To the funny farm...

[Deleted]

Kaya Elisabeth Hansen

Kl. 22.00
Kaya's bolig

---

Noah havde sendt et brav til Kaya for nogen uger siden men uden at få svar og han havde nu derfor valgt at opsøge hende. Noah havde været flyttet til USA for at arbejde et års tid imens han lige trak vejret efter en masse ballade der havde gjort at han ikke længere arbejdet ved ministeriet, og nu var han lige ved at samle lidt op på sit liv.
Det havde taget ham noget tid at finde frem til hvor Kaya befandt sig, men det var lykkedes ham - en far havde vel ret til at se sine børn, og egentligt så var han mest af alt på jagt efter hende fordi han havde hørt et rygte om at hun var blevet en del af dødsgarden.

Noah havde jo været et trofast medlem af dødsgarden i mange år og havde blandt andet været meget loyal til Alexander dengang han var en del af den. Han vidste at Harper og Dacoda ligeledes støttede den del af den magiske verden og han ville bestemt gerne sikre sig at rygtet omkring Kaya var sandt, tænk nu engang hvis hun faktisk var blevet voksen.
Han bankede let på døren til hytten, afventende i en lang sort frakke og det sorte hår der strittede en smule til alle sider på grund af den kolde vild der rasede dette efterår.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde bevidst valgt ikke, at besvare sin fars brev. Hun ville ikke have noget med ham, at gøre. Hun havde brugt hele sin barndom og langt op i sine teenageår, på at gøre ham stolt. Hun havde spillet quidditch for hans skyld. Men hun havde aldrig hørt manden sige, at han var stolt af noget som helst hun nogensinde havde gjort. Hun var til sidst nået til et punkt, hvor hun havde givet op. Lige omkring den tid, hvor hun var blevet kærester med Elliott første gange, hvor Noah havde smidt Elliott ud, da det var kommet fra, at han var mugglerfødt. Hun havde aldrig fortalt Noah, at hun havde født Timothy. Hun havde ikke fortalt ham, hvad der var sket eller hvorfor hun var blevet dødsgardist. Der var mange ting hun ikke havde fortalt ham.
Hun havde lige været i bad, og havde netop nået at få et par trusser og en t-shirt til at sove i, over hovedet, da hun hørte det bankede på. Hun rynkede lidt på panden. Hun var blevet utroligt paranoid med tiden, hun kiggede derfor ud af vinduet fra soveværelset på første salen. Det eneste hun kunne se, var en mørk skikkelse, i det kolde efterårsvejr. Hun sukkede lidt og tog så en dyb indånding, før hun gik ned af trappen og hen til hoveddøren. "Kan jeg hjælpe dig?" spurgte hun, da hun ikke kunne se hvem det var grundet mørket og det dårlige vejr. Dog syntes hun hurtigt, at hun kunne genkende duften. "Far?" lød det overrasket fra hende, som hun stirrede på ham.

[Deleted]

Noah stod blot foran døren og afventede.
han havde faktisk ikke nogen planer med det her besøg, andet end at han ville være helt sikker på at han fik sandheden at høre. Derudover så havde han jo altid noget business han havde brug for hjælp til, så han havde faktisk lidt tænkt sig at sikre sig at Kaya kom med ham hjem, så hun kunne få udfyldt de pligter hun nu engang måtte have som en del af dødsgarden, ellers havde hans gruppe da ihvertfald altid brug for en hjælpende hånd.
Han smilede kort som hun åbnede døren, han havde ikke set Kaya i mange år, men ingen tvivl om at hun var endt ud som e lige så smuk kvinde som sine søskende, med det lange lyse hår der var karakteristisk for dem alle.

"Jamen dog, du kan faktisk stadig huske mig. Hyggeligt at se dig også" sagde han i en rolig stemme, han var en mand der holde meget på sig selv og som havde et stort temprement, men det vidste alle dem der kendte ham jo nok godt.
"Så det er her du render og gemmer dig" påpegede han og kiggede kort rundt som han begyndte at gå fremad for at gå indenfor, og antog naturligvis blot at hun havde tænkt sig at flytte sig hvis hun stod i vejen.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya så skeptisk på manden der kaldte sig hendes far. "Selvfølgelig kan jeg kende dig," svarede hun distanderet og trådte et par skridt tilbage, da hun ikke ønskede ham for tæt på sig. Hun havde lyst til, at smide ham ud med det samme, men hun vidste ikke hvordan, for hun tvivlede ærligt talt på, at han bare sådan lige ville gå, hvis hun bad ham om det.
Hun lukkede døren efter ham, "Tydeligvis gemte jeg mig ikke godt nok," svarede hun og lagde de slanke arme over kors, mens hendes brune øjne fulgte ham med blikket. Det var vel også et ret åbenlyst gemmested, eftersom det var selv samme hytte hun var vokset op i, men den havde stået i hendes mors navn, så da hun var flyttet, havde Kaya overtaget den, selvom hun ikke havde brug for al den plads, så var det et godt sted, især som varulv, for nu kunne hun bruge den kælder der i sin tid var blevet bygget til, at holde Sofie inde, til at holde sig selv inde. "Hvad vil du?" spurgte hun direkte, hvis han kom for at hente nogle af sine gamle ting, ville det være fint, så ville hun ikke stoppe ham, men hun ønskede ikke nogen længere samtale med ham, hvis hun kunne undgå det.

[Deleted]

Han kom med et kort grin: "Hva? gemte dig? Kaya, du skal da ikke gemme dig fra mig..." sagde han.
Noah havde jo stadig nogenlunde styr på Dacoda og Harper, de var jo også begge i dødsgarden. Det var da ikke fordi at han talte super meget med dem, men han så dem da lidt oftere end Kaya, også selvom "så dem" ikke nødvendigvis betød at han førte en samtale med dem.
Noah havde altid været stolt af at være en del af dødsgarden, også selvom han ikke var helt så stor fan af den nye leder som han var af Alexander, men nu var Noah jo også ret så gammeldags.

"Kan man nu ikke bare komme forbi til en kop kaffe uden at ville noget?" spurgte han: "Lad os sætte os ned og snakke, lav en kop kaffe... Så kan vi tale mere" sagde han og gik hen for at sætte sig ned i sofaen, uden overhovedet at blive inviteret eller tage sko eller jakke af.
Han begyndte dog at tage sin store sorte frakke af som han sad henne i sofaen.
"Men hvis du virkeligt vil vide det, så er jeg her for at snakke om dødsgarden“ sagde han og smilede ganske roligt i mod hende, som han lænede sig tilbage i sofaen så hans ryg ramte ryglænet.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Ikke?" spurgte hun som om hun blev overrasket, det var dog nok tydeligt, at hører dette ikke var tilfældet, "Jeg troede ellers vi legede gemmeleg, ligesom da jeg var lille, men hey, my bad," svarede hun en anelse provokerende retur og slog let ud med hænderne, før de blev lagt over kors igen.
Hun vidste udmærket godt, at både Harper og Dacoda var i dødsgarden også. Det var trods alt Dacoda der havde været med, til at afslører overfor gardens - dengang leder Gabriel - hvor hun havde boet og hun havde haft sin lille følgesvend med til Cillian, som havde givet hende mørkets tegn. Midt i nakken, som hun nu var tvunget til, at tildække med et plaster, da make-up blot ville blive svedt af i løbet af en dag, netop fordi det sad, hvor det gjorde.
"Dig? Kommer forbi bare til en kop kaffe? Nope, den køber jeg ikke," svarede hun ærligt, før hun mærkede irritationen over, han kostede rundt med hende, men lige nu prøvede hun virkelig at beherske sig og vælge sine kampe med omhu. I det mindste beholdt han både jakke og sko på, hvilket hun tog som et tegn på, at han ikke ville blive længe. Hun sukkede opgivende, og mærkede hvordan alle hendes sanser var på vagt omkring ham, som hun gik mod køkkenet, som hang sammen med stuen og satte vand over til kaffen. Hun vendte blikket tilbage mod ham og så, til sin skuffelse, at han tog jakken af. Så blev besøget lige forlænget med ti minutter. Plus kaffen. Hun skulle nok ikke regne med, at slippe af med ham igen, inden for den næste halve time.
Hun gik mod ham, men stoppede lidt fra sofabordet, "Dødsgarden? Lad mig gætte, Dacoda har sladret til farmand? Har hun fortalt det hele så?" spurgte hun skeptisk og regnede virkelig ikke med det. Hun hørte vandet til kaffen klikkede sig klar, hvilket fik hende til at gå ud og gøre kaffen klar. Hun kom tilbage kort efter med to kopper og kaffekanden. Hun satte sig i modsatte ende af ham på sofaen og afventede, hvad han havde at sige.

[Deleted]

Han kom med et kort grin.
Han vidste da godt at hans børn ikke altid knust elske ham, og Noah havde nok egentligt aldrig helt tænkt over hvad han mente om dem. Mest af alt så kunne han godt bare lide at tjekke en smule op på dem engang imellem.
"Du tror ikke på jeg kommer forbi for kaffe? Som sagt kommer jeg også fordi jeg har hørt rygter..." sagde han og smilede tilfreds i mod hende, hvis rygterne var sande - som han da stærkt gik ud fra at de var, jamen så var det jo meget fedt. Han ville gerne have børn der valgte den rigtige vej i livet, som jo var dødsgarden.

"Dacoda har ikke sladret, hun er bare fornuftig" påpegede han roligt, Dacoda var muligvis en af dem han snakkede mest med. Harper var svær, især efter at hun havde forelsket sig i den skide auror, som hun da heldigvis så ud til at være færdig med.
Så var Christian jo et langt bedre valg til hende. "Men fortæl mig Kaya, er rygtet sandt?" sagde han og klappede sine hænder sammen i begejstring. Han havde da tænkt sig at blive hængende et lille stykke tid.
Som Kaya stod i køkkenet smilede han let, hun så helt bestemt godt ud, han havde virkeligt avlet nogen heldige børn hvis han selv skulle sige det.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde engang elsket sin far utroligt højt, nærmest forgudet ham, spillet quidditch i sine skole år, for at gøre ham glad og stolt, men den var forbi. Efter dengang han havde smidt Elliott ud, da de havde været kæreste første gang, havde hun simpelthen mistet for meget for ham.
Hun rystede på hovedet, "Nej, det tror jeg ikke på. Hvad end du har hørt, så er det sikkert kun en halv sandhed," svarede hun roligt. Hun var kommet med i Dødsgarden og hun havde sin mugglerfødte eks-kæreste/eks-forlovet liggende oppe i sin seng og sove. Den var ikke god. Hun håbede bare at Elliott sov tungt nok til, at de ikke ville vække ham med deres snak.
Hun så vredt på sin far, "Fornuftig?! Hun kidnappede Timothy for syv måneder siden! Timothy har været uden sin far i damning syv måneder! Han har brug for sin far, præcis ligesom alle andre børn. Dacoda er syg i hovedet, intet andet," svarede hun bestemt.
"Det kommer an på, hvilke rygter?" spurgte hun og lød langt fra ligeså begejstret, som han gjorde. Hun bemærkede ikke, hvilket blik hendes far sendte hende, mens hun stod med ryggen til ham. Hun tog kaffekopper i hænderne og stillede den ene foran ham, "Værsgo," sagde hun og satte sig i sofaen i modsatte ende end ham med sin egen kaffekop.
Marts

[Deleted]

Noah kom med et let suk og smilede så med en let rysten på hovedet.
"Sådan er det jo når man ikke har passet bedre på sit barn" sagde han og kiggede lidt hård i mod Kaya. Det kunne da godt være at noah havde været en idiot, men han havde da aldrig efterladt sine børn.
"Derudover var det jo dit valg at vælge en mugglerfødt far til det barn... Så hvad havde du egentligt forventet?" sagde Noah i en rolig og næsten alt for afslappet stemme, nu var det jo nok ikke nogen hemmelighed at han var lige ved at få opkast fornemmelse ved tanke om mugglere i den magiske verden. Han havde aldrig nogensinde brudt sig om Elliott.

Han tog en lille tår af kaffen som hun satte den på bordet, og lænede sig så let tilbage for nu.
"Sååh det er sandt at du er blevet en del af garden? Dygtig pige" sagde han og smilede tilfreds i mod hende: "jeg syntes du burde joine min gruppe... Vi kunne få det super sjovt" sagde han i en arrogant stemme.
Noah havde været en del af dødsgarden i mange år efterhånden og de var jo nærmest blevet hans familie. Naturligvis hørte mugglere ikke til i denne her verden, og det gjorde halvblods heller ikke.
Magikere var fuldblodsmagikere, slut - færdig.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya så vredt på Noah med et par ravgule øjne, "Det er ikke Elliotts skyld, at Dacoda er syg i hovedet. Det kan godt være Timothy er Elliotts ansvar, men Dacoda er som hun er på grund af dig. Du skal vidst nødigt snakke om, hvordan man passer på sit barn," svarede hun skrap retur.
"Hvad jeg havde forventet? Jeg havde forventet, at min familie, ville være glade på mine vegne ligegyldigt om jeg så havde valgt en damning husalf eller en nisse, men det er åbenbart for meget, at forvente af sin egen familie," svarede hun. Hun havde affundet sig med, at det ikke skulle være hende og Elliott, men det betød ikke, at hun ikke ville gå igennem ild og vand for ham. Hun skævede lidt mod trappen op til første salen, hvor Elliott stadig lå og sov bag den lukkede dør indtil hendes soveværelse.
"Well, det er sandt, at Dacoda og Cillian ikke gav mig noget valg. Frivillig tvang, så at sige," svarede hun sin far og tog selv en tår af sin kaffe, før hun satte koppen tilbage på bordet. "Definer sjovt. Dacoda brød den ed jeg havde aflagt med Gabriel, så Gabriel er død på grund hende og mig. Min ed til dødsgarden er brudt. Jeg skylder dem ikke en skid," sagde hun hårdt og rystede på hovedet, før hun kørte sine hænder hen over sin pande og lænede sig tilbage i sofaen. "Hør far.. Jeg vil bare gerne vide om Timothy er okay.. Jeg vil bare gerne have ham tilbage i Elliotts arme. Det er alt jeg ønsker," sagde hun en del mere sårbart end hun egentlig ønskede, at lade ham se hende, mens hendes brune øjne hvilede på ham.

[Deleted]

"Passer børn? Kaya mine børn er da blevet helt perfekte" sagde han og smilede en smule creepy i mod hende: "Medlemmer af Dødsgarden... Gode samfundsborgere" sagde han og smilede igen til hende.
hvordan var det ikke fuldkommen perfekt? "Din familie lever bare op til gode standarder, som du så åbenbart valgte ikke at følge. Det kan du ikke bebrejde os for. Det var dit idiotiske valg" sagde han blot, naturligvis syntes Noah det var frastødende at hun havde valgt at få en unge med en mudderblod.
"Du har bare at komme ind i Dødsgarden igen Kaya... Det er da den eneste chance du har for at gøre denne her familie bare en smule stole" smilede han og rystede så på hovedet.

"Gider du ikke stikke mig et glas vand? jeg har lidt hovedpine" spurgte han og pegede i mod vasken.
"Han har det da sikkert fint, jeg har ikke set ungen og jeg har ingen idé om hvad Dacoda laver med ham" sagde han og rystede på hovedet, egentligt var han også en smule ligeglad. Det var jo alligevel ikke en unge der var noget værd.
Fuldblod var det eneste rigtige blod i den magiske samfund.
Så en halvblods unge fra eller til, det var vel egentligt fuldkommen ligegyldigt?

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya mærkede hvordan hans smil, gav hende myrekryb. Hun prøvede dog, at gøre alt for, at han ikke skulle kunne se det på hende, men hvor godt det gik for hende, vidste hun ikke. "Jeg aflagde ed til Gabriel, men eftersom han ikke er leder mere og jeg ikke har hørt noget fra den nye leder, tro mig, så ser jeg på ingen måder mig selv som en del af den fanatiske sekt," svarede hun uden at sende ham et smil retur.
Hun så alvorligt på ham, "Er du helt væk på sne eller hvad? Det er ikke politik, det er pis og polemik," svarede hun, hvordan hun var blevet så meget imod blodfanatiske holdninger, vidste hun faktisk ikke. Selvfølgelig havde Elliott og Toby haft en hel del indflydelse på hende, men de to alene havde jo ikke gjort det. Gary havde nok også noget af æren i det.
Hun rystede på hovedet, "Jeg ved ikke om det er forbigået din opmærksomhed, far, men jeg er ikke nogen lille pige mere. Du kan ikke bestemme over mig mere," svarede hun roligt og lod sig ikke påvirke af hans ord. Han kunne sige hvad han ville, men han ville ikke ændre hendes mening.
Hun sukkede lidt og nikkede, før hun rejste sig og gik ud i køkkenet igen. Hun fandt et glas og noget vand var køleskabet, som selvfølgelig blev drevet af magi, da hun ikke havde elektricitet i hytten. Hun lyttede til hans ord, mens hun stod med ryggen til ham, stadig ude i køkkenet. Hun klemte om glasset til det til sidst sprang i hendes hånd, så både vand og glasskår fløj rundt. Hun havde lyst til, at råbe og skrige af ham, men hun vidste Elliott lå og sov oven på, så hun beherskede sig utroligt meget lige nu, selvom hendes øjne var blevet ravgule. Hun løsede sit greb og trak et par glasskår ud af sin håndflade, uden at skære en eneste grimmasse. "Og lad mig gætte. Du er pisse ligeglad med dit barnebarn, fordi han er halvblod?" spurgte hun, før hun bukkede sig ned for at samle glasskårene på gulvet op og smed dem ned i vasken, før hun tog en klud og tørrede vandet op fra gulvet. Fuldstændig ligeglad med hendes hånd blødte, fandt hun et nyt glas og hældte noget nyt vand op til ham. Hun stillede det nye glas på bordet foran ham, uden at se på ham. Hun gik tilbage ud i køkkenet og fandt en ren klud og pressede den mod sin håndflade, for at stoppe blødningen. "Jeg skal nok få ham tilbage. Om det så blir det sidste jeg gør, eller om jeg skal slå Dacoda ihjel i processen," lød det koldt fra hende.

[Deleted]

Han kunne ikke lade være med at smile.
"Kaya, du skal vidst ikke belære mig om hvad der er hvad" sagde han roligt og tog en tår af kaffen, han gad ikke sidde og have en debat med hende - men han vidste også godt at hun ikke skulle pisse ham af.
Trods alt så havde NOah et stort temprement, han prøvede altid at holde igen på det, men når det så endeligt skete - så kunne han slet ikke holde på sin vrede, og det kendte Kaya jo nok bedre end så mange andre.

Som hun rejste sig op og vendte ryggen til ham i køkkenet, skyndte han sig at putte et par dråber fra en lille flaske i hendes kop. Han skulle sikre sig at hun måske liiige blev en smule omtumlet, så kunne han sikkert bedre få nogen sandheder ud af hende.
"Hvad skal man overhovedet med en unge der er halvblod Kaya? Det må selv du da vide" sagde han og rullede med øjnene som hun kom tilbage: "Du skal ikke lægge dig ud med Dacoda, hun er din søster og hun har taget fornuftigere valg her i livet end ud overhovedet kommer til" sagde han og løftede sin egen kop for at skåle i mod hende, som om at hans handlinger og ord, ikke rigtigt hørte sammen.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya så på sin far med et afvisende blik, "Vi vil alligevel aldrig blive enige, så hvorfor er du her stadig?" spurgte hun direkte, hun havde aldrig været god til, at pakke tingene ind. Hun sagde hvad hun mente og mente hvad hun sagde, med mindre hun bevidst valgte at lyve, for at passe på dem hun havde kært.
Det var nok ingen overraskelse for nogen, der kendte både Kaya og Noah, hvor Kayas temperament kom fra. Hun havde arvet sin fars temperament, men hun blev oftes verbalt argarasiv, der skulle mere til før hun slog fra sig eller kastede med ting, men hun kunne sagtens nå derud, men hun havde med alderen lært, at styrer sig, så nu gik hun i stedet for, når hun blev for sur.
Hun bemærkede intet af hvad han foretog sig bag hendes ryg, mens hun samlede glasskårene op og tørrede vandet op. Hun klemte den fugtige klud mod sin håndflade, for at afvente at blødningen ville stoppe. Heldigvis healede hun ret hurtigt, på grund af sine varulvegener.
"Hans liv er ligeså meget værd, som alle andres. Blod betyder intet," svarede hun og mærkede, hvordan hendes blod begyndte at koge af vrede, men hun kunne holde sig selv i skak - indtil videre. Hun satte sig tilbage i sofaen og sendte sin far et falsk smil, "Hvis hun så meget som krummer et hår på Timothy, så kommer hun ikke levende fra det, om hun så var Minister for Magi og jeg ville ende i Azkaban resten af livet," svarede hun roligt og pustede kort ned i sin kop, da han skålede mod hende og drak det sidste indhold. Hun kunne virkelig godt bruge noget alkohol, for at være i selskab i Noah.
Hun mærkede, hvordan det hele langsomt begyndte at svimle omkring hende. Hendes syn begyndte at blive sløret, mens hun mærkede sin puls falde og hun blev mere bleg end hun var i forvejen. "Hvad.. Hvad har du... Gjort?" spurgte hun snøvlet og mærkede sine hænder begynde at ryste.

[Deleted]

Han grinede kort.
"Hvorfor jeg er her? Kaya jeg er her for at se hvordan du har det og fordi jeg gerne vil tale om din fremtids i Dødsgarden. Den er lovende, du skal bare lige have rykket lidt på nogen knapper" sagde han og smilede kort i mod hende.
Han mission for at komme denne dag var lige netop for at overbevise hende om at det her med at være i Dødsgarden var en god idé, hun kunne sikkert blive leder af den en dag: "Du er klog Kaya, langt mere end Dacoda og Harper, du kunne sikkert sagtens blive til noget stort indenfor den verdeN" sagde han.
Hun skulle bare lige fatte at det ikke var acceptabelt at rende sammen med mugglere og andet kravl.

"Du skal holde op med at tale om det som om at jeg er skurken, Kaya" sagde han i en irriteret stemme og rystede på hovedet: "Gjort? jeg har ikke gjort noget... Er du ved at blive dårlig?" spurgte han og lagde en hånd i mod hendes lår, bekymrende og sikkert lidt upassende.
Dog ikke upassende for Noah.
Han havde en ret stor tolerance omkring sådan nogen ting, som de folk han kendte nok godt kendte til.