Look at the stars and how they shine for you

[Darcel Montaque Lavoie]

Denne tråd er tilegnet Isabella Collins  
Foregår i oktober 2056 
Langt udenfor London 
Kl. 23:06 

---

Darcel havde planlagt, ifølge ham, den perfekte date. Han havde brugt dagen på at klargøre aftenen. Fundet den perfekte bakke med det bedste udsyn over nattehimlen, hvor der var mulighed for at overnatte i en igloligende bolig, lavet af glas som gav et fantastisk udsyn udover nattehimlen. Derudover havde han udenfor lagt et tyk tæppe med en træopsats bag dem, som han havde pyntet med lyskæder, så der også var lys omkring dem. Enkelte varmelamper var også placeret omkring dem, så de ikke ville fryse. Han havde dog også bedt hende om at tage varmt tøj med, men havde også lagt op til at være klar til at være en rigtig gentleman i tilfælde af hun frøs. Det var blandt ingenting og han havde søgt længe efter denne placering. Han havde iført sig et jakkesæt, præcis som han plejede når han eksempelvis var på arbejde. Dette jakkesæt var dog noget andet, det var pænere og mere raffineret. Farven på det var en royal mørkeblå. Han tændte de små lyskæder for at sætte det sidste touch, inden han bevægede sig ind efter en god flaske vin, han også nøje havde udvalgt fra hans store vinkælder samt den lette anretning af mad, han havde lavet til lejligheden. Typisk fransk med noget lækkert brød og en god mild ost - less is more, i denne sammenhæng havde hans filosofi været. Han kiggede op mod himlen for at sikre at stjernerne var klarer og det var de heldigvis. 

[Isabella Collins]

Isabella havde virkelig set frem til denne aften - forhåbentlig også nat - med Darcel. Hun havde sat tvillingerne af hjemme hos sine forældre tidligt i morges, for hun havde selvfølgelig ikke haft noget, at tage på til daten med Darcel, på trods af at hendes klædeskab ikke ligefrem var tomt. Heldigvis var hendes forældre stadig forholdsvist unge, da hun havde fået tvillingerne i en tidlig alder og hendes forældre havde adopteret Isabella selv som ret unge. Hun havde derfor brugt hele formiddag på, at gå fra tøjbutik til tøjbutik og vade London tynd, sammen med Evanna, for selvfølgelig skulle hun have en venindes syn på tøjet også. Hun havde aftalt med sine forældre først, at hente Sam og Seb dagen efter om aftenen, de var bare glade for, hun langt om længe kom lidt ud og så andre mennesker, eller nok nærmere, at hun var kommet ud på dating market igen.
Hun fulgte lokaliseringen hun havde fået af ham, til hun nåede foden af en bakke. Hun stoppede op og kiggede op ad den, hvortil et smil brød hendes røde læber og en hånd blev sat for hendes hjerte. Det var utroligt smukt. Han var utrolig smuk. Hendes hjerte sprang et slag over og hvor hun dog virkelig skulle beherske sig, for ikke at løbe op ad bakken og kaste sig om halsen på ham og kysse ham, for det var uden tvivl, det smukkeste hun nogensinde havde set og det sødeste nogen nogensinde havde gjort for hende. Hun pustede lidt nervøst ud og begyndte så at gå op ad bakken. "Hej, Darcel," hilste hun blidt og smilede til ham, mens den boblende nyforelskelse strålede ud af hendes blå øjne.

Outfit

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcels egne tvillinger var sammen med hans lillesøster og hendes mand. Han havde efter skilsmissen med Jordan besluttet sig for, at Jordan ikke skulle se noget til hendes børn, da hun var uansvarlig og nogle gange decideret farlig for sine omgivelser. Han ønskede dog også, at Victor og Olive skulle have nogle gode kvindelige forbilleder i deres liv, og hans søster havde været et ret naturligt valg for ham i den sammenhæng. Selvfølgelig ønskede han også på sigt, at finde en kvinde som havde lyst til at tage sig en form for moderrolle for de kære små. Han var begyndt at nære nogen ret specielle følelser for Isabella og han var også klar over det når han netop brugte tiden på at finde på den helt perfekte date, men han havde også noget en visdom i livet, hvor han tog det stille og roligt og som det kom. Han nød hendes selskab helt ubeskriveligt meget, og det var det han for nu ville forsætte med at nyde. Victor og Olive var ikke de eneste børn han havde til at bo hos sig – der var også Timmy. Han gik dog på Hogwarts og var nu også egentlig også gammel nok til at passe sig selv, havde han været hjemme. Han så kort på sit armbåndsur og spejdede efter hende, som han så hvad klokken var. Et smil brød de lyserøde læber, som han bemærkede hende i horisonten. Hans hjerte begyndte med det samme at galopere i lynets hastighed, inden det sprang et slag over. Varmen sitrede ud i hans krop og han var fuldstændig bjergtaget af hendes væsen og skønhed. Han gik hende i møde og prøvede nu også selv ikke at virke for ivrig. Hans blå øjne lyste dog ligeledes op og afslørede hans reelle føleler. ”Bonjour Isabella,” hilste han igen, inden han tog hendes hånd og gav håndryggen et kys.

[Isabella Collins]

Isabella vidste endnu ikke, hvor de dates med Darcel ville føre hen, men hun ville ikke lægge skjul på, at hun da havde sine forhåbninger og ønsker til, hvor hun gerne ville have det skulle føre hen. Hun havde fortalt Tyler, at der var kommet en ny mand ind i hendes liv, og hun forventede egentlig ikke at hører fra ham mere. Hun havde gjort det klart for ham, at der aldrig ville komme til at ske noget mellem dem igen og at hun nu ville se, hvor det ville føre hen med Darcel. Hun ønskede ikke at præsenterer ham for sine børn endnu, det var lidt for tidligt endnu til, at hun var komfronatbel med det, for hun ville ikke ende med, at være én af de mødre, der præsenterede sine børn for en ny mand hver anden måned. Hun var omvendt heller ikke helt klar til, at møde hans børn endnu. Men måske denne aften ville ændre hendes mening og gøre hende klar.
Hun mærkede hvordan en hel zoologisk have - for nej, sommerfugle alene var ikke nok - begyndte at kilde i hendes mave. De røde læbers smil, blev kun større jo tættere på de kom på hinanden. Hendes blå øjne lyste næsten om kamp med stjernerne på himlen. Blikket hun blev mødt af, spredte en varme hun aldrig før havde følt. Som om, at det her virkelig ville kunne fungere. Hendes ocean blå øjne fulgte hans hånds bevægelse, lige fra hun kunne mærke varmen mod sin egen hånd, til kysset på håndryggen og til han slap den igen. Hun havde det som om, hun svævede på en lyserød sky. "Waow, hvor er her smukt," lød det imponeret fra hende, mens hendes blik gled mod himlen, men smilet var ikke til at skræmme væk fra hendes læber. "Gør du altid så meget ud af dine dates, eller kan jeg tillade mig, at føle mig bare lidt speciel?" spurgte hun i et mildt grin og vendte blikket tilbage på ham. Hun havde aldrig oplevet, at en mand havde kunne få hende til, at føle hun var med i en kærlighedsfilm, men det var præcis den følelse hun stod med i dette øjeblik. Hun håbede bare, at de ville springe hele klimakset over og gå direkte til den lykkelige slutning og leve deres liv, efter alt dramaet - som jo altid var i kærlighedsfilm - var ovre.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel vidste, at han datede med forhåbning om at det ville føre til han fandt sit livs kærlighed og den kvinde, han ville tilbringe resten af sit liv med. Han havde dog ikke just haft stort held i kærlighed, og derfor turde han heller ikke tro på sin mavefornemmelse. Den havde løjet for ham før og han var derfor havnet i en skilsmisse, der havde været alt andet end god ved ham. Han var derfor også tilbageholden i de store kærlighedserkæringer og i at Isabella skulle møde de to små, han havde derhjemme. Tilbageholden med at lukke hende ind, især på de områder hvor det ville gøre ondt. Isabella var dog speciel for ham, der var ingen tvivl om det. Han arrangerede ikke den slags dates som han havde planlagt i aften for hver anden kvinde.

Darcels krop føltes varm, som hun nærmede sig ham. Han kunne ikke helt beskrive det på andre måder, end en varme der kom helt indefra og spredte sig rundt til resten af hans krop. At al følelse af rationalitet og fornuft, blev skyllet væk og i stedet erstattet med en dyb tiltrækning, tanker kun omrking hende, en fremtid sammen og ja – måske en vis grad af ejerskab – hun kan blive min, hvis jeg spiller mine kort rigtigt. Men han kunne også blive hendes – og åh, hvor han gerne ville. Han var ude af stand til at se og koncentrere sig om andre end hende. Alene tanken om hende, kunne få et smil frem på hans læber og for første gang i lang tid, følte han et lys som han ellers kun oplevede når han var sammen med de små derhjemme. Alene det at kysse hendes hånd, fik hårene i hans nakke til at rejse sig. Han lod blikket hvile på de smukke blå øjne og et varmt smil formede sig på de lyserøde læber. ”Qui? Nok er det skønt, men dets skønhed bliver overgået af dig” tonen i hans stemme var tilnærmelsesvis mild, men han var oprigtig. Han havde ikke travlt med at se sig omkring, som hun havde. Hans øjne hvilede – for øvrigt ikke diskret – kun på hende. Hun var smuk. Smuk på en åbenlys måde, ja, hun var en skønhed. Det var dog ikke kun det. Hun havde også et smukt væsen, en blidhed og sympati, han ikke havde oplevet hos nogen kvinde før. Hun var den ultimative skønhed. Han lod blikket vige lidt fra hende, som hun så mod ham. De blå øjne lyste op og han måtte klø sig lidt i nakken for ikke at virke for desperat i sit svar. Han var jo en voksen mand, og ikke en femten årig forelsket dreng. ”Du er speciel,” påpegede han og sendte hende et varmt smil. Han rakte hende sin hånd med en galant fremtoning. Uanset hvor kikset, han følte sig inden i, præsterede han for det meste ikke at virke sådan udadtil.

[Isabella Collins]

Isabella havde heller ikke rigtigt haft held i sprøjten, når det kom til kærligheden. Det havde så ikke udelukkende været modpartens skyld, det havde også været hendes skyld nogle af gangene. Hun var dog også blevet ældre siden og hun havde fundet ud af, hvorfor mænd så hurtigt viste interesse for hende. Det var ikke altid hendes personlighed eller smilende øjne, nej oftes var det ikke mere end ét enkelt blik der skulle til, før de nærmest var klar til at gøre alt for hende. Det var ikke den slags kærlighed hun søgte i sit liv. Hun ønskede et forhold med gensidig respekt, ærlighed, omsorg og tillid. Præcis ligesom det hjem hun var vokset op i, for det var den barndom hun ønskede for sine børn.
Hun havde aldrig følt for en mand før, som hun følte for Darcel. Han havde en ro og charme over sig, kun de færreste mænd kunne påvirke hende med. En fornemmelse af, at det her virkelig kunne føre til noget helt fantastisk, storslået, måske endda perfekt. Hun havde ingen problemer i, at han også havde børn fra et tidligere forhold, hun så det nok nærmere som en fordel, i og med at han så forhåbenligt vidste hvad han gik indtil i forhold til hun havde børn. Det gav vel en form for forventningsafstemmning fra starten af. Kysset på hendes håndryg, fik et smil frem på hendes læber, mens de blå øjne fulgte hans mindste bevægelser. Hun havde virkelig lyst til at kaste sig om halsen på ham og endelig få lov til, at mærke hans læber mod sine egne, men hun ville heller ikke virke desperat.
Hendes smil blev om muligt kun mere varmt, nærmest kærligt, ved hans svar. Hun følte sig helt som en teenager igen, som et mildt, stille grin forlod hendes læber, "Mhh, en skam min skønhed, så bliver overgået af din," svarede hun mildt tilbage og smilede så selv de blå øjne lyste op, af tryghed og interesse for ham. Hun mærkede et sus i gennem helt sin krop, fra hjerteslaget og helt ud i de fjerneste celler i hendes fingerspidser og tåspidser. Hun var speciel. Han syntes hun var speciel. Hendes blik der før havde været fanget af hele settet han havde arrangeret, var nu udelukkende på ham. Underlæben bed hun let i, som hun blidt lagde sin kølige hånd i hans, "Darcel, jeg.. waow.. Virkelig. Tænk du har gjort alt det her, bare for mig," lød det blidt fra hende, med en oprigtigt imponeret stemme. Hun fandt ham på ingen måder kikset, langt fra. Han var virkelig indbegrebet af den perfekte mand, for hende.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel kunne kun forestille sig, det var svært at finde kærlighed med williegener. Han var tiltrukket af Isabella og havde været det fra starten af og hun havde selvfølgelig en fordel i, at hun var af willieslægt. Han var generelt tiltrukket af de klassiske smukke, uopnåelige skønheder, men i sidste ende betød det ikke noget for ham, hvor smuk en kvinde eller mand var. Hvad der betød noget for ham, var deres personlighed og den gjorde alt for deres udseende, for han så på folk gennem deres personlighed. Isabella var smuk fra inderst til yderst. Hun var hjertevarm, blid og kærlig. Han var glad for, at Charles havde spurgt ham om han ville date hans kærestes veninde – vel at mærke de godt nok ikke var kærester på det tidspunkt, selvom han egentlig havde troet at de var kærester den dag, de skulle på date. Han havde set måden, Charles kiggede på Evanna på og omvendt.

Darcel kunne forestille sig et liv med Isabella, om end han stadig var påpasselig med at kaste sig ud i det. Han havde børnene at tænke på, og som nævnt, han havde brændt sig flere gange. Han havde en god fornemmelse med Isabella. De kunne få en episk kærlighed sammen, baseret på de rigtige ting. Ikke nødvendigvis den ville være eventyrlig eller magisk – men den ville være noget så ægte. Han var dog også bange for at stole på sin fornemmelse – hvad hvis hun ikke havde det sådan? Han bemærkede hendes varme smil og lyttede til hendes grin, som gav genklang i hans ører. Han rystede på hovedet til hendes ord og nød, synet af de smukke blå øjne, der lyste så flot op, og var en kontrast til mørket og den lave belysning, omkring dem. ”Det er ikke muligt,” påpegede han med et varmt smil over læberne, inden han blinkede en enkelt gang til hende. Han havde lyst til at kysse hende og holde hende i sine arme, men han forholdt sig i ro. Han flirtede med hende, og han tog også gerne de første skridt i den retning – men han ventede på et signal om ’nu er det nu, nu skal du kysse mig’. Han ville ikke gøre noget, hun ikke ønskede. Han bemærkede hun bed let i underlæben, som en kølig hånd ramte hans. Han lod sin egen hånd lukke sig omkring hendes, mens de blå øjne hvilede mildt på hende. ”Du fortjener det,” tonen i hans stemme var varm som han påpegede det. Han lod sine læber ramme hendes kind blidt, inden han fulgte hende til hans version af en perfekt date – som hun virkelig i hans øjne fortjente.

[Isabella Collins]

Isabella havde ingen idé om, at Darcel havde været Charles' nødløsning, da de havde været på dobbelt-date, men selv hvis hun fandt ud af det, ville hun kun takke ham. Darcel var det bedste der var sket for hende længe, og hun kunne slet ikke forstå, hvordan det her kunne være virkelighed og ikke en drøm. Ingen mand havde nogensinde gjort så meget ud af en date med hende før, men nu havde de mænd der havde været i hendes liv, heller ikke ligefrem været de mest romantiske i verden. Tyler var well Tyler, og ejede nærmest ikke en romantisk knogle i sin krop, var hun i hvert fald sikker på. Lucas havde været lidt bedre, men hun vidste inderst inde godt, at han kun havde været romantisk, for at opnå noget i den anden ende af aftenen. Andrew havde ikke været andet end en affære bag Tylers ryg, selvom Andrew nok havde haft lidt flere følelser med i det, end hun havde haft. Men det her. Darcel. Det var slet ikke som noget hun havde oplevet før. De havde begge to børn, der skulle tages hensyn til, skønt Isabellas børn var ældre end Darcels.
Hun var håbløs romantiker og ville nok altid være det. Hun troede på ægte kærlighed, soulmates og den eneste ene. Hun troede på, at ingen var perfekte, men nogle var perfekte for hinanden. Hun vidste godt, at hun ikke altid havde været den bedste kæreste overfor de kærester, hun havde haft gennem tiden, men hun var også blevet ældre nu. Hun havde fået et ansvar i form af børn, som havde gjort hende mere bevidst om, hvad der var rigtigt og forkert. Hun havde lært af sine fejl og var blevet klogere. Hans smil, hans blink til hende, alene hans tilstedeværelse, var nok til at sende så mange sommerfugle rundt i hele hendes krop, at hun var sikker på, at det her kun kunne ende godt. "Men slet ikke umuligt," svarede hun og returerede med et blink. Hun havde virkelig også lyst til, at kysse ham, men samtidig ville hun heller ikke virke billig eller desperat, hun ville ikke skæmme ham væk. Hun havde langt om længe fået fortalt Tyler, at hun var begyndt at se Darcel, eller hun havde ikke sagt hvem, men at hun var begyndt at få følelser for en anden mand. For ja, hun var forelsket i Darcel. Han måtte gerne kysse hende, alt det han ville, men hun turde ikke rigtigt, at tage første skridt. Hun vidste ikke engang, hvordan det gik med hans skilsmisse og hun ønskede ikke at ødelægge noget, hvis han hellere ville tilbage til sin kone og være sammen som den familie de havde skabt sammen. Det ville ødelægge hende, men det ville ikke være hans problem. Hun så ind i hans behagelige blå øjne, med sine egne blå. Mærkede hans hånd om sin egen, mærkede varmen fra ham, sprede sig rundt i hele hendes krop. "Hvad har jeg gjort, for at fortjene noget så smukt?" spurgte hun mildt, for selvfølgelig ville hun gerne vide det, så hun kunne gøre mere af hvad end det var. Hun lukkede øjnene, mens et smil spredte sig på hendes læber, som hun mærkede hans læber mod sin kind. Det sendte en varme i gennem hele hendes krop. Hun lukkede sine øjne op ganske langsomt igen, mens forelskelsen stod tydeligt skrevet i hendes øjne. Hun lagde hovedet mod hans arm og fulgte med ham, som han fulgte hende. Som de nåede toppen, vendte hun blikket op mod himlen. "Waow.." lød det stille, men oprigtigt imponeret fra hende, før hun vendte blikket mod ham igen med et smil på de røde læber, "Hvilken besvægelse har du brugt til, at få det til at være så stjerneklart, Hr. Astronomi Professor?" spurgte hun med et varmt, men også lidt drillende, glimt i sine øjne. Det var så smukt. Han var så smuk. Det hele var perfekt. Han måtte gerne kysse hende nu.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel mærkede en varme sprede sig i kroppen, som Isabella returnerede hans blink. ”Hmm, det er nok et punkt, hvor vi må forblive uenige, mon chérie,” påpegede hans stemme varmt. Darcel var også håbløs romantiker, og han troede på der fandtes ægte kærlighed. Han troede på, at der fandtes en person, hvor man bare passede så perfekt til hinanden. En person, hvor man kunne elske alt ved dem – også deres dårlige sider. Han troede tilgengæld ikke på, at kærlighed kom af sig selv. Kærlighed krævede arbejde, og det var hele tiden. For ham var kærlighed en skrøbelig gnist, man skulle våge over, så den ikke slukkedes. Darcel var ikke bange for at tage det første skridt – på ingen måde. Han var en smule rusten i at date, så han vidste ikke helt hvornår det var okay eller hvordan tegnet for, det var okay – egentlig skulle se. Han ville ikke gøre noget forkert, der fik hende til at stikke halene mellem benene. Omvendt, ville han heller ikke undgå at kysse hende og de i stedet fremstod som venner, når det ikke var sådan han havde det med hende. ”Hvad har du ikke gjort? Du fortjener alt, der er smukt og godt i den her verden,” svarede han vagt, men sandfærdigt. Han betragtede hende, som hun langsomt åbnede øjnene igen og bemærkede blikket i dem. Det samme, som der var i hans. Han sendte hende et varmt smil – og var klar til at læne sig ind og fange hendes læber i et lidenskabeligt kys, og troede hun var det samme, men mærkede i stedet hendes hoved ind mod sin arm. Hans instinkt var straks at lægge sin arm om hende, som han fulgte hende. Han gav slip, så hun havde mulighed for at se sig omkring, og han smilede kortvarigt ved hendes waow. For ham var astronomi noget af det smukkeste, mest uforståelige og på punkter det mest skræmmende ved livet. Hans blik faldt straks på de røde læber og det smil, som pyntede hende. Han nød, hun turde drille ham, som han hurtig opfangede ved det drillende glimt i hendes øjne – og alligevel godt gemt væk bag en varm stemme. ”Mmmh, kom tættere på, så skal jeg fortælle dig det” påpegede han og returnede hendes blik, inden han strakte sin hånd ud efter hendes.

[Isabella Collins]

Isabella mærkede en varme sprede sig helt i i tåspidserne, som Darcel kaldte hende mon chérie. Hans franske gik direkte i hendes romantik præget hjertet. Hun bed sig lidt i læben, "Okay, vi kan godt blive enige om, at vi er uenige," svarede hun så i en blidt, morende stemme og smilede til ham. Det var en fantastisk fornemmelse for hende, at være i hans selskab. Han var sød, høflig, charmende, sjov og så havde han sin lækre, måske lidt, okay meget, samlejeet franske accent. Hun var endda på det punkt efterhånde, hvor hun ikke engang ville have noget imod, at indrømme overfor ham, at hun faktisk virkelig godt kunne lide ham. Hun havde endda fortalt Tyler, at hun var begyndt at se én, dog ikke hvem han var, for hun havde oplevet Tyler jaloux og det var ikke noget kønt syn.
Hun vidste ikke om hun ville kunne nøjes med, at være venner med Darcel, for hun kunne mærke sine følelser for ham, var så stærke, selvom de stadig var ved at lærer hinanden at kende, så følte hun alligevel, at der her kunne blive starten på et langt og lykkeligt liv med Darcel ved sin side, sin datter og sin søn, og selvfølgelig Darcels to børn også. Hun kunne se det hele for sig. Hun mærkede en ny varme i sin krop, "For.. Fortjener jeg så også.. Dig?" spurgte hun lidt forsigtigt og bed sig i læben, mens hun virkelig bad til, at hun ikke havde ødelagt hele aftenen ved sit spørgsmål, selvom det vel egentlig kunne forståes på flere måder.
Havder Isabella vidste, at hun netop var gået glip af chance for deres første kys, havde hun været så sur på sig selv, at det halve kunne være nok, men heldigvis for hende, vidste hun intet. Hun mærkede hans arm omkring sig og nød varmen fra hans krop mod sin egen. Hun nød udsigten, både af himlen, stedet generelt, men i den grad også af ham. Hun smilede lidt mere, som hans svar lød. Hun tog imod hans hånd og trådte tættere på ham, til hun stod helt tæt på ham. Hendes blå øjne så op på ham, mens de tiggede ham i stilhed om, at kysse hende. "Du har min udelte opmærksomhed," svarede hun og aede hans håndryg blidt med sin tommelfinger.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel anede ikke hvad hans franske gjorde ved hende. Han havde aldrig helt forstået hvorfor fransk var så specielt for mange ikke fransktalende. Han var opvokset med det og han talte det derfor også flydende. Han blandede altid engelsk og fransk sammen, og det var især slemt når han var sammen med den øvrige familie. Han koncentrerede sig meget, når det handlede om de små derhjemme, da han vidste det ikke ville gavne dem han snakkede to sprog på en og samme tid. Det betød dog ikke, han var blind overfor at mange kvinder fandt fransk utrolig charmerende, og det havde han da også udnyttet i sine yngre dage. Han talte dog ikke fransk til Isabella, så hun ville finde ham ekstra charmerende eller brugte det som et billigt scoretrick. Nej, han var seriøs omkring hende. ”Mmmh, det kan vi,” påpegede han med et bredt smil over læberne, som hun smilede til ham. Han anede ikke Isabella allerede havde fortalt børnenes far, at hun var begyndt at date, og han anede heller ikke hvor jaloux pågældende mand var. Han ville dog finde en mand, som ville give slip på Isabella som værende stupid.
Darcel ville ikke kun være venner med Isabella. Det løb var kørt – så skulle de være stoppet for længst, men kemien havde været der fra starten af og de var blevet på sporet. Ingen af dem havde sagt noget, der havde fået de begyndende følelser til at aftage. I stedet var følelserne blevet vartet op, så de nu var på deres højeste. Han lod de blå øjne hvile direkte på hende ved hendes spørgsmål – blide og nærværende var de, som de søgte hendes øjne. Han vidste hendes soørgsmål kunne forstås på flere måder, men hun var forsigtig når hun spurgte – som ordene kunne ødelægge noget mellem dem, og det gjorde meningen tydelig for ham. De skræmte ham ikke – ordene. Egentlig ville han gerne sige, hun fortjente så meget bedre end ham, men der var også en egoist gemt i ham. ”Mmmh, selvfølgelig gør du det,” svarede han med en sikker stemme.
Darcel havde kun øjne på hende, som de stod i de naturskønne omgivelser med en smuk, klar stjernehimmel. Hendes skønhed lyste op, meget tydeligere og klarere end de tusindvis af sole, der var over dem. Han mærkede hendes hånd lukke sig omkring sin, og mærkede hende tættere på sig. Han så på de blå øjne, og fornemmede et tegn. Endnu ét. Nu kunne han tillade sig det. Han smilede ved hendes ord og strøget over sin håndryg, men svarede hende ikke. I stedet lænede han sig langsomt frem, og lod sine læber presse sig ind mod hendes, blidt og ømt, mens han bad til universet om, han ikke havde aflæst hende forkert.

[Isabella Collins]

Isabella var ligeglad med, om Darcel brugte sit franske som et billigt scoretrick eller om det rent faktisk var sådan han snakkede. Det virkede. Hun var solgt. Hun ville aldrig have fortalte Tyler om Darcel, hvis hun ikke var sikker på, at det kun kunne gå én vej. Hun havde ikke været nyforelsket sådan rigtigt, siden hun havde været 16-17 år gammel, men det var noget ala den følelse hun havde i kroppen. Alligevel var der den forskel nu, at hun var blevet voksen, hun havde to børn at tage hensyn til. Men sommerfuglene i maven og smilet på hendes læber, som nærmest ikke var til at skræmme væk, var der. Lysten til at kaste sig i hans arme og blive dér, var der helt bestemt også. Hun grinte mildt og bed sig i den røde underlæbe, mens hendes blå øjne hvilede forelsket på ham. Han var perfekt på alle tænklige punkter. For hende, i hvert fald. Hun vidste dog ikke, om hun skulle fortælle, at hun havde snakket med Tyler om, hun var begyndt at date Darcel, et sted kunne det jo være ligegyldigt, men på den anden side, ville det måske være meget rart for Darcel, at være forberedt, hvis nu Tyler skulle begynde på noget.
Hun føltes sig som en prinsesse, når han var i nærheden, som om alt andet kunne være fuldstændigt lige meget. Bare de to mod verden og verden kunne bare komme an. Som deres blikke mødtes og hun så ind i hans smukke øjne, mærkede hun hvordan alle de følelser hun i forvejen følte for ham, kun blev forstærket. Han var der. Han så hende. Og hun var der. Og hun så ham. Hun vidste godt, at hendes spørgsmål, ville kunne skræmme ham væk, men hun var også bare nødt til, at finde ud af om han gengældte de følelser, som han satte i gang i hende, for hvis han ikke gjorde, så kunne hun ligeså godt få sit hjerte knust nu, som senere. Hun kunne ikke andet end at smile stort, ved hans svar. "Godt svaret," sagde hun blidt og blinkede til ham, hvortil et mildt, stille grin forlod hendes læber.
Som hun stod helt tæt på ham, så ind i hans smukke øjne og følte sig så lykkelig, kunne det ligeså vel have regnet eller de kunne have stået midt inde i byen. Det eneste hun så lige nu, var ham. Det eneste hun følte lige nu, var ham. Han smil til hende, varmede enhver celle i hele hendes krop. Fra inderst til yderst, føltes det her bare så rigtigt. Endelig. Endelig, fik hun lov til, at mærke hans fantastiske læber mod sine egne. De læber hun havde sukket efter fra første gang de havde mødt hinanden og nu skete det endelig. Hun var ikke mange seksunder, om at gengælde kysset og lade sine øjne glide i. Hun lod sin frie hånd glide om i nakken på ham og nussede ham blidt, mens et sus gik i gennem hele hendes krop. Der var intet at gøre, hun var så forelsket i ham og mere sikker end nogensinde før, på at hun havde fundet manden i sit liv. Sin soulmate. Sin bedste ven for resten af livet. I medgang og modgang.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel nød, hun blinkede til ham og smilede bredt til hende som svar. ”Fortjener jeg så også dig?” spurgte han direkte – han ville gerne vide med ord, følelserne mellem dem var delt. Han ville på nuværende tidspunkt ikke kunne være venner med Isabella – følelserne var der, og de insisterede og bad om at blive gengældt, og hvis ikke det var sådan, var det bedste for ham at bryde kontakten til hende. Han kunne klare at få sit hjerte knust nu, men ikke hvis de forsatte en måned mere. Darcel snakkede ikke med Jordan længere og hun så ikke børnene, så derfor havde han heller ikke nogen grund til at underrette hende om den nye flamme, han havde fundet.

Isabella fortjente alt i denne verden, Darcel kunne give hende, som var godt. Han ville gå i gennem ild og vand for hende uanset hvad det kostede ham. Han ville gå gennem underverdenen for hende uden at se sig tilbage for at tjekke om hun var med, hvis det var det en dødsgud krævede af ham. Han ville stole blindt på, hun var lige bag ham og de ville komme ud på den anden side. Han ville hive alle universets stjerner ned til hende, hvis det fik solen til at skinne inde i hende. Fjerne alt det mørke, der til tider trykkede sig på i alle mennesker. Nej, der var ikke den ting han ikke ville gøre – om hun bad ham om det eller ej. Som hun gengældte hans kys, lod han øjnene glide i, mens alt i hans krop åndede lettet op, samtidig med et sus ligeledes fløj gennem hans krop. Hun ville kysses af ham – og nu stod de her, med læberne mod hinanden, og han ønskede ikke det skulle være anderledes. Han ønskede ikke, det skulle stoppe. Han nød at mærke hendes hænder om sin nakke, som den kærtegnede ham der. Berøringen fik selv de allermindste nakkehår til at rejse sig, og han tillod sig med sin egen frie hånd, at lægge den mod hendes lænd og pressede hende blidt tættere på sig, mens hans læber forsatte med at omfavne hendes. Han kunne ikke huske, hvornår et kys nogensinde havde føltes så rigtigt og perfekt. Han havde tit haft lys til at kysse de smukke læber, men havde slået rod i sig selv for ikke at gøre det, indtil han til sidst – som nu, ikke længere kunne og hvor var han glad for, han endelig fik lov. Han var heller ikke i tvivl; han havde fundet sin tvende i livet.

[Isabella Collins]

Isabella indrømmede gerne, at hendes følelser for Darcel ikke, var som nogle af de følelser hun før havde haft for nogen som helst. Med Darcel føltes alting bare så rigtigt, lige fra første gang hun havde set ham. Hun havde altid været en stor romantiker, men kærlighed ved første blik, var alligevel ikke noget hun havde troet på fandtes, men det gjorde hun nu. Hun bed sig i læben, mens øjnene lyste mere op end stjernerne på himlen, som hun nikkede, og prøvede ikke at virke alt for ivrig. "Mere end ord kan beskrive," svarede hun blidt. Hun ville elske, virkelig elske, at kunne være taget hjemme fra som single, men komme hjem med Darcel som sin kæreste. Hun vidste godt, at han var lidt ændre end hende, men alder havde aldrig været et problem for hende før, så hvorfor skulle det være det nu? Nej for Isabella, havde kærlighed ingen alder, ingen race, ingen grænser. Hendes følelser for Darcel var så ægte, som de overhovedet kunne blive.
Selvfølgelig havde hun sine bekymringer for, om hans følelser var ligeså ægte, i og med hun var af willieslægt, men han virkede så oprigtig. Hvem ville gide, at gøre så meget ud af en date, hvis det udelukkende, var på grund af en fysisk, seksuel tiltrækning? Og hvorfor skulle han have ventet med, at prøve at kysse hende? Alene de to små - og alligevel store - ting, var nok til at overbevise hende. Hun lod ligeledes sine øjne glide i og tillod sig selv, at være hundrede procent til stede og bare nyde øjeblikket med ham. Dét her kys, var noget helt særligt. damn hendes første kys med alle andre, ja selv det aller første kys hun havde fået som teenager. Han læber var de eneste hun ville kysse resten af sit liv. Hun lod forsat sine hænder nusse blidt hans nakke. Kysset var ikke mindre end perfekt. Han var perfekt. Hele daten var perfekt. Hun havde så mange sommerfugle i maven, at det føltes som en helt zoologisk have. Hun mærkede hans hånd mod sin lænd og trådte per automatik, et skridt tættere på ham, så der nærmest ingen luft var mellem dem. Hun havde virkelig ikke lyst til, at slippe hans læber igen. Nogensinde. Hun ville bare fryse øjeblikket med ham og være her i nuet.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel havde været forelsket før, men ikke på den her måde. Det her det føltes let – og ikke som noget dårligt, men han havde kun oplevet kærlighed som svær og drænende. Det her, det var anderledes fra hvordan det havde føltes med Jordan eller en anden kvinde, han havde næret så dybe følelser for. Det var rigtigt på en måde, han egentlig ikke kunne beskrive med ord. Darcel var også drevet af romantik og han var romantisk som person, men i lang tid havde han haft svært ved at finde den side af sig selv frem igen. Det var som om, Jordan havde ødelagt et eller andet fundamentalt i ham – en byggesten, som han ikke havde troet, han nogensinde ville kunne få igen eller få repareret. Så kom Isabella. Hun havde fikset den del af ham sammen igen, og han turde nu håbe på, at kærlighed fandtes. At der virkelig var en person, der kunne fikse en og gøre en meget bedre – at de var ens bedre halvdel. At man var en side af samme mønt. Han smilede bredt og varmt, som hun svarede ham. Ordene varmede ham og selv de mindste nakkehår i hans nakke rejste sig – en skjult reaktion, men han kunne mærke den. Han håbede også, at i dag var dagen han ikke længere var en single, fraskilt mand – men i stedet havde fået en ny chance.
Darcel var ikke Guds bedste barn og selvfølgelig var han ikke uimodtagelig over for hendes skønhed og de gener, der gjorde han kunne mærke dem. I starten ja, havde hans tiltrækning været rent fysisk – men sådan startede det oftest. Han havde dog lært hende at kende – og ikke i forhåbning om, han gerne ville i bukserne på hende, men nej, fordi han gerne ville lære hende at kende. Han havde ikke prøvet noget før nu, fordi han ville være sikker på sine følelser og om de var ægte. Det var de, og han så så meget mere end hendes skønhed udadtil. Han så alt det, der var skønt inde i hende og han så en kvinde, der var smuk fra inderst til yderst. Det her kys samtidig med hendes berøring af hans nakke, var som fyrværkeri. Eksplosivt, flot. Han mærkede hendes krop tættere på sig og nød, de stod så tæt. At ingenting og ingen lige nu kunne komme mellem dem. Der var kun dem, og for et kort sekund stoppede universet med at fuldføre de mange funktioner det havde – verden stod stille, jorden drejede ikke. Til gengæld, så var der ligesom i universet, ikke nogen tid. Han lod sit hoved glide en smule på sned, så kysset kunne blive dybere. Han havde det som om, han havde været ved at drukne – og at kysset med Isabela, hele hendes person, ja det var ligesom at komme op efter frisk luft.