Bare dig og mig...

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly havde aldrig været super god til, at lukke nogen ind i sit liv, hvilket nok også var det Stella fik at føle lige nu. Kim havde det aller bedst, når hun var alene eller sammen med de få mennesker hun havde kært, for så var der ingen der dømte hende, for de kendte hende og vidste, hvordan hun var. Hun kunne sagtens slå sig løs, glemme alle hæmninger og flirte med hvem end hun ville, men på skolen, var det en helt anden Kimberly man fik at se. Hun var stille i timerne, fordi hun ikke gad de mange blikke, som sjældent forsvandt lige med det samme igen. Hun var blevet manipuleret med, af folk hun havde stolet på, deriblandt sin egen storebror, hendes forældre skulle skilles, og ærligt så ville hun bare gerne have dette her skole år overstået, så hun kunne flytte hjemme fra, uden at skulle til at vælge mellem hvem hun ville bo hos og alt muligt andet. Hun kunne intet af det overskue. "Ensom? Du har Timmy, Hogsquad og sikkert også mange andre," lød det i en mumlen fra blondinen.
Kimberly rynkede lidt på panden, "Hør, Stella.. Jeg er ked af, hvis du fik den opfattelse, men jeg hjalp dig, fordi du lignede en som havde brug for hjælp. Jeg siger ikke, at jeg ikke vil være veninder med dig. Jeg siger bare, at et venskab altså ikke bliver bygget op på, at stoppe hvad end det var Beatrix havde gang i og chokolade. Venskaber tager tid. Der er tillid der skal opbyggelse, personligheder der skal klikke og meget mere," prøvede hun at forklare, efter at have tygget af munden.

[Stella Todd]

Der var nogen helt simple ting, som Kimberly ikke virkede til at kunne forstå. Blandt andet det med at Stella kunne føle sig ensom. Jo hun havde da Timmy og hogsquad, men det hun virkelig manglede var en god veninde, og så kunne det godt være denne ikke lige faldt ned fra himlen, men man kunne vel ikke bebrejde hende for at håbe bare lidt.
Stella sukkede lidt og så på den blonde pige. ”Det er okay, at du ikke forstår mig. Du siger mange rigtige ting og jeg forstår det godt, men når jeg siger jeg er ensom, så er det fordi jeg mangler en veninde at snakke med om tingene. En som bare er der og som lytter når jeg snakker om Timmy eller Jacob.” hun trak lidt på skuldrene. De passede nok bare ikke sammen uanset hvordan man så på det. ”Det fint Kimberly, tak for din hjælp

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly havde nok svært ved, at tage begrebet 'ensomhed' seriøst. Ikke fordi hun ikke kunne sætte sig ind i andres sted, men fordi hun selv havde det helt fint i sit eget selskab og derfor ikke havde noget imod, at være alene. Kimberly rynkede lidt på pande, "Stella, jeg er Timmys veninde og jeg vil ikke ende i en eller anden situation, hvor jeg skal vælge side eller hører om det samme problem, der ville kunne løses, hvis bare én af jer åbnede munden. Og jeg aner ikke hvem Jacob er.. Jeg vil ikke være en røv og selvfølgelig må du snakke med mig, om hvad end du har brug for at snakke og jeg siger ikke noget om Beatrix til Timmy, men det gør os ikke til best friends," hun prøvede virkelig ikke at være en kælling omkring det og hun kunne godt se på Stella, at hendes ord havde ramt, hvilket ikke havde været meningen, men i og med Kimberly var så asocial som hun var, så fik hun også tit sagt nogle lidt uheldige ting på en uheldig måde, så folk hurtigt dømte hende for at være en snob eller ja, kælling. "Jeg tror det er bedst jeg går nu. Klar du dig?" spurgte hun og lod sine blå øjne hvile på brunetten.

[Stella Todd]

Stella havde ikke regnet med en sådan afvisning, som der netop kom fra Kimberly. Faktisk havde hun slet ikke regnet med at samtalen ville nå helt her ud. Det var blevet alt for teknisk, for dybsindigt og hun kunne helt ærlig ikke følge med længere. Der blev kastet rundt med meninger og holdninger og Stella var ikke længere sikker på hvad hun mente og hvilke ord Kimberly prøvede at komme i munden på hende. Hun sukkede lidt ved hele tanken. "Jeg har forstået det. Du behøver ikke vade i det." Lød det fra hende, som hun bed sig lidt i kinden. Kimberly havde ellers virket fin nok, men hun kunne godt mærke at hun ikke rigtig var velkommen. Hun tøvede dog lidt før hun så så op på Kimberly igen. "Jacob er min storebror." Forklarede hun kort. Det kunne hun vel lige så godt. Så trak hun på skuldrene så godt hun kunne. "Det fint Kimberly, du behøver ikke forklare dig. Jeg er ikke sur og du må gerne snakke med Timmy. At snakke med dig i dag har været nok til at give mig et bedre indblik i det hele. Tak for hjælpen." Der var vel ikke just mere at snakke om? Banen var kridtet op og de skulle tydeligvis ikke være på samme hold. Sådan var det bare. "Jeg skal nok klare mig. Tak fordi du hjalp. Vi ses" Hun sendte pigen et taknemmeligt smil, før hun satte sig bedre til rette.

- Out