Lang ude i skoven

[Luna Clary Daniels]

Hun græd fortsat, og som hun mærkede ham til på, søgte hun alligevel lidt ind imod ham, uden at lægge armene omkring Zeke. Det ville hun alligevel ikke. MEn lidt nærhed havde hun dog brug for, nok mest fordi hun var så ked af det. Det gjorde ondt i brystet på hende og hun følte en ubehagelig trykken, men hun kunne intet sige. Han var tom for ord, hvilket var enormt skræmmende. Hun havde brug for at snakke, for at sige et eller andet, men der var end ikke den mindste lyd i hende. Stille tørrede hun derfor bare øjnene, og snøftede engang. Hun prøvede at synke den klump der havde sat sig i halsen på hende, men det virkede ikke videre succesfuld. der kom nogle uforståeligt lyde mens hun hiksede lidt. "jeg... Jeg... nor..normalt kan jeg  si..sige så meget." Det irriterede hende og hun var flov over sig selv. Det var flov ikke at kunne sige noget og bare sidde der og tude!

[Ezekiel Amardeus]

Som han mærkede hende komme lidt tættere på sig, strøg han hende trøstende ned over skulderen. "Sommetider rækker ord ikke, og det er der ikke noget galt i." Svarede han hende i en medfølende tone. De grønne øjne hvilede betragtende på hende. Han forstod godt at det måtte være svært for hende og hun skulle bare vide at det var okay i at være ked af det. "Der er ingen skam i at være ked af det. Det er kun sundt at komme ud med det så det ikke hober sig op indeni." Øjnene var blide og han slap hende kort for at gå ud og finde noget papir til hende. Han vendte tilbage og rakte det til hende så hun kunne tørre sine øjne. "Jeg ved godt at det måske ikke virker sådan lige nu, men det her er en god ting." Igen lagde han en trøstende hånd mod hende skulder.

[Luna Clary Daniels]

Nok var det okay at græde, det mente Luna jo egentlig også selv, men hun var jo den stærke! Den klippe som stormen ikke skulle kunne bøje. Lige nu følte hun sig dog noget mere som et lille sandkorn, der blev blæst væk af stormen. Hun havde intet styr over sig selv eller sine følelser. Men det hun mærkede røre på sig var irritation og vrede. Begge dele fordi hun lod sig salv bryde helt sammen på denne måde. Hun burde være stærkere end det!
Hun mærkede Ezekiel gå og kiggede efter ham, for at holde øje med om ham mon kom tilbage. Der gik heldigvis ikke længe, før hun igen fik øje på ham. Her tog hun også imod papiret med et lille nik som tak og tørrede øjnene. "Undskyld. Jeg.. Det hele flød bare over." Hun trak vejret dybt og så op på ham igen. "Jeg kan normalt holde til meget mere, men... en anden ting er... Hvorfor mig? Hvorfor er de efter mig? Jeg mener... overfaldsmænd og skolekammerater. Altså mit blod er dårligere, men ellers?" Hun forstod det ikke og fandt det på ingen måde rimeligt, hun forsøgte jo netop at hjælpe folk.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke slog let ud med den frie hånd som hun begyndte at undskylde. "Du skal ikke undskylde, alle mennesker har et bristepunkt." Sagde han roligt. Det var aldrig sundt at holde den slags inde og det håbede han at hun forstod. "Du skal ikke skamme dig over ikke at kunne bære al den vægt på dine skuldre, du har været udsat for langt mere end hvad nogen personer burde blive udsat for, det er klart at den slags tynger på en." Hans stemme var mild, men alvorlig.
Det næste spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene med en tænksom mine. "Det er ikke godt at vide, nogle mennesker føler sig truet af folk med en stærk persona. De vil gerne vise at de kan styre andre," det var nok mest i forbindelse med klassekammeraterne. Hvis de så hvor mentalt stærk Luna var, kunne det være at det syntes det var sjovt at nedbryde for at vise at de var de stærke. Det var naturligvis ikke sikkert, men det var hans bedste bud.
Noget andet fangede dog hans opmærksomhed og han rynkede kort på næsen, "dårligere blod?" Han hævede brynene.

[Luna Clary Daniels]

Luna så over på ham og lagde hovedet let på skrå. Hun vidste da godt der var noget mening i det han sagde, men samtidig havde hun bare også rigtig svært ved at acceptere det. "Ja, jeg ved det godt. Jeg havde nok bare ikke helt regnet med, at jeg skulle være den der sad og tudede foran en voksen mand, som jeg stadig ikke helt kender." Hun så undskyldende op på ham ved ordene. Det var trods alt hende, der havde opsøgt ham, og ikke omvendt. "Jeg mener bare.. jeg er jo bare kommet vadende fordi jeg havde læst noget om dig... og snakket med dig en gang før, men... det bare nemmere med dig."  forsøgte hun så at forklare, mens hun strøg de sorte lokker væk fra øjnene. En tid sad hun og kiggede ned i bordet uden rigtig at gøre væsen af sig, men da han så spurgte til, hvad hun havde ment med dårlig blod, måtte hun vel krybe til kors. Hun var ikke sikker på, at det ville være nok til at få hende smidt på porten, men egentlig regnede hun ikke med det, selvom tanken da var der. Hun snøftede engang og så op på ham som hun svarede. "Dårligt blod, mudderblod, kald det hvad du vil. Mine forældre er begge mugglere, og dermed er både jeg og min storebror Mugglerfødte. Det høre jeg meget for." Det var ikke fordi hun forventede at Ezekiel kendte til Toby, men hun havde lidt nemmere ved lige at sige hun altså havde en bror også.

[Ezekiel Amardeus]

Den ældre varulv trak let på skuldrene. "Sommetider er det lettere foran folk man ikke kender på helt så personligt et plan, så er det nemlig ikke noget man behøver at tage så meget stilling til efterfølgende." Forklarede han roligt. Ofte hvis man græd foran folk der kendte en og man så ofte, ville de spørge ind til ting som man måske ikke havde overskud eller var klar til at tale om, men de ville "presses på" fordi de kendte en. En fremmede kunne være en let skulder at græde ud ved, hvor man ikke behøvede at blive mindet om det konstant efterfølgende.
Han lyttede til hende og nikkede roligt. "Jeg er glad for at kunne hjælpe dig." Sagde han roligt.
Zeke der selv var fuldblod, havde aldrig gået op i blodstatus. For ham var alle ligestillet uanset hvilke udfordringer man lå inde med. Hovdet blev tippet let på skrå. "Der er intet galt i at være mugglerfødt Luna." Sagde han bestemt. "Lad dem ikke overbevise dig om det. Du ved en masse om begge verdener, dét gør dig da klart til den mere priviligerede af jer." Han slog let ud med hånden, "jeg er fx fuldblod. Jeg er vokset op omkring magi og det samfund, jeg kan ikke engang tænde det tv jeg har hængende inde i stuen." Et lille sjlældent smil meldte sig. Han havde kun fået fjernsynet for hans ekskæreste Louisianna Winters og hendes datters skyld. I dagligdagen var det ikke det store problem for ham, fordi han altid holdt sig for sig selv, og nærmest kun så Azkaban, sit hjem og Hogsmeade når han skulle købe ind, men hvis han en sjælden gang i mellem skulle til Edinburgh eller London, følte han jo nærmest at han var havnet på en anden planet.

[Luna Clary Daniels]

Ezekiel havde helt sikkert fat i noget, med at det var langt lettere at snakke med en der ikke var familie. Det føltes ikke helt så sårbart på samme måde og så var det noget nemmere generelt, når zeke også kendte til Spencers varulve side. Hun var ikke helt så bange for at blive dømt eller få den samme medlidenhed, som hendes mor sikkert ville udvise. "Ja, du har nok ret." konkluderede hun bare uden rigtig at ville sige mere. sandheden var at hun var ved at være træt oven på alle de følelser de havde fået vendt og alt det hun havde fået lettet fra sit bryst. 
Hun smilede dog til ham som hun fnøs lidt. "Jeg er fuldt ud tilfreds med hvem jeg er og ønsker ikke at være andre, ej heller at have andet blod i mine årer, desværre er der mange andre der mener jeg er et problem. Jeg er dog ligeglad. De skal ikke få mig ned på grund af det."  Hun kiggede dog overrasket på ham og rynkede uforstående brynene som han snakkede om et tv. "Hvorfor have et tv uden at kunne bruge det? og hvordan kan man ikke finde ud af det? du skal jo bare trykke på en knap." der var intet nedværdigende over det Luna sagde, det overraskede hende bare. for hende var det super nemt jo.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke betragtede den unge pige i nogle lange sekunder. Han kunne godt fornemme at hun så en smule træt ud nu, men at bryde sammen på den måde, tappede også ofte en for energi.
Et smil bredte sig på hans læber da hun slog fast at hun ikke skammede sig over den hun var. Hvilket hun i hans øjne bestemt heller ikke havde nogen grund til at gøre. ”Det er godt at høre, og det er også den helt rigtige indstilling.” Roste han. Blikket blev dog vendt imod den mørke tvskærm over karminen og han trak let på skuldrene. ”Det minder mig nok lidt om det liv jeg havde engang. Jeg har bare ikke helt kunne få mig selv til at smide det ud.” Sagde han med en lidt betænksom mine, for ja, hvorfor havde han egentlig ikke smidt det ud? Han var ikke engang sikker på om det kunne tænde hvis han skulle være ærligt. ”Jeg er elendig til teknologi,” indrømmede han og så tilbage på hende. ”jeg har aldrig forstået det. Ikke at jeg har gjort den store effort for at lære det. Den slags interesserer mig nok bare ikke helt så meget.” Han trak let på den ene mundvig. Han havde desuden altid syntes at tv’et var et støj-apparat, og han forstod ikke meningen med at sidde og “se en film.” Hvorfor skulle man dog spilde sin tid på det når det ikke engang var virkeligt?

[Luna Clary Daniels]

Det var sjovt med Ezekiel, på en eller anden måde glemte man hurtigt, at han var varulv. Han var så flink og hjælpsom. Men omvendt, så bekræftede det jo også bare Luna i at varulve ikke var så slemme som folk gjorde dem til. Selvfølgelig skulle man altid have sin respekt for væsenet bag dyret, men Zeke var jo endnu et bevis for at det ikke var direkte farlige. Hun smilede som han bekræftede hendes indstilling til blod. "Minoriteter er der mange af jo. En dag laver jeg måske et center, hvor man kan komme og få hjælp, eller altså du ved komme og snakke med nogen, som har oplevet det samme. Jeg ved ikke hvordan endnu, men det er min plan."  forklarede hun stolt så passionen strålede ud af hende. Man skulle være blind for ikke at se hvilken kærlighed hun havde for dette projekt og se oprigtigheden i hele projektet. Det var ikke bare for hæder og ære, det var virkelig for at hjælpe andre. Luna skævede mod tv-skærmen igen og så så tilbage på Zeke. "Du skulle overveje at se en film engang. Det kan være virkelig hyggeligt."

[Ezekiel Amardeus]

Zeke betragtede hende som hun kort fortalte om sine visioner. Det lød ikke som nogen dum ide. "Det lyder som et spændende projekt." Lige nu arbejdede han i Azkaban, men han kunne godt mærke at hans passion for det han lavet var dalet alvorlig efter hans fars død. Det var som om at han ikke helt selv vidste hvorfor han blev ved med at være der. Eller jo, selvfølgelig var der den fordel i det at han kune låse sig selv inde ved fuldmånen, men selve den kampgejst han havde haft engang, var dalet en del.
Desuden, hvis han skulle skifte karrierer, hvilken retning skulle han så gå? Han havde for en meget kort stund overvejet at opstarte et eller andet som det Luna snakkede om. Noget hvor folks der var blevet bidt kunne komme og få en form for vejledning. Zeke havde aldrig været god til at tage chancer. Han var en tryghedsnarkoman så tankerne var hurtigt blevet pakket væk igen.
Tankerne blev skubbet i baggrunden som hun sagde det med filmen. Han smilede svagt og rystede let på hovedet. "Jeg prøvede engang, jeg bliver for rastløs." Inrømmede han.

[Luna Clary Daniels]

Der var ikke rigtig nogen endnu der kendte til hendes projekt, eller blot tanken om det endnu, men at Ezekiel virkede positivt stemt overfor det, gjorde hende bestemt glad. Ikke at det ville få hende ned med nakken, hvis han havde været modstander af det. Der skulle mere til at slå hende af pinden! "Jeg skal selvfølgelig lige være færdig med skolen først, og nok tjene nogle penge, så jeg har råd til at kunne holde dette her, men min tanke er lidt Hogsmeade. På den måde vil elever på Hogswarts også have mulighed for let at komme forbi." Luna var ikke spor i tvivl om at det var det hun ville når hun var færdig med skolen. Hun skulle nok finde nogle sponsorer og så nogle rådgivere, som altså selv havde oplevet lidt af hvert eller som måske var varulv fx. Men det skulle lykkes. Om ikke andet ville hun gøre et forsøg, før hun var klar til at opgive det helt.

Hun smilede lidt af ham, som han fortalte at han blev rastløs af at se tv. Det gav måske meget god mening egentlig. Det måtte være mærkeligt at være vokset op helt uden teknologi. Ikke at kende til hverken tv eller Radio. "Du vil måske hellere ud og spille bold?" Spurgte hun en anelse flabet, hvilket kun var tegn på hun havde det godt.

[Ezekiel Amardeus]

// Tilladelse givet til at styre Lunas handling.

Zeke havde atter taget plads. Han så på hende imens hun funderede. ”Det lyder som en rigtigt godt ide.” Roste han hende. Hendes ambitioner var der i hvert fald, men der kunne selvfølgelig nå at ske mange ting i hendes liv indtil da. Forhåbentlig ville hun nå at udleve sin drøm. ”Hvis du virkelig brænder for det, er jeg helt sikker på at det nok skal løse sig for dig.” Opmuntrede han hende i en venlig tone.
Hans grønne øjne vandrede lidt til uret. Han ville ikke være uhøflig, men klokken var ved at være mange og hun skulle vel ikke alt for sent hjem, så blev hendes forældre nok bare bekymret.
Hendes sidste kommentar fik ham til at se på hende med et hævet bryn. ”Du har det vidste fint iigen.” Kommenterede han så. Nu gik det ham ikke rigtigt på, men hun skulle bare vide at netop den joke med bolden faktisk ramte en nerve hos ham. Ikke så meget når den kom fra hende, men han havde prøvet nogle gange af nogen af fangevogterne havde kastet tennisbolde foran ham og råbt aport. Deres syge måde at gøre grin. Sommetider kunne man godt glemme at de var voksne mennekser. Alt dette kunne Luna dog ikke vide og derfor lod han den også slippe med et lille smil.
”Vi må vidst hellere få dig hjem inden dine forældre bliver bekymret for dig.” Sagde han så og rejste sig. ” Du kan bruge min kamin til at tage susenetværket hjem.” Opfordrede han og fulgte den unge pige hen til kaminen. Som hun trådte ind gav han hende noget susepulver i hånden. ”Pas godt på dig selv Luna...og du er altid velkommen til at komme på besøg en anden dag.” Sagde han roligt. ”Jeg lader min kamin stå åben for dig så du ikke skal til at vade gennem skoven næste gang.” Han var ikke så bekymret for at få uanmeldte gæster, han lavede alligevel aldrig noget interesssant.
Han vinkede til hende en enkelt gang, før han så hende forsvinde i de grønne flammer.

// out