 års fødselsdag, han huskede godt festen den havde været noget særligt og havde gode minder. Selvom Irina ikke var som ham og som deres forældre. Var hun stadigvæk hans eneste søster og han elskede hende mere end han nok ville erkende over nogen, men han savnede hende også mere end han var villig til at indse.

Han tog billeder af Irina og ham, inden han gik tilbage til sofaen og slog sig ned i den. Billedet blev sat på bordet foran ham og han mærkede hvordan tårerne pressede sig på, han græd sjældent og aldrig foran nogen! Han fik et lille smil på læben, som han huskede tilbage på dengang de var børn og hans rotte var død, hvordan han havde grædt hele dagen og været hysterisk og Irina havde gjort hans dag god igen. Hans tanker blev afbrudt af en banken på hoved døren! Hvem kunne det være? Han havde sagt til sine venner at han ikke ville have nogen former for besøg og det kunne jo næppe være Irina, hun ville da ikke komme så sent ville hun? Han snuppede hurtigt en tår af flasken og tørrede øjnene i ærmet så det ikke var helt så tydeligt, før han gik ud og åbnede hoveddøren. Og der stod hun! Irina, lige så smuk som hun altid havde været. ” Du kom?” kom det meget overrasket og usikkert fra ham. Han trådte til siden så hun kunne komme ind, ”her roder lidt og jeg ligner lort” konstaterede han for sig selv.

[Deleted]

Irina kunne høre en skramlen på den anden side af døren og et øjeblik overvejede hun at vende om og forsvinde, inden han nåede at åbne døren, men gjorde det ikke, og så blev døren åbnet. Langsomt hævede hun et bryn og så på sin bror. Han lignede noget katten havde slæbt ind, og stank lige sådan.
Hun trådte ind i hans lejlighed og så sig kort omkring, før blikket faldt på Dmitry. "Du ville tale med mig." Var alt hun sagde. Hun havde ikke glemt hvem han var bare fordi deres forældre ikke længere var med i billedet. Hans overraskede tone generede hende lidt. Hun kunne jo tydeligt høre på ham, at han egentlig ikke havde forventet, at hun ville dukke op.
Sandt at sige havde risikoen for det også været stor, men hun havde alligevel besluttet at se hvad han ville. "Jeg kunne se på dit brev, det var mere end bare en invitation. Så hvad drejer det sig om?" Hun blev stående midt på gulvet tæt ved døren, hun havde ikke rigtig lyst til at sætte sig, ikke før hun vidste noget mere. Hun ville ikke ende i noget hun ikke kunne komme ud af, nu havde hun trods alt kæmpet selv så længe. Det skulle ikke ødelægges nu. 

[Deleted]

Han fortryd nu lidt alligevel at han ikke havde taget et bad og ordnet håret og sit hjem, nu hvor hun stod her, men han havde et sted nok ikke troede på at hun ville eller han troede det ikke. ”Jeg har brug for din hjælp søster” sagde han og gned sit ansigt i hænderne, kom det stille og nærmest flovt fra ham, som hun havde fået hevet ham ud af hans tanker ved at tale. ”Jeg er inderligt brug for din hjælp! Måske har jeg aldrig været den bedste bror, men jeg savner dig…” sagde han og så på hende, det var tydeligt at se hans ord var oprigtige og ikke bare noget han sagde. Det var første gang i rigtig lang tid at han havde sagt han savnede hende, faktisk kunne han slet ikke huske hvornår han sidst havde sagt det, eller om han havde sagt.

Dmitry satte sig i sofaen foran billedet af hende og Dmitry, han løftede det blidt op og vendte det. ”Kan du huske denne dag? Du var så lykkelig, du smilede ægte hele dagen” sagde han som han mærkede tårerne igen presse sig på! Han måtte ikke tude nu! Ikke over for hans søster, hun fortjente det ikke, det var jo hans egen skyld, han havde jo damnede det hele op. ”Lov mig at du ikke griner af mig, lov mig du ikke siger det til nogen det jeg siger nu Irina” sagde han med et knæk i stemmen. ” Far er død, og far var den eneste grund til jeg gik i garden, jeg så op til far det ved du, måske for meget. Men den dag både mor og far kom i azkaban gik virkeligheden op for mig, de var ligeglade med os, hvis de bare fik os ind i garden, ville de vide hvor de havde os. Du var stærkere og klogere end mig den gang. Du tog det rigtige valg jeg gjorde ikke.. De svigtede os.. ” sagde han om det var rigtigt kunne han ikke svare på, det var jo sådan han havde følt det, han tørrede hurtigt sit ene øje som en tåre trillede ned. ” Far er død og jeg er ingen ting, jeg har følt mig hjemme i garden, men du ved vel lige så godt som mig at man ikke bare kommer ud af den igen” sagde han og tog flasken inden han tog en tår af den. ”Jeg skal bruge din hjælp til at komme ud af den” sagde han og så bedende og oprigtigt op på hende.

[Deleted]

Det var ikke fordi Irina ikke elskede sin bror, for selvfølgelig gjorde hun det, men som med alt andet fra familien, havde hun været nødt til at pakke det ned og gemme det væk. Hun havde valgt at smække døren til familien og kappe alle tråde, dermed også den til Dmitry. Derfor var hun også meget forbeholden for hvad dette her kunne være. Hun hævede et øjenbryn, som han hele tre gange nævnte, at han havde brug for hendes hjælp."Ja, det kan jeg forstå. Til hvad?" Hvis nu han ville komme til sagen, så kunne hun jo finde ud af, om det ville noget hun ville gå ind i eller om hun ville vende om og smutte med det sammen. Der var ret stor risiko for, at dette her havde en forbindelse til dødsgarden, og den ønskede hun ikke være en del af!

Irina fulgte ham med blikket, som han satte sig i sofaen og viste hende et billede fra deres fødselsdag. Det krævede meget af hende ikke at smile, men hun var stadig på vagt overfor, hvad dette her var og ville ikke give kam skyts til at skyde med. "Vores fødselsdag? Ja, den husker jeg. Mor insisterede på at jeg skulle have Den der ækle mørkerøde kjole på med udskæring ned mellem mine bryster, så jeg virkelig kunne blive lagt mærke til." Hun havde aldrig haft det godt med de kjoler hendes mor havde valgt hende, og slet ikke efter hun var blevet ældre og "klar til en mand". Irina sukkede lidt og så på sin bror igen. Hun skulle lige til at spørge, hvad deres fødselsdag havde med noget at gøre, da han endelig kom til sagen. Som han begyndte at snakke hævede hendes ene bryn sig i et noget skeptisk blik. Hvad var det her? Meget af tiden havde hun lyst til at afbryde ham, og sige at hun godt vidste deres far var død. At der ingen grund var til at jokke rundt i det, men hun gjorde det ikke. Hun lod ham bare snakke og prøvede at finde frem til hvad hans pointe var. "Sååh.. Du vil ikke være i garden fordi Far ikke er der længere? Det er din grund for at ville ud?" Hun så tvivlsomt på ham. Var det et nummer dette her? "Og hvad er det helt bestemt du siger jeg skal? Jeg kan nemt fortælle dig hvordan du gør, hvis det er det du vil have. men tro ikke det er en nem vej."

[Deleted]

Måden hun stod der på! Måden hun virkede så skide ligeglad og kold på gjorde det bestemt ikke på nogen som helst måde nemmere for Dmitry! Han hadede at folk var sådan overfor ham, tros han ikke lavede at andet end at være sådan overfor alle andre! Han svarede hende bevist ikke på at hun havde forstået det og gerne ville vide hvad det handlede om, for han skulle nok komme til sagen, han var bare ikke så god til at få det ud! Han ville jo ikke have hende til at tro at han var en svans for det var nok det sidste han nogensinde ville være, hvis man spurgte ham. Han valgte bevidst at tage sin stav op af lommen for at lægge den på bordet så langt fra ham det var ham muligt, mest for at hun skulle se at han ikke var ude på at ville gøre hende noget som helst. Han tog vodka flasken og tog en står tår af den! Lige nu var det hans sutteflaske og ville hun begynde at spørge indtil om han havde en afhængighed af alkohol, ville han nægte det! For det havde han bestemt ikke på nogen som helst måde overhovedet!!!!

Som Irina talte om deres fødselsdag og om kjolen deres mor havde tvunget hende ned i for at hun kunne vise bryster, huskede han alt om! Men hun havde været smuk den dag! Sådan virkelig meget. Dmitry var selv tvunget i et pænt jakkesæt, for han skulle være en pæn mand og en pæn mand havde jakkesæt på og måtte ikke blive beskidt eller kravle i træer! Nope! ” Selvom du hadede den, var du virkelig smuk, men det har du altid været. Den smukkeste af os to” sagde han og smilte op til hende, ” vil du ikke sidde ned? Jeg er ikke ude på at vil gøre dig noget” sagde han stille og håbede at hun ville sætte sig ned, dog var hans møbler slidte og ikke særlig velholdte men de var ikke ulækre og klamme!

Det lykkes Dmitry at komme til sagen, tros det bestemt ikke var nemt for ham og det var tydeligt. ” Jeg så op til far! Far var den eneste grund til jeg gik i garden, jeg har aldrig følt mig til rette der! Efter far og mor kom i Azkaban faldt jeg langsomt væk fra garden og undgik at deltage i deres ting.. Jeg troede garden var en fremtid som far altid havde lært mig og trænet mig til, men det er det ikke. Jeg kan ikke engang kaste de 3 utilgivelige forbandelser, så hvad kan de bruge mig til?” sagde han og så på hende og tog endnu en tår af vodka flasken, det var virkelig ikke nemt at lade den være når den stod der foran ham! Men han var nok heller ikke mand nok til at kunne fjerne den fra bordet! ” De svigtede os! Mig men ikke mindst dig af alle! Fordi du ikke ville det de ville ! Du havde nosser nok til at sige fra og vise at du ikke bare bukkede under og sagde javel.. Tja det kan man ikke sige jeg var” sagde han og så på hende med et undskyldende blik. Han vidste godt hvad han havde sagt og gjort overfor Irina, men det var fortiden, han ville gerne lave det hele om og når at få hans søster ind i hans liv igen inden han ville miste livet! For han vidste han ville miste det hvis han trådte ud af garden og de fandt ham, eller han vidste det ikke helt 100, men han regnede med det.

Hendes spydige svar på han bøn om hjælp til at komme ud, gjorde ondt på ham og han blev vred over det, men prøvede virkelig at skjule det og det gjorde han ved at tage endnu en tår af vodkaen. ” Jeg har brug for din hjælp! Jeg har brug for at du hjælper mig ud af garden, jeg har brug for dig i mit liv Irina” sagde han dog ikke på Engelsk denne gang med på russisk. ” jeg er godt klar over det ikke er nemt! Men jeg vil ikke kunne klare det alene og jeg ved ikke hvem ellers jeg skulle spørge om hjælp” sagde han og så på hende og kiggede rundt i stuen, inden blikket bedende blev rettet på Irina.

[Deleted]

Irina stod længe og så på sin bror med et afmålende blik. Hun behøvede ikke spørge til om han havde et problem med alkohol eller spørge til, hvor meget han drak i løbet af dagen. Måden han drak på, måden han opførte sig på var svar nok i sig selv. det VAR for meget, og han lignede bestemt ikke en der kunne styre det. Der skulle sættes nogle faste ramme for den kommende samtale og kridtes en bane ret tydeligt op, før hun ville gå ind i dette her. Det var helt sikkert. For hende ville det være en kæmpe risiko og så kunne han være nok så meget hendes bror! Med rolig men dog fast stemme rakte hun hånden frem imod ham. "Du kan starte med at give slip på den flaske. Du har fået rigeligt, og jeg gider ikke sidde og snakke med dig, hvis du alligevel ikke kan huske det i morgen." Hun havde en klar plan om, hvad der skulle ske med flasken, når hun fik den, men hun ville have den frivilligt, dette her var et tidspunkt, hvor Dmitry skulle vise at han mente sine ord! Derfor satte hun sig heller ikke ned endnu. Hun gik dog tættere på ham, mens et hårdt men venligt blik hvilede på ham. "Godt Dmitry, først og fremmest, lad være med at snakke udenom. Jeg gider ikke høre det pjat om, at jeg er smukkest af os to. Det har intet med noget at gøre og jeg gider ikke at de fedter. Desuden, så er det DIG der skal få dig ud af garden, ikke mig. Du skal ville det, og du skal ville det af de rigtige grunde." Hun stoppede op og så på ham endnu med et hårdt blik. "Hvis nu jeg fandt dig en, der kunne lære dig de 3 utilgivelige besværgelser lige nu, ville du så være med i garden? Hvis Mor ikke sad i azkaban ville du så være med i garden? Med andre ord, du kommer ALDRIG ud, hvis ikke du har den rigtige grund til det." Med de ord på hun afventende på ham. Det var ikke fordi hun var kold eller ikke ville hjælpe ham, men han var nødt til at forstå at det han sagde ikke var nok, hvis han skulle lykkes med det. Desuden ville hun heller ikke risikere at komme for tæt på Gardenen igen, muligheden for at de ville få fat i hende var simpelthen for stor.

[Deleted]

Han vidste nok godt et sted at hun ville have noget for noget, hvis hun skulle hjælpe ham og ja det kom så også lige der. Der hvor hun bad om hans vodkaflaske, ordene ramte ham men han tøvede ikke og det kunne ses, så snart hun havde rakte hånden frem, havde han taget flasken og rakt til hende. ”Aftale” sagde og så på hende med et blik tydeligt talte at han gerne ville give hende den og gøre det hun sagde men også at han nok et sted ville komme til at savne alkoholen og blive rigtig dårlig de næste dage, hvis altså hun ville forbyde ham at drikke mere. Men mon hun ville det? Kunne hun finde på det? Han vidste det ikke, han kendte jo ikke sin søster som han havde gjort engang. Hendes blik der var rettet mod ham, var hårdt, men han kunne også spotte omsorg i blikket, det var i hvert fald sådan han tolkede hendes blik.

Dmitry så op på hende, han kunne ikke lide hendes blik og hendes ord det ramte ret hårdt i ham. Men hun havde jo ret det vidste han godt og Irina vidste det godt. ”Jeg siger ikke det her fordi jeg ikke mener det! Jeg beder ikk om din hjælp, hvis jeg ikke mente det Irina” sagde han selvom han godt vidste at han ikke altid mente tingene som dette når han sagde det, fordi han oftest ikke havde nosser til at holde fast i det.

Som hun talte om at hvis hun fandt en der kunne lære ham forbandelserne og hvis der mor ikke sad i azkaban om han så ville være med i garden. Rystede han på hovedet til ”Nej Irina det ville jeg ikke. De 3 forbandelser rager mig! Jeg har aldrig ville tage livet af et andet menneske, jeg har aldrig følt mig tilrette i den del af magikernes samfund! Jeg er ikke en Garder og jeg bliver det aldrig. Jeg vil ikke være en del af det” sagde han og så på hende med et hårdt blik. Man var ikke i tvivl om måden han sagde det på og hans toneleje at han mente hver et ord af det han sagde. ” Jeg vil ikke mere, jeg vil ikke være en del af garden, jeg vil bare gerne have styr på mit liv og leve et ordentligt liv Irina”sagde han og så på hende.

[Deleted]

Irina holdt øje med sin brors mindste bevægelse, men måtte dog indrømme hun var positiv overrasket over hvor hurtig han var til at give slip på flasken, det var da heldigvis et godt tegn, og hun trådte frem for at tage imod den. 
Så snart hun havde fået fat og flasken gik hun over og hældte indholdet i vasken, uden så meget som et ord i hans retning. Bagefter stillede hun den tomme flaske på bordet og gik så hen og satte sig i sofaen ved siden af ham. "Fra nu af, så holder du nallerne fra alkohol, er det forstået? Jeg gider ikke komme her, hvis du har drukket. sker det, så vender jeg om og tager hjem." Både stemme og blik var hård, men stadig med en varm og kærlig fornemmelse i sig. Der var ingen tvivl om at hun ønskede det bedste for sin bror. 

Hun lyttede roligt og tavst til hans ord om, hvorfor han ville ud af garden. Hun søgte efter nogle helt særlige ord, noget helt særlige tegn, og denne gang virkede det til at han faktisk havde forstået, hvor hun ville hen med det hele. Om det var den rette måde at gøre det på, eller om hun overhovedet kunne flytte på noget, det vidste hun ikke, men det var den metode hun havde brugt, den hun kendte til og den hun troede på. Som han sluttede sin tale af, kiggede hun lidt på ham, før hun lagde armene om sin bror og trak ham ind i et kram. Han Stank virkelig! Men det var ikke vigtigt lige nu. Måske havde han det værre end hun havde haft det, da hun havde sagt fra, og derfor havde han også det mere brug for støtten, men kampen, den måtte han selv tage. Det lød dog heldigvis til, at han begyndte at forstå det nu. "Og Dét, var første skridt på vejen. Jeg skal nok være her til at gribe dig når du falder, men kampen, den må du selv eje, ellers kommer du ALDRIG ud."

[Deleted]

Han så på hende og fulgte hende med blikket, han havde det ikke engang dårligt over at gøre det. Men det ville blive nogle hårde dage det vidste han. Så længe han havde været til flasken måtte hans krop var afhængig af det. Som hun kom tilbage så han op på hende og nikkede. ”Det er forstået Irina, jeg har brug for at gøre det her og det er den eneste rigtige vej at gøre det på, jeg kan ikke komme ud hvis jeg ikke stopper med alkoholen. Han kiggede kort rundt i stuen, han vidste han havde mere alkohol i lejligheden og han vidste også godt at hvis han ikke også kom af med det, ville han ikke kunne stoppe, for det ville friste ham for meget. Hendes hårde blik var tydeligt man han kunne godt ane varmen og kærlige fornemmelse i sig. ”tror aldrig jeg ville klare det uden dig” sagde han og så på hende usikkert.



Måde Irina trak ham ind i et kram, lagde han blidt armene omkring hende og krammede hende tæt som et søskende kram. Små hulk kunne høres fra ham, tros han virkelig prøvede at holde dem tilbage. Hendes ord, fik ham til at nikke og kort efter trække sig fra krammet. ”Jeg er ussel og lige nu klam jeg ligner lort” sagde han med et lille smil. ” Jeg tror på jeg kan komme ud, men det tager tid! Og det kun mig der kan vinde den, men jeg har brug for hjælpen” sagde han og så på hende. ”Det første jeg gerne vil bede om hjælp til er at få hældt alt alkoholen jeg har ud, det skal ikke være i mit hjem for så kan jeg ike holde mig fra det” sagde han og så på hende, inden han rejste sig og begyndte at finde flasker og øl hvad han eller havde frem og bar det ud i køkkenet, så han kunne hælde det ud, hvis han kunne gøre det selv.

[Deleted]

Irina satte sig bedre til rette i sofaen og så på sin bror som, i hendes øjne, klynkede lidt over situationen. Hun rømmede sig lidt og så bestemt på ham. "Dmitry? Hvorfor skulle det være så meget vanskeligere for dig, end det var for mig. Faktisk bør du være lettet, glad. Du har i det mindste din søster, der kan hjælpe dig oppe. Jeg havde ingen! INGEN! hvis du vidste hvor ofte jeg var på vej tilbage.. kendte til de gange hvor jeg først vendte om da jeg kunne se døren til det jeg var gået fra.." Hun tav igen. Det var ikke meningen han skulle få dårlig samvittighed, eller skulle begynde at ynke omkring hende, det var der ikke plads til i hendes verden. Hun kunne slippe forsvaret, når hun var hjemme eller på ferie, ingen andre steder. De var også det der havde forholdt hende fra at få et forhold. "Gu' fanden tager det tid! Jeg ved ikke engang selv om jeg er helt ude endnu, jeg lever hver dag med at kigge mig over skulderen, for at holde øje med om nogen er efter mig, om nogen vil tage mig med tilbage." Hun havde også været bekymret for om det var det Dmitry havde været ude på, men hun blev mere og mere sikker på det ikke var tilfældet. Da han igen spurgte hende om hjælp så hun på ham og havde lyst til at sige noget, men lod alligevel være. det kunne ikke betale sig lige nu. Det bedste var nok at lade ham lede slaget. "Godt, jeg gør som du siger." Derpå rejste hun sig og gik igang med at hælde al alkoholen ud.

[Deleted]

Dmitry klynkede og var ynkelig det ved vidste han, men han kunne bare ikke rumme det mere og sådan var det jo var bare. Irinas ord til ham, vil ham til se at op på hende, ” Jeg nødt til at fortælle dig dette, og please lyt til mig og hver sød at tro mig når jeg siger dette Irina for er virkelig og ærligt” Sagde han og rettede sig lidt op og så på hende. ”Da du skred og ikke ville være en del af det mere, sagde far at det var min opgave at dræbe dig, jeg skulle sørge for at du ikke kunne ødelægge familien mere og lave skam over familien. Men jeg ville ikke og vil aldrig gøre det! Jeg elsker dig Irina, og kunne ikke få mig selv til at skulle finde dig og dræbe dig. Jeg misundende dig at du var stærkere end mig, jeg gjorde alt jeg kunne få at få far til at tro jeg ledte efter dig for at dræbe dig.. Han mente du var et udskud og et skam af familien, han anså dig ikke som sin datter fra den dag. Men jeg har altid set dig som min søster og vil altid gøre det, ville aldrig kunne finde at gøre dig noget ondt” sagde han og så på hende, det var tydeligt det var alvor og at han talte sandt. ” Mor gjorde også hvad hun kunne for at sørge for far ikke fandt dig, far var ved at slå mor ihjel da han opdagede det, men mor fik talt ham til rette” sagde han og så på hende før han vendte blikket ned på hans hænder. ”Jeg ved du har kæmpet mere end mig og jeg betvivler det slet ikke Irina, jeg ved du har måtte gøre alt du kunne for at overleve og det viser bare hvor stærk du er” sagde han og kiggede kort over på hende.

Hendes ord fik ham til at nikke langsomt, det ville tage tid og han ville nok aldrig være 100% ude af garden før den dag han var død, han vidste de ville jagte ham når de fandt ud af at han forrådte dem. ”Jeg vil gøre alt jeg kan for at der ikke sker dig noget Irina. Jeg kommer ikke levende ud af garden, det der ingen der gør, men jeg skal nok klare den ellers må jeg bare flygte til de tror jeg ikke lever mere, men jeg vil alt i verden ikke have der sker dig noget” sagde han og så på hende, han lagde sin hånd på hendes og klemte den blidt, før han rejste sig og fandt flaskerne frem og da alle var fundet frem, han gik i gang med at hjælpe Irina med at få det hældt ud. ” Jeg frygtede du ikke ville komme, jeg frygtede jeg aldrig skulle se dig igen Irina” sagde han stille og så usikkert på hende som han hældte alkoholen ud. ”Hvor bor du nu? Og hvad laver du?” spurgte han roligt og blidt med et lille smil på læben.

[Deleted]

Irina så lidt uimponeret på ham og lod ham tale. Egentlig var det meste af det fra hende facade for at holde sig i sikkerhed omkring ham. Nok stolede hun på ham, omkring at han ikke ville gøre noget, men de havde været meget igennem og hun var ikke klar til at skulle pussenusse og trøste omkring ham. Som han havde fortalt fnøs hun derfor også bare lidt og så på ham. ”Så hvad? Du forventer en pris på Årets bedste bror? Eller er det nok jeg bare lægger mig på knæ og takker dig?” Følelserne boblede i hende. Det var ikke fordi hun ikke vidste det han havde fortalt. Hun var trods alt ikke dum. Men måden han hele tiden satte hende på en piedestal var ved at blive for meget for hende. Han anede ingenting om hvordan hun havde haft det, hvor svært det havde været for hende. ”surpirse, jeg har ikke anset ham som min far siden jeg var barn. Så…” Hun trak på skuldrene og rejste sig fra sofaen. ”Han gøre hvad han vil.” Det kunne han jo så ikke længere, fordi han var død, men det var ikke ligefrem et tab Irina mærkede meget til.
Hun lyttede til hans ord, som hun gik rundt i stuen, men stoppede så da han for gud ved hvilken gang skulle fortælle, at hun var stærk. ”Hvor vil du hen med det her Dmitry? HVad skal jeg bruge det til at du fortæller mig jeg er stærk? Du ved ingenting om mig! Du ser bare din søster komme rendende når du har brug for det og siger så en masse fine ord for at få hjælp. Kom ud af din fantasiboble og se virkeligheden i øjnene, ellers klare du dig ikke to minutter.” Hun gik hen og satte sig igen. Det var jo ikke fordi hun ikke elskede sin bror, der var bare så mange ord i ham. Ord hun ikke kunne bruge til noget, hun ville se handling. ”Hvad får dig til at tro, at jeg pludselig ikke kan klare mig selv mere?” spurgte hun en smule provokerende, da han snakkede om at passe på hende. Det vidste hun godt, at han ikke kunne alligevel. Ikke på de områder hun havde brug for. ”Jeg bor på universitetet, hvor jeg også studere. og så arbejder jeg ved siden af, for at have råd til det hele.”

[Deleted]

Måden hun reagerede på kom ikke bag på Dmitry, han vidste det ville komme på denne måde og det gjorde ikke noget overhovedet for han kunne sagens forstå hende, han havde allermest lysten til at bare at råbe og skrige af hende, men det ville han bestemt ikke få noget ud af overhovedet! Han kiggede på hende som hun gik rundt i hans stue. ”Nej Irina, overhovedet ikke” sagde han og så på hende før han kiggede omkring sig, han havde svært ved at finde ud af hvor han skulle kigge hen. ”Jeg ved ikke hvordan du har haft det, jeg ved ikke hvad du har været igennem i alle de her år! Men hvis du ikke var stærk, var du ikke skredet og startet et nyt liv! Du tog en stor og stærk beslutning og det er det jeg prøver at sige til dig, jeg var ikke stærk nok den gang. Og det skal jeg have rettet op på! Jeg vil ikke kostes rundt med mere” sagde han og så på hende med blidt smil.

Dmitry ville ikke skændes med hende, han ville ikke være uvenner med hende overhovedet! Det var ikke derfor hun skulle komme og det var ikke derfor han sad her og det var bestemt ikke derfor han ville ud af garden! Han ville have sin søster ind i sit liv, blive stærk og komme ud af alt dette han var inde i! For det var ikke ham og han ville det ikke mere. ” Det siger jeg heller ikke, at du ikke kan Irina. For hvis du ikke kunne ville du ikke være i live og formået at klare dig uden at ende i garden” sagde han stille og rejste sig op og gik over til hende. Han lagde blidt sin hånd på hendes skulder ”Det her er min kamp, det kun mig der kæmpe mig min kamp. Og som du selv siger skal jeg se virkeligheden i øjnene og det gør jeg også nu, det lover jeg dig” sagde han og sendte hende et blidt og kærligt smil. ” Jeg elsker dig Irina, uanset hvor dum jeg har været og hvor damned op jeg er lige nu. Vil du altid være min elskede søster”Sagde han og smilte stort til hende. ” Det lyder dejligt, hvad læser du på universitetet, min største drøm er at blive auror men jeg tror aldrig jeg bliver det, særligt ikke pga mærket og mine dårlige karakter fra skolen” sagde han og grinte lidt. ”Hvor arbejder du? Altså hvis du vil sige det, jeg fortæller det ikke til nogen det lover jeg dig” sagde han og smilte til hende.