To the funny farm...

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya rystede på hovedet, "Jeg ønsker ingen fremtid i garden. Jeg vil ikke have noget med jer, at gøre, men af en eller anden årsag, så får jeg altid det jeg ikke vil have," svarede hun en anelse flabet. Hun følte virkelig hun havde tabt alt, mistet alt og det var ude af hendes hænder, at få det tilbage igen. Hun havde et mål tilbage i livet og det var, at få Timothy tilbage til Elliott. Derefter ville hun kunne finde fred.
Hun rystede atter på hovedet, "Yeah, problemet ved den plan, far, er bare, at det ønsker jeg ikke. Dacoda og Harper kan gøre hvad de vil, de er voksne mennesker.. ish.. men jeg er færdig med at lege alles stikirend hvalp," svarede hun og tog en tår mere af sin kaffe, stadig uvidnede om, hvad han havde kommet i den.
Hun mærkede hvordan hendes krop blev slap, som om der ingen muskler var tilbage i den ellers stærke krop hun havde sig. Hendes øjne glippede. Hun mærkede godt hans hånd mod hendes lår, men bare det at løfte sin egen hånd og prøve at styrer den nok til, at skubbe hans hånd væk, føltes som tyve kilo om en lillefinger. "Hva.. hvad har.. duuu... gjort.." lød det svagt fra hende, til hun til sidst ikke engang kunne sidde oprejst mere. Hun gled ned til hun lå halvt på sofaen med sin overkrop, mens benene forsat var mod gulvet. Hun kunne se sløret og høre robot-artige lyde, men det var som om resten af hendes krop var lammet. 

[Deleted]

Noah smilede og rystede så på hovedet.
"Kaya, du er gået ind i garden, tror du virkelgit at du bare kan bakke ud af den igen?" spurgte han i en sur og irriteret stemme, han syntes at hun var temmelig latterlig hvis hun mente at man bare sådan kunne gå sin vej, også havde hun da også fuldkommen mistet virkeligheds sansen på hvad det egentligt var som Garden gik og lavede.
"Kaya kaya kaya, jeg troede ikke du var blevet så blank i dine voksne år" sagde han i et let hovedrysten og med den evigt arrogante stemme. Han var ikke altid særlig hjertevarm - eller nok nærmere, så var han aldrig hjertevarm.

Noah lænede sig over i mod hende og lod sin hånd glide op af hendes lår: "Absolut ingenting, det er nok bare fordi at du er ved at blive overbevist" sagde han og lænede sig mere indover hende, som han lod sine læber sænke sig ned til hendes hals for at kysse den.
Han tog fat omrkring hendes håndled og holde dem samlet med et fast greb, for selvom hun måske blev en smule mere forvirret og træt, så ville han ikke risikerer at hun pludseligt slog ud efter ham eller noget noget.
Noah var ikke en god mand, ikke udadtil ihvertfald. Men når han mærkede ind i sig selv, så havde han jo altid en god grund til at handle som han gjorde.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Det var nærmere frivillig tvang, end det var et direkte valg jeg tog," svarede hun, mens de slanke arme blev lagt over kors. Hun havde ikke rigtigt haft mulighed for, at sige fra, da Cillian og Dacoda havde aflagt deres visit og givet hende Mørkets Tegn i nakken, som hun til dag skjulte under et plaster og sit lange blonde hår, der altid hang løst.
"Tro kan du gøre i kirken. I den virkelige verden skal du vide," et let skuldertræk blev gjort med den ene skulder, som hendes nøddebrune øjne hvilede på hendes far. Hun havde fortrangt alt, hvad han havde gjort ved hende af upassende ting, dengang hun ikke havde været ret gammel. En del af hende havde i hvert fald.
Kaya kunne mærke hans hånd glide længere op af hendes lår, men selvom hun inden i sit hoved nærmest kæmpede for sit liv, så reagerede hendes krop ikke. Hun ville så gerne råbe og skrige, slå og sparke ham væk, men hendes krop nægtede at adlyde. "St.. stoop..." lød det svagt fra hende, som hun prøvede at gøre modstand, da hun mærkede taget om sine håndled og de kys han forgreb hendes hals med, men intet hjalp det. "Sliiiip..." hun var sløret i sin tale og øjnene var blanke og trætte. Hendes krop havde mest lyst til, at sove, men hendes hjerne arbejdede på højtryk.

[Deleted]

Han grinede i en mørk og næsten ondt latter.
Det var da ikke fordi at Noah ikke elskede sine børn, han elskede dem nok bare på sin helt egen måde og det var måske ikke lige altid den måde som resten af verden syntes han skulle elske dem på.
Der var sket meget i Noah's liv de senere år, og en stor del af hans liv holde han jo ganske hemmeligt, især nu hvor han havde fået job på Hogwarts - hvilket han var super glad for. Han synes Hogwarts var et skønt sted, og det mindede ham meget om hans tidligere tid som Quidditch dommer.

Noah lagde en hånd over hendes mund ganske roligt som hun begyndte at sige en masse vrøvl, det var da ihvertfald hva det var i hans øre og han tyssede roligt på hende, som han lod en hånd glide over hendes ene bryst som han tog fat omkring, imens den anden stadig var over hendes mund.
Noah havde ikke nogen sunde grænser i sit liv, og han syntes da ikke at det var et problem at forgribe sig på sine egne børn, de knaldede sgu da alle mulige - så hvad var forskellen. Ham kendte de da i det mindste.

[Deleted]

Elliott sov ikke super tungt, men det var ikke fordi at han ligefrem var super fristet til at åbne øjnene. Alligevel missede han let med dem som han havde syntes han hørte nogen tale nedenunder, der var bare pludseligt blevet stille.
Han kiggede rundt og kunne ikke se Kaya, hvilket gjorde at han tog beslutningen om at bevæge sig nedenunder. Han tog sine bukser på og samlede sin stav op der lå gemt i hans kappe på gulvet.

I sin t-shirt og bukser, med bare fødder gik han roligt ned af trappen så lydløst som han overhovedet kunne og stoppede da han var så langt nede at han lige præcist kunne se stuen. Han stod et øjeblik bare og betragtede hvad der foregik, og prøvede at sænke den klump han havde fået i halsen.
Elliott kendte udemærket godt Noah og hvis han skulle være helt ærlig så var han nok også en smule bange for ham, men det var bare lidt som om at Elliott godt kunne gætte hvad vej det gik, hvis han ikke rigtigt trådte ned af trappen, så han hævede sin stav.
"Hey! Hvad fanden laver du?!" sagde Elliott i en rasende stemme som han kunne mærke han måtte samle alt mod han havde for sådan at komme frem fra sit skjul. Men han kunne bestemt heller ikke bare se til.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde som barn og langt op i sine teenageår, set op til sin far. Set ham som en rollemodel, men efter hun selv var blevet varulv og var begyndt, at have sine egne meninger og holdninger, havde det syn på Noah ændret sig. Hun havde som barn og tidlig teenager gjort alt, for at gøre ham stolt. Spillet Quidditch og været virkelig dygtigt, for han skulle blive stolt. Hun havde eniggjort sig, når han havde snakket grimt om mugglerne og deres plads i det magiske samfund. Men hun var ikke nogen lille pige mere, hun var blevet voksen og havde nu selv en masse holdninger, som hun stod ved.
Hun mærkede hånden for sin mund og hvordan tårene begyndte, at trille ned over hendes tinderinger og ned mod hendes ører, da hun stadig lå under ham. Øjnene blev klemt hårdt sammen, mens flere tåre tog til, som hun mærkede hans anden hånd gramsende mod hendes ene bryst. Hun ville så inderligt gerne gøre modstand, men hendes krop var stadig for svag, på grund af hvad end det var, han havde kommet i hendes kaffe.
Lydene omkring hende var nærmest bare en summen eller en brummen. Selv Elliotts rasende stemme, var blot en tydelig brummen i hendes ører. Hun havde før følt sig magtesløs, men aldrig på sådanne en måde før.

[Deleted]

Noah hyggede sig da ganske godt lige nu.
Han var jo ikke ligefrem kendt for at være nogen super barmhjertig mand, og det var han bestemt heller ikke omkring sine egne børn. Egentligt var det nok fordi at han bildte sig selv ind at han havde ret til at gøre lige hvad han ville.
Det var for det første hans børn så han bestemt over dem, og derudover var der jo aldrig nogen der havde klaget sådan - ret meget. De var jo alligevel nogen billige typer ude i byen, så Noah kunne faktisk ikke rigtigt se nogen forskel på om det var ham eller andre.
Udover det faktum at de jo kendte ham bedre, så det var vel bare en fordel.

Som han hørte Elliot's stemme kiggede han op, og et smil kom frem på hans læber - ikke et af de venlige.
"Jamen dog, det er jo mudderblods drengen der er vågnet op for de døde... Sådan lidt endnu ihvertfald" sagde Noah og trak sig væk fra Kaya som han langsomt rejste sig op og kiggede i mod Elliott.

[Deleted]

Elliott kunne mærke hans hjerte slog en del hurtigere lige nu end hvad han lige havde troet det ville når han kom nedenunder.
Elliott ville nok lyve hvis han ikke bare indrømmede at han faktisk var en smule bange for Noah, han var en virkeligt magtfuld mand og Elliott var altid nervøs for at han en dag ville ende med at slå ham ihjel.
Alligevel kunne han jo ikke bare lade ham behandle Kaya sådan her, for selvom hende og Elliott måske ikke var sammen mere, så var det jo ikke det samme som at Elliott hadede hende, og da slet ikke nu hvor de havde talt lidt mere ud om tingene.

"Skrid ud herfra" knurrede Elliott med sin stav i hånden.
Han var bange for Noah, men han kunne ikke rigtigt bare løbe den anden vej - så han måtte vel fake det så godt som han nu engang kunne. hans hjerte slog da også med hundrede kilometer i timen som han fortsat havde staven løftet i mod Noah.
En del af ham ventede bare på at dø lige nu, han havde aldrig været i en duel med NOah før og selvom Elliott var blevet en del bedre til magi efter han var startet på sit studie, så var han ikke helt sikker på det var nok i forhold til Noah.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya følte sig mere låst fast i sin egen krop, end hun gjorde lige når fuldmånen begyndte og hun kunne mærke, hvordan ulven tog mere over og hendes eget sind forsvandt. Hun følte sig fanget i sin egen krop, ude af stand til, at gøre modstand, hvilket hun ellers normalvis ikke var bleg for. Hun kæmpede for bare at løfte en pegefinger, selvom hun i sine intentioner bankede løs på sin far. Han havde også gjort sådanne nogle ting ved hende, da hun havde været barn, men det var noget hun havde fortrangt. Minder hendes hjerne havde ville beskytte hende fra, så hun ikke blev mere psykisk skadet end hun var i forvejen.
Hun mærkede en lettelse skylle indover sig, da han endelig flyttede sig fra hende, men samtidig en ny angst. "Du.. rør ham ikke.." fik hun mumlet, selvom ordene blev sagt med hendes fulde kraft. Tårene trillede stadig ned af hendes kinder. Hun mærkede hvordan hun begyndte, at kunne bevæge sine fingre og der langsomt kom flere og flere kræfter tilbage til hendes krop, som den var ved at vågne langsomt op igen. "Jeg slår dig.. ihjel.. hvis du gør ham.. noget.." lød det fra hende, mens hendes øjne skiftede flakkende mellem de naturlige brune øjne og de dyriske ravgule øjne. Hun fik kæmpet sig lidt op, men hendes ene arm gav efter, hvilket gjorde hun faldt ned af sofaen og landede på gulvet, hvilket slog luften ud af hendes lunger, men det stoppede hende ikke. Hun prøvede at komme op og sidde, ved at støtte sig til sofaen, "Du hørte Elliott. Skrid! NU!" fik hun vrisset af sin far. Hun ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke frygtede for Elliotts liv lige nu. 

[Deleted]

Nu var Noah jo ikke ligefrem kendt for at være den mest positive mand i denne her verden og lige nu var bestemt ingen undtagelse. Han havde ikke tænkt sig at lade den damning rolling stå der og tro at han var noget som helst og Noah kunne mærke hvordan raseriet i ham langsomt begyndte at blusse op.
Han havde aldrig kunne lide ELliott, både fordi at han var en taber, ud af en dårlig familie og mest af alt fordi han ikke var af rent blod - som jo i følge Noah var de absolut eneste folk der burde havde tilladelse til at være i den magiske verden.
Han var klar til at slå fra sig og han var ikke bange for at give Elliott et par på hovedet.

"lille skat, hold din kæft og lad mændende klare det her" sagde han og kiggede ned i mod Kaya som han kort vendte sin stav i mod hende, bare lige for at fortælle hende at hvis hun ikke var stille så kunne han da også godt slå fra sig i mod hende.
Noah havde ikke nogen samvittighed, ihvertfald så var den meget lille - den var nok blevet ødelagt igennem årene af alt det lort han havde lavet, men nu var Noah jo heller ikke selv ud af den bedste opdragelse.

[Deleted]

Elliott kunne mærke hvordan hans krop nærmest snurrede af ren panik, noah var nok det sidste menneske i verden han havde lyst til at stå i en duel med. Manden var jo fuldkommen skingrende sindsyg og Elliott var bange for at han ville ende med at dø af at prøve at kæmpe i mod ham.
På den anden side kunne han jo ikke bare stikke af, han kunne jo ikke bare vende Kaya ryggen som hun lå der og løbe ud af døren, så Elliott så ikke rigtigt andet valg end at give det et forsøg og håbe på det bedste.
Han kunne mærke hans hjerte sank som han hævede sin stav.

Som Noah vendte sig for at tale til Kaya så han dog hurtigt sit snit og svingede sin stav: "Expalliamus" sagde han i en høj stemme hvilket fik Noah til at flyve igennem rummet og ramme den bagerste væg i et kæmpe brag.
Elliott stod bare og kiggede, stadig med en alt for høj puls og han kunne mærke hvordan han nu var helt sikker på at Noah ville komme efter ham. Han havde derfor sin stav klar, måske var det klogt at sikre sig at han ikke sådan lige rejste sig op igen.
Lige nu måtte han indrømme han virkeligt savnede Kaya's hjælp, men det var nok ikke så smart at hun brugte magi i den tilstand.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya kunne ærligt sige, at hun intet havde tilovers for sin far. Den mand var allerede dø for hende. "Den eneste mand jeg kan se her, er Elliott... Dig? Nej.. Du er et.. monster.." lød det svagt fra hende, selvom hun kunne mærke sine kræfter begynde, at vende tilbage til hende. Hun vidste ikke om det var fordi hun var varulv, at eliksiren Noah havde kommet i hendes kaffe, aftog hurtigere, eller om den generelt bare ikke virkede ret lang tid.
Hun gipsede forsat lidt efter vejret, da faldet ud af sofaen og ned på gulvet, havde slået luften ud af hende. Alligevel kæmpede hun for, at komme op og sidde om ikke andet. Hun bukkede hovedet, som Noah fløj igennem stuen og ind i væggen. Hun kiggede hurtigt mod Elliott, "Løb," bad hun ham. Hun vidste hun aldrig ville kunne tilgive sig selv, hvis der skete ham nogen på grund af hende. En ting var at Dacoda stadig havde Timothy efter snart et halvt år var gået, men de skulle nok få den lille dreng hjem igen. Kaya var mere bekymret hvor, i hvilken tilstand og hvor traumatieret den lille dreng ville være, efter et halvt år med Dacoda.
Hun kom langt om længe på benene, men kunne mærke, hvordan de rystede under hende og hendes kræfter var langt fra helt tilbage endnu. "Stik af.. Jeg skal nok klare mig, Elliott. Jeg kan ikke også miste dig.. Jeg kan ikke.." bad hun, men som hun prøvede at tage et skidt, gav benene efter under hende, så hun faldt på gulvet igen. Hun vendte blikket mod Noah, for at sikre sig, at han ikke kæmpede mod dem.

[Deleted]

Som Noah fløj igennem rummet og ramte den bagerste væg, kunne han virkeligt mærke hvordan vreden blussede op i ham. Elliott var simpelthen noget af det værste han vidste i hele verden og lige nu var han mere end klar til bare at pløkke ham og få det oversået.
"Din lille damning lort" sagde han i en irriteret stemme som han ganske roligt kom på benene som han stirrede i mod Elliott med en vred stemme. Han kastede endnu en besværgelse i mod Elliott der igen fløj igennem rummet.

Han syntes simpelthen ikke det kunne passe at hans fine, gode, fuldblodsdatter valgte at snakke med en idiot som Elliott, en mudderblod - en der sket ikke havde status nok til at være sammen med hans datter.
De to var simpelthen så åndsvage sammen.
Også havde de fået en latterlig søn, og aldrig nogensinde om Noah havde tænkt sig at vedkende sig det barn. han ville hellere kaste det ud fra en klippe og drukne det hvis han endeligt fik valget.

[Deleted]

Elliott kiggede kort i mod Kaya og rystede på hovedet som Noah rejste sig op.
Aldrig nogensinde om han bare ville stikke af, nu havde han trods alt også valgt at uddanne sig auror og mere endnu så ville han altid beskytte Kaya, også selvom han nogengange kunne være helt utroligt træt af hende nogengange.
Men sådan skulle det jo nok også være når man havde kendt hinanden så længe og fået et barn sammen. De havde jo noget af en historie måtte man sige.

Han kunne ikke forstå hvordan en far kunne være så ond i mod sine egne børn, Noah måtte virkeligt være et a de værste mennesker her på jorden. Han havde aldrig nogensinde kunne lide ham.
Men Elliott kunne jo godt fornemme at Noah delte den følelse.
Elliott nåede kun lige at kigge op som han fløj igennem rummet og ramte hovedet ind i en reol og faldt til jorden.
Han gik ud som et lys og lå bare livløs på jorden.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya kunne mærke, hun efterhånden kom mere og mere til sig selv igen. Benene begyndte at virke igen, og hun kunne endelig komme op og stå. Hun knurrede sin tryllestav i sin hånd og pegede den mod sin far, "Sidste chance. Skrid ud af mit.." mere nåede hun ikke, at sige, før Elliott havde kastet en besvægelse, som fik Noah til at flyve afsted igennem stuen og ind i væggen.
Noah var dog hurtigt på benene igen, og før Kaya nåede at reagere, havde han kastet en besvægelse tilbage mod Elliott. Hun nåede lidt at løfte sine arme op, for at beskytte sit ansigt, som hun hørte lyden, at Elliotts krop falde til gulvet. ".. Elliott.. Nej.. ELLIOTT!" hun nærmest væltede over sine egne ben, som hun kastede sig ned på knæ ved siden af ham. "Elliott, svar mig.." bad hun og ruskede lidt i ham. Hendes øjne blev ravgule, som hun strammede grebet om sin stav og i en hurtigt bevægelse vendte sig mod Noah, "Ekspiliamus!" råbte hun mod ham, "Bombardius!" hun svang sin stav mod ham på ny ganske kort efter igen. "Tving mig ikke til, at slå dig ihjel! Forsvind! Nu!" råbte hun.