My Wildflower

[Evanna Brown]

Charles Michael Lavoie
Magisk hospital i Skotland.
April 2057, omkring klokken 11.
Outfit

---

Evanna havde været oppe siden klokken 7 om morgen, hvor hun havde startet hele dagen med et bad. Derefter havde hun selvfølgelig sørget for, at spise en god og næringsrig morgenmad, ikke kun for hendes egen skyld, nok faktisk mere for det lille liv i hendes mave. Da alt dette var overstået, havde klokken været omkring 9 og allerede dér, var hendes tøjkrise begyndt og kun taget fart derfra og frem til de skulle ud af døren. Hun var normalvis slet ikke så længe om, at finde tøj og gøre sig klar, men i dag var ikke hvilken som helst dag. Hun havde aldrig været så nervøs, som hun var lige nu, for de skulle hjem til hans forældre efter skanningen, hvilket betød hun skulle møde svigerforældrene for første gang. Hvad hvis de ikke kunne lide hende? Hvad hvis de ikke ville være fan af, at hun egentlig ikke vidste noget som helst, om sin biologiske familie, når de nu ventede et barn sammen?
Der skulle ske to store ting på én og samme dag. Ét, de skulle skannes rigtigt for første gang. Sidste gang havde de hørt hjertelyd, hvilket i sig selv, havde været et utroligt fantastisk øjeblik i hendes liv, men denne gang var fosteret rent faktisk stort nok, til at hun kunne blive skannet. Hun havde dog ikke mærket liv endnu, hvilket bekymrede hende en hel del, men hun havde også læst, at det var meget normalt, at det først ville komme omkring 20-24 uge, og hun var trods alt kun omkring de 17 uger henne. Af hvad hun selv havde regnet sig frem til. 
Som de sad i venteværelset, mærkede hun nervøsiteten og spændingen stige for hvert seksund. I den ene hånd havde hun flettet sine fingre ind imellem Charles', mens den anden hånd lå på hendes mave, som efterhånden også var begyndt at vise sig som, mere end hun bare lignede en som havde taget på. De var snart halvvejs gennem graviditeten og hun glædede sig helt ubeskriveligt meget til, at møde deres lille pige eller dreng. "Evanna Brown?" lød det var en jordmoder, hvilket nærmest fik Evanna til at springe op af stolen, "Ja," hun vendte sig hurtigt mod Charles, "Du holder mig i hånden hele tiden ik?" nærmest hviskede hun, som hun fulgte med jordmoderen. Som de kom ind i rummet, hvor skanningen skulle foregå, klappede jordmoderen på briksen, "Jeg hedder Olivia og er jordmoder. Hop du bare op. Har I nogle spørgsmål inden vi går i gang?" spurgte Olivia med et venligt smil på læberne, før hun rakte hånden frem mod først Evanna og derefter Charles, hvilket fik hende til at spærre øjnene helt op, som det gik op for hende, hvem hun havde med at gøre. Hun rømmede sig dog hurtigt og vendte blikket mod sin egen skærm og gjorde nogle ting klar, men Evanna kunne godt hurtigt regne ud, at Olivia vidste hvem Charles var. Evanna gjorde dog som Olivia bad om og satte sig op på briksen, mens hun tænkte lidt over om hun havde nogle spørgsmål.

[Charles Michael Lavoie]

Outfit

---

Charles var ikke god til tidlige morgener. Han kunne sagtens stå op, men han var ikke et rigtigt menneske. Han var gået i bad efter Evanna, og på ingen måde haft samme tøjkrise. Han kendte trods alt sine forældre, det var ikke første gang han mødte dem. Vreden havde lagt sig lidt over de havde løjet overfor Riley, men den dulmede stadig inde i ham. Det var også derfor han lidt modvilligt overhovedet havde taget imod deres invitation. De havde heller ikke ligefrem været henrykte over, han var blevet nødt til at aflyse sidst – de vidste hans skema var travlt, også selvom Faded Exit ikke længere var en ting. De havde dog haft forståelse, da han havde været ærlig og sagt, han var blevet indlagt. Nu skulle han se dem for første gang efter alt det med Riley – og han håbede virkelig at det ikke ville blive bragt op. Han havde dog en nyhed, og han ønskede jo, at dele den med sine forældre – hvor vred han så end var på dem – og han ønskede, de skulle møde den skønneste kvinde, som han var så heldig at have som kæreste og vente barn med. Morgenmaden havde bestået af kaffe – for ja, en eller anden form for koffein skulle han have og en sund morgenmad for at støtte Evanna i hvad hun gjorde for babyen.
Charles’ fokus var 100 procent på scanningen. Han var sikker på begge hans forældre ville elske Evanna. Han havde været mere i et dilemma om han skulle fortælle om den meget åbne tilgang især hans mor havde til samleje, men havde besluttet sig for, at det nok ikke ville bidrage til at dulme de nerver, han antog hun havde. ”Du er smuk som altid,” havde han hvisket mod hendes øre, inden de var taget afsted.
Han glædede sig. At høre babyens hjertelyd havde været noget af det mest fantastiske han længe havde hørt og selve oplevelsen i sig selv havde været fuldstændig ubeskrivelig. Gennem de sidste mange uger var hans respekt for Evanna også kun steget. Måden, hun tog alting så flot og at se hende være gravid på en smuk måde. Den lille babyhule hun havde fået, klædte hende så gevaldigt. Hun var så smuk. Charles nød at mærke hendes fingre være flettet ind i hans. Hans frie hånd var oven på hendes håndryg og han strøg den ganske blidt. Det var vildt, de var nået så langt den her gang. Han havde taget sine solbriller af, af ren høflighed og de grønne øjne for nærmest op som en kvindestemme, sagde Evannas navn. Det var nu. Han tog en dybindånding. Han havde aldrig været så nervøs og spændt på en og samme tid – heller ikke, når han stod på en scene. Han så på Evanna, som hun vendte sig mod ham. ”Selvfølgelig. Jeg er der hele vejen igennem…” hans stemme var blid og varm som han rejste sig og gik med dem. Charles tænkte kort om han havde spørgsmål. Han tog imod jordmoderens hånd ”Charles,” præsenterede han sig – selvom det var underordnet. Han bemærkede hun spærrede øjnene op og sendte hende et venligt smil som svar. Han var ikke sikker på om hun var en fan eller bare en, der kunne genkende ham. ”Jeg har et spørgsmål.. Uhm.. kønnet på vores baby.. Kan vi få det at vide i dag?” spurgte han inden så mod Evanna. Han tog hendes hånd som hun havde sat sig.

[Evanna Brown]

Evanna gjorde virkelig alt, hvad hun kunne for, at den lille baby skulle have det godt og rent faktisk blive inde til slutningen af september, denne gang. Hun havde aldrig røget fast, men en gang i mellem, når hun havde været stresset, men nu? Uanset hvor stresset hun var, så rørte hun ikke en smøg. Hun havde lagt sin morgenkaffe på hylden, sammen med alle døgnet 24 timer andre kopper kaffe. Hun drak en masse vand, hver dag. Hun sørgede for at få den rette mængde af alt, der var anbefalet. Hun holdt sig aktiv, så hun ikke endte med at tage unødvendigt meget på.
Hun elskede inderligt Charles, for at være så støttede omkring alt. Han var hendes klippe og hun var så taknemlig for, at have ham som den kommende far til hendes barn. Hun ville aldrig have bedt ham, at spise sundt, fordi hun gjorde, men dét at han gjorde det af sig selv, betød hele verden for hende. Plus hun kunne få lov til, at dufte til hans kaffe, det hjalp også lidt. Hun elskede følelsen af at være gravid, selvom der ikke havde været spark eller noget endnu. Hun havde dog aldrig følt sig mere ucharmende, så når han kaldte hende smuk, varmede det mere noget andet.
Evanna havde ikke kunne klare det så flot, uden Charles' hjælp og støtte. Hun havde haft dage, hvor hormonerne var stukket fuldstændig af med hende, hvor hun enten var blevet uprovokeret dybt ulykkelig eller stik tosset over små ligegyldigheder, som hun normalvis aldrig ville have været blevet sur over, og bagefter undskyldt. Han stod der stadig. Utroligt nok. Hun håbede virkelig, at han vidste det var hormonernes skyld, selvom hun selvfølgelig heller ikke havde lyst til, at bruge dem som en undskyldning, for at sidde og bryde totalt sammen over at se en frø i mosen, når de havde gået tur. Hun var så spændt og nervøs, men alene hans tilstedeværelse beroligede hende lidt, men hans strøg over hendes hånd, hjalp bestemt også. Hun smilede stort ved hans svar. Hun var egentlig ikke i tvivl, men det var så rart at blive bekræftet. Olivia rømmede sig lidt og det var med en halvsvedig hånd, hun trykkede Charles'. "Vær..Værsgo og ta'.. plads," hun rømmede sig hurtigt igen og gjorde en gestus mod en stol ved siden af biksen, hvor han kunne sidde. Evanna kunne hurtigt regne ud, at jordmoderen vidste hvem Charles var. Det var egentlig ikke noget hun havde tænkt over før nu. Hvad ville alle hans fans sige? Evanna lagde sig til rette på biksen og tog uden tøven imod hans hånd, som hun så fra ham og over på jordmoderen. "Hvis de ligger så jeg kan komme til ordenligt, så kan vi ja, men der er selvfølgelig ingen garanti med mindre man bruger en 3 eller 4D skanner," svarede Olivia og havde selvfølgelig bidt sig mærke i, at han havde sagt det var deres baby. Hvorfor han havde brugt ental, vidste jordmoderen til gengæld ikke. "Og ellers findes der måder vi kan få dem til, at vende sig lidt på, så vi kan få et ordenligt billed," tilføjede hun og sendte ham et lidt nervøst smil, før hun vendte blikket mod Evanna, "Vil du være så venlig og løfte op i kjolen, så går vi i gang," spurgte hun venligt, hvilket Evanna selvfølgelig gjorde, men ikke uden at have en smule ondt af jordmoderen. Det måtte virkelig være svært for hende, at være professionel i denne en situation.  Hun tænkte dog ikke over, at Olivia blev ved med, at tale i flertal, da hun blot beregnede sig selv og babyen.

[Charles Michael Lavoie]

Charles vidste godt, hun havde hormoner i kroppen. Han vidste også, at han af den grund også bare ville lade hende reagere og så ville han være der for hende, på de måder hun nu havde brug for. Havde hun brug for en syndebuk, så var han det gerne. Havde hun brug for trøst, så gav han det også gerne til hende. Han elskede hende, og han elskede den lille familie de var ved at bygge. Charles mærkede godt Olivias hånd var halvsvedig, men han kommenterede ikke på det. Han vidste ikke hvad hun tænkte lige nu. Han vidste godt, han ikke havde været offentlig ude at fortælle han havde en kæreste, men til selve den konference ham og Ashton havde holdt, var han direkte blevet spurgt indtil om han havde en kæreste fordi rygtet gik på han datede Evanna – han havde hverken be- eller afkræftet det. ”Tak,” han sendte hende et venligt smil, inden han satte sig ved Evannas side. Charles kyssede Evannas håndryg en enkelt gang inden han blidt strøg den med sin tommelfinger. Han var så spændt på en hel ny måde. Han så op på Olivia som hun snakkede. Hvad havde det med Evanna at gøre? Hun kunne vel ikke lægge på andre måder, end hun gjorde? Hvordan kunne både babyen og Evanna blive vendt? ”Okay…” han nikkede en enkelt gang, inden han fokuserede på Evanna igen. Han anede slet ikke der var to derinde, så hver gang jordmoderen sagde de var alt han kunne tænke på at det måtte være Evanna selv og babyen. Han ville dog heller ikke spørge for meget, da han ikke ville virke som om han var al for skeptisk.

[Evanna Brown]

Evanna var så lykkelig over, at Charles tog alle hendes humørsvingninger i stiv arm. Han var der lige meget, hvad hun havde brug for. Han var virkelig hendes drømmemand, fra inderst til yderst. Hun vidste også godt, at Charles hverken havde be- eller afkræftet, om de var et par eller ej, men hun ville heller aldrig presse på. Det var ham som var kendt, ergo mente hun også, at det skulle være hans valg, hvornår, hvis han ville overhovedet, det skulle offentliggøres, men på den anden side, så vidste hun også godt, at hun snart ikke ville være i stand til, at skjule babybulen meget længere, da den allerede viste sig så fint. Hun smilede stort til ham, hun var så spændt, at hun næsten ikke kunne være i det mere. Hun gav hans hånd et blidt klem og pustede så nervøst ud, før hun vendte blikket mod skærmen, mens et lille gys gik igennem hende, som geléen ramte hendes mave.
Olivia lod skanneren ramme Evannas mave og fandt hurtigt den lille baby, "Oookay.. Her har vi baby A. I kan se hjertet her, som banker perfekt. Det kunne godt ligne... En dreng," fortalte hun og smilede over til dem. Evanna mærkede med det samme, hvordan hun fik tåre i øjnene og helt ubevidst klemte om Charles hånd, dog også uden at tænke over navnet Olivia havde givet babyen. "Vi skal ha' en dreng," lød det lykkeligt fra hende, mens hun mærkede sine kinder begynde, at gøre ondt på den god måde, over det store smil på hendes læber. Olivia flyttede skanneren lidt rundt, "Og her har vi baby B," sagde Olivia, hvilket fik Evanna til at vende blikket overrasket tilbage på skærmen, "Hvad mener du med baby B?" spurgte hun, som hun under et seksund efter, slog sin frie hånd op foran sin mund. "Er der to?" lød det nærmest hviskende fra hende. Olivia så overrasket på Evanna og derefter Charles. "Ja, I venter tvillinger. Det troede jeg I vidste? Jeg kan se min kollega har haft skrevet, I blev informeret om, at begge hjertelyde var stærke, da I fik tjekket hjertelyd i januar?" spurgte Olivia. Evanna rystede på hovedet, "Jeg troede din kollega, mente mit og babyens. To hjertelyde. Waow.." hun så mod Charles i et forsøg på, at regne ud, hvad han tænkte lige nu. Hun kunne næsten ikke tro det. De havde mistet en baby og nu ventede de to? Kunne de klare tvillinger? Havde han tvillinger i familien? Havde hun, i sin biologiske familie? "Vi skal ha' tvillinger, Charles.. Tvillinger.." hun følte sig så beriget, men samtidig og virkelig skræmt ved tanken om to på én gang. Rose og Charlie havde været to, og der havde forældre ansat tre ekstra barnepiger. Evanna ville dog aldrig have en eller flere barnepiger, så ville hun langt hellere bruge deres familier og venner.

[Charles Michael Lavoie]

Charles havde ligeledes fundet sin drømmekvinde i Evanna. Det var nemt med hende – og selv når det var svært, så var det der med hinanden. Han havde aldrig troet på, når hans forældre havde sagt at med ægte kærlighed så var det lige ud ad landevejen og de få bump der var på vejen, var noget, der i fællesskab kunne løses. Han havde længe troet, at det var meningen kærlighed skulle være svært. Han forstod det dog nu. Han havde virkelig fundet sin bedre halvdelen og en, der bragte alt det gode frem i ham. Det krævede ingen energi af ham at elske hende – det var så naturligt, at det føltes som om, han havde gjort det hele sit liv. Charles havde sjældent be- eller afkræftet et forhold over for offentligheden. Han ville dog ikke sige noget, før Evanna følte sig klar til alt den publicity der fulgte med. Det var trods alt ikke kun hans valg. Han nød at se hendes store smil. Generelt at se hende smile, gjorde ham så varm inde i. Han hørte hendes nervøse pust – hvilket smittede af på ham. Han håbede bare alt var som det skulle være denne gang.
Han så på skærmen, som Olivia begyndte at scanne. ”Nuurh… vi skal have en lille baby A,” påpegede han, inden han overhovedet hørte det var en dreng. Han smilede bredt ved tanken om, hvilket liv ham og Evanna kunne give ham. Han mærkede øjnene blev fugtige, men han var hurtig til at se op, så det ikke blev til mere. ”Vi skal have en dreng..” gentog han og sendte Evanna det bredeste smil, hans læber kunne mestre. ”Og en baby B….” påpegede han og smilede bredere inden han rynkede på næsen og man kunne se i hans blik som sandheden gik op for ham. Der var to babyer. ”Vent en baby B?” spurgte han noget tid efter Evanna havde spurgt til hvad hun mente. På det tidspunkt var Olivia allerede begyndt på forklaringen. Han rynkede lidt på næsen igen. Okay. To babyer. Han skulle have to. Han skulle være far til to babyer. Hvad var chancen? Han brugte tid på at få nyheden gennem sit system, så derfor var han også kort ude af den samtale, Evanna og Olivia havde. Kunne han klare to babyer? Han havde Evanna – selvfølgelig kunne han det. Hvordan kunne de være så velsignet og heldige? Hans smil blev atter bredt. To. Hans øjne blev fugtige på ny og han var hurtig til at tørre til tåre væk, der trillede så fint og forsigtigt ud ad øjenkrogen. Han lod sit blik falde på Evanna, som hun henvendte sig til ham. ”Tvillinger,” gentog han og smilede bredere end før. ”Jeg glæder mig til at møde dem begge to..” han kyssede hendes hånd ganske blidt. Glæden var tydelig i hans øjne. Han anede ikke han havde en tvilling og han anede derfor ikke det var i familien – præcis som Evanna ikke vidste det var i hendes. Han ville også helst gøre brug af familie og venner end barnepiger, men han vidste også hans familie ville være fantastiske til at hjælpe til.

[Evanna Brown]

Evanna ville aldrig mene, at hun var en del af beslutning om, hvorvidt deres forhold skulle offentliggøres eller ej. Det var ham der var kendt, ikke hende. Det eneste hun var "kendt" for, var at være Ashtons eks-kæreste. Plus hun vidste mange af deres, inklusiv Charles, fans ikke kunne lide hende, fordi der havde fået alle de rygter om, at hun havde været Ashton utro, selvom det aldrig havde været sandt. Så hun kunne godt forstå, hvis han ikke ville offentliggøre det for hurtigt. Desuden var det kun fire måneder siden, at de havde offentliggjort, at der ikke var noget band mere. Måske fansene liiiige skulle have en chance til, at bearbejde det første dårlige nyhed, før den næste ville ramme dem.
Evannas læber havde aldrig været, så fastlimet i et smil, som de var lige nu. Sidst hun havde været så lykkelig, var den dag på altanen, hvor han havde spurgt om hun ville være hans. Lige nu måske endda lige steppet over. "Vores Baby A dreng," lød det blidt og lykkeligt fra hende. Hun kunne slet ikke beskrive, hvor meget hun glædede sig til, at holde det lille liv i sine arme. Hun kunne allerede se den lille dreng for sig, ligne Charles på en prik og vokse op og blive en ligeså fantastisk mand, som sin far. Hele tanken om, at der var to, havde slået benene fuldstændig væk under hende. To babyer. Hvordan var de blevet så heldige? Hun var dog langt fra ligeså god til, at styrer sine følelser som han var, da ikke bare en, men flere lykketåre trillede fra hendes øjne, "Tvillinger.." gentog hun igen, som han gentog hende. Hun mærkede kysset mod sin pande og lukkede kort øjnene. Hun frygtede så meget, at hun ville vågne om lidt og finde ud af, at det hele havde været en drøm. "Også mig," hviskede hun tilbage og grinte mildt, mens hendes blå, fugtige øjne så op på ham. Hun rømmede sig lidt og vendte blikket tilbage på Olivia, "Hvad er baby B's køn?" spurgte hun og tørrede sine lykketåre væk, "Har de det begge to godt?" hendes spørgsmål, fik Olivia til at genoptage skanningen, "Lad mig se.. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men jeg tror, Baby B, er en pige. Hun er en smule mindre end Baby A, men det er helt normalt, at den ene tvilling er lidt mindre end den anden, så der er intet at bekymre sig for. Har du mærket liv endnu?" spurgte hun venligt. Spørgsmålene fik Evanna til at ryste lidt på hovedet, "En pige og en dreng? Kunne det være mere perfekt?" hendes læber gled op i et nyt smil, som viste sig i form af et ægte tandpastasmil. "Nej, ikke endnu. Burde vi have mærket liv?" hendes stemme var med det samme bekymret, men hovedrysten fra Olivia fik det hurtigt til at forsvinde igen, "Nej, det skal nok komme. Giv det et par uger mere, de ser begge sunde og raske ud. Vil I have et par billeder med hjem?" spurgte hun så.

[Charles Michael Lavoie]

Charles ville altid mene, hun var en del af en beslutning om hvor vidt deres forhold skulle offentliggøres. Hun ville opleve en større interesse i hende, både fra fans, men også fra journalister og andre nysgerrige sjæle. Det vidste hun til gengæld godt, det var det samme da hun havde været sammen med Ashton.
Charles nød hende smile på den måde. Han nød at se hende være lykkelig og han var glad for de skulle have to raske babyer. Sammen. Han smilede som hun lykkeligt fortalte at baby A var en dreng. Han nikkede som svar. Han var i fuld gang med at forestille sig ham vokse op. Han ville elske sin mor, have hendes øjne. Han ville lære ham at spille diverse instrumenter sammen med Evanna. De ville synge godnat sang for ham hver aften, indtil han var gammel nok til ikke at synes det var sjovt mere. Han ville gå på Hogwarts og uanset om han blev en Ravenclaw som ham eller en Slytherin som hans mor, ville han være noget så stolt. Charles havde haft mange års træning i at kontrollere sine følelser, men lige nu var det bestemt heller ikke nemt for ham. Han nikkede. Tvillinger. De skulle have tvillinger. De var så velsignet. Han vidste det ville blive hårdt – han havde set Darcel og hjulpet til hos ham, mens tvillingerne stadig var spæd. Ind i mellem hjalp han stadig. Han smilede ved hendes hvisken og betragtede smukke, dog fugtige øjne og strøg hende over kinden. Han så nysgerrigt på Olivia, som Evanna spurgte indtil til kønnet på baby B. Charles smilede endnu en gang. En pige. Endnu en gang forestillede han sig et liv for hende. At hun ville ligne sin mor og have samme sind som hende. Hun ville være en varm og kærlig person. Intelligent og stædig. Han lyttede til Olivia, inden Evanna snakkede. Han nød endnu en gang at se hende smile. ”Nej, det kunne det virkelig ikke. Jeg kan næsten ikke tro det..” svarede han ærligt og lyttede så videre på Olivia. ”Masser af billeder,” han smilede bredt som han påpegede det, inden han klemte Evannas hånd. ”Tak for alt du gir os, skat” hviskede han.

[Evanna Brown]

Evanna ville ikke have noget imod, at de kunne snakke om offentliggørelsen sammen først, men i sidste ende, ville hun altid mente det var hans valg, for det var hans karriere. Hun vidste jo godt, at det ikke så godt ud udefra, men hun vidste også godt, at der ville være grænse for, hvor længe endnu hun kunne skjule babybulen.
Evanna kunne se hele livet for sig, med Charles og tvillingerne. Hun kunne se for sig, hvordan de en skønne dag ville flytte i hus sammen, hvor børnene kunne løbe og lege i haven. Hun hadede allerede tanken, om at skulle undvære dem mellem ferierne, når de skulle på Hogwarts, selvom der var 11 år til. Men tanken om alt det og alle de minder, de ville kunne nå at få på de 11 år og mange flere år ud i fremtiden, overskyggede alt andet. Camping i skoven, hvor de kunne riste skumfiduser, mens Charles kunne spille guitar og synge for dem. Godnathistorier. Aftenhygge. Deres første skridt, ord og kram. Hun var så overloadet af kærlighed og hormoner lige nu, at hun slet ikke kunne være i sin egen krop. Der skulle normalvis meget til før hun grad, men efter hun var blevet gravid, følte hun nærmest ikke hun havde lavet andet, selvom det nok mere var i hendes eget hoved, end i virkeligheden dette fandt sted. Hun klemte hans hånd og kyssede blidt hans håndryg, "Tvillinger," gentog hun blot igen, som hun stadig ikke helt kunne få det ind. Olivia nikkede og skynde sig at få printet en lang række billeder ud til dem, og rakte dem til Charles, hvorefter hun rakte noget papir til Evanna, så hun kunne tørre geléen af maven. Hendes hjerte smeltede fuldstændig ved hans hvisken, "Det er mig som takker," lød det blidt fra hende, mens hendes blå øjne hvilede kærligt på ham. Hun fik rejst sig fra biksen og rettet tøjet til, før hun vendte sig mod Olivia, "Tusind tak og ha' en helt fantastisk dag," sagde hun venligt og fik sin jakke og sko på, før hun trådte ud af lokalet. Hun havde aldrig følt sig så velsignet, som hun gjorde lige nu.

[Charles Michael Lavoie]

Journalister kunne skrive hvad de ville om ham og mene hvad end de ville om ham. Så længe de folk tæt på ham, kendte sandheden var han ligeglad. Selvfølgelig var han også nødt til at have en vis gennemsigtighed med hans privatliv, men det var også hvad det var. Hans privatliv. Han havde oplevet fans der havde været efter hans lillesøster. Hans mor. Hans far. Han havde oplevet journalister også være efter dem. Det var han ikke ligeglad. Han ville heller ikke være ligeglad med, de var efter Evanna. Skulle han offentliggøre noget, så skulle det være snart – men dem i hans privatsfære var vigtigst.

Charles så virkelig også deres liv for sig. Han kunne dufte, smage, mærke og lugte det hele. Han var så betaget og forelsket i det liv, de ville have som familie. Han glædede sig. Mere end han nogensinde havde glædet sig til noget før. Han ville lære begge børn at spille på instrumenter, han ville lære dem om digte og lyrik. Han ville lære dem fransk. Evanna ville lære dem, alle de andre sprog hun kunne. Han ville give dem, deres første hundehvalp, og de ville vokse op sammen. Begge ville de give dem, alt det bedste de havde og de ville ende med de mest dejlige børn. Charles mærkede det klem, hun gav hans hånd og smilede varmt til hende, som hun kyssede hans håndryg. Han nikkede. De skulle have tvillinger. En dreng og en pige. Charles tog imod billederne og kiggede kort på dem, inden han sikkert pakkede dem væk i sin inderlomme. Han kunne allerede nu forestille sig sin mors reaktion på nyheden. Hun ville blive ellevild. ”Nej, det er mig,” hviskede han igen, og lod de grønne øjne hvile kærligt på hende. Charles tog Evannas hånd for at hjælpe hende ordentligt ned fra briksen, inden han ligeledes vendte sin opmærksomhed mod Olivia. ”Tak for i dag og tak for det hele,” han gav hende hånden, inden han trådte ud. Han lagde begge arme om Evanna, som de var ude på gangen og lod sine læber ramme hendes. Han var så fyldt med kærlighed lige nu.

[Evanna Brown]

Evanna havde aldrig oplevet så meget kærlighed i sit liv. Hun følte sig så beriget, på alt i hendes liv. Hun vidste at alting skete af en årsag og hun var helt sikker på, at Ashton var kommet ind i hendes liv, for hun kunne møde Charles. Hun var lykkelig. Direkte lykkelig. Hele hendes liv var perfekt, ned til mindste detalje. Hun tog i mod hans hånd, for at komme ned fra biksen. Olivia smilede til Charles, "Det var så lidt," lød det lidt skingret fra hende, hvilket fik hende til at rømme sig og trykkede hans hånd.
Evanna mærkede hans arme omkring sig og lagde sine arme om ham også. Lige nu var hun faktisk ligeglad med, om der var andre i venteværelset, som så dem kramme. Hun mærkede hans læber mod sine egne og gengældte kysset, dog ganske blidt og kort, "Folk kan se os," hviskede hun stille mod hans læber. Det var ikke fordi hun havde noget imod, at kysse ham offentlig, men så længe de ikke var officielt kærester, så havde hun en idé om, at det ikke ville gøre noget godt for hans ry, at stå og kysse en gravid, som oven i købet var hans vens - eller hvad man nu end kunne kalde Ashton efter deres slagsmål - eks-kæreste, og det sidste hun ønskede, var at ødelægge hans karrierer. "Hvad tror du, dine forældre siger?" spurgte hun med et smil på sine læber. Hun glædede sig til at møde hans forældre, men nervøsiteten voksede også i hende, endnu mere nu, hvor skanningen var klaret og de havde fået af vide, der ikke kun var én, men to babyer i hendes mave. En pige og en dreng. Tankerne om, hvor de skulle bo sammen og opstarte deres lille familie, var nærmest alt hun kunne tænke på. Hun glædede sig sådan til, at se dem vokse op og se, hvilke helt fantastiske mennesker de ville vokse op og blive. Musik, var hun slet ikke i tvivl om, ville komme til at fylde meget. Hun forestillede sig, hvordan de ville kunne købe en ferielejlighed i Frankrig, så de også kunne lærer de franske rødder, som Charles havde, at kende. 

[Charles Michael Lavoie]

Charles var også sikker på, at alt det han havde gennemgået for at nå her, var meningen. Han var taknemlig for hvert og eneste lykkelige, smertefulde og kedelige øjeblik. Alt det, der havde formet hans liv og gjort ham til den han var den dag i dag. Alt sammen så han kunne være klar til at møde og være sammen med Evanna og være den mand, hun fortjente. Charles smilede som Olivias stemme pludselig blev skinger – han nikkede en enkelt gang til hende inden smilet på hans læber afsluttede som en venlig hilsen.

Charles nød følelsen af hendes læber presset mod sine egne. Han nød hende og hendes arme om sig. Han smilede mod hendes læber ved hendes hvisken. ”Lad dem se os,” hviskede han videre – han havde aldrig direkte holdt skjult han havde en kæreste og pressen havde også spurgt indtil hans ikke bekræftede forhold. Han ville bare gerne beskytte Evanna. ”Hvis det er okay med dig, vil jeg gerne offentliggøre os… men først skal du møde min familie. Det er vigtigst de ved det,” hviskede han videre og strøg hende blidt hen over ryggen. Han smilede bredt ved hendes spørgsmål. ”Tror min mor ville slå mig for ikke at have mødt dig endnu…” grinte han inden han blinkede drilsk til hende. ”De vil være glade, og de vil elske dig,” denne gang var han mere seriøs i sin tone – han havde brug for at understrege, hun ikke kunne gøre noget forkert og hun ikke behøvede at være nervøs. Var det ikke fordi han havde mødt Evannas adoptivforældre før, så ville han også være nervøs – og det ville han nok også være, hvis de skulle have noget at vide om de to nye, der var på vej, da situationen var en hel anden end sidst.

[Evanna Brown]

Det kunne godt være, at det var forkert at definere nogen som værende perfekt, men det var alligevel sådan Evanna så Charles. Han var perfekt fra inderst til yderst. Han var som taget ud af hendes drømme, hendes vildeste fantasi og mixet sammen med virkeligheden. Han var et levende bevist for hende, om at selv engle kunne gå gennem helvede og komme helskindet igennem. Han var perfekt for hende.
Hendes smil voksede ved hans hvisken, mens hun rynkede lidt på næsen, "Okay.." hviskede hun forsat, uden helt at vide, hvorfor de hviskede. Hun krammede sig tæt indtil ham, som hun mærkede han strøg hendes ryg. Hun rettede hovedet lidt op igen, for at se på ham, mens hendes arme forblev om ham. Hun bed sig let i læben og nikkede lidt, "Jeg er klar til at offentliggøre os, når du er," svarede hun blidt og førte en hånd op til hans kind og strøg den blidt med sin tommelfinger, mens de blå øjne hvilede forelsket på ham. "Og jeg glæder mig til, at møde din familie," tilføjede hun smilende, som hendes øjne hurtigt og kort tjekkede om nogen kiggede, før hun kort og blidt kyssede hans læber igen, efterfulgt at et mildt grin.
Hun grinte morende med ham og nød hans drillende tilgang til hende, "Jeg kan allerede li' hende," drillede hun morende igen med et stort smil over sine læber, som afslørede hele den hvide perlerække af tænder. "Tror du? Jeg plejer ikke at blive nervøs, når jeg skal møde nye mennesker, men jeg er virkelig nervøs," indrømmede hun med et lille grin, som nok afslørede sandheden i hendes ord. Hun vidste godt, han havde mødt hendes adoptivforældre, så han havde vel ikke noget at være nervøs for på dét punkt? Selvom.. Der kunne selvfølgelig opstå en hvis form for akavethed, når han dengang havde været med som Skylers plus-one og nu var Evannas kæreste og kommende baby-far.

[Charles Michael Lavoie]

Charles vidste egentlig heller ikke hvorfor de hviskede, men det gjorde de. Han smilede varmt til hendes okay og nød hun krammede sig tæt mod ham. Han vedholdt sine arme om hende og strøg forsat hendes ryg. Evanna var essensen af den kvinde, han altid havde ønsket. Hun var perfekt. Han ville give hende alle sine bedste år, og han ville love hende, at hun aldrig ville fortryde at give sine bedste år til ham. Hun havde været der, da han var halvt en mand. Hun gjorde ham lykkelig og han behøvede ikke andre end hende og de to små, der var på vej. Han betragtede hende som hun rettede på sig og nød, hun ikke gav slip på ham. ”Vil hellere være sikker på du er med mig..” svarede han også blidt og mærkede hendes hånd mod sin kind. Han lagde sin kind ind mod hendes hånd og nød hvert et strøg, mens han nød det blik, hun havde på ham, som kun blev gengældt. ”De glæder sig også til at møde dig,” påpegede han varmt. Han vidste de glædede sig til at møde hende, det var trods alt hans forældre der havde presset på. Han mærkede hendes læber presse sig blidt mod hans, og gengældte kysset. Han grinte som hun gjorde og nød den smag, hun efterlod på hans læber.

Han nød at høre hende grine. ”Det tænkte jeg nok,” han blinkede til hende og nød den drillende tone, hun havde i stemmen. Han nød at se hende smile med tænderne. Hun var perfekt. Hendes personlighed. Hendes udseende. Der var ikke en ting, han ville ændre ved hende. Han elskede hende med alle hendes særheder, vidunderligheder og fejl. Ikke på trods af noget. Nej, på grund af det hele. ”Jeg er sikker.. Og det er noget andet, når man skal møde ens kærestes familie… men tro mig, der er intet at være nervøs for,” beroligede han hende. Han elskede, hun var ærlig omkring hendes nervøsitet. ”Klar?” spurgte han mildt.

[Evanna Brown]

Evanna var slet ikke i tvivl om, at Charles var hendes eneste ene. Hun havde altid været en romantiker og hun troede derfor netop på den slags. Hun glædede sig helt ubeskriveligt meget til, at dele resten af sit liv med ham og de to, som voksede i hendes mave. Hun smilede, som hun mærkede han strøg hendes ryg forsat. "Jeg vil altid være med dig," forsikrede hun ham. Selvfølgelig havde hun en indre frygt for, hvordan hans fans ville reagere på deres forhold, men hun ønskede heller ikke at holde det skjult for offentligheden resten af deres liv, hvilket nok også snart ville blive en umulig opgave, da babybulen allerede var begyndt at vise sig. Hun glædede sig til, at mærke liv første gang og hun håbede inderligt, at det ville ske, mens han var der så de kunne dele øjeblikket. Hendes blik forblev på ham, mens hun strøg kærligt hans kind. "Jeg er sikker på, vi får en dejlig dag med dem," sagde hun blidt og nød kysset de delte. Smagen af ham forblev på hendes læber, selvom kysset sluttede.
Et smil forblev på hendes læber, ved hans blink til hende. Han var så charmende, på alle leder og kanter. Hun nød, at han kunne udfordre hende, uden at være grænseoverskridende omkring det. Han gjorde det på en måde, som var sober og rar. Hun elskede også ham, helt ind i sjælen. Han var hendes drømmemand og så meget mere end det. Hun nikkede lidt til hans ord, "Jeg ved godt det er fjollet, men jeg vil så gerne ha', de skal kunne lide mig," hun bed sig lidt i læben, mens hun mentalt prøvede at tale sig selv ned. Det var ikke fordi hun ikke ville tro ham, når han sagde der ikke var noget at være nervøs for, men det var heller ikke noget, hun bare lige kunne slukke for. Forhåbentlig ville det gå over af sig selv, når de første ti minutter i deres selskab var gået. Hun nikkede og gik mod en pejs, da hun antog de skulle tage susenetværket. Hun havde læst, at tranforering ikke var det bedste, når man var gravid og hun tog ingen chancer. "Efter dig," smilede hun blidt.