Lang ude i skoven

[Ezekiel Amardeus]

Han nikkede bekræftende på hovedet til den del med at Syrena var hans søster. Samtalen gik videre til kælderen og da hun ligesom havde forsikret ham om at hun ikke ville gå derned fik han atter et lidt mere afslappet udtryk i ansigtet.
Zeke lyttede til hendes ord med en alvorlig mine, ”det gør ingen forskel om han mente sine ord eller ej, pointen er at du troede på det.” Sagde han roligt. Så længe hun havde følt sig truet var det dét som talte, ikke om hvorvidt truslen havde været reel eller ej.
”Men han fuldførte det ikke, det er vigtigt at holde fast i.” Sagde han roligt ”Det er kan også være utrolig grænseoverskridende at blive fastholdt af nogen man ikke kender,” sagde han mildt, uvidende om hvad der lå som den egentlige bekymring bag hendes ord før hun begyndte at forklare. De grønne øjne holdt sig fæstnet ved hendes.
Han kunne godt se hendes øjne blive våde som hun snakkede og han rakte lidt forsigtigt en hånd ind over bordet og lagde den over hendes kort efter tåren have ramt. ”Hvad der er vigtigt at huske på er at du ikke gjorde noget forkert.” Sagde han roligt, ”Du var en god ven at du ikke fortalte om ham, men du skal også passe på dig selv.” Hovedet tiltede på skrå. ”Fortalte du det til en professor? Elever som dem bliver nødt til at få reprimander, da de som regel lader det gå ud over flere elever.” Forklarede han og sukkede. ”Men du skal ikke høre på dem, Der er intet galt i at være venner med varulve og jeg er sikker på at din ven sætter stor pris på det du har gjort for ham.” Hans stemme var trøstende og beroligende. ”Verden er desværre fuld af smålige mennesker der finder det nødvendigt at hakke ned på andre, som regel er det for at få det bedre med sig selv.” Han rystede let på hovedet. ”Du må bare huske på at det er dig som er den stærke af jer. Du tør stå fast på dine principper. Han er en kylling der gemmer sig bag sin popularitet, men når alt kommer til alt er han sikkert alene.” Sådan var det i hvert fald ofte.

[Luna Clary Daniels]

Luna sank en klump og lyttede til hvad Zeke fortalte. Han lød virkelig psykologagtig og det kunne sikkert også have hjulpet hende, hvis det var i den gruppe hendes problemer lå, men det var det ikke. Det var ikke det der havde været galt ved det. "Jeg ville aldrig sladre om nogens mørkeste hemmelighed. Okay jeg ved godt jeg har fortalt dig om Spencer, men det er noget andet. Men jeg ville ikke sladre til nogen på skolen. End ikke ti vilde heste skulle kunne få mig til det." I den sag lød hun meget sikker. Det var et standpunkt for hende, lige såvel som at man ikke skulle lyve. Der var bare generelt nogen ting man ikke gjorde mod dem man holdt af. Hun fnøs kort og fortsatte så. "De kan kalde mig muddeblod og påstå jeg ikke høre til der, det røre mig ikke. Ikke når det gælder folk der ikke selv kan kæmpe deres sag. Jeg er stædig og viljefast. Jeg er ligeglad med hvad de siger, det røre mig ikke. Jeg ved de tager fejl."  Hun havde en pondus i stemmen, som forsikrede alle der hørte på at hun mente hvert et ord hun sagde, men så sank hun ligesom lidt sammen igen. "Men... Jeg kan ikke lide at blive holdt fast. og.. og.. Jayson han.. Det var egentlig ikke det han sagde, men mere hans... Jeg har aldrig følt mig så ydmyget så blottet. Det var så nedværdigende. Men nej, jeg fortalte det ikke til nogen lærer. Hvad skulle de kunne gøre? Desuden ville jeg bare selv få problemer så og Spencer... Hans problemer ville nok være blevet endnu større." Hun kørte en finger rundt langs kanten af koppen mens hun tænkte lidt. Flere gange rynkede hun på næse og bryn, men slap det igen uden at sige noget. "Men... Zeke?... Der skete noget med Spencer den dag... Han... øhm.. han.. Det var som om ulven tog over... Hans øjne blev gule og... Hans tænder nærmest spidse.... Jeg... Det var virkelig uhyggeligt... Dét gjorde mig bange! Meget bange!! Han... kunne han... Jeg var bange for han ville slå Jayson ihjel... Jeg fik ham stoppet, men hvad hvis... Hvad hvis ikke han havde lyttet til mig? De endte alle 3 på hospitalsfløjen."  hun tav igen og stirrede lidt blindt frem for sig og rystede så som en kyldegysning løb hende ned over ryggen. "Jeg kunne intet gøre, andet end blive slikket i hovedet som et eller andet underlegent væsen..."

[Ezekiel Amardeus]

Zekes bryn formede sig i en let rynken over hun ikke ville sladre. ”Ikke sladre om dem der udsatte dig for de ting? Jeg går ud fra at skolen allerede ved besked om..Spencer, ellers ville I nok stå med helt andre problemer på hånden.” Sagde han ærligt. Havde hun fortalt ham at skolen ikke kendte til at der var en varulv på skolen, ville han forlange at hun informerede dem om det, han vidste hvor galt det kunne gå hvis ikke en varulv blev lukket ansvarligt inde under en fuldmåne.
”Det er kun godt, det bør heller ikke røre dig.” Sagde han roligt. Zeke lyttede igen kort og sukkede så. ”Men de burde ikke få lov at slippe afsted med det.” Sagde han bestemt uvidende om at både Jayson og Spencer havde været en tur på rektors kontor efter episoden. ”Jeg forstår godt at det har været en voldsom oplevelse for dig, iog hvis det er et problem for dig i hverdagen med at føle dig fastholdt, er det noget du måske bør arbejde med sammen med en du stoler på, sådan at det ikke går hen og udvikler sig til angst.” Forklarede han venligt.
Han tog en tår fra sin egen kop og lyttede som hun fortalte om Spencer. Han nikkede forstående et par gange som var han helt med på hvad hun snakkede om.
Med begge hænder om koppen tog han en dyb indånding og så lidt ned i den sampende væske imens han lige forsøgte at formulerer det rigtigt. ”En ting man bliver nødt til at forstå omkring varulve, er at det er en del af den person man er, som vi snakkede om sidst så kan man hurtigt blive påvirket af sine følelser, især når man er ung og ikke har lært at kontrollerer det eller lukke af for det.” Han sippede til koppen og rettede så blikket tilbage imod hende, ”en varulv vil altid gerne være “alfaen” det ligger i dens natur. Som regel kan man holde det nede, men i visse situationer hvor man er blevet presset, kan det godt snappe.” Forsøgte han at forklare. ”Jeg går ud fra at Spencer holder af dig som du holder af ham, hvis han har set dem gøre dig fortræd har det udløst en ret voldsom vrede, den vrede bliver hurtigt forstærket grundet ulven og trangen til at “vise dem hvem der bestemmer”, og sætte dem på plads bliver virkelig stor, som i næsten umulig at modstå.” Han bed sig lidt i underlæben, ”Som varulv har du styrken og reflekserne, problemet er bare at det kan være svært at kontrollerer hvis man er forblændet af vrede. Den vrede kan være farlig fordi man ligesom lader ulven styre sig, eller rettere instinkterne, desværre er ulven bare ikke særlig tilgivende, dens natur er ret brutal hvilket også er grunden til man ikke kan tæmme en varulv i ulveform.” Han kneb øjnene let sammen, ”giver det mening?” Spurgte han ind. ”Når man bliver drevet derud hvor ulven “har overtaget” sindet, er det svært at slå fra før man er faldet ned, igen handler man i blindt raseri….med meget stor styrke.” Han skar en lille grimasse, ”Når dette sker kan det også komme til udtryk i de gule øjne, spidse tænder og klør. Men man vil aldrig kunne forvandle sig helt og det vil fortage sig så snart man falder ned igen, kun enkelte varulve jeg har hørt om er i stand til at “fastholde” denne process.” Tanken alene gav ham næsten kuldegysninger. ”Du må have stor betydning for ham hvis du kunne kalde ham tilbage fra det stadie, det er ikke nemt at genvinde kontrollen.” Sagde han så, desværre talte han af erfaring. ”Men altså især øjenfarven kan skifte meget i forbindelse med følelsesmæssige højdepunkter. Vrede, sorg, afmagt, men også glæde. Man kan både lære at tricke det selv eller holde det igen som jeg viste dig den dag på cafeen. Forskellen kan være svær at se, men de bliver på en måde mere….vilde og dyriske hvis man er ude af kontrol, hvis man er i kontrol kan man stadigvæk se personen bagved blikket.” Han var ikke sikker på om hun forstod hvad han mente.

[Luna Clary Daniels]

Zeke måtte have misforstået hende, men hun havde også svært ved helt at snakke om det, så det undrede hende ikke. "Nej ikke dem, dem er jeg ligeglade med. Spencer! Jeg ville aldrig sladre om Spencer til nogen uanset... Næsten, hvad de gjorde mig." Hendes stemme knækkede, som hun indirekte måtte indrømme at hun alligevel var endt med at give efter det generede hende stadig. Hun havde svigtet Spencer i det øjeblik, hun havde bare ikke været stærk nok og hun hadede sig selv for det. "Jeg er ligeglad. Hvad nytter det at de får problemer bagefter? Det kan ikke fjerne hvad de gjorde. Desuden er der ingen grund til at blande lærerne ind i det. vi klarede det jo... sådan da." Lærerne ville ikke kunne gøre meget andet end at give dem en eftersidning og hvad skulle det hjælpe? De ville stadig havde gjort de ting de gjorde, Hun ville stadig være knækket. Så for hende at se kunne man lige så godt lade den ligge der.
Hun kiggede opmærksom på hans konklusion omkring hendes problem. Skulle hun gøre noget ved det? og i så fald hvad? Hun ville helst bare undgå det. "Jeg hader at føle mig hjælpeløs. hjælpeløs og bundet, fanget eller hvad det nu er. Jeg kan bare ikke lide det." prøvede hun at forklare ham igen. dog uden at snakke om at gøre noget ved det, det forstod hun sig ikke på. Ikke andet end at undgå at det skete. Hvilket var hendes bedste plan indtil videre, den lykkedes dog ikke altid. "Angst? kan det det?" Hun tænkte tilbage på sit sidste møde med Spencer, selv der havde hun faktisk kunnet mærke frygten røre lidt på sig, da han havde ligget på hende med hovedet skjult i hendes hård og ikke ville flytte sig. "Ka... kan du hjælpe mig?" Spurgte hun roligt. Det virkede på en eller anden måde nemmere. Hun nikkede ved konklusionen om at Spencer holdt af hende som hun holdt af ham. "Altså vi... Det ikke længe siden han blev min kæreste." Hun mærkede en ukendt varme i kinderne, som blev lyserøde ved tanken om det sidste møde med Spencer. "Han blev virkelig virkelig vred, da han så det. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Han smed nærmest hvad han havde i hænderne og var klar til at smadre dem. Det var så uhyggeligt, men som sagt fik jeg det stoppet. Eller jeg tror det var mig... Måske, jeg ved det faktisk ikke."
Brynene rynkede sig igen før hun drak noget af sin kakao og så så op på Zeke. Der var så meget at lære. Det var spændende men skræmmende og når det var som nu, havde Luna ingen stopklods, hun sagde hvad hun fandt nødvendigt og spurgte når hun blev nysgerrig, men det var vel byrden ved at være Ravenclaw. "Jeg tror da ikke det er så vigtigt? Det ved jeg ikke, jeg var virkelig bange for ham. Bange for at han ville slå en af de andre ihjel. og så.. så stak jeg af. Og... undgik ham.. Til fuldmåne. Kun fordi jeg ikke ville bryde mit løfte om at være hos ham, når han skifter. Men det var virkelig ikke rart! Jeg... Jeg var så bange for ham, og det sårede ham" Hun så igen ned og lagde armene om sig. "Det må have sat sig i ham for.. Vi var sammen for nogle dage siden, hvor hans øjne skiftede, og... Han ville ikke se på mig fordi han ikke ville skræmme mig."

[Ezekiel Amardeus]

Zeke opfangede hvad hun mente og han sukkede let. ”Jeg forstår godt din loyaliet, men du skal også bare huske at passe på dig selv. Det er jeg sikker på at Spencer er enig i.” Sagde han uden at kende den unge varulv. Han måtte bare gå ud fra at Spencer også bekymrede sig om Luna.
Han ville ikke diskuterer med hende om eleverne fortjente straf eller ej. Det var jo egentlig heller ikke pointen med snakken. Ikke direkte i hvert fald. Pointen var hvordan det havde endt med at påvirke den unge heks overfor ham.
Han lyttede forstående som hun sagde at hun ikke brød sig om at føle sig hjælpeløs. ”Du er ikke hjælpeløs, du er en stærk ung kvinde, men hvis du gerne vil være stærkere og føle du har mere kontrol -selv uden tryllestaven, så kan du altid blive tilmeldt programmer med folk der har været overfaldet, du kan tage kurser i selvforsvar.” Forklarede han hende roligt. Det var nu mere en mugglerting, og han havde ærligt ikke den helt store erfaring med det, men han vidste at de fandtes.
”I stedet for at sige til dig selv at du er hjælpeløs, skal du sige til dig selv at du er stærk og modig. Jo mere du fortæller dig selv hvor utilstrækkelig du er, jo værre vil det blive.” Forklarede han stille.
Han så roligt på hende ”jeg vil i hvert fald gerne gøre hvad jeg kan.” Forsikrede han hende så. Hun virkede som en fornuftig pige, ”men så kræver det også at du tager imod mine råd og at du selv er klar på at arbejde med dig selv.” Tilføjede han.
Zeke smilede venligt til at de var kærester nu. Det var dejligt at høre at de to havde fundet en form for ro i hinanden på trods af det hele. Det fadede dog langsomt da hun snakkede videre. ”Ja..det lyder som om at han mistede kontrollen over sig selv.” Konkluderede Zeke med alvorlig mine. Det kunne godt ende med at blive en farlig situation. Igen vidste han det kun alt for godt af personlig erfaring. ”Jeg vil ikke skræmme dig, men du gjore klogt i at være bange Luna. Hvis en varulv er i det form for blindt raseri, kan man komme til at gøre ting man efterfølgende fortryder.” Han bed sig kort i læben og så kort ned i bordpladen for lige at finde den rette måde at forsætte på, ”Men det lader til at du kunne kalde ham tilbage. Det er en god ting at have i mente.”
Igen kom der et lille forstående nik fra ham, ”Kan han selv skifte sin øjenfarve? Altså kan han selv fremprovokerer det? Eller sker det altid udenfor hans kontrol?” Zeke hvilede albuerne imod bordpladen som han foldede sine hænder foran sig.

[Luna Clary Daniels]

Luna vidste egentlig godt at hun var dårlig til også at passe på sig selv, men nogle ting var bare vigtigere for hende. Der var så meget hun kunne kæmpe for, så skete det altså et hun selv blev tilsidesat. Hun vidste godt Spencer nok ikke altid var lige enig med hende, men altså det stod bare ikke til at ændre. "Det siger han ofte, jeg glemmer bare lige så ofte at høre efter. Jeg mener, jeg kan jo godt... okay jeg kan forholdsvis godt holde til det og jeg tager gerne de klø, frem for at han skal peges finder af, bare fordi han er varulv." Det var ikke ligefrem noget Spencer selv havde valgt, og hun vidste hvor hårdt livet allerede havde været for ham. Hun ville være den der stod på hans side, den han kunne føle sig tryg ved og den han kunne stole på. Hvordan kunne hun være det, hvis hun bukkede under for pres? Det var bare ikke en mulighed! Hendes stædighed sagde det imod!
Hun vidste da også godt at hun ikke var hjælpeløs, ikke hele tiden hvert fald, men den dag havde hun bestemt følt sig hjælpeløs. Hjælpeløs og en smule bange. Hun så væk og tænkte et øjeblik over hans ord. "Altså jeg føler mig jo ikke hjælpeløs til daglig, men de holdt mine hænder og rev mig i håret. Ligegyldig hvad jeg gjorde, så kunne jeg ikke komme fri. De var også tre imod en. Måske ikke helt fair odds... Men jo.. Måske er et kursus i selvforsvar ikke dumt. Så skal jeg bare overbevise mine forældre om at det er en god ide. De bliver sikkert glade bare ved at det er en mugglerting." Lunas forældre var begge mugglere og ikke ligefrem storfan af den magiske verden, så det kunne måske være en god måde at møde dem lidt på. Hun var hvert fald nødt til at fortælle dem om det. "Men... Jeg kan vel ikke rigtigt deltage i et sådan kursus, så længe jeg går på Hogwarts. Der skal jeg jo være hele dagen." Hun ville virkelig gerne, det ville give god mening at kunne klare sig selv, også selvom hun havde lidt andre ting på tegnebrættet, men det ville selvfølgelig ikke helt være det samme. Jeg følte mig kun hjælpeløs fordi de hold mig fast. Jeg kunne ikke komme fri. Owen Rei Chang holdt mine håndled så stramt. Jeg var total mørkerød bagefter." Den del havde hun heller ikke snakket med nogen om før nu. Der havde jo ikke som sådan været sket noget, ikke andet end at hun havde fået mærker efter det, men det var gået væk nogle dage efter. 
Hun blev som Zeke indviljede i at hjælpe, det var rart at det var ham der skulle gøre det. "Jeg lover at gøre præcis hvad du siger og gøre mit aller bedste. Jeg er ret godt til at studere, hvis jeg selv skal sige det." Det var ikke for at prale, men når hun først satte sig noget for, så var det helt sikkert at hun gav sig 110%. Det var nok også netop at tro på, taget i betragtning af hvordan de to magikere i sin tid havde mødtes. Bare den lille del fortalte en masse om hvem Luna egentlig var. 
Hun tænkte tilbage på den dag Spencer havde stiret på hende med de gule øjne som skreg af sult og lyst til at flænse. Hun hadede det og frygtede det stadig. Det var en af de ting hun kæmpede aller mest med at acceptere. "Jeg tror på en eller anden måde, at det havde en effekt for ham, at jeg var bange. At jeg tiggede ham om at stoppe. Det var som om.... som om han hørte mig og.. hmm.. ikke ville gå imod. Jeg ved ikke om det giver mening. Altså han kan ikke selv skifte øjenfarve, men det sker af og til. Jeg kan efterhånden mærke det når det sker. Han.. han vil ikke kigge på mig, når de er der. Jeg tror han ved hvor bange jeg er for det. Men.... Det var også næsten skyld i at jeg ikke turde snakke med ham igen. JEg holdt hvert fald min afstand i to uger eller sådan noget."

[Ezekiel Amardeus]

Zeke sukkede lidt over hendes stædighed. "Det er bare vigtigt at du også lytter til dine egne grænser.” Sagde han alvorligt. "Hvis ikke du gør, vil du knække nakken på et tidspunkt." Det var dog ikke noget han ønskede at diskuterer med hende, han kunne kun vejlede hende og så måtte hun jo lytte eller lade være.
Hans ansigt mildnedes op og han nikkede opmuntrende. ”Det skader i hvert fald ikke at kunne, og du kan måske tage et kursus i sommerferien.” Han var godt klar over at hun måske ikke ligefrem ville blive ekspert på området af et enkelt kursus, men det var jo lige så meget bare for at hun kunne føle sig lidt mere sikker.
”Uanset hvad vil du nok ikke kunne vinde en 3 mod 1 kamp, men forhåbentlig bliver det heller ikke nødvendig igen.” Han hvilede albuerne i bordet og folkede hænderne foran sig.
”Har du overhovedet snakket med nogen af dem siden?” Spurgte han. Den slags kunne godt efterlade nogle ret stærke følelser i underbevidstheden, i og med det jo var vold, uanset hvor meget man så kunne bagatelliserer det.
Igen sendte han hende et lidt forsigtigt smil ved hendes entusiasme. ”Det er nu ikke så meget at “studerer” som sådan.” Erkendte han, ”Det handler mere om at lytte til dig selv og lære at læse dine egne grænser, samt i nogle tilfælde at presse dig selv lidt på områder du måske ikke bryder dig om.” Forklarede han.
Zeke nikkede uden tøven, ”det giver fin mening.” Sagde han ærligt, ”jeg har prøvet at være i en ligende situation..men altså bare på Spencers side af situationen.” Alle kunne miste besiddelsen, det handlede nok bare om hvillke knapper der blev trykket på. Han nikkede forstående til den del med øjenfarven. ”Det kan også være et skræmmende syn.” sagde han roligt.

[Luna Clary Daniels]

Nok var Luna stædig men det bestød ikke at hun ikke var i stand til at lytte, og Zeke havde bare en måde at fortælle tingene på så det virkelig gav mening og ikke mindst lød ganske fornuftigt. Generelt kunne Luna rigtig godt lide Zeke. Han var god til at snakke om tingene med og hun havde lettere ved at snakke med ham end mange andre. Han var virkelig dygtig til at stille de rigtige spørgsmål, som hun ikke bare følte behov for at snige sig udenom. "Sådan har jeg aldrig rigtig tænkt på det før, men det giver egentlig rigtig god mening." Egentlig lød det også næsten som noget hun selv kunne finde på at sige til nogen, men var det ikke også altid sværrest at give sig selv de gode råd? Hun kiggede ned på sin kop, tog en slurk af den og stillede den så på bordet. "Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal gøre det, men jeg vil gerne forsøge." Erklærede hun så. 
Fingrene blev tabbet lidt i bordet mens hun overvejede det med sommerferie kursus, det kunne helt sikkert ikke skade. Det var bare med at finde et godt sted og finde ud af hvornår. Jo det ville hun klart undersøge til næste sommer. Måske hun også kunne læse lidt op på det indtil da? Der måtte vel stå noget i bøgerne om magisk forsvar på åben gade. Tanken fik hende til at smile og kiggede taknemmeligt over på Zeke. "Jeg finder på noget. Tak. Generelt så tusind tak for hvor meget du hjælper mig. Det var ikke lige det jeg havde regnet med, da jeg bankede på din dør... Eller det nåede jeg jo sådan set ikke, men da jeg opsøgte dig. Og ja, jeg har snakket med Jayson "JJ" Jacobo engang siden. Det var ham drengen der slikkede mig i ansigtet. Det var på de tre koste, han kom til at gå ud på pigetoilettet. Han var simpelthen så fuld og før jeg vidste af det lå han og brækkede sin ned i toilettet. Han fortalte en masse ting om sig selv, som gjorde det svært at hade ham.... Men så... han sagde han en masse ting og så kom jeg til at stikke ham en lussing og opgivede så at få ham hjem." Hun ville gerne være det gode menneske, som hjalp alle men nogen ting fandt hun sig simpelthen ikke i. Det var bare for meget. Hun kløede sig lidt i nakken og så overvejende på ham, var det egentlig i orden det hun så havde gjort? hun glemte det dog hurtigt ved hans næste ord. "Lytte?" Hun var ikke helt sikker på hun vidste hvad han snakkede om. hvad skulle hun lytte efter? Så rettedes opmærksomheden på ny op på ham. "Du har stået i samme situation? Må jeg høre om det?" Hun vidste godt det kunne være meget personligt, og ville derfor acceptere, hvis hun fik et nej.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke så på hende med et alvorligt blik. "Du bliver i hvert fald nødt til at tage det med i dine overvejelser. Selvfølgelig er det okay at hjælpe Spencer og holde på hans hemmelighed, men det skal ikke være på bekostning af dig selv. Du kan ikke hjælpe nogen hvis du selv er på bunden." Han var ikke helt sikker på om det gav mening for hende, men det håbede han. Hvis hun gik og var bange og frygtede for ham gutten og hans slæng ville komme efter hende hele tiden, ville hun miste overskuddet til at hjælpe Spencer på sigt.
Han blik mildnes og et venligt afmålt smil formede sig på hans læber. "Jamen selvfølgelig." Heldigvis var han blevet langt bedre til børn og unge end han havde været for bare 5 år siden. Faktisk nød han nok lidt den taknemlighed Luna udviste, det var en del mere end fangerne i Azkaban.
Et bryn skød i vejret som hun fortalte ham om mødet med Jayson. "Men du skal huske at vold kun avler mere vold. Ingenting bliver løste ved at slå ud efter andre." Forklarede han i en rolig tone, "hvis du forventer at Spencer skal lære at styre sine aggressioner, skal du måske også arbejde på dine egne?" Der var en varm tone i hans stemme skønt der jo sådan set var noget rigtigt i det.
Han nikkede, "ja lytte, eller retter mærke efter." Forsøgte han at forklare lidt. "Fx. når der er noget der gør dig usikker mærker du dit hjerte banke hurtighere, jo værre det bliver jo mere føler man ikke at man kan få vejret," de fleste var bekendt med den følelse af at miste kontrol.
De grønne øjne søgte atter bordpladen da hun spurgte ind til det der var sket. Han var ikke sikker på hvor meget han kunne fortælle. Det var jo primært Syrena Amardeus det var gået ud over. "En jeg holdt af blev overfaldet. Rigtig glimt." Han nævnte bevidst heller ikke at det havde drejet sig om en voldtægt. "Jeg brød ind og jeg mistede kontrollen." Forklarede han roligt som han atter rettede blikket imod Luna. "Meget ala det der skete for Spencer kan jeg forstille mig." Han sukkede. "Det var ikke mit stolteste øjeblik og det var tæt på at rigtig galt." Han havde nær slået dem ihjel forblændet af raseri. "Jeg var komplet ligeglad med at skade dem." Han fugtede tænksomt læberne med tungespidsen. Tænk at det var 10 år siden. Tiden fløj afsted.

[Luna Clary Daniels]

Det var på rigtig mange måder opløftende at snakke med Zeke og Luna følte virkelig hun fik meget ud af det. De ting han sagde gav god mening og forstod at sige dem på en måde, så det var svært at argumentere imod. "Du har helt ret. Hvad nytte gør jeg hvis det ender med jeg brænder ud på det. Tak Zeke." Hun sendte den ældre mager et oprigtigt smil og huskede på, hvilken hjælp han var med til at give hende. Hvis der havde været bare den mindste tvivl om hvorvidt hun kunne stole på ham, så var den hvert fald forsvundet nu! Dog kunne hun alligevel godt mærke hun ikke var helt tilfreds med at han virkede til at være skuffet over at hun havde stukket Jayson en lussing. Nej vold løste nok ikke alting, men han skulle ikke tro han bare kunne sige hvad som helst. Desuden havde Zeke selv lige snakket om selvforsvar. "Okay jeg er delvis enig med dig, i at vold kun avler vold, men hvordan ville du reagere, hvis du blev svinet til gang på gang på gang. Jeg prøvede også at snakke med ham, hvilket resulterede i at han på en eller anden mærkelig måde troede at jeg lagde an på ham.Da han så sagde at om så jeg var det sidste menneske tilbage på jorden, så ville han hellere bruge sin hånd, så blev jeg vred og stak ham en lussing. Han skal da ikke behandle kvinder på den måde!" Kom det bestemt fra hende. Hun kunne måske godt høre at det ikke var helt okay alligevel, men han havde bare været så irriterende at hun til sidst havdefået nok. "Okay du har ret, men han trænger altså virkelig til at blive sat på plads! Altså i foråret fik jeg ham til at danse.. det skadede jo ikke nogen, er det så bedre?" Hun grinede lidt ved det minde. Det var den dag hun havde fået øjnene op for hvilken person Spencer egentlig var, at han ikke bare var en emo der sad og hang i et hjørne og spise hundehvalpe til dessert. Tanken fik hende til at sidde og smågrine lidt for sig selv. Hun prøvede dog lidt at skjule det, som hun kom til at kigge på Zeke igen. "Hmm.. det sker at jeg bliver påvirket af ting jo. mest i nærheden af Spence faktisk, før jeg mødte ham havde jeg meget lettere ved at styre mig." Prøvede hun at forklare. Det var ligesom om at Spencer fik hende til at ville kæmpe mere, gav hende mere udholdenhed og gav hende noget at kæmpe for. Mere end bare det der havde været før.
Luna lyttede til Zekes fortælling om at miste besindelsen og kunne godt forstå hvis det var hårdt for Zeke, det havde det jo også været for Spencer. Uden at hun vidste præcis hvad der var sket, eller hvor slemt det havde været følte hun alligevel med ham. Derfor lagde hun også en trøstende hånd på hans arm. "vi gør mange dumme ting for dem vi elsker, men samtidig er det vel nok det der er med til at bevise vores kærlighed til og for dem. Om så det er venner, søskende eller kærester." Så sendte hun ham et lille forstående smil.

[Ezekiel Amardeus]

Det var en lettelse at hun godt kunne se hvad han mente og forstå det. "Selv tak, jeg er bare glad for at kunne hjælpe." Svarede han sandfærdigt. Det var langt lettere at hjælpe folk der faktisk gerne ville hjælpes frem for de indsatte i Azkaban. Mange af dem tog nu godt imod ham, de havde ikke bedre ting at tage sig til anyway, men andre kunne være så arrogante og nægtede at modtage nogen form for behandling fordi de ikke mente at de behøvede det.
Zekes hoved tiltede let på skrå og et lille smil fandt vej til hans læber, "jeg er normalt terapeut for fanger i Azkaban. Jeg er blevet spyttet i ansigtet flere gange, fået kastet ting efter mig og mange andre ting. Tro mig der er mange af fangerne som hellere vil bruge deres tid på at sidde og svine mig til og snakke om hvordan de helst ville ende mit live når de kommer ud. Jeg tror jeg godt at jeg ville kunne håndterer en hormonforstyrret teenagedreng." Det var en mild joke, men igen sagde det også noget om at han var god til at holde hovedet koldt. I hvert fald når han var på jobbet. Hjemme kunne han måske godt være lidt kortluntet, men han slog aldrig nogen. Lige med undtagelse af den omtale episode med Syrena.
"Og nu efter du så fik det ud af dit system, tror du så at det har ændret noget? At det har fået hans øjne op for at han skal behandle folk ordenligt?" Selvfølgelig ikke, det kunne han i hvert fald på ingen måder forstille sig. Igen et godt eksempel på at den slags ikke løste noget som helst.
Okay, Zeke måtte indrømme at det var lidt sjovt at hun havde fået knægten til at danse, det sted også tydeligt skrevet i hans udtryk. "Du skal bare huske at jo mere opmærksomhed du giver ham, jo mere fodre du hans lyst til at fortsætte." Sådan var det i hvert fald oftest.
"Jeg tænker også når du bliver usikker, sådan at du kan begynde at arbejde med det," forklarede han venligt. "Fx. du bliver usikker når du bliver holdt fast, bliver du også usikker hvis nogen tager fat i dig, og her mener jeg selvfølgelig ikke fjendtligt, men generelt."
Efter forklaringen og Lunas trøstrende ord trak hans mundvig sig op i et nyt svagt smil. "Ja, men desværre er det farligt for os at miste kontrollen." Sagde han roligt. Det måtte helst ikke ske.

[Luna Clary Daniels]

Luna var meget taknemmelig over den hjælp Zeke tilbød og hun kunne da også godt se at der var noget om det han sagde med ikke at give igen, men det var altså noget andet, når det blev personligt. Det blev meget sværere. En ting var at vende den anden kind til, men når det var Jayson, der var så modbydelig på et personligt plan, så var det svært ikke at gøre noget igen. Egentlig var det jo heller ikke helt at give igen, men mere selvforsvar. Hun var ikke nogen ond person hvert fald og det ville hun aldrig blive, ikke hvis det stod til hende. Hun var dog alligevel lidt overrasket, da hun hørte hvad præcis han lavede, men han var jo varulv, så det var vel ret sikkert. "Terapeut? Wauw... det lyder ikke helt ufarligt. Jeg synes dog ikke et overfald kan bagateliseser som drengestrenger..." Hun snakkede ned i bordet, så han ikke kunne se hende i øjnene. Den ene pegefinder kørte i cirkler på den nu tomme kop. Hun kunne virkelig ikke lide Jayson. Det var ikke fordi hun hadede ham, men han skulle holde sig væk! hun gjorde jo heller ikke ham noget. Luna fnøs let ved hans spørgsmål og lagde armene over kors. "Jeg tror slet ikke man kan nå ind til ham. Det hjælper ikke at ignorere ham, han... Han stopper jo ikke!" Hun bed tænderne hårdt sammen, da det gik hende på at snakke om. Hun havde aldrig snakket om det før og nu hvor hun gjorde var det bare rigtig meget på en gang, og så virkede han ikke engang til helt at være på hendes side. Det var bare ikke fair. Det var så sjældent hun bad om noget! "Jayson er typen der tror han kan tillade sig alt, bare fordi hans far er en eller anden vigtig-per. Han er da ligeglad med om jeg gør gengæld eller ej." Hun prøvede at holde låg på sig selv, men det var altså virkelig svært! Det gjorde hende ked af det, og hun følte sig egentlig lidt som et dårligt menneske, fordi hun netop godt vidste det hun gjorde var forkert, men hvordan kunne hun andet. Hun var jo bange!

[Ezekiel Amardeus]

Han trak let på skuldrene. Fangerne kunne godt teste hans tålmodighed sommetider, men det var samtidig også godt for ham at han læret at holde sig selv i skak. Han var i hvert fald langt mere tålmodig når han var på arbejde end når han var i privaten. "Nja, det er det vel egentlig heller ikke helt," indrømmede han. "Men altså der er selvfølgelig nogle sikkerhedsprocedurer som skal overholdes for at forhindre eventuelle uheld.." Forklarede han roligt.
"Men nu siger jeg heller ikke at det skal bagatelliseres. Slet ikke. Jeg sier bare at hvis du slår først er det tegnsisk set dig som indleder angrebet." Svarede han og tømte sin kop for så at skænke op på ny. "Så gå den anden vej, eller find en professor." Han var ret fast i sit toneleje. Der var ingen grund til at give sig i kast med at give tilbage, "hvis du lader ham provokerer dig, vil han blive ved fordi det virker." Han håbede ikke at det lød som om at han tog Jaysons parti, for det gjorde han bestemt ikke, han vidste bare at jo mere Luna gav ham den ønskede respons, jo mere ville han gå efter hende.
Han kunne godt mærke på hende at hun begyndte at blive en smule ængstelig. "Tag en dyb indånding." Rådede han hende, med samme rolige toneleje som før. "Du bryder dig ikke om at snakke om det, gør du?" Det betød også vel også at de var ved at komme ind til sagens kerne.

[Luna Clary Daniels]

Langt hen af vejen kunne Luna godt følge Zeke i det han sagde, og hun ville nok nemt sige noget lignende, hvis det var noget der kom til hende for at få hjælp. Det var ikke ligefrem fremmede ord for hende, men dette her stak dybere. Det var ikke bare at hun var blevet holdt fast en dag, eller at hun var blevet vurdet som total uimponerende. Det der virkelig gik hende på var netop at de angreb Jayson "JJ" Jacobo ofte kom med, var ud af det blå og hun var bange for hvornår næste ville komme. Hun var også lidt bange for sig selv i det hele, for hvad hunselv kunne finde på. Så nej, hun brød sig bestemt ikke om det. Derfor rystede hun også på hovedet. "Det bare... Jeg kan ikke forklare det." Hun sukkede. "Jeg sover sammen med en varulv en gang i måneden, og selvom jeg ved den helst flåede og flænsede mig, så er det slet ikke så slemt som det Jayson gør. Han... Det som om han... Jeg..." Hun prøvede virkelig at sætte ord på, men hun vidste ikke hvilke hun skulle bruge. Selv det var enormt skræmmende for hende. Hun var en pige der normalt kunne løse alt med ord, men denne situation, der kunne hun ikke engang fortælle hvad der gik hende på. "Jeg forstår det ikke. Jeg... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre." Med de ord knækkede hun sammen og begyndte at græde. Hun græd for de overfald hun havde oplevet, og hun græd for Jayson og generelt så fik følelserne bare frit løb.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke så på hende med et roligt blik som hun forsøgte at forklare sig, uden det store held. Det bestød også bare at de var ved at nå ind til sagens kerne. Han ville ikke afbryde hende da det var sundt for hende at prøev at sætte nogle ord på sine følelser, når det var noget der stak dybt, var hans erfaring at det også var sværre at finde de rette ord fordi det var blevet en del af en på en måde, hvor man ikke længere tænkte over det. Det var noget kroppen reagerede på helt automatisk, som hvis man led af angst eller fobi.
Han kunne fornemme at hun var på bristepunktet, hvilket i sig selv også var en sund måde at få afløb for de ting der havde hobet sig op indeni. Som hun brød sammen, rejste han sig langsomt fra sin plads og gik over ved siden af hende, han lagde trøstende en hånd på hendes skulder. Han ville ikke kramme hende medmindre hun ligesom lagde op til at det var okay, især ikke når en af hendes problemer var at blive holdt fast.
”Det er okay Luna, det er kun godt at du kommer ud med det,” sagde han stille, som han blidt strøg hende over ryggen.