Lang ude i skoven

[Luna Clary Daniels]

Outfit

Tråd til Ezekiel Amardeus
August - 2056

---

Der var gået nogen dage siden, at Luna var blevet overfaldet. Det blå om øjet havde fortaget sig og lå nu mest bare som en gulgrønlig bred ring, ligesom at hævelsen omkring læben var helt væk. Følelsen af hvad der var sket, lå dog stadig i Luna og de ord professor @cedric havde givet hende, lå stadig i hendes tanker. Men hun kunne ikke fortælle episode til sine forældre. Hun havde en enkelt gang ligget på sit værelse og overvejet om hun skulle fortælle det til Toby, men havde alligevel droppet det. Hun var bange for hvad de ville sige og hvad de ville gøre. Mest var hun nok bange for, hvis hendes forældre fik det at vide, at de så ville trække hende ud af Hogwarts og lukke alle veje til den magiske verden. Det kunne hun ikke.

Derfor var hun gået med en tanker, som havde slået rødder i hende, selve den aften på Professor Moores kontor, nemlig om at få Ezekiel til at aggere forælder for hende, og så alligevel få angrebet meldt. Hvordan og hvorfor hun var nået frem til at snakke med ham, det vidste hen ikke. Måske fordi hun allerede havde snakket med ham om, hvert fald mere eller mindre, at hun var forelsket i en varulv. Havde han muligvis ikke også sagt dengang at han gerne ville hjælpe hvis der var noget? Eller det var måske blot ønsketænkning nu hun havde brug for det.

Hun havde brugt de sidste to dage på at finde ud af, hvor han opholdt sig, hvilket var svært både fordi han ikke lige stod tydeligt i telefonbogen eller på nettet, og hun ikke havde så meget adgang til magisk registrering. Det var dog til sidst lykkedes. Alle folk skal vel have post. - Det afslørede som regel de fleste. 

Der var bare det ved det at Ezekiel boede ude midt i en skov.... Luna havde derfor også bevidst lige tjekket månecyklusen, Det var heldigvis tæt på halvmåne, så faren måtte være tæt på ikke-eksisterende. Hun pakkede en lille taske og tog så afsted, med besked til sine forældre om at tage hjem til en veninde. 

Som hun nåede skoven, gik hun forsigtigt og meget opmærksom på sin omgivelser i retningen af, hvor hun mente Ezekiel boede. Bare han dog var hjemme. Det var tusmørke uden for og Luna overvejede om dette alligevel havde været en dårlig ide. Som hun hørte en lyd vendte hun omkring og så om nogen fulgte efter hende, det resulterede i at hun kom til at knække en gren med fødderne, som ligeledes gjorde hende forskrækket og hun måtte holde sig for munden, for ikke at udbryde et gisp. 

Hvad havde hun dog gang i?

[Ezekiel Amardeus]

Påklædning

Zeke var ikke en mand som lod sig skræmme af noget. Eller i hvert fald var der meget lidt der kunne skræmme ham, primært var det frygten for at miste dem han holdt af. Til en forandring havde han holdt fri fra arbejdet i dag, det kunne hans sagtens eftersom han arbejde nærmest alle de vågne timer af døgnet så han havde en del af tage fra. Han havde brugt dagen på at lave noget vedligeholdelse af det store træhus han boede i.
Hans søster Syrena Amardeus var ikke hjemme til aften han var ikke helt sikker på hvornår hun kom hjem eller om hun blev ude, hun var ikke den mest informative person at bo sammen med, men det var han selvfølelig heller ikke selv. Sommetider følte han slet ikke at noget havde ændret sig fra dengang hun flyttede ind i sine teenageår, skønt alt nærmest havde ændret sig. Nu var det bare langsomt gledet tilbage til de gamle vaner endnu engang.
Da tusmørket var begyndt at lægge sig havde han besluttet at samle lidt brænde sammen til pejsen. Han var løbet tør den forgående aften og havde egentlig glemt det frem til nu. Selvom det var i august måned, kunne der godt blive køligt i huset om aftenen.
Han havde da også fået samlet nogle gode stykker træ da en velkendt duft fangede hans opmærksomhed. Han huskede ikke helt hvor han duftet det før, men den var bekendt. Han rettede ryggen lidt og lyttede til skoves lyde. En gren knækkede et sted ikke så langt fra ham og han rettede blikket i den retning, hvorefter han bevægede sig mod lyden. Dette her var hans grund og han orkede ikke folk der campede her -hvilket hændte en sjælden gang imellem, opdagede han dem sendte han dem altid væk.
Det var dog ikke synet af et nyopslået telt der mødte ham som han fra skyggerne fik øje på den unge pige. Luna. Han huskede hende godt nu, men hvad i alverden lavede hun dog herude på denne tid?
Med et let suk trådte han frem fra skyggerne med blikket rettet imod hende, "Luna? Hvad laver du her?" Spurgte han og gik frem mod hende med rolige skridt.

[Luna Clary Daniels]

Skønt Ezekiel var varulv, var Luna ikke rigtig bange for ham. Okay hun var nok lidt bange for ham, men den del løj hun lidt overfor sig selv med. Det var en evne hun ofte havde, det med lidt at se bort fra hvilke fare der egentlig fulgte med det hun lavede eller satte sig for, som fx at vade dybt ind i en skov, for at besøge en varulv, som hun kun havde set en gang før. Men altså han havde jo været venlig dengang og havde da virket flink nok. 
Nogen ville måske kalde Luna for dumdristig, og det var hun nok til dels også, men hun var ikke dum. Hun var klar over sine valg og vidste godt hvilken risiko der kunne ligge ved det. 
Da Ezekiel gjorde sig til kende, trådte Luna et lille skridt tilbage, men hilste så på alligevel, med åbent sind. "Hej, Jeg øhm... Jeg håbede du måske kunne hjælpe mig." Det virkede pludselig ikke længere som den mest smarte ide, men altså der var bare ikke så mange muligheder. Hun undgik at se for meget på ham, da hun helst ikke ville have at han opdagede den mærke ring om hendes øje. "Jeg ved godt det her er skørt, og det måske dumt at jeg kommer til dig, men altså.. jeg skal bruge en der... Der kan agere forælder for mig, fordi... fordi det skal jeg bare."

[Ezekiel Amardeus]

Der stod de så, midt i skoven imens mørket faldt på og luften blev køligere. Han tippede hovedet let på skrå. Afventende. Han var oprigtig nysgerrig for hvad der havde drevet hende helt herud på denne tid – og hvordan hun overhovedet havde fundet ham. Eller teknisk set havde han vel fundet hende? Hvad havde hendes plan været at vade rundt i skoven til hun stødte ind i ham? ….tydeligvis havde det virket, men det gjorde det ikke mere fornuftigt.
Brynene blev formet i en alvorlig og forvirret mine der også blev afspejlet i de grønne øjne. ”Hvad snakker du om? Hvor længe har du gået rundt herude?” Spurgte han oprigtig bekymret og så sig lidt om. Havde hun rodet sig ud i et eller andet farligt? Det lød ikke helt fornuftigt i hvert fald. ”Hør jeg bor ret tæt på her, hvad siger du til at komme med tilbage? Jeg har nogle rester fra aftensmaden. Eller en kop kakao hvis ikke du er sulten.” Han gjorde en gestus med sin tommelfinder over ryggen i retning af huset. ”Så kan vi snakke.” Han havde brug for en forklaring på dette her og det lå tydeligt i hans tone at han forventede at få en.

[Luna Clary Daniels]

Det var måske ikke lige det bedste sted at fortælle om den slags ting, hele Ezekiels holdning og ansigtsudtryk fik hende dog til at genovervejede om det var en godt ide det hun havde gang i. Hun var jo faktisk ved at antage ting om ham som person uden ellers rigtig at kende ham. "Altså i skoven? omkring en time eller noget tror jeg. Jeg farede lidt  vild, da jeg ledte efter hvor du bor."  Hun virkede meget oprigtig og ikke synderlig bange, men det var også Luna i en nøddeskal. Hold tingene konkrete og følg den ide der skyder ned i hovedet som et lynnedslag. "Der er en... episode, som jeg skal have anmeldt, men... jeg kan ikke selv gøre det, da jeg ikke er gammel nok og mine forældre tror bare jeg faldt ned ad trappen. Hvis de kendte sandheden ville de trække mig ud af Hogwarts. Det vil jeg ikke." Hun nikkede til at gå med ham hjem og fulgte ham i den retning han havde peget. "Jeg ved godt det nok ikke er fair at opsøge dig, men min professor ville ikke hjælpe mig og jeg kender ikke rigtig andre." Forklarede hun så. Hun sørgede for at gå på den side af ham, der gjorde at han ville have sværest ved at se mærket om hendes øje, selvom det næsten var væk, så kunne det stadig ses og igen lidt fordomsfuld forventede hun at en mand som Ezekiel hurtigt ville kunne gennemskue hvad der var sket. "kakao lyder rart." tilføjede hun så med et lille smil.

[Ezekiel Amardeus]

Han var godt forvirret over at hun bare havde gået rundt herude for at finde ham. ”Det er en stor skov, du kunne nemt være faret helt vild for alvor.” Sagde han og sendte hende et lidt gennemtrængende blik for hendes uansvarlighed. Det mildnedes dog hurtigt igen skønt det stadigvæk var alvorligt. Man kunne med lethed forsvinde i de store skotske skove og højlandet.
Zeke forstod ingenting. Hvilken episode? Okay det var nok bedst bare at komme hjem, så kunne de snakke om det der. Han lod hene snakke uden at sige noget til at begynde med. Han lyttede bare lidt imens han guidede hende gennem skoven. Han kunne nemt have transfereret dem begge til huset, men hun skulle jo helst se vejen hvis hun skulle kunne finde det igen en anden gang.
Efter omkring 10 minutters gang kunne ham ane det store træhus nde mellem træerne. Det var næsten helt mørkt da de nåede hoveddøren, men mørket generede ikke Zeke. Han åbnede den ulåste dør og viste hende indenfor. Med et let sving med tryllastaven blev huset lyst op. Der var en gang til højre med en række lukkede døre. Ligefrem var en trappe der ledte op ovenpå og en trappe der ledte ned til kælderen. ”Kom bare med,” Han gik ovenpå hvor de nærmest trådte direkte op i stuen. Huset var nok en smule utraditionelt, men det var fordi det lå op af en forhøjning så kom man fra den anden side ville man kunne gå direkte ind i stuen fra den dør der var til højre for trappen som de kom op.
Der var et stort åbent køkken, foran kogeøen et område med et stort spisebord, og til venstre for dette en lækker blød sofa og et par lænestole foran en stor kamin. Så var der trappen der førte op til etagen ovenpå. ”Slå dig bare ned, så laver jeg en kop til dig.” sagde han og gik hen til køkkenet hvor han begyndte at rode lidt rundt i skabene. ”Så fortæl, hvad var det igen du skulle bruge min hjælp til? Og start ved begyndelsen.” Sagde han roligt og kiggede tilbage imod hende som han satte en gryde over til at koge vand.

[Luna Clary Daniels]

Som varulven fortalte hvor galt det kunne være gået, krummede Luna sine tæer. Hun var normalt ikke den, som tænkte over den slags før hun sprang ud i ting. Af den grund ville nogen måske kalde hende dumdristig, men sådan så Luna ikke selv på det. Hun tænkte bare kun på det mest nødvendige, og derfor ikke på hvad der kunne ske. Det gennemtrængende blik borede sig alligevel godt ind i hende, men hun modstod trangen til at kigge væk. ”Men jeg farede ikke vild, og… jeg skulle jo tale med dig”
De gik småsnakkende gennem skoven og fra tid til anden skrævede hun op til zeke. Måske var han varulv, men hun var alligevel ret sikker på at han var en af de gode. Efter ca 10 min nåede de hans hus og Luna trådte indenfor, hvor hun nysgerrigt lod øjnene løbe hen over det hele, dog uden at pille eller på anden vis være træls. Hun fulgte med ham op i en stue, hvor hun satte sig på en spisebordsstol mens Zeke så klarede kakaoen. Hun tøvede et øjeblik, men lod så munden komme på gled, da Zeke bad hende fortælle. ”Jeg… jeg blev overfaldet…” hun kiggede op på ham, for at se hans reaktion, men fortalte også videre. ”I Hogsmeade. Jeg… jeg havde faktisk været forbi De tre koste for at lede efter dig, men… du var der ikke. Så jeg endte med at ville hjem… der… der kom kom en mand, Darko… han lagde sin arm om mig og… han sagde” Luna kiggede ned i bordet mens hun talte og tænkte ikke over hvordan tårerne samledes i hendes øjne. ”Han sagde han ville slå mig ihjel, hvis jeg skreg. Men… jeg er ikke typen der skriger. Han… han slog en knytnæve i hovedet på mig og trak mig med ind i en gyde” Hun sank en klump og foldede armene om sig selv mens de første tårer begyndte deres stille færd ned over hendes kinder. ”Han Pre..pressede mig op af en væg i gyden. Jeg kunne næsten ikke få vejret og så…. han… han forsøgte… han prøvede… at åbne mine bukser. Han slog mig igen og så.. hans bukser de var… de… og så fik han dem åbnet. Jeg prøved at sparke ham, men han slog mig bare igen… heldigvis kom Professor Moore og fik det stoppet inden der skete noget alvorligt” Lune snøftede og tørrede øjnene i sit ærme før hun så over på Zeke igen. ”Min professor siger jeg skal melde det, fordi ham Darko er en del af en mafia, men jeg er for ung til selv at gøre det, og jeg kan ikke fortælle noget til mine forældre. De er skeptiske nok i forvejen omkring den magiske verden, så hvis de hører om dette her får jeg ikke lov at gå på Hogwarts længere. Og det skal jeg altså!”

[Ezekiel Amardeus]

Han lod hovedet tippe let på skrå. "Du kunne have sendt en ugle." Bemærkede han. Han var desværre vandt til at deale med teenagepiger der troede at de vidste bedst. Eller...måske Syrena ikke længere var en teenager, men hun opførte sig ofte som en.
Efter turen gennem skoven var det nu rart at være hjemme igen, mørket havde efterhånden også lagt sig som en tung dyne over skoven. Mørket mellem træerne var blæksort og uigemtrængeligt så det ud til.
Zeke lyttede opmærksomt som hun gik igang med at fortælle. Hans ansigt blev mere og mere foruroligede jo mere hun sagde, men det vr tydeligt at han gjorde hvad han kunne for at holde de spørgsmål tilbage der hobede sig op indeni. Han kunne slet ikke bære tanken om det hun måtte have gennemgået og han blev kort kastet tilbage til hele den situation han var kommet hjem til for en del år siden.
Han hældte vandet op i koppen og puttede kakaopulver i for så at komme hen og placerer koppen foran den unge pige. Han satte sig selv overfor hende og så på hende med det samme vagtsomme blik som Spencer sommetider sendte hende. Zeke rakte en hånd ind over bordet og hvilede den kort imod hendes. "Det er alvorligt Luna. Uanset hvor langt han nåede." Hun skulle ikke bagatelliserer episoden. "Jeg er virkelig ked af at du måtte gennemleve det." Der var et bedrøvet skær i blikket, hvorefter en alvorlig rynken formede sig mellem øjnene på ham, "Jeg vil give din professor ret. Det skal meldes så han kan få sin straf. Men jeg ville også mene at det ville være klogt af dig at snakke med dine forældre om det," han tøvede før han forsatte, "jeg forstår godt din bekymring omkring Hogwarts, men tror du at de ville trække dig ud over det?" Det havde jo som sådan ikke noget med skolen at gøre.

[Luna Clary Daniels]

Hun havde faktisk ikke skænket en ugle en eneste tanke, nu hun tænkte over det, var hun ret sikker på hun ikke ville ane hvad hun skulle have skrevet, men det ville selvfølgelig have give Zeke mulighed for at forholde sig til hele situationen i stedet for at hun bare havde opsøgt ham. "Undskyld... Jeg vidste ikke hvem jeg ellers skulle gå til.. og... Det.. Du var den første jeg kom i tanke om." Det var faktisk underlige at tænke på hvorfor det lige havde været ham. Måske fordi han havde været så imødekommende sidst og kendte til Spencers hemmelighed. På den måde kunne hun tale mere frit end ellers. 
Hun tog imod kakaokoppen der blev stillet foran hende og lagde hænderne omkring kruset for at lune dem lidt. Hun kunne ikke lide at han beskrev episoden som alvorlig. Det var netop hvad hun prøvede at benægte, at den var, men hvis han sagde det så var det pludselig almen viden at det virkelig havde været farlig det hun havde været igennem. Det skræmte hende. "Jeg vil helst ikke snakke om det. Der skete ikke noget, og... og alt er fint..." Hun lød ikke nær så overbevisende denne gang, men det var alligevel tydeligt at det var den måde hun altid tacklede problemer. "Gemt var glemt". "Mine forældre tror jeg faldt på trappen derhjemme. Noget måtte jeg jo sige, da de så hvordan jeg så ud." Der var ikke længere mange tydelige tegn på overgrebet, læben så fin ud igen og øjet næsten også, dog kunne det godt anes at der havde været noget. "Spencer vidst med de samme at jeg løj... Men han ved ikke jeg er her. Det er der ingen rigtig der gør. Zeke vil du ikke nok? Jeg har brug for din hjælp. Jeg vil gøre hvad som helst for dig! Men jeg kan ikke sige noget til mine forældre. De.. de venter bare på en grund for at trække mig ud af Hogwarts og væk fra den magiske verden. Jeg vil ikke opgive det!" Bad hun næsten hjerteskærende. Det var tydeligt at hun var overbevist om at hun ville blive fjernet fra den magiske verden, hvis forældrene fandt grund for det.

[Ezekiel Amardeus]

Han lod blikket hvile på hende i nogle lange sekunder og rystede så på hovedet. Der var større fisk i vandet lige nu. ”Pyt nu med det. Bare til en anden gang, jeg har ikke noget imod du kommer forbi, bare du ikke fare vild.” Sagde han så. Han var ikke vandt til at få gæster og havde ikke altid den bedste erfaring med unge mennesker, men han ville heller aldrig smække døren i hovedet på nogen.
Denne gang var hans blik mere gennembordene, ikke hårdt, men mere som aflæste han mere end blot hendes ord. ”Hør det er okay hvis ikke du har lyst til at snakke med mig om det, men du må snakke med nogen om det, for det er tydeligvis ikke fint, på nogen måder.” Slog han fast.
Zeke hævede et bryn af hende ved hendes bedende ord. ”Jeg er ikke sikker på det er en god ide.” Sagde han stille og tænkte så lidt. Det kunne følge alverdens problemer med sig. Men hendes fortabte udstråling var alligevel svær for ham at modstå. ”Vi kan lave en aftale.” Forslog han så. ”Jeg kan ikke agerer forældre for dig, men jeg skal nok gå med dig og snakke med dem.” Igen gled blikket henover hende, ”men så skal du også love mig at du får noget professionel hjælp. En du kan betro dig til at snakke med om det der er sket. Det er aldrig en løsning at benægte det.” Hans blik var en smule strengt, men roligt, ”jeg kan godt hjælpe dig med at finde en du kan snakke med.” Tilbød han venligt, men alvorligt.

[Luna Clary Daniels]

Luna trak lidt på smilebåndet. "Næste gang sender jeg en ugle først og spørger om du overhovedet vil se mig." Grinede hun. Nok var det lagt op som en joke, men det var da ingen hemmelighed, at der var en del sandhed i det også, i form af at hun ikke ville trænge sig på, hvis ikke han var interesseret i hende. Hun kunne ikke lide måden han sagde nogen på. Skulle hun så sidde og snakke med en eller anden fremmed om et problem hun næsten ikke kunne snakke om. "Altså jeg snakkede lidt med Spencer om det. Jeg vil helst ikke snakke med en fremmed om det, det.... Er det virkelig nødvendigt. Der skete jo ikke noget." Prøvede hun at slå fast, selvom hun godt vidste det var løgn. Nej han havde ikke forgrebet sig på hende, men derfor var det jo stadig et overfald, og hvis ikke hun sagde noget, så kunne det nemt og hurtigt ske for andre også. Ville hun være medskyldig i det? Faktisk ikke.
Hun kiggede over på Zeke, da han tilbød en aftale. Det var ikke lige hvad hun havde lyst til, men hun kunne godt se ideen i det, og fik nok ikke meget bedre. "Fint, så er det det vi aftaler. Jeg lover at finde en at snakke med... professionel." hun kløede sig lidt i det mørke hår. "Det må du gerne hjælpe med faktisk."

[Ezekiel Amardeus]

Zeke smilede lidt tilbage til hende, en ugle havde nok været smart, mere fordi han sagtens kunne have været på arbejde og så var hun måske faret vild. ”Altså, du er altid velkommen,” sagde han så i en rolig stemme. ”Jeg har en reservenøgle liggende udenfor over dørkarmen, så hvis jeg ikke er her kan du godt gå ind. Bare lad være med at gå ned i kælderen.” Han var ikke så bekymret for at få stjålet noget, til trods for at han var meget velhavende, havde han ikke rigtig nogen dyre ting. Det eneste han ikke brød sig om hun skulle rende rundt og kigge på, var rummene i kælderen.
Han så på hende med et lidt mere gennemtrængende blik, ”det er nødvendigt.” Slog han fast. ”Den slags hober sig op indeni hvis ikke du får bearbejdet det. Tro mig, jeg har set det ske mange gange.” Som terapeut for fangerne i Azkaban havde han både hørt og set når de holdt ting tilbage, selvfølgelig var der også andre faktorer der spillede ind for dem, men han stod stadigvæk fast ved at det ikke var noget man bagatelliserede.
”Udemærket,” sagde han så og nikkede. ”Jeg prøver at finde frem til nogen af de dygtigere psykologer til dig..” han tøvede lidt og så på hende med et roligt blik, ”du skal også være velkommen til at snakke med mig om det, hvis du føler det er mere trygt for dig, for det er i virkeligheden det som det handler om. Du skal være okay med at snakke om det, men det er også okay hvis du hellere vil have en ude fra.” Nu kendte de jo dårligt nok hinanden. Han vidste hun gik på Hogwarts og at hun var venner eller kærester med en ung varulv. Så vidste han at hun hed Luna, men det var også ca. det. Så teknisk set var han jo fremmed, men hvis han skulle hjælpe hende med Spencer var hans ikke sikker om hun havde lyst til at dele for mange detaljer med ham.

[Luna Clary Daniels]

Det føltes rigtig godt at vide, at hun altid ville være velkommen der. Nu kendte hun også vejen til hvor præcis han boede, hvilket gjorde det hele en hel del nemmere. "Tusind tak Zeke. Måske jeg får brug for det en dag." Hun håbede det helt ærligt ikke. Jo selvfølgelig ville hun gerne besøge ham og sådan, men direkte at for Brug for det, det havde hun ikke behov for. Hun kunne ikke lide tanken om hvad hun ville kunne få brugt for en varulv til, men det var da alligevel rart nok at vide det. "Tak det er pænt af dig." Det var stort for Luna at han fortalte hvor han havde sin reservenøgle til at ligge. Det fortalte hende meget om tillid og det varmede ærligt talt i hende. Hun rynkede dog brynene ved det han netop havde sagt. "Hvad er der i kælderen?" Spurgte hun, selvom hun godt vidste at han nok ikke ville basvare spørgsmålet. Det ville hvert fald ikke give mening. Det lød helt sikkert som et sted hun ikke skulle komme eller skulle have noget at gøre med, så det ville være mærkeligt, hvis han bare sådan ville fortælle det. Hun kunne dog ikke lade være med at spekulere. Var det bare hemmeligheder, eller kunne det direkte være farligt for hende at gå derned?
Hun lyttede til hvad han sagde om at ting kunne hobe sig op, og straks slog tanken hende, hvor meget der måske så allerede havde hobet sig op. Det blå øjne hvilkede på ham i noget tid, mens hendes brystkasse hævede og sænkede sig og hjertet slog hårdt i brystet på hende. "Jeg vil hellere snakke med dig så, men der er altså ikke mere at sige." Det var ikke fordi hun direkte forsøgte at skjule noget, men hun følte virkelig hun havde fortalt hvad der var sket. Hun var jo blevet "Reddet" inden der nåede at ske noget. "men kun hvis du har tid selvfølgelig."

[Ezekiel Amardeus]

Han nikkede kort og rømmede sig, ”Og altså hvis Syrena er hjemme skal du ikke lade hende skræmme dig væk.” Konstaterede han med en let grimasse.
Det havde måske været et selvmål at sige til en teenager at der var et sted man ikke skulle bevæge sig hen, men ikke desto mindre var kælderen det eneste sted i huset som var komplet off limit. Det havde gjalt selv for Syrena der trods alt boede i huset sammen med ham.
Et lidt mere alvorligt blik blev tilsendt hende, ”bare lov mig at du ikke går derned.” Sagde han så og flyttede atter fokusset til teen. Okay forhåbentlig fik han det ikke til at lyde som om at han solgte slaver fra sit kælderrum, men han havde bare ting dernede som han ikke brød sig om at andre skulle se.
Zeke kunne godt aflæse på hende at der lå mere bag. Hun var ikke okay. ”Sommetider er det ikke kun at snakke om hvad der skete, men også at sætte ord på hvad du følte i øjeblikket. Hvad du føler nu når du snakker om det, eller bare tænker på det.” Forsøgte han at forklare. Sket var sket, det ændrede sig ikke uanset hvor meget man snakkede om det, men følelsere omkring det kunne give udslag på mange måder og tidspunkter hvor man måske mindst ventede det. ”Vi døjer alle med tingene på forskellige måder, små ting kan tricke de ting der ikke er blevet bearbejdet. Fx. hvis du dufter en duft som du lugtede den dag, eller ser en person der minder om ham der var efter dig.” Forklarede han hende roligt. ”Jeg har tid.” Sagde han afgjort.

[Luna Clary Daniels]

Luna rynkede brynene og så lidt usikkert over på ham. "Syrena? Hun er... din søster?" Hun var ikke helt sikker, men navnet virkede en anelse bekendt for hende. Kunne kvinden være blevet omtalt i nogen af de artikler hun havde læst om Ezekiel da hun i første omgang havde undersøgt hvem han var? Hun var faktisk ikke sikker, det var ikke det der havde været i fokus dengang. 
Luna kiggede over på ham igen, så kælderen var privat område. Det var vel sådan set forståeligt nok, måske var det bare der han var under fuldmåne ligesom Spencer havde sit bur, og var det tilfældet, så forstod hun egentlig godt, at hun ikke måtte kigge derned, det var ret privat den slags. "Jeg går ikke derned. Det lover jeg." Forsikrede hun så og nikkede så der ingen tvivl var om at hun mente sine ord. Hun ønskede ikke at ødelægge det bånd hun havde til Zeke. Man kunne ikke rigtig kalde det et venskab, men det var rart at kende ham i forhold til hendes omgang med varulve og generelt rart med en voksen at kunne snakke med som ikke var hendes forældre. Det var somme tider nemmere.
Ordene omkring hvorfor det var vigtigt at snakke om et overfald gav god mening og hun bed ned i underlæben ved tanken om det. Ikke så meget grundet det overfald de snakkede om her, men den dag Jayson "JJ" Jacobo og hans slæng havde været efter hende; dét havde sat dybe spor i hende! Hun var stille mens hun snakkede og kiggede ned i koppen for at undgå øjenkontakt. "Jeg... var bange. hmm... Jeg... Han mente det vidst ret alvorligt, at jeg ville dø, hvis jeg skreg.... men.. Det var ikke det, der gjorde mig bange. Jeg var mere bange for at han ville fuldføre det han havde gang i.. og... Jeg kan ikke lide at blive holdt fast."  Hun drak lidt af sin kakao, der var begyndt at blive lunken, derpå trak hun vejret tungt og kiggede over på Zeke. "Det fik mig til at tænke på den dag på skolen... før ferien.. Jeg blev overfaldet... Eller altså, der var tre drenge som... Som... De ville have mig til at fortælle sandheden om Spencer, men jeg gjorde det ikke. Jeg ville ikke svigte ham! En af dem slog mig... Det gjorde ham der Darko også... Men... de... de.. to af dem... de... holdte mig, mens..." Det gjorde ondt i brystet. Hun havde aldrig nævnt dette her for nogen før og nu kunne hun ikke rigtig stoppe, selvom hun ikke syntes det var rart, så kunne hun ikke stoppe. "Han slikkede mig i ansigtet.... Hele vejen ov..over mit ansigt... Det var så ydmygende... "Det er vel sådan du vil have det hundeelsker!"... " Sætningen gav stadig genlyd i hovedet på hende og sammen med den mindet om Spencer der havde mistet besindelsen og havde været ved at slå Jayson ihjel. Det var hvert fald Lunas opfattelse af det. Hvis ikke hun havde stoppet Spencer, var Jayson måske kommet alvorligt til skade.
Luna havde ikke bemærket at tårerne var løbet ned over hendes kinder, som hun havde fortalt. Det var først den det dryppede ned på hendes hånd, at hun blev opmærksom på det.