My Wildflower

[Charles Michael Lavoie]

Charles smilede bredt, som hun forsikrede ham, hun altid ville være med ham. Han vidste ikke hvordan han ellers skulle reagere eller svare for den sags skyld. Nogle ord krævede ikke et svar som sådan, men hun skulle slet ikke være i tvivl om ordene varmede og vækkede noget inde i ham. Den kærlighed han havde til og for hende, var stærkere end noget han nogensinde havde oplevet. ”Jeg er også altid med dig,” hviskede han tæt mod hendes øre efter nogle sekunders stilhed. Hun var den eneste, der behøvede at høre de ord – så denne gang var det med vilje, han hviskede dem. Så kun hun kunne høre dem. De ord var kun forbeholdt hende. Charles glædede sig også til, at mærke liv fra de to små og han håbede også, han ville være der til at opleve det, når det skete for aller første gang. Han var dog på en ret lang hiatus lige nu – i hvert fald i forhold til det liv, han tidligere havde levet med at lave musik, være i studiet, promovering og så tour. Lige nu arbejdede han primært i EB Music, var med over forskellige musikprojekter for andre og skrev sit eget. Han nød den lille ferie, han havde tilladt sig at have efter Faded Exits endeligt. Selvfølgelig var der også en del af ham der var i sorg, selvom det i sidste ende havde været fuldstændig uundgåeligt. Han nød, hendes kærlige berøring af hans kind. Hendes bløde hud, varmen det gav ham. Han nikkede. De skulle nok få en god dag. Der var ikke nogen grund til at trække hende med ind i den fejde, han lige nu havde med sine forældre – han ville heller ikke farve et billede af dem som dårlige mennesker, slet ikke når hun ikke havde mødt dem endnu.

Han betragtede hendes smukke smil og nød synet af hende. Han havde aldrig oplevet en kærlighed så fuldendt, som deres var. Hvor man virkelig forstod hvorfor nogen referede til den anden som den ’bedre halvdel’. Det forstod han nu. Hun bragte det bedste frem i ham, og selvom hun havde været perfekt inden hun havde været sammen med ham, ville han også gerne tro på, han bragte det bedste frem i hende – måske som udfordringer, hvor hun rent faktisk var tvunget til at se verden på en anden måde. Han vidste det ikke. Han smilede varmt til hende, ”Tro mig… De vil elske dig,” beroligede han hende. Hun skulle bare være sig selv. Han var sikker på, de ville se alle de gode ting ved hende og se mange af de ting, han så i hende. Han fulgte efter hende mod pejsen – han havde også læst, at transferering var en dårlig idé når man var gravid, så selvfølgelig var det ikke en mulighed. ”Sure,” svarede han som han tog noget pulver og gik ind under pejsen, inden han sagde adressen langsomt og tydeligt nok til hun ville kunne høre det men samtidig også, til han ville havne det rigtige sted. Han trådte ud af pejsen, som han nåede forældrenes stue og afventede hendes ankomst.

[Evanna Brown]

Evanna elskede virkelig Charles. Han var det bedste der nogensinde var sket for hende, selvom de måske gjorde det hele i en lidt omvendt rækkefølge end normen, så var der intet hun fortrød. Hun var dog stadig bange for, at miste tvillingerne i hendes mave. Hun var ikke sikker på, at hun ville kunne klare det en gang og til, eller om han kunne. Men hun prøvede, bare at tænke positive tanker. Måske var der en højere mening med, at det var gået galt sidste gang, som ingen bare kunne se lige nu.
Han bragte uden tvivl det bedste frem i hende. Han udfordrede hende på en måde, hvor hun følte sig tryg samtidig, hvilket var noget hun aldrig havde oplevet, nogen havde kunne gøre før. Hun vidste præcis, hvor hun havde ham og hun håbede inderligt, at han også vidste, hun altid ville være der for ham. Nu var hun bare spændt på, at møde hans forældre, selvom hun ville ønske, at han ville dele med hende, når der skete ting i hans liv. Det kunne godt være, at hun ikke kunne fixe alle hans problemer, men hun kunne sørger for, at han ikke skulle stå alene med dem. Hun kunne være hans klippe, hvis han ville lade hende. Hun gav hans arm et blidt klem, "Det håber jeg," svarede hun blidt og kyssede kort hans kind, før hun slap ham, så han kunne komme afsted og hun kunne lytte til adressen og forhåbentlig ramme den samme. Hun gav ham lige et halvt minut, før hun selv tog noget pulver og trådt ind i pejsen, bare så de ikke ville lande oven i hinanden. Adressen blev sagt og hun dukkede kort efter op, i pejsen i Charles' forældres stue. Hun hostede kort, før hun trådte ud og smilede til ham.

[Charles Michael Lavoie]

Charles nikkede en enkelt gang til hende – han vidste, at hans forældre ville elske hende. Som hun nåede frem gengældte han hendes smil og rakte sin hånd ud til hende for at tage ordentligt imod hende. Hans forældre var styrtet ud ad køkkenet det sekund han selv var landet, men de prøvede at virke chill. Chaney var endnu ikke kommet. 
”Charles, mon ange,” udbrød Marisol – hendes franske bar tydeligvis præg af hendes engelske. Hun havde lært fransk, da hun havde lært Christophe at kende. Charles smilede en anelse påtvunget – det var noget man kaldte børn, og alligevel insisterede hun på at kalde ham det som voksen. Det var ikke pinligt længere, men det havde det så sandeligt været, når han havde haft en pige på besøg som 15 årig. Om de så forstod fransk eller ej, det mindede meget om engelsk. Ange, angel. De kunne nok godt regne det ud. ”Hej mor,” hilste han og lagde begge sine arme om hende for at kramme hende. Krammet var kort – han var stadig sur på hende. Hans mor var en mellemhøj blondehåret kvinde i sin bedste alder. Hun var slank og gik op i sit udseende. Stilen var boheme. Christophe løftede hovedet fra Profettidende og rejste sig. ”Hej min dreng,” hilste han og lagde ligeledes armene omkring ham – igen gjorde Charles det kortfattet. ”Jeg har en i skal møde,” han tog Evannas hånd og smilede varmt til hende. ”Evanna. Det her er min mor og min papa, Marisol og Christophe… og mor og papa, det her er min kæreste, Evanna..” han kiggede kun på hende, som han præsenterede hende. Blikket i hans øjne var stolt og forelsket. Hun var hans største kærlighed. Marisol smilede bredt og lavede – ikke så diskret – et elevator blik, for at bedømme den smukke kvinde foran hende. ”Velkommen til, Evanna!” hendes stemme var lykkelig og hun gjorde anledning til at kramme hende med det samme. Christophe var mere konservativ, så han rakte efterfølgende sin hånd frem for at hilse. ”Evanna.. Det er dejligt at møde dig,” priste Christophe.

[Evanna Brown]

Evanna tog blidt i mod Charles' hånd og steg ud af pejsen. Håret og kjolen, blev der hurtigt rettet på, så hun ville se nogenlunde præsentabel ud og uden baby-mave ville blive afsløret, før de overhovedet ville nå at sig hej til hinanden. Hun sendte ham et lidt nervøst smil og lod så de blå øjne, glide lidt rundt i stuen de var landet i.
Manden med avisen, var den første hun bemærkede, som hun selvfølgelig antog måtte være Charles' far. Dog var kvinden også hurtigt kommet til syne, som et blikfang smilede Evanna venligt til kvinden. Charles' mor, var hendes gæt, hvilket kort efter han var blevet kaldt engel, blev bekræftet i og med, han kaldte kvinden mor. Hun anede ikke, at Charles var sur på sine forældre - det var endnu en ting han havde glemt, at fortælle hende. Men hun bemærkede de korte kram, som blev givet på kryds og tværs. Allerede nu, var der langt mere kærlighed i hjemmet, end hun var vant til fra familien Brown, der havde man været heldig, hvis Mr. Brown så meget som havde set op, fra sin avis og anerkendt, man var i rummet.
Hu mærkede Charles' hånd om sin egen og vendte helt automatisk blikket mod ham. De blå øjne, lyste op af forelskelsen og kærligheden til ham, og det samme gjorde hendes smil. Hun tvang sit blik fra Charles og mod hans forældre, "Bonjour Monsieur et Madame Lavoie," hilste hun høfligt, præcis som hun havde lært fra barnsben, så hilste man pænt og på værtens modersprog. Hendes manér fejlede i hvert faldt intet overhovedet. Hun mærkede dog modet synke en del, ved det åbenlyse elevator-blik hun modtog, fra hans mor. Åh nej, hvad nu hvis hun allerede nu, ikke kunne lide hende? Var hendes kjole for kort? Kunne hun se, at Evanna var gravid? Ville de begge to, tro hun var billig? Så mange tanker der nåede, at sive igennem hendes tanker, men ikke flere, før hun mærkede Marisols arme omkring sig. Hun var ikke vant til kram fra hjemme fronten, så det var vel ikke så underligt, hun blev en smule overrasket. "Mang.. mange tak, Fru. Lavoie," svarede hun venligt og gengældte krammet, samtidig med et smil voksede på hendes læber. Dog håbede hun ikke, at mave ville afsløre noget, når de krammede. Hun ville gerne have Charles skulle fortælle sine forældre nyheden. Hun slap moderen igen og så på faderen, der kom mod hende. Ryggen blev rettet og mens venstre hånd blev placeret bag på ryggen, blev højre hånd rakt frem mod den høje mand. "Fornøjelsen er helt på min side, Mr. Lavoie," hilste hun retur og trykkede hans hånd. Hun var stadig utrolig nervøs, heldigvis havde hun Charles ved sin side.

[Charles Michael Lavoie]

Charles bemærkede forelskelsen og kærligheden fra Evannas flotte øjne. Hun kiggede virkelig på ham, som ingen havde set på ham før. Så alt det gode ved ham, og elskede det samtidig med, at hun også så hans dårlige sider, og elskede dem. Flora havde elsket ham på trods af hans dårlige sider, og hun havde måske mere elsket idéen om ham uden helt at vide, hvem han egentlig var. Charles smilede, som Evanna hilste på fransk. Christophe smilede bredt ved hendes hilsen. ”Parlez-vous français?” hans fransk bar tydelig præg af, han var fransk og dialekten fra det område af Frankrig han kom fra, var også tydelig. Christophe havde nok en idé om at Evanna kunne skolefransk og på ingen måde talte det flydende. Marisol behøvede ikke give hende et elevatorblik for at bedømme, at hun var gravid. Hun havde allerede en idé om det. Hun havde selv været gravid to gange og måden hendes hud skinnede og måden hun bar sig selv, var bevis nok for hende. Hun ville dog ikke sige noget endnu – det var ikke sikkert de to turtelduer vidste noget endnu og hvis de gjorde, så skulle de selv have lov at sige det. Marisol lod krammet vare nogle sekunder og sendte Evanna et varmt smil. ”Ta’ endelig plads… Fortæl os om hvordan du mødte vores søn..” hun gjorde gestus med armene til, de kunne sætte sig ved spisebordet. En bakke med kaffe, te, diverse småkager og slik kom flyvende ind og landede på bordet. Kaffekopperne var skåle. Præcis som mange steder i Frankrig. Christophe smilede som Evanna rettede ryggen og bemærkede hvordan hendes hilsen var meget stiv og respektfuld. Næsten militærisk, alt der manglede var en salut. Han trykkede ligeledes hendes hånd. ”Åh nej det er skam vores.” påpegede han med en rolig stemme. Han henvendte sig til Charles. ”Elle est tellement meilleure que Flora. Elle était un peu une garce. Quand allez-vous vous marier tous les deux?¹” lød det fra ham. “Papa..” lød det fra Charles flere gange som Christophe ytrede sine ord. Charles prøvede at stoppe ham og fortælle at Evanna kunne fransk, men ordene var sagt. ”Bientôt.².” hviskede han, inden han satte sig ved bordet.


¹Hun er meget bedre end Flora. Hun var lidt en kælling. Hvornår skal I to giftes? 
² Snart. 

[Evanna Brown]

Evanna havde aldrig oplevet kærlighed, som den kærlighed hun følte for Charles. Han var alt, hun ønskede i en mand. Hans gode sider, hans dårlige sider. Ingen var perfekte, men nogen var perfekte for hinanden og det troede hun helt oprigtigt på, at de var. Hun smilede varmt tilbage til Charles, og lod dernæst sit blik og smil vende sig mod Christophe. "Je fais de mon mieux monsieur*" svarede hun høfligt og sendte ham et nyt venligt smil. Hun ville aldrig stå foran en fransker og påstå, at hun kunne fransk, for selvfølgelig kunne en franskmand bedre fransk end hende, men hun kunne bestemt mere end skolefransk. Hun glædede sig utroligt meget til, at møde de to små mennesker i hendes mave, men hun havde ingen idé om, at Charles' mor allerede havde lugtet lunten. Hun lod krammet vare til Marisol slap hende, selvom det stadig var uvant for hende. Hun var i deres hjem, ergo var det deres spilleregler, som galt. "Tak," smilede hun venligt og tog plads ved spisebordet med kaffen, teen og småkagerne. Hun bed sig lidt i læben. Åh nej. Hvad skulle hun svare? At hun havde været kærester med en af hans tidligere bedste venner? Hans forældre vidste vel godt, hvem Ashton var? "Jeg var med på en Faded Exit tour, for et par år siden," forklarede hun og sendte den ældre kvinde et smil. Kendte de mon også til Skyler og hele den fortid Charles og Skyler havde? Vidste de at Skyler og Evanna var adoptivsøstre? Hvorfor havde hun ikke tænkt på alle de her spørgsmål noget før, så hun havde kunne nå at stille Charles dem, inden de var taget afsted?
Hun smilede venligt til den høje mand, ja, nu vidste hun da hvor Charles havde sin højde fra. Hendes lille feminine kvindehånd, forsvandt nærmest i faderens hånd. Som Charles gentagende gange forsøgte, at stoppe Christophe i at snakke fransk i den tro, om at Evanna ikke ville kunne forstå dem, måtte hun vendte blikket lidt væk, mens hun priste sig lykke for, hun ikke havde noget i munden, for det ville nok på den mest akavet måde, været røget ud i form af et springvand. Kaldte hans far lige hans eks-kæreste for en kælling? Waow. Den havde hun ikke set komme. For nej, det var ikke spørgsmålet om et giftemål mellem dem, som gjorde hende mere nervøs. Tanken om at gifte sig med Charles, skræmte hende ikke den mindste smule, tværtimod. Hun kunne dog ikke høre Charles' hvisken tilbage. Hun vidste ikke helt, om hun skulle være ærlig og indrømme, hun forstod deres franske fuldt ud. "Je prends ça comme un compliment, monsieur Lavoie,**" hendes stemme var blid og venlig og det samme var det smil, som formede sig på hendes røde læber.

*Jeg gør mit bedste sir.
**Det tager jeg som et kompliment, hr. Lavoie.

[Charles Michael Lavoie]

Charles var mere end lykkelig for, at hans krogede sti havde ledt ham til Evanna. Hun var den kvinde, han elskede og den kvinde, han ville tilbringe resten af sit liv med. Det skræmte ham ikke. Han var klar til at være voksen og i et voksent forhold med hende. Charles nød Evannas varme smil og anede heller ikke at hans far kun troede, Evanna kunne skolefransk. Christophe smilede bredt ved Evannas ord. Hun havde en virkelig flot udtale. ”C’est tellement beau, mademoiselle¹” Christophe smilede varmt til hende som han ytrede ordene. Evanna havde allerede nu scoret nogle ret billige point. Christophe kunne lide hende, og han kunne se, at hans søn var fuldstændig forgabt i hende. Marisol bemærkede det samme . Marisol ville aldrig have krammet Evanna hvis hun synes det var direkte ubehageligt. Hun var dog typen, der gav varme lange krammere og hun havde altid givet sine børn det mens de voksede op og også i deres voksenliv. Selvfølgelig gik der nu langt mellem hun kunne give Marc en krammer nu, da han ikke rigtigt besøgte dem længere. Hun vidste, hun ikke skulle bringe hans navn op i nærheden af Charles. Marisol smilede varmt. ”Åh ja… Jeg kan godt huske drengene snakkede om du var med… Der var du sammen med Ashton ikke? Og Charles… var du ikke sammen med hende blondinen, der ikke sang sine egne sange?” Marisol blinkede drilsk til dem begge. Charles sukkede. ”Hun ved godt, at du var Ashtons kæreste… og hun ved det med Skyler… Hendes argument er hun lære mere af at læse sladreblade om mig end hun gør ved at spørge mig direkte… ” forklarede han roligt og sendte hende et varmt smil. Han lænede sig indtil Evannas ører. ”Bare rolig, hun dømmer sig ikke, hun har altid ment at Ashton var…. Ja,” hviskede han. Marisol dømte ikke. I princippet var hun faktisk lidt ligeglad, så længe de to unge mennesker var lykkelig med det de havde. Selvfølgelig var det ikke i orden at Ashton havde været Evanna utro, præcis som hun syntes det ikke var i orden Charles havde været Flora utro, og så var der alt det med at Charles så ikke lige havde sagt noget til Ashton. Det kunne hun så se – for hun havde lugtet lunten. Marisol himlede med øjnene som Christophe begyndte at snakke om Flora som en kælling og et smil skjulte et lille grin fra hendes læber. Hun bemærkede Evanna vendte blikket lidt væk. Christophe gjorde store øjne som Evanna rent faktisk svarede ham. ” Vous parlez un peu plus que le français scolaire, n'est-ce pas?²” han satte sig ved siden af Marisol som han spurgte. Charles bad lidt til Evanna ikke havde hørt hans svar på Christophes anden spørgsmål, mest fordi det skulle være en overraskelse og han heller ikke ville skræmme hende. Charles lagde en arm om Evanna. ”Te?” spurgte han hende roligt og lod de grønne øjne hvile ind i hendes blå, han kunne ikke vente på at fortælle dem deres nyhed, men han ville også gerne have Evanna var klar på det.

¹Det er så smukt, frøken 
²Du taler vist lidt mere end skolefransk, gør du ikke?

[Evanna Brown]

Det kunne godt være Evanna kun var 24 år i skrivende stund, men tanken som nok skræmte de fleste 24-årige, om at slå sig ned nu og tilbringe resten af sine dage, med den samme mand, skræmte slet ikke hende. Hun var mere end klar til, at dele resten af livet med ham. Han havde sikkert hørt sætningen "jeg vil føde dine børn" tusindvis af gange, men ingen ville nogensinde, kunne mene det som hende. "Merci beaucoup,*" svarede hun med et smil, som kun voksede. Ja, okay, hun vidste godt det et sted, var nogle billige pointe at score på, at kunne deres sprog - eller i hvert fald hans fars - men det ændrede jo ikke på, at hun kunne og hun virkelig gerne ville gøre et godt indtryk. Evanna var selv mindst ligeså forgabt i Charles, som han var i hende. Det var egentlig ikke fordi, hun fandt Marisols kram direkte ubehageligt. Evanna havde ikke samme berøringsproblemer, som nogle af de øvrige Brown børn, men hun var ikke vokset op med kram, hvilket gjorde hun ikke som sådan selv lagde op til kram, slet ikke med folk hun ikke kendte eller kun lige havde mødt.
Hun bed sig lidt i indersiden af kinden, som Ashton blev nævnt. Det var ikke hans navn, hun ønskede at høre på en dag som denne, hvor de skulle afsløre de to individer der voksede i hendes mave. Hun nåede dog ikke, at svare på noget af det, før Charles sukkede og besvarede moderen. Et kærligt smil meldte sig på hendes læber, som hendes blå øjne mødte Charles' grønne. Forelskelsen stod tydeligt skrevet i hendes øjne, hver gang hun kiggede på ham. Hendes smil voksede da også en smule, ved hans hvisken mod hendes øre, "Okay.." lød det stille fra hende, før hun vendte blikket mod svigermoren. "Jo, Fru. Lavoie, jeg var sammen med Ashton dengang, men kærlighed er ikke, at finde én man kan leve med, men at finde én man ikke kan leve uden.. Og jeg vil ikke kunne leve uden din søn," svarede hun med et gengældt varmt smil og vendte de blå øjne mod Charles. Han var virkelig hendes drømmemand. Hun svarede bevidst ikke rigtigt på Skyler delen, da hun trods alt kendte sandheden bag. Skyler kunne sagtens synge, men hendes forældre - deres forældre - var bare.. Ja, de var bare.. Hun vidste heller ikke præcis hvor meget eller lidt Marisol vidste, hvis hun havde sine informationer fra sladderblade og den slags.
Hun sendte Christophe et venligt smil, "Oui monsieur. J'ai commencé à apprendre le français à l'âge de 6 ans,**" svarede hun ærligt, mens hun nikkede lidt. Hun havde ikke hørt, hans svar, da han havde hvisket det og det egentlig ikke havde været hendes mening, at smugelytte, men det var svært at undgå i et selskab på fire. Hun mærkede Charles' arm om sig og mærkede med det samme, hvordan hans berøring fik hende til, at slappe meget mere af. Igen, det var ikke fordi hun ikke kunne lide berøring, hun var bare ikke altid selv så god til, at tænke over den, da det aldrig havde været en del af hendes barndom. Hun nikkede mildt, "Ja, tak," svarede hun og lagde lidt forsigtigt, og ganske uskyldigt sin hånd mod hans knæ og smilede til ham på ny, som tegn til hun var klar til, han kunne fortælle dét, når han var.


*Mange tak.
**Jo, Sir. Jeg begyndte at lære fransk, da jeg var 6 år.

[Charles Michael Lavoie]

Charles kunne ikke slå sig ned da han var 24 år gammel. Det handlede nok også primært om, han ikke havde mødt den rigtige. Han havde nærmest være klar til at slå sig ned og få noget ro på, det sekund han havde mødt Evanna. Hun bragte alt det bedste frem i ham, og han var taknemlig for at have hende i sit liv. Han havde hørt sætningen ’jeg vil føde dine børn’ flere gange end han gad at tælle, men der var kun en kvinde han ville have pågældende børn sammen med. Det var Evanna. Christophe sendte hende et smil. Hos ham var hun allerede godkendt. Ikke kun fordi hun kunne hans modersmål, men også ligeså meget fordi han kunne se hvor forelskede de var for hinanden. Allerede nu virkede de som om, de var gode for hinanden. Marisol havde det på samme måde.
Marisol bemærkede de forelskede blikke de begge udveklsede med hinanden og smilede lidt for sig selv. ”Nej nej, jeg læser dem bare og udspørger dig bagefter, mon ange. Ellers får jeg jo ikke sandheden,” hendes tone var drillende. Charles’ blik blev kort stift som han så på sin mor. Sandheden. De havde aldrig fortalt sandheden om Riley, han smilede dog kort efter da han for længst havde lært at lægge låg på sine følelser og skjule dem, når omverdenen krævede det af ham. Marisol smilede til Evanna. ”Åh kald mig Marisol…” rettede hun først, inden hun nikkede og smilede bredt ved hendes ord. ”Jeg er glad for I to har fundet hinanden,” kommenterede hun, mens hun lige nu kontrollerede sig for ikke at få samtalen over i samleje. Hun ville normalt have sagt noget i retning af: Og en at have vidunderlig samleje med. Den kommentar ventede dog på sig.
Christophe smilede lidt. ”Meget flot,” kommenterede han denne gang på engelsk. Charles hældte te op til hende i en kop, hvorefter han tog en skål til sig selv og hældte kaffe op i den. Charles’ blik hvilede varmt på hende som han mærkede hendes hånd på sit knæ og gengældte hendes smil med kærligheden lysene ud af øjnene. ”Vi har en nyhed,” startede han og holdt en kort pause. ”Vi venter tvillinger,” han vendte blikket tilbage til Evanna og kyssede hendes læber. Christophes øjne var store og overrasket, men også fyldt med glæde. Marisols blik var fyldt med glæde, men det var også tydeligt på hende, at hun havde regnet det ud det sekund hun havde set Evanna. De sagde dog begge tillykke i munden på hinanden. Christophe var straks praktisk anlagt. ”Hvornår er terminen?” noget man måske ville forvente en mor ville spørge om, men nej. ”Fantastisk samleje er også et del af et forhold fyldt med kærlighed.. og det må I jo have haft siden det har båret frugt. Husker Charles at behandle dig ordentligt – som i orgasme hver gang?” hun smilede – hun var samlejeolog og åben samleje snak havde været en del af Charles’ barndom så længe han kunne huske.

[Evanna Brown]

Evanna anede ikke, at hun allerede var godkendt af Charles' forældre. Hun var stadig virkelig nervøs, selvom deres gæstfrihed og Charles ved hendes side, hjælp meget på det. Hun smilede let, som Marisol drillede Charles. På en eller anden måde, så kunne hun nok lidt nikke-genkendelse til det den anden kvinde sagde. Ikke at Evanna læste sladder om ham, for hun vidste godt, at hun ikke kunne stole på noget af det, men det med at få ting af vide, som foreksempel, da han ikke havde fortalt, hvordan Flora havde brændt hans lejlighed. Hun kendte dog intet til Riley. Endnu en ting, han ikke havde delt med hende og da hun ikke vidste det, vidste hun heller ikke, hvorfor han valgte at holde den slags for sig selv. Hendes smil blev kun større, som hun nikkede lidt. Okay, at være på fornavn, måtte betyde hun var lidt inde i varmen, hvilket fik en smule mere af nervøsiteten til, at gå over. Hun vendte blikket mod Charles, "Også jeg," smilede hun kærligt og strøg blidt hans arm, før smilet blev vendt mod hans mor igen, lykkelig uviden om samleje-snakken der snart ville vente hende.
"Mange tak," svarede hun og slog over til engelsk, som Christophe gjorde, uden problemer, foruden hendes skotske accent, som slog en smule igennem, selvom hun prøve at holde den på et minimum, da det hurtigt kunne blive svært at forstå hende, hvis hun snakkede rigtigt skotsk. Hun smilede som tak, da Charles sørgerede for hun fik te i sin kop, men skævede en smule mod skålen han hældte kaffe op i til sig selv. Var han okay? Var han nervøs? Han virkede ikke sådan, men han havde vel lært at skjule den slags gennem sit arbejde. Kærligheden hun blev mødt af i blikket fra ham, blev kun gengældt, som hun vendte blikket tilbage på ham, mens hendes smil voksede, som han begyndte sin sætning. Hormonerne gjorde hendes øjne blev fugtige, men hun holdt glædestårene tilbage. Som hun hørte ordene fra hans mund, blev det hele igen så meget mere ægte. Hun kunne dårligt gengælde kysset, for smilet på hendes læber, men hun gjorde sit bedste. Hun var så lykkelig, selvom frygten for, at miste igen, stadig var i hende. "Tak," svarede hun med et stort smil over sine læber, som hun lænede hovedet lidt mod Charles' skulder. Nervøsiteten var nu væk. Christophe havde set mere overrasket ud end Marisol, men hvis hun vidste det med Skyler, så vidste hun måske også at Charles og Skyler havde ventet barn sammen? "Den 23. september," svarede hun med et smil, selvfølgelig havde hun selv prøvet at sidde og regne ud, hvornår tvillingerne mon var blevet undfanget og ja... Hun var kommet frem til nytårs aften. Hun nåede heldigvis, kun lige at løfte hånden, for at tage ud efter sin kop, som Marisol begyndte at snakke om samleje. BANG. Hr. Nervøsitet var tilbage og han havde taget sin ven 'frøken rød i hovedet' med sig. Aldrig før, havde hun haft så meget lyst til, at løbe skrigende bort. Hun kunne knapt nok snakke om samleje med Charles, hvordan skulle det blive hende menneskeligt muligt, at besvare dét spørgsmål? Eller i det hele taget bare være i den her samtale. Hun sad, som forstenet, med hånden halvt rakt ud efter te-koppen, mere rød i hovedet end hendes røde læbestift og et par blå øjne, der nær var trillet ud af hovedet på hende og munden åben i en lille sprække. Mundlam som aldrig før, på trods af hun kunne over 20 sprog - mere eller mindre - så var alle ord, på alle sprog, forsvundet. Hun sad bare som en statue i nogle sekunder, som føltes som flere timer, mens hendes hjerne var i mental ned smeltning. "Hva´?" hviskede hun lavt. Var det et trick spørgsmål? Skulle hun besvare det? Var det en joke? Hun havde mest lyst til, at påstå hun var jomfru, men det løb var ligesom kørt eftersom hun bar beviset på det stik modsatte i maven. Eller rettere, beviserne.

[Charles Michael Lavoie]

Charles havde aldrig været god til at snakke om sig selv. De få gange han havde prøvet at gå til eksempelvis Marc med noget, var det hurtigt blevet drejet til at handle om Marc. Også hvis det var Seth. Eller Ashton. Chaney havde haft det svært, mens hun voksede op, han kunne ikke være endnu en belastning. Så de mange svigt, han havde følt, havde egentlig bare gjort han havde lukket sig mere og mere ind i sig selv. Det var dog også blevet langt værre efter musikkarrieren for alvor havde taget fat. Der var så også nogle ting, han rent faktisk bare glemte at fortælle. Det var dog ikke fordi han ikke stolede på Evanna for det gjorde han fuldt ud. Hun vidste mere om ham end så mange andre. Han mærkede hun strøg hans arm og nød hendes berøring mens han sendte hende et varmt smil som svar.
Charles elskede hende skotske dialekt. Han kunne ind i mellem have svært ved at forstå den, når den blev rigtig tyk og der overvejede han til tider om google oversæt ville kunne hjælpe ham. Eller om han skulle til at læse en masse Irvine Welsh bøger, da de næsten ville sikre ham at han kunne flydende skotsk derefter. Det ændrede dog ikke på, han synes den skotske dialekt var utrolig samlejeet. Charles bemærkede hun skævede til ham som han hældte kaffe op i en kop, og inden Christophe nåede at åbne munden gjorde han selv. ”I Frankrig drikker man kaffe af en skål. Det er godt nok kun om morgenen, men et er sådan lidt art de vivre og for at være i øjeblikket… jeg vil dog helst drikke det af en skål,” han trak lidt på skulderen. Grunden til han egentlig helst drak det af en skål var noget han havde fået mens han havde været på tour. Det mindede ham om hjem og så igen, mindede det ham om at være i øjeblikket. Han skulle slappe af og det gjorde han ved det. Han kunne sagtens drikke af en kop, det gjorde han jo hos Evanna eller hos alle andre, der ikke var franske. Kaffe i Frankrig var også noget helt andet. Den største kop eller skål fik man om morgenen og ellers var det espresso størrelser gennem resten af dagen. Charles bemærkede de fugtige øjne hun havde og kæmpede selv en brag kamp for hans øjne ikke også skulle blive fugtige. Han smilede selv i kysset, som hun gjorde. Han lod dem være i lykken. Han var også bange for at miste igen, men han nægtede at tænke på det og han nægtede at leve i den frygt. Charles mærkede Evanna mod sin skulder og kyssede hendes hår. Marisol vidste ikke, at Skyler og Charles havde ventet sig overhovedet. Marisol smilede varmt til Evanna. ”En kvinde ved det bare,” mimede hun til hende – i håb om hun kunne mundaflæse. Christophe smilede bredt som han fik terminsdatoen at vide. ”Der er jo ikke så forfærdelig længe til. Skal I flytte? Købe hus?” Charles rynkede lidt på brynene. Alle de overvejelser havde han slet ikke tænkt på endnu. Han havde ikke en gang købt noget til babyen endnu. Evannas lejlighed var for lille, og især til to babyer. Hans lejlighed var næsten lige blevet færdig og der var plads til et barneværelse, dem, et studie m.m. Den var stor, men den var midt i London. ”Det ved jeg ikke, vi har først lige fundet ud af det er tvillinger.. vi troede kun der var en,” svarede han, inden han så på Evanna. Han nåede ikke at stoppe sin mor og han bemærkede straks den røde kulør i hendes hoved. Han elskede, når han fik hende til at rødme, men han kunne godt forstå at det her måske lige var lidt for meget for ham. Hans mor var bare meget … frisindet, på det område. Marisol bemærkede også straks den røde kulør. Var hun ikke vant til at snakke om samleje? Nu vidste hun jo så heller ikke, at Evanna knapt kunne snakke samleje med Charles. ”Mon ange, ikke afbryde…” kommenterede hun som Charles havde sagt mor til ham. Hun drejede hovedet en smule på skrå og lagde en knyttet hånd underhagen som hun betragtede Evanna. ”En orgasme. Jeg har lært Charles at kvindens krop er et tempel, som han skal respektere. Derfor er det eksempelvis vigtigt at det handler om, at det også skal være godt for dig, hvilket han forhåbentlig går op i” forklarede hun, mens Charles og Christophe rystede lidt på hovedet. Charles kæmpede samtidig for ikke at grine, mest fordi Evanna nu kunne se hvor han fik det fra. ”Mor, stop.. Du gør hende forlegen,” påpegede han roligt.

[Evanna Brown]

Evanna ville aldrig bebrejde Charles for, ikke at dele alt med hende, for selvom de var kærester, så behøvede de jo ikke vide alt. Hun bar selv på hemmeligheder, som hun aldrig så meget som havde overvejet, at dele med nogen. Hun bebrejde ham heller ikke for, at glemme at fortælle hende ting. På det punkt, var hun meget indadseende, hvilket skulle forståes på den måde, at hun hurtigt tog skylden over på sig selv. Hun var samtidig heller ikke i tvivl, om hans kærlighed til hende og hun var mere tryg ved ham, end hun var med nogen andre mænd og nogensinde havde været med andre mænd.
Hun vendte blikket fra skålen mod Charles, da han begyndte at forklare sit valg af beholder til sin kaffe. Hun dømte ikke, langt fra. Hun elskede at lærer om andre kulturer, men især den israelske havde hendes interesse, fordi hun vidste hendes biologiske mor var derfra. "Hvorfor?" spurgte hun nysgerrig og smilede blidt til ham. De gange hun havde været i Frankrig, havde det været for at arbejde eller da hun havde været med FE på tour, hvilket sådan set også havde været arbejde. Det havde altid været meget begrænset, hvad hun havde oplevet af landet, men et par café besøg var det da blevet til, igennem tiden, men aldrig havde hun fået serveret sin kaffe i en skål, men nærmest kun som espresso.
Hun nød hans smil i kysset. Evanna frygtede helt ind i sjælen, at miste igen. Det var det værste der nogensinde, var sket for hende og det havde nok lidt sat et trauma i hende. Hver gang hun mærkede et lille jag i underlivet - hvilket jo egentlig var helt naturligt under en graviditet - blev hun ramt af flash-backs. Hun var så bange for, at hun aldrig ville kunne give Charles børn, men denne gang kunne hun måske endda give ham to på én gang. Det ville blive hårdt, det var hun slet ikke i tvivl om, men hun var heller ikke i tvivl om, at de nok skulle klare det. Hun mærkede kysset mod sit hår og rettede sig op igen, for at smile kærligt til ham. Måske det var forkert af hende, at antage Marisol vidste Skyler og Charles havde ventet sig, men han havde jo selv sagt, at hun vidste det med Skyler, så hvordan skulle hun vide bedre? Hun smilede varmt retur, med et blik som tydeligt fortalte, at hun havde fået Marisols mimen. Hun smilede stort til Christophe. Hans spørgsmål var langt lettere for hende, at håndtere. Hun havde lyst til, at svare ja, både til at de skulle flytte og købe hus, men det var ikke noget de havde snakket om endnu og det skulle jo være en beslutning, de skulle være enige om. "Vi kan i hvert fald ikke blive i min lejlighed, den er alt for lille til fire mennesker," lo hun mildt og smilede til ham.
Hun havde det lige stik modsat Marisol. Charles måtte hellere end gerne afbryde. Stoppe samtaleemnet. Om de så skulle snakke om regnskaber eller vejret, så var det så fint. Alt andet end samleje. Som svigermoren satte sig til rette, havde Evanna mest lyst til at sætte sig på skødet af Charles, som en lille pige, men hun var en voksen kvinde - mom to be - så hun gjorde det ikke. Orgasme. Organisme spasme. Det var bare ikke et ord, hun brød sig om på nogen som helst, tænkelig måde. Hun mærkede hvordan hun kun blev mere rød i hovedet, selvom det snart ikke var muligt at blive mere rød. Det var langt fra fordi det seksuelle samvær med Charles, var dårligt, tværtimod, så var det dét bedste hun havde haft - ikke at der var den store konkurrence, men alligevel. "Jeeeg... Øhm.. Det.. Han.. Vi..." hun stoppede med det samme med, at sige mere, da Charles bad Marisol stoppe. Hun kunne tydeligt se, hvor han havde det fra nu og det ville slet ikke komme bag på hende, hvis han grinte sin yndige propro i laser - inden i selvfølgelig. Hun skyndte sig, at tage en tår af koppen med te, før hun stillede koppen fra sig selv. "Har du vist scanningbillederne?" skyndte hun sig, at skifte samtalen over på.

[Charles Michael Lavoie]

”Hvorfor de gør det eller hvorfor jeg hellere vil drikke det af en skål?” spurgte han roligt, inden han trak lidt på skulderen. ”Det minder mig bare om hjem, I guess. Som barn drak jeg også mælk af en skål om morgenen…” han smilede varmt efterfulgt af sin forklaring.
Det var også noget af det værste der var sket for Charles. At miste. Det var bare ikke første gang. Han havde mistet med Skyler også – selvom det havde været en abort. Han havde oplevet mange nedturer og han havde døjet med frygt og angst før. Han vidste dog på grund af de oplevelser, at han ikke kunne leve et liv i frygt, og derfor blev han nødt til at håbe på det bedste. Være sikker på, at universet havde taget et barn for dem, men som kompensation havde givet dem to. Han vidste også det ville blive hårdt – det havde han set på sin fætter. Han havde ikke været den bedste til at tilbyde sin hjælp, men han vidste heller ikke helt hvordan han egentlig kunne hjælpe. Nu skulle han finde en rolle som far, og han glædede sig til at udfylde den. Samtidig lurede det i bagtankerne om han ville være en god far? Han vidste Evanna ville være den mest fantastiske mor. Mere behøvede han sådan set heller ikke vide lige nu – for han vidste, hun bragte det bedste frem i ham. Marisol smilede som det lod til Evanna forstod hvad hun mimede. Hun glædede sig til at være farmor. Charles var hendes førstefødte – i hvert fald af hvad Charles vidste af – og hun havde ventet længe på denne dag. ”Men tvillinger? Det er jo fantastisk,” kommenterede Marisol med et bredt smil. Christophe gengældte Evannas smil. ”Charles’ lejlighed må også være ved at være færdig. Marc bor der jo ikke, så der må være rigeligt med plads der, qui?” konkluderede han og kiggede skiftevis på dem begge. Charles’ blik blev kortvarigt koldt, som Marcs navn blev nævnt, inden han nikkede. ”Jo, den er færdig nu, men vi har en masse ting vi skal finde ud af. Vi skal også finde ud af hvordan vi babysikre en lejlighed samtidig med jeg også skal kunne åbne en køkkenlåge,” jokede han. Det var den eneste måde han kunne være i, at Marc blev nævnt.
Charles morede sig over sin mor og Evannas reaktion. Han kunne næsten sige sig selv, at hans mor nok ville finde en måde at få samleje ind i samtalen på, og han vidste hun ikke bare ville lade det lægge. Charles kunne næsten forestille sig, hvordan Evanna havde lyst til at gemme sig ind mod ham og den eneste grund til hun ikke gjorde det, skyldtes hun var tvunget til at være i den her situation som en voksen. Christophe sad med sin kaffe op foran munden, så han kunne skjule sin reaktion en smule. Han vidste, at hans kone ikke havde noget filter på det punkt. ”Mon cherie..” kommenterede han og lagde sin hånd oven på Marisols. ”Vi behøver ikke udspørge vores søns kæreste om hans succes på det område,” han jokede let. Marisol rystede dog på hovedet som både Charles og Christophe prøvede at stoppe hende. ”I skal da kunne snakke om samleje. Hvordan skal han ellers vide, hvad du kan li’? Ikke li’? Du skal vide, at jeg gennem hans opvækst har lagt meget vægt på, at samtykke skal være der hele vejen igennem,” hun så tydeligvis også bort fra Evannas forsøg på at skifte samtaleemne. Charles kæmpede inderligt for ikke at brække sig af grin, som hans mor forsatte og så derfor kort væk. Han var vant til hans mor var sådan og af samme grund synes han også kun det var morsomt. Det slog aldrig fejl. ”Mor, for helvede. Det er ikke alle der er uddannet samlejeolog og synes det fedeste i verden er at snakke om orgasmer, samtykke og samleje generelt første gang, de møder en kærestes forældre” påpegede han inden han fandt scanningsbillederne som han var kommet sig og lagde dem foran dem. Marisol grinte let, ”Okay, okay.. Skal nok lade det læ…” mere nåede hun ikke at sige, før både hun og Christope var fuldstændig forgabt i scanningsbillederne.

[Evanna Brown]

Evanna smilede kærligt til Charles. "Hvorfor du vil," svarede hun blidt og lyttede til hans forklaring, hvilket fik hende til at nikke lidt. Det var ikke fordi hun ville dømme ham for det, overhovedet. Hun var bare nysgerrig og hun havde aldrig set ham gøre det før.
Alle havde noget i bagagen, både af små og store ting. Ting fra fortiden, som jagtede dem gennem resten af deres liv. Evanna havde mistet hendes og Charles' første barn og hun var så inderligt bange, faktisk direkte angst for, at det skulle ske igen. Det gjorde så også, at hun var ekstra opmærksom på, om hun mærkede liv, hvilket hun dog ikke havde gjort endnu, men det havde jordmoderen lige sagt til dem, at de ikke skulle være bekymret for. Men var hun bekymret alligevel? Ja, selvfølgelig var hun det. Hun havde dog også andre ting, i bagagen. Én af grundene til, at hun ikke bare krammede hvem som helst og hun var blevet overrasket over, at Marisol havde krammet hende. Hendes adoptivfar havde misbrugt hende - ikke haft direkte samleje med hende, men så mange andre ting, hvilket også var en af grundene til, at hun havde været jomfru i lang tid. Hun havde dog aldrig fortalt nogen det, selv ikke Charles eller Ashton.
Hun var ikke i tvivl om, at Charles ville blive en fantastisk far. Han besad et hjerte af guld og hun var sikker på, at selvom de sikkert ville have uenigheder, ligesom alle andre forældre, så skulle de nok finde ud af det hen ad vejen. Sammen. Hun smilede venligt til Marisol, "Ja. Har I tvillinger i familien? Hvis jeg må spørger. Jeg er selv adopteret, så jeg ved ikke ret meget om min biologiske familie," selvfølgelig var hun nysgerrig på, hvor tvillingegenet kom fra og efter som, hun ikke kunne spørger sine egne forældre, så måtte hun jo gøre det næstbedste. Hun vendte blikket mod Charles, da han begyndte, at besvare Christophes spørgsmål. Blidt lod hun sin hånd hvile mod hans knæ igen, da Marks navn var blevet nævnt. Hun smilede varmt, som et indre billed viste sig for hende, af Charles der stod og kæmpede for at få en skabslåge op på grund af en børnesikring. Det virkede underligt realistisk. "Vi har heldigvis god tid endnu. De første par måneder af babyernes liv, kan vi også bruge på at finde ud tingene," støttede hun op om hans svar. De kunne jo sådan set godt have to vugger stående inde på hendes soveværelse, men den ville ikke gå ret længe.
Lige nu følte hun sig ikke særlig voksen, med sine 24 år. Jojo, hun skulle være mor om nogle måneder, men snakken den ville blive Charles' ansvar, så skulle hun nok tage menstruations-snakken med deres datter, når det øjeblik en dag ville komme. Hun ville sagtens kunne fortælle svigerforældrene, hvor fantastisk en mand Charles var mod hende, i alle andre sammenhæng end lige i soveværelset. Han støttede hende altid, han masserede hendes fødder, når hun havde været på arbejde og stået op hele dagen, han var betænksom og kærlig. Alt dette og mere til, kunne hun sagtens kunne fortælle dem. Men at hun nød, når han gav hende et klap bagi eller når han kyssede hende, som om hun var den eneste kvinde i verden. At han havde givet hende, hendes første orgasme og var det bedste samleje hun i sit liv havde fået - ikke at der var den store konkurrent i Ashton, men alligevel. Når han udfordrede hende seksuelt, men på en behagelig måde, uden at overskride hendes grænser og selv hvis han en dag kom til det, var hun ikke et eneste sekund i tvivl om, at han ville stoppe med det samme og undskylde for det. Hun var tryg ved ham. Men alt det, kunne hun ikke sidde og fortælle. Hun så nærmest skamfuldt ned i bordet, som Christophe nu også prøvede, at stoppe Marisol. Hun var kun lige inden for de sidste par måneder, begyndt på, at kunne fortælle Charles, om det havde været godt for hende også efterfølgende, ellers havde det kun været hendes krop, som havde fortalt ham det, så hvordan skulle hun kunne fortælle hans forældre det? Hun spærrede de blå øjne op, da hun begyndte, at snakke om samtykke, hvilket hurtigt fik hende til, at lægge en hånd oven på Charles' hånd, "Jeres søn har aldrig gjort noget, jeg ikke gav samtykke til. Det må I virkelig ikke tro," skyndte hun sig, at sige og så fra den ene forældre til den anden, før hun bed sig lidt i læben. Hun kunne godt se, at Charles syntes det her var langt sjovere, end hun syntes, ikke at hun bebrejde ham, for hun ville sikkert også syntes det, hvis det var omvendt. Hun trak langsomt sin hånd til sig igen og tog en ny tår af sin te. Havde hun siddet alene med Marisol, så havde hun måske, men kun måske, kunne være lidt bedre i det. Men både Charles og hans far, sad der også. Hun svarede derfor heller ikke på hvordan han skulle vide, hvad hun kunne lide eller ikke lide. Hun mærkede hvordan lettelsen, begyndte at skylle indover hende, da svigerforældrene begyndte, at se på scanningsbillederne i stedet for, at udspørger hende om deres samlejeliv. Hun håbede bare på, at det ikke ville blive et tilbagevendende emne.

[Charles Michael Lavoie]

Charles smilede kort til hende, som han forklarede hende hvorfor han gerne ville drikke det af en skål. Han vidste godt hun ikke dømte ham, men spurgte af nysgerrighed.
Charles ville nok være den forældre, der ville give deres børn lov til alt muligt og måske heller ikke være så påpasselig. Selvfølgelig ville han ikke udsætte dem for livsfare, men hvis de kravlede op i et træ, så kunne de også selv få lov til at kravle ned igen. Sådan forestillede han sig som far lige nu, men han vidste også godt, at det kunne nå at ændre sig helt markant. Han vidste dog, han ikke ville blive verdens mest strenge far, da han ikke havde lyst til at hæmme børnenes kreativitet og leg. Marisol smilede kort. Ja, de havde tvillinger. Charles havde en tvilling. Det kunne hun selvfølgelig ikke fortælle for Charles vidste ikke noget om det, og det var heller ikke planen, han skulle vide det. Præcis som det heller ikke var planen, Lawrence skulle kende til dem. ”Der er tvillinger på Christophes side af familien.. Charles’ fætter, Darcel har fået tvillinger.. En dreng og en pige,” forklarede hun ”Hvad med i din familie?” spurgte hun roligt – hun vidste ikke at Evanna var adopteret. Det havde Charles ikke fortalt hende, og det var også fint. Marisol ville hellere lære Evanna at kende ved at møde hende og snakke med dem. Charles mærkede Evannas hånd mod sit knæ og så kort på hende. Uanset hvor lang tid der gik, så ville Charles ikke tilgive Marc. Han nægtede at snakke om ham og med ham. Charles anede ikke hvad Evanna forestillede sig, men hvis han gjorde var han nødt til at give hende ret – det var realistisk. Til tider kunne han ikke åbne flasker, der havde børnesikring på. Christophe nikkede. ”Ja selvfølgelig.. Man skal bruge den søde ventetid på alle de ting, ellers så er den for lang,” påpegede han som han smilede varmt til dem begge.
Charles skulle nok tage hele samtalen omkring blomsterne og bierne, lære dem om beskyttelse og what not. Han var ligeglad. At snakke åbent om samleje havde været en fast del af hans barndom, så det var ikke fordi han var flov ved tanken. Han ville også sagtens kunne snakke om menstruation, men han havde en idé om hans kommende datter ikke ville synes det var det fedeste at snakke med sin far om. Charles kæmpede forsat med at grine. Han vidste Evanna kunne fortælle om ene gode ting hvad angik hvordan han var som person, men ikke omkring samleje. Han havde heller ikke brug for at hun fortalte hans mor det, for det ragede hende ikke. Han vidste dog, hans mor altid ville nævne det, for samleje var en af hendes helt store interesser. Han mærkede Evannas hånd oven på sin egen og så lidt over på hende. Han lyttede som hun snakkede og smilede lidt ved hendes ord. Marisol smilede også. ”Det er godt at høre..” svarede hun mens hun forsat smilede. Hun var nødt til at høre, om han var sådan som hun havde opfostret ham til at være – man kunne aldrig vide. Evanna behøvede heller ikke vide, hun havde spurgt alle de piger, Charles havde præsenteret som sin kæreste hjemme ved dem. Charles tog en småkage, som hans forældre undersøgte billederne. ”De er ikke så slemme, vel?” hviskede han og blinkede drillende til hende, inden Marisol og Christophe kiggede op. ”Vi glæder os sådan til at møde dem…” sagde de i munden på hinanden.