My Wildflower

[Evanna Brown]

Evanna bed sig let i læben. Jamen, så var mysteriet omkring tvillingegenerne kom fra, vel opklaret. Hun vendte blikket mod Charles, "Og Darcel er din fætter, som Isabella dater, ik?" spurgte hun, bare for at være sikker på, om hun havde fulgt ordenligt med. Hun vendte blikket tilbage mod Marisol, "Jeg blev bortadopteret, da jeg var et halvt år gammel. Jeg ved ikke andet end, at min mor er fra Israel og min far er fra England," svarede hun ærligt. Det meste af tiden, var hun egentlig okay med, at være adopteret, men det var selvfølgelig DNA og den slags, som nu kunne blive udfordrende. Hun tog det dog ikke så tungt, for hun kunne hverken gøre til eller fra anyways.
Hun smilede lidt, som hun betragtede svigerforældrene studerede scanningsbillederne. Hun rystede let på hovedet, "Slet ikke," hviskede hun tilbage. Hun smilede stort, "Det gør jeg også," svarede hun mens smilet forblev på hendes læber.

***TIME***

Efter et par timer hjemme hos Charles' forældre, var de kommet hjem. Evanna havde indrammet skanningsbillderne og hængt dem op på væggen over sengen. Lige nu sad hun i sofaen, med benene lidt oppe og med Charles' hoved, hvilende på hendes skød. Hun lod sine fingre nusse blidt hans hår og hovedbund. Hendes blik hvilede skiftevist på fjernsynet, som spillede en film og på Charles. Han var virkelig manden i hendes liv, hun anede ikke hvad hun skulle gøre uden ham og hun glædede sig mere end noget andet, til at dele resten af livet med ham.

[Charles Michael Lavoie]

Charles elskede sine forældre, trods alt der var skete den sidste tid, men han var også glad for at komme hjem igen. Charles glædede sig til at møde de to små i Evannas babyhule. Det hele kunne kun gå langsomt, og samtidig så nød han også at vente sammen med hende. En del af ham vidste det, mens en anden ikke gjorde: Han ville snart elske på en helt ny og dybere måde, end han nogensinde havde gjort før. Han ville snart være vidne til en af de største øjeblikke i hans liv. En andel del af ham, vidste det ikke. Den del af ham var i nuet. Som mand var der ikke som sådan 9 måneders forberedelse på at blive far. Den tid kom, det sekund han var blevet far. De små havde allerede vækket nogle følelser i ham, men det var minimalt i forhold til hvad de ville vække i ham, når de for første gang skulle møde hinanden. Charles havde lagt sig ligeså langt som han var på sofaen med hovedet hvilende mod Evannas skød. Han nød hun nussede hans hår og hovedbund. Hans blik var mest af alt på fjernsynet, men ind i mellem faldt hans blik også på hende. Havde nogen sagt til ham for et par år siden, at ham og Evanna ville blive kærester og vente børn sammen, havde han nok grint og rystet på hovedet. Nu var han taknemlig over, at have mødt hende og lært hende at kende. Han var sikker på, han havde mødt sit livs kærlighed. Han lod de grønne øjne hvile op på hende i nogle sekunder, da hendes fingres kærtegn gjorde ham døsig. "Mmmh.. jeg falder næsten i søvn.." 

[Evanna Brown]

Evanna havde det meget ambivalent, omkring ventetiden på de to små. På den ene side, så nød hun den. Hun nød alle sine forestillinger om, hvordan det ville være at være forældre med ham. Hun nød tanken om Charles med en barnevogn eller i det hele taget holde dem. Hun nød tanken om, at starte deres egen lille familie og der var ingen andre i verden, hun ville ønske sig højere, som far til sine børn. På den anden side, så var hver dag og en dag, hvor hun frygtede at det ville gå galt igen. Det havde været en traumatiserende oplevelse - nok ligeså meget for ham, som for hende - at miste sidste gang hun havde været gravid og der var knapt nok, gået et år siden.
Hun smilede kærligt ned til ham, som hans ord lød. "Skal vi gå i seng?" spurgte hun blidt og lagde sin frie hånd oven på hans, for at lægge den på hendes mave, med sin egen hånd oven på hans håndryg. Hun mærkede hvordan alt i hende, føltes som om alt var præcist, som det skulle være. Hun spærrede de blå øjne op, som hun indefra mærkede noget, hun aldrig havde oplevet før. "Mærkede du det?" spurgte hun, nærmest hviskende og så ned på ham, før følelsen kom en gang til. "De sparker! Charles de sparker," hendes øjne havde aldrig lyst så meget op af glæde før, som de gjorde lige nu, mens de blev fugtige og til sidst løb et par glædeståre ned af hendes kinder, mens hun grinte lidt og så ned på maven og derefter ind i hans smukke grønne øjne.

[Charles Michael Lavoie]

Charles var også bange, men han prøvede ikke at tænke negativt. Denne gang havde de en masse dygtige healere og sygeplejersker omkring dem - de skulle nok få to sunde og raske børn. Han var nødt til at tænke positivt, for han vidste hvis ikke han gjorde, så ville angsten tage over. Han glædede sig til de skulle lave børnenes værelse. Til de skulle købe barnevogn, tremmeseng, sutteflasker og alt det man ellers købte til babyer. Han glædede sig til at se Evanna være mor. Han så det kærlige smil og nød lyden af hendes blide stemme. "Mmmh, hvis du vil.. Men jeg kunne lægge her forevigt," han smilede varmt op til hende som ordene lød og lod hende tage hans hånd og lod hende placere den på hendes mave. Charles kunne mærke en bevægelse mod sin hånd og tænkte ikke meget over det først - da han stadig var en smule døsig, inden han så op mod ved Evanna ved hendes spørgsmål. "Ja," svarede han og mærkede endnu en gang et spark. Denne gang gik det op for ham hvad det var, og han lod de grønne øjne søge Evannas øjne på ny. Han smilede bredt ved hendes ord og måden hendes øjne kunne lyse hele rummet op lige nu. "De sparker!" gentog han med glæde i sin stemme og kunne mærke hans øjne også blev fugtige - aldrig havde han oplevet et smukkere øjeblik. Han lagde sin mund tæt mod hendes mave. "Hallo derinde.... Det er jeres far. Vi glæder os til at møde jer og tak fordi I også glæder Jer til at møde os," snakkede han med et par tårer glidende ned ad kinderne. Han så på ny op mod Evanna og rettede sig op for at kysse hendes læber. 

[Evanna Brown]

Evanna glædede sig allerede til, at indrette børneværelset til de to små, sammen med Charles - også selvom hun godt vidste det betød, hun måtte opgive sin lejlighed, men det betød ingenting. Bare hun var sammen med Charles, så kunne de klare hvad som helst, det var hun helt overbevist om. Hun glædede sig til, at se ham med en barnevogn. Se ham holde de to små, som de havde skabt sammen. På en eller anden mærkelig måde, så glædede hun sig også til de søvnløse nætter, fordi hun vidste de havde hinanden. Hun grinte mildt ved hans ord, "Mmh.. Det tror jeg gerne," svarede hun blidt og lod sine fingre glide igennem hans hår endnu en gang.
Et lykkeligt grin lød fra hende, ved hans ja. Hun havde aldrig oplevet noget lignede og hun var ubeskrivelig glad og taknemlig for, at det var netop med ham, hun kunne dele dette øjeblik med. Der var ingen andre i verden, hun ønskede, skulle være far til hendes børn, end ham. Hans brede smil, fik hendes øjne til, at lyse endnu mere op, som deres øjne mødtes. Hun nikkede ivrigt, som han gentog de sparkede og mærkede selv flere glædes tåre trille ned af hendes kinder, i takt med hun så hans grønne øjne blive fugtige. Hun flyttede sine hænder, som han lagde sin mund tæt mod hendes mave og så ned på ham, mens hun lyttede til hvad han sagde til de små liv i hendes mave. Alene dét at høre ham, omtale sig selv om deres far, var et helt fantastisk øjeblik for hende. Hun mærkede endnu et spark, som han snakkede til dem, hvilket fik hende til at smile endnu brede, hvis det da snart var muligt. "De sparker for dig," lød det lykkeligt fra hende, som hun fulgte ham med blikket, som han rettede sig op. Uden nogen som helst form for tøven, gengældte hun kysset og lagde en hånd på hver af hans kinder, som hun blidt strøg med sine tommelfingre, for at tørre hans tåre væk. Hun slap kysset, "Jeg elsker dig, så højt, skat.." hviskede hun blidt mod hans læber.

[Charles Michael Lavoie]

Charles var i og for sig også ligeglad med hvor de boede. De kunne sagtens bo i hans lejlighed. Der var masser af plads. Han ville dog også være ligeglad med at bo i en lille lejlighed, hvis det var alt, de havde midler til. Han vidste dog også, at der ikke var nogen af dem der manglede noget – så de ville have råd til at bo, hvor end de ville. For ham var det vigtigste blot, at de alle fire havde det godt. Han glædede sig også til de søvnløse nætter – og det havde intet at gøre med, han vidste han kunne falde i søvn med lynets hastigheder uanset hvor det var – det ville han ikke gøre, for han ville være i det hele sammen med hende. Han smilede varmt ved hendes blide svar. ”Mmmh,” hviskede han og nød at mærke hendes fingre gennem sit hår.
Han havde aldrig haft et øjeblik som dette i sit liv. Det her, det øjeblik, var et af de mest magiske han nogensinde havde oplevet. Han havde været i store haller fyldt med et skrigende publikum, der skreg efter ham og sang med på hans sange – hørt dem skrige så højt, han ikke kunne få et ord indført når han nærmede sig en mikrofon, men dette øjeblik … det var det største. Beviset på, at der var liv. Beviset på, at en af de to små måske havde en fremtid som fodboldspiller. Han bemærkede lyset i hendes øjne var mere markant, som deres øjne mødte hinandens. Det her – det var det smukkeste, han nogensinde havde set hende. Han så op på hende som hendes smil var blevet bredere og smilede ved hendes ord. Han tørrede kort øjnene, selvom det ikke hjalp. Nye tårer tog til ved Evannas ord. ”Mor og jeg glæder os til vi kan synge godnat sange for jer og fortælle jer de mest fantastiske og vidunderlige eventyr,” snakkede han videre inden han havde rettet sig op. Han mærkede hendes tommelfingre tørrer de nye tårer væk, og nød kysset. ”Tak. Jeg elsker også dig… jer,” han lagde hånden mod hendes mave på ny ”mere end noget andet,” hviskede han selv blidt mod hendes læber.

[Evanna Brown]

Evanna ville ikke have noget i mod, hvis de flyttede ind i Charles' lejlighed i stedet for hendes, for ja, hans var større. Det eneste hun nok ville skulle vænne sig til, var at det var den samme opgang, som når hun havde besøgt Ashton, men hun var ovre Ashton, så det ville bare skulle blive en ny vanesag. Hun smilede lidt ved hans mmh, mens hun tænkte på den lyse fremtid de gik i møde.
Det var underligt, at tænke på, at for bare fem år siden, havde hun været en af de fans, som havde stået blandt publikum, sunget, danset og skreget - okay og indrømmet også grædt - til hans koncerter. Dengang havde hun aldrig i selv sin vildeste fan-girl-fantasi forstillet sig, at hun skulle sidde her og ikke 'bare' have været kærester med trommeslageren og slået op med ham, men nu var hun kærester med guitaristen og ventede hans børn. Meget havde ændret sig på de år. Hun elskede stadig hans musik, ingen tvivl om det, men hendes følelser for ham, var ikke fan-girl-følelser mere. De var ligeså ægte, som hvis de havde kendt hinanden før han var blevet kendt. Hun havde også fundet ud af, at hun ikke havde kendt ham dengang, ikke den rigtige Charles i hvert fald. Det følte hun, hun gjorde nu og hun elskede hver og en lille ting ved ham, selv de ting hun burde hade, elskede hun.
Hun kunne mærke flere glædeståre trillede ned af hendes kinder, som han omtalte hende som deres mor. Det var en titel, hun havde glædet sig så længe til at få og nu gik virkeligheden rigtigt op for hende. Selvom hun havde mærket både morgenkvalme og lyst til madvare på mærkelige tidspunkter, hormoner som gjorde hende let til tåre, så var det nu, det rigtigt gik op for hende, at de skulle være forældre. Hun skulle være mor. Hun grinte lykkeligt og nikkede til hans ord. Hun smilede så meget lige nu, at hun fik helt ømme kinder, men det var det hele værd. "Tak," hviskede hun og mærkede hans hånd mod sin mave, mens hun forsat havde sine hænder mod hans kinder og så ind i hans smukke grønne øjne. Hun kyssede kærligt hans læber og lod sine øjne glide i, for at nyde kysset hundrede procent. En anden ting hun kunne mærke af graviditets symptomer, var at hun havde sværere ved at holde fingre fra ham, selvom hun virkelig prøvede at holde igen, da hun trods alt ikke ønskede at skræmme ham væk.

[Charles Michael Lavoie]

//Aftalt out//