Look at the stars and how they shine for you

[Isabella Collins]

Isabella havde før været teenage forelsket, men det her med Darcel, var dybere end det, dybere end noget andet hun før havde følt. Hun havde før oplevet mænd, fyrer, drenge, som kun havde været interesseret i hende fordi hun var af willieslægt. Da hun havde været yngre, havde hun ikke helt forstået, hvad det havde betydet, men hun var voksen nu. Hun var mor til to fantastiske børn, som havde gjort hende moden og ansvarsbevidst. Hun hverken kunne og ville ikke, bare kaste random mænd ind i deres liv. Det var rigeligt, at deres far kom og gik som det passede ham. Hun havde brug for en mand, som var der. Ikke bare når det passede ham, men når det passede dem. Fuldtid. Hun håbede virkelig, at når denne date var slut, så ville hun gå derfra med en kæreste, en fremtidig mand i sit liv, som var kommet for at blive.
Selvfølgelig var der en del af hende, som frygtede, at så snart hun gav efter og lukkede ham helt hundrede procent ind, så ville han smutte, men det var alligevel en risiko hun havde mod på, at tage. Aldrig havde et kys føltes så godt og ægte. Så perfekt. Som om hans læber var skabt til hendes og omvendt. Kysset blev kun bedre og mere overbevisende, som han gjorde det dybere og hun, uden at spilde et eneste sekund, fulgte trop. Efter lidt måtte hun dog slippe kysset og tog ind dyb indåndig, som hun åbnede sine blå øjne og så op på ham, med et smil meldte sig på hendes røde læber, mens hendes hænder stadig nussede hans nakke ganske blidt. Hun var tom for ord. Kysset havde virkelig sparket benene væk under hende.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel var en mand af sine ord og han gad ikke længere flygtige romancer. Han ville have noget ægte. Han ville have et forhold, hvor han følte sig tryg. Et forhold der byggede på tillid og kærlighed. Han havde benægtet at hans og Jordans forhold og ikke mindst ægteskab havde været bygget på anden. Sandheden var dog, der konstant havde været en mistillid og uærlighed mellem dem. Jordan havde ødelagt noget i ham og måske ville det aldrig blive som det var før, men han havde en følelse af at med Isabella blev det bedre – lindret og plejet til det var så en lille del af ham, det næsten ikke eksisterede længere. Han håbede Jordan en dag ville finde fred med sig selv, men Darcel ville aldrig være i stand til at tilgive hende for at have efterladt deres lille familie på den måde, hun gjorde. Alt hvad hun havde gjort mod ham, kunne være ligemeget, men det hun havde gjort mod børnene var utilgiveligt.

Som hun brød kysset, trak Darcel sig en smule fra hende og lod sine egne blå øjne hvile på hendes. Han gengældte hendes smukke smil og strøg hende over kinden. Han var tom for ord, og han følte heller ikke han egentlig behøvede at sige noget. Så han lod øjeblikket synke ind, og tillod sig at blive svøbt ind i hendes berøring og hendes smukke blå øjne. ”Ta’ plads,” påpegede han så endelig og lod med en elegant gestus sin hånd vise tæppet, som var placeret på græsset. ”Så skænker jeg os et glas vin,” hans stemme var varm som han igen snakkede. Han vidste ikke helt hvordan det var at date – det havde han ikke gjort længe. Hvornår var man kærester? Tog man en snak eller var man det bare, når man som dem lige havde delt et fantastisk øjeblik og kys?

[Isabella Collins]

Isabella havde haft tre forhold, men hun ville nok ikke kalde nogle af dem seriøse, som sådan. Charles, havde været mens de stadig havde gået op Hogwarts og hun havde været ham utro. Lucas havde hun også været utro, endda med Tyler. Og når ja, Tyler havde hun været utro med Andrew. Det var dog efterhånden tre år siden, hun havde haft en kæreste og meget var sket på de tre år. Blandt andet havde hun nu mødt Darcel, som hun så et helt andet potentiale i. De andre havde hun set som skole-kæreste/flirts, ungdomskærlighed og de frøer man blev nødt til at kysse, før man ville finde prinsen. Darcel derimod, så hun som prinsen.
Forelskelsen stod tydeligt skrevet i hendes blå øjne, som hun så ind i hans, mens hun bed sig let i læben. Hun følte egentlig heller ikke, at der var et behov for ord mellem dem lige nu. Hun nød at lade øjeblikket finde sin plads i hendes minder, mærke sommerfuglene i maven og den helt i gennem fantastiske følelse af, at være tryg og nyforelsket, synke ind. Mærke hans hånd mod sin kind og hans smil, var nok til at gøre hende helt blød i knæene. Hendes smil blev kun større af hans ord og gestus, som hun rettede blikket i retningen af tæppet på græsset, "Merci," lød det blidt fra hende, som hun gjorde et lille naj og grinte mildt. Det var nok det eneste franske hun kunne præstere, men det var da fransk. Hun satte sig ned på tæppet og så op mod stjernerne, mens hun afventede han ville finde vinen. "Darcel?" spurgte hun blidt og vendte så blikket fra stjernerne mod ham, så hun så over sin ene skulder, hvor til hun bed sig lidt i læben.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcels ungdom havde været ret vild. Han havde ikke haft en decideret kæreste, før han havde været omkring de atten år. Han havde været god til at gå fra den ene samlejepartner til den anden, og han havde aldrig oplevet at være forelsket som teenager. Han var dog blevet forelsket, da han havde rejst rundt i Europa og havde fundet sig en fransk skønhed. Den franske skønhed, som virkelig kun havde været smuk udenpå. De havde været hinanden utro konstant, og da det havde været tid til han ville hjem til England, ville hun ikke med og det havde han accepteret. Der var gået et par år, og deres veje havde krydset igen. Nu skulle de heldigvis aldrig krydses igen.

Darcels blik matchede hendes. Han var forelsket i hende. Det var en hel anden forelskelse end noget, han havde oplevet før. For det første nok fordi han også følte sig tryg. Han havde tillid til Isabella, en tillid han aldrig havde haft en anden kvinde før. Han vidste dog også, det sekund han gav sit hjerte til hende, gav han hende også muligheden for at ødelægge det, og han ville være fuldstændig forsvarsløs. Han var dog villig til at tage chancen og bede til, hun virkelig ville passe på det. Han smilede ved hendes merci, mens han nød lyden af hendes grin og skænkede dem et glas vin hver. Han drejede hovedet mod hende som hun sagde hans nej og bemærkede hun bed sig i læben. Han nød synet af hende. ”Ja?” spurgte han, som han rakte hende et glas og satte sig ved hendes side.

[Isabella Collins]

Isabella følte nærmest kun hun havde oplevet teenage-kærlighed. Selv Lucas havde hun mødt, da hun havde været 19 år. Selvom hun havde været 21 før hun var blevet kærester med Tyler, så havde han stadig været en flamme fra hendes teenageår, da hun kun havde været 16 år, da hun havde været i seng med ham første gang. Hun var i sine midt tyver nu, hun havde to børn på snart 7 år, hun var klar til at slå sig ned og bare nyde livet. Forhåbenligt med Darcel.
Hun lod sin kind hvile mod sin skulder, som hun stadig så over, for at se på ham. Hendes hånd var placeret mod tæppet og begge ben bøjet let, så hun sad mest muligt behageligt, nærmest som en havfrue. "Tak," lød det blidt fra hende, som hendes smil voksede en smule, før hun valgte at uddybe sit tak lidt, "Det her er det.. Mest fantastiske en mand nogensinde har gjort for mig," hendes stemme var blid og kærlig. Hun ville sådan ønske, at de kunne blive i dette øjeblik for altid, selvom hun godt vidste, at allerede i morgen, ville hverdagen kalde igen. Hun tillod sig selv, at være i nuet og nyde hans selskab. "Hvem passer Olive og Victor?" spurgte hun nysgerrig, mens de blå øjne stadig hvilede på ham og al hans skønhed.

[Darcel Montaque Lavoie]

Han betragtede hende, som hun sad på tæppet. Hun så så fantastisk smuk ud og som hun sad sådan, kunne han både mærke hendes williegener påvirke ham, men også hvordan hun påvirkede ham. At han var forelsket i hende, og han fik den varme, behagelige følelse gennem sin krop. Den overskyggede det andet. Han nikkede til hendes tak og nød at se hendes voksende smil. Hans smil voksede selv ved hendes ord. ”Alle de her stjerner… De lyser op, kun for dig,” hviskede han som svar og tog en tår af sin vin og lagde sin arm ud som gestus til hun kunne sætte sig indtil ham. ”Min mor synes hun havde brug for noget tid med dem, så hun passer dem lige nu. Hvad med Samantha og Sebastian?” spurgte han ligeledes med en nysgerrighed i sin stemme. Darcel havde en barnepige han kunne ringe til, hvis ingen af hans nære relationer kunne se efter de små, men han foretrak at bruge familie og venner. Der var en anden tryghed i det. Så længe Timorthy gik på Hogwarts, kunne han heller ikke bruge ham – men han var heller ikke sikker på, han ville lade en teenagedreng være helt alene med to små børn, da det var noget af en håndfuld.

[Isabella Collins]

Isabella kunne slet ikke forstå, hvordan hun kunne være så heldig, at have fundet, ikke bare én som Darcel, men Darcel. Hun følte sig som den heldigste kvinde i verden og den følelse voksede kun i hende, som han svarede stjerner kun var der for hende. "Mener du det?" spurgte hun med øjne, som næsten lyste ligeså meget op, som stjerne på himlen, før hun ligeledes tog en tår af vinen, "Mmmh.." lød det nydende fra hende, før hun med glæde tog ham på hans gestus og rykkede tættere på ham, så hun kunne hvile hovedet mod hans skulder.
Hun nød virkelig at sidde her med ham. Hun kunne stadig smage ham på sine læber, og hun ønskede ikke at den smag nogensinde, skulle gå væk igen. Hun rettede dog hovedet op igen, så hun kunne se på ham, mens hun stadig sad tæt indtil ham. "Åh hvor dejligt. Hvad med din far?" spurgte hun lidt forsigtigt ind, da hun ikke vidste om det ville være et følsomt emne. "Mine forældre passer dem. De kunne ikke selv få børn, så derfor adopterede de mig i sin tid, så det at de har to børnebørn nu, er det bedste der er sket for dem længe," svarede hun med et mildt grin. Hun kunne sådan set godt forstå dem og de sagde stort set aldrig nej, til at passe Sam og Seb, med mindre der virkelig var en årsag til de måtte sige nej.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel havde det på samme måde. Han kunne slet ikke forstå, hvordan han havde været så heldig at møde Isabella. Det var virkelig hans held, at Charles havde glemt alt om at finde en date til Evannas veninde. Det var også Darcels held, han havde skyldt Charles en tjeneste, som han havde valgt at indfri den aften. Han havde nok ellers sagt nej, da det at skulle ud og møde kvinder igen, ikke ligefrem havde været hans store lyst på daværende tidspunkt. ”Ja, det mener jeg,” hviskede han med en mild, hæs stemme ved hendes spørgsmål. Han havde bemærket hvordan hendes smukke blå øjne havde lyst op ved hendes spørgsmål. Han mente det dog seriøst. Han havde kastet en besværgelse, der gjorde de lyste mere op og kom tættere på – for hendes skyld. For hun kunne se skønheden i universet. En skønhed, der var lig hendes. Han mærkede hende tættere på sig og lod sin arm være tæt omkring hende. Han nød varmen fra hende mod sig. Nød at have hende tæt på.

Darcel længtes allerede nu igen efter hendes læber. Det havde været det mest fantastiske øjeblik. Han betragtede hende som hun rettede på sig. Han havde bemærket hendes forsigtighed i måden, hun spurgte på. Han havde et godt forhold til begge sine forældre, så der var ingen grund til at være så forsigtig – men det kunne hun jo ikke vide. ”Ja.. Det er skønt. Min far er der også, han er også glad for at have dem, men det var primært min mor der pressede på,” forklarede han med en rolig stemme. Han nikkede for at indikere han lyttede. ”Det kan jeg godt forstå,” svarede han medfølende og nød at høre hende grine. ”Har du nogensinde mødt dine biologiske forældre?” spurgte han direkte – han var ikke forsigtig som sådan, men han ville dog fuldt ud acceptere hvis ikke hun ønskede at snakke om det.

[Isabella Collins]

Isabella ville kunne takke Charles, fra nu af og til juleaften, for at have ført Darcel ind i hendes liv, selvom hun ikke var sikker på om han ville have gjort det, hvis han havde vidst, hvem hun var inden. Hun vidste ikke engang om Charles havde fortalt Darcel, at de var eks-kærester og hun i sin tid havde været ham utro. Hun ville hverken antage det ene eller det andet, men hun havde heller ikke selv lyst til, at bringe det op. Slet ikke på en så perfekt date. Hans milde og hæse stemme, gik direkte et vist sted hen på hende og hans ord efterlod et smil på hendes læber. Det var rart, at sidde så tæt på ham og hun håbede hun kunne få lov til, at stjæle et kys eller mere, inden aften var omme. Dog nød hun bare nærværet og selskabet lige nu.
Hun grinte mildt ved hans ord og hævede sit vinglas mod ham, "Til fantastiske bedsteforældre," smilede hun med et varmt blik i sine blå øjne. Hun nød hans rolige væsen. Hun var ikke ked af, at være adopteret, hun havde haft en fantastisk barndom og kunne nærmest ikke bede om mere. Hun rystede lidt på hovedet, "Nej, men jeg har mødt min biologiske halvstoresøster og jeg ved, jeg har en tvilling et sted derude i verden, men jeg har ikke kunne finde hende. Jeg har ikke lyst til, at møde mine biologiske forældre, for det er mine adoptivforældre, der er mine forældre," forklarede hun og sendte ham et lille smil, før hun rettede sig en smule mere op for, at se ordenligt på ham med et par forelsket blå øjne. Hun bed sig lidt i indersiden af kinden, før hun tog chancen og lænede sig mod ham igen, i et håb om, at hun ville kunne få et lille kys mere. Eller et stort et, for den sags skyld.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel kendte intet om Isabellas og Charles’ fortid. Han havde ikke fortalt ham noget, og kendte han Charles ret, var det heller ikke noget han havde tænkt sig at fortælle. Charles var en god mand og han snakkede meget sjældent grimt om andre. Han var den type, der troede på folk udviklede og ændrede sig hele livet igennem, så blot fordi det var den Isabella Charles havde kendt, betød det ikke hun var den Isabella nu. Darcel var også selv fordomsfri, så havde han fået informationen havde han givet Isabella en chance uanset hvad.
Darcel anede ikke hvad hans hæse stemme gjorde ved hende. Han snakkede som han normalt ville. Han håbede så inderligt, at de mere en gang denne aften ville dele et kys. Et lille intim øjeblik. Låst øjenkontakt. Det hele.
Han lod sit vinglas klinge mod hendes, som hun ligeledes hævede sit glas. ”Mmh, og vidunderlige les pygmées…” han tænkte sig kort om ”små mennesker,” han rettede sit franske tilbage til britisk – det var en vane at blande de to sprog sammen, inden han grinte mildt og lod vinen glide ned i sit svælg. Darcel betragtede hende, som hun forklarede. Han elskede lyden af hendes stemme som frydede hans øre. Hendes stemme som var som sød musik og en stemme, han aldrig ville blive træt af at lytte til. Han en enkelt gang for at vise han lyttede, mens øjnene interesseret betragtede hende. ”Hvordan er dit forhold til din halvstoresøster så?” spurgte han roligt, inden han nikkede en enkelt gang mere. ”Leder du stadig efter hende? Kan godt forstå dig… Forældre handler om meget mere end bare blod,” påpegede han til hendes forklaring og gengældte det lille smil, hun havde på sine læber. Han lod hende rette på sig, og bemærkede det forelskede blik, som gav genskær i hans øjne og reflekterede sig tilbage på hende. Han bemærkede hun lænede sig ind mod ham og lod sine læber presse sig mod hendes, mens hans frie hånd straks fandt hendes nakke.

[Isabella Collins]

Isabella var virkelig i tvivl omkring, om hun skulle fortælle Darcel, at hun havde været kærester med Charles eller ej. Det var jo kun fordi de to mænd var i familie, at hun overvejede, at fortælle ham det, da hun ikke ønskede at bygge noget op på en løgn, eller risikere, at han pludselig fandt ud af det og blev sur over hun ikke havde sagt noget. Med den bagtanke, blev hun enig med sig selv om, at sandheden skulle frem, før den ville kunne gøre skade - og hvis den endelig skulle gøre skade, så hellere nu end når han havde mødt Sam og Seb. Blikket blev kort vendt mod jorden, "Darcel, der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig.. Jeg ved ikke om Charles, har fortalt det," hendes stemme var blidt, men også en smule nervøs, som hun så op på ham igen.
Hun ville bestemt ikke have noget imod, at dele flere kys med ham. Hun kunne stadig mærke sommerfuglene fra det første kys og smage ham, på sine røde læber. Hele hans personlighed tiltalte hende så meget, hun næsten ikke kunne være i det.
Hun nåede lige at rynke på panden ved hans franske. Det var så smukt et sprog, men hun forstod det ikke. Hun kunne sige hvad hun hed og så var det dét. Hun grinte mildt, "Og til små mennesker," eniggjorde hun sig og tog en tår af glasset. Hun nød han virkede til at være tilstede i deres samtale. At han virkede oprigtigt interesseret i at lærer hende, at kende og ikke bare så hende som et eller andet stykke legetøj. Hun håbede bare at hun kunne stole på sin mavefornemmelse, sit hjerte og sin hjerne, for de fortalte hende alle tre, den samme ting. Han er den rette. Hun rynkede lidt på næsen, "Vi er meget forskellige. Vi snakker ikke så tit. Men min lillesøster, er jeg tæt med," fortalte hun og smilede lidt, "Er du tæt med dine søskende?" spurgte hun, da hun ikke ønskede det hele skulle handle om hende, men hun ville jo også gerne lærer ham at kende. Hun trak lidt på den ene skulder, "Jeg vil aldrig give op, men.. Der er virkelig mange Collins i UK og jeg ved ikke engang, om hun er i UK," svarede hun blidt og nikkede, "Præcis," hendes blå øjne hvilede på ham. Det var så rart, at have en voksen samtale med et modent menneske, som tog en seriøst. Hun mærkede hvordan alle sommerfuglene i hendes mave fløj omkring, som hun mærkede hans læber mod sine egne. Hun lod sine øjne glide i og nød kysset med ham. Hun kunne mærke forelskelsen helt ud i fingerspidserne. Hun lod blidt sin ene hånd søge hans kind og tippede hovedet lidt til den ene side, for at gøre kysset en smule dybere, som hun mærkede hans hånd mod sin nakke. Det var så rart.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel var egentlig ligeglad med, hende og Charles en gang havde været kærester. Ikke han var ligeglad med hendes fortid, men det betød ikke noget for, hvordan han havde det med hende. Han lod de blå øjne hvile på hende, som hendes blik var mod jorden. Som hendes blide stemme lød, var han så betaget af bare at høre hende snakke, at han ikke bemærkede nervøsiteten i hendes stemme til at starte med. ”Mmmh?” spurgte han med en kort undring i blikket. Hvad havde Charles ikke fortalt ham?

Han bemærkede hun rynkede på panden, som han snakkede fransk. Han var vant til at bruge det hele på en og samme tid, så det var ikke altid han tænkte over det. Han smilede dog bredt, som hun var enig med ham i hans salut til deres mini Isabellaer og Darceler. Darcel havde også en hel speciel følelse omkring hende, og uanset hvor meget han prøvede at slå koldt vand i blodet og dæmpe dem, så blev de stærkere minut for minut – især i hendes nærvær. Han havde tabt for længst, så han kunne ligeså godt overgive sig til sommerfuglene i maven og den forelskelse der var blomstret op i ham. Han lyttede interesseret til hende som hun snakkede videre. ”Det må være svært… som søskende vil man gerne tro, man bare har lidt til fælles,” påpegede han roligt, inden han sendte hende et varmt smil. ”Er du vokset op med hende eller mødtes i også først som voksne?” han bed sig lidt i læben ved hendes spørgsmål. ”Ja det vil jeg sige jeg er..” svarede han med et smil. Han havde primært søstre, og en lillebror. Han var tæt med på dem på forskellige måder. Hans dør var dog altid – uanset hvad, åben for hver og en af dem. Han nikkede og havde et forstående blik i øjnene ved hendes ord. ”Ja der er.. Hvad hvis du får lavet en prøve? Kan være hun har fået lavet det samme… hvem ved?” spurgte han. Han ville alverdens gerne hjælpe hende, hvis der var bare en eller anden måde, hvor han kunne hjælpe. Han nød kysset, som det blev dybere. Han lod det forsætte og fandt også mod til, at lade sin tunge blidt kærtegne hendes underlæbe – han ville så gerne smage hele hendes sødme.

[Isabella Collins]

Det var ikke mange gange i livet, at Isabella havde været så nervøs, som hun faktisk var lige nu. Det her, deres dates, flirt, uanset hvad man ville kalde det, var det bedste der var sket for hende længe og hun var oprigtigt bange, for at ødelægge det, ved det hun ville fortælle ham, men samtidig ville hun heller ikke bygge mere på, hvis det ville være en deal breaker for ham, så hellere stoppe det nu, end efter børnene og alting var blevet mere seriøst, selvom hun skam tog dem seriøst. Hun pustede lidt ud og bed sig i læben, mens hun så ind i hans skønne, blå øjne. "Charles og jeg var kærester, da vi gik på Hogwarts," fortalte hun og mærkede med det samme en kæmpe lettelse, over at kunne være så tryg ved ham, at hun følte hun kunne være ærlig omkring ham.
Isabella var også fuldt ud fortabt i Darcel. Han var den skønneste mand, hun nogensinde havde haft æren af, at møde og lære at kende. Det varme smil han sendte hende, efter hans ord om Isadora, varmede hende helt ud i storetåen. Hun nikkede lidt, "Jah.. Altså, vi har da begge to Isa, som den første del i vores navne," svarede hun med en skæv grimasse., efterfulgt af et varmt smil retur. "Jeg er vokset op med Mishel," svarede hun ærligt, med et nyt smil på sine læber. Hendes smil voksede kun, "Det er fantastisk med søskende," den blide stemme matchede de blide blå øjne, som hvilede på ham. Hun var lykkelig over, at selvom hun og @mishel var adoptereret, så var det til en familie, hvor de altid havde været rige på kærlighed. Hun vidste, hendes forældre altid ville være der for hende. Selv da hun havde stået som 18 årig havde stået med en positiv graviditets test, med en mand som havde været næsten tyve år ældre end hende selv og hun som 19 årig havde givet liv til to perfekte små guldklumpe. Altid, kunne hun regne med sin familie. Selvom hun havde klaret tvillingerne selv, så havde hun kunne tage der hjem og få sovet igennem, når presset var blevet for meget. Nu var de dog så store, at de enten skændes eller legede - heldigvis mest det sidste. Hun nikkede lidt, "Ja, det kan selvfølgelig være, men igen, jeg ved ikke engang om hun er i England eller hvad hun hedder," svarede hun roligt og smilede lidt til ham. Det var underligt, at tænke på, hun havde en tvilling, som rendte rundt et sted ude i verden.
Hun nød ligeledes kysset blev dybere. Hun ville sådan ønske, at hans læber ville være de sidste hun i sit liv, skulle kysse. At hun kunne sidde, som en gammel kone og se på sin gamle mand og se det var Darcel. Hun sukkede svagt, som hun mærkede hans tunges blide kærtegn mod sin underlæbe. Det var længe siden nogen havde kysset hende på den måde. Kysset hende med så mange følelser i. Hun lod blidt sin ene hånd søge hans kind, og strøg den blidt med tommelfingeren.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel bemærkede hun pustede ud, som hun så ind i hans øjne. Han betragtede hendes smukke, lyse hud og de blå øjne, mens han strøg hende over kinden. Han trak kort øjenbrynene sammen, som hun fortalte at hun plejede at være kærester med Charles. Ikke fordi han væmmedes ved tanken, men fordi han havde svært ved at forestille sig hende og Charles sammen. ”Det er mange år siden, men tak for din ærlighed” han strøg hende forsat over kinden, stemmen havde været blid og øjnene havde hvilet noget så varmt på hende, som ordene var blevet ytret. Det ændrede ikke noget for ham. Det var hendes fortid, og han var lige nu hendes nutid og forhåbentlig også hendes fremtid. Han rømmede sig lidt. ”Jeg kan i øvrigt fortælle, at Charles havde glemt at finde en date, så den eneste grund til det blev mig, var fordi jeg heldigvis skyldte ham en tjeneste… Men du må ikke sige det til Evanna,” med de sidste ord grinte han lidt. Charles havde givet klar besked, om det skulle blive mellem de to fætre, men han ønskede Isabella skulle vide, at det var den bedste tjeneste, han nogensinde havde gjort Charles og sig selv i øvrigt.
Han så på hendes skæve grimasse og efterfølgende varme smil. ”Såeh… er der den ene ting,” påpegede han og blinkede en enkelt gang til hende. Han havde også familiemedlemmer, hvor det eneste han havde til fælles med dem var et efternavn. Det var dog ikke hans søskende. ”Det må ha’ været skønt at have en søster at vokse op med,” han havde nærmest være ene dreng blandt sin søskende flok. Han havde en lillebror, men han havde været en del yngre end ham selv. Ellers havde hans forældre egentlig kun fået pigebørn. Ikke han ikke var glad for sine søstre, men til tider havde det også været anstrengende at være i midten af tøsefnidder. Han troede dog på, det havde gjort mere gavn en skade. Han respekterede kvinder, han havde udviklet en retfærdighedssans og han var beskyttende og omsorgsfuld. Han nikkede til hende. Det var fantastisk med søskende. Han betragtede de smukke blide blå øjne, som hvilede på ham. Han spejlede sig i hendes blik, mens han lod dette øjeblik, minde, printe sig ind i hans sind og hukommelse. Han rystede på hovedet. ”Nej, det er rigtigt.. Men mange af dem lagre det internationalt, så måske der er et match?” prøvede han. Han kunne sagtens hjælpe hende, han havde en del forbindelser i og med han arbejdede på et universitet og tit havde været gæsteforlæser på både magiske og muggler universiteter.
Darcel havde flere gange forestillet sig ham og Isabella gamle sammen på verandaen i hans gigantiske hus med deres børn omkring dem. Det var smukt og han håbede, det ville blive virkeligt. Han nød hendes svage suk, som hans tunge smagte på hendes bløde læbe. Han mærkede hendes hånd mod sin kind, og nød de strøg hun gav den med sin tommelfinger. Han lod sin egen hånd finde hendes og pressede den blidt ind mod sin kind, inden han lod sin tunge søge hendes. Han havde det virkelig så fantastisk nær hende.



 

[Isabella Collins]

Isabella mærkede hans hånd mod sin kind, og så de blå øjne søge hans, mens hun mærkede en lettelse uden lige. "Det er mange år siden. Tak, fordi du tager det så pænt," svarede hun blidt og smilede kærligt til ham. Hun vidste ikke helt, om hun skulle tilføje den del om, hvorfor de var gået fra hinanden eller ej. Hun glemte det dog lidt, da han fortalte grunden til, det havde været ham, der var blevet udvalgt til, at være hendes blind-date. Hun grinte let, "Oh my.. Jeg er glad for, du skyldte ham en tjeneste. Og jeg siger intet til Evanna," lovede hun morende og sendte ham et let blink.
Hun grinte let, "Ja, det er da.. noget," hun skar en lille grimmasse, efterfulgt af et smil. Hun havde ikke noget tilfælles med Isadora, foruden navnet og samme far. Og selvfølgelig det faktum, at de begge havde været i seng med Tyler, men det var der vel ikke ret mange kvinder der ikke havde, så det talte ikke rigtigt. Hun nikkede lidt, "Meget," smilede hun varmt. Isabella var godt nok en pige-pige, i form af hun kun gik i kjole eller nederdele, man så hende aldrig i bukser, foruden natbukser hvis det var virkelig koldt om natten. Men tøsefnider, havde aldrig været hendes stil, hvilket nok var en af grundene til, at hende og Evanna havde været så gode veninder allerede tilbage i Hogwarts tiden. Hun var til gengæld kvinde-kvinde, når det kom til drømmen om en mand, som kunne beskytte og drage omsorg for hende og deres familie. Selvfølgelig havde hun også altid haft en drøm om, at finde den eneste ene, så blive gift og derefter få børn, men hun fortrød ikke for et eneste sekund sine børn eller det faktum, at hun aldrig var blevet gift eller så meget som forlovet med Tyler. Hun nikkede lidt, "Ja, måske," svarede hun og smilede blidt til ham. Hun var blevet skuffet, da hun havde fundet Isadora, så frygten for at blive skuffet, hvis hun fandt sin tvilling, var der uden tvivl, men samtidig stod hun ved sine tidligere ord. Hun ville aldrig give op.
Hun havde ikke lyst til, at deres lille intime øjeblik skulle slutte. Hun lod ham presse hendes hånd mod hans kind og nød, at mærke hans tunge mod sin egen. Hovedet tippede hun en smule til den ene side, for at gøre kysset dybere. Hun havde lyst til, at mærke mere af ham, men hun ville samtidig heller ikke fremstå billig eller have deres første rigtige intime nærvær midt ude i det fri, hvor alle kunne komme forbi og se dem. Men hun ville gerne nyde kysset og måske røre, bare lidt, ved ham.