Irina! I need your help, I can't do this alone

[Deleted]

Selvom Irina virkelig elskede sin bror, så var der nogle af de ting han sagde til hende der blåt blev til benzin på et allerede antændt bål. Nogle ting var mere personlige en andre. Ting som Dmitry ikke kendte til, men hun var ligeglad! Det kunne ikke være hendes problem, slet ikke nok han snakkede om hende lige nu, som han gjorde. "Præcis! Du ved intet! Så lad være med at tro du gør. For jo Dmitry! Jeg var skredet! Uanset hvor stærk jeg så havde været. Nogle ting kommer man bare ikke tilbage fra. Om jeg så skulle være blevet dræbt i forsøget, så gjorde jeg hellere det end blev i noget der langsomt åd mig op indefra! Men jeg vil ikke høre dig sige jeg var stærk eller tog en stor beslutning. DU KENDER IKKE SANDHEDEN!" Endte hun med at råbe. Hun var ellers nået helt tæt på ham, så egentlig var det slet ikke nødvendigt, det havde det nok ikke været uanset hvor langt fra hinanden de havde været i lejligheden, men hun var virkelig træt af ham lige nu. træt af at blive analyseret og aflæst. Hun rystede på hovedet og stirrede olmt på ham. "Det har intet med styrke at gøre! Forstå det nu. Det er vilje, og det er ønsket om et andet liv. hvis du bliver, så accepterer du også forholdene. Hvis ikke du vil accepterer forholdene så må man gøre sit bedste, og det uanset hvor stærk man er. VI ER DØDSGARDISTER FOR FANDEN!" okay, han nok mere end hende, hans tatovering taget i betragtning, men ellers. "Det eneste vi i sandhed har at frygte og være bange for er os selv! Så stop det pis med at jeg er stræk! Stop med at tro jeg er en eller anden særlig type der er blevet frelst. DET ER JEG IKKE! Mit liv er et helved!" så nu var det sagt. hun knyttede hænderne for lettere at centrere sin vrede, men kunne ikke holde mund længe. "Og før du siger et eller andet pis, Jeg vil ikke have din hjælp med mit liv! Og det har ikke en damning skid at gøre med at jeg er stærkere end dig. ALLE kan nå deres mål, også dig! Så stop med at være så pisse ynkelig og tro jeg er bedre end dig!" Hun svarede ikke på resten af hvad han sagde, hun kunne ikke rumme det lige nu. Hun gik bare hen imod døren, overvejede om hun skulle gå helt, men stoppede så. Hun elskede jo også ham, men hun gad virkelig ikke at snakke med sådan en ynkelig jamretrold.

[Deleted]

Dmitry så på hende, og hørte hendes udbrud, han sagde ikke noget og han afbrød hende ikke overhovedet! Hun skulle have lov til at komme ud med det for han bad selv om det og han kunne mærke at hun havde brug for det. Han blev siddende og kunne godt mærke hvor ondt det gjorde på ham at få det af vide som hun fortalte. For nej han vidste ikke hvad der var sket hende, han vidste ikke hvor meget hun havde kæmpet og han vidste ikke hvor hårdt det havde været! Det havde hun fuldt ud ret i, men det var også svært at vide når man ikke vidste noget eller når hun ikke var i hans liv.

Som det virkede til at hun havde rasede ud og ikke ville sige mere nu, kiggede han op på hende, man kunne se på ham at det gjorde ondt, at få dette af vide men måske var det, det der virkelig skulle til, alle de ord hun sagde og råbte efter ham? Måske var det virkelig det der bare skulle til før han fattede virkeligheden? Før han vågnede op fra hans fantasiverden som hun sagde det være. Måden som hun valgte at gå over imod døren, overvejede han at bede hende skride fordi hun alligevel ikke fattede noget af det her! Men ville han så se hende igen? Ville han miste hende for altid? Han bed sig usikkert i læben og rejste sig og gik over mod hende roligt og blidt. ” Irina” sagde han og kiggede ned i gulvet kort før han så op på hende. ”Nej jeg kender ikke virkeligheden, det har du ret i” sagde han stille, selvom han havde lysten til at råbe og skrige af hende, men hvis han gav slip på det ville han ikke kunne styre hans temperament og han ville ikke risikere at gøre hende noget ondt. ”Men det svært at vide, når vi ikke har haft kontakt, det svært at vide hvad der er sket når jeg ikke har set dig i alle de år” sagde han og man kunne mærke at hendes ord havde ramt ham. ”Kan vi ikke godt starte forfra? Jeg vil ikke miste dig endnu engang fordi jeg dummer jeg ” sagde han og kiggede op på hende. Tårerne var væk og skælven i hans stemme var væk, han havde rettede ryggen og lignede ikke en der var ved at bryde totalt sammen og var den største svans! ” Undskyld for mine ord Irina” sagde han og kunne ikke helt finde ud af hvor han skulle gøre af sig selv om han skulle sætte sig hen eller hvad han skulle. ”Vil du have noget at drikke? Jeg har noget græskar juice? Jeg kan også lave kaffe eller te til dig?” spurgte han forsigtigt og blidt.

[Deleted]

Det var ikke ligefrem den ønskede reaktion hun fik fra sin bror, hvilket næsten kun gjorde hende en anelse mistænkelig. Det lignede normalt ikke ham bare at lægge sig fladt ned på den måde og bare høre på, men det havde han altså valgt nu. Det fik hende til at stoppe og køle ned igen, selvom det tog sin tid. Det var bare så enormt provokerende med hans forstående lyttende side, hvor blev den bror af, der havde modstandskraft og som kunne svare igen? Hvor blev den Dmitry af hun så tit havde skændtes med? "Nej vi har ikke haft kontakt i to år, men hvad havde du regnet med? Jeg.. jeg var nødt til det Dmitry. Jeg kunne ikke. Ville ikke." Hvad det helt præcist var hun snakkede om, nævnte hun dog intet omkring og end ikke en dolor forbandelse ville for hende til at indrømme det. Hun fnøs lidt og så over på ham. "Starte forfra? Ih jo, lad os bare prøve det. og hvordan vil du så gøre det?" Hun så skeptisk over på sin bror. Det gjorde ondt ar stå i denne situation, men hvad kunne hun gøre? Hun kunne slet ikke se hvordan det her skulle startes forfra. "Fint, hvordan gør vi så?" lød det nu fra hende lidt mere samarbejdsvillig. "Men lad være med at spørge til hvad jeg laver. Eller du skal kun spørge hvis du virkelig interessere dig, jeg gider ikke du bare gør det for at score billige point"

[Deleted]

Han havde modstands kræft og kunne godt svare igen, men hvad ville han få ud af det? Ville han risikere at miste sin søster igen? Og foraltid denne gang? NO WAY! Han måtte rase ud når han var alenen hvis det var nødvendigt. ” Det også okay Irina” sagde han stille og ville lægge sin hånd på hendes skulder og løftede den også op og var tæt på som han skyndte sig at tage den ned. Han ville ikke gøre det værre og ville ikke have hende til at råbe og skrige igen. ” Du forventede nok at jeg ville råbe og skrige tilbage igen, men det gavner ingen af os, derfor jeg gerne vil at vi kunne starte forfra, det latterligt og mærkeligt at sige og ved ik om det gør det bedre” sagde han og så på hende.

”Jeg vil ud af garden, og jeg kommer det! Jeg skal kæmpe kampen selv og det vil jeg gøre. Men det vil betyde alverdens for mig at du er der og jeg kan komme til dig og du kan komme til mig hvis der er noget du tænker og mener og vil sige” sagde han og så på hende med et forsigtigt og lidt usikkert smil. ”Jeg vil gerne være en del af dit liv igen, hvis du vil have mig i dit” sagde han stille og gik ud mod køkkenet for at sætte noget vand over til kaffe, han kunne godt bruge noget selvom han ikke var ret vild med det. ” Må jeg vide hvad du læser ? jeg er vil gerne selv en dag læse Auror, men tror vitterligt jeg skal tage mig sammen og få noget undervisning først” sagde han med et smil. ”Vil du have kaffe eller te?” spurgte han med et smil.

[Deleted]

Irina stirrede længe på sin bror og lagde armen over kros. Hun var bestemt ikke enig i hvad han sagde, og en lille stamme bagerst i hendes hoved gav lige nu deres far ret i af Dmitry aldrig ville blive noget særligt. Simpelthen fordi han ikke turde sætte foden i og var lidt for meget en pleaser. Det kunne klæde ham at sige sin mening noget tydeligere, og ikke være bange for om det så gavnede eller ej. "Jeg forventede nok du ville sige din mening ja, og ikke bare lægge dig fladt ned på den måde. Du ender med at folk træder på dig Dim."  Forklarede hun ærligt, og man kunne tydeligt hører bekymringen i hendes stemme. Hun ønskede ikke at han skulle være sådan. Det var ikke et valg mellem at råbe og skrige eller overgive sig totalt, men det måtte han selv finde ud af. Hun kunne ikke hjælpe ham der. Hun måtte bare møde ham hvor han var. 
Hun kiggede på ham og rystede let på hovedet af ham, han forstod det bare ikke. "Og hvad så hvis ikke jeg vil have det?" Det var ikke hendes egentlige holdning, men hun ville gerne kende hans alternativ. Nok var hun ikke deres far, og nok havde hun revet sig løs af familien, men visse ting kunne hun måske godt følge deres far lidt i. "Selvfølgelig må du vide hvad jeg læser, det da ingen hemmelighed. Jeg gider bare ikke hvis kun du spørger for at være høflig. Det skal være ægte." Hun så lidt skeptisk på ham som han fortalte om sine egne fremtidsplaner. "Auror, Er du sikker på det er en god ide?"

[Deleted]

Dmitry var nok bare slet ikke så hård som han havde været da de var yngre, måske det egentligt bare var en facade dengang? Spurgte man ham? Ville han nok ikke indrømme det på noget tidspunkt! Men han ville nok give hende ret i at han var en pleaser og ikke en som turde sætte foden i! ” tja, jeg bliver trådt på, men jeg viser det ikke overfor dem jeg kender af venner og sådan, det nemmere at skjule det ved at være voldelig og aggressiv” sagde han og så på hende. Han kunne godt høre hendes bekymring i hendes stemme, men han vidste ikke hvad han skulle sige til det eller gøre ved det. Men han håbede da et sted at han ikke ville forblive sådan altid! Han ønskede jo ikke at være sådan, det var jo derfor han skjulte det! Men før eller siden opdagede folk det jo nok, nogle af hans venner havde opdaget det og skredet fra ham men han tog det ikke så tungt, han var vant til at folk skred! ” Hvis du ikke vil have mig i dit liv? Tja så må jeg leve med det dit valg. Og klare mig selv, hvor længe det vil holde kan jeg ikke svare på, men ja må jo tage den der fra hvis det er det valg du tager” sagde han lidt mere bestemt og fast end han havde været indtil nu. Men det var jo virkeligheden? Ville hun ikke have ham i sit liv, måtte han jo klare sig uden, han vidste godt at deres bedste forældre snart heller ikke ville ham hvis han ikke begyndte at tage sammen, ikke at de ville det i forvejen de sørgede bare for han overlevede og havde et sted at bo. Hver gang han spurgte om han måtte komme og besøge dem havde de ikke tid og han forstod godt deres hentydning. ” Det forstår jeg også godt Irin. Det er ægte, hvis jeg må vil jeg gerne høre hvordan du har haft det og hvad du har lavet også? Jeg tænkt meget på dig, hver eneste dag faktisk. Tænkt over hvordan jeg kunne gøre det godt igen, og hvordan jeg kunne få dig ind i mit liv.” sagde han fast og oprigtigt til hende. ” Det ved jeg ikke om det er, det er min store drøm men jeg ved også godt at de opdager at jeg er i garden når jeg ansøger, for mærket vil jeg aldrig kunne fjerne fra min krop, har endda forsøgt at få det tattoverede over, men det kan ikke lade sig gøre” sagde han og så på hende. ”Kaffe, te eller noget andet? Vandet har kogt?” spurgte han og gik ud for at lave noget, da han kunne høre vandet var færdigt.

[Deleted]

Det var så svært med Dmitry. Egentlig følte irina jo sig selv som den søde i familien, men Dmitry virkede bare total naiv og blåøjet nogen gange. Det kunne gøre hende så vred, at han ikke havde større selvrespekt, men det nyttede ikke noget at hun lærte ham det. Han måtte selv indse, at det var et problem for ham. "HVorfor fanden lader du så mig træde på dig lige nu? Helt ærligt Dim. Hvis du var en skødehund, ville du jo krybe med halen mellem benene. Du er nødt til at finde noget at stå imod med. Det behøver ikke være en negativ ting, men folk vil trække dig omkring, hvis ikke du lærer at sige fra eller give din mening til kende." Det var svært at være hård overfor ham, for det ønskede hun egentlig ikke, men hun var også nødt til det, for at få ham til at få øjnene rigtigt op for hvad hun snakkede om. "Virkelig?! Giver du op så let? Du prøver jo ikke engang! Du har lige mistet din søster. Hende du lige før sagde betød så meget for dig, og nu lader du hende bare forsvinde ud af dit liv uden videre, hvis det er det hun vil?! Dmitry for fanden. Jeg ved god Far var en idiot, men han havde trods alt ret i nogle af de ting han sagde. fx at du skal kæmpe for det du har kært!"  i ren provokation gik hun igen tættere imod døren. "Stod det til dig, så bliver det her det sidste du ser til mig nogensinde. Er det virkelig det du ønsker? For så kan jeg fint gå." provokerede hun ham. Et eller andet sted indeni ham måtte der være noget viljestyrke, noget valgfrihid, et eller andet! Hun sukkede dybt af ham. "igen Dmitry; hvis du må. Hvad hvis ikke du må. Hvordan skal jeg helt ærligt banke noget selvtillid ind i knolden på dig? Hvad bliver der af: Irina hvad har du fordrevet tiden med de sidste to år? Direktehed Dmitry!" kærligheden var let at spore i hendes stemme, hun ville ham jo klart det bedste, men hans blødhed var ikke meget værd herude. "Du er nødt til at stå ved dine ord. Jeg er ikke i tvivl om at du vil vide hvad jeg har lavet, men lige nu, giver du meget et valg, der gør at jeg faktisk føler mig mere ligegyldig end anerkendt." Hun sukkede og smilede så til ham. "Jeg har haft det elendigt. Ensomt, nervøs bange for at lægge mig til at sove. Travlt for ikke at tænke på om jeg tog det rette valg. Jeg tog ud og rejse kort tid efter jeg stak af, mest for hele tiden at være på farten. Da jeg så havde været i Grækenland i en uges tid, fik jeg nyheden om vores forældre og var nødt til at tage hjem, for at ordne noget praktisk..." Hun undgik detaljen med at hun havde måttet brænde en flirt af, hvilket hun havde været ked af lige siden. "Jeg læser på uni i håb om at kunne blive tryllestavsmager måske. Jeg er ikke sikker, men det er hvad jeg har lyst til lige nu." Hun så på ham som han igen spurgte til drikkevarer. "Bare et glas vand så da."

[Deleted]

Hendes ord begyndte virkelig at ramme ham og man kunne se på ham at hans ansigts udtryk og hans øjne ændrede sig, han mærkede hvordan hun virkelig tirrede ham lige nu! Han havde et voldsomt temperament men han reaktion lige netop denne aften bundede nok mest i at han havde drukket tæt før hun kom! Normalt hvis han havde været ædru var han ikke så blød søden. Men hun prikkede til ilden og han måtte knytte den ene hånd let i skjul for at holde sammen på sig selv. ”JEG LADER FORHELVEDE IKKE NOGEN TRÆDE PÅ MIG! men folk gør det alligevel! Kom det fra ham højt men sammenbidt, han skulle virkelig holde sammen på sig selv lige nu. Han var forhelvede ikke en skide skøde hund som hun kaldte det! ”Hvad fanden har jeg at stå imod med! Jeg har lorte karakter fra skolen! Jeg havde damnING ingen familie! Jeg troede du var DØD! Jeg frygtede du var DØD!! Ikke engang vores bedste forældre vil kendes ved mig! DE betaler for min husleje og sende lidt penge så jeg kan overleve men jeg har INGEN TING!” råbte han og valgte at træde lidt væk fra hende og endte i frustration med at knalde hånden i væggen som han havde gjort så mange gør før hvis man kiggede på hans vægge som flere have små huller, i de vægge der var tynde gips vægge. ” Hvor nemt er det lige at sige FRA! Når man ved at hvis man siger fra over for en forkert så man færdig! Ja jeg var venner! Men ikke lige frem venner man siger fra overfra.. Ja jeg godt klar over jeg levet livet farligt, jeg er godt klar over at jeg ude i en forkert løbe bane.. Men hvad fanden skal jeg gøre! Jeg har ikke haft en eneste at spørge om råd! Jeg har ingen haft!” råbte han endnu engang til hende. Uhhh hvor ville han gøre alt for noget med procenter i lige nu! Han havde brug for det, hans krop hungrede efter det. Han lagde hovedet kort mod væggen og lukkede øjnene som hendes ord kom om han giver så let op. Han havde sådan en lyst til at tage fat i hende og banke fornuft ind i hovedet på hende… Kunne hun virkelig ikke selv se det! Hvis hun ville skride, hvad skulle han gøre ved det? Falde grædende på knæ og tigge og bede hende om at blive. ” Nej jeg giver ikke så let op! Men hvad fanden vil du have jeg skal sige! Jeg vil kæmpe for at beholde dig, men jeg kan ikke tage valget om du vil blive i mit liv eller ej, jeg kan bede dig om det, jeg kunne falde på mine grædende knæ og tigge og bede dig om det! ER det sådan du gerne vil have det! Forhelvede Irin!!! Det sku ikke forsjovt at jeg har skrevet til dig og forsøgt at få kontakten til dig! Hvis jeg var så pisse ligeglad som du åbenbart mener jeg er, tror du så jeg havde gjort det! Jeg troede jeg kunne samle de sidste stumper af mine familie sammen, men nej jeg dur ikke til det vel, lige som far altid har sagt! Jeg dur ikke til at være en Kuznetsov. Vel! Lige som dengang var ikke mente jeg var en mand nok fordi jeg er til mænd! Vel! Du husker nok godt den dag far tvang dig til at torturere mig, gør du ikke! Eller har du bare smidt det ud af dit lille hoved” røg det ud af ham, denne gang på russisk, han var vred, frustrede og kunne mærke abstignenserne efter alkoholen og ufgh hvor ville han give alt for at nyde en lige nu! Han havde ikke gjort sig meget i det men et par enkelte gange efter at han havde mødt fyren på den bar! ” Jeg forsøger at kæmpe, jeg forsøger at hænge sammen! Jeg forsøger forhelvede alting, men hvad fanden skal jeg gøre!” sagde han og træk vejret tungt og var en anelse forpustede. ” Nej jeg vil ikke have du går Irin! Det ikke det jeg ønsker”sagde han og prøvede at få ro på sin krop. Han træk vejret dybt og kiggede ned på hans hænder, de rystede og den måde de rystede på var en blanding af vrede og abstignenserne han havde. Svedperlen begyndte at træde frem på hans pande, men ikke fordi han svedte fordi han råbte eller var oppe og køre.

Han så på hende og var tavs et øjeblik. ” Jeg ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage” Kom det det nærmest lydløst fra ham. Han så på hende, ” jeg har det ikke godt” kom det stille fra ham inden han kiggede væk! ” Irin forfanden! ” kom det fra ham som hun fortalte, han fik så dårlig samvittighed over han ikke var skredet sammen med hende, så havde hun ikke skulle være ensom, nervøs og bange. Han trådte hen til hende, og blidt lagde sine hænder på hendes skulder blidt og kort, før han så hende i øjnene, han vidste ikke hvad han skulle sige til hendes ord. Han var mundlam han havde ikke regnet med at hun havde haft det sådan og alligevel lidt. ” Er du glad for at læse på uni?”spurgte han i en noget mere rolig stemme, men han var påvirket af at han lige havde stået og råbt og skreget af hende og man kunne godt ane han stadigvæk var en anelse vred i hans stemme men at han prøvede at beherske sig. ”okay”sagde han til hendes svar om at ville have et glas vand. Han gik ud i køkkenet og prøvede at få lavet sig et krus kaffe men hans hænder rystede og han endte med at tabe det på gulvet så det gik i stykker. ”Forhelvede” brummede han som han hårdt knaldede hånden ned i køkkenbordet. Han tog derfor i stedet et glas fra skabet og tændte for hanen for at få koldt vand, det tog tid for at blive holdt hos ham, men sådan var det bare.

[Deleted]

Det gav et set i Irina, som Dmitry nu endelig råbte. Det var det hun havde kæmpet for at tænde op under i ham, men nu hvor det gik ud over hende, ønskede hun øjeblikkeligt at det ville stoppe. Han var skræmmende når han var vred og virkede noget større end hende, men selvom hun var bange, vidste hun også at dette her var meget nødvendigt for ham. Han var nød til at skæve huld på den byrde af følelser der var i ham. "Godt Dmitry. Du har det at stå imod med, som du vælge! Skole kan du tage igen, og JEG... DIN SØSTER Står lige her. Jeg venter på at min bror dukker op, og nu begynder jeg endelig at se ham! Jeg ved du er mere end en tæppetisser og jeg ved du ikke er bange for noget, men du er nødt til at vise mig det. Jeg kan ikke bare bede dig om at finde det frem, for det kommer indefra. Jeg..jeg er ikke død Dmitry." Ordene havde ramt hende hårdt. Havde han virkelig troet at hun var død? Irina fik dårlig samvittighed, men vidste at det var vigtigt at få ham til at reagere som han gjorde nu. "Du har de forkerte venner Dmitry, hvis ikke du kan være dig selv omkring dem. Dog kan du være glad for du har venner. Det er mere end jeg kan prale af. Jeg har ingen rigtige venner. MEn man skal heller ikke have venner for enhver pris. Husk det."
Nu begyndte de rigtig spørgsmål at komme til verden og selvom det være hårdt, som kunne Irina tydelig mærke foreskel på nu og får. Før havde det bare været det hurtige nemme måde, men nu var der tydelige følelser med i spillet også. Det var sat noget på spil og det havde betydning. Dmitrys ord ramte nu, men Irina var forberedt på det... på det meste hvert fald, da han nævnte episoden hvor hun havde tortureret ham fyldtes hendes øjne øjeblikkeligt med vand og før hun nåede at tænke over det, havde hun svunget sin hånd gennem lysten og givet ham en syngende lussing. "Jeg vil ikke tale om den episode. Jeg have valgte det der var bedst for dig. tro du eller ej." hun vidste udmærket godt at hvis ikke hun havde gjort det den dag, så havde det været deres far, og så havde det være endnu værre. Det havde hun dog aldrig nævnt for sin bror. Hun vendte sig og gik imod døren, klar til at forsvinde og ikke komme tilbage, men så hørte hun endelig de ord hun havde manglet. Hun drejede sig om mod ham og så kort på ham før hun så endelig gik hen og lagde sine arme omkring ham og holdt ham tæt ind til sig. "Scch... Jeg går ingen steder nu. Slap af min kære bror. Undskyld, men jeg var nødt til at få dig ordentligt igang." Irina fulgte ham med øjnene og så snart hvad han ville i køkkenet. Som koppen smadredes så Irina undskyldende på sin bror. "Sæt dig ind i sofaen, jeg klare det her."

[Deleted]

Dmitry så på hende, han kunne mærke at han havde det noget bedre indeni sig selv efter at have haft sit lille udbrud selvom han fysisk havde det dårligt. Han så på hende og hørte hendes ord og nikkede. ” Det har jeg! Jeg skal bare finde det frem og vise hvem jeg er, i stedet for hvem alle gerne vil have jeg skal være” sagde han og sendte hende et smil et oprigtigt og kærligt smil. ” Tja Skole kunne jeg altid tage, men først skal jeg jo finde ud af hvad jeg gerne vil læse. Måske egentligt bare finde ud af hvad jeg gerne vil med mit liv før jeg går i gang med noget” sagde han og man kunne fornemme at han havde rettet ryggen noget mere. ” Min SØSTER gav lige hendes BROR et stort wake up call” sagde han og grinte lidt inden han kløede sig i nakken med et stort smil. ”Det vigtigste for mig er at du har det godt og jeg har dig i mit liv. Meget kan du hjælpe med, men meget af det skal jeg klare selv og selv finde en måde at klare det på og det har jeg tænkt mig. ” Sagde han og sendte hende sit altid specielle skæve smil og et blink.

”Det kunne være jeg skulle flytte? Finde et andet sted at bo og komme lidt væk fra dette miljø, få det lidt på afstand og starte en på en frisk, måske vi kunne finde et bolig sammen?” sagde han og sendte hende et stort smil. ”De fleste af mine venner er ikke ægte, det ville være synd at sige, men nogle gange så finder man sig nok bare i det, i stedet for at være alene.” Sagde han medet smil og en oprigtighed i stemmen. Selvom han havde det skidt fysisk prøvede han virkelig ikke at lade det gå for meget mere ud over hende. Det var ikke fordi han ikke ville svare på at hun ikke havde nogen venner, men han vidste ikke hvad han skulle svare på det, for han ville ikke gøre hende ked af det eller mere vred på ham. Dog blev han noget overrasket som hun svang sin hånd igennem luften og stak ham en syngende lussing efter hans udbrud om den dag hun var tvunget til at toturere ham. Den sad og det kunne høres og ses på hans kind! ” Undskyld, det røg ud af mig.” svarede han blot til det. Dog som hun lagde armene omkring ham gjorde han det samme og holde hende tæt ind til sig! Det var så længe siden de havde gjort det og Dmitry ville ønske han aldrig skulle give slip på Krammet, for så ville hun altid være hos ham og aldrig forlade ham. ”Det okay Irina, det var kun godt” sagde han og nussede hende blidt på ryggen med hånden før han kyssede hende på toppen af hovedet.

Dmitry’s forsøg på at lave kaffe og vand til dem, gik ikke særlig godt og han blev bare mere og mere irriterede på sig selv over det. Dog som hans søster kom ud til ham og bad ham sætte sig ind i sofaen og hun nok skulle klare det for ham. Nikkede han stille og kunne ikke lade være med at skæve over mod flaskerne med sprut! Gud hvor ville han gøre alt for noget med procenter i lige nu! Hans krop hungrede efter det og hans hoved gjorde ondt, hans hænder rystede og han svedte helt sindsygt. Dette var jo bare et tegn på at han var afhængig af det, hvilket han jo altid havde benægtede hvis man spurgte ham. ”Okay” sagde han stille og sendte hende et smil, før han satte sig ind på sofaen og ventede på at hun ville komme.

[Deleted]

Der virkede til endelig at være kommet hul igennem til Dmitry. ikke bare et lille et, men helt reelt hul og en vej ind. Irina smilede lidt for sig selv. Hun havde virkelig savnet sin bror og endelig stod han foran hende, tydeligere og mere ægte end hun huskede ham. Her var den bror hun var vokset op med, den bror hun var stolt af og den hun ønskede at dele sit liv med. "Velkommen tilbage Dmitry. Du har været savnet." Smilet på hendes læber var dybt og ægte. Glimtet i hendes øjne afslørede den lykke der havde lagt sig over hende. Hun fugtede læberne kort og og så anerkendende på ham. "Undskyld jeg er så hård ved dig, men du bad selv om min hjælp. Jeg var nødt til at få dig til at vågne op og finde lidt kampgejst selv. Du bad om min hjælp, her får du den så." Om det var den rette måde at hjælpe på vidste hun ikke, men det var det hun havde at tilbyde. Hun havde selv måttet finde svarende på de to år hun nu havde stået alene, så det var ikke fordi hun var nogen videnskabsmand indenfor emnet. 
"Dmitry!" lød det så bestemt fra hende, dog med smil i stemmen. "Jeg har det godt. Jeg klarer mig fint. Du skal ikke bekymre dig om mig. Nu skal vi have dig på ret køl igen" Hun havde godt lagt mærke til hvordan han langsomt begyndte at ryste og endte da også med at gå hen og hælde et glas sprut op til ham, kun et lille et dog, men han så altså ikke ud til at være klar til en kold tyrker endnu. 
Emnet omkring tortur nævnte hun intet om mere, det blev hurtigt lagt på is. Hun ville aldrig snakke om det igen. Det var et evigt mareridt for hende, som hjemsøgte hende i sine mørkeste timer. 
Hun fik gjort kaffen klar til dem og bar det med ind i stuen, hvor hun satte sig på sofaen. "Angående det med at flytte sammen, så har jeg et værelse på uni jeg er ret glad for. Du må gerne komme på besøg, men jeg har brug for at have mit eget, det håber jeg du kan forstå." Hun var alligevel ikke klar til at skulle bo sammen med sin bror igen.

[Deleted]

Dmitry så på hende med et ægte stort og kærligheds fyldt smil. ” Tak, det er rart at være tilbage” Sagde han og blinkede til hende, for at lave lidt sjov også, der skulle også kunne laves lidt sjov. Selvom det havde været dyb alvor, satte han faktisk pris på at hun havde gjort det hun gjorde for at få ham til at vågne op af en under ”søvn” han havde levet i. Hvor længe vidste han faktisk ikke! Men han var fast besluttet på ikke at skulle tilbage til det! Han ville have sit liv tilbage, han ville være den han engang var. ”Du skal bestemt ikke undskylde Irina. Det lyder måske damned, men det var rart at få det wake up call, hvis man kan kalde det, det. ” Sagde han og smilte stort til hende og prøvede virkelig at skjule at han ikke var helt på toppen lige nu, han ville helst ikke have at hun skulle se at han nok ikke lige frem var klar til kold tyrker!

”Det ved jeg Irina, men man kan nok ikke lade være med at bekymre sig når man ikke har set sin søster i 2 år. ” sagde ham med et stort smil på læben. Glasset med spruttet så han godt, men han var ikke meget for at tage det og drikke det, selvom hans krop hungrede efter det og det vidst var mere tydeligt end han havde troede, for ellers havde hun jo nok ikke givet ham glasset? Han kunne dog ikke holde fingrene fra glasset, men det blev ikke bare hældt ned, men drak det stille og roligt.

”Vi nævner aldrig det emne igen, ingen af os. ” Sagde han bare for at fastlægge af ingen af dem skulle tale om det igen, det ville ikke gavne nogen af dem og så var den altså bare ikke længere! Om hun svarede på det eller ej gjorde ham intet.

At hun ikke ville bo sammen med ham, og at hun havde sit værelse på Uni som hun var meget glad for, kunne han sagens forstå, han var slet ikke i tvivl om at hun havde det godt der. Han blev heller ikke skuffet, han blev heller ikke ked af det. Det var med et stort smil på læben som han nikkede og tog imod kaffen imens. ”Det helt iorden Irina. Jeg synes du skal blive boende der, hvis du virkelig godt kan lide at bo der. Jeg tror heller ikke jeg kan flytte her fra bare sådan lige. Men måske det bare handler om at vælge min omgangs kreds med omhu. ” Sagde han og smilede til hende med et stort og kærligt smil. Inden han forsigtigt smagte på kaffen, den var varm! Men den smagte sku noget bedre end det han selv formåede at lave. ”Irina, vil du hjælpe mig med at undersøge nogen ting? Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre det? Men der må vel være et sted hvor man kan få noget undervisning og hjælp til at blive god nok til at komme på det Magiske universitet? Tænker jo det nok ikke lige frem er muligt at starte Hogwarts forfra?” sagde han med et grin på læben, som han forstillede sig selv rende rundt i skole uniformen igen, dog gik ham på Durmstrang men det var lige meget lige nu, og så skulle rende rundt blandt alle 1 års eleverne og tage 7 års skole gang igen. ”Kunne du lige forstille mig i skole uniform på Hogwarts på 1 årgang sammen med alle de 11 årige?” Sagde han, da han var nødt til at dele billedet han havde i hovedet med hende.

[Deleted]

Irina smilede kærligt til sin bror. Selvom hun stadig var på vagt overfor ham og frygtede det værste, så kunne hun godt skubbe det lidt i baggrunden for nu. Hun ville i det mindste prøve at give sin bror en chance og lade tvivlen komme ham til gode. Hvem vidste, måske var det også godt for hende at have ham tæt på sig igen? "Jeg ved hvad du mener. Jeg har ikke tal på hvor mange nætter jeg har stået og skreget af månen i ren frustration for at jeg ikke kunne styre mig. Tro mig, det er noget sværere når man er selv." Forklarede hun så og trak lidt på skuldrene. Hun ønskede ikke at få hans medlidenhed, det var egentlig blot for at fortælle hvad hun havde været igennem selv.
Hun lyttede til hans ord om at bekymre sig om sin søster og smilede egentlig bare til ham på ny. "Jeg har virkelig savnet dig også. Og jeg holder rigtig meget af dig. Det skal du vide." Det var en hård samtale på mange måder og Irina kunne godt mærke at hun havde brugt en hel del kræfter på samtalen allerede. Hun orkede næsten ikke mere for nu. Det var slet ikke dette her hun havde regnet med at møde. Hun ignorerede fuldstændig det med torturen, ville ikke snakke mere om det, som hun allerede havde nævnt en gang. 
Boligsituationen var lidt svær og gav dårlig samvittighed, men samtidig var det et punkt, hvor hun var nødt til at stå fast. "Du er altid velkommen hos mig Dmitry, men jeg vil gerne have mit eget, det har jeg brug for. Jeg skal nok hjælpe dig både med venner og bolig,, hvis du har brug for det, Men du er lige så gammel som jeg, du gør godt i også at klare det selv. Du kan godt. Det ved jeg du kan." Hun smilede og kyssede ham så blidt på kinden.

[Deleted]

Dmitry vidste godt at han havde noget han skulle bevise over for sin søster! Og han ville også gøre det, så godt han kunne i hvert fald! Der ville nok være gerne hvor han faldt i ! Men det ville ikke gøre at han gav op, ikke efter hvad han havde lovet hende! Men hun måtte også kunne forstå at han nok ville komme til at falde i, altså med alkoholen. Det var jo nok ikke bare så nemt at lægge det på hylden, men hvis han faldt i! ville han søge hjælp, hvis han kunne finde pengene til det! ” Det kender jeg alt for godt til, her går det bare udover mine ting, dog mest væggene som du nok kan se nogen steder. Men ja der bliver også råbt og skreget imens” Sagde han og sendte hende et lille smil. Men han var heller ikke i tvivl om at hun havde haft det lige så svært, dog fangede han godt at hun ikke ville have hans medlidenhed, selvom han havde det men ikke viste det overfor hende.

Han nikkede til hende og kunne godt mærke at denne dag var en af de hårdeste han havde haft siden han kunne huske! Han var godt brugt men viste det ikke til hende. ”Jeg elsker dig Irina, lige som altid” Sagde han og fik lidt røde kinder, han håbede ikke at hun misforstod den eller troede han elskede hende mere end som søster, da det nok kunne have lydt sådan. Har du lyst til at blive og overnatte? Eller måske gå en tur sammen?” Sagde han og så på hende med et smil, han kunne godt bruge noget luft og måske Irina også kunne?.

”Hey Irina, det okay. Jeg kan godt forstå dig, det nok heller ikke nemt at bo sammen med sin bror, jeg kunne forstille mig bølgerne tit ville gå højt” Sagde han og grinede lidt og sendte hende et kærligt blik. ”Men jeg kommer på besøg en gang imellem, vil gerne se hvordan du bor i hvert fald. Jeg tænker over om det at flytte og sådan lidt. Jeg vil helst ikke tage for hastede konklussioner og det så kun ender med at blive værere hvis man kan sige det sådan.” sagde han og så på med et smil. ”Jep det skal jeg, tror også det bliver nemmere nu hvor du lige fik din bror tilbage til virkeligheden” Sagde han og smilede som hun gav ham et blidt kys på kinden. Han lagde armen om hende og trak hende ind i et stort og tæt kram, før han slap hende blidt og kyssede hende på panden, som han havde gjort da de være yngre.

[Deleted]

Samtalen med Dmitry kørte på så mange forskellige niveauer at det virkelig krævede Irinas fulde opmærksomhed, at holde sig til samtalen og vide hvad der reelt foregik imellem. Det var svært at snakke med sin bror igen ikke sådan grundet talen, men der svævede en masse følelser omkring i rummet kunne man mærke og der var en underlig stemning. Hun smilede dog over hvor ens de alligevel lød til at være, men hun måtte også bare være forsigtig. Ikke fordi hun ikke stolede på ham, men hun følte sig ikke klar til bare at kaste sig ud i alt muligt. "Dmitry, jeg vil ikke gøre dig ked af det eller noget, men jeg har brug for tid til.. Det her. Jeg har levet alene og på flugt i det meste af to år. Jeg er ikke klar til bare at åbne op. Undskyld" hun ønskede jo ikke at såre ham, eller gøre ham vred, men hun kunne heller ikke bare sådan være hans søster igen. Det stolede hun ikke nok på hverken ham eller hende selv til. 
Der var også @jayden som hun rigtig gerne ville bruge mere tid med og lærer bedre at kende, hun kunne ikke gøre det samtidig med at skulle være omkring sin bror 24-7. Hans næste spørgsmål fik hende til at bide sig selv lidt i læben. Han var fuld af "gode ideer", ideer hun slet ikke var klar til at rumme. Han var alt for ivrig for hende. "Vi kan godt gå en lille tur, hvis du har brug for det, og jeg vil også gerne blive, hvis det er fordi du har brug for det, men jeg har også brug for at være alene noget af tiden. Jeg vil rigtig gerne være der for dig og hjælpe dig, og du må ALTID komme til mig på mit værelse på uni, men Dmitry, jeg har brug for også at passe på mig selv" Forklarede hun med lidt dårlig samvittighed.